SF har fremsat forslaget om åbenhed i pensionssektoren for at gøre det muligt for forbrugeren at vælge mellem pensionsselskaberne baseret på pris og kvalitet.
Det er ikke muligt i dag.
Det er en af de få brancher, hvor kunden helt bliver holdt i uvidenhed om prisen på varen.
Ud over at det er helt absurd, at det er muligt, hindrer det også reel konkurrence på markedet og den dynamik, som vi ser som nødvendig for at udvikle pensionsmarkedet yderligere.
Det er et svært marked med rigtig mange faktorer.
Der er private selskaber, der er arbejdsmarkedspensioner, nogle forbrugere er frit stillede og kan selv vælge deres pensionstype, og hovedparten af forbrugerne er tvunget ind i en ordning ud fra faggruppe eller baseret på virksomhedens faste pensionsaftale.
Ligegyldigt hvem der er tale om, skal det være muligt for vedkommende at kunne kigge sin pensionsaftale efter i sømmene.
Når der nu er alle de typer, forestiller vi os heller ikke i SF, at vi som lovgivere skal lave den helt korrekte beregningsmodel for de oplysninger, den enkelte forbruger skal have.
Men vi vil have oplysningerne frem, og der skal indføres oplysningspligt om simple nøgletal for prisen på at spare op til pension.
Nøgletallene skal defineres ud fra de direkte og indirekte omkostninger, og alle skal følge samme beregningsmodel, hvilket vil fremme en fair konkurrence.
Og sidst, men ikke mindst, skal prisen oplyses, når man tegner sin pension.
Beregningsmetoden må branchen gerne selv udvikle, og man er godt på vej i forhold til beregningsmetoden.
Men den skal være ens for alle, så man som forbruger har reel mulighed for at sammenligne.
Betyder det så noget?
Ja, ifølge en undersøgelse, som Dagbladet Børsen gennemførte den 19.
juli 2010, kan den enkelte opsparer opleve en forskel på lidt over 900.000 kr.
i opsparet pension ved et reelt valg, så der er vel at mærke tale om mange penge for den enkelte pensionist.
Hvis man bare taler om en besparelse på 1 pct.
i pensionsomkostningerne, som vi har beskrevet i forslaget, er der tale om 300.000 kr., og det svarer jo alligevel til prisen for en mindre bil.
Så kan man jo indvende, at branchen selv er på vej med noget.
Ja, det er rigtigt, og det har jeg faktisk kørt på i adskillige år.
I 2005, da den daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen fremlagde en større rapport, som Økonomi- og Erhvervsministeriet havde udviklet, gav han branchen en frist for selv at udvikle en metode, men metoden er stadig væk ikke endeligt på plads.
I går havde jeg selv et møde med Forsikring & Pension, og her var min klare oplevelse, at vist arbejder de hårdt, og de er næsten ved målstregen.
Men arbejdet har fungeret siden 2006, i dag skriver vi altså januar 2011, og det er bare ikke godt nok.
For det første har branchen været længe undervejs og burde for længst have udviklet det; for det andet er branchens forslag en frivillig ordning, og for det tredje lægger vores forslag jo netop op til, at det skal være obligatorisk.
Men indholdet må branchen selv bestemme, og derfor har branchens forarbejde heller ikke været spildt.
Derudover har vi en aftale mellem Folketingets partier om åbenhed i sektoren, og branchen skulle have fremlagt et endeligt forslag primo 2010.
Men nu er det altså for sent, tiden er løbet fra muligheden for frivillighed.
Hvis man kunne sige, at branchen var nået langt, burde Forbrugerrådets nye markedsagentundersøgelse af pensionsomkostninger, som blev foretaget for nogle uger siden, have vist et andet resultat.
Undersøgelsen viser, at de 60 agenter, som alle sammen har meldt sig frivilligt og har en stor interesse i pensionsforhold og vel at mærke også har fået udleveret et skema, så de vidste, hvilke tal de skulle gå efter, har haft utrolig svært ved at finde deres pensionsoplysninger.
25 pct.
fandt dem overhovedet ikke, og de 75 pct., der fandt nogle tal, var stærkt i tvivl om, hvorvidt de overhovedet havde fundet de rigtige tal selv efter telefonisk henvendelse til pensionsselskaberne.
Hvis de ikke havde haft Forbrugerrådets hjælp med et klart skema, havde de slet ikke fundet dem, og det er bare ikke godt nok.
Man forestiller sig et almindeligt marked, hvor man skal købe en telefon med abonnement eller en computer med opkobling.
Det er ikke helt simple produkter, men her skal man alligevel kunne sammenligne, og priserne skal være tilgængelige.
Alt andet ville være helt grotesk, og vi ville aldrig købe et produkt, hvis vi ikke kunne få oplyst prisen.
Men på pensionsmarkedet er det det modsatte, der er herskende, og det må høre op.
Forbrugeren har krav på at vide, hvad vedkommende betaler, og hvad vedkommende kan forvente at få ud i den sidste ende.
Åbenhed kan også få andre konsekvenser for branchen.
SEB har lige modtaget en påtale fra Finanstilsynet, fordi de har overtrådt § 21, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed.
Firmaer, som de har gjort forretninger med, har fået tilbageført en del af medarbejdernes pensionsindbetalinger via pensionsselskabet, og den slags ville jo også komme hurtigere frem i offentligheden, hvis der var total åbenhed.
Så ville den slags skinaftaler, hvor medarbejdernes indbetalinger decideret går i firmaets lommer, være synlige.
Jeg vil gerne takke mine kolleger i Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre for at støtte det her forslag.
Regeringen har altså nu et flertal imod sig i Folketingssalen og bør derfor gennemføre forslaget, og i udvalget arbejder vi selvfølgelig videre på, at vi kommer så langt, at regeringen selv fremsætter et lovforslag på dette område.