Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 32:

Forslag til folketingsbeslutning om en national målsætning for antal organdonorer.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.12.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Forslagsstillerne ønsker, at vi skal sætte et mål for, hvor mange organer vi skal have pr. million indbyggere. Det skal styrke den nationale indsats, og forslagsstillerne forventer, at målsætningen vil føre til, at man vedtager en realistisk, men samtidig ambitiøs handlingsplan for at løse ventelisteproblematikken, når det gælder organer. Man foreslår som nævnt et mål på 25 donorer pr. million indbyggere, en klarlægning af det eksisterende donorpotentiale i Danmark samt en minimering af tabet af egnede donororganer; og endelig vil man styrke det arbejde, der allerede udføres af Dansk Center for Organdonation.

Regeringen har stor sympati for forslagsstillernes ønske om at øge antallet af organer til rådighed for organdonation. Vi er også med på, at det bør ske gennem en klarlægning af det eksisterende donorpotentiale, og ved at der sker en minimering af tabet af egnede donororganer. Det er også sådanne mål og ønsker, der lå bag oprettelsen af Dansk Center for Organdonation i 2007. Æren for dette center tilkommer ikke mindst Dansk Folkeparti, som fik det med i finanslovaftalen dengang.

To af centerets opgaver er netop at medvirke til en minimering af tabet af egnede donororganer og at klarlægge det eksisterende donorpotentiale, og begge opgaver er Dansk Center for Organdonation godt i gang med. Det er ikke opgaver, der kan løses fra den ene dag til en anden. Det er en proces, der tager tid, idet den ikke bare omfatter organisationsændringer, men også forudsætter, at personalet ude på sygehusene tager opgaven til sig som noget, man er opmærksom på, og noget, man husker i de givne, somme tider tragiske situationer.

Personalets egen holdning til opgaven er betydningsfuld, og vi kan se et skred i positiv retning set ud fra et donationssynspunkt. En holdningsundersøgelse, foretaget af Dansk Center for Organdonation, viser, at personalet nu har en mere positiv holdning over for donation, end man havde tidligere. Samtidig er man også ved at nå til en forståelse af, at donationsopgaven ikke kun er en opgave, som personalet tager på sig, hvis der er tid, for det er der jo ofte ikke. Donationsopgaven er en opgave på linje med andre akutte opgaver: Man påtager sig opgaven, når den er der.

Danske Regioner har lige før jul sendt mig en status på deres opfølgning på donationsområdet. Opfølgningen er et svar på min henvendelse til regionsrådsformand Bent Hansen, der også er formand for Danske Regioner, i august måned sidste år. Jeg opfordrede dengang regionerne til erfaringsdeling og fortsat indsats i forhold til donationsraten. Vi havde netop da set, at man i Nordjylland havde haft særdeles gode resultater med at sætte fokus på området sammen med Dansk Center for Organdonation.

Danske Regioner har oplyst, at man er positiv over for fremadrettet at fastholde opmærksomheden på området og også meget gerne gør det i et fortsat tæt samarbejde med Dansk Center for Organdonation. Den udmelding er jeg glad for. Regionernes samarbejde er helt afgørende, hvis vi skal sikre, at færre organer går til spilde.

Erfaringerne fra Region Nordjylland kan tyde på, at der fortsat er et uudnyttet potentiale med hensyn til donorer. I Nordjylland har man nemlig været i stand til at øge antallet af donorer ved at få sat fokus på området på sygehusene, sådan at de blev bedre til at spørge til donation. Den erfaring bør udbredes til alle regioner, og det er netop det, som Dansk Center for Organdonation bl.a. arbejder på.

Jeg tror, vi skal være meget opmærksomme på, at det at spørge til donation er noget, som man f.eks. er meget bedre til i Spanien, og der er ingen tvivl om, at vi i Danmark kan blive bedre til at få spurgt til muligheden for organdonation, når spørgsmålet er relevant, uden at vi af den grund kommer til at støde nogen. For vi skal selvfølgelig passe på, at vi ikke i misforstået hensyntagen til de efterladte undlader at spørge til noget, som der måske endda er en forventning om at der bliver spurgt til. Man kan nemlig godt tage svære beslutninger, selv om man med god grund er i en situation, hvor man er ked af det.

