Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 21:

Forslag til folketingsbeslutning om at nedbringe mængden af uadresserede reklamer.

Af Bente Dahl (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 04.11.2010).

Forhandlingen er åbnet. Transportministeren.

Den 4. november 2010 har fru Bente Dahl, fru Margrethe Vestager, fru Pia Olsen Dyhr, hr. Ole Sohn og hr. Per Clausen fremsat forslag til folketingsbeslutning om at nedbringe mængden af uadresserede reklamer. Jeg synes lige, jeg vil sige ordlyden, som er: Folketinget opfordrer regeringen til i den kommende folketingssamling at nedsætte et lovforberedende udvalg, der får som kommissorium at beskrive de fornødne lovændringer, der skal til for at sikre, at mængden af uadresserede reklamer, som detailhandelen og andre erhvervsdrivende sender ud til forbrugerne, begrænses. Ændringerne skal blandt andet omfatte modeller, hvor reklamer udelukkende omdeles til de husstande, der aktivt har tilmeldt sig muligheden for at modtage uadresserede reklamer. Udvalget skal samtidig analysere fordele og ulemper ved at begrænse antallet af reklamer via eksempelvis kvoter.

Når jeg læser det op, er det, fordi jeg synes, man skal kende det, der er baggrunden for den diskussion, vi nu skal have. Jeg kan starte med meget tydeligt at sige, at regeringen ikke kan støtte forslaget. Jeg vil også godt prøve nu i det følgende at give vores begrundelse for hvorfor.

Tilbudsaviser og lignende er jo efter min opfattelse en effektiv og præcis reklamekanal for det lokale erhvervsliv, ligesom adresseløse forsendelser også anvendes som information til borgerne fra staten, fra regionerne, fra kommunerne og også fra forsyningsselskaberne, hvis der eksempelvis bliver lukket for vand eller varme i en kortere periode grundet reparation på nettet. Forsendelsesformen benyttes da også til valgmateriale fra politiske partier samt orienterings- og indsamlingsmateriale fra velgørende foreninger.

Vi har jo allerede i dag velfungerende Nej tak-ordninger, der giver borgerne et frit valg, om de ønsker at modtage reklamer eller ej, og ordningerne sikrer således borgerne mod at modtage reklamer, som de ikke ønsker. Det er derfor heller ikke regeringens politik at regulere, hvor mange reklamer en detailhandel og andre erhvervsdrivende må sende til forbrugerne om året, f.eks. ved at fastsætte kvoter herfor. En analyse lavet af Forbruger-Kontakt viser, at hele 94 pct. af de danske husholdninger, der modtager de husstandsomdelte reklamer, læser dem hver uge. Vi skal lige holde fast i, at der altså er 94 pct., der læser dem.

De to nye ordninger for nej tak til reklamer trådte i kraft den 30. april 2009. Ordningerne blev til på initiativ af Forbrugerombudsmanden og blev til efter forhandlinger med bl.a. udgiverne, post- og distributionsbranchen og de respektive brancheforeninger. Økonomi- og Erhvervsministeriet har i øvrigt sammen med Transportministeriet deltaget som observatør i forhandlingerne.

Antallet af tilmeldte husstande til de nye ordninger tyder på, at langt de fleste danskere fortsat gerne vil modtage reklamer og ikke mindst de lokale ugeaviser, som det med de nye ordninger er muligt også at fravælge. Jeg vil derfor i det følgende give Tinget en kort status for ordningerne, som de ser ud i dag.

Ved udgangen af oktober måned 2010 har ca. 566.000 husstande tilmeldt sig en af de to ordninger. Det svarer til godt 21 pct. af alle husstande i Danmark. Tilmeldingerne fordeler sig på ca. 334.000 husstande til »Reklamer – nej tak« og ca. 232.000 husstande til »Reklamer og gratisaviser – nej tak«. At antallet af tilmeldinger i dag ikke er højere, skyldes næppe ukendskab hos modtagerne til ordningerne. Som bekendt har post- og distributionsbranchen forud for ikrafttrædelsen af de to ordninger for nej tak informeret om mulighederne, ligesom ordningerne løbende er blevet omtalt i stort set alle medier. Med andre ord er fakta altså, at ca. 80 pct. af Danmarks ca. 2,6 millioner husstande gerne vil modtage reklamer.

Ordningerne har fungeret godt, siden de trådte i kraft, og der er kun indkommet meget få klager. Det er aftalt, at Forbrugerombudsmanden og forhandlingsparterne vil se på retningslinjerne igen, når de har været i kraft i et år. Et behov for ændringer vil blive vurderet på baggrund af erfaringerne med indførelsen og driften af Nej tak-ordningerne, og der vil herunder blive set på, om retningslinjerne fremover også skal omfatte erhvervsdrivende.

I forbindelse med forslaget til den nye postlov foreslås det, at det bliver transportministeren, som efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler for Nej tak-ordningerne. Det foreslås dermed, at det bliver lovbestemt, at der ikke må omdeles uadresserede forsendelser til modtagere, som har tilmeldt sig en af Nej tak-ordningerne. Baggrunden herfor er bl.a. at sikre forbrugerbeskyttelsen, således at en modtager, uanset hvilken virksomhed der har omdelt reklamer eller ugeaviser, kan klage til Trafikstyrelsen over eksempelvis, at nej tak-skiltet på brevkassen ikke respekteres, eller at reklamerne ikke er afleveret korrekt i brevkassen, men i stedet eksempelvis er smidt i opgangen af omdeleren.

I det fremsatte forslag til folketingsbeslutning om at nedbringe mængden af uadresserede forsendelser gøres der også meget ud af miljøaspektet ved adresseløse forsendelser. Dette billede er ikke så simpelt, som man umiddelbart kunne tro. Ifølge Post Danmarks oplysninger er adresseløse reklamer ud fra et miljøperspektiv et godt medie. Ressourcerne hertil stammer fra industrielt skovbrug og er således ikke årsag til mindre skovvækst. Hertil kommer, at tilbudsaviserne og reklamerne i vid udstrækning genbruges til andre papirvarer. Papirfibre, som man kalder det, kan gennemsnitligt anvendes ca. 4-5 gange.

Endvidere udleder adresseløse forsendelser ofte kun marginalt CO 2 i forbindelse med omdelingen, og det skyldes selvfølgelig, at reklamer og lignende typisk omdeles sammen med de breve eller aviser, der under alle omstændigheder skal omdeles på ruten. Der skal man så også bare huske, at der, i hvert fald efter det nye forlig, vi har lavet sammen, hvor også postkasser skal flyttes ud i skel, bliver endnu mere belæg for den påstand.

Der henvises så endvidere i beslutningsforslaget til ordningen for e-mails, hvor det følger af markedsføringsloven, at der kræves et positivt samtykke. Det er altså min vurdering, at man ikke rigtig kan sidestille spam eller reklamer modtaget uopfordret via e-mail med uadresserede reklamer og ugeaviser, som bliver omdelt fysisk til modtagerens brevkasse. Jeg vil godt i den forbindelse påpege, at det af hensyn til ytringsfriheden eller for den sags skyld den kommercielle ytringsfrihed bør være sådan, at det skal være muligt fysisk at kunne formidle information af offentlig eller kommerciel interesse til borgerne på en effektiv og prisbillig måde. Det giver også mulighed for at komme i kontakt med de borgere, som ikke har adgang til internettet. Samtlige borgeres fysiske adresse er jo registreret i Post Danmarks modtagerdatabase og gør det muligt for Post Danmark på vegne af hele post- og distributionsbranchen at foretage en enkel administration af Nej tak-ordningerne.

Det er således regeringens opfattelse, at de eksisterende Nej tak-ordninger opfylder såvel branchens som borgernes ønsker og behov, og der er som tidligere nævnt kun indkommet meget få klager over ordningerne. Det er også nemt at tilmelde sig ordningerne på posthuset og e-posthuset, og Post Danmark har oplyst, at det i januar 2011 bliver muligt at anvende NemID, der er det nye sikre log-in på internettet. Og når man kan bruge det også, er det jo meget enkelt at gøre brug af de ordninger, som forhindrer en i at modtage reklamer, når ikke man vil have dem.

Så vi mener på alle måder, at det er en ordning, der fortjener at få lov til at køre og at blive evalueret, når den tid kommer, og derfor vil regeringen på baggrund af det oplyste afvise beslutningsforslaget.

Der er et antal korte bemærkninger. Fru Bente Dahl.

Tak for det.

I ministerens redegørelse siger ministeren bl.a., at Nej tak-ordningen er velfungerende, og ministeren har en række tal til at belyse den påstand. Bl.a. viser tallene, at der er mange, der læser reklamerne, og så kan jeg jo spørge ministeren: Hvad er så problemet med at lave ordningen positiv? Hvis der er mange, der læser reklamerne, kan ministeren vel ikke have noget imod at lave ordningen positiv i stedet for, som den er, negativ.

DTU har lavet en rapport i 2008, der har påvist en negativ miljøeffekt fra de kemikalier og tryksværter, der er brugt til fremstillingen af reklamerne. Mener ministeren ikke, det er et problem for miljøet, at kemikalier bliver anvendt således med en negativ miljøeffekt?

To spørgsmål.

Ministeren.

Det var sådan lidt selvmodsigende. Det første spørgsmål handlede om, som jeg forstod det, at spørgeren mente, at når nu der var så højt et procenttal, der alligevel læste dem, så kunne man jo bare lave ordningen modsat, for så ville de alligevel tilmelde sig. Hvis det er tilfældet, kan jeg sige, at så hjælper det i hvert fald ikke noget på det miljøspørgsmål, der kom til sidst. Altså, så ville resultatet jo være status quo.

Derfor er jeg bare nødt til at sige, at jeg tror, vi skal lade det blive ved, at en ordning, der er så ny, som den her er, skal have lov til at fungere. Vi får ingen klager. Jeg må sige, at når folk gerne vil læse reklamerne, synes jeg, at vi skal lade være med at gøre os til dommer over folks valg. Det synes jeg folk selv kan gøre.

Fru Bente Dahl.

Nu er det jo et faktum, at når man går rundt i byerne og ser postkasserne, der hænger inden for gadedøren, kan man se, at det cirka er halvdelen af postkasserne, hvor reklamerne vælter ud. Så det er i hvert fald nogle, der ikke får dem læst.

