Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af den nedsatte kontanthjælp til unge under 25 år.

Af Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.10.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, bliver beskæftigelsesministeren.

Enhedslisten ønsker at pålægge regeringen at ændre loven om aktiv socialpolitik, så unge under 25 år fremover kan få fuld kontanthjælp frem for den lavere ungeydelse. Begrundelsen er, at de unge ikke kan købe billigere ind end dem over 25 år, og at de ikke som unge på SU har mulighed for at arbejde ved siden af.

Inden jeg nævner alle de gode grunde til, at regeringen ikke kan støtte forslaget, vil jeg blot lige nævne, at Enhedslistens forslag koster 1,2 mia. kr. at gennemføre, i hvert fald hvis det isoleret set handler om kontanthjælp til unge. Nu kan jeg se i bemærkningerne til det fremsatte beslutningsforslag, at man, sådan som jeg læser det, også ønsker at afskaffe starthjælpen. Men det ville altså koste 1,2 mia. kr., hvis man blot skulle kigge på de unge og kontanthjælpen.

Regeringens helt grundlæggende holdning er, at arbejde er normen, og at unge ikke skal på kontanthjælp. Målet er, at så mange som muligt får en uddannelse og hurtigt kommer i job, så de kan blive selvforsørgende i stedet for at være ledige. Unge, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet, skal have den hjælp og den støtte, som de har behov for, eller et venligt puf til at komme i gang med job eller uddannelse. De skal altså ikke understøttes i, at en samfundsbetalt, passiv tilværelse er i orden, tværtimod. Det er i øvrigt helt i overensstemmelse med den tidligere SR-regering, der i sin tid nedsatte dagpengene til unge.

Tænk over situationen for unge, der lige er fyldt 18 år, og som går fra lommepenge fra mor og far til 10.000 kr. om måneden. Får de et indtryk af, at de skal yde noget, eller vil de tro, at de lever i et slaraffenland? Jeg tror ærlig talt det sidste. For mig er der ingen tvivl om, at når det gælder unge mennesker, har ydelsernes størrelse altså en betydning for modtagernes tilskyndelse til at forsørge sig selv. Ungesatserne er med til at motivere mange unge til at komme ud af arbejdsløsheden og ind i beskæftigelse eller til at gå i gang med en uddannelse. Det kan godt være, at pasta og rugbrød ikke koster mindre for en ung kontanthjælpsmodtager, men vi skulle jo altså nødig have et forsørgelsessystem, der betyder, at unge går ned i indtægt, hvis de gør en indsats for at komme til at stå på egne ben.

Hvis de unge får små 10.000 kr. om måneden, som kontanthjælpssatsen for unge ikkeforsørgere jo er, så havner vi i en situation, hvor det vil være svært at få de unge til at tage en uddannelse på SU-niveau, fordi de skal gå markant ned i indtægt. Den vej vil jeg ganske enkelt ikke være med til at gå. Kontanthjælpen til unge skal være på et niveau, så den ikke mindsker den unges incitament til at tage et arbejde eller en uddannelse på SU. Aftalen om flere unge i uddannelse og job, som vi sidste år indgik med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, giver netop bedre muligheder for en målrettet indsats for, at unge kommer i uddannelse eller job.

Jeg er dog helt enig med forslagsstillerne i, at der er et behov for at sikre, at færre unge bliver – som der står – så ødelagte, at de ender på en førtidspension. Vi skal gøre alt for at forhindre, at f.eks. unge mennesker med psykiske sygdomme ender på en livsvarig førtidspension. Derfor vil jeg også sætte fokus på en bedre indsats for at hjælpe de svage grupper ind på arbejdsmarkedet, når vi her senere på efteråret skal i gang med at forhandle en reform af førtidspensions- og fleksjobområdet.

Ja, der er også lige det der med prisen, nemlig de 1,2 mia. kr., hvis man isoleret set kigger på kontanthjælpen. Jeg har godt lagt mærke til, at man end ikke nævner det i beslutningsforslaget, men det tager jeg mere som et udtryk for det syn, som Enhedslisten repræsenterer, når det gælder økonomi, og dermed den manglende ansvarlighed, man står for.

Med dette kan jeg bare sige, at regeringen ikke støtter forslaget.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Det er først fru Line Barfod.

Spørgsmålet i forbindelse med ansvarlighed er jo, hvem man er ansvarlig over for. Regeringen synes, man skal være ansvarlig over for bankdirektørernes økonomi. Vi synes, man skal være ansvarlig over for det samlede samfunds økonomi, også over for almindelige menneskers økonomi, og derfor er vi ret optaget af, at man ikke får en stor gruppe mennesker, der kommer til at være på førtidspension resten af deres liv. Det mener vi er forfærdeligt for dem, og det mener vi også er hårdt for samfundet.

Jeg vil gerne stille to spørgsmål til ministeren. Det ene er, om ministeren kan bekræfte, at hvis man er på kontanthjælp og er i stand til at arbejde, så skal man også tage et arbejde, når man bliver tilbudt det, ellers mister man sin kontanthjælp. Man kan altså ikke bare gå ned og hæve kontanthjælp uden at ville yde noget. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om ministeren er enig med Venstres daværende ordfører, fru Irene Simonsen, der i 2006 sagde om nogle af de unge, der var på nedsat ydelse, og som var psykisk syge:

Det er klart, at når man ønsker at komme videre med sit liv, skal man også have chancen for det, og derfor vil Venstre stemme for forslaget. Citat slut.

I 2006 mente Venstre altså, at der var en gruppe unge, som havde det så slemt, at de skulle op på at have almindelig kontanthjælp for at kunne klare sig og kunne komme videre i livet. Hvorfor er det, at Venstre kun mente, det gjaldt for denne lille gruppe unge og ikke for den større gruppe unge, der havde lige så alvorlige problemer?

Ministeren.

Jamen naturligvis skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man vil hæve sin kontanthjælp, og det ved fru Line Barfod også godt.

Når man kigger på de sårbare unge, vil jeg sige, at jeg bestemt ikke mener, at det her er et spørgsmål om at hæve kontanthjælpsbeløbet. Jeg mener tværtimod, at der skal sættes bredt ind over for den her gruppe af unge, og det er jo lige præcis det, vi gør, ikke alene med ungepakken, men også med andre initiativer.

