Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 43:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af knivloven.

Af Simon Emil Ammitzbøll (LA) m.fl.

(Fremsættelse 16.12.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Beslutningsforslaget, som vi skal behandle her, indebærer, hvis det bliver vedtaget, at regeringen bliver pålagt at ændre våbenlovens bestemmelser om minimumsstraf for at overtræde forbuddet mod besiddelse af knive på offentligt tilgængelige steder. Efter beslutningsforslaget, der er fremsat af Liberal Alliance, skal regeringen inden april 2011 fremsætte de nødvendige lovforslag, der skal til, for at ophæve våbenlovens bestemmelser om minimumsstraf for at overtræde knivforbuddet.

Forslaget indebærer en ophævelse af hovedreglen om 7 dages ubetinget fængselsstraf for ulovlig besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted, som jo blev indført ved forarbejderne til lov nr. 500 af 17. juni 2008. Beslutningsforslaget ligger tæt op ad to beslutningsforslag stillet af henholdsvis Enhedslisten og Det Radikale Venstre i oktober måned 2009, og siden da har knivloven jo med jævne mellemrum været genstand for drøftelse og også medieomtale, ligesom Højesteret har afsagt to vigtige domme netop om knivforbuddet. Derfor vil jeg godt benytte lejligheden til at redegøre for udstrækningen af det gældende knivforbud.

Efter våbenloven er det forbudt at bære eller besidde kniv på offentligt tilgængelige steder, både udendørs og på restaurationer, værtshuse og lignende steder, og siden 2004 har det forbud også omfattet besiddelse af kniv i biler. Denne udvidelse af forbuddet skete bl.a. under hensyn til, at en kniv, der opbevares i en parkeret bil, hurtigt vil kunne hentes af personer, der ønsker at anvende kniven til voldshandlinger.

Der er så to undtagelser fra knivforbuddet. For det første er små foldeknive med en klinge på højst 7 cm, som ikke kan fastlåses i en udfoldet position, undtaget fra forbuddet. Disse små foldeknive kan altså lovligt bæres på offentligt tilgængelige steder, uden at der er et anerkendelsesværdigt formål i lovens forstand. I modsætning til andre knive må man med andre ord gerne gå med en lille foldekniv i lommen eller tasken eller have den liggende i sin bil.

For det andet må man gerne bære kniv på offentligt tilgængelige steder, når kniven skal bruges til et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. Det er f.eks. tilfældet, hvis kniven skal bruges som led i udførelsen af et erhverv, i forbindelse med jagt eller fiskeri, eller hvis kniven i øvrigt skal bruges til et konkret, praktisk gøremål. Forslagsstillerne anfører, at fiskere og jægere, spejdere, campister og andre let kommer til at pådrage sig et strafferetligt ansvar. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at en spejder godt må have en kniv med på spejdertur, at lystfiskeren gerne må have en kniv med ud at fiske, og at jægere kan tage en kniv med på jagt. Det samme gælder andre, som dyrker friluftsaktiviteter, herunder vandreture og skovture. Og så må man gerne transportere kniven direkte til og fra det sted, hvor den skal bruges, naturligvis.

Straffen for overtrædelse af knivforbuddet blev så skærpet i 2008, så overtrædelsen af forbuddet i førstegangstilfælde som hovedregel bliver straffet med 7 dages ubetinget fængsel. Baggrunden for den skærpelse var jo en række voldsepisoder, som involverede brug af kniv, og regeringen fandt det derfor nødvendigt med en betydelig strafskærpelse på området for at sende et tydeligt og et afskrækkende signal om, at knivforbuddet skulle overholdes. Da regeringen foreslog en strafskærpelse på området, var vi ikke desto mindre meget opmærksomme på, at der kan være tilfælde, hvor det ud fra de konkrete omstændigheder i sagen ville være urimeligt at straffe med fængsel. Og det fremgår også udtrykkeligt af loven, at overtrædelse af knivforbuddet under særlig formildende omstændigheder alene bliver straffet med bøde. Afgørelsen af, om der skal straffes med bøde eller fængsel, afhænger af domstolens vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

Som vejledning for domstolene er der så i bemærkningerne til forslaget anført en række eksempler på, hvilke omstændigheder man anser for særlig formildende. Det fremgår af bemærkningerne, at særlig formildende omstændigheder navnlig kan anses for at foreligge i tilfælde, hvor en person oprindelig har haft anerkendelsesværdige formål med kniven, men som på grund af et svinkeærinde eller en forglemmelse er kommet i en situation, hvor det ikke længere er lovligt at have kniven. Det gælder f.eks. folk, som i forbindelse med en arbejdsdag eller en fisketur lovligt har haft kniv på sig og siden tager på restaurant med kniven i lommen eller i tasken i stedet for at tage direkte hjem.

Efter bemærkningerne til lovforslaget vil der derimod kun sjældent være formildende omstændigheder, hvis en kniv bliver medbragt under forhold, hvor der er en nærliggende risiko for tilspidsede situationer, ikke mindst af voldelig karakter, f.eks. i værtshusmiljøer eller i aften- eller nattetimerne.

De nævnte bemærkninger angiver altså, hvad der navnlig kan anses for særlig formildende omstændigheder, og hvad der sjældent kan, men det er langtfra en udtømmende facitliste. I sidste ende er det op til domstolene at bedømme, om de konkrete omstændigheder alt taget i betragtning er formildende eller ej, og så har Højesteret altså 15. december 2009 afsagt dom i to sager om overtrædelse af våbenlovens knivforbud. Begge sager vedrørte spørgsmål om, hvorvidt der forelå særlig formildende omstændigheder i de konkrete tilfælde. For særlig interesserede kan jeg oplyse, at det drejer sig om U 2010.789 H og U 2010.796 H.

I begge sager var der idømt fængselsstraffe i 7 dage ved landsretten. Den første sag vedrørte besiddelse af et multiværktøj, som blev opbevaret i handskerummet i en bil, og i den anden sag var der tale om to hobbyknive, som blev fundet ved en ransagning af tiltaltes bil, som holdt foran et diskotek om natten. Hobbyknivene blev anvendt i den pågældendes arbejde, og knivene var kun medtaget i bilen ved en forglemmelse. I begge sager fandt Højesteret ud fra en samlet bedømmelse, at der var særlig formildende omstændigheder, så udgangspunktet om en ubetinget fængselsstraf måtte fraviges. Højesteret fastsatte altså i begge tilfælde straffen til en bøde på 3.000 kr. med henvisning til forarbejdernes bemærkninger om straffen under særlig formildende omstændigheder. På baggrund af det har Rigsadvokaten udstedt nogle nye retningslinjer, hvor man nærmere kan se, hvad anklagemyndigheden skal lægge vægt på i disse sager.

Så alt i alt er det regeringens opfattelse, at der ikke er anledning til at ændre på reglerne. Vi synes, det var rigtigt, at vi i sin tid skærpede reglerne om straf for at bære kniv, og regeringen må derfor afvise forslaget.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Line Barfod.

Mener justitsministeren, at det i et moderne retssamfund er fornuftigt, at helt almindelige mennesker, som passer deres arbejde, men som har taget en kniv med, fordi de skulle i skoven med deres børn eller skulle ud at fiske, eller fordi de skulle bruge den til andre, som ministeren siger, anerkendelsesværdige formål, og så har glemt, at de har kniven liggende i bilen, bukselommen, eller hvor det nu er, kan se frem til at få en straf? Det værste er måske ikke den straf, de får i retten, og at de måske skal sidde i fængsel i 7 dage, men at de samtidig mister deres arbejde.

Mener ministeren, at det er almindelig sund fornuft, eller skulle man hellere bruge retssystemets kræfter på at gå efter dem, der har de ulovlige knive, som giver problemer i nattelivet, og som engang imellem bliver brugt til at stikke i andre, hvilket er helt forfærdeligt og skal bekæmpes? Skal det ikke være det, man bruger retssystemets kræfter på, altså at gå efter dem, der bruger de ulovlige knive, de store knive, i stedet for at gå efter helt almindelige mennesker, der så mister deres arbejde, fordi de har glemt en kniv i bilen?

Justitsministeren.

Der er jo, som jeg redegjorde for, netop også mulighed for at tage hensyn til formildende omstændigheder, derunder at man ved en forglemmelse i forbindelse med et svinkeærinde eller lignende altså stadig væk har den kniv, man har haft med sig til et anerkendelsesværdigt formål. Så jeg synes sådan set, at der er taget højde for det, og det var jo også det, som Højesteret tog hensyn til i de to domme, jeg nævnte, og som afspejler sig i de retningslinjer, som Rigsadvokaten så har udstedt i 2010.

