Jeg vil starte med at takke ordførerne for deres indlæg.
Jeg tror, jeg vil sige det sådan, at der er mest grund til tak til min tidligere partifælle hr.
Niels Helveg Petersen, som ikke spildte mange ord på forslaget, men dog sagde det, jeg ønskede at høre, nemlig at Det Radikale Venstres støtter det her forslag.
Det er vi jo glade for.
Så mangler vi kun 77 mandater i at have et flertal for at afskaffe multimedieskatten.
Jeg synes dog også, at vi vil glæde os over de positive toner, der var fra S og SF, om, at man delvis vil afskaffe den.
Så må vi se, om vi kan blive enige om noget mere konkret, men jeg betragter det i hvert fald som positive tilkendegivelser.
Jeg tror, der skal lidt mere arkæologisk arbejde til for at finde ud af, om jeg egentlig var glad for eller utilfreds med Enhedslistens tilkendegivelse.
Man er i hvert fald imod multimedieskatten, som den er nu – så meget tror jeg vi kan blive enige om.
Regeringen og Dansk Folkeparti har et forlig, der gør, at de føler sig bundet, og det er jo så sådan, det er.
Men det er virkelig ærgerligt.
Det er virkelig ærgerligt, at verdens mest skatteplagede befolkning, nemlig den danske, ikke kan få lov til at få bare denne lille lettelse, som der var lagt op til her.
Multimedieskatten er jo en del af den buket af tåbelige skatter, der er blevet indført de senere år.
De fire tåbelige skatter, som er fedtskatten, udligningsskatten på pensioner, iværksætterskatten og multimedieskatten, er fire sådan tossede skatter, som er indført for at opfylde kortsigtede finansieringsbehov, men som i virkeligheden har en kontraproduktiv effekt på dansk økonomi.
Således er der ikke noget, der tyder på, at den måde, man har indrettet fedtskatten på, vil forbedre den danske folkesundhed.
Man ved til gengæld, at det vil øge grænsehandelen, man ved, det vil øge den sorte handel, man ved, det vil flytte arbejdspladser ud af Danmark og dermed ikke gøre noget godt.
Udligningsskatten på pensioner er et signal om, at folk ikke skal spare op til deres egen pension, sådan som vi ellers i årtier har opfordret dem til at gøre.
Iværksætterskatten er en skat på nye virksomheder og dermed på vækst og arbejdspladser.
Endelig er der multimediebeskatningen, som er en skat på overarbejde, på medarbejderes fleksibilitet og på en øget sammenhæng mellem familie og arbejdsliv.
Det er fire tåbelige skatter, hvoraf det her forslag kun drejer sig om en enkelt, men vi kunne sådan set godt have fremsat forslag om nogle af de andre også.
Hvis man ser på IT- og Telestyrelsens seneste telestatistik fra andet halvår af 2010, som kom for ca.
3 uger siden, vil man kunne se, at antallet af bredbåndsforbindelser til private, der er betalt af erhvervsvirksomheder, er faldet med over 20 pct.
Således var det i første halvår af 2009 290.171 betalte bredbåndsforbindelser, mens det nu er faldet til 226.649 – et meget markant fald, som faktisk begynder lige på det tidspunkt, hvor regeringen begynder at tale om, at vi skal indføre en multimediebeskatning her i landet.
Regeringen holder såkaldte hjemmearbejdspladsdage, og det er sikkert også ganske fornøjeligt for videnskabsministeren at rejse rundt med noget sådant – også for andre, der kan se, at der bliver brugt offentlige kroner på at fejre, at folk skal arbejde derhjemme, men sandheden er desværre, at det går den anden vej.
Når vi så ser på det lille beløb, det er under 700 mio.
kr.
om året, det giver at have en multimediebeskatning, hvis vi ser det sådan i reelle kroner og så har man selvfølgelig ikke fratrukket det, det måtte koste, nemlig at der bliver lavet mindre i de danske virksomheder, der er mindre konkurrencedygtige – men nok om det – og når vi ser på, hvor mange mennesker det generer, må man undre sig over, at et stort flertal i Folketinget så stædigt holder fast i, at man skal genere danskerne med en multimediebeskatning.