Målsætningen er vi selvfølgelig enige om, men jeg er i tvivl om, hvordan målet skal formuleres. 25 donationer pr. million indbyggere er jo ikke et mål, jeg havde nær sagt heldigvis ikke et mål, vi har mulighed for at sikre at vi når. Det afhænger jo af mange forhold, heraf nogle, som vi jo kan være glade for, nemlig når man forbedrer trafiksikkerheden eller forbedrer behandlingen af akutte apopleksipatienter, formindsker vi jo antallet af mulige donorer, og vi er jo alle sammen enige om, at vi skal glæde os over, at trafiksikkerheden bliver bedre, at der er langt færre, der dør i trafikken, og at behandlingen af apopleksiramte også bliver forbedret. Men målet er klart nok. Vi skal have så mange donationer, som vi kan få, i forhold til de mulige donorer; der skal være så få som muligt af de mulige organer til donation, der går til spilde.

Dansk Center for Organdonation er i gang med at opbygge et monitoreringssystem, så man kan følge antallet af donationer, antal mulige donorer og årsager til, at der ikke doneres. Disse data er vigtige for at få eksakt viden om donorpotentialet, og disse data vil, når de foreligger, i sig selv være en betydelig motivation for de enkelte regioner til at styrke indsatsen på afdelingerne, hvis man har en uforklarlig mindre donationsrate end resten af landet. Tallene vil komme til at tale for sig selv, når Dansk Center for Organdonation opgør dem hvert år. Med disse tal vil vi kunne opgøre donationshyppigheden i forhold til de mulige donorer, og vi vil kunne sætte mål for, hvilken hyppighed vi mindst vil nå op på. Det synes jeg er mere relevant end at sætte et præcist tal pr. million indbyggere, som vi jo ikke ved om vi kan nå.

Hvor højt målet så kan være, hvis vi vil være sikre på at nå det, kan jeg ikke sige i dag, jeg vil gerne se de første opgørelser og overveje, hvad der er realistisk. Men jeg vil erklære mig enig med forslagsstillerne i, at vi skal være ambitiøse på området. Der er for mange organer, der går til spilde.

Regeringen kan på den baggrund støtte beslutningsforslaget, hvis vi inden vedtagelsen kan blive enige om at sætte mål for donationshyppighed i forhold til de mulige donorer frem for i forhold til folketallet. Så er det nemlig mere realistisk.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren. Og herefter er det Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen.

Venstre vil gerne takke Dansk Folkeparti, fordi de rejser debatten om organdonation. Det er et vigtigt emne, som vi ikke kan drøfte for tit. Det er et følsomt emne, som rigtig mange danskere er optaget af, og det er også et emne, som mange har meget svært ved at forholde sig til. Det er bare sådan nu, heldigvis, at flere godt kan se, at man bliver nødt til at forholde sig til problemstillingen, og derfor kan vi jo konstatere, at flere og flere får foretaget en afklaring af, om de ønsker at være organdonor eller ej.

I Venstre er det sådan, at vi både respekterer og accepterer det valg, den enkelte træffer. Det handler for os ikke om, om man vælger at sige ja eller nej. Det, der er afgørende, er, at man får truffet et valg.

I dag handler det så om at få opstillet nogle målsætninger og nogle måltal, og vi synes, det er positivt, at vi kommer til at fokusere på emnet organdonation. For lang tid siden støttede en bred skare her i Folketinget op om et beslutningsforslag, som blev fremsat af fru Pia Christmas-Møller. Det bevirkede, at man også ad den vej fik sat fokus på området.

Det er sådan nu, at donorfolderen kan hentes på en netside, og at man her kan melde sig til eller sige fra i forhold til at være organdonor. Man kan faktisk også sætte kryds ved, om man ikke er afklaret.