Så jeg mener, at der er taget højde for den bekymring, som fru Line Barfod gør gældende her.

Fru Line Barfod. Af hensyn til teknikken beder jeg om, at man trykker på knappen.

O.k.

Jeg er med på, at de ikke blev sat i fængsel, men de blev jo stadig væk straffet, og der er eksempler på folk, der så mister deres arbejde. Altså, selve det, at det er strafbart at gå rundt med en kniv, er jo ikke noget nyt, men det er jo det, at man har fastsat minimumstraffen på de 7 dage, der er problemet.

Før kunne politi, anklagemyndighed og dommer foretage en vurdering ud fra almindelig sund fornuft og se på, om det her var noget, man bare skulle give folk en advarsel for og så ellers lade dem fortsætte med deres almindelige gøremål, eller om man skulle stille dem for retten og give dem en fængselsstraf.

Som loven er udformet i dag, skal systemet jo bruge kræfter og en masse ressourcer på at få de her almindelige mennesker for domstolene med risiko for, at de mister deres arbejde, i stedet for at man hos politiet og i retssystemet koncentrerer kræfterne om dem, der bruger knivene til ulovlige formål.

Justitsministeren.

Jamen det var jo netop under indtryk af, at der var en stribe tilfælde, hvor man bar kniv ulovligt rundtomkring, og at sanktionerne altså tilsyneladende ikke var skrappe nok, at det blev besluttet at skærpe straffene over for dem, som bærer kniv ulovligt.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi sådan set ikke, hvad mange egentlig går og tror, skærpede knivforbuddet som sådan – det var straffen, der blev skærpet. Men der er, som jeg nu har redegjort for et par gange, altså mulighed for at tage højde for formildende omstændigheder, således at man ikke skal i fængsel, men i stedet skal betale en bøde. Det synes jeg sådan set er en tilfredsstillende løsning, og der har Højesteret jo så lagt en praksis, som Rigsadvokaten har fulgt op i sin vejledning.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Først tak til justitsministeren for besvarelsen. Jeg er sådan set enig i, at Højesteret har sørget for at gøre loven mindre slem, end den var tænkt fra Folketingets flertals side, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men gør det ikke indtryk på justitsministeren, at der også efter Højesterets dom tilbage i 2009 har været eksempler i offentligheden på det, man næsten kunne kalde åbenlyst urimelige eller tossede sager i forhold til den her knivlov?

Det, der bekymrer mig i forhold til det her, er jo ikke, at vi er enige om, at vi selvfølgelig skal gå efter forbryderne, men at ganske almindelige mennesker bliver kriminaliseret på grund af ganske almindelige hverdagsforeteelser. Gør det ikke indtryk på en god, borgerlig justitsminister?

Justitsministeren.

Siden spørgsmålet jo er rettet til mig, takker jeg for betegnelsen »god, borgerlig justitsminister«. Om det gør indtryk eller ej? Jo, altså, alting gør jo indtryk. Vi skal jo hele tiden følge med i retspraksis og vurdere, om lovgivningen i Folketinget er fornuftig i forhold til den praksis, der så danner sig omkring de love, vi har vedtaget i Folketinget. Men jeg synes jo netop, at der med den vejledning, der er fra Rigsadvokatens side fra 2010 baseret på højesteretsdommene, sådan set er anlagt en praksis, som er fornuftig, så vi undgår sådan nogle tilfælde, som er åbenlyst urimelige, altså netop ved at man kan slække på det med krav om fængselsstraf, hvor der er tale om formildende omstændigheder. Jeg synes egentlig, at der på den måde er en tilfredsstillende balance i det.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Som fru Line Barfod også tidligere var inde på, går man jo lidt fra – hvis det nu er, at borgeren har glemt noget, altså er skyld i en forglemmelse – en løftet pegefinger, til at der som udgangspunkt skal gives fængselsstraf. Hvis man er heldig, kan man så få en bøde på 3.000 kr.

Altså, er det virkelig rimeligt, at man i udgangspunktet bliver betragtet som skyldig i kriminalitet, blot fordi man har glemt en kniv i en lomme eller i et handskerum, for den sags skyld? Hjælper det her overhovedet på kriminaliteten, kan man spørge sig selv om. Er det rimeligt, at ganske almindelige mennesker som udgangspunkt jo nærmest bliver betragtet som forbrydere og skyldige, i stedet for at politiet fik mere rum til at udvise konduite?

Justitsministeren.

Jeg skal gøre opmærksom på, at vi jo ikke med skærpelsen skærpede grænserne for, hvornår det er lovligt eller ulovligt at bære disse knive – de er sådan set de samme før og nu. Det er selve straffen, vi har skærpet. Det har jo hele tiden været sådan, at bærer man en sådan kniv, er det ulovligt og skal straffes.

Så skal jeg gøre opmærksom på, som jeg også sagde, at man jo godt kan gå med disse foldeknive på under 7 cm, uden at der er nogen problemer i det. Så det er jo ikke sådan, at man er afskåret fra at have en kniv med sig, hvis man mener at have brug for den til at skrælle et æble, eller hvad det nu kan være man mener at kunne få brug for. Man kan godt have sådan en i sit handskerum. Og der må man så sørge for at være opmærksom på det og ikke i al almindelighed rende rundt med knive, som er ulovlige at bære. Det tror jeg godt de fleste kan finde ud af.

Så er det hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil godt følge op på hr. Simon Emil Ammitzbøll spørgsmål. Om vi har en god, borgerlig minister eller ej, må vi lade komme an på en prøve, kan man sige. Men jeg synes faktisk, at det er nogle meget, meget konkrete problemer, den her knivlov giver – ikke kun for eksempelvis undertegnede, men også for en lang række andre borgere.

Jeg bor på Nørrebro, og hvis jeg skal ud at fiske på Christianshavn, hvilket ikke sker så sjældent, så kan jeg faktisk ikke have den Leatherman lommekniv, jeg har, med i min taske, fordi den kan låses, og det skal den jo kunne, så man ikke skærer fingrene af i stedet for finnerne på en fisk, som man kan være heldig at fange. Den er jo heller ikke så lille, at den kun kan rense neglene, men den er faktisk stor nok til, at den kan rense fisken. Det er faktisk en kniv, som jeg kan blive stoppet for og – hvis jeg er heldig – få bøde for at bære, men eventuelt også ryge i fængsel for.

Det er jo de her problemstillinger, kan man sige, som mange andre end jeg selv også oplever med den eksisterende knivlov.

Justitsministeren.

Jeg synes først, at jeg hørte, at der blev sagt »skåret fingrene af på en fisk«, men det var vel finnerne, går jeg da ud fra. Jamen hvis man skal på fisketur, må man jo gerne have en kniv med, som man skal bruge på fisketuren. Det er jo et anerkendelsesværdigt formål, og derfor er der jo med det taget højde for, at man nogle gange har brug for at have sådan en kniv med på jagt eller fiskeri eller andet, og så kan man tage kniven med, for så er det et anerkendelsesværdigt formål, og så er der jo ingen problemer.

Hr. Kamal Qureshi.

Nu var det sådan set min egen finger, jeg var bange for at få skåret over, hvis ikke kniven kunne låses, og ikke fiskens. Jeg ved så ikke, om det at fiske er et anerkendelsesværdigt formål, men under alle omstændigheder er det i hvert fald et formål.

Men problemet er sådan set, at man nærmest skal starte med at dokumentere ting. Altså, man skal have en fiskestang med og ikke have den liggende et andet sted. En ting er, hvad jeg kan gøre, men unge mennesker føler, at det ikke er muligt for dem at gøre det uden at risikere at blive stoppet af politiet, uden at risikere at få bøder og eventuelt ryge i fængsel, fordi man nærmest, kan man sige, har en omvendt bevisbyrde.

En anden problemstilling, som også er blevet nævnt, er det her med, hvis man f.eks. skal ud at have slebet en kniv. Hvis ministeren prøver at tage ud til nogle af de steder her i byen, der sliber knive, og spørger dem, hvordan det foregår, vil han få at vide, at det er sådan, at de udsteder sådan nogle certifikater, når de sliber knive for folk, fordi de har oplevet, at folk er blevet stoppet på vej hjem fra deres sted og har fået bøder eller er blevet undersøgt af politiet.

Justitsministeren.

Nu kan jeg jo ikke stå her og tage stilling til alle praktisk forekommende tilfælde, men lad mig så nu bare tage fat i dem her. Altså, jeg forstår, at det bekymrer, hvis det er sådan, at man lægger vægt på som bevismateriale, med hensyn til om man skulle ud at fiske, at man har en fiskestang med. Men helt ærligt: Det ville da være underligt at tage på fisketur uden at tage sin fiskestang med og kun have kniven med. Altså, så skal man godt nok være hurtig, hvis man skal fange fisken med kniven.

