Danmark tiltrådte i august sidste år FN's handicapkonvention.
Der er ingen tvivl om, at konventionen er det mest markante skridt på vejen mod anerkendelse af personer med handicap som ligeværdige borgere i vores samfund.
I forlængelse af konventionen ser vi dog meget gerne, at Danmark ligesom lande som Sverige, Finland og Island tilslutter sig tillægsprotokollen, der sikrer, at konventionen bliver mere forpligtende for de involverede lande.
I Socialdemokratiet ser vi positivt på beslutningsforslaget.
Hensigten med forslaget er at fremme gennemførelsen af konventionen.
Vi ser ligeledes positivt på den fremlagte struktur, der indebærer, at det bliver Institut for Menneskerettigheder, der skal overvåge implementeringen og fortolkningen af FN's handicapkonvention i Danmark.
Generelt er det dog kritisabelt, at der snart 1½ år efter konventionens ikrafttræden ikke er sket mere på området.
Regeringen har været alt for passiv i bestræbelserne på at implementere konventionen, og det er ikke imponerende, at vi her 1½ år efter kun skal tage stilling til overvågningsopgaven.
Vi så gerne, at der blev udarbejdet en mere konkret handlingsplan for implementeringen af konventionen, så vi sikrer, at mennesker med handicap får den tilværelse, som konventionen lægger op til.
Regeringens ageren på området har generelt ikke været befordrende for personer med handicap.
Ud over den førnævnte passivitet i implementeringsprocessen har regeringens kommunale nulvækstpolitik især ramt handicappede mennesker, der oplever, at kommunerne ikke har råd til at give dem de ydelser, de ifølge loven har ret til.
Ligeledes har regeringen beskåret kompensationen til tabt arbejdsfortjeneste til familier, der selv passer deres handicappede barn.
Vi mener, at det skal være slut med at behandle personer med handicap som andenrangsborgere, og vi savner i den grad mere handling fra regeringens side på området.
I forhold til den konkrete opgave, som er omfattet af beslutningsforslaget, nemlig overvågningsopgaven, ser vi som nævnt fordele ved, at det bliver Institut for Menneskerettigheder, der kommer til at løse dele af opgaven, da de har erfaring og også har vist vilje til også at tage mennesker med handicap med i deres vurdering.
I samme ombæring er det dog vigtigt at bemærke, at det er en stor opgave at overvåge, beskytte og fremme rettigheder for mennesker med handicap, hvilket stiller store krav til instituttet.
Dette indebærer bl.a., at instituttet sikrer, at al kommunikation og dialog med patientorganisationer foregår, så alle kan deltage.
Vi mener i tråd med Danske Handicaporganisationer, at ministeren skal arbejde på, at bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder også kommer til at indeholde en eller flere repræsentanter fra de organisationer, der repræsenterer personer med handicap.
Hvorvidt opgaven kræver flere ressourcer, som Danske Handicaporganisationer fremfører i deres høringssvar, må vi nødvendigvis tage løbende stilling til, efterhånden som vi får erfaring med det arbejde, der bliver udført.
Men når alt det her er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at vi fra Socialdemokratiets side stemmer for beslutningsforslaget.
Trods de nævnte bemærkninger er det et skridt i den rigtige retning.
Vi håber bare blot, at ministeren tager de bemærkninger, der blev nævnt i talen, til sig.