Der er sendt donorfoldere ud til alle landets kommuner, som nu udleverer folderen, når de udsteder pas. Der er sendt foldere ud til de praktiserende læger, som er blevet opfordret til at udlevere folderen, når de unge mennesker kommer og skal have deres helbredstest for at få kørekort. Undervisningsministeren har tilkendegivet, at hun vil bede de gymnasiale uddannelser om at sætte organdonation på som et emne, eksempelvis til fællesarrangementer, og har også haft en drøftelse med erhvervsuddannelserne, og der bliver taget initiativ til, at emnet bliver indfaset i grundfaget sundhed.

Med vedtagelsen af finansloven i 2007 blev Dansk Center for Organdonation oprettet, og det var på opfordring fra Dansk Folkeparti. Man kan sige, at det, at centeret er blevet oprettet, i hvert fald har haft en stor betydning. Centeret skal bl.a. sikre, at sundhedspersonale og nøglepersoner får den fornødne uddannelse og indsigt i emnet. Og jeg kan konstatere, at det nu er sådan, at samtlige fem regioner har lokale nøglepersoner i form af læger og sygeplejersker, som har ansvar for organdonationsområdet.

Jeg kan ligeledes konstatere, at en aktiv og positiv tilgang til emnet sætter sig spor i form af resultater. På Aalborg Sygehus har man arbejdet målrettet med organdonation og har fordoblet antallet af organdonorer. Sygehuset holder med de pårørendes samtykke den døende patient, som er potentielt donor, i live i respirator med henblik på at kunne bruge organerne, når der indtræffer hjernedød. Og det er sådan, at lægerne i perioden jo så bruger tiden til at have den tætte dialog med de pårørende, og det er måske her, den største indsats skal lægges. For det er jo ofte sådan, at de pårørende, der står i situationen, er i chok, er i sorg, pludselig er kastet ud i en meget voldsom situation med de omstændigheder, der er, når de folk, der kommer ind, måske har været udsat for en voldsom trafikulykke eller en meget kraftig hjerneblødning.

Så der er jo ikke noget at sige til, at det er svært for de pårørende at træffe beslutningen, og der er slet ikke noget at sige til, at de pårørende har svært ved at træffe beslutningen, såfremt den, der ligger og er forulykket, ikke har givet klart tilsagn om, hvad denne ønsker.

Så vi vil meget gerne, at man bakker op om den opgave, som Dansk Center for Organdonation har fået, så centeret kan arbejde med en klarlægning af de eksisterende donorpotentialer; at sygehusene kan arbejde med at styrke deres indsats på området, eksempelvis ved at lade sig inspirere af det, der foregår i Aalborg; og at vi gør alt, hvad vi kan, for at nå op på et højere måltal. Om det så skal ligge på 25 eller et andet tal, er jo noget, vi kan drøfte. Men det er i hvert fald vigtigt, at vi har fokus på området, og vi vil gerne sige tak for, at vi fik mulighed for at drøfte emnet her i dag i Folketingssalen.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Orla Hav.

Jeg skal sige, at vores primære ordfører, fru Sophie Hæstorp Andersen, ikke kan være her, så det er mig, der er vikar.

Fra socialdemokratisk side er vi meget positive over for beslutningsforslaget her i dag om en national målsætning for organtransplantation. Socialdemokraterne har nemlig et meget klart ønske om at komme ventelisterne til organtransplantation til livs. Trods en stigning i organtransplantationer i de senere år er der fortsat et stort behov for at gøre noget og gøre noget mere. Vi ved, at der i dag står 553 på venteliste til transplantation i Danmark; vi ved, at patienterne står på ventelisten i knap 4 år; vi ved, at der i 2009 døde 63 personer, mens de ventede på et organ. Det skal vi gøre bedre.