I tilfælde, hvor man er ude at få slebet en kniv eller har købt en kniv i en forretning eller lignende, vil man jo altid kunne gøre rede for sin færden. Man vil have en kvittering for købet af kniven eller for, at den er blevet slebet. Altså, det må være rimelig let, hvis man skulle komme i den situation, at godtgøre, at man altså netop har købt kniven og er på vej hjem med den, eller at man netop har fået den slebet og er på vej hjem med den.

Så jeg kan ikke se, at der i praktisk forekommende tilfælde, som der bliver nævnt her, er noget som helst problem med at løfte den bevisbyrde. Og politiet er jo heller ikke fuldstændig rigoristiske, heller ikke anklagemyndigheden. Det er jo ikke sådan, at man er ude på absolut at ville give folk bøder eller putte folk i fængsel. Hvis folk på rimelig vis kan redegøre for, at de har haft kniven med af gode grunde med anerkendelsesværdige formål, er der jo ingen problemer.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Det er jo en løjerlig diskussion, for det, vi alle sammen er enige om, er, at vi ikke vil have knive i nattelivet, og det, man så har gjort, er, at man har forbudt knive snart sagt alle andre steder også og indført en masse bureaukrati, som vi lige hørte om, eller i hvert fald dokumentationskrav og det ene og det andet.

Men jeg kunne godt tænke mig helt konkret og nede på jorden at sige: Jeg har problemer med, at min køkkenkniv er sløv, og jeg havde tænkt på at tage den med her på arbejde og så smutte over i frokostpausen og aflevere den, så den kunne blive slebet, og så måske hente den igen i morgen i frokostpausen og tage den med hjem. Og der vil jeg bare spørge justitsministeren, om han, hvis jeg gjorde det, ville betragte mig som kriminel.

Ministeren.

Det er jo ikke rigtigt, at vi med afsæt i, at man ikke må bære kniv i nattelivet, så har forbudt knive alle mulige mærkelige steder og har indført alt muligt bureaukrati. Det eneste, der er sket, er faktisk, at vi har skærpet straffen for at overtræde de regler, der var i forvejen. Det er sådan set bare det.

Nu tror jeg nok, at jeg skal passe på med at komme med alt for konkrete anvisninger på, hvad man så kan gøre og ikke kan gøre. Så flere konkrete tilfælde, jeg måtte blive forelagt, med hensyn til hvor man kan have sin kniv under forskellige omstændigheder, må jeg henvise til at få besvaret skriftligt under udvalgsbehandlingen.

Hr. Morten Østergaard.

Den mulighed har jeg jo, at jeg kan stille spørgsmål her under lovbehandlingen. Almindelige danskere har jo som udgangspunkt ikke adgang til at stille spørgsmål i forbindelse med beslutningsforslag eller § 20-spørgsmål.

Men mit spørgsmål er også sådan mere for at få en vurdering af politisk karakter af, hvorvidt justitsministeren ville betragte mig som kriminel, hvis jeg tog min sløve køkkenkniv med på arbejde, luskede over til skærsliberen i frokostpausen og afleverede den og den næste dag hentede den igen for så at have den liggende, indtil jeg var klar til at tage hjem fra arbejde. Det er måske ikke en helt unaturlig måde at gribe den slags an på, og derfor spørger jeg bare, om justitsministeren ud fra sin almindelige politiske betragtning da vil opfatte mig som kriminel, som følge af at jeg griber sagen an på den måde.

Ministeren.

Jeg synes ikke, at der er noget som helst kriminelt ved, at man skal have slebet sin køkkenkniv, så hvis man ønsker at få slebet sin køkkenkniv og tager hen og får gjort det og tager hjem igen, kan jeg ikke se, at det på nogen måde skulle kunne konstituere noget kriminelt.

Tak til justitsministeren, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Tak for det.

Vi kan i Venstre ikke støtte det beslutningsforslag, som vi her har til behandling, et forslag, som i denne omgang er fremsat af Liberal Alliance, men som jo i vid udstrækning er en genfremsættelse af tidligere beslutningsforslag, der er behandlet her i salen, fremsat af Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Når det er sagt, vil jeg også gerne sige, at vi jo fra tid til anden kommer ud for lovgivning og ud for regler, som vi gerne havde været fri for at fastsætte, hvis verden havde været mere ideel. Men vi skal huske, hvorfor vi indførte den nuværende lovgivning på området. Det gjorde vi, fordi vi igennem længere tid havde været vidne til ganske alvorlig kriminalitet, voldsforbrydelser udført i nattelivet med kniv, hvor uskyldige mennesker var blevet antastet og var blevet lemlæstet af voldsmænd med kniv, hvor folk var blevet stukket ned. Ja, der var endda drab ved hjælp af kniv i nattelivet. Det var en fuldstændig uacceptabel og utålelig situation, som kaldte på politisk reaktion.

Vi kriminaliserede ikke noget, der ikke i forvejen var kriminelt, men vi gennemførte en lovgivning, som angav nogle meget klare og skrappe sanktioner, som er til at forholde sig til, også for, som det typisk er tilfældet, yngre mennesker i nattelivet i den tilstand, som den slags nu oftest er i, når de er i nattelivet.

Vi må sige, at lovgivningen så udpræget er en lovgivning, som kræver, at man læser loven, og at man sætter sig ind i administrationen af den og i domstolenes og anklagemyndighedens anvendelse af den. Det er så udpræget ikke en lovgivning, der er egnet til at tage bestik af ud fra nogle enkeltoverskrifter i nogle aviser, og mon ikke også beslutningsforslaget her er udtryk for, at der på et tidspunkt var nogen, der skulle have nærlæst lovteksten lidt tydeligere?

For det er jo sådan, at man må have kniv med til anerkendelsesværdige formål. Man må færdes med en lommefoldekniv med et blad på op til 7 cm, og man må i øvrigt have kniv med, hvis man skal på spejdertur, hvis man skal på fisketur, hvis man skal på jagt osv. Og i tilfælde af at man har været ude at købe en kniv i en isenkræmmerforretning, må man naturligvis bære den hjem.

Højesteret har jo været inde at stadfæste et par domme i slutningen af 2009, hvor de har præciseret loven og forarbejderne til loven, og her gøres det også klart, at man ikke i alle tilfælde skal idømmes straf på minimum 7 dages fængsel. Der kan gives en bøde, og i førstegangstilfælde vil det være udpræget. Det kan også forekomme i andengangstilfælde, og i det hele taget er det jo op til domstolene at tage individuelle hensyn. Det er ud fra en samlet sum, og hvor det er en kniv, der er båret i nattelivet og i forbindelse med nattelivet, at lovteksten skal forstås som minimum 7 dages fængsel.

Jeg tror, man må sige, at på baggrund af Højesterets udtalelser og domme er regelsættet også blevet præciseret ved det arbejde, som Rigsadvokaten har gennemført og lagt ud på sin hjemmeside. Det er blevet nuanceret og gjort lettere forståeligt. Og det er også mit klare indtryk, at lovgivningen som sådan har haft sin forebyggende effekt, fordi der rent faktisk ikke er så mange tilfælde med knivoverfald i nattelivet som tidligere. Så på den måde må man sige, at lovgivningen har gjort fyldest.

Det havde været rarest at undvære en så skrap sanktion, hvis det var, at verden havde været mere ideel, men det var den altså ikke på det tidspunkt. Det kan være, den bliver det igen i den her sammenhæng, og så må vi jo se på det, men for nuværende kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er korte bemærkninger, først fra fru Line Barfod.

Mener Venstre som et parti, der siger, at man går ind for frihed, at det er en fornuftig måde at have frihed i et samfund på, at borgerne i princippet – hvis man følger lovgivningen – kan regne med, at de kan komme en uge i fængsel og kan miste deres arbejde, hvis de f.eks. glemmer nogle knive i en bil natten over?

Hvis vi nu siger, at hr. Morten Østergaard har taget sine knive med for at køre til Kødbyen i frokostpausen og få dem slebet, og så opstår der nogle ting på Christiansborg, der gør, at han ikke kan gå i frokostpausen, og han bliver nødt til at tage til et sent aftenmøde og lade bilen stå og lade knivene ligge, og næste dag vil han så køre hen for at aflevere dem, så de kan blive slebet, så skal han, hvis han bliver stoppet af politiet med knivene i bilen, og hvis man følger loven, have 7 dages fængsel, og hvis han nu ikke sad i Folketinget, men havde et almindeligt erhverv, ville han have en stor risiko for at blive fyret fra sit arbejde. Mener Venstre, at det er en fornuftig måde at lave retspolitik på?

Ordføreren.