Jeg tror aldrig nogen sinde, ja, jeg tør endda godt lægge hovedet på blokken og sige, at der faktisk aldrig nogen sinde har været så mange gode muligheder for f.eks. mentorstøtte og andre former for hjælp og støtte til den her gruppe af unge. Og det er altså med til at flytte rigtig mange unge fra passiv forsørgelse og over til et aktivt liv enten med job eller med uddannelse.

Men så bliver jeg altså også nødt til lige at vende tilbage til det med økonomisk ansvarlighed. Fru Line Barfod siger, at det er et spørgsmål om, hvem man skal være økonomisk ansvarlig over for. Jeg håber da, at der er så meget økonomisk fornuft i Enhedslisten, at man også mener, at man har et samfundsmæssigt ansvar for at få økonomien til at hænge sammen.

Fru Line Barfod.

Vi mener, man har et stort ansvar for at få samfundsøkonomien til at hænge sammen, og derfor har vi også gentagne gange advaret mod de totalt uansvarlige skattelettelser og den totalt uansvarlige økonomiske politik, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført, og derfor har vi gang på gang fremlagt forslag til, hvordan man sikrer, at man får lukket hullet i statskassen, og sikrer, at man får investeret i fremtiden.

En af de måder, det er vigtigt at investere i fremtiden på, er ved at tage sig af de udsatte unge, så vi sikrer, at de udsatte unge faktisk får den hjælp, de har behov for. I stedet for at de bliver fastholdt i fattigdom og til sidst bliver så ødelagte, at de ender på førtidspension resten af deres liv, mener vi, at man skal tage fat i de unge og give dem den hjælp, de har behov for, for at sikre, at de faktisk får det bedre og bliver i stand til at tage en uddannelse og komme ud og arbejde. Hvordan mener ministeren at en ung, der ikke har penge nok til at købe mad for, skal være stand til at tage imod anden hjælp?

Så skal jeg igen spørge: Er ministeren enig med Venstres ordfører, fru Irene Simonsen, som i 2006 mente, at man skulle hjælpe unge, som var udsatte, og som havde behov for en hjælpende hånd for at kunne blive i stand til at klare sig selv?

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal gøre noget for den her gruppe, som jeg sagde tidligere, men at det ikke er i form af at hæve kontanthjælpen. Den debat kan vi godt tage her, men vi kunne jo også tage debatten om, hvad det egentlig er, der bliver gjort i forbindelse med ungepakken og alle de andre ting.

Lad mig så bare lige vende tilbage til det med den økonomiske ansvarlighed. Det er dog helt utroligt at skulle høre, at Enhedslisten nu pludselig slår sig op på at være økonomisk ansvarlig, når man ikke engang har gidet regne ud, hvad det vil koste at gennemføre et forslag som det her. Men det har jeg så gjort, og det har jeg rent faktisk gjort, fordi fru Line Barfod i oktober måned stillede et spørgsmål til mig om, hvad det isoleret set vil koste at afskaffe ungeydelsen for de unge under 25 år, som får fuld kontanthjælp. Det var så 1,2 mia. kr. Og hvis man nu var økonomisk ansvarlig, vil jeg sige til fru Line Barfod, havde man nok gjort sig den ulejlighed lige at nævne det i det forslag, man har fremsat, og hvis man nu var så økonomisk ansvarlig, havde man nok også lige evnet at regne ud, hvor man ville skaffe de mange penge fra. Men det, man gør fra Enhedslistens side, er, at man lige til sidst skriver, at man i øvrigt også vil afskaffe starthjælpen. Ingen finansiering, ingen overvejelser, ingen økonomisk ansvarlighed overhovedet.

Så er det fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Der er jo, siden det her blev vedtaget, også blevet indføjet en lille undtagelse for dem, som er sindslidende, og som derfor bliver ramt uhensigtsmæssigt af det her. Det er omkring 500 personer, det har drejet sig om, og vi fik det kørt igennem – godt nok ikke med regeringens store vilje. Men jeg vil høre, om ministeren kan fortælle, om der er andre grupper, som måske også skulle undtages, fordi de hverken er i stand til at være i beskæftigelse eller tage en uddannelse.

Ministeren.

Jeg mener ikke, at der er andre grupper, der skal indgå, end de grupper, der indgår nu. Jeg mener tværtimod, at vi skal gøre en ekstra indsats for netop at få alle unge med, og det er bl.a. det, der ligger i den ungepakke, som også Socialdemokratiet var så ansvarlig både at stemme for og bakke op om. Og de var med i det store forlig, det indebar, nemlig det forlig, der blev indgået sidste år. Det blev indgået netop for at bakke op om den her gruppe af unge.

Derudover skal vi jo i gang med en førtidspensionsreform, og det er også et arbejde, som Socialdemokratiet naturligvis vil blive kaldt til forhandlinger om, i og med at man indgår i den forligskreds, det vedrører.

Fru Julie Rademacher.

Jeg bliver altid glad, når ministeren kan redegøre for Socialdemokraternes politik, men samtidig bliver jeg også nogle gange lidt bange. Det er jo fuldstændig korrekt, som ministeren siger, at vi er en del af ungepakken osv. Jeg er meget enig i det, men jeg vil dog lige en sidste gang høre, om ministeren fuldstændig udelukker, at der er grupper, som bliver ramt af det her, og som måske hverken er i stand til at tage et job eller tage en uddannelse.

Ministeren.

Jeg mener, at de grupper, der allerede nu er undtaget, er de grupper, som skal undtages, og jeg mener dermed ikke, at der er grundlag for at udvide gruppen. Men jeg kan sige til fru Julie Rademacher, at fru Julie Rademacher her trygt og roligt kan læne sig op ad regeringens holdning, i og med at Socialdemokratiet og regeringen jo netop indgik den her aftale sammen, i øvrigt efter et fantastisk godt forhandlingsforløb, og det vil jeg gerne endnu en gang kvittere for.

Tak til ministeren. Fru Ulla Tørnæs som ordfører for Venstre.

