Det er et meget stort flertal i Folketinget, som ønsker, at regeringen bruger sommeren til at udarbejde et lovforslag, som netop sikrer, at vi ikke bruger unødige ressourcer på at foretage ejendomsvurderinger af private boliger, som ikke bruges til noget, da vi har et skattestop, som betyder, at vi har taget udgangspunkt i vurderingerne fra 2001 siden 2001.
Altså, sagt med andre ord:
Vi har haft et stop for stigningerne i den ejendomsværdiskat, som boligejerne har betalt siden 2001.
Det betyder jo, at det vurderingsarbejde, der i dag foretages i forhold til private boliger, er grundlæggende unødvendigt; det betyder, at der hvert år rejses en lang række klager over disse vurderinger ud fra den vurdering fra boligejernes side, at man jo ikke ved, hvad der kan ske fremtidigt.
Så derfor må man hellere klage over vurderingerne, hvis de ikke er rigtige.
Men det betyder selvfølgelig, at man bruger en masse ressourcer på noget, som ingen praktisk betydning har i forhold til den skat, som boligejerne skal betale.
Jeg vil, som Folketinget pålægger mig, bruge sommeren til at lave et lovforslag, som også tager højde for de mange problemstillinger, der er blevet rejst, for det er jo ganske rigtigt, at oplysningerne bruges i en lang række følgelovgivninger.
Det har jeg også svaret på spørgsmål fra Skatteudvalget, så man har en oversigt over, i hvilke andre lovgivninger de her oplysninger bruges, og det siger sig selv, at det skal der selvfølgelig findes praktiske løsninger på.
Det, der er min tilgang til udarbejdelsen af det her lovforslag – og det er et svar til Liberal Alliance – er helt klart, at når vi er enige om, at vi ikke vil øge skatten for boligejerne, så er det ikke nødvendigt at have det her system.
Men det her er ikke et ønske om, at boligejerne skal betale mere i skat.
Folketinget har jo til enhver tid lov til at sænke vurderingerne, hvis man vil, for at sikre, at boligejerne ikke skal betale mere i skat, og der vil jeg gerne tilkendegive den politiske holdning, nemlig at det også er vigtigt for Venstre og for regeringen, at man ikke ender i en situation, hvor boligejerne skal betale mere i skat, for det har aldrig været intentionen siden 2001 og er det altså heller ikke i dag.
Men ellers er der mange af de her diskussioner, som vi jo kan fortsætte med fordel, når lovforslaget bliver fremsat og vi har den konkrete løsningsmodel at diskutere ud fra.