Jeg synes, at justitsministeren for kort tid siden kom her på talerstolen med en meget detaljeret redegørelse, og ministeren besvarede også efterfølgende et spørgsmål analogt med det, som her stilles. Jeg henholder mig til den besvarelse.

Det er sådan, at hvis hr. Morten Østergaard eller andre har et anerkendelsesværdigt formål, som jeg lige nævnte før, som det ville være, hvis man har været ude at købe en kniv, eller hvis man har været ude at få slebet sin kniv, er han jo ikke omfattet af den her lovgivning, og så har han naturligvis ret til at færdes med sin kniv. I øvrigt vil jeg gerne vide, hvor det er, hr. Morten Østergaard får slebet sine knive. Det er faktisk vanskeligt at få gjort nu til dags, og det er jo rigtigt, at det kan være nødvendigt, fordi de har det med at blive sløve.

Jeg skal i øvrigt huske at hilse fra min gode kollega i Det Konservative Folkeparti, hr. Tom Behnke, og sige, at Det Konservative Folkeparti også afviser beslutningsforslaget og henholder sig til min ordførertale. Hr. Tom Behnke kan ikke være til stede i salen i dag på grund af sygdom.

Fru Line Barfod.

Jeg går ud fra, at det er en fejl, når hr. Kim Andersen siger, at hr. Morten Østergaard ikke ville kunne straffes i den situation. Ministeren redegjorde jo klart for, at man gerne må tage en kniv med til et anerkendelsesværdigt formål, men hvis der er svinkeærinder, er det, at man har et problem i forhold til lovgivningen. Det vil sige, at man gerne må køre direkte med sine knive hen for at få dem slebet og køre direkte hjem eller køre direkte på fisketur og køre direkte hjem. Men hvis man gør noget andet på vejen eller glemmer dem i bilen, fordi der sker nogle andre ting, så har vi problemet.

Det er det, jeg gerne vil høre Venstres holdning til – ikke Venstres tekniske udredninger, men Venstres holdning. Er det det, det danske retssamfund skal kendes på? Tror man, det giver opbakning fra borgerne til retssamfundet, at politi, anklagemyndighed og dommere skal bruge deres ressourcer på den type sager i stedet for at kunne bruge deres ressourcer på dem, der kunne finde på at gå med kniv, fordi de vil stikke andre?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, skal man huske, hvorfor vi indførte den her lovgivning. Det gjorde vi altså i en situation, hvor der var frygtelig meget brutal kriminalitet i nattelivet udført med kniv. Der var simpelt hen brug for, at vi handlede politisk.

Selvfølgelig skal anklagemyndigheden og politiet bruge tid på overtrædelser med knive, der kan føre til voldskriminalitet, naturligvis, som man også skal bruge tid på al mulig anden form for kriminalitet og andre lovovertrædelser.

Nu tror jeg ikke, at hr. Morten Østergaard vil foretage sig svinkeærinder i nattelivet med en ulovlig kniv på sig og heller ikke have en liggende ulovligt i sin bil, og derfor synes jeg, det er et meget hypotetisk spørgsmål.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil lige sige, så der ikke er misforståelser, at det, der forekommer i politik, ikke er omfattet af knivforbuddet. Jeg tænker her på knive i ærmet og knive i ryggen.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Så vil jeg lade være med at kigge mig over skulderen.

Jeg skal lige fange tråden igen. Nå jo: Hr. Kim Andersen fortalte, at vi, der var imod minimumsstraffe, øjensynligt ikke havde læst loven ordentligt og ikke forstået den, og hvad ved jeg. Derfor går jeg ud fra, at det har hr. Kim Andersen, og derfor har jeg altså et spørgsmål, som jeg gerne vil have afklaret fra hr. Kim Andersens side. Hvis nu det er sådan, at jeg skal på fisketur i Jylland og jeg går ind på en tankstation, vil jeg blive straffet, hvis jeg glemmer kniven i bilen; vil jeg blive straffet, hvis jeg tager kniven med ind i kiosken; og vil jeg blive straffet, hvis jeg tillader mig at spise et måltid på restaurationen på motorvejstankstationen?

Ordføreren.

Det tilkommer jo ikke mig som ordfører at stå og forsøge at træffe myndighedsafgørelser eller afgive myndighedsudtalelser i konkrete spørgsmål om, hvor og hvornår man må bære kniv. Men i forhold til det, jeg kan læse ud af forarbejderne og domspraksis efterfølgende, så må hr. Simon Emil Ammitzbøll naturligvis have sin kniv med, hvis han skal på fisketur i Jylland eller et hvilket som helst andet sted.

Hvis det er sådan, at hr. Simon Emil Ammitzbøll undervejs på den lange tur til Jylland, hvor der i øvrigt ganske rigtigt er rigtig mange gode fiskevande, og hvor der i de her år kommer flere og flere gode fiskevande til, f.eks. Gudenå, Varde Å og Karup Å for laksefiskeri, som jo er en meget fornøjelig fiskeform, ja, så må hr. Simon Emil Ammitzbøll naturligvis undervejs på den lange tur gå ind og tage et måltid mad og træde af på naturens vegne, alt imens kniven ligger i bilen. Og hvis det er sådan, at hr. Simon Emil Ammitzbøll kommer til at tage kniven med ind i motorvejscafeen og samtidig har købt fiskekort til Karup Å, så tror jeg, at anklagemyndigheden vil lade nåde gå for ret og lade hr. Simon Emil Ammitzbøll fortsætte på sin fisketur.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det må man jo så håbe. Nu spurgte jeg jo kun, fordi hr. Kim Andersen gav udtryk for, at dem, der havde det modsatte synspunkt, ikke kendte reglerne. Jeg kan fortælle ordføreren, at hvis man går ind på politiets hjemmeside og ser på den vejledning, der er til borgerne, vil man se, at der står, at et ophold med henblik på at tanke benzin eller foretage indkøb på vej i sin bil til eller fra den aktivitet, hvor kniven skal anvendes, normalt ikke vil udgøre en overtrædelse af våbenloven, hvis kniven bliver i bilen. Senere står der, at restaurationsbesøg i meget sjældne tilfælde vil være medtaget som der, hvor man kan gøre det alligevel. Det var bare, fordi hr. Kim Andersen sagde, at man skulle have læst loven og alt det medfølgende, og så synes jeg, det var en meget god illustration.

Lad os tage fat i noget andet. Da vi i sin tid vedtog den her minimumsstraf, havde jeg en diskussion med Venstres daværende ordfører, hr. Karsten Nonbo. Han sagde, og jeg citerer:

»De lovlydige, der har lavet en lille fejl, vil ikke blive ramt.«

Synes hr. Kim Andersen, at den domspraksis, vi har set indtil nu, er et udtryk for, at hr. Karsten Nonbo havde ret i, at de lovlydige, der havde lavet en lille fejl, ikke bliver ramt?

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Simon Emil Ammitzbøll skal hæfte sig ved ordet normalt, som han jo også læste op. Så vil jeg i øvrigt anbefale hr. Simon Emil Ammitzbøll at gå ind og nærlæse Rigsadvokatens bemærkninger om administration af knivloven. Det vil nuancere hr. Simon Emil Ammitzbølls indtryk mere end det, der lige kom til udtryk her.

Jeg synes, at loven har fundet et fornuftigt administrationsleje, og at domspraksis har udviklet sig meget rimeligt. Man skal huske på, hvorfor det var nødvendigt at indføre loven. Det var i en ganske alvorlig situation med rigtig mange knivoverfald, ja, endda knivdrab i nattelivet, og vi måtte derfor handle fra politisk hold, og vi måtte sørge for at begrænse adgangen til at have ulovlige knive med i nattelivet. Det har haft en effekt, og det har også fundet et leje i forhold til politi og anklagemyndighed og domstolspraksis efterfølgende, som gør, at almindelige mennesker kan have et normalt dagligliv, også med deres knive.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Nu skal det her jo ikke være et gruppearbejde om problemerne med mine sløve køkkenknive, men når jeg alligevel tager det op, er det, fordi det sådan set er en reel overvejelse, jeg har haft. Altså, kunne jeg komme af sted med at få flere af de her knive slebet på en gang? Nogle af dem er så store, at de kan skære igennem en steg. Kunne jeg komme af sted med det?

Der er det så bare, at jeg gerne vil gentage det spørgsmål til hr. Kim Andersen, og jeg ønsker ikke nogen juridisk udredning, men snarere bare en politisk vurdering. Synes hr. Kim Andersen, at det ville være anerkendelsesværdigt og helt fint, hvis jeg tog de knive med og i den frokostpause, der indledes her ved 12-tiden, smuttede over og afleverede dem og så hentede dem igen i morgen og tog dem med hjem? Synes hr. Kim Andersen, at det er en handling, der bør straffes konsekvent med en af de få minimumsstraffe, der findes i dansk straffelov, eller synes han, at det i virkeligheden burde være en måde, som alle borgere i Danmark kunne tilrettelægge deres knivslibning på?