Nu er det sådan, at i det beslutningsforslag, vi behandler i dag, foreslås det at undersøge forskellige muligheder. Vi lægger os jo ikke fast på én mulighed, men formålet er at nedbringe papirmængden, der bliver brugt til reklamer. Det er helt klart formålet.

Ministeren talte om kommerciel ytringsfrihed. Som jeg ser det, kommer den i karambolage med privatlivets fred. Hvad mener ministeren om det synspunkt?

Så vil jeg gerne vide, hvorfra ministeren ved, at den ordning, der er nu, er den bedste og mest effektive. Hvilke undersøgelser ligger til grund for det, og hvorfor siger ministeren nej til de undersøgelser, som beslutningsforslaget her foreslår?

Ministeren.

Jo, men jeg har bare den vane at se sådan på det, at hvis ikke folk klager over en ordning, er det i hvert fald en god retningspil for, at så er de ikke utilfredse med den, for ellers plejer man jo nok at kunne sige fra, hvis der er noget, man ikke ønsker. Der må jeg så bare sige, at når vi får ganske få klager, tror jeg, det er, fordi det fungerer godt.

Så synes jeg, det er god stil, at når man har sat noget i gang, lader man det lige køre for at se, om det i det hele taget virker. Altså, det er jo ikke engang sådan, at vi kan sige, det har haft en 3-års-periode, hvor vi har set, hvordan det er. Det har det ikke engang haft, så jeg synes, at man lige skal lade tingene virke, inden man hurtigt går videre og sætter noget nyt i stedet, særlig når der ingen klager er over ordningen, eller meget få klager.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne henlede ministerens opmærksomhed på Forbrugerrådets undersøgelse fra april 2010, hvor der meget klart står:

Halvdelen af forbrugerne ønsker, at ordningen omkring fravalg af reklamer skal vendes, så det bliver en positiv tilmelding.

Lytter ministeren ikke til, at halvdelen af forbrugerne gerne vil have, at ordningen skal laves på en anden måde, og at det altså ikke kun er dem, der har valgt nej tak-skiltet i dag, men også nogle af dem, der får reklamer, der gerne vil have, at de skal lave et aktivt tilvalg? Vækker det ikke lydhørhed hos ministeren?

Ministeren.

Jamen folks synspunkter vækker altid lydhørhed hos transportministeren, og det tror jeg også godt at Folketinget ved pr. erfaring. Der er bare det, at når jeg sidder og kigger på, at 94 pct. af dem, der får reklamer, læser dem, så tænker jeg: Det er alligevel mærkeligt, at man læser dem, hvis man i virkeligheden er imod dem. Det kan man jo ikke vide, men jeg synes bare, det lyder sådan lidt modsat.

Så synes jeg også, det er mærkeligt, at man er meget imod en ordning, vi ikke rigtig får nogen klager over. Det undrer mig også. Og endelig undrer det mig, at der alligevel er så mange, der har meldt fra, og at man så bagefter siger: Der er mange flere, der gerne vil gøre det. Jamen så er det bare lige at meddele det, og det bliver endnu nemmere i januar 2011, for så kan man bare meddele på sin NemID, at det vil man ikke have.

Jeg synes, det er nemt, og derfor synes jeg nok, at jeg godt lige vil se erfaringerne med, hvordan ordningen virker, inden vi laver om på den. Men jeg er altid lyttende.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg synes, at ministeren skulle tage at læse undersøgelsen, for den viser jo, at dem, der har sagt nej tak til reklamerne, synes, at det var nemt at gøre det – det er rigtigt. Men der er jo også dem, der ikke har sagt nej tak, og der er 10 pct. af dem, som siger: Det er, fordi det er for besværligt, jeg kan ikke overskue det osv. De vil gerne have en lettere adgang. Så der er jo nogen, der synes, det er besværligt. Men lad det nu ligge.

Jeg synes, det er sjovt at høre en liberal tale for, at staten skal bestemme, at vi skal have reklamer. Jeg troede, at for en, der er liberal, var det sådan noget, hvor der skulle være et aktivt tilvalg, men det er nok noget, SF er mere, end Venstre er det. Så det tager jeg så til efterretning.

Det er jo sådan med den nye ordning, at det nu bliver mere besværligt, for nu skal vi forny vores nej tak-skilt hvert andet år. Ser ministeren frem til at få alle de der klager i 2011, når alle de der 20 pct. af forbrugerne skal ned at sige aktivt nej tak og få et nyt skilt på posthuset? Selv om det er via NemID, vil der jo højst sandsynligt være en skilleperiode på 14 dage, hvor man så får en masse klager. Er det noget af det, ministeren ser frem til?

Ministeren.

Nej, altså, nu vil jeg nødig få det til at lyde forkert, men når jeg tænker på, hvad det problem, vi her behandler, drejer sig om, altså om man er i stand til at meddele, at man ikke vil have reklamer, vil jeg bare stille minde om, hvad jeg ellers arbejder med: kystbanetog, som jeg gerne vil have til at gå til tiden, DSB, der skal sørge for, at der er vogne nok til folk og sådan noget. Jeg siger det kun, fordi det jo ikke har noget at gøre med, at jeg ikke tager mig af problemer, men jeg siger bare, at jeg er ked af, hvis 10 pct. – hvis det tal holder – synes, det er vanskeligt at meddele, at de ikke vil have reklamer, men så må vi gøre det nemmere. Og det gør vi jo bl.a. ved NemID, for der kan man altså sidde derhjemme, logge sig på computeren der, hvor man ellers logger sig på bank, forsikring, statslige oplysninger, og meddele, at man ikke vil have det.

Så jeg synes, vi skal give hinanden det, at vi i hvert fald lige prøver at se, hvordan det så virker her i det nye år, og så kan vi vende tilbage til det igen.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand. Jeg er glad for, at ministeren i sin tale gør opmærksom på den problemstilling, som der er for de små erhvervsdrivende, altså i det tilfælde, hvor man eksempelvis har et cpr-nummer – det kunne være en lille håndværker, det kunne være en privat konsulent eller tilsvarende – som hænger sammen med privatadressen. Der kan man, som det er i dag, ikke få et nej tak til reklamer-skilt. Jeg forstår, at det er noget, som indgår i overvejelserne hos Forbrugerombudsmanden.

Men der er et andet området, som jeg har bemærket, og som også indgår i beslutningsforslaget. Det er en gennemgang af Robinsonlisten, altså at der ses på, om man kan lave rammerne for den anderledes. Selv om det sandsynligvis rækker ud over transportministerens ressortområde, er det så et emne, som også transportministeren kan se at der er et behov for at se nærmere på?

Ministeren.

Nu er vi jo inde på noget, der rækker noget langt ud, men altså, jeg vil gerne være imødekommende også på det her punkt og sige, at det tager jeg gerne en diskussion om i udvalget, så vi kan prøve at drøfte det med hinanden. For forbedringer, man kan lave, er jeg selvfølgelig altid positiv over for.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes nu alligevel, at det, ministeren mener her, er lidt selvmodsigende, hvis man ser på, hvad der er regeringens politik. Jeg har forstået, at det er regeringens politik, at når det handler om kommunikation mellem det offentlige og borgerne, skal alt helst fungere over internettet, og det med skriftlig kommunikation skal man droppe.

Når det så handler om kommerciel ytringsfrihed, lægger ministeren meget vægt på at sikre den, når det handler om papir. Men man siger, at når det handler om spam via e-mail, er det fornuftigt og rimeligt at gribe ind og stoppe det.

Synes ministeren ikke, at det ville være en rigtig god idé at give et skub i retning af, at kommunikationen mellem forbrugere og virksomheder i Danmark også kommer over på internettet? Det kunne det måske komme, ved at man ligestillede de regler, der eksisterer for at sende reklamer elektronisk, med de regler, der findes for at sende reklamer ud via papir.

Ministeren.

Jeg er udmærket godt klar over, at man kan bebrejde mig, at jeg stoler for meget på den danske befolkning. Men ikke desto mindre er det det, jeg vil fortsætte med. Jeg tror på det, når jeg ser sådan en ordning. Jeg ser på, hvor mange der har gjort brug af den. Jeg ser på de ganske få klager, jeg får på grund af den. Jeg har altså virkelig en tro på, at hvis den danske befolkning f.eks. i begyndelsen af januar vil opleve, at det alligevel ikke er nemt med den her NemID, så kommer jeg til at høre om det.

Jeg er altid opmærksom på det. Jeg synes altid, at man skal give et servicetjek. Men her synes jeg faktisk, at vi har en god ordning, som vi skal prøve at lade virke.

Hr. Per Clausen.

Nu vil jeg sige, at den minister, der har direkte med NemID at gøre, vist allerede har hørt om de vanskeligheder, der er der. Så det skal nok tilflyde transportministeren en dag.

Men jeg vil godt spørge transportministeren om noget. Nu tror ministeren på befolkningen, og det er jo vældig godt, men hvad er forklaringen på, at man så ikke fra de offentlige myndigheders side giver lige vilkår i forhold til, om borgerne vælger at benytte sig af it som måden at få information på om, hvad der foregår i det offentlige, og til at kommunikere med det offentlige med, eller om borgerne vælger at benytte papir? Hvordan kan det være, at man i forhold til det offentlige diskriminerer sådan, at det bliver mere attraktivt at bruge internettet, mens ministeren, når det handler om kommerciel ytringsfrihed og reklamer, så i stedet for vælger at diskriminere de virksomheder, der benytter sig af kommunikation via internettet?

Ministeren.

Nej, det gør ministeren ikke. Det, jeg siger, er, at vi har nogle velfungerende ordninger. Vi kan se, at der er ganske få, der klager. Vi kan se, at i de husstande, der vil modtage reklamer og altså ikke ønsker at sige nej til dem, læser 94 pct. dem. Det tyder dog på noget. Jeg kunne forstå det, hvis det var et langt lavere procenttal, men hvis 94 pct. af dem, der modtager dem, også læser dem, så tyder det da på en vis tilfredshed, også selv om man gerne vil udlægge det anderledes.