Jeg kan såmænd gøre det ganske kort, for jeg kan fuldt ud tilslutte mig beskæftigelsesministerens afvisning af Enhedslistens beslutningsforslag om her at afskaffe ungesatsen i kontanthjælpssystemet og så tilsyneladende også fjerne starthjælpen. Det fremgår i hvert fald af bemærkningerne, at det også lige kommer med i skyndingen.

Jeg vil gerne understrege, at det for Venstre er helt afgørende, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, og det gælder også for unge. For os er det helt afgørende, at der ikke er, hvad kan man sige, økonomiske incitamenter for unge til at være på passiv offentlig forsørgelse frem for, som ministeren ganske glimrende flere gange understregede det, at være i job eller uddannelse – og her vil jeg gerne fremhæve ordinær uddannelse som det, jeg finder er det mest relevante.

Ser man så på talmaterialet, mener jeg faktisk også, at man kan sige, at ungeindsatsen virker. Den betyder faktisk, at unge kommer i gang med en uddannelse eller et job, og senest har vi jo med ungeaftalen lavet en målrettet indsats for de unge, som ved første hånd ikke lige kommer i gang med en ungdomsuddannelse.

Som ministeren var inde på flere gange, er beslutningsforslaget her blottet for enhver form for økonomisk betragtning, og derfor vil jeg slutte af med at sige, at jeg sådan set synes, forslaget er udtryk for, hvad jeg vil tillade mig at kalde uansvarlighed over for den enkelte unge, i og med at man altså ikke er parat til at understøtte den enkelte unge i at komme i gang. Og så er det ikke mindst, som også ministeren fremhævede flere gange, samfundsøkonomisk fuldstændig uansvarligt. Tak.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Vi har gentagne gange fremlagt finansiering, og vores forslag er f.eks. at indføre en omsætningsafgift på aktier, som man havde tidligere. Hvis man lavede en omsætningsafgift på bare 0,5 pct., ville man få 7,6 mia. kr. ind, og så ville der være mere end rigeligt til at gå ind og sikre, at man ikke er så uansvarlig, at man lader unge få så voldsomt store problemer både fysisk og psykisk, at de aldrig kommer i gang og derfor ender på førtidspension resten af deres liv. Det mener jeg er noget af det mest uansvarlige, man overhovedet kan foretage sig, og jeg forstår ikke, hvorfor den her regering insisterer så meget på at gøre det.

Jeg vil gerne høre, hvad fru Ulla Tørnæs f.eks. mener om en ung mand, som har sukkersyge og derudover har nogle sociale problemer og derfor er konstateret ude af stand til at arbejde eller tage en uddannelse i øjeblikket, og om fru Ulla Tørnæs tror, det hjælper på hans sukkersyge, at han ikke har råd til at købe ordentlig mad.

Ordføreren.

Allerførst vil jeg udtrykke min stærke undren over, at Enhedslisten vælger at fremsætte et beslutningsforslag, som er blottet for enhver form for økonomi, der kan være med til at finansiere gennemførelsen af forslaget, og det er jo det, vi må forholde os til her. Her har man altså valgt at fremsætte et ganske, ganske omkostningsfyldt beslutningsforslag uden at gøre sig overvejelser om, hvordan det skal finansieres. Og derfor – eller ikke kun derfor, men også derfor – afviser vi det naturligvis.

Så kan fru Line Barfod komme med alle mulige betragtninger om, hvad der er af forskellige luftkasteller i Enhedslistens politik i øvrigt, og pege på forslag, som er fremsat i anden sammenhæng, men det kunne jo have været relevant at få det indarbejdet i forslaget her, så der var noget konkret at forholde sig til.

Fru Line Barfod har jo selv omtalt de her forskellige muligheder, som allerede findes i dag, hvor kommunerne kan gå ind i særlige situationer og give de unge hjælp på forskellig vis. Der har været drøftet unge med psykiske eller fysiske lidelser, hvor kommunerne har muligheder, og ud over det kan kommunerne også i helt særlige tilfælde give ekstraordinære bidrag til den unge. Men jeg vil gerne fastholde, at vi ønsker at opretholde ungesatsen med henblik på at sikre, at der er et incitament for den unge til enten at være i job eller være under uddannelse.

Fru Line Barfod.

Jeg har forstået, at Venstre ønsker at have så lave sociale ydelser, at folk er parate til at gå ud og påtage sig et hvilket som helst job til langt under den overenskomstmæssige løn. Det har jeg forstået.

Det, jeg bare ikke forstår, er, hvordan man kan påstå, at det er godt for den unge, og at det er godt for samfundet. Vi kan f.eks. tage en ung mand, der har sukkersyge. Ham har kommunen altså ikke lov til at give ekstra penge hver måned – for det har man ikke lov til, som lovgivningen er i dag – og han har derfor ikke råd til at købe den mad, han egentlig skal have, for at hans sukkersyge ikke skal blive værre, og derfor får han en række følgesygdomme til sin sukkersyge og ender med at blive så syg, at han kommer på førtidspension, før han er fyldt 30, og i øvrigt har et elendigt liv, hvor han næsten ikke havde troet, at han skulle blive 30, fordi sygdommene blev så forfærdelige.

Mener Venstre virkelig, at det er den måde, vi skal behandle unge på i Danmark?

Ordføreren.

Altså, jeg kunne faktisk godt tænke mig at se den statistik, som fru Line Barfod her indirekte henviser til. Hvad er det for en stor gruppe af unge mennesker, som er i den situation, som fru Line Barfod beskriver, hvor man på grund af ungesatsen havner på førtidspension? Jeg kunne altså godt tænke mig at se det statistiske belæg for at hævde, at ungesatsen fører lige direkte til førtidspension. Skulle det være tilfældet, at der er en sand vandring af unge på ungesatsen og direkte til førtidspension, så er det selvfølgelig noget, vi skal kigge på. Og det kunne vi så passende gøre i forbindelse med den førtidspensionsreform, som regeringen har annonceret at man vil lave, for der er det Venstres mål, at unge ikke skal have en permanent offentlig forsørgelse, altså at man parkeres på en permanent offentlig forsørgelse som førtidspensionen. Men jeg har bare svært ved at forestille mig, at fru Line Barfod kan dokumentere sin påstand her.