Ordføreren.

Nu fremgår det jo ikke helt tydeligt af spørgsmålet, hvorfra og hvortil spørgeren agter at smutte. Det fremgår heller ikke, på hvilken tid af døgnet spørgeren agter at smutte. Men umiddelbart synes jeg, at det er anerkendelsesværdigt, at man vil have slebet sine knive, og det skal ikke være strafbart at få slebet sine knive. Det skal ikke være omfattet af en minimumsstraf på 7 dage, at ens køkkenknive bliver vedligeholdt og er brugbare i køkkenet. Det håber jeg er tilstrækkeligt svar. Hvis jeg så må spørge, vil jeg stadig væk umådelig gerne have at vide, hvor det er muligt at få slebet disse knive.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, udfordringerne tårner sig op, men nu er hr. Kim Andersen jo ikke den sløveste kniv i skuffen, og derfor synes jeg måske, at det var rimeligt nok – også fordi justitsministeren synes, at det er et spørgsmål værd i udvalgsbehandlingen – i det mindste bare at lave følgende gentleman agreement, hvis det viser sig, at jeg ikke lovmedholdeligt kan tage mine knive med på arbejdet og i frokostpausen mellem kl. 12 og 13 gå over i Kødbyen, hvor jeg har hørt at man kan få dem slebet, aflevere dem og så i morgen i samme tidsrum, i frokostpausen, hente dem for så at have dem liggende i min bil, indtil jeg vender hjem fra arbejde sidst på dagen: Hvis det ikke kan lade sig gøre, er hr. Kim Andersen enig med mig i, at så er loven ikke god nok, fordi hr. Kim Andersen også synes, at det er en helt o.k. måde at tilrettelægge sit knivsliberi på.

Ordføreren.

Nu kommer spørgeren med lidt flere oplysninger til opklaring af denne vanskelige sag. Nu forstår jeg, at det er sådan, at spørgeren vil have knivene med på arbejde, i det omfang spørgeren altså opfatter Folketinget her som sit arbejde, og derfra i en frokostpause vil smutte ned og få knivene slebet og så komme her tilbage på arbejdet med knivene. Jeg skal ikke kunne svare for, om det er en legal trafik. Jeg kan jo undre mig over, hvorfor det skulle være nødvendigt for en radikal, der sædvanligvis forfægter radikal politik, at bevæbne sig med køkkenknive for at udføre sit arbejde. Det plejer Radikale godt at kunne gøre uden køkkenknive.

Tak til hr. Kim Andersen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og så er det fru Maja Panduro som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. Hos Socialdemokraterne har vi den helt grundlæggende holdning, at man ikke skal gå rundt med kniv, medmindre man har en rigtig god grund til det, og vi vil ikke acceptere, at unge mennesker, sådan som vi jo desværre har hørt at det på et tidspunkt var, føler, at de nærmest er nødt til at skulle tage en kniv med i byen for at kunne forsvare sig, i det tilfælde at alle de andre render rundt med kniv.

Når det er sagt, vil jeg sige, at det jo selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at vi ikke også var påvirket af de historier, vi hørte fra den her lovs ikrafttræden og så frem til højesteretsdommene, om folk, hvor det virkede helt tåbeligt, at de skulle have en minimumsstraf på de 7 dage. Og derfor var det også, at vi var rigtig glade for højesteretsdommene, som jo netop slog fast, at den her lov selvfølgelig ikke er beregnet på fiskere som hr. Kamal Qureshi, knivslibere som hr. Morten Østergaard eller i øvrigt dykkere som jeg selv. Vi er undtaget, ligesom det er i en lang række andre tilfælde, hvor det giver mening at man har en kniv med sig.

Men som hovedregel – som hovedregel – skal man altså stadig væk ikke gå rundt med kniv. Det er præciseret, og det er vi tilfredse med, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og den er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen det var jo kort og præcist; det må man rose ordføreren for. Men der er noget, jeg stadig ikke forstår. Vil det sige, at Socialdemokraterne slet ikke kan se de problemer, som der er ved loven? For det synes jeg ikke ordføreren var inde på. Der er jo masser af ganske almindelige mennesker, som på grund af en forglemmelse eller på grund af, at staten ikke lige synes, at deres formål er anerkendelsesværdigt nok, kan risikere at komme ud i en minimumsstraf. Der har jo også været eksempler på tåbelige domme efter højesteretsdommen i 2009, for nu at sige det sådan, og gør det ikke indtryk på Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Det gør altid indtryk på Socialdemokraterne, hvis det virker, som om nogen bliver straffet uretfærdigt. Men jeg synes egentlig, at loven her netop giver plads til, at der er det, som vi har kaldt for en kattelem. Der er plads til, at man, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål, så ikke bliver straffet, eller at man, selv hvis man er derude, hvor det sådan set stadig væk er ulovligt, så kan slippe for minimumsstraffen og nøjes med en bøde, hvis der er nogle formildende omstændigheder. Det tror vi sådan set i udgangspunktet på at domstolene godt kan finde ud af at administrere, og vi mener stadig væk, det giver mening at sige, at du som hovedregel ikke skal gå rundt med kniv.

Hvis det, hr. Simon Emil Ammitzbøll vil, er at ændre på kriterierne for, hvornår det er ulovligt at bære en kniv, og hvornår det ikke er ulovligt, så skal han jo i virkeligheden fremsætte et andet beslutningsforslag, for det, som beslutningsforslaget her handler om, og det, som knivloven handlede om, var jo udelukkende straffen, og sådan set ikke, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Der er bare den sammenhæng, at når man er medansvarlig for at have indført en minimumsstraf og samtidig ikke udtømmende har sagt, hvad anerkendelsesværdige formål er, hvilket vi har rigsadvokaturets ord for at man ikke har gjort – selv efter de nye retningslinjer fra Rigsadvokaten – så bærer man et særligt ansvar for, at der er folk, der får en straf. Og i de gode, gamle dage kunne man have udvist mere konduite fra systemets side, end flertallet i Folketinget tillader at man gør nu. Det er bare det ansvar, jeg gerne vil have at man er sig bevidst.

Når det så er sagt, må jeg jo konstatere, at Socialdemokraterne mener, at det er seks gange så slemt at glemme en kniv i et handskerum som at glemme sit kørekort eller andre ting, fordi man mener, at der skal være en så markant større bøde for lige præcis det. Og det synes jeg jo så også er bemærkelsesværdigt. Men vi kommer jo ned til basis i forbindelse med det her, hele fundamentet: Er det rimeligt, at man går ind og laver en minimumsstraf og dermed sætter domstolene i en position, hvor folk måske kan undgå fængsel, men alligevel få en ret stor bøde for noget, der i virkeligheden bare er en forglemmelse?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal være meget, meget påpasselige, når vi laver minimumsstraffe, og det er jo også derfor, vi har så relativt få minimumsstraffe i vores system, sådan som det er i dag. På nogle ganske få punkter synes jeg det giver mening, og et af punkterne er den meget alvorlige situation, hvor vi oplevede, at flere og flere unge mennesker tog en kniv med i byen, at det at bruge kniv var begyndt at være en relativt almindelig måde at udøve vold på. Det synes jeg ikke er o.k., og derfor synes jeg, at det her er et af de områder, hvor det gav mening at indføre en minimumsstraf, når vi jo samtidig havde undtagelserne med, og når vi netop samtidig satte en streg under, at der selvfølgelig skal være plads til, at der kan være tale om en forglemmelse, eller at man kan have en rigtig god grund til at have den her kniv med, f.eks. at man skal have den slebet, eller at man skal ud at fiske.

Så lyder det, som om hr. Simon Emil Ammitzbøll mener, at vi burde have lavet en udtømmende liste for, hvad der var anerkendelsesværdige formål. Det er jeg egentlig ret glad for at vi ikke gjorde, for det er jo netop det, der sikrer, at systemet kan udvise den konduite, som hr. Simon Emil Ammitzbøll efterlyser. Det sikrer netop fleksibilitet og muligheden for at udøve sund fornuft i bedømmelserne, frem for at vi havde lavet en rigid liste herindefra. Så det er jeg faktisk ret godt tilfreds med.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg skal bare være sikker på, om jeg forstår det rigtigt. Er den socialdemokratiske ordfører tilfreds med, at f.eks. en pædagog, der har været på fisketur og glemmer at tage kniven med ind fra bilen, får en betinget straf og mister sit arbejde, næste gang han er ude at køre i bil og bliver stoppet? Er det virkelig den retspolitik, som Socialdemokraterne ønsker der skal være, eller mener man faktisk, at politiet i den situation skal have frihed til at bruge deres almindelige snusfornuft og f.eks. nøjes med at give en advarsel og sige: Det her skal du lige huske, du må ikke have den kniv liggende i bilen, den skal du huske at tage med ind fremover, ellers kan det være, det er en højere straf næste gang. Mener Socialdemokraterne virkelig, at politiet ikke vil være i stand til at håndtere det, som de kunne i alle årene op til, at man lavede den her stramning?