Så er der bare det, at jeg sådan set slet ikke kan forstå, at man med mig diskuterer det med at prøve på ikke at stille folk lige eller diskriminere nogen. Jeg tænker på, at i det her forslag slutter man af med at sige: Udvalget skal samtidig analysere fordele og ulemper ved at begrænse antallet af reklamer via eksempelvis kvoter.

Man skal prøve at forestille sig, at vi nu skal have et råd eller en centralkomité eller nogle til at sidde og kigge på, hvor mange kvoter hver enkelt skal have på det her område. Og hvem skal tjekke det? Det er jo et bureaukrati uden lige, når jeg tænker på, at folk er godt tilfredse med det.

Tak til ministeren. Hr. Karsten Nonbo som Venstres ordfører.

Som jeg både frygtede og forventede, ville det jo ikke være nemt at tilføje noget nyt til debatten, efter at transportministeren har været på.

Men vi må konstatere, at der her er et beslutningsforslag fra Enhedslisten, Det Radikale Venstre og SF om, at vi skal – og det står der jo egentlig til sidst i forslaget – begrænse mængden af uadresserede reklamer. Det vil sige, at vi på en eller anden måde skal have en kvote, så vi kan komme længere ned end de 20 pct. Eller er det sådan, at vi skal have en slags smagsdommere til at vurdere dem, der reklamerer, der skal sige: Du må ikke reklamere. Du må godt reklamere. Det er jo reelt den eneste måde, vi kan få sådan en kvoteordning på.

Som ministeren oplyste, siger ca. 20 pct. fra, og det er jo fint nok, for så slipper de. Hvis der er flere, som ikke ønsker reklamer, var det måske en idé, at de tog en smule ansvar for deres eget liv. Det ville da være et begrænset lille sted at starte at se, om man orkede at sige fra over for reklamer, for det er jo ikke det største problem, man har her i livet. Så det kunne være den første lille sejr, man kunne få for at kunne klare noget, der er større, bagefter. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at man lagde sig i selen for.

Sidst vi havde en debat om det her – i går er det faktisk 2 år siden – havde Ombudsmanden lige forhandlet en løsning på plads med brancheorganisationen, og den trådte i kraft den 1. maj sidste år. Den gav to former for nej, som modtagerne kunne vælge imellem: enten den mest kendte, »Reklamer – Nej tak« eller den, der hedder »Reklamer og gratis aviser – Nej tak«. Den gælder for alle former for beboelse og også for sommerhusområder. Dog får man stadig væk de her oplysninger – og dem kan vi jo alle sammen nok være glade for – fra stat, region, kommune, kirker, velgørenhedsorganisationer og selv også fra politiske partier. Her kan jeg så sige, at jeg med spænding venter at se, hvad der sker det kommende år, når vi skal have et folketingsvalg, og hvordan de tre forslagsstillere går foran og begrænser mængden af udsendte valgbrochurer og reklamer. Det ville da være et godt tegn, hvis man selv stoppede med at sende valgbrochurer ud i det kommende år.

Den ordning, som der er lavet, skal evalueres, og det er mit indtryk, at vi snart får den evaluering, og når vi så har fået den, kan vi se, om der skal gøres mere. Men indtil ordningen er evalueret, er der jo egentlig ikke så meget nyt under solen, og som transportministeren siger: 20 pct. siger fra, og det er, fordi de ikke ønsker dem. Så vidt jeg kan huske, er det nogle og halvfems procent af dem, der modtager dem, der også læser dem. Så min opfordring til de sidste, som ikke orker at sige fra, er: Prøv den lille øvelse, og få den lille sejr, så kan der senere være mulighed for nogle større sejre her i livet.

Så som det ser ud, kan Venstre ikke støtte det her beslutningsforslag.

Der er to korte bemærkninger. Fru Bente Dahl.

Tak for det. Jeg må forstå ordførerens tale sådan, at det er, fordi vi snart er i et valgår, at Venstre ikke vil være med til at ændre loven på det her område. Det er jo interessant.

Selvfølgelig vil vi sikre, at de, der vil have reklamer, kan få reklamer. Det er klart. Det hører nemlig til et godt og frit medborgerskab, at det sikres, at vi alle sammen har lov til at få de ting i vores postkasse, som vi nu gerne vil have. Men det er nu alligevel, som jeg sagde – og der kommer mit spørgsmål til ordføreren ind – hensigtsmæssigt at nedbringe papirmængden som sådan. Der bliver faktisk produceret ca. 130.000 t husstandsomdelte reklamer svarende til 500.000 t CO 2 -udledning. Er det ikke noget, der kan bekymre Venstres ordfører?

Ordføreren.

Nu kan jeg sådan set være en lille smule bange for at svare, for hvis ordføreren kan få det ud af min tale, som ordføreren fik ud af den første del af den, så ved jeg ikke, hvad ordføreren kan få ud af den sidste del. Jeg har ikke nævnt noget om valgreklamer. Jeg sagde bare, at jeg ville se, hvordan forslagsstillerne gik foran. Jeg har ikke nævnt noget om, at der var noget særligt i forhold til et kommende valg, og at vi ikke ville støtte det på grund af et kommende valg. Så det er det rene spin.

I forhold til mængden af papir, der bruges til reklamer: Der er jo mange måder at begrænse det på, hvis man absolut vil. Man kunne lade være med at pakke julegaverne ind. Man kunne lade være med at bruge så meget pap og papir. Der er masser af muligheder. Hvorfor skal vi lige falde over reklamerne, når der er så mange andre muligheder for at spare papir? Og så er det jo sådan, at reklamepapir kan genbruges. Det har vi også fået en redegørelse fra transportministeren om.

Fru Bente Dahl.

Jeg er da glad for at høre, at ordføreren også ser muligheder for at begrænse papirmængden. Ordføreren nævner julegaver, og vi Radikale nævner altså papirspildet ved reklamerne. Sådan kan vi jo hver få øje på nogle muligheder. I dag diskuterer vi det med mængden af reklamepapir. Ordføreren er åben for at undersøge forskellige muligheder, og det er jo netop det, det her beslutningsforslag går ud på, nemlig at undersøge forskellige muligheder.

Så vil jeg gerne høre, hvordan ordføreren kan vide, at den mulighed, vi lige i øjeblikket benytter os af, nej tak-skiltet, som 20 pct. af den danske befolkning har tilmeldt sig, er den mest effektive mulighed af alle de der mange muligheder, der faktisk findes for at begrænse papirmængden i det her samfund.

Ordføreren.

Jeg har det sådan, at for mig er det muligheden for at overbevise folk om, at de selv skal træffe et valg. Det er jo ikke muligheden for, at staten skal begrænse folks valgmuligheder. Så de muligheder, jeg taler om, går netop ud på at motivere folk, som ikke læser reklamer, til at fravælge dem. Det er et spørgsmål om, at vi yder vores eget lille bidrag og styrker vores egen idealisme. Hvis man er imod papirforbruget, så lad være med at opsætte valgplakater, lad være med at pakke julegaverne ind i så fint et glittet papir. Der er altså mange muligheder, og det er op til den enkelte at benytte dem, og det er ikke op staten at diktere, hvilke muligheder man skal bruge.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Nu opfatter jeg hr. Karsten Nonbo som liberal. Og jeg vil gerne have, hr. Karsten Nonbo forklarer mig, hvordan det kan være, at man som liberal mener, at folk ikke aktivt skal tilmelde noget, men at de aktivt skal vælge fra. Man skal altså have stoppet noget ned i halsen, og så kan man stoppe det. Burde det ikke ifølge en sand liberal være sådan, at man aktivt tilvælger noget, man gerne vil have? Det kan man vel som klog og aktiv og oplyst forbruger, som ministeren jo siger at vi alle sammen er. Så behøver man vel ikke at proppe det ned i halsen på folk, så kan folk vel selv vælge det til. Det er folk vel kloge nok til.

Ordføreren.

Jamen det kan de da også. Nu har jeg det sådan, at jeg mere ser det her som et stalinistisk princip, hvis man siger til folk, at de selv skal søge om at få reklamerne. Det er sådan mere det stalinistiske princip, at reklamerne er forbudt, indtil man søger om tilladelse til at få dem. Jeg har det fint med, at markedet kan sende reklamer ud som et tilbud, og det tilbud kan man så sige nej tak til, lige så vel som man kan gå forbi butikken, når man går og ser på de flotte julelys, der er. Så jeg har det helt fint med det. Det er ganske liberalt, at man kan vælge fra, hvad der kommer ind ad døren.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Så vi stopfodrer altså folk med ting, de ikke nødvendigvis vil have. Når der nu er 10 pct. af forbrugerne, der i dag siger, at de får reklamer, de helst ikke vil have, men at de synes, det er alt for besværligt at vælge fra – de vil virkelig ikke have dem, og det er jo egentlig spild af papir – hvad vil ordføreren så gøre for, at de 10 pct. slipper for at få de reklamer? Ordføreren mener, at de i virkeligheden skal have dem stoppet ned i halsen, men hvis de nu alligevel ikke vil have dem, så kan vi godt hive dem op igen, men vi skal jo gøre det nemmere for dem. Hvad vil ordføreren gøre for at sikre det, hvis vi tror på det der med det aktive tilvalg og fravalg?

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig at jeg sagde i min ordførertale. Tag dog ansvar for dit eget liv, vil jeg sige til borgeren, og hvis det er det største problem, du har her i livet, at prøve at lære, om du kan finde ud af selv at vælge noget fra, du ikke vil have, jamen så er det da et vigtigt skridt på vejen til at få en succesoplevelse. Og omkostningerne ved, at man ikke får succes, er jo ikke andet, end at man så fortsat får reklamerne. Så kan man prøve igen – så kan man prøve igen. De små succesoplevelser kan mange gange medføre nogle større, og hvis ikke man orker at melde fra, så har man altså mange problemer, der er større. Jeg mener, at man skal tage den lille succesoplevelse at prøve at melde fra, hvis man ikke vil have dem.

Så siger vi tak til ordføreren. Så er det hr. Benny Engelbrecht som socialdemokratisk ordfører.