Sidste år var der 14 danske donorer pr. 1 million indbyggere. Beslutningsforslaget lægger op til at hæve den målsætning til 25 organdonorer pr. 1 million indbyggere – en opfyldelse af den målsætning vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Målsætningen om flere donorer kan selvfølgelig ikke stå alene. Det er vigtigt at følge op med konkrete initiativer, og det er især vigtigt at se på de ting, der i dag er med til at bremse organdonation. Er der f.eks. tilstrækkeligt med intensivsenge? De ting vil vi gerne arbejde videre med i forbindelse med udvalgsbehandlingen af forslaget.

Vi kan gøre det bedre, end vi gør i dag. Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver 130-150 danskere hvert år konstateret hjernedøde og velegnede som organdonorer. I 2009 blev der udtaget organer fra 77 afdøde donorer, hvilket i gennemsnit giver de føromtalte 14 danske donorer pr. 1 million indbyggere. I Norge er tallet 21 donorer pr. 1 million indbyggere. Derfor er det vigtigt, at vi får set på, hvad det er, der i Danmark bremser organdonationen.

Fra socialdemokratisk side deler vi Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening, Leverforeningen og Nyreforeningens opfattelse af, at en national handlingsplan er på sin plads på området her. Samme organisationer peger også på de positive resultater i Norge, Spanien og Østrig, der alle har indført en målsætning på området.

Som sagt støtter vi forslaget, fordi det kan være med til at sætte fokus på de forhold, som skal til for at opfylde ambitionen. Vi er også åbne over for ministerens ønske om sætte tallet i forhold til andet end befolkningstallet. Det er selvfølgelig oplagt, at det bør indgå i udvalgsarbejdet, og der er vi indstillet på at være med til at skrive en beretning, forhåbentlig sammen med et stort flertal på området.

Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, hr. Jonas Dahl.

Tak for det. Først vil jeg egentlig gerne rose Dansk Folkeparti for overhovedet at fremsætte det her forslag og få taget en debat. Fra SF’s side er vi som udgangspunkt altid glade for at tage en debat – også om områder, som ikke altid er lige nemme.

Hvert år dør mange danskere, mens de er på venteliste til organdonation. Syge mennesker, som må vente i årevis på organer, oplever hver dag en kamp mod tiden. De ved, at der ikke er organer nok til alle, der har behov for en transplantation, og samtidig er de afhængige af, at nogle danskere aktivt melder sig ind i Donorregistret, eller at de afdødes pårørende er i stand til at tage en svær beslutning midt i en meget, meget sorgfuld situation.

SF har længe ment, at der er behov for flere donorer, og at vi kan være mere ambitiøse inden for organdonation, end vi er i dag. Derfor støtter SF også det forslag, som vi i dag behandler.

Beslutningsforslagets målsætning om 25 organdonorer pr. 1 million indbyggere – ca. 130 donorer pr. år – synes vi lyder meget fornuftigt. Vi er enige i fastsættelsen af en national målsætning, og vi anerkender fuldt ud behovet for at sende et signal om organdonationens vigtighed. Det er essentielt at identificere egnede donorer og mindske tab af egnede donororganer.

Hvis man skal sætte et lille spørgsmålstegn ved det, må spørgsmålet være, om det også er ambitiøst nok, når vi ser på, at der i 2009 blev foretaget 327 organtransplantationer og der stadig står 553 på venteliste. Vi er også interesseret i at høre om en tidsplan. Lige nu er donorraten på knap 14 organdonorer pr. 1 million indbyggere. Hvad er den tidsmæssige horisont for den planlagte næsten fordobling? Det er noget af det, vi gerne vil have afdækket i den videre udvalgsbehandling, men jeg mener også, at det bør være noget, vi kan finde nogle overkommelige løsninger på, for som sagt er forslaget yderst fornuftigt.

Vi ser de klare fordele ved de enkelte tiltag i beslutningsforslaget – særlig det, at tabet af de egnede organer skal mindskes. Hvert år bliver et par hundrede danskere erklæret hjernedøde, og i 70-75 pct. af tilfældene skal de pårørende tage stilling. I 50 pct. af tilfældene afviser de pårørende organdonationen, og det kan man jo sådan set godt forstå, hvis man selv skulle stå og tage stilling i så svær en situation. Derfor er der også behov for at sikre, at vi hver især tager stilling på forhånd.