Ordføreren.

Jeg må jo bare gentage, at det, vi har lavet med knivloven, ikke er en ændring af, hvad der er lovligt og ulovligt. Det, som vi har ændret, er straffen; vi har indført en minimumstraf, men vi har også indført nogle undtagelser, hvor man kan undgå den her minimumstraf og nøjes med at få en bøde. Hvis man ønsker at ændre på kriterierne for, hvornår noget er ulovligt, er det jo et andet beslutningsforslag, vi skal have fat i, og det vil vi så forholde os til.

Fru Line Barfod.

Jeg spurgte ikke til ændringen af, hvornår noget er ulovligt, jeg spurgte til, om politifolk skulle have ret til at bruge deres almindelige sunde fornuft, og om man i et tilfælde med en pædagog eller en anden kunne nøjes med at give en advarsel, som også er en straf, men som ikke kommer på straffeattesten, og som derfor gør, at man ikke mister sit arbejde.

For mig er det en meget, meget hård straf at miste sit arbejde, fordi man har glemt at tage en kniv med ind fra sin bil, når man har været på fisketur. Jeg vil gerne høre, om ikke Socialdemokraterne synes, at den type straf giver anledning til at se på, om ikke man skal fjerne den minimumstraf og gå tilbage til, at politiet bruger deres sunde fornuft og så i øvrigt bruger ressourcerne der, hvor der er fare på færde, i stedet for over for almindelige mennesker.

Ordføreren.

Som jeg opfatter lovgivningen, som den ligger her, og det, der er kommet fra Højesteretsdommene og fra Rigsadvokaten, har man jo netop præciseret, at der skal være mulighed for undtagelser, når der er tale om anerkendelsesværdige formål, og der kan også være tale om formildende omstændigheder, hvis man f.eks. har været klodset og glemt sin kniv i bilen.

Så nej, jeg mener ikke, at en pædagogmedhjælper skal miste sit arbejde, fordi vedkommende har glemt sin fiskekniv i bilen, men det mener jeg heller ikke kan blive tilfældet, som loven ligger her.

Tak til fru Maja Panduro. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Forslaget, som det jo er blevet nævnt, går ud på at fjerne minimumsstraffen på de 7 dages fængsel. Nu har der været en debat sådan lidt frem og tilbage. Jeg vil sige, at jeg er meget enig med den socialdemokratiske ordfører. Jeg synes egentlig, at den lovgivning, vi har i dag, er ganske glimrende. Jeg synes, det er godt, at man fik indført en minimumsstraf, fordi vi netop sendte et meget kraftigt signal til de unge mennesker, der går i byen, og som synes, at det er helt normalt at tage en kniv med.

Der har været nogle problemer i starten. Det blev også nævnt af justitsministeren. Jeg synes, det er håndteret fint. Jeg synes, at Højesteret med de to sager har fået lagt en linje, som er helt fin. Der kan være formildende omstændigheder. Jeg er helt sikker på, at man sagtens kan få slebet sine knive, hvis man ønsker det, også som folketingsmedlem, og ellers vil jeg da anbefale, at man køber en knivsliber. Det har jeg da selv. Det kan lade sig gøre.

Det, jeg godt kunne tænke mig at stille som modspørgsmål til det her beslutningsforslag, er: Man ønsker minimumsstraffen fjernet, og det er jo helt udmærket, hvis man har den holdning, men hvad er det så, man ønsker i stedet? Hvad er det for en straf, man ønsker? For det er helt klart, at minimumsstraffen er møntet på, at de unge ikke skal tage knive med i nattelivet, og hvad er det så, man ønsker i stedet for? Det savner jeg faktisk lidt at der står noget om i beslutningsforslaget, for det står der ingenting om. Det er ikke reglerne, vi diskuterer. Det er ikke, hvornår undtagelserne er der, eller hvornår de ikke er der osv., men det, forslaget går på, er minimumsstraffen. Hvad er det så, man ønsker i stedet? Ønsker man, at det er helt o.k., at man har en kniv med i nattelivet, og at man så bare får en bøde, eller hvad? Men det er jeg helt sikker på at ordføreren for forslagsstillerne af beslutningsforslaget kan svare på på et tidspunkt, om ikke andet kan jeg jo spørge, når vedkommende er på talerstolen.

Vi vil i hvert fald ikke støtte det.

Der er allerede her ønske om en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Jeg er skuffet, men ikke overrasket over, at Dansk Folkeparti ikke ville støtte det her forslag. Jeg havde jo også en vis debat med den tidligere ordfører, fru Marlene Harpsøe, under førstebehandlingen, da man lavede de her minimumsstraffe i sin tid.

Dengang gjorde fru Marlene Harpsøe det klart over for mig, at det ikke ville ske, at der ville komme fængselsdomme. Det blev ret klart sagt fra Folketingets talerstol. Der kan man sige at fru Marlene Harpsøe blev reddet af gongongen eller Højesteret, for det var sådan set det, der var lagt op til med den lov, vi vedtog. Det er også derfor, at jeg er lidt nervøs for den samme skråsikkerhed, vi i dag hører fra flertallets side, om, at det nok går osv.

Er man slet ikke i Dansk Folkeparti – og især fru Pia Adelsteen, som jeg faktisk betragter som et ret fornuftigt menneske – bekymret over, at de ikke fra politiets side kan udvise den nødvendige konduite og lige sige: Hej, hej, det her var måske ikke så smart; husk nu, at næste gang falder hammeren? Det kan de ikke rigtig med det system, man har indført.

Er det ikke ærgerligt, at sund fornuft ikke kan få plads?

Ordføreren.

Man kan sige, at der er mange ting, der ville være dejligt, hvis man havde sund fornuft – altså, så var der rigtig mange ting, der kunne fungere meget dejligt. Jeg mener også, at politiet i mange tilfælde udviser konduite. Nu kender jeg ikke til specielle eksempler og slet ikke i forbindelse med knivloven.

Men det, vi indførte i forbindelse med den debat, som hr. Simon Emil Ammitzbøll henviser til, var en minimumsstraf. Det var en strafskærpelse, det var ikke en ændring af reglerne, det var en strafskærpelse. Og det, beslutningsforslaget går ud på, er at fjerne minimumsstraffen.

Jeg synes, at det er underligt, at man så ikke siger: O.k., hvad var formålet? Formålet var helt klart at få knivene ud af nattelivet. Det var det, der var formålet, og det var derfor, vi skærpede straffene. Vi var godt klar over, at der kunne være nogle ting, som kunne ramme skævt, og derfor blev der også lavet undtagelser, og de virker.

Nu kan man vel godt sige, at vores tidligere ordfører, fru Marlene Harpsøe, blev reddet af Højesteret, som hr. Simon Emil Ammitzbøll udtrykker det, men jeg mener rent faktisk, at det viser, at vores system virker, at vores retssystem jo virker. Det er også derfor, at det er godt, at den undtagelsesliste ikke er udtømmende.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Problemet er jo, som vi også har diskuteret tidligere i dag, at det i mange tilfælde godt kan være, at den tiltalte umiddelbart slipper med en bøde, men i virkeligheden også får en betinget dom; altså at det er den måde, man ligesom klarer det på. Og det giver jo stadig væk en eller anden form for ridse i lakken eller i straffeattesten, så at sige.

Er det ikke en utrolig stor ting at bebyrde folk med i forhold til en forglemmelse? Altså, man kan ændre folks liv, ødelægge folks liv, fordi man vil lave symbolpolitik herindefra, bare fordi folk har glemt noget i et handskerum. Tænk, hvis man kunne få ødelagt sit liv lige så meget ved at glemme sit kørekort i køkkenskuffen.

Ordføreren.

Altså, jeg mener jo, at der er en meget klar forskel på at glemme sit kørekort og at glemme, man har en kniv. Det er ret vigtigt, at vi har den knivlov, og det er jo netop for at undgå de der situationer, hvor knivene ligger rundt omkring, og hvor det er nemt at få fat i dem, så man kan bruge dem som våben. Det er jo det, vi vil undgå. Det er nok lidt sværere med et kørekort.

