Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 13:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af stillerlister i forbindelse med kommunale og regionale valg.

Af Hans Kristian Skibby (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.11.2010).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til indenrigs- og sundhedsministeren.

Dansk Folkeparti foreslår, at regeringen får pålæg om at fremsætte lovforslag, der afskaffer kravet om personlige stillere til kommunal- og regionalvalg for de kandidatlister, der allerede er repræsenteret i kommunalbestyrelsen eller i regionsrådet.

Det har man tidligere overvejet. Indenrigsministeriets Valglovsudvalg overvejede faktisk spørgsmålet om afskaffelse af stillerlister til kommunalvalg for allerede repræsenterede lister, da man arbejdede med udformningen af den nye kommunale valglov, som blev vedtaget i 1989. Udvalget endte med at vende tommelfingeren nedad, og det var der flere grunde til, og de grunde gælder også i dag.

For det første kan der i praksis opstå spørgsmål om, hvem det er, der tegner listen, når kommunevalget nærmer sig. Derfor er det fornuftigt at stille krav om, at der under alle omstændigheder skal indleveres stillerlister før valget. For hvis man afskaffer det krav, skal man jo afgøre, hvem det er, som kan anmelde og godkende kandidater til valget på vegne af den kandidatliste, som ved sidste valg opnåede repræsentation. Det kan i praksis være svært at afgøre, særlig når det gælder lokallister, som ikke er tilknyttet et parti, der er opstillingsberettiget til Folketinget. Men også for landsdækkende partiers vedkommende kan der opstå spørgsmål om, hvem det er, der tegner partiet.

Hvad nu, hvis et mindretal i et landsdækkende parti bryder ud af partiet og stifter et nyt landsdækkende parti – det har vi jo set eksempler på – skal det så fortsat være det gamle parti, der tegner partiet, eller skal det være det nye parti, eller skal det ikke være nogen af delene? På hvilket tidspunkt i udmeldelsesfasen skifter tegningsretten?

Vi gør det besværligt for kommunerne ved at give dem den opgave at fastlægge, hvem der i tvivlstilfælde tegner listen. Det kan blive rigtig svært i visse tilfælde. Det kan blive ressourcekrævende, og det kan også være en opgave, som det på grund af dens skønsmæssige karakter kan være betænkeligt at indføre i en demokratisk valgprocedure.

For så vidt angår de landsdækkende partier, er der for det andet det problem, at de jo er meget forskelligt organiseret lokalt. Nogle har flere partiforeninger i hver kommune, mens andre mangler lokale partiforeninger i visse områder af landet. Det er jo sådan, at der ved kommunale og regionale valg netop er mulighed for, at et partis lokale vælgerforeninger opstiller hver deres liste. Det vil sige, at der kan blive opstillet flere lister fra samme parti i samme kommune, og disse vælgerforeninger med hver deres lokale forankring kan jo have vidt forskellige lokale interesser. Det kender jeg i hvert fald fra mit eget parti, hvor vi har et righoldigt erfaringsmateriale i så henseende.

Forslaget kan føre til uheldig forskelsbehandling mellem flere lokale vælgerforeninger fra samme parti, hvis en eller flere af de lokale Venstreforeninger – hvis det er Venstre, vi taler om – bliver repræsenteret i kommunalbestyrelsen, mens andre af de lokale Venstreforeninger ikke bliver repræsenteret.

Jeg boede en tid i Askov i Vejen Kommune, et bysamfund i en storkommune. Hvad nu, hvis en del af en kommune opstiller sine lokale kandidater på én liste, mens andre af Venstres lokale foreninger i de øvrige bysamfund i Vejen Kommune opstiller deres kandidater på en anden liste, hvorefter de to eller tre eller fire lister indgår listeforbund? Hvis nu Venstre i Askov ikke får valgt nogen af sine kandidater ind i kommunalbestyrelsen, men i kraft af stemmerne, der falder på Venstre i Askov, hjælper med at få kandidater fra andre Venstreforeninger ind i kommunalbestyrelsen, hvad så?

Der ville være en konsekvens, hvis Venstre i Askov, som ikke er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, dog havde lagt stemmer til og havde hjulpet med at skaffe Venstres medlemmer af kommunalbestyrelsen deres valg. Hvis nu disse Venstrefolk i Askov skal ud at samle stillerunderskrifter, mens de andre bysamfund i kommunen, de andre Venstreforeninger i kommunen, ikke skal, er det så rimeligt?