Selv om Socialdemokraterne ikke kan støtte det samlede foreliggende forslag, vil jeg nu alligevel fremhæve en række positive elementer i det. For der er rigtig gode takter i forslaget, ikke mindst det, at det fortsat skal være Forbrugerombudsmanden, der står for udformningen af retningslinjer for Nej tak-ordningen. Socialdemokraterne bakker fuldstændig op om den frivillige aftale, der ligger mellem Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden, Post Danmark, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder og en række andre erhvervsorganisationer. Vi mener, at også en fremtidig regulering af området bør foregå i netop det regi. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedringer, og det er jo også fremgået af debatten indtil nu.

Der er ingen tvivl om, at mængderne af reklamer i Danmark er meget høj, og man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, hvem der i sidste ende betaler for alle de glitrende reklamer, og hvad det betyder for de meget høje forbrugerpriser, som også regeringen, har jeg bemærket, har øje for. Som jeg husker tallene, er det 20 reklamer pr. borger om ugen, der lander i postkassen. Derfor ønsker Socialdemokraterne også en grundig analyse af hele omkostningsstrukturen for husstandsomdelte reklamer, og ikke mindst hvad disse markedsføringsomkostninger betyder for det generelle prisniveau. Det skal rettelig siges, at det naturligvis ikke er en analyse, som vi forventer at transportministeren skal forestå. Spørgsmålet har også allerede været drøftet i Fødevareudvalget med økonomi- og erhvervsministeren den 17. november i et samråd, og som det fremgik dér, var der i hvert fald forståelse for, at en analyse af den type ville kunne indgå i fremtidige analyser for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Vi er helt på linje med et sigte i det foreliggende forslag, nemlig at give forbrugerne ret til at bestemme, om de vil modtage uønskede forsendelser såsom reklameaviser og tryksager, og vi støtter intentionerne i forslaget om at reducere mængden af uønskede reklamer. Det gør rigtig mange danskere i øvrigt også. 68 pct. af danskerne synes, de modtager for mange reklamer, ifølge en undersøgelse fra Transportministeriet fra 2008, som er en del af bilagsmaterialet.

Antallet af husstande, der tilmelder sig Nej tak-ordningen, er heldigvis stigende. Flere og flere danskere vil altså gerne undgå, at kilovis af papir dumper ind i deres postkasse hver uge, og derfor er det en rigtig god idé at udvide mulighederne på nogle områder i den nuværende Nej tak-ordning. Eksempelvis kan jeg som forslagsstillerne heller ikke se nogen grund til, at mindre erhvervsdrivende, håndværkeren eller den selvstændige konsulent, ikke skal kunne frabede sig ugens slagtilbud fra supermarkederne via Nej tak-ordningen. Ofte er privatadresse og forretningsadresse i praksis den samme, og derfor skal det være muligt. Det bør også kunne ordnes gennem Forbrugerombudsmandens arbejde, og det er også det, der er fremgået af transportministerens redegørelse tidligere.

Jeg er helt sikker på, at netop avancerede fravalgssystemer, som også indgår i forslaget, rent faktisk er fremtidens løsning – systemer, der, som forslagsstillerne skriver, kan indrettes, så den enkelte husstand i langt højere grad har mulighed for selv at vælge, hvilke reklamer de vil modtage, og ikke mindst hvordan de kan fravælge andre. Det kunne eksempelvis kombineres med, at nogle reklamer modtages via digitale løsninger. En fremtidig udvidelse af Nej tak-ordningen i den retning vil naturligvis være særdeles velkommen.

Et andet område, hvor de eksisterende ordninger med fordel kan forbedres, er Robinsonlisten. Ved at tilmelde sig listen kan man undgå adresserede reklamer. En del danskere har allerede tilmeldt sig listen. Som jeg husker det fra en artikel i Børsen, er det 926.000. Men rigtig mange kender den faktisk ikke, og der findes også eksempler på, at nogle personer slet ikke er klar over, at de faktisk er opført på listen. Derfor er det på sin plads med en revision af reglerne for Robinsonlisten.

Socialdemokraterne kan ikke støtte en tvungen ja tak-ordning, men hvis de parter, der deltager i udarbejdelsen af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser, skulle være enige om, at der er behov for at skabe lovgrundlag for den type model eller andre modeller, så vil vi selvfølgelig tage sådan en henvendelse meget alvorlig. Vi er naturligvis i forbindelse med det foreliggende forslag meget åbne for, at der udarbejdes en fælles beretning – en model, som vi også tidligere har benyttet til at forbedre den eksisterende Nej tak-ordning, ved at man i den kreds, der arbejder med Nej tak-ordningen, har lyttet til de ønsker, der har været fra Folketingets side.

Tak til ordføreren. Hr. Kim Christiansen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Lad mig starte med at sige, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte dette beslutningsforslag. Forslaget vil indskrænke især detailhandelens muligheder for markedsføring. Det ønsker Dansk Folkeparti ikke at medvirke til. Vi er store tilhængere af den frie konkurrence og erhvervslivets muligheder for at gøre opmærksom på sig selv.

Vi har i dag to velfungerende ordninger for et nej til reklamer, og Dansk Folkeparti støtter ikke forslagsstillernes idé om at vende det hele på hovedet, således at folk aktivt skal tilmelde sig en ja tak-ordning for at modtage reklamer. Det er vores opfattelse, at det vil blive vanvittigt bureaukratisk i forhold til den ordning, vi har i dag.

Vi vil til gengæld meget hellere være med til at kigge på den nuværende ordning, når den på et tidspunkt skal evalueres. Der kan selvfølgelig godt være nogle ting, man kan kigge på: Kunne det gøres nemmere at tilmelde sig ordningen? Er det nødvendigt, at man skal forny sit Nej tak-skilt hvert andet år? Sådan nogle små nuancer kunne man godt kigge på for at forbedre den nuværende ordning, som jeg synes i store træk – det kan man også se på andelen af klager – fungerer ganske tilfredsstillende.

Ministeren har været inde på, at over 90 pct. af den danske befolkning rent faktisk læser de her reklamer.

Jeg har hæftet mig ved nogle punkter i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Forslagsstillerne ønsker bl.a. reklamekvoter. Så kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet og tænke, om vi så skal til at handle med reklamekvoter, ligesom vi handler med CO 2 -kvoter. Man kunne måske forestille sig, at Bilka her op mod jul havde brugt deres kvote og ringer til Coop. Jeg kender næsten svaret fra Coop. De vil nok sige nej. Men der var måske små butikker, som af økonomiske årsager kunne tvinges til at sælge deres kvoter og glide helt væk i glemselen.

Der står også i bemærkningerne, at det er en dårlig forretning. Det synes jeg da at man skal lade de enkelte aktører, som sender de her aviser ud, nemlig hovedsagelig detailbranchen, vurdere, hvorvidt det er en god eller dårlig forretning. Man skriver også i bemærkningerne, at det isoleret set er direkte tabsgivende. Jamen reklame koster jo penge. Det ved vi alle sammen. Vi ved også godt, hvem der betaler for reklamen, for det gør slutforbrugeren. Sværere er det jo ikke. Det er jo ikke atomfysik. Jeg tror dybest set, at nogle af bemærkningerne måske mere beror på manglende indsigt i detailbranchens vilkår, end det egentlig er af ond mening, at man har skrevet det.

Til gengæld er der også noget positivt i det. Der står, at der bliver omdelt mellem 10 pct. og 30 pct. færre reklamer end for få år siden. Det må da om ikke andet glæde forslagsstillerne, for så går det da i den retning, som de ønsker.

Med disse få, men velvalgte ord, vil jeg gentage min indledning: Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Der er to til korte bemærkninger, først fru Bente Dahl.

Tak for det.

Ordføreren nævnte vigtigheden af erhvervslivets muligheder for at kunne gøre opmærksom på sig selv. Javist, men der er jo flere medspillere i det her end erhvervslivet. Jeg tænker her på forbrugerne, jeg tænker på, hvordan forbrugerne er stillet i den her sammenhæng. Mener ordføreren ikke, at forbrugerne er en gruppe mennesker, der skal tages alvorligt i den her sammenhæng?

Er det udelukkende erhvervslivets interesser, ordføreren står og varetager her? Er ordføreren ikke bekymret over privatlivets fred? Bekymrer det ikke ordføreren, at det er så besværligt at tilmelde sig Nej tak-ordningen? Ordføreren nævnte faktisk i sin tale, at det ville Dansk Folkeparti godt være med til at se på. Vil Dansk Folkeparti det?

Ordføreren.

Jeg sagde ikke i min tale, at det var besværligt. Jeg sagde, der var enkelte, der opfattede det som besværligt, og kunne der findes nemmere løsninger, ville vi da gerne medvirke til det. Men altså, jeg synes ikke, det er besværligt i dag at gå ned på posthuset og udfylde en lille formular eller gå ind på sin pc og tilmelde sig via internettet.

Hvad angår det her med privatlivets fred, synes jeg ikke, det er så stærkt krænkende for privatlivets fred, at man får det gode tilbud ind ad døren, det må jeg nok sige. Det er altså at vende tingene en lille smule på hovedet, synes jeg.

Vi varetager meget gerne forbrugernes interesser. Det er jo derfor, vi er store tilhængere af, at man kan tage et valg, at man nemlig kan fravælge reklamer, hvis man ikke ønsker dem. Det er da, synes jeg, meget forbrugervenligt. Men vi vil omvendt ikke være med til at gå ind og regulere på virksomhedernes mulighed for at markedsføre sig selv.

Fru Bente Dahl.

Så må jeg forstå det sådan, at Dansk Folkeparti tager forbrugerne som gidsel for erhvervslivets muligheder for at kunne gøre opmærksom på sig selv. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at regulere eller lave reguleringsmekanismer, der kunne gøre det lidt nemmere at være forbruger i det her land.

Ordføreren nævnte, at det var en dårlig forretning. Javel, der er vi igen inde på karambolagen mellem erhvervslivets og forbrugernes interesser, og i den anledning vil jeg gerne spørge ordføreren, hvem ordføreren tror der betaler de 130.000 t reklamer, der bliver husstandsomdelt om året. Hvem er det, der betaler?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg og Det Radikale Venstre mener, at det er forbrugerne, der betaler, for det bliver jo lagt på prisen – hvor ellers?

Ordføreren.