Så vil jeg bare fastholde, som ministeren også var inde på flere gange, at der findes muligheder for kommunerne for at give behovsbestemte tillæg til unge på ungesatsen.

Tak til ordføreren. Fru Julie Rademacher som socialdemokratisk ordfører.

Mange tak. Beslutningsforslaget her fra Enhedslisten handler om ungeindsatsen og den særlige kontanthjælp for unge under 25 år, som svarer til SU for de unge, der studerer.

Det er nogle meget sympatiske bemærkninger, Enhedslisten har i forslaget, og mange af dem er vi sådan set meget enige i, og vi ser en meget god pointe i dem. Men vi har samtidig siden forliget »Flere i arbejde« i 2002 kunnet konstatere, at Danmark i en årrække har udmærket sig ved at have en af de laveste ungdomsarbejdsløshedsprocenter i Europa netop på grund af ungeydelsen. Det kan vi ikke se bort fra. Og derfor står vi fast på den aftale, vi lavede med regeringen i 2002, og vi ønsker fortsat at sikre, at unge enten får et job eller en uddannelse.

Lad mig her understrege, at vi taler om en gruppe unge, som er klar til et job eller til en uddannelse. Finanskrisen er sammen med den borgerlige regering og Dansk Folkeparti en meget dårlig cocktail og har bevirket, at jobbene ikke længere hænger på træerne i Danmark. Til gengæld mener vi, at denne gruppe af unge er klar til uddannelse.

Jeg vil dog tilføje, at regeringen har fejlet og ikke har nået sin egen målsætning på uddannelsesområdet – uopnåede målsætninger, som regeringen ikke kan tørre af på finanskrisen. Regeringen har ikke nået målene om, at 50 pct. skal have en længere videregående uddannelse, og at 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse. Det er ikke godt nok. Og det er katastrofalt for den næste generation, når unge må stoppe midt i en uddannelse på grund af mangel på praktikpladser og på grund af besparelser på uddannelsesområdet. Vi kan til forslaget her om ungeydelsen dog overordnet set konstatere, at den særlige ydelse på niveau med SU har animeret de unge til at gå i gang med en uddannelse eller til at finde job.

Vi er tilfredse med, at bl.a. unge sindslidende og andre unge, der ikke er i stand til at klare uddannelse eller job, har mulighed for at få en anden ydelse. Men vi vil dog også godt tilføje, at det bestemt ikke var regeringens mærkesag. Det var gennem hårdt arbejde i Arbejdsmarkedsudvalget netop noget af det, som Socialdemokraterne har været med til at sikre. Derfor kan vi også i dag støtte op om ungeydelsen. I det forslag var der tale om unge, der ikke var klar til job eller uddannelse.

Det er i modsætning til det forslag, som vi taler om i dag, hvor vi taler om en gruppe unge, der er klar til job eller uddannelse. Socialdemokratiet kan derfor desværre ikke støtte forslaget fra Enhedslisten, men vi stiller os positive over for mange af de pointer, der fremgår af bemærkningerne til forslaget, og ser frem til et fortsat samarbejde for både at sikre, at alle unge kommer med, og for at sikre samfundets allersvageste.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Det glæder mig, at Socialdemokraternes ordfører er positiv over for bemærkningerne i forslaget. Jeg skal lige sige, at vi jo er fuldstændig enige i, at unge, der er klar til at komme i arbejde eller i uddannelse, selvfølgelig skal i gang med arbejde eller uddannelse. Det er så i høj grad vores opgave at sikre, at der er arbejde og uddannelse, at der er praktikpladser osv. Det kræver så, at vi får et nyt flertal, men det arbejder vi jo så hårdt på.

Dem, forslaget her er målrettet, er de unge, der ikke er klar til at komme i arbejde. Det er rigtigt, at det i 2006 ved et beslutningsforslag, som både Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten var forslagsstillere til, lykkedes at sikre, at de omkring 500 unge, som regeringen gav Dansk Folkeparti lov til at sikre, fik en højere ydelse.

Men der er en række andre unge med andre psykiske lidelser, der ikke er omfattet af det, det lykkedes at komme igennem med i 2006. Og de unge, der har fysiske lidelser, kan have lige så stort behov for at have råd til ordentligt mad, indtil de får det bedre. Unge med store sociale problemer kan have behov for hjælp. Vi har bl.a. set, at det er et stort problem, at der er unge kvinder, som ikke har råd til at betale husleje, men klarer det ved at sove hos mænd og give dem sex.

Jeg vil bare høre, om fru Julie Rademacher ikke mener, at det i høj grad er noget, vi skal sætte ind over for.

Ordføreren

Det er jeg fuldstændig enig med Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod, i. Jeg må da også sige, hvis ministeren har tid til at lytte, at vi tidligere har stillet spørgsmål til ministeren om, hvorvidt der er flere grupper, der bliver ramt, og som ikke er parate til at tage et job eller uddannelse. Det fik jeg en garanti for at der ikke er.

Skulle der være nogle derude, er vi parate til at tage det op for dem, for vi kan selvfølgelig ikke leve med, at der er nogen, der står helt uden for, som ikke kan klare job eller uddannelse, der kommer ned på en meget lav kontanthjælp. Men som jeg forstår ministeren, er det ikke det, der nu er tilfældet. Vi vil dog gerne under udvalgsbehandlingen snakke videre om de her grupper og være med til at stille nogle kritiske spørgsmål.

Tak til ordføreren. Hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak, hr. formand. Det her forslag er jo et, som vi har set tidligere i noget nær samme stil, og det går ud på at se på, om der er nogle unge, der skal have en højere kontanthjælpsydelse, altså fritages for reglerne om ungesatsen for unge under 25 år. I Dansk Folkeparti har vi tidligere været med til at ændre reglerne for unge, der har haft psykiske problemer. Her tænker jeg på dem, der har borderline: De blev undtaget fra reglerne om den nedsatte ungeydelse. Det skal ses i forbindelse med, at de har ekstra store problemer med deres liv. Borderline er en meget vanskelig sygdom at definere; den giver næsten alle mulige slags symptomer.