Sundhedspersonalet står i en situation, hvor de skal tage hånd om de pårørende og hjælpe til den rigtige beslutning, lige efter de har afsluttet behandlingen. Ofte føler de pårørende efter en transplantation, at deres kære ikke døde forgæves, når vedkommende med sin død har været med til at redde liv. Det er et rationelt valg, men i situationen, hvor man er overvældet af sorg, er det svært at tænke helt så klart. Det er vores opfattelse, at hvis flere får kyndig vejledning, så kan procenttallet for afvisninger falde.

En anden mulighed kunne være, at formodet samtykke blev indført. En undersøgelse fra 2006 udført af Sundhedsstyrelsen viser, at omkring 80 pct. har en positiv holdning til organdonation. Mange får bare ikke meldt sig aktivt til Donorregistret, måske fordi man ikke vil konfronteres med døden og det faktum, at man skal dø en dag. Det koster i sidste ende liv, andres liv.

Beslutningsforslaget tager afstand fra formodet samtykke, men vi støtter alligevel op om forslaget, fordi det er et skridt på vej mod flere organdonorer, så flere danskeres liv dermed vil blive reddet, om end vi mener, at ventelisterne kunne nedbringes i langt højere grad med formodet samtykke. Nu skal man jo ikke nødvendigvis altid have den perfekte løsning til at starte med, men det her er et skridt på vejen, og derfor er vi som udgangspunkt positive. Vi har så nogle spørgsmål, som vi meget gerne vil have besvaret i den videre udvalgsbehandling, men jeg føler mig overbevist om, at disse spørgsmål også kan blive besvaret, så vi også fuldt ud kan bakke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Også jeg vil starte med at sige tak til fru Liselott Blixt for at sætte et vigtigt tema på dagsordenen. Det er heldigvis et tema, vi har debatteret før her i Folketingssalen. Det er et tema, der handler om, hvordan vi får folk til aktivt at tage stilling til at afgive deres organer, hvis det uheldige skulle ske, at de bliver erklæret hjernedøde – og et tema, som vi har gjort noget ved. Der er lavet adskillige kampagner, der er fortsat oplysning, og senest har vi jo besluttet, at når man skal erhverve et kørekort, når man mister sit sygesikringskort eller andet og får tilsendt et nyt, så får man faktisk den her lille seddel med, hvor man kan krydse af og skrive, om man vil være organdonor.

Men langt, langt det vigtigste er jo egentlig, at man har fået snakket med sine pårørende. Jeg får lyst til at fortælle den historie, som jeg har fortalt, hver gang vi har debatteret det her emne. Hvis nu nogle af os, der sidder her i salen nu eller på tilhørerpladserne, går ud herfra og ender med at blive kørt ned på vejen, kommer alvorligt til skade, bliver indlagt på sygehuset og der bliver ringet til vores pårørende og man finder ud af, at vi er kommet så alvorligt til skade, at vi er hjernedøde, og at der sådan set ikke er noget at gøre, så kommer vores pårørende og er selvfølgelig dybt, dybt ulykkelige. Der var jo ingen, der havde forventet, at vi lige ville blive kørt ned ude på gaden.

Men har vi så fået snakket med vores pårørende om, hvad vi gerne vil? Det er nemlig langt lettere at være pårørende i en svær situation, hvis man på forhånd har snakket med hinanden om eksempelvis organdonation og andre ting. Det er en svær snak, for det betyder også, at man skal tage en snak om det at dø, men jeg vil anbefale alle at tage hul på den snak og den debat derhjemme. Den er ikke så farlig, og det har faktisk ret stor betydning for en hel familie at vide, hvad hinanden tænker.