Jeg er lidt ked af, at når der er spørgsmål fra fru Bente Dahl, bliver jeg ligesom taget til indtægt for nogle ting, jeg ikke har sagt, og min tale bliver udlagt på en anden måde. Jeg skal gerne fremsende den skriftligt, så fru Bente Dahl kan sætte sig ned i ro og mag og forstå indholdet af den, for det er tilsyneladende et problem.

Jeg har ikke på noget tidspunkt taget nogen som gidsel, og jeg mener heller ikke, det er at tage forbrugerne som gidsel, når man har en rigtig god og velfungerende ordning, hvor forbrugerne har mulighed for at sige nej tak til reklamer. Det er da meget forbrugervenligt. Ellers har vi i hvert fald vidt forskellige opfattelser af, hvad der er forbrugervenligt.

Jeg sagde heller ikke, at det var en dårlig forretning. Jeg refererede blot til bemærkningerne til beslutningsforslaget, hvor forslagsstillerne selv gør sig til talsmand for og åbenbart ved, at det her er en dårlig forretning, uden at have undersøgt det nærmere.

Med hensyn til hvem der skal betale for de her reklamer, vil jeg sige: Jamen i første omgang er det jo producenter af varer, der typisk betaler spalteplads i de her reklameaviser til den enkelte indkøbskæde, den enkelte butik, og i sidste ende, i anden omgang, er det jo så butikkerne eller butikskæderne, der betaler for reklamen. Men det er da fuldstændig korrekt, at der kun er en til at betale slutregningen, og det er forbrugeren.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil tillade mig at spørge på vegne af en forbruger, som jeg kender ganske godt, som bor i en treetagesejendom, og som hedder fru Anna Larsen. Hun er 83 år gammel og pensionist, og hun har svært ved at gå op og ned ad sine trapper, men hun klarer det alligevel ret godt i sin dagligdag. Hun har prøvet at tilmelde sig det her Nej tak-noget, og det har været enormt kompliceret og enormt vanskeligt for hende, og hun er endt med ikke at få noget Nej tak-skilt. Men hun får stadig væk de her hobe af reklamer, hun gerne vil slippe for, og hun skal altså slæbe dem ned fra anden sal.

Vil ordføreren ikke anerkende, at det er et problem, og vil ordføreren ikke gøre noget for, at fru Anna Larsen skal have et nemmere liv? Eller er Dansk Folkeparti i virkeligheden ligeglade med folkepensionisterne?

Ordføreren.

Det er jo en fantastisk retorik, som fru Pia Olsen Dyhr kan få fremmanet på sådan en fredag her, at Dansk Folkeparti nu lige pludselig også skulle være ligeglade med pensionisterne, fordi Anna Larsen i en tredjesalslejlighed har problemer med at komme af med sine reklamer.

Altså, vi vil meget gerne hjælpe Anna Larsen, personligt kunne jeg da godt hjælpe med at udfylde kuponen. Men da fru Pia Olsen Dyhr jo tilsyneladende har et ganske godt kendskab til den pågældende Anna Larsen, vil jeg da foreslå, at fru Pia Olsen Dyhr gør en god gerning og så hjælper fru Anna Larsen med at få tilmeldt sig den her ordning. Så er det problem løst.

Jeg mener ikke, vi skal stå her i Folketinget og behandle enkeltsager.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nej, det mener jeg faktisk heller ikke. Det plejer at være Dansk Folkepartis hofret, og det var derfor, jeg tillod mig at komme med en enkelt sag.

Man egentlig er det jo et generelt problem for vores pensionister, der bor i etageejendomme, at de skal bevæge sig ned med alle de her reklamer, og de oplever det faktisk som et problem. Det er nogle af dem, der er i den forbrugergruppe, der gerne vil slippe for reklamer, og som synes, det er enormt vanskeligt at tilmelde sig Nej tak-ordningen.

Derfor spørger jeg ordføreren – helt alvorligt – om vi ikke skal gøre det nemmere for de her mennesker at undgå reklamer. Og vil det ikke være mere oplagt, at man aktivt skal sige ja tak til noget, der kræver, at man slæber 55 kg ned om året. For det er jo altså næsten at slæbe rundt på en lille person, især hvis man også selv er en lille person, så er det jo dobbelt vægt.

Ordføreren.

Nu er det så heldigvis ikke 55 kg på én gang, det kommer jo sådan lidt i små portioner. Men jeg tror, jeg har udtrykt mig meget klart: Nej, vi vil ikke være med til at lave en ordning, hvor man aktivt skal tilmelde sig. Vi vil godt være med til at kigge på, om der kan findes en nemmere måde at tilmelde sig på, men jeg mener faktisk, det er relativt nemt i dag. Jeg ved godt, at mange ældre mennesker ikke bruger computere; min egen mor er 80 år, og hun ønsker heller ikke reklamer, så hun har været nede på posthuset for at udfylde en lille formular dernede, og det virker ganske fortrinligt, vil jeg sige.

Men selvfølgelig kan der da være enkelttilfælde, hvor der sker fejl, det kan man slet ikke udelukke. Men jeg mener ikke, vi skal lave en helt ny lovgivning, fordi der sker enkelte fejl hos Post Danmark. Så må man rette de fejl i stedet for.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for SF.

SF har sammen med Det Radikale Venstre og Enhedslisten valgt at fremsætte det her forslag, fordi vi tror på, at forbrugeren skal have et aktivt valg. Man skal ikke have proppet noget som helst ned i halsen, medmindre man selv siger ja tak til det. Og det er vel i virkeligheden det, det handler om, når vi snakker om reklamer.

Vores forslag handler jo i virkeligheden ikke om at udforme en fast model for, hvordan man skal gøre, men om, at man skal nedsætte et lovforberedende udvalg, så vi får begrænset antallet af reklamer og gjort reklamen til et aktivt tilvalg. Det ved vi vil kræve en ændring af markedsføringsloven, hvilket Forbrugerombudsmanden også gør opmærksom på i sit notat af 21. maj 2010, som er lavet på baggrund af en række henvendelser fra private forbrugere, der gerne vil undgå reklamer. Det ønsker SF også.

Jeg vil kort gennemgå SF's argumenter for det. For det første på miljøområdet:

Danmark har EU-rekord i affald. Det er selvfølgelig altid rart at have rekorder i et eller andet, men jeg synes ikke, vi skal være stolte af, at vi har EU-rekord i skrald. Det er også en problematik, som regeringen tilsyneladende påstår at de tager alvorligt. Vi danskere smider hvert eneste år 802 kg ud i skraldespanden. Og hvis man kigger på reklamer, viser det sig, at det altså er 55 kg om året, vi vælger at smide ud.

Hvis man læser regeringens affaldsstrategi, kan man se, at der også står noget om et affaldshierarki, og det handler i virkeligheden om, at vi skal forebygge affald. Det vil sige, at vi skal sørge for, at der bliver produceret mindre affald. Det har transportministeren tilsyneladende ikke læst, eftersom han mener, der ikke er noget miljøproblem her. Men det står meget klart i regeringens egen affaldsstrategi – allerøverst – at man skal forholde sig til at forebygge affald, det vil sige, at der skal være mindre af det. Det vil også kræve, at der er færre reklamer, for man skal være opmærksom på, at ud over, at det er et CO 2 -problem og et affaldsproblem, er brugen af vand og tryksværte faktisk også et problem. Det er så miljøargumenterne.

Hvis man nu anerkender, at denne regering jo ikke er specielt grøn, ja, faktisk en lille smule sort, kan man vælge at tage forbrugerbrillerne på og sige, at det så kan være, at forbrugerargumenterne kan overbevise regeringen. For hvor søren er det aktive frie valg blevet af, når reklamerne bliver stoppet ned i halsen på os? Her burde det jo også være et aktivt tilvalg, som det gælder på rigtig mange andre områder i det her samfund, hvor regeringen har travlt med at tale om, at det ikke er noget, vi skal tvinges til, det er noget, vi selv skal vælge.

20 pct. af danskerne har valgt at sige nej tak til reklamer i dag og har derfor et nej tak-skilt på deres dør. Jeg er sikker på, at de ville have foretrukket ikke at skulle sige nej tak, men at de andre derimod skulle sige ja tak. Det er så, hvad det er – det er kun 20 pct. af danskerne, og dem kunne man måske være lidt ligeglade med.

Men hvis man spørger alle danskerne, er det tankevækkende, at hele 50 pct. af alle danskere siger, at de godt vil have en ja tak-model. Det er jo ganske mange. Det er halvdelen af danskerne, som siger, at de gerne selv vil have lov til at tage et aktivt tilvalg. Det er baseret på en undersøgelse, som Forbrugerrådet lavede i år.

Hver tiende forbruger, der i dag modtager reklamer, siger altså, at de ikke er særlig glade for at modtage reklamer og gratisaviser, men at de ikke har frameldt sig, fordi det er besværligt. De 10 pct. er regeringen tilsyneladende også ligeglad med; hovedparten af dem er pensionister, som synes, at den elektroniske virkelighed er lidt mere besværlig, end folk herinde i Folketinget synes. Det er faktisk en problematik, vi tager alvorligt i SF.

Det er rigtigt, som ministeren har sagt, at de af os, der har sagt nej tak til reklamer, er ganske godt tilfredse med den nuværende nej tak-ordning. Men det, der er lidt problematisk i den nuværende ordning, er jo, at der går 14 dage, fra man siger nej tak på posthuset og skriver under osv., til man faktisk slipper for reklamerne. Det var jo en sag, som de nuværende tilhængere af nej tak-skiltet, som gerne vil gøre det nemmere, kunne gøre noget ved.

For det andet skal man være opmærksom på, at med den nye model, som Forbrugerombudsmanden har indført, skal vi forny vores nej tak til reklamer-skilt hvert andet år. Det kan meget vel betyde en tur på posthuset – nu siger ministeren, man kan gøre det med sin NemID, det er jeg lidt i tvivl om, men lad os nu se, om det kan lade sig gøre, det vil da være meget mere praktisk – og hvis det betyder en tur på posthuset, bliver der i hvert fald lange køer.