Som jeg sagde tidligere, kunne man ligefrem være fristet af – ikke at det er et forslag – at sige, at man skulle gøre det modsatte og nærmest give folk penge for at have så mange computere og telefoner og iPads, og hvad ved jeg, derhjemme, sådan at de virkelig kan stå til rådighed for deres arbejdsgiver og dermed være til gavn for produktiviteten.
Jeg må også sige, at jeg synes, at noget af den retorik, der har været omkring det her med, at det er et medarbejdergode og et frynsegode, og at det kan sammenlignes med, at man fik gratis bananer, tror jeg endda, der blev sagt her fra Folketingets talerstol, når der sådan bliver stillet multimedier til rådighed, desværre viser, at i hvert fald flertallet i Folketinget åbenbart er nogle årtier bagud i forhold til det, der foregår på den anden side af denne borgs tykke mure, hvor det anses for at være ganske almindelige arbejdsredskaber i forbindelse med at passe et ganske almindeligt arbejde i en moderne tid.
Så er der blevet sagt:
Jo, men skal vi så bare lave ufinansierede skattelettelser?
Jeg kan faktisk ikke fordrage det udtryk ufinansierede skattelettelser, for »ufinansierede skattelettelser« er noget med, at der ikke er nok skatter til at komme i stedet for de skatter, som der var før.
Det er det udtryk, man bruger om ufinansierede skattelettelser.
Når man har kæmpe underskud på finansloven, har man ikke »ufinansieret offentlig velfærd« – men det er jo faktisk det, man har.
Vi lider af ufinansieret offentlig velfærd og mangel på konkurrencedygtighed i forhold til andre lande i den vestlige del af verden.
Vi har en af de laveste vækstrater i den rige del af verden, og det, der skal til for at gøre noget ved det, er først og fremmest at se på skatten på arbejde, men generelt også på vores skattetryk, som er en af de kedelige verdensrekorder, som denne regering jo også har været med til at holde fast i.
Det vil blive værre med en S-SF-regering, skylder jeg selvfølgelig at sige til dem, der skulle tro, at det forholder sig anderledes.
Endelig må vi med hensyn til finansiering sige, at det bliver sagt, at Liberal Alliance her i forslaget ikke har skrevet, hvordan det skal finansieres.
Men efter at vi nu i flere år er blevet hånet, spottet og latterliggjort af stort set et hvilket som helst parti i denne sal for, at vi vil mindske den offentlige sektor, mindske det offentlige bureaukrati, have mere udlicitering og færre offentligt ansatte, kan det vel ikke være nogen gåde, hvor vi i forbindelse med indgåelse af en finanslovaftale for 2012 vil finde finansieringen til denne og andre skattelettelser.
Danmark står i en svær situation.
Det er blevet bedre med 2020-aftalen, tror jeg hr.
Mads Rørvig fik sagt.
Jo, det er da i hvert fald ikke blevet meget værre, og det er da sikkert blevet en lillebitte smule bedre, men det er slet, slet ikke godt nok.
Vi har brug for at gøre verdens største offentlige sektor mindre, vi har brug for at sænke verdens højeste skattetryk, hvis vi overhovedet skal have en chance for at være med i konkurrencen med de andre rige lande.
Ellers vil vores børn og vores børnebørn og vores jævnaldrende og måske også vores forældre om allerede få år bebrejde os, at vi ikke tog det ansvar, som var vores, og som man slet ikke har taget med de aftaler, der ligger nu.
Jeg skal gentage min tak til Det Radikale Venstre for at være for forslaget og ærgre mig over, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ville være med.
Så må vi se, hvad vi kan gøre med nogle af de øvrige partier, som måske var halvpositive over for dette forslag.
Tak for debatten.