Forslagsstillerne anfører til sammenligning, at et parti, der allerede sidder i Folketinget, ikke skal ud at samle 20.000 underskrifter før næste valg. Det er rigtigt nok, men man kan ikke sammenligne lokalvalg med folketingsvalg. Opstillingsformerne er bl.a. forskellige. Man kan indgå liste- og valgforbund til lokalvalg, men ikke til folketingsvalg. Og den måde, man fordeler mandater på og finder frem til, hvem der er valgt, er forskellige. Partiernes organisering og identifikation på henholdsvis lokalplan og landsplan er også forskellig. Kravene til de to former for valg er netop udformet for at tage højde for de forhold, der adskiller lokalvalg fra folketingsvalg.

For det tredje skal man ikke overse det forhold, at vi, hvis vi afskaffer stillerkravet ved lokal- og regionsvalg, i stedet er nødt til at erstatte disse nye krav med andre procedurekrav.

Ved folketingsvalg skal kandidaterne selv anmelde sig enkeltvis, og partierne skal så efterfølgende melde sig til godkendelsesmyndighederne og fortælle, hvem de kan godkende som kandidater. Den proces er ikke nødvendig ved kommunal- og regionalvalg, hvor det hele klares på ét skema, hvor kandidatlisten anbefales af et antal stillere, som samtidig godkender de opstillede kandidater. Og kandidaterne godkender i det samme skema deres opstilling og listebetegnelse.

Hvis man afskaffer kravet om stillerlister, skal man overveje, hvordan man så i stedet kan sikre godkendelsen af kandidaterne. En mulighed er naturligvis en model, der svarer til folketingsvalg. Det vil sige, at kandidaterne skal anmelde sig enkeltvis, og at lokalforeningerne efterfølgende skal melde sig til valgbestyrelserne i kommunerne og regionerne og fortælle, hvem de kan godkende som kandidater. Sådan kunne man gøre. Jeg er bare ikke sikker på, at lokalforeningerne ville opleve det som en lettelse i forhold til det forholdsvis enkle krav om stillerlister, der gælder i dag.

Så regeringen synes med andre ord, at de indvendinger og argumenter, som i sin tid førte til, at man fastholdt kravet om stillerlister ved lokal- og regionalvalg, stadig gælder. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Hans Kristian Skibby, værsgo.

Tak. Det er jo altid trist, når man skal opleve en ellers meget fornuftig indenrigsminister – skulle jeg hilse og sige – stå og tale imod en soleklar afbureaukratisering af noget, som i hvert fald mange lokalpolitikere finder ret omsonst og uden noget formål, nemlig det, at man skal ud at indhente stillererklæringer forud for et kommunalt valg i Danmark.

Ministeren var inde på, at et af de helt store hovedargumenter netop var det her med, at i stedet for at opstille som én liste kan Venstre, som ministeren jo selv tilhører, vælge at stille seks Venstrelister op i en kommune. Det har jeg også selv erfaring med fra min egen hjemkommune, hvilket jo i øvrigt betød en masse store problemer for Venstre, fordi alle medlemmerne på den ene liste blev valgt, for da boede borgmesteren nemlig i det lille sogn, og dem inde i den store by fik kun 1 valgt, fordi stemmerne var faldet på borgmesteren.

Var det så ikke bedre, at ministeren var den, der trak toget og sørgede for at få den del af valgloven ændret, således at det ikke skulle være et argument imod at gøre den her lov endnu bedre og mere sober frem for at bruge de dårlige eksempler som begrundelse for ikke at ville afbureaukratisere den her del?

Ministeren.

Jeg tvivler overhovedet ikke på hr. Hans Kristian Skibbys og Dansk Folkepartis gode intentioner med forslaget. Jeg er helt sikker på, at det, der ligger bag, er en ægte vilje til at afskaffe noget, der kan ligne unødvendigt bøvl for partier, som allerede sidder i kommunalbestyrelsen, og hvor man undrer sig over, hvorfor det ikke kunne være som i Folketinget, altså at når de sidder der, behøver de ikke skrive stillerlister. Men jeg har jo i min svartale ret klart beskrevet forskellen, bl.a. dette, at der ofte er flere stillerlister inden for samme parti, og at nogle får valgt kandidater og andre ikke gør. Hvem er det så, der så at sige ejer listen, og hvem er det, der skal ud at samle nye stillere? Det synes jeg ikke jeg fik svar på, og jeg synes jo egentlig, at det ikke er så besværligt, at man skal skrive et skema, hvor kandidatlisten anbefales af et antal stillere, der samtidig godkender de opstillede kandidater, og kandidaterne med deres underskrift godkender listebetegnelsen. Det er da egentlig ikke så besværligt, det er rene linjer.