Jeg har også undret mig en del over, at man som forbruger på nettet aktivt skal tilmelde reklamer. Det er jo sådan i det digitale univers, som flere og flere af os befinder os i, at man skal trykke på en knap for at modtage reklamer. Det synes jeg er rart, for jeg synes selv, det er voldsomt irriterende med spam. Det fremgår klart af markedsføringslovens § 6, at alting skal tilvælges, undtagen lige præcis tilbudsaviser. Det giver jo overhovedet ikke mening, og det er i virkeligheden også unfair konkurrencebetingelser. Jeg kan jo slet ikke forstå, at den borgerlige lejr synes, det er i orden at lave unfair konkurrence på den måde, at de, som benytter sig af en digital virkelighed, har nogle vilkår, mens de, der er i den fysiske virkelighed, har nogle andre vilkår – vel at mærke under den forudsætning, at man har et affaldshierarki.

Så til prisen ved reklamer – og nu skal jeg prøve at overdøve herrerne herovre i denne side af salen: Jeg kan godt forstå, at dagligvarebranchen arbejder aktivt for, at vi skal have reklamer, for de får jo kunder i butikken ved hjælp af deres reklamer. Men derudover tjener de altså også penge på reklamerne. Det er jo sådan, at producenterne af varer – det kan være Nestlé eller lignende – aktivt betaler for at få deres produkter i tilbudsaviserne. Og derfor ender det med at være forbrugerne, der betaler i form af højere priser på varerne. Så færre reklamer kræver i virkeligheden et ja tak-skilt, og det vil SF arbejde aktivt for, både nu og under en eventuelt kommende regering af anden politisk observans.

Hr. Kim Christiansen for en kort bemærkning.

Man kan jo hurtigt mane nogle problemer frem, når det er et kæmpe problem, at det tager 14 dage, fra man melder fra, til det rent faktisk virker. Der er jo en vis sagsbehandlingstid for det.

Jeg kunne forstå på det, fru Pia Olsen Dyhr sagde i sin indledning, at man skulle have mulighed for et aktivt valg. Er det da ikke et aktivt valg, at man har mulighed for at sige nej til reklamer? Det er vel fuldstændig lige så aktivt et valg, som det er, at man har mulighed for at sige ja tak til reklamer.

Det var det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er: Hvis de 80 pct., som modtager reklamer i dag, tilmelder sig, hvordan vil det så kunne få mængden af reklamer til at falde? Det er mig komplet uforståeligt, men det kan være, vi regner på forskellige måder.

Endelig så synes jeg, at fru Pia Olsen Dyhr skulle fremlægge noget dokumentation for postulatet om, at virksomhederne oven i købet tjener penge på det her. Det findes der overhovedet ikke nogen dokumentation for, jeg kender i hvert fald ikke til det med mine 20 års erfaring i detailbranchen.

Ordføreren.

Jamen det synes jeg er et fantastisk godt spørgsmål. Jeg har faktisk flere artikler, som jeg godt vil vise ordføreren efterfølgende, som viser, at flere af de store detailhandelskæder går ud og siger, at de selvfølgelig modtager betaling fra producenterne for de varer, der vises i katalogerne. Sådan er det jo. Det interessante er faktisk, at de tjener tre gange omkostningerne for den reklame, de skal sende ud til forbrugerne. Så der er ingen tvivl om, at de store dagligvarekæder sætter stor pris på de her reklamer.

Jeg har egentlig ikke det store problem med de 14 dage, for jeg vil jo lave skiltet om til et ja tak-skilt, og så er der jo ikke nogen problemer. Men de, der ønsker at fastholde nej tak-skiltet, siger jo hele tiden, at de gerne vil gøre det nemmere, lettere og bedre og alt sådan noget, og hvis man kan gøre det bedre og nemmere, så er jeg lydhør. Så kommer jeg bare med et eksempel, og det handler om de 14 dage, men jeg vil lade være med at finde hår i suppen. Lad os bare gøre det til et ja tak-skilt, så har vi ikke problemet.

Hr. Kim Christiansen.

Nu er avisartikler jo ikke nogen dokumentation for, at det her er den skinbarlige sandhed om, hvorvidt nogen skulle tjene penge på disse reklamer.

Men jeg har et andet spørgsmål. Skulle det på et eller andet tidspunkt komme til et regeringsskifte efter et valg, må jeg sige, at jeg allerede her fornemmer en lille regeringskrise, for jeg kan høre, at der er en smule uenighed om, hvorvidt man vil det her. Og jeg synes da, det er vigtigt for de 80 pct. af befolkningen, der gerne vil have reklamer, at vide, om det er noget, som SF og De Radikale ønsker at trumfe igennem, hvis der skulle komme et rødt flertal. Jeg synes da, at det er vigtigt, at borgerne har fuldstændig styr på det.

Ordføreren.

Der skal ikke være nogen tvivl her. Hos SF arbejder vi aktivt for at få et ja tak-skilt til reklamer – også efter et kommende valg, hvor vi forhåbentlig har fået en regering af en anden kulør. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Og jeg har også noteret mig, at Venstre og Konservative kan være uenige om visse sager, for ellers ville De Konservative vel være kommet igennem med flere skattelettelser, gætter jeg på. Det siger de jo er deres politik, og hvis det er deres politik og regeringen altid skal stå sammen, var de vel også kommet igennem med det. Så der er forskel på partierne. Men det her er en sag, SF synes er vigtig, og den vil vi selvfølgelig arbejde for. Jeg tror ikke, det vil komme til en regeringskrise, for her mener jeg ikke, at potentialet i emnet er stort nok.

Med hensyn til det med at tjene penge på reklamer vil jeg sige, at det er rigtigt, at avisartikler ikke nødvendigvis har den store dokumentationsværdi. Men jeg regner da med, at citater fra udtalelser af COOP-chefer eller chefer i Dansk Supermarked, som netop udtaler sig til de her artikler, må være en slags dokumentation. Og når de siger, at dagligvarebranchen tjener penge på det her, så tror jeg faktisk, de har ret. Jeg lytter til dem, der ved noget om det.

Fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

I beslutningsforslaget nævner man, at man vil have nedsat det her udvalg, der skal se på hele ordningen. Udvalget skal så også analysere fordele og ulemper ved at begrænse antallet af reklamer via eksempelvis kvoter. Men forslagsstillerne må selv have gjort sig nogle tanker om, hvordan de kunne forestille sig sådan nogle kvoter indført. Skal det være sådan, at man tildeles X antal kilo, som man må fremstille og få udbragt om året, eller er det antal enheder, eller er det antal udgivelser, måske kun 48 om året, eller hvad ved jeg? Det kunne jeg godt tænke mig at høre lidt nærmere om.

Ordføreren.

Jeg tror, at det, der ville være godt at sige til folk, der skal være i det her lovforberedende udvalg, ville være at sige, at der kan være forskellige modeller, herunder en kvotemodel, og vi vil gerne have jer til at kigge på det. Det er jo ikke, fordi vi har lagt os fast på, at det skal være en kvotemodel. Vi vil gerne have udvalget til at undersøge det nærmere. Det kunne jo f.eks. være, som ordføreren selv er inde på, den her variation af modeller. Vi vil ikke lægge os fast på en model.

Det, der er interessant, er, at vi faktisk gerne vil gennemføre regeringens affaldshierarki, som en tidligere miljøminister, Connie Hedegaard, kæmpede igennem, nemlig at vi skal forebygge affald. Det vil sige, at vi skal have mindre af det. Det står SF bag, og det betyder altså også, at vi skal have færre reklamer. Derfor må vi prøve forskellige modeller for at opnå det mål.

Fru Henriette Kjær.

Så vil jeg godt fortsætte, for man kan jo minimere mængden af papiraffald på mange måder. Nu er vi også mange, og jeg kan forstå, at vi, der har et abonnement på en avis og måske på flere aviser, som vi får bragt hjem hver dag, skal skamme os lidt. Vi kunne jo i princippet godt læse de her aviser på nettet. Det er selvfølgelig et aktivt tilvalg, men hvis man vil have affaldsmængden ned, kan man jo gøre det meget effektivt ved at hindre folk i at købe noget, der animerer til, at der efterfølgende er et affaldsproblem. Det er der bl.a. ved et avisabonnement. Bliver det det næste, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre vil foreslå at vi ikke må?

Ordføreren.

Det er jo det, der er pointen i det her forslag. Vi siger ikke, hvad folk ikke må. Det er jo det, de borgerlige gør ved at sige, at folk skal have proppet reklamer ned i halsen, selv om de ikke vil have dem. 10 pct. af danskerne vil ikke have de her reklamer, men de får dem alligevel. Det er dem, vi vil hjælpe. Og pointen er, at når vi hjælper dem, får vi færre reklamer.

Jeg er helt sikker på, at når vi laver det om til en aktiv ja tak-ordning, vil det ikke være 80 pct. af danskerne, der fremover får reklamer. Jeg tror, at det vil være 60 pct. af danskerne, og ergo vil vi så få mindre affald.

Jeg synes ikke, at der er nogen som helst, der skal skamme sig over, at de gerne vil have reklamer eller for den sags skyld aviser, men de, der ikke vil have dem, skal ikke have dem påtvunget. Sådan er vi nemlig ikke som socialister. Vi vil ikke tvinge folk til alt muligt, som den borgerlige regering gerne vil.

Tak til ordføreren. Fru Henriette Kjær som konservativ ordfører.

Vi Konservative kan ikke støtte dette forslag om at opstille kvoter for, hvor mange reklamer der må omdeles. Vi kan heller ikke støtte, at man aktivt skal skilte med, at man ønsker reklamer, hvis man gerne vil have dem. Vi synes faktisk, at vi har en rigtig god ordning i dag, hvor man kan få et klistermærke til at sætte på sin postkasse, hvorpå der kan stå »Reklamer – Nej tak«, og dermed tilkendegive, at man ikke ønsker at få disse ting i sin postkasse. Den ordning kender langt de fleste mennesker, den er nem at anskaffe sig, og vi kan altså overhovedet ikke følge den problemstilling, som forslagsstillerne skitserer i deres beslutningsforslag.