Hvis man glemmer et kørekort, får man en bøde – ja. Hvis jeg glemmer at kigge på mit speedometer, når jeg kører for stærkt, så kan jeg også risikere at miste mit kørekort. Det kan jeg faktisk, hvis jeg kører stærkt nok, og så går det altså også ud over det liv, jeg har. Afhængigt af, hvad jeg laver, kan jeg måske miste mit arbejde.

Så der er jo nogle grænser, vi har sat her, nogle regler, som vi skal overholde, og det må man altså bare huske på. Jeg er godt klar over, at det virker voldsomt at få en bøde på 3.000 kr. og en betinget straf for at glemme en kniv i et handskerum, men det er vigtigt, at man så ikke glemmer det. Der er nogle ting, der er vigtigere end andre.

Tak til fru Pia Adelsteen. Så er det fru Hanne Agersnap som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Jeg er erstatning for ordføreren, for SF's retsordfører deltager i en høring i Retsudvalget, og hun har derfor bedt mig om at læse talen op. Den lyder som følger:

Vi har allerede behandlet en del beslutningsforslag om knivloven, og det var i sidste samling. SF stemte som bekendt dengang nej til lovforslaget, dels fordi vi var bange for, at det ville skabe problemer med ordlyden af forslaget, dels fordi ministeren ikke kunne garantere, at unge ikke ville havne i fængsler.

Vores bekymring blev til virkelighed. Gennem mange uger blev vi i medierne konfronteret med ulykkelige sager, hvor almindeligvis lovlydige borgere var kommet i klemme. De havde simpelt hen medtaget en kniv på et sted, hvor det var forbudt, uden at de havde haft til hensigt at begå noget kriminelt. Knive er arbejds- og husholdningsredskaber, og derfor medbringer vi dem overalt, og nogle gange glemmer vi at få dem lagt fra os efter brug.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i SF synes, at dem, der har onde hensigter med en kniv og f.eks. medbringer den i nattelivet, må tage konsekvensen af det, men den håndværker, som har glemt at lægge hobbykniven fra sig, vil vi nødig ramme uhensigtsmæssigt. Derfor er forslaget fra Liberal Alliance om at ophæve minimumsstraffen fornuftigt. Vi er klar over, at Højesteret har været inde over og gennemset sagerne og lagt et niveau, men vi mener alligevel, at minimumsstraf i forbindelse med at medtage kniv skal ophæves, og at det vil være i god overensstemmelse med dansk retstradition.

SF støtter forslaget.

Tak. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører for Det Radikale Venstre.

Da Det Radikale Venstres for tiden værende retsordfører, hr. Manu Sareen, er til den samme høring som SF's retsordfører, er det så faldet i min lod at varetage hans rolle i den her debat.

Det Radikale Venstre var jo imod indførelsen af den her minimumsstraf, både af konkrete grunde, hvilket jeg skal vende tilbage til, og af principielle grunde, da vi sådan set mener, at minimumsstraffe er en uskik, fordi det jo kræver, at lovgiver er i stand til at forudskikke alle tænkelige situationer for at kunne være sikker på, at man ikke dermed suspenderer domstolenes mulighed for at forholde sig konkret til de sager, der lægges foran dem. Og derfor er vi sådan set grundlæggende skeptiske over for minimumsstraffe.

Så er der spørgsmålet her omkring knivloven. Det er jo i virkeligheden besynderligt, for dér, hvor vi ellers har nogle få minimumsstraffe, er jo ved mord og andre forbrydelser i den helt, helt alvorlige ende. Og så har man valgt at indføre minimumsstraf her i forbindelse med forbrydelser med kniv. Man kan spørge nogle af dem, der støtter det, om der er andre områder i spændet mellem det eventuelt at have knive ulovligt på sig på gaden i frokostpausen og så mord, hvor man synes at der skal være minimumsstraffe – når nu man har betrådt den sti. Jeg ved, at det er et fast ønske fra Dansk Folkeparti at få flere minimumsstraffe, og jeg synes sådan set, at nogle af de partier, der har støttet det her, skylder et svar på, hvorfor de har gjort det, for det er jo lidt besynderligt, at man så vælger et sådant område her.

Betyder det så, at der ikke skal være hårde straffe for at bære kniv i nattelivet? På ingen måde, det kan der jo sagtens være. Men det, der er besynderligt her, er, at når det, vi ønsker, er at fjerne knive fra nattelivet, så går vi ind og indfører minimumsstraffe for besiddelse af knive alle mulige andre steder end i nattelivet. Det er jo der, hvor kæden hopper af.

Jeg synes, det er paradoksalt, og når jeg har rejst spørgsmålet om køkkenknive, er det ikke for at være polemisk. Men jeg gør – ligesom de fleste andre borgere forhåbentlig – hvad jeg kan, for at overholde loven, og hvis jeg står hjemme i mit køkken med en sløv køkkenkniv og er irriteret over det og spekulerer over, hvordan jeg i praksis kan få den slebet, og gerne vil til en skærsliber, som jeg så har ladet mig fortælle findes på Vesterbro, må jeg overveje, hvordan det praktisk kan lade sig gøre, for jeg er klar over, at det ikke mindst for mit vedkommende selvfølgelig ville være uheldigt, hvis jeg blev fanget i det her. Men det gælder jo sådan set for alle borgere.

Derfor synes jeg, det er stærk tobak, at når man så her i Folketingssalen afæsker justitsministeren et svar på spørgsmålet, bliver man henvist til at stille spørgsmål i udvalget. Jamen det viser da problemet med den her lovgivning. Ganske almindelige danskere står jo formentlig i samme situation og overvejer, hvad de kan gøre, og de er jo altså ikke lige medlem af Folketinget og kan stille udvalgsspørgsmål eller § 20-spørgsmål eller fremsætte beslutningsforslag. Men de må stå med den samme afvejning, og skulle nogle af dem vælge at træde forkert, risikerer de altså her en minimumsstraf på 7 dage med alvorlige konsekvenser og plettet straffeattest, og hvad har vi.

Derfor må man sige, at det jo ikke er et forslag, der ligesom imponerer ved sin kirurgiske præcision i forhold til det, der var debatten som baggrund for det. Jeg synes i hvert fald, det er skræmmende, at hverken Venstres retsordfører eller justitsministeren er i stand til at svare på et relativt banalt spørgsmål om, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er det, hvor man kan ifalde en minimumsstraf, og hvor man ikke kan det. Jeg kan i hvert fald slå helt fast, at for Det Radikale Venstres vedkommende synes vi ikke, man er kriminel, fordi man får slebet sin kniv i frokostpausen fra sin arbejdsplads, og derfor kan vi også, med de grunde, jeg nu har anført, både de principielle og de konkrete, støtte beslutningsforslaget.

Tak til hr. Morten Østergaard. Så er det fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten kan også støtte forslaget. Vi fremsatte jo selv det samme forslag sidste år, og vi stemte også imod indførelsen af loven i sin tid. Vi synes, det er fuldstændig absurd, at man begynder at fastsætte de her minimumsstraffe, som gør, at helt almindelige mennesker skal straffes og risikere at miste deres arbejde for noget, som ingen mener er strafbart.

Det er jo fremgået meget tydeligt både af justitsministerens, Venstres ordførers og for så vidt også af den socialdemokratiske ordførers indlæg, at man ikke synes, at det er det, der skal bruges tid på. Man synes ikke, at det er specielt strafværdigt, hvis folk glemmer en kniv i deres bil eller har den med i bilen, på cykel eller på gåben, alt efter hvordan man nu transporterer sig rundt, og gør et par andre ting på vejen. Hvis man ellers har et anerkendelsesværdigt formål – hvis man skal have en kniv med på arbejde eller på fisketur eller hen for at blive slebet, eller hvad det nu kan være – så er det også i orden, at man laver nogle andre ting på vej til og fra det ærinde. Det burde ikke føre til så hårde straffe.

Jeg er helt med på, at lovgivningen altid har været sådan, at man ikke måtte have svinkeærinder. Men før har det altså være noget, hvor politi, anklager og domstole – det kom aldrig for domstolene, men hvis det gjorde – kunne bruge deres sunde fornuft. Vi synes fortsat, at man skal have mulighed for at bruge sin sunde fornuft. Vi har rigtig, rigtig mange dygtige politifolk, anklagere og dommere. De kan altså godt selv finde ud af at vurdere, hvorvidt folk bare er kommet til at glemme, at de havde en kniv, eller lige skulle et eller andet på vejen, og så skal de have en løftet pegefinger, eller hvis de bliver ved med at blive taget i det, så måske en mindre bøde, eller om det er nogle, der har en kniv med, fordi de ønsker at være bevæbnede, og så selvfølgelig skal have en hård straf. Det synes vi altså man skal overlade til den sunde fornuft hos politiet, og vi synes, man skal lade dem bruge deres ressourcer på at gå efter dem, der ønsker at have en kniv med for at være bevæbnede.