I den her forbindelse er det sådan, at vi i Dansk Folkeparti ser sådan på det, at unge under 25 år skal i gang med en uddannelse. De skulle jo nødig gå på kontanthjælp, og derfor skal vi hjælpe dem i gang med en uddannelse. Jeg ved godt, at det enten er på teknisk skole eller et andet sted, en videregående uddannelse, hvor de kan få SU. De fleste af dem fra teknisk skole kommer jo ud og får en læreplads og dermed løn i den forbindelse.

Men i Dansk Folkeparti har vi også talt om, at vi da ikke vil udelukke, at der kan være andre grupper, der velbegrundet skulle kunne fritages for reglerne om den nedsatte ungeydelse. Og hvis der er en god grund, er vi også parate til at se på, om der skal laves undtagelser. Det kræver selvfølgelig, at der skal findes nogle penge til det, og skal det gøres, skal vi selvfølgelig have en snak med regeringen om, om vi kan finde penge til den slags.

Sidste gang blev det jo bestemt, at de skulle tages via satspuljen, og vi ved, at satspuljen mangler penge, at der ikke rigtig er nogen penge at gøre godt med. Men altså, i Dansk Folkeparti vil vi ikke afvise, at der kan være nogle andre grupper, der også kunne blive fritaget for reglerne om den nedsatte kontanthjælp for unge under 25 år. Men som beslutningsforslaget ligger her, er vi imod at lave en generel ophævelse af den nedsatte kontanthjælpsydelse for unge under 25 år.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Vi ser jo helst, at man kan sikre, at der i det hele taget ikke er unge, der skal ned på den lave ydelse, hvor man ikke har penge nok til at købe mad. Hver eneste gang vi kan hjælpe et menneske, vil vi gerne være med til det, så det glæder mig, hvis Dansk Folkeparti vil være med til at se på, hvilke andre grupper man kan hjælpe.

Jeg vil bare gerne høre, om det kun er unge med psykiske lidelser, som Dansk Folkeparti er parate til at hjælpe, eller om det også vil gælde unge med fysiske lidelser som f.eks. sukkersyge eller unge med alvorlige sociale problemer.

Ordføreren.

Tak, hr. formand. Det kan jeg ikke stå og sige her. Det kræver, at det bliver undersøgt, hvilke grupper der er hårdest ramt. Det vil jeg ikke tage stilling til her og nu, men vi er klar til at se på, om der skulle være nogle grupper, der skal undtages fra den nedsatte kontanthjælp.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Jeg havde faktisk et spørgsmål, som lignede det, fru Line Barfod også lige har stillet til Dansk Folkepartis ordfører. Vi lavede jo et meget omfattende arbejde i forhold til netop at få de sindslidende til ikke at være omfattet af den lavere sats for kontanthjælp. Jeg vil høre, om hr. Bent Bøgsted på lige fod med ministeren vil gå ind at garantere, at der ikke findes andre unge derude, som måske ikke er i stand til at tage en uddannelse eller job, som bliver sat ned på en lav kontanthjælpsydelse.

Ordføreren.

Det tror jeg fru Julie Rademacher udmærket er klar over at jeg ikke kan garantere.

Fru Julie Rademacher.

Vil Dansk Folkeparti så, som vi så det sidst, også være med til at rejse problemstillingen, hvis vi bliver bekendt med sådanne grupper?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, at det var det, jeg sagde i min ordførertale: at vi var klar til at se på, om der skulle være andre grupper, der begrundet kunne fritages for den nedsatte ydelse. Men det kræver så også, at pengene skal findes. Sidste gang blev vi pålagt af regeringen – det var dengang, vi i samarbejde lavede en undtagelse for dem, der har borderline – at vi skulle finde pengene i satspuljen. Vi må erkende, at der lige nu og her ikke er nogen penge i satspuljen at tage til den slags. Det vil sige, at der i samarbejde med regeringen skal findes penge til den slags, og det kræver nogle forhandlinger, og det kræver, at man har en gruppe, om hvem der begrundet kan siges, at vi ikke kan hjælpe dem på anden måde.

Så det er selvfølgelig noget, der skal ses på, men det er vi også klar til i Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører fra SF i salen. Så er det fru Helle Sjelle som konservativ ordfører.

Som konservativ mener jeg naturligvis, at det skal kunne betale sig at yde en indsats, at arbejde. Det skal kunne betale sig hver dag at yde en indsats på arbejdsmarkedet, betale sin skat og beholde resten af sin indkomst selv. Hvis det ikke kan betale sig at arbejde, er der desværre mange mennesker, der lader være med at gøre det, og så skaber vi et forsørgersamfund, hvor et hårdtarbejdende mindretal forsørger et passivt flertal. Sådan et samfund ønsker vi Konservative ikke, men det gør Enhedslisten åbenbart. Det er åbenbart derfor, man har fremsat det her beslutningsforslag, der foreslår at afskaffe den nedsatte kontanthjælp til unge under 25 år.

I dag får enlige kontanthjælpsmodtagere under 25 år 6.351 kr. om måneden forærende af skatteyderne. Det er næsten 1.000 kr. mere, end hvad studerende uanset deres alder får i SU. Men det er ikke godt nok for Enhedslisten, som tilsyneladende ønsker at give folk uden arbejde mere i understøttelse på bekostning af folk i arbejde. Derfor foreslår man så åbenbart, at kontanthjælpsmodtagere under 25 år skal have det samme i kontanthjælp som personer over 25 år, dvs. næsten 10.000 kr. mere om måneden – et forslag, der vil koste skatteyderne ikke mindre end 1,2 mia. kr. om året. Jeg synes, det er rigtig, rigtig mange penge.

Forslaget bygger så på to argumenter. Det første argument er, at unge under 25 år ikke kan købe mad til en lavere pris end andre, og det har Enhedslisten jo også ret i. Men der er vel heller ikke nogen butikker, hvor SU-modtagere, der altså får færre penge end unge kontanthjælpsmodtagere, kan købe deres mad billigere, og sådan kunne man jo egentlig blive ved.

Men hvad er det egentlig, man vil fra Enhedslistens side med det her forslag? Og hvad bliver det næste – et forslag om, at vi kan oprette et statsligt madcenter, hvor alle med lavere indkomst kvit og frit kan hente deres mad? Jeg tror ikke, det er en løsning på de her problemer.

