Jeg synes, det mest positive ved den her debat i grunden har været, hvordan det er lykkedes at skabe et så stort medejerskab til de forslag om forbud mod bisfenol-A, som allerede er vedtaget.
Forslaget om sutteflasker er nu blevet en del af Europa-Kommissionens grundlag, og der findes ikke et eneste folketingsmedlem, der åbenbart har noget som helst kritisk at sige mod det forbud, vi har mod bisfenol-A i forbindelse med de fødevarebeholdere osv., som bruges af børn op til 4 år.
Der er ikke en eneste, som er modstander af det.
Dem, der har overværet og kan huske de debatter, vi har haft i Folketingssalen forud for både den ene og den anden vedtagelse, vil huske, at der gav det anledning til megen debat og megen vrede – og et kort øjeblik også en lille forhåbning hos Enhedslisten om, at Socialdemokraterne var ved at blive EU-modstandere, for det var jo det indtryk, man kunne få på den daværende fødevareministers indlæg i debatten.
Men jeg synes, det er rigtig godt, at begejstringen for det, vi har gjort, er blevet så stor, for der er da ingen tvivl om, at i den nødvendige indsats, som skal ydes for at udbrede vores forbud fra Danmark til det øvrige EU og få det igennem der, er det selvfølgelig vigtigt, at der bakkes meget kraftigt op om det.
På den anden side tror jeg også, vi skal erkende, at der har været tale om en proces.
Der har været tale om en proces, hvor Enhedslisten har fremsat nogle forslag, i første omgang alene, senere sammen med et skiftende antal af oppositionens øvrige partier, som ifølge også Dansk Folkeparti var for vidtgående.
Men derfor har Dansk Folkeparti – det er det positive i den her historie – ikke brugt det til at sige, at så står man af, så er man ikke med, men til at udvikle konstruktive ændringsforslag, som har betydet, at vi kom, ikke den vej, Enhedslisten ville, for så havde vi vedtaget det, vi står og behandler i dag, for en 2-3 år siden, men dog et stykke af vejen.
Men vi skal også huske, at hver eneste gang vi har truffet en beslutning her i Folketingssalen, de to gange, vi har gjort det, har den til enhver tid siddende minister forklaret os, at det, vi gjorde, stred mod de videnskabelige kendsgerninger og ville føre til, at vi fik en EU-sag på nakken.
Det argument er ikke nyt, hvis det kommer i dag, det argument har været der hver eneste gang.
Efterfølgende har man så fået lavet en sammenligning af forskellige videnskabelige undersøgelser, der slår fast, at den tvivl, som vi sagde skulle komme sundheden til gavn, og som vi fra oppositionens side og fra Dansk Folkepartis side sagde skulle komme befolkningen til gode, også skal gøre det, og det sker så også i forhold til de 0-3-årige.
Det synes jeg er positivt, selv om man selvfølgelig må sige, at når man taler om et stof, som både er hormonforstyrrende og kræftfremkaldende i ganske små koncentrationer og anvendes i en lang, lang række produkter, som indgår i vores hverdag, og når vi også kan konstatere, at stoffet er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer og findes på EU's liste over stoffer, der har hormonforstyrrende effekter, så kan det godt virke besynderligt og underligt, at vi ikke bare får det forbudt, også fordi der jo er et flertal i Folketinget, der går ind for, at det bør forbydes.
Så er det selvfølgelig skæbnens ironi, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i hvert fald i dag kan blive enige om, at da vi nok får tæsk i EU, hvis vi forsøger på det, så kan vi ikke gøre det i den hast.
Vi synes selvfølgelig i Enhedslisten, at det er rigtig ærgerligt, at EU forhindrer os i at gå så hurtigt frem, som der er flertal i Folketinget for at gøre.
Det synes vi er rigtig, rigtig ærgerligt.
Når det så er sagt, skal det jo ikke forhindre, at vi forsøger at arbejde med de politiske muligheder, der nu er.
Selv om hr.
Benny Engelbrecht antydede, at jeg havde sådan et overblik over nærmest det globale politiske styrkeforhold på det her område og derfor var modtagelig for alle hånde argumenter, vil jeg bare sige til hr.
Benny Engelbrecht, at det, jeg er mest modtagelig over for, sådan set er det, der handler om, hvordan vi kommer videre i det danske Folketing, for det kan jeg overskue.
Og der kunne jeg jo også høre, hvad der blev sagt i dag.
Der er en ting, som jeg synes er vigtig at fremhæve, og det er, at når vi siger, at vi nu har rigtig, rigtig god dokumentation for, at det var rigtigt at lave det forbud for de 0-3-årige, må vi jo være opmærksomme på, at det forsøg, der blev gennemført på DTU – desværre kunne ministeren ikke lige huske, hvordan det var blevet gennemført, men det skal han tilgives, ministre skal huske meget; det skal politikere fra oppositionen også, men vi kan jo målrette det, vi skal huske, så vi kan glemme alt det, vi ikke skal bruge til noget – faktisk var et forsøg, hvor man undersøgte, hvad der sker med hanrotter, når disse hanrotter først er fostre hos en hunrotte, som indtager bisfenol-A, og derefter dier på en hunrotte, som stadig væk indtager bisfenol-A.
Det vil sige, at det, undersøgelsen i grunden dokumenterer, er, at hvis gravide indtager bisfenol-A, giver det problemer for de, i det her tilfælde, hanrotter, men såmænd også for de mennesker, drengebørn, der kommer ud af det.
Og derfor har vi sådan set dokumentation for, at vi har et problem i forhold til gravide og i forhold til det, det gør ved børn.