Så derfor har jeg stor sympati for det her forslag, som er fremsat, og som skal sætte fokus på, hvordan vi kan få endnu flere organer, end vi får i dag. Jeg har også hæftet mig ved, at man i Nordjylland faktisk har haft stor succes med at sætte målrettet ind. Jeg synes, at det, ministeren tilkendegav i sin tale, nemlig at vi skal passe på med at sætte et måltal i forhold til befolkningstallet, men at vi skal sætte et måltal i forhold til antal mulige organdonorer, var rigtig, rigtig fint. Derfor kan jeg bakke helt op om ministerens tilkendegivelser, og jeg synes, at det er rigtig godt beslutningsforslag. Så tak for debatten.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Manu Sareen.

Jeg vil ligesom langt de fleste af de tidligere ordførere rose Dansk Folkeparti for det her rigtig fine forslag, som Det Radikale Venstre kun kan bakke op. Det er vigtigt at have en national målsætning, som kan være et rigtig, rigtig godt navigeringsværktøj, og det, forslaget handler om, er jo at have et navigeringsværktøj og nå et mål. Man sætter sig nogle mål, og samtidig får man selvfølgelig også signaleret og får skabt en diskurs og en bevidsthed om vigtigheden af organdonation, ligesom man selvfølgelig også får udnyttet det fulde potentiale af mulige organer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi mener, at målsætninger er gode. Men som vi også har hørt fra SF, vil et formodet samtykke uden tvivl være at foretrække. Hvis alle danskere ved fødslen automatisk blev registrerede organdonorer eller blev det, når de fyldte 18 år, ville ventetiden uden tvivl falde drastisk. Men det er jo ikke det, det handler om, og jeg ved også, at der ikke er flertal bag formodet samtykke, så derfor bakker vi forslaget op, selv om der selvfølgelig også er andre tiltag i Danmark. Så må jeg da også helt klart indrømme, at de erfaringer, der er fra Norge – der er også nogle fra Spanien, men specielt fra Norge – selvfølgelig gør stort indtryk, også fordi det er sammenligneligt med Danmark.

En kortere ventetid vil naturligvis, ud over at afhjælpe den enorme efterspørgsel der er på organer, også afværge uhyggelige dødsfald og en masse tragedier i danske familier. Et andet håb kunne jo også være, at man kunne få det udbredt til en fælles indsats i hele EU i fremtiden, som selvfølgelig ville have den samme målsætning, som der er i Danmark, men også ville kunne stoppe den organdonorturisme, som er opstået i de fattige lande, specielt i Asien. Det er selvfølgelig beskæmmende og forfærdeligt, det er selvfølgelig på høje tid, vi tænker i alternativer, og en national målsætning er for os netop et alternativ.

Med den lovgivning, der er på området i dag, hvor man aktivt skal vælge at blive organdonor, er det som patient rigtig, rigtig vanskeligt at få et organ. Som vi også har hørt fra andre – og det er jeg selvfølgelig også rigtig glad for – handler det selvfølgelig også om følelser. Der er rigtig mange mennesker, der ikke har lyst til at tænke på døden og på, hvad der skal ske med vores krop og organer efter døden, og det er naturligvis helt forståeligt. Men alle vil vi selvfølgelig gerne have et organ, hvis sygdommen rammer os. Det er selvfølgelig lidt af et dilemma, og derfor er det vigtigt, at vi med en national målsætning netop sætter fokus på, at en øget fokus på problemstillingen om manglende organer kunne være med til at ændre det. Ministeren mener, det er svært at sætte tal på, men jeg synes, erfaringerne fra Norge netop viser, at det godt kan lade sig gøre. Så tror jeg også, man skal tænke, at det ene ikke udelukker det andet.

Afslutningsvis kan jeg fortælle ordføreren, at forslaget allerede har virket. Jeg skyndte mig i hvert fald som noget af det første at tilmelde mig registeret på den hjemmeside, der er.

Tak til Radikale ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt.