Det andet argument i forslaget er, at mange unge kontanthjælpsmodtagere har flere sociale og sygdomsmæssige problemer end unge, der studerer og modtager SU, og at de derfor bør have en større kontanthjælp. Til det vil jeg for det første sige, at det trods alt er et mindretal af unge kontanthjælpsmodtagere, der døjer med store personlige problemer, og heldigvis for det. De fleste er sunde og raske, men trænger til at komme i gang med enten uddannelse eller arbejde, og de bliver altså mere motiveret af, at det ikke er særlig attraktivt at modtage passiv forsørgelse på skatteydernes bekostning. Derudover har regeringen sammen med en række andre partier jo også netop indgået en aftale om flere unge i uddannelse og job, der netop sigter på at hjælpe den her gruppe unge i arbejde.

For det andet vil jeg gerne sige, at Enhedslisten jo har ret i, at der findes unge kontanthjælpsmodtagere med store sociale og sygdomsmæssige problemer. De er der, og dem skal vi naturligvis hjælpe, og det gør kommunerne jo også deres bedste for at gøre allerede i dag. Men vi skal også gøre mere, og derfor håber jeg også, som andre har været inde på her i dag, at Enhedslisten vil medvirke konstruktivt ved de kommende forhandlinger om f.eks. en reform af førtidspensions- og fleksjobordninger. Vi skal nemlig hjælpe de udsatte unge, så vi undgår, at de ender som f.eks. førtidspensionister. Men i modsætning til Enhedslisten mener vi Konservative ikke, at det er den rette vej frem at give disse unge flere penge mellem hænderne. Der skal en helt anden social og sundhedsmæssig indsats til.

Så alt i alt kan vi Konservative ikke bakke op om beslutningsforslaget fra Enhedslisten, der lægger op til at give unge under 25 år fuld kontanthjælp og dermed vænne dem til et liv på passiv forsørgelse.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jamen det er gået op for mig, at De Konservative mener, at det er ligegyldigt, om man får mad eller ej. Hvis man først har prøvet at stå i en situation, hvor man ikke har penge til at købe mad, tror jeg, at man begynder at få en lille forståelse af, hvorfor det er så vigtigt, at man faktisk har penge til mad. Det er ikke, fordi jeg siger, at alle folketingsmedlemmer burde prøve bare i en uge at leve af det beløb, som unge på halv kontanthjælp får, men jeg synes faktisk, at man skulle prøve bare en enkelt dag, hvordan det er ikke at have penge nok og ikke at vide, om man har penge nok.

Jeg vil gerne høre, hvordan fru Helle Sjelle mener, at det er til gavn for den unge, hvis f.eks. en ung med sukkersyge ikke har råd til at købe den mad, som man skal have, når man har sukkersyge, og den unge derfor i stedet for får en række følgesygdomme, der ender med at gøre, at den unge bliver så invalideret, at vedkommende ryger på førtidspension.

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fast, som jeg jo allerede sagde i mit ordførerindlæg, at det at få pengene til at slå til jo ikke kun er noget, som unge under 25 år på kontanthjælp skal finde ud af. Det er der også andre grupper her i samfundet, som er nødt til, f.eks. SU-modtagere, som også er nødt til at finde ud af, hvordan de får pengene til at slå til.

Med hensyn til mennesker, der har nogle særlige behov, som f.eks. vurderes til ikke at kunne komme ud på arbejdsmarkedet, er der jo andre muligheder. Der er også mulighed for, at kommunen kan gå ind og hjælpe de mennesker, og det gør kommunerne jo også i dag.

Fru Line Barfod.

Kommunerne har mulighed for at hjælpe ca. 500 unge med nogle ganske bestemte psykiske lidelser, som Folketinget har fastsat, og ikke andre. Kommunerne må ikke gå ind og give hjælp hver måned til husleje og mad. Det er forbudt ifølge de regler, der er i dag. Hvis man er ung på kontanthjælp, får man 6.551 kr. om måneden før skat. Det er ikke meget mere end det beløb, folketingsmedlemmer får skattefrit hver måned til de ekstra udgifter, man mener vi har ud over vores løn. Men det er altså det, som man mener at en ung på kontanthjælp skal klare sig for. Det er til at betale skat, det er til at betale en husleje, som ofte vil være 3.000 kr. om måneden, og det er til at betale mad og tøj og alle andre fornødenheder, toiletpapir og tandpasta og hvad som helst. Det er altså ikke et spørgsmål om, at de ikke kan finde ud af at få pengene til at slå til. Det er et spørgsmål om, at det ikke kan lade sig gøre.

Den nuværende regering har selv fastsat, at hvis man skal kunne klare sig i Danmark i dag, skal man have 5.380 kr. om måneden til mad og andre fornødenheder, når man har betalt sin skat, har betalt sine boligudgifter. Og de unge har altså langt, langt under det beløb, som regeringen selv har fastsat man skal have. Derfor spørger jeg igen fru Helle Sjelle, om hun mener, at det hjælper en ung med sukkersyge, hvis han ikke har råd til at købe den mad, som han egentlig skal have.

Ordføreren.

Uden at gå ind i det konkrete eksempel handler det naturligvis om, at hvis man har nogle sygdomme, er det jo nogle helt andre ting, man skal hjælpes med. Så handler det jo om sociale og sundhedsmæssige tilbud, og som jeg sagde før, har kommunen jo altså stadig væk mulighed for, hvis der er nogle særlige behov, at gå ind og give nogle former for tillæg. Så kan der selvfølgelig være særlige tilfælde i den enkeltes situation, som gør, at man ikke kan opnå det, og det vil jeg ikke stå her fra talerstolen og afvise.

Men jeg bliver også nødt til at sige, at jeg tror, at vi, Konservative og Enhedslisten, ser fuldstændig forskelligt på det her system, fordi for os handler det først og fremmest om, hvis man er ung under 25 år, at man kommer i gang med en uddannelse eller man kommer ud på arbejdsmarkedet. Det må være det, der er målet, frem for at man kommer på passiv forsørgelse og er der, indtil man bliver folkepensionist. Det vil vi simpelt hen ikke acceptere.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

Da den radikale ordfører, hr. Morten Østergaard, desværre ikke kan være til stede nu, skal jeg fremføre Det Radikale Venstres synspunkter.