Der er ingen tvivl om, at det er et problem, at nogle bevæbner sig, før de går i byen. Det skal vi sætte ind over for. Det skal vi bruge ressourcer på. Men det normale er jo så også, at de knive, folk tager med for at bevæbne sig, er de knive, der i forvejen er fuldstændig ulovlige, som man aldrig nogen sinde må have. Så der ville de få en straf i forvejen.

Vi synes helt klart, at man skal ophæve den her minimumsstraf. Vi mener også, at den er med til at gøre, at vi mister opbakningen til retssystemet. Vi mener, det er afgørende, at vi sørger for, at den lovgivning, vi laver, og de straffe, der er i den lovgivning, er noget, som folk kan forstå, og som vi kan forsvare over for befolkningen. Hvis vi først begynder at miste opbakningen hos folk og de synes, at det, vi laver, simpelt hen er for langt ude, ja, så kan det være, at der også er andre love, som de begynder at synes er for langt ude og ikke bakker op om. Det er altså ikke godt i et retssamfund, hvis ikke den lovgivning, vi har, og de straffe, vi har, er i overensstemmelse med den almindelige retsopfattelse i befolkningen.

Vi synes altså, at det er en rigtig god idé at få ophævet den her minimumsstraf. Vi mener ikke, at man skal ændre på selve indholdet af våbenloven. Det kunne godt forstås lidt sådan med de bemærkninger, der er fra Liberal Alliance i beslutningsforslaget, men jeg går ikke ud fra, at det er det, der er tanken hos Liberal Alliance, at man skal ændre selve våbenloven. Det er kun et spørgsmål om, at minimumsstraffen skal ophæves, og det støtter vi varmt.

Tak til fru Line Barfod. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for forslagsstillerne.

Tak. Og tak for den debat, der har været i dag. Det er ikke, fordi der er kommet mange overraskelser frem, kan man sige, men det er alligevel rart at få diskuteret spørgsmålet om de her minimumsstraffe i forbindelse med knivspørgsmålet.

I virkeligheden er knivloven jo symptomatisk. Den er jo symptomatisk for den måde, der bliver lovgivet på i vore dage, nemlig at det sker, fordi der var problemer i nattelivet, og så straffer man alle mulige andre. Det var, fordi der skete noget, man gerne ville være handlekraftig over for, og så lavede man en symbollovgivning med en masse kedelige konsekvenser for almindelige mennesker. Det passer jo meget godt med, at vi generelt oplever år for år, at der kommer flere love, flere regler, flere forordninger i det her samfund – med ny rekord sidste år på 1.640 stykker. Det er jo i den sammenhæng, man også skal se det her spørgsmål.

Lad os så kigge på det mere konkrete: Kan det virkelig være rigtigt, at ganske almindelige mennesker i udgangspunktet nærmest betragtes som skyldige i en forbrydelse? De skal over for politiet, hvis de antræffes med kniv, gøre rede for det anerkendelsesværdige formål med at gå med en kniv. Man kan risikere at blive straffet, fordi man har glemt en kniv i et handskerum; man kan risikere at blive straffet, fordi man har glemt en kniv i en lomme; ja, man kan sådan set risikere at blive straffet, fordi man har glemt en kniv stort set et hvilket som helst sted.

Der har været talt meget om, hvorfor man indførte den her lov. Jeg tror, at svaret primært er panik, nemlig at man var i panik i forhold til at skulle vise befolkningen, at man kunne gøre noget. Det er der så en masse mennesker, der er kommet i klemme af.

Da vi havde den oprindelige debat om knivloven, var der en stor skråsikkerhed, især fra Venstres og Dansk Folkepartis side, om, hvad den ville føre med sig. Både byretten og landsretten dømte jo efter den lov, der var lavet, men heldigvis valgte Højesteret at underkende flertallet i Folketinget ved at tolke loven på en anden måde, end man havde skrevet den.

Det kan vi selvfølgelig glæde os over. Men også efter Højesterets domme fra 2009 er der faldet tåbelige domme; også efter Rigsadvokatens nye retningslinjer er der faldet tåbelige domme. Og vi har da også set, at både Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, og Advokatsamfundet er kommet med kritik efter Rigsadvokatens nye retningslinjer.

Vi skal passe meget på, når vi indfører de her minimumsstraffe, for det får nogle store konsekvenser for ganske almindelige menneskers ganske almindelige hverdagshandlinger. Nu kan en forglemmelse føre til måske en dom; i gode tilfælde til en betinget dom og en stor bøde. Er det rimeligt, at det er den måde, vi laver lovgivning på herinde? Er det en måde, der styrker Folketingets troværdighed over for borgerne? Det tror jeg faktisk ikke det er. Jeg tror, at der er en stor undren ude i samfundet over, at man bruger tid på at indføre den her form for symbollovgivning med så mange praktiske ofre, som tilfældet er.

Jeg vil gerne takke Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten for at være med i rækken af partier, der støtter formålet. Det var jo ikke nogen overraskelse, for vi har diskuteret en lang række af forskellige beslutningsforslag på det her område før. Og jeg håber da, at man, lige meget hvilken regering der måtte komme efter et folketingsvalg, kan presse den til at få ændret på den her lovgivning. Jeg lover i hvert fald, at Liberal Alliance vil gøre sit til det, hvis der fortsat skulle være en borgerlig regering, hvilket vi selvfølgelig håber.

Men jeg vil takke for debatten. Jeg er sikker på, at den vil fortsætte, og så vil vi sørge for at presse på, sådan at vi kan få en bedre lovgivning. Det er der jo brug for, eftersom – jeg tror også, at hr. Morten Østergaard var inde på det i sin ordførertale – vi jo kan høre, at selv tilhængerne ikke har overblik over, hvad der er op og ned i forhold til loven. Man aner faktisk ikke, i hvilke tilfælde folk vil blive dømt, og i hvilke de ikke vil. Vi kan i hvert fald høre, at der ikke er noget ønske om at give konkrete svar på konkrete spørgsmål.

Der er ønske om korte bemærkninger. Fru Pia Adelsteen.

Jeg vil blot gentage mit spørgsmål fra talerstolen. Beslutningsforslaget går jo ud på at fjerne minimumsstraffen. Hvilken straf ønsker Liberal Alliance så i tilfælde, hvor unge mennesker tager en kniv med på diskotek, sådan at der er folk, der kan blive stukket ned? En af årsagerne til, at vi indførte de her minimumsstraffe, var jo, at der skulle være et klart signal til, at det ikke er o.k.

Nu nævner ordføreren, at man en gang imellem ser tåbelige domme. Det er jo ikke nødvendigvis kun inden for knivlovgivningsområdet, man ser det. Jeg kan da mindes voldtægtssager, hvor jeg har tænkt: Kan man virkelig slippe for at voldtage en pige og få så lidt? Det ved jeg da at jeg har set. Nogle gange kender man jo så heller ikke alle sagens faktuelle omstændigheder. Det er derfor, vi har en dommerstand, der ligesom gør det. Men hvilken straf synes ordføreren er rimelig?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at spørgeren mente slippe for straf og ikke slippe for at voldtage pigen – men det er så en anden side af sagen.

Jeg vil sige, at jeg sådan set tror, vi er enige, eftersom Liberal Alliance går ind for, at der skal være strengere straffe i sager om grov vold, voldtægt, incest og trusler. Så der kommer vi nok ikke til at have de store diskussioner.

I øvrigt er det korte svar til spørgeren jo, at vi ikke har fremsat forslag om at ændre strafferammen i forhold til våbenlovens bestemmelser, men kun minimumsstraffen.

Fru Pia Adelsteen.

Mit sidste spørgsmål – man har jo desværre kun to – skal være sådan lidt drilleagtigt, for nu var det jo sådan, at da skærpelsen af straffen blev vedtaget, sagde Ny Alliance, som partiet hed på daværende tidspunkt, nuværende Liberal Alliance faktisk ja til forslaget. Hr. Simon Emil Ammitzbøll var dengang medlem af Radikale og sagde nej, ligesom ordføreren gør i dag. Men dengang var det altså hr. Naser Khader, der repræsenterede Ny Alliance, som jo helt klart gik ind for det. Så er det sådan en vending, partiet har foretaget?

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget klart på. Den pågældende ordfører har udtalt offentligt, at vedkommende altid har været konservativ. Det kan vi jo åbenbart også se i den pågældende ordførertale, og vi må således glæde os over, at vedkommende i dag slår sine folder i Det Konservative Folkeparti og ikke i et liberalt parti.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.