At indføre kvoter for, hvor meget den enkelte udgiver af tilbudsaviser må omdele, er et direkte skadeligt forslag. Jeg mener faktisk, at den begrænsning, forslagsstillerne ønsker at pålægge udgiverne af reklametryksager, vil føre til markant mindre konkurrence på dagligvareområdet. Netop ugeaviserne fra supermarkedskæderne er med til at skabe konkurrence og dermed lavere priser til forbrugerne.

Alle, der f.eks. har haft små børn, ved, at man hver uge sidder og blader ugeaviserne igennem for at finde det sted, hvor de billigste bleer er at købe, det er der næsten altid tilbud på i et eller andet supermarked en gang om ugen, og så kører man derhen. Den ene uge er det i et supermarked, og den næste uge er det i et andet supermarked. Det samme gør sig gældende for andre slagvarer såsom sodavand, hvor de fleste dagligvarebutikker har en meget høj listepris, men man kan så næsten hver uge finde et sted, hvor den pris er halveret.

Det giver lavere priser til de danske forbrugere, og de danske forbrugere er i forvejen plaget af meget lidt konkurrence på dagligvareområdet. Det her forslag vil simpelt hen føre til, at priserne ganske enkelt vil blive generelt højere for danskerne. For uden reklamerne vil der ikke være nogen slagtilbud, og der vil ganske enkelt ikke være det incitament for supermarkederne til at have slagtilbuddene, da man jo ikke som forbruger vil kunne få kendskab til dem, hvis man ikke kan få sine ugeaviser.

Nu står jeg jo ikke her og siger, at forslagsstillerne vil afskaffe ugeaviserne fuldstændigt, men man ønsker at besværliggøre emnet. Der er jo ingen tvivl om, at man ikke bryder sig om tilbudsaviser og ugeaviser fra supermarkedskæderne. Man mener sådan set, at det eneste, de bidrager til, er et miljøproblem.

Vi Konservative ønsker ikke, at det her forslag skal gennemføres, så vi siger nej tak til beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Bente Dahl.

Tak for det. Nu plejer Det Konservative Folkeparti gerne at ville have en ansvarlig profil. Det er sådan, at der foreligger en rapport fra DTU fra 2008, der påviser, at der er meget væsentlige negative miljøeffekter ved produktionen af offsetprintmateriale som f.eks. reklamer. Det er en følge af brugen af kemikalier i produktionen, og det er en meget væsentlig negativ miljøeffekt.

Nu går jeg ud fra, at Det Konservative Folkeparti gerne vil være med til at tage miljøansvar og minimere kemikalier, men jeg vil gerne høre, hvordan Det Konservative Folkeparti vil gøre det, når de ikke vil være med til at lave en ordning om det her. Jeg vil sige, at det ligger lige til højrebenet at minimere reklamemængden. Når Det Konservative Folkeparti ikke vil være med til det, hvad vil Det Konservative Folkeparti så gøre for at minimere kemikalieforureningen på det her område?

Ordføreren.

Jamen det vil vi jo ved hele tiden at forske i nye metoder, der er miljøvenlige frem for giftige. Det har man gjort inden for lak og farve igennem flere år, og det bliver man selvfølgelig ved med, også inden for branchen. Alle er kun interesseret i, at der er færrest mulige kemikalier i tryksager og alt, hvad man i øvrigt laver inden for industrien. Det er jo en branche i udvikling, hvor man prøver at få nedbragt antallet af skadelige stoffer, ligesom alle andre brancher.

Fru Bente Dahl.

Den konservative ordfører siger, at der skal forskes, og mens der forskes, går tiden, og kemikalierne hober sig op hver eneste dag. I løbet af et år er det 130.000 t reklamer i Danmark, vi taler om, og Danmark tegner sig for en meget stor del. Vi er inde på, jeg ved ikke, om jeg kan kalde den flot, men i hvert fald en førsteplads i europæisk sammenhæng.

En anden konservativ principsag plejer at være privatlivets fred, og derfor vil jeg gerne høre, hvordan den konservative ordfører forholder sig til problemstillingen om forbrugernes privatlivs fred. Hvorfor må forbrugeren ikke undgå at blive spammet til i sin postkasse? Vi har en forbrugerlov helt tilbage fra 1978, hvorefter der ikke må være dørsalg og henvendelser ved sms og på telefon, og vi har en markedsføringslov, som sikrer os mod at få e-mails på den måde. Hvorfor vil Det Konservative Folkeparti ikke være med til at sikre privatlivets fred hele vejen rundt?

Ordføreren.

Det vil vi ganske enkelt ikke, fordi vi mener, at det hindrer en fri konkurrence, hvis man laver den her omvendte ordning. For vi mener jo faktisk, at det er en ganske god ordning, der betyder, at man kan undlade at få reklamer, hvis man sætter det her »Reklamer – Nej tak« på sin postkasse. Så får man jo ikke de reklamer, som forslagsstillerne her er meget, meget imod.

Vi har jo en glimrende ordning, der fungerer til alles tilfredshed. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man skal lave en god ordning om. Det er det, der undrer mig meget ved det her forslag, for hvis man ikke vil have tingene i sin postkasse, får man dem heller ikke. Af dem, der får det, har vi jo hørt, at 94 pct. faktisk benytter sig aktivt af det materiale, de får, og køber ind efter det, læser det. Det synes jeg faktisk er et højt tal, og det betyder igen, at det er en god og rigtig ordning, vi har nu med »Reklamer – Nej tak«.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg har forstået, at et af de meget væsentlige problemer, som regeringen vil løse i løbet af den korte tid, den har tilbage, er, at man vil skabe større konkurrence mellem virksomhederne i Danmark. Og det var da også et argument fra den konservative ordførers side for at forsvare muligheden for, at Danmark stadig væk skal have en førende position på det her område, der handler om at uddele uadresserede reklamer til husstandene.

Det interessante er, at Danmark sådan set har haft rekorden i at uddele de her reklamer i rigtig mange år, og i de år er konkurrencen så tilsyneladende blevet forringet; den er i hvert fald ikke i stand til at leve op til, hvordan det er i andre lande. Så om der er nogen sammenhæng mellem at skabe rigtig konkurrence på markedet og så at have et stort marked for uddelingen af uadresserede reklamer, som finansieres ikke af de detailhandelskæder, som uddeler dem, men af de bagvedliggende store producenter af fødevarer og andre produkter, kan man jo diskutere. Måske fastholder de store producenter af fødevarer og andre produkter netop deres monopollignende stilling på det danske marked, fordi de nøje kan systematisere, hvornår der kører kampagner, er såkaldte tilbud osv. i forskellige dele af landet, for det er jo dem, der betaler, og derfor også dem, der bestemmer. Så måske sikrer det system, vi har i Danmark, bare en koncentration på nogle få producenter og eksistensen af en tilsyneladende konkurrence. I hvert fald kan man konstatere, at den store konkurrencefordel ikke har sat sig igennem på det danske marked.

Jeg troede, da vi første gang diskuterede de her reklamer, at det var sådan et klassisk borgerligt, liberalt standpunkt at sige, at virksomheder og personer, der ikke ville have den ulejlighed at skrive mit navn og min adresse på det, de sendte til mig, heller ikke skulle have ret til at lægge det i min postkasse. De måtte ligesom yde en indsats, før de havde ret til det, medmindre jeg sagde, at jeg syntes, at det ville være rigtig godt og hyggeligt, at folk delte alt muligt ud til mig.

Det er så gået op for mig, at det er det ikke, for der er nogle vigtige yttringsfrihedsmæssige og kommercielle interesser, som skal varetages først. Og der tror jeg sådan set man begår en fejl, hvis man tror, at det er reklamebranchens interesser eller detailhandelens interesser, der styrer det her – det er snarere de store selskaber, som producerer varerne, og som i realiteten har fuldstændig styr på det her marked. Så er det klart, at reklameindustrien også har en interesse, men det bliver nemmere at forstå de borgerlige partiers store forsvar for den her ordning, hvis man prøver at se, hvem der nok reelt er dem, der har interessen i det.

Så kan man jo sige, at der også er et par i hvert fald besynderlige ting i det her. Den første forsøgte jeg sådan set at rejse over for transportministeren, for jeg anførte, at jeg syntes, at det var mærkeligt, at når det kom til kommunikationen mellem borgere og det offentlige, var det meget vigtigt, at Danmark gik foran og blev sådan et digitalt forbillede for resten af verden. Det vil sige, at det nærmest er samfundsskadeligt, hvis man henvender sig til det offentlige personligt, for slet ikke at snakke om, hvis man sender et brev. Nej, det skal foregå digitalt, og hvis man ikke gør det digitalt, må man også forvente, at den service, man får, bliver derefter, hvis man overhovedet kan trænge igennem via nogle af de andre kanaler, der findes. Her er intet frit valg, her er ikke noget ønske om at sikre, at enhver borger kan gøre præcis på den måde, som vedkommende vil. Nej, her er vi underordnet nogle hensyn, der handler om, at vi sådan skal være på vej ind i fremtiden, og så skal det offentlige måske også spare lidt penge.

Den anden ting er, at når vi kommer til kommercielle reklamer, er det lige pludselig sådan, at det at bruge internettet, det at sende e-mails – som jo godt kan være generende, chikanerende osv., men jo i virkeligheden er nemmere at slippe af med, fordi det er nemmere at trykke på en deleteknap end at løbe ned til papircontaineren – er styret af nogle regler, og det er fornuftigt nok, der forhindrer spam og gør det ulovligt. Der kan gribes ind, og man kan ringe og klage, og man kan få dem, der benytter sig af det, dømt og straffet, medmindre, tilsyneladende, det er nogle, der sælger mere eller mindre anløbne produkter fra et eller andet land i Asien. Men bortset fra det er der jo sat en effektiv stopper for det.

Men når vi så kommer til papirreklamer, er det et angreb på den kommercielle ytringsfrihed, og så er det et meget, meget alvorligt problem, hvis man siger, at det nok burde være sådan, at det faktisk var forbrugerne, borgerne, der selv sagde, at de gerne ville modtage det, i stedet for at man overlader til borgerne at fravælge det. Det kan jeg sådan set overhovedet ikke forstå. Jeg forstår ikke, at en miljømæssigt forurenende måde at kommunikere sine budskaber på skal stilles bedre end en moderne, smart og ikkeforurenende metode at kommunikere på.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Bente Dahl fra Det Radikale Venstre.