Det er jo meget lave tal, som beslutningsforslag nr. B 3 her opererer med. Selv 9.857 kr. om måneden til unge, der er over 25 år, er jo ikke mange penge at leve for. Det er 6.351 kr. om måneden, når man er under 25 år, selvfølgelig heller ikke. Det er, som det også er blevet sagt, grusomt ikke at have penge til de mest almindelige fornødenheder i hverdagen.

Vi tror bare i Det Radikale Venstre ikke, at svaret på de problemer er at løfte kontanthjælpen for de unge under 25 år. Unge på erhvervsuddannelserne får i praktikperiodens første år i størrelsesordenen 6.000-7.000 kr., og de har også fuld arbejdsuge, så de kan ikke som SU-modtagerne arbejde meget ved siden af. Det kan de heller ikke, når de er på skoleophold, der skal de også have en fuld arbejdsuge. Det er jo en parallel gruppe, kan man sige, som man formentlig skulle hjælpe – altså nogle af de unge mennesker, vi taler om her, der er på den lave kontanthjælpsydelse – over i uddannelsessystemet. Derfor har vi altså en vis forståelse i Det Radikale Venstre for, at den kontanthjælp, de unge under 25 år får, ikke er meget større end det, en elevløn er de første år på den erhvervsfaglige uddannelse.

Så kan man spørge: Hvorfor er de unge så ikke i de erhvervsfaglige uddannelser, men hvorfor er de på den lave kontanthjælpsydelse? Det er jo rigtigt, som det fremgår af beslutningsforslagets bemærkninger, at de udsatte unge, vi taler om her, har meget komplekse og mangeartede problemer, og derfor mener vi, at man burde sætte langt kraftigere ind i kommunerne i samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne, socialforvaltningerne og sundhedsområdet osv. for at hjælpe disse unge på rette vej. Og rette vej er at gøre dem i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse og hjælpe dem med det. Og der er vi rigtig dårlige i Danmark til – jeg ved ikke, om man er bedre i andre lande, men vi er i hvert fald ikke gode til det her – at sørge for, at der samarbejdes på tværs. Jeg vil kalde det siloer – forvaltningen ligger i en silo, folkeskolen i en anden silo og erhvervsuddannelserne i en tredje silo osv. Vi er meget dårlige til at få hul igennem og gå på tværs og bruge de ressourcer, faglige kompetencer, som medarbejderne de forskellige steder har. Vi burde indføre et system, hvor man sagde, at det at være ung også var at være en stafet, en depeche, og ingen voksen professionel har lov til at slippe den depeche, før en anden har taget fat i den. Det er de huller, der er imellem de forskellige instanser, der skulle hjælpe de unge, der gør, at deres problemer bliver større og større, og det hjælper det ikke imod, hvis vi hæver den nedsatte kontanthjælp for de unge under 25 år. Tværtimod kunne det måske få os til at sige, at så er alt godt. Det er det ikke, heller ikke med et andet niveau.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Line Barfod fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne takke for debatten. Jeg mener, at en del af debatten faktisk har været ordentlig og seriøs, og som jeg glæder mig til at arbejde videre med under udvalgsarbejdet, når man anerkender, at vi altså har en gruppe unge, som er særlig udsat og har nogle særlige problemer. I 2006 hjalp man ca. 500 af de unge med det fælles beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten, hvor Dansk Folkeparti var med til at sikre, at disse ca. 500 unge kunne få almindelig kontanthjælp. Men det var jo kun en del af de unge, der har problemer, og jeg synes, det er fint, hvis vi kan gå ind og hjælpe yderligere nogle unge. Det vil vi meget, meget gerne være med til at lave et ordentligt og seriøst udvalgsarbejde om.

Men jeg forstår simpelt hen ikke den grundlæggende holdning om, at fordi man er ung, skal man have mindre at leve af end andre i dette samfund. Jeg er helt med på, at hvis man er klar til at tage en uddannelse eller et arbejde, skal man selvfølgelig det, og så skal vi da have skaffet praktikpladser. Vi skal sørge for, at der er uddannelsespladser nok, og vi skal sørge for, at der er job. Når vi lige har set, at der til et pedeljob var 693 ansøgere, er det nok et tegn på, at der er rigtig mange, der gerne vil i arbejde, så det er altså ikke sådan, at folk bare læner sig tilbage og ikke har lyst til at arbejde.

Jeg har aldrig mødt et barn, der svarede, når man spurgte det i børnehaven eller i folkeskolen: Hvad skal du være, når du bliver stor? Jeg vil være kontanthjælpsmodtager, eller jeg vil være førtidspensionist. Det er altså ikke det, børn og unge normalt drømmer om skal være deres liv, og jeg mener, det er en underlig holdning, man har fra nogens side herinde om, at mennesker generelt er nogle, der helst bare vil sidde derhjemme på sofaen og lave ingenting. Tværtimod er det jo sådan, at hvis man sidder hjemme på sofaen og laver ingenting, bliver man syg og går i stykker, og så er det, man ofte ender med at gå så meget i stykker og blive så syg, at man kommer på førtidspension.

Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at undgå, at man kommer til at sidde hjemme på sofaen og lave ingenting. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at hjælpe vores udsatte unge, og vi skal sørge for, at de ikke bliver så udsatte. Men man sætter folk i fattigdom – vi har altså en række børn, der i dag vokser op i fattigdom og ikke får den hjælp, der skal til, og når de så bliver voksne og flytter hjemmefra, fortsætter man med at holde dem i fattigdom, når de ikke kan få en praktikplads og derfor ender på kontanthjælp. Jeg synes, at man burde sætte ind her og sikre dem ordentlig hjælp i stedet for at fastholde dem i fattigdom.

I beslutningsforslagets bemærkninger har vi også henvist til en undersøgelse, der viser, at en række af de unge, der er på den lave kontanthjælp, begår kriminalitet for at klare sig økonomisk. Der er en del, der sælger stoffer, og vi har set flere eksempler med – og flere og flere siger, at det bliver mere og mere omfattende – at unge kvinder, der ikke har råd til at betale husleje, fordi de er på den lave kontanthjælp, finder sig en eller anden voksenven, som de kan sove hos. Men det koster altså sex, og det betyder altså, at man på denne måde får en række unge kvinder til at prostituere sig – noget, som vi ellers i den grad plejer at være enige om at vi skal forhindre, at kvinder kommer ud i.