Hr. Hans Kristian Skibby til anden korte bemærkning.

Men det kunne jo godt være, at det her trods alt i nogle kommuner føles en anelse bureaukratisk i de perioder, hvor man står foran de her kommunale valg. I Københavns Kommune f.eks. var der 21 lister ved det sidste kommunalvalg. Mange af de partier er jo også blevet indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation, men hvis man nu vælger det antal, der i hvert fald står i valgloven, nemlig op til 150 stillere pr. liste, vil det jo betyde, at man i Københavns Kommune skal indsende eller have godkendt 3.150 stillere forud for hvert kommunalvalg i København. Det er jo ikke bare en lille udfordring, det er jo faktisk en stor udfordring. Derfor synes jeg stadig væk, at det er lidt forkert af ministeren igen at bruge argumentet, at det her ikke er til gavn for Venstre, fordi Venstre måske har seks forskellige lister i den samme kommune. Det er noget, som borgerne ikke forstår en dyt af, når de står nede i stemmeboksen og vil stemme på Venstre. De tror da på, at en stemme på Venstre er en stemme på Venstre. Var det så ikke bedre at få valgloven tilrettelagt således, at man ikke havde seks forskellige Venstrelister i en kommune? Det er jo måske det, man hellere skulle gribe fat i i regeringen frem for at bruge det som argument imod det her beslutningsforslag.

Ministeren.

Jeg tror nok, at jeg fik problemer i mit parti, hvis jeg forbød lokalsamfundenes Venstrelister at stille op selvstændigt til kommunalvalget i valgforbund med de andre Venstrelister. Det ville man ikke blive glad for, og det ville man føle var en indskrænkning af demokratiet. Da jeg så den kæmpestore stemmeseddel i valglokalet i Københavns Kommune, spurgte jeg mig selv, om ikke det er blevet for let at stille op til kommunalbestyrelsen. Og det kan også være, at vi er enige om det. Men dette forslag handler jo bare om, hvorvidt de heldigvis ganske få partier, som sidder i Københavns Borgerrepræsentation, skal slippe for at lave stillerlister. Det ville jeg lytte til, hvis det var et kæmpe besvær, og hvis det var uden problemer at afskaffe kravet; så ville jeg da hjertens gerne lytte til det. Men i min svartale nævnte jeg jo både nogle demokratiske problemer og også noget bøvl, der ville opstå, hvis man følger forslaget. Så jeg er helt klar til dialogen. Jeg synes bare ikke, at vi her er præsenteret for de vises sten.

Tak til ministeren. Næste ordfører er fru Sophie Løhde. Værsgo.

I forhold til Dansk Folkepartis intentioner med og bevæggrunde for at fremsætte beslutningsforslaget vil jeg sige, at vi naturligvis bakker fuldstændig op om, at det selvfølgelig hele tiden er vigtigt, at vi med kritiske øjne ser på, hvordan vi kan afbureaukratisere og regelforenkle, også for så vidt angår de nuværende lovkrav i forbindelse med opstilling af partier til kommunale og regionale valg. Så på den baggrund giver vi fuld opbakning til intentionerne.

Som ministeren påpegede det, har vi også i Venstre lidt svært ved at se de elementer i forslaget, som sådan skulle være dem, der virker synderlig afbureaukratiserende for kommunerne eller for den sags skyld for de enkelte partier og lister, som ønsker at stille op til de kommunale og regionale valg i Danmark. Som indenrigs- og sundhedsministeren påpegede før, vil der jo, uanset om man afskaffer kravet om stillerlister i forbindelse med kommunale og regionale valg, fortsat være behov for, at der bliver ført en eller anden form for kontrol med, hvem det så er, der tegner listerne, og hvem det er, der så at sige godkender de kandidater, som bliver stillet op. Det vil sige, at bliver stillerlisterne afskaffet, vil det også fortsat kræve, at de lokale partiforeninger på anden vis skal dokumentere, at de og deres medlemmer står inde for de kandidater, som så er havnet på den liste. Og der synes vi måske nok, at det, der så kunne forekomme som det eneste åbenlyse alternativ, ikke er en regelforenkling eller noget, der afbureaukratiserer, men tværtimod noget, som forekommer væsentlig mere omstændeligt, nemlig at skulle gennemgå og tjekke for såvel kommunerne som for de enkelte partier.