Tak for tilkendegivelserne og tak for en god debat. VKO vil jeg da opfordre til at tage mere ansvar for miljøet. Socialdemokratiet åbner for modeller, det siger jeg tak for.

Danmark er det land i Europa, der producerer mest affald pr. indbygger. En husstand modtager omkring 55 kg reklamer hvert år. Man kan undgå det ved at tilmelde sig ordningen »Reklamer – Nej tak«. Det er en ret bureaukratisk ordning; man skal have åbningstiden på posthuset til at passe med at have fri fra arbejde, eller man skal gå ind på nettet – en procedure, der gør, at ca. 20 pct. af befolkningen har tilmeldt sig. Så er der 80 pct., der vil have reklamerne, eller hvad? Jeg kommer rundt i mange opgange og ved mange huse, og jeg ser en masse reklamer hænge ud af postkasserne, og der ligger reklamer og flyder på gulvet nedenunder. Det kan ikke bare være mig, der observerer det, det må være en almindelig observation.

Nu mener vi i Det Radikale Venstre jo, at de mennesker, der gerne vil have reklamer, også skal have lov til det. Vi så meget gerne et mere individuelt system blive udviklet, ikke mindst som resultat af debatten i dag. For der bør naturligvis gøres en aktiv handling for at få reklamer i sin postkasse. Det hører med til privatlivets fred selv at bestemme, hvad man vil have og ikke vil have i sin postkasse. Derfor er en god idé at vende det negative nej tak om til det positive ja tak.

Hvorfor skal vi så ikke smide om os med reklamer og papir, som der så åbenlyst er mange der ikke læser? Radikale Venstre mener, det er en god idé at spare på de ressourcer, der er tilgængelige her på kloden, så de varer længere. Kravet må endda være, at de skal udnyttes på en bæredygtig facon, så der også er noget til vores efterkommere. Vores efterkommere skal også have adgang til papir. Det er den ene grund til at styre et reklamesystem, så der ikke bliver brugt mere papir, end folk læser. Vi i vor generation har ikke ret til at bruge alle ressourcerne.

En anden højst aktuel grund er klimakonferencen i Mexico taget i betragtning. Produktionen af de ca. 130.000 ton husstandsomdelte reklamer årligt giver en udledning på omkring 500.000 tons CO 2 . Det er en beregning, som den grønne tænketank, CONCITO, har foretaget baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik. Vi sparer så ganske vist fossile brændsler på cirka det halve, men alligevel er der 250.000 ton CO 2 tilbage; det svarer til udledningen fra 500.000 danskeres elforbrug.

En tredje god grund til at nedbringe reklamemængden er, at det vil nedbringe brugen af de kemikalier, der går til de flotte billeder på reklamerne og det glittede papir og til tryksværten. For klimaets skyld skal vi nedbringe mængden af reklamer, javist. Men jeg kan også formulere det på en anden måde, for vi mennesker, der lever her på kloden, er dybt afhængige af klimaet, og derfor har vi en stor interesse i, at klimaet ikke ændrer sig. Og når det gør det, som vi kan observere at det gør, har vi en stor interesse i at mindske klimaændringerne. Vores måde at indrette os på, vores måde at leve livet på har indflydelse på klimaet. Ved at vedtage B 21 kan vi gøre noget positivt ved at nedbringe CO 2 -udledningen.

Det var klimaet, jeg var inde omkring. Det er en meget, meget vigtig del, synes jeg nok. En anden vigtig del, som vedrører vores dagligdag, er forbrugerens stilling. Der er gener forbundet med at blive overdænget med papir. Det er rigtig irriterende at få mængderne afleveret, og det er rigtig irriterende at skulle få dem destrueret igen. Det bør naturligvis være en borgerret at blive fri for de mængder. Det er ikke tilladt at overdænge på lignende vis i en mailbakke. Ifølge markedsføringslovens § 6 må erhvervsdrivende ikke sende reklamer pr. e-mail uopfordret. Ifølge forbrugeraftaleloven fra 1978 er det ikke tilladt pr. telefon, sms eller ved dørsalg at trænge ind på forbrugerne med tilbud af forskellig slags. Lovgivningen tilgodeser her forbrugeren, modtageren. Det er helt rimeligt at forlange, at det samme skal gøre sig gældende, når vi taler om papirreklamer. Det ville gøre forbrugernes rettigheder mere enkle og overskuelige, hvis uadresserede reklamer, både digitale og af papir, var forbudt. Ensartetheden i at skulle foretage sig noget aktivt for at få reklamer, hvad enten de er digitale eller af papir, bør indføres – for at værne om privatlivets fred, som også burde være en fælles sag her, langt ind i de borgerliges rækker, hvis de ellers levede op til deres borgerlighed.

Forslagsstillerne vil gerne have et lovforberedende udvalg nedsat. Det skal undersøge og belyse en lang række områder, som er beskrevet i forslaget. Det behøver jeg ikke at stå og læse op, det kan læses. Men det skal lyde fra den her talerstol, at vi er åbne for alle gode ideer og tiltag, som kan nedbringe papirmængden. Alle muligheder bør undersøges. Vi vil have, at den danske lovgivning skal fremtidssikres, sådan at kommende for os endnu ukendte løsningsmodeller kan indføres hurtigt og effektivt, hvis de overholder en række kvalitative og miljømæssige hensigter. Altså, miljøet skal i centrum, forbrugerne skal i centrum.

Det ville jeg håbe vi kunne blive mere enige om, end det har vist sig vi er i dag. Jeg mener, vi har en principiel kamp, vi skal kæmpe for at undgå unødvendige papirmængder. Unødvendige papirmængder skal ikke ud at cirkulere i vores samfund. Det er ikke hensigtsmæssigt hverken for miljøet eller for forbrugerne. Jeg efterlyser ansvarlige partier, der vil tage politiske skridt til bedring af miljøet. Jeg siger tak til de ansvarlige partier, der bakker op om det her forslag.

En kort bemærkning fra hr. Kim Christiansen.

Tak for det. Nu har en del af dagens debat jo gået på det her forbrugerhensyn. Dansk Folkeparti blev oven i købet skoset lidt for, at vi nærmest var forbrugerfjendske og ikke tog hensyn til forbrugerne, men kun ville erhvervslivets interesser. Men jeg er glad for, at fru Bente Dahl i sin tale toner fuldstændig rent flag: Det her drejer sig overhovedet ikke om forbrugere, det handler om at begrænse mængden af reklamer. Hvorfor så ikke sige det, som det er? For hvis man forudsætter, at de 80 pct., der i dag modtager reklamer, fortsat ønsker at få reklamer og dermed vil tilmelde sig en ja tak-ordning, så har jeg altså stadig væk svært ved at se regnestykket. Hvor ligger CO 2 -besparelsen? Hvor ligger besparelsen i papirmængder? Det kan jeg simpelt hen ikke få til at hænge sammen. Men jeg er glad for, at fru Bente Dahl nu melder rent ud og siger, at det her slet ikke handler om forbrugerne, det handler bare om at begrænse antallet af reklamer.

Ordføreren.

Nu nævnte jeg punkt 1) miljø, punkt 2) forbrugerne. Så i min tale nævnte jeg, at forbrugerne var den ene af de to faktorer, som det her beslutningsforslag forholder sig til og skal tage hånd om at ændre vilkårene for. Altså, miljøhensyn og forbrugerhensyn: Der er to store hensyn at tage her. Så det har jeg nævnt. Man kan jo se på Folketingets hjemmeside om nogle dage, hvad jeg har sagt. Og det har jeg sagt.

Vi har til gode at se andre modeller blive bragt i anvendelse. Vi har en model i øjeblikket, hvor 20 pct. har tilmeldt sig og 80 pct. ikke har tilmeldt sig. Vi har dermed ikke indikation for at vide, at de 80 pct. siger ja til reklamer. Det her beslutningsforslag går bl.a. ud på at få afdækket, hvor mange der i virkeligheden gerne vil have reklamer. Af de 80 pct., som jeg sagde i min ordførertale, er i hvert fald en hel del, der ikke vil have dem, men som blot ikke har fået meldt sig til Nej tak-ordningen endnu.

Hr. Kim Christiansen.

Det var 75 pct., men det er dog stadig væk en meget lille påvirkning, vil jeg vove at påstå, af det nuværende scenarie, hvad angår antallet af reklamer.

Et lille spørgsmål mere: Nu er ugeaviser jo også en del af de adresseløse forsendelser. Mener fru Bente Dahl også, at man aktivt skal tilmelde sig for at få sin ugeavis, som jo sådan set indeholder rigtig mange informationer, og som jeg har indtryk af at en meget stor del af Danmarks befolkning egentlig er glade for og også læser?

Og så lige et lille tillægsspørgsmål: Har fru Bente Dahl nogle tal på, hvor meget reklamepapir der egentlig genbruges? For det kan vi vel ikke umiddelbart medregne til affaldsmængden.

Ordføreren.

Tak. Der var en del spørgsmål, så nu skal jeg se. For det første nævner ordføreren for Dansk Folkeparti de der 75 pct. Nu er det jo sådan, at Forbrugerrådet har foretaget en undersøgelse, som påviser, at 50 pct. af forbrugerne ikke ønsker reklamer. Når Forbrugerrådet undersøger det, er det altså 50-50. Og nu er det jo også sådan med undersøgelser, at konklusionen på dem ofte svarer til den måde, spørgsmålene er blevet tilrettelagt på. Men lad os holde fast ved, at vi alle sammen ser reklamer ligge og flyde i opgangene i København og andre steder. De ryger ud af postkasserne og ligger på gulvet, så der er i hvert fald nogle procent, der ikke læser deres reklamer.

Så var der spørgsmålet om Radikale Venstres syn på aftenskoler... næh, ugeaviser, sagde ordføreren. Hvad angår aftenskoler, så er det for egen regning, for det mener jeg også er et område vi skal tilgodese. I det hele taget mener jeg, som jeg sagde i min ordførertale, at vi skal tilgodese meget mere individuelle løsninger på det her problem. Hvor vi i øjeblikket bliver spammet til med papir, så efterlyser vi i Radikale Venstre løsninger, der er meget mere individuelt orienterede.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Trafikudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.