Jeg synes jo ikke – jeg har faktisk svært at forestille mig det – at der skulle være et flertal i Folketinget, der siger, at den viden gør vi ikke noget ved, at den bruger vi ikke til noget.
Den bliver vi jo nødt til at gøre noget ved og bruge til et eller andet.
Hvad det så kan blive, vi kan bruge den til, ud over mærkning og oplysning osv., skal jeg ikke kunne sige.
Men det er i hvert fald vigtigt, at vi handler på den.
Det synes jeg.
Det andet, jeg til gengæld synes er positivt, er jo, at jeg hører en meget klar forståelse og opfattelse af, at det, der skal til fremover, er, at vi skal samle sammen, hvad der findes af nye videnskabelige resultater og sammenstillinger af gamle.
Vi har 150 nyere studier, hvoraf nogle, som den radikale ordfører nævnte, kommer fra højt estimerede universiteter, hvor man jo kan springe alle køer over, hvis man har en ph.d.-grad – måske findes der oven i købet nogle, der har en ph.d.-grad i de studier, som EFSA ikke lægger vægt på – og vil kunne komme ind i Danmark, uden at der vil være nogen, der forhindrer det.
Så vil det da være ærgerligt, at man ikke anerkender studiernes kvalitet, synes jeg.
Men jeg er sådan set med på, at vi hele tiden foretager en vurdering af, hvad der sker både i den internationale forskning og med lovgivningen i andre lande, og naturligvis hele tiden fokuserer på, at hvis der indføres lovgivning i andre dele af verden, som er strammere end den, vi har i EU, vil vi selvfølgelig øjeblikkelig stille krav om, at en sådan lovgivning også indføres i EU.
Og hvis det ikke er muligt, kan vi i hvert fald sige, at så har vi en rigtig, rigtig god begrundelse for at gå videre i Danmark, end man vil i EU.
For hvis det er sådan, at der findes så meget videnskabelig dokumentation, at man i en række vestlige lande med højtudviklede universiteter osv.
mener, at der er dokumentation for at forbyde et produkt, mener jeg også, at der må være rig anledning til, at man i Danmark kan bruge det omstridte og besværlige forsigtighedsprincip i forhold til EU.
Ligesom jeg sagde, at jeg ikke kan forestille mig, at der vil være et flertal i det danske Folketing, som vil acceptere, at vi ikke bruger den viden, vi har om, hvad konsekvenser det har for børn, hvis gravide får de her stoffer ind med føden, kan jeg heller ikke forestille mig, at der er et flertal i det danske Folketing, som vil acceptere, at vi ikke bruger mulighederne for at bruge forsigtighedsprincippet til at lave lige så store fremskridt i Danmark, som man f.eks.
gør i USA og Canada på det her område.
Jeg er sådan set overbevist om, at der er et flertal i Folketinget for at handle.
Der er så et flertal i Folketinget for, at vi handler lidt langsomt.
Det har været meget karakteristisk for Folketinget i den her sag, at man handler, men at man handler lidt langsomt.
Det skal man selvfølgelig ikke blokere for sker.
For jeg vil jo ikke lægge skjul på, at da Enhedslisten på det her område og på en række andre områder, hvor vi sådan set også har haft rimelig succes med at komme igennem med forslag i forhold til hormonforstyrrende stoffer, havde det synspunkt, at nu ville vi afprøve, om det var rigtigt, hvad vores venner – som måske ikke er så EU-begejstrede, som Dansk Folkeparti gør dem til, men dog trods alt noget EU-begejstrede, mere, end man bør være – sagde, nemlig at det var muligt at opnå resultater i EU, altså afprøve, om det kunne lade sig gøre, så ville vi også afprøve, om det var rigtigt, hvad nogen også sagde, at selvfølgelig vil man udnytte de muligheder, som EU giver os, til at gå foran, gå i spidsen og tage selvstændige initiativer, også selv om man kommer tæt på grænsen.
Så havde vi jo det grundsynspunkt, at hvis det nu viste sig, at de ikke ville det, havde vi dog i hvert fald afsløret, at de var nogle hyklere.
Og hvis der så oven i købet skete det, at EU ikke var til at rokke, men alligevel ville anlægge sag mod os, havde vi jo afsløret EU.
Nu er vi så kommet i den situation, at det, vi har fået ud af det her, i virkeligheden er, at vi har opnået resultater.
Vi har oven i købet fået presset Europa-Kommissionen til at tilslutte sig et forslag, som næsten var Enhedslistens, men som blev hjulpet af andre gode kræfter i Folketinget.
Det har vi fået Europa-Kommissionen til, og det synes vi er rigtig godt.
Det skal vi blive ved med.
At vi så også må konstatere, at grunden til, at det går så langsomt, stadig væk er, at vi har et EU-system, hvor hensynet til kemikalieindustrien og hensynet til nogle forældede måder at lave videnskabelig forskning på osv.
er så stort, at det bremser den udvikling, vi ellers kunne have i Danmark, er selvfølgelig rigtig ærgerligt.
Men jeg vil sige, at med den debat, der har været i dag, ser jeg faktisk frem til, at vi kan have et godt udvalgsarbejde, som er fokuseret på, at vi løbende opnår nogle resultater.
Det synes jeg nok er en bedre udgang på det her end at insistere på at få en afstemning om et beslutningsforslag, som vi kan konstatere vil falde, selv om debatten, lige inden det falder, selvfølgelig kunne blive en herlig anledning til at polemisere mod både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Men det finder vi sikkert en anden anledning til, og så ser vi, hvad vi kan nå af resultater på det her område.