Vi ser, at der er en række af de unge, som har forskellige problemer, der ikke får ordentlig mad, og det forstærker deres problemer. Hvis man ikke får nok at spise, er det altså svært at følge den behandling, man skal have, og kombinationen af, at man får dårlig mad og går rundt med konstante bekymringer om, hvorfra man skal få penge nok til mad og til husleje, gør også ofte, at man sover dårligt og i det hele taget har det dårligt. Det forstærker alle de problemer, man kan have, både sociale problemer og psykiske problemer. Hvis man ikke har dem i forvejen, når man kommer på den lave kontanthjælp, er der altså mange, der får dem, og det vil sige, at man fastholder dem i fattigdom og i problemer og i udsathed, i stedet for at man giver dem den hjælp, der gør, at de kan komme ud af det og kan komme videre.

Det, der også kom tydeligt frem, da vi behandlede beslutningsforslaget i 2006, fra en lang række af de organisationer, der arbejder med de udsatte unge, var, at hvis de får ro på, hvis de er sikre på, at de har penge til at betale deres husleje og har penge nok til at købe deres mad og i det hele taget har ro i deres situation, jamen så bliver de utrolig motiverede til at deltage i behandlingen. Så virker behandlingen, og så kan de komme ud af deres problemer og komme i gang med uddannelse og dermed også på sigt komme i arbejde og klare sig selv. Det må dog være det, der skulle være målet, hvis det virkelig er det, som man ønsker skal ske, hvis man vil være ansvarlig over for de unge og over for samfundet. Men det er klart, at hvis man som regeringen ønsker, at vi skal have en lavere løn og ønsker, at man skal have løntrykkere, så skal man bare holde fast i de lave sociale ydelser, for så er det også det, man kommer til at få. Det synes vi bare ikke er vejen frem, og vi går ud fra, at det heller ikke er det, som oppositionen her i Folketinget ønsker, at vi skal have.

Så skal jeg bare lige sige til den korte debat, der var om finansiering, at Enhedslisten gang på gang har fremlagt forslag til finansiering. Vi har gang på gang fremlagt forslag til, hvordan vi får råd til bedre velfærd, vi har fremlagt forslag til, hvordan vi får råd til at skabe job, og vi har fremlagt forslag til, hvordan vi får råd til også at sikre både unge og andre på kontanthjælp og få afskaffet fattigdomsydelserne. Vi mener, det er utrolig væsentligt for at have en ordentlig velfærd, at vi ikke har folk, der lever i fattigdom. Med hensyn til en lang række fattigdomsydelser er vi heldigvis enige med resten af oppositionen, og derfor vil både starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers-regel blive afskaffet, når vi får et nyt flertal.

Vi synes også, man skal afskaffe ungeydelsen. Vi synes ikke, man skal diskrimineres hverken på grund af sin alder eller på grund af sit navn. Vi har også forslag til, hvordan man finansierer afskaffelse af ungeydelsen. Vi foreslår konkret, at man genindfører en afgift på aktier på 0,5 pct. Det vil indbringe 7,6 mia. kr., så der er rigeligt til at afskaffe ungeydelsen og til også at gå ind og se på, hvordan vi får en højere folkepension og højere dagpenge.

Vi kan sagtens finde finansiering, det har vi fremlagt forslag til masser af gange, og det er der ikke noget problem med. Det eneste problem er, hvorvidt det er det, man ønsker, eller man hellere vil have, at der skal gives milliardskattelettelser til de allerrigeste. Hvis man synes, det er vigtigere, at bankdirektøren skal have en halv million ekstra næste år, end at nogle af de mest udsatte unge skal have penge nok til at købe mad, skal man selvfølgelig bare som regeringen holde fast i sin politik. Vi synes altså, det er vigtigere, at de udsatte unge får noget hjælp.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Enhedslistens ordfører vil gøre den indrømmelse, at ungeydelsen indtil videre har haft den effekt, at ungdomsarbejdsløsheden rent faktisk i en længere årrække har været rekordlav i Danmark.

Ordføreren.

Nej, det er blevet diskuteret masser af gange fagligt. Og nej, jeg mener ikke, at der er nogen undersøgelser, der påviser, at der er den sammenhæng mellem det, der oprindelig, da det blev indført i 1980'erne, blev kaldt for sultecirkulæret, og så det, at ungdomsarbejdsløsheden er faldet, overhovedet ikke. Jeg mener, det er en række andre indsatser, man har gjort på arbejdsmarkedet, som har gjort, at flere er kommet i arbejde, og som har gjort, at beskæftigelsen generelt er steget, og ikke, at man er begyndt at sulte de unge.

Fru Julie Rademacher.

Der kan jeg så forstå at vi måske ikke er helt enige med Enhedslisten. Til gengæld vil jeg gerne spørge ordføreren, om hun kan tilkendegive, at vi under udvalgsbehandlingen netop får taget det her op med de svage grupper, der ikke er parat til enten uddannelse eller beskæftigelse, som ordføreren i dag flere gange har nævnt, men som vi ikke har været mere inde på. Så måske ordføreren allerede nu vil give et lille besyv med om, hvilke grupper det præcis er, der bliver ramt.

Ordføreren.

Jeg mener bestemt, at vi under udvalgsarbejdet skal gå ind og se på, hvordan vi kan hjælpe flere med psykiske lidelser. Der blev jo lavet en afgrænsning af, hvilke diagnoser man ville gå med til i 2006, fordi regeringen kun gik med til, at der var 500 unge, der kunne få lov til at få ekstra ydelser, og derfor måtte man tilpasse antallet af diagnoser, så det passede med, at det var 500 unge. Jeg synes, vi skulle gå ud og se på flere diagnoser, så der er flere unge, der kan blive omfattet. Jeg mener også, at vi skal se på de fysiske lidelser, bl.a., som jeg har sagt nogle gange under debatten, sukkersyge, men også andre fysiske lidelser, hvor man får det værre, hvis ikke man får den mad, der er nødvendig for at kunne klare sig.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.