En stillerliste er jo trods alt ikke kun en godkendelse af, at selve partiet er opstillingsberettiget, en stillerliste er jo lige så meget eller næsten endnu mere en godkendelse og berigtigelse af, hvem det er, der stiller op til valget på vegne af det enkelte parti eller på vegne af kandidatlisten, uanset om partiet så er nyt eller har siddet i en kommunalbestyrelse i mange år. Derfor kan man sige, at begreberne stillerliste og kandidatliste ikke skal skilles ad, men tværtimod ses i den sammenhæng, hvor de er forbundne.

Nu bliver Københavns Kommune nævnt som eksempel, og at der skal indsamles 150 underskrifter, og det ville man gerne have været foruden. Det hører så med til historien, at det i mange andre kommuner drejer sig om 25 underskrifter. Det faktum holdt op imod det, der er alternativet, synes vi ikke virker særlig afbureaukratiserende, men som sagt anerkender vi intentionerne i at forsøge at se på, om man kunne løse det på en smartere måde, dog er vi ikke helt enige i det, der så er forslaget fra Dansk Folkepartis side, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget i Venstre.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt til korte bemærkninger: hr. Hans Kristian Skibby. Værsgo.

Tak. Det ville overraske mig meget, hvis der var den store divergens i det, som ordføreren siger på vegne af Venstre, og det, som indenrigsministeren siger på vegne af regeringen – og dermed også Venstre. Men jeg vil alligevel gerne spørge ordføreren lidt om det, som ministeren var inde på med hensyn til, at en af de store bevæggrunde for at bibeholde de administrative byrder, som der trods alt ligger i det her, de få gange, hvor man har de her lokale valg, jo er, at man skal tage højde for, at et parti godt kan have seks eller otte forskellige lister i en kommune, f.eks. Venstre 1, Venstre 2, Venstre 3, Venstre 4, Venstre 5 og Venstre 6, sådan som vi havde i Tørring-Uldum Kommune, hvor jeg kommer fra, i gamle dage.

Mener ordføreren ikke, at man sagtens rent lovgivningsmæssigt kunne skrive sig ud af det problem, således at de seks Venstrepartier, som så åbenbart er ét Venstreparti udadtil, stadig væk ville have en fordel ud af det, sådan som de selvfølgelig gerne vil have i forhold til de lokale valg?

Værsgo til ordføreren.

Jeg erindrer ikke, at ministeren sagde, at det var bevæggrund en . Jeg mener, ministeren fremhævede en række eksempler på, hvad der kunne være problematisk i forhold til det her forslag, som er fremsat af Dansk Folkeparti. Og det er jo sådan set også derfor, vi anerkender det og siger, at det jo er godt, at vi kigger på, om vi kan gøre noget mere simpelt, som er afbureaukratiserende for såvel kommunerne som for de enkelte lister og partier. Jeg synes bare, at det, der lige pludselig bliver alternativet, ikke er mere afbureaukratiserende end det, vi har i dag, og derfor føler jeg sådan lidt, at forslaget er udtryk for et forsøg på at løse et problem, som er ikkeeksisterende i forhold til den faktiske virkelighed i kommunerne.

Tak til ordføreren. Nej, undskyld, anden korte bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik et svar på det, jeg spurgte om: Mener ordføreren ikke, det er praktisk muligt rent detailstyringsmæssigt at skrive sig ud af problemet med fire eller seks Venstrepartier i den samme kommune? Vi andre synes selvfølgelig, det virker en anelse fjollet, at et parti skal stille op på seks forskellige lister, men er ordføreren ikke enig i, at man sagtens kan skrive sig ud af det problem?

Værsgo til ordføreren.

Det kunne man givetvis skrive sig ud af, men pointen i mit svar var netop, at det jo ikke er det, der er det eneste problem i forhold til forslaget. Man skal jo holde det op imod det eksisterende og se på: Er det her forslag noget, der gør tingene lettere for kommunerne og gør tingene lettere for partierne og for kandidaterne? Det mener vi ikke det er, for forslaget vil jo betyde, at hver enkelt kandidat skal indberette til kommunen, som så får de her indberetninger for hver enkelt kandidat, hvorefter kommunen så skal have berigtiget hos partierne, at dem, der så har indmeldt sig, også er dem, som partiet mener er dem, der skal være opstillet og oven i købet være opstillet i den rækkefølge, som de selv har indberettet. Det er jo ikke noget, der gør det lettere for en kommune eller for den sags skyld for et parti eller en lokalforening, når der skal opstilles kandidater til et kommunalt og regionalt valg.

Altså, det er ikke noget, vi har de store følelser i forhold til, og vi ser gerne på, hvordan man kan gøre de her ting lettere, men der skal som sagt bare foreligge noget, som er et reelt alternativ, og som også gør tingene lettere og ikke mere besværlige og mere indviklede, og det er det, der er vores bevæggrund for ikke at kunne støtte beslutningsforslaget i den nuværende form.