Den 18. april 1964 var den dag, da Århus Kommunehospital gennemførte den første nyretransplantation. Det var en operation, som har sat sit præg både etisk og medicinsk her i Danmark. Der har siden løbende været en udvikling, eksempelvis dobbeltdødskriteriet i 1990, hvor det blev muligt at gennemføre hjerte-, lever- og lungetransplantation. Det har været mange mennesker, unge som gamle, mænd som kvinder. En ting er blot vigtig, for at disse operationer kan gennemføres, og det er, at der er et organ, som kan hjælpe et menneske, og det organ skal komme fra et andet menneske.

Det, at organet skal komme fra et andet menneske, er netop det, der gør, at debatten bliver svær, for vi kommer ind på etik og moral, som kan være meget forskellig fra menneske til menneske. Vi har jævnligt debatten om organdonation herhjemme, og grunden til, at vi så ofte har debatteret det, er netop de ventelister, som vi har herhjemme, hvor flere når at dø, inden de får et tilbud om et nyt organ. Det er en debat, der kommer rundt om den enkeltes følelser, som sætter fokus på vores egen død samt på, hvad der sker, når en af vores pårørende, en af vores kære, ligger for døden. Det er ikke altid nemt at tale om, for hvem ved, hvordan vi reagerer, når vi står i situationen?

Det er også grunden til, at Dansk Folkeparti fik afsat midler på finansloven i 2006 til et nationalt organdonorcenter, der netop skulle hjælpe i de situationer, hvor sundhedspersonalet har svært ved at tale med de pårørende. Centreret er derfor med til at uddanne det personale på de pågældende sygehuse, så de er bedre klædt på.

I 2008 fremsatte fru Pia Christmas-Møller et forslag, og der besluttede vi også sammen, at det skulle være nemmere at kunne tilslutte sig donorregistret, da vi ved, at der er mange, der gerne vil være donorer, men som ikke lige får taget sig sammen til at melde sig. Der mangler stadig væk lidt implementering af forslaget, men det håber jeg også at vi kan få sat fokus på, når vi tager debatten i Sundhedsudvalget.

I 2009 blev der foretaget 327 organtransplantationer. Det er det højeste antal nogen sinde. Men der står stadig væk 553 patienter på venteliste til en transplantation i Danmark. 63 døde i 2009 på denne venteliste.

Vi mener i Dansk Folkeparti, at tiden nu kommet til, at vi får en national målsætning. Effekten af en national målsætning er, at der bliver sendt et tydeligt signal om, at man fra politisk hold giver høj prioritet til donations- og transplantationsområdet. Der skabes således en incitamentsstruktur, hvor det politiske signal omsættes til konkret handling. I Spanien, Norge og Østrig har det konkret betydet, at man har opbygget en organisation i sundhedsvæsenet, der effektivt identificerer mulige organdonorer, og som sikrer, at tabet af egnede organer minimeres, at man uddanner personale, der kan tage hånd om de pårørende i de situationer, hvor der erklæres hjernedød, og hvor spørgsmålet om organdonation er relevant, og som har skabt en bevidsthed i befolkningen om vigtigheden af emnet.

Jeg har talt med de forskellige foreninger, som gerne ser et tiltag på dette område, og specielt Nyreforeningen har ydet en stor hjælp til at fremstille dette forslag. Målsætningen er, at det skal føre til en realistisk, men samtidig tilstrækkelig ambitiøs handlingsplan til at løse ventelisteproblematikken. En målsætning om ca. 25 organdonorer pr. 1 million indbyggere vil opfylde ambitionen. Det forudsættes i forslaget, at en national målsætning om 25 organdonorer pr. 1 million indbyggere kan opfyldes inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer på donations- og transplantationsområdet. Det skal være med til at klarlægge det eksisterende donorpotentiale i Danmark.

Ifølge Sundhedsstyrelsen konstateres 130-150 hjernedøde og medicinsk egnede til organtransplantation hvert år. Variationerne mellem regionerne viser, at der er et uudnyttet donorpotentiale, og erfaringerne fra Aalborg viser, at man kan optimere udnyttelsen af donorpotentialet, hvis man sætter fokus på området. Det skal minimere tabet af egnede donororganer.

Undersøgelser fra Skejby Sygehus viste, at tabet af egnede organer i 50 pct. af tilfældene skyldtes, at pårørende sagde nej til organdonationen. Manglende evne fra personalets side til at tage hånd om de pårørende er en af de væsentligste forklaringer på, hvorfor så mange pårørende siger nej til organdonation. Det bliver derfor endnu mere vigtigt, at personalet formår at hjælpe de pårørende til at tage en beslutning, de har det godt med nu og i fremtiden.

Sidst, men ikke mindst, skal det styrke det arbejde, der allerede udføres af Dansk Center for Organdonation. Dansk Center for Organdonation har allerede leveret gode resultater såsom implementering af national monitorering, uddannelse af organdonationsansvarlige nøglepersoner ved alle landets intensivafdelinger samt igangværende undersøgelser af personalets holdning til organdonation og etablering af organdonationskorps. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi kan stå sammen og være enige om, at der skal ske noget på området.

Sundhedsministeren udtalte, at det var godt med en plan, men om det lige skulle være 25 organdonorer pr. million indbyggere, var ministeren i tvivl om. Grunden til, at vi har lagt os på det tal, er, at man i Norge har en målsætning, der hedder 30 pr. million indbyggere, og grunden til, at de siger 30, er at de også tager de levende donorer med. Det er så en anden situation, men jeg synes, at vi i den her anledning eventuelt også kunne sætte lidt fokus på knoglemarvsdonorer, som er levende donorer. Men det, at det ligger sundhedsministeren på sinde og har været en del af de samtaler i regionerne, tyder da også på, at det er noget, man kan arbejde videre på fremover.

Fru Birgitte Josefsen ridsede rigtig godt op nogle af de steder, hvor vi kan se at der er sket noget med det sidste forslag, vi havde, for der har været lidt problemer med at få det implementeret og få det ud, men at der nu er flere steder, hvor man kommer i kontakt med det, og hvorfra man får det sendt hjem, gør netop, at vi måske også har haft den fremgang på organdonationsområdet, som vi ser.

Hr. Orla Hav, der også var positiv, talte om, om man eventuelt skulle se på intensivsenge. Jeg synes, det er en naturlig ting at gå ind at se på, om der er de midler, der skal være, om der er de senge, der skal være, og om der er nogle andre hindringer ude på sygehusafdelinger, der gør, at man ikke kan holde folk i live i den tid, der skal til for at få en organdonation.

Hr. Jonas Dahl talte om, om planen var ambitiøs nok. Jeg vil sige, at jeg har talt med de forskellige foreninger, der har med organdonation at gøre, og de har netop været ude at se på, hvad man gør i andre lande. Derfor mener vi, at 25 organdonorer pr. million indbyggere ligger meget tæt på det, vi kan formå.

Hr. Jonas Dahl omtaler også formodet samtykke, hvilket hr. Manu Sareen taler om at man gerne så. Det er ikke en af de ting, som vi ønsker i Dansk Folkeparti, og jeg vil gerne forklare grunden til det. Der, hvor man har formodet samtykke, får man ikke talt med pårørende. Det vil sige, at man bliver født med det, og det vil sige, at man ikke behøver at diskutere sin holdning, og mange gange sker der så det samme, som vi ser her i Danmark. Man bliver indlagt, og så har man aldrig fået talt med den person, og derfor siger pårørende nej, når det kommer til stykket. De pårørende vil altid have det sidste ord uanset hvad.

Vi synes, det er vigtigt, at vi får en debat, at vi får taget stilling, og at vi, som også en af ordførerne var inde på, taler med familien, taler med vores børn, taler med vores ægtefæller og øvrige familie om, hvad der skal ske. For vi har lige så meget ret til at sige nej som til at sige ja og til at sige, at vi ikke har taget stilling.

Så jeg glæder mig over, at der er så bred tilslutning, og glæder mig til at arbejde i udvalget. Tak.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.