Tak til ordføreren. Så er der vist ikke flere korte bemærkninger lige nu. Vi fortsætter ordførerrækken. Fru Maja Panduro, Socialdemokraterne, værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne starte med at kvittere for, at Dansk Folkeparti i deres begrundelse for beslutningsforslaget her sender et signal om, at man ønsker at være med til at luge ud i de bjerge af bureaukrati, som vi belaster kommunerne med. Det håber vi meget at vi kan tale videre om, også når det så handler om nogle forslag, der rent faktisk batter noget. Borgmesteren på Bornholm, Winni Grosbøll, siger det jo meget godt, når hun til TV 2 Bornholm om det her forslag siger, at hun nu nok synes, hun kunne pege på andre områder, hvor bureaukratiet var et større problem. Hun mener ikke, siger hun, at det at skulle gå ti stillerlister igennem hvert fjerde år lige er det, der er den største belastning for hendes kommunes ansatte i forhold til al den kontrol og alt det papirarbejde, som hendes medarbejdere er underlagt på f.eks. beskæftigelsesområdet og det sociale område.

Jeg synes egentlig, det er lidt letkøbt, at Dansk Folkeparti vil føre sig frem som de store afbureaukratisører, fordi man vil befri kommunerne fra at skulle gennemgå ti stillerlister hvert 4 år, særlig fordi konsekvensen, hvis DF's forslag gennemføres, nemt kunne risikere at være at udløse endnu mere bureaukrati, dels når kommunerne så skal administrere opstillingen og alt det, der er forbundet med det for en liste, som ikke engang kunne samle 25 stillere, og ikke mindst, når kommunerne så i stedet for skal pålægges den, tror jeg, ikke ubetydelige ekstra opgave, som det vil være at fastlægge, hvem det egentlig er, der tegner listen.

Det problem kan jo både opstå, hvis der er tale om en af de til kommunalvalgene ganske mange lister, som ikke er tilknyttet et landsdækkende parti, eller hvis der er tale om et parti eller en liste med flere lokale afdelinger inden for kommunen eller regionen, sådan som jo også ministeren grundigt har beskrevet. Det er jo også grunden til, at det valgslovsudvalg, som man havde sat til at arbejde meget grundigt med det her, sidst man ændrede loven, og som arbejdede specifikt med spørgsmålet om afskaffelse af stillerlisterne, netop ikke kunne anbefale det, fordi den løsning, de så kunne se på det problem, kunne være, at man så sagde, at det kun ville være de store partier, dem, der har en landsorganisation, dem, der er opstillingsberettigede til Folketinget, som kunne slippe for stillerlisterne. Det ville jo selvfølgelig for mit eget partis vedkommende være meget fint, men vi går altså ikke ind for, at man på den måde skulle forfordele de store partier og gøre det nemmere for dem end for de små lokale lister.

Så synes vi i øvrigt ikke, det er nogen urimelig betingelse, at 25 vælgere i de fleste kommuner, op til 150 specifikt for Københavns Kommune, og i regionerne mellem 50 og 150, skal skrive under, for at et parti eller en liste er opstillingsberettiget til valget. Vi mener, at det har en legitimerende effekt og også, at det sandsynliggør, men stadig med masser af snor og al mulig plads til, at man kan lade tvivlen komme til gode og at udvikle sig fremad osv., at der er en eller anden chance for, at man kunne blive valgt. Og det er ikke noget højt antal stillere, man skal præstere, heller ikke i forhold til, hvor mange mennesker der gerne efterfølgende så skulle stemme på listen, hvis det faktisk skulle lykkes at opnå valg.

Så Socialdemokraterne kan altså ikke støtte lovforslaget. Vi vil meget gerne være med til at lave rigtig afbureaukratisering.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Hans Kristian Skibby, værsgo.

Man kan jo næsten sige, at et angreb som sædvanlig er det bedste forsvar, og det er så også det, som fru Maja Panduro er sådan lidt vild med i dag på vegne af hele det socialdemokratiske arbejderparti.

Jeg vil nu gerne have lov til at spørge alligevel: Hvorfor ikke prøve at kigge på mulighederne frem for hele tiden at kigge på begrænsningerne? Det er da rigtigt, som ordføreren siger, at det her ikke ligefrem er det helt store afbureaukratiseringsforslag i forhold til arbejdsopgaven, der ligger ude i kommunerne. Ordføreren citerede bl.a. en socialdemokratisk borgmester fra Bornholm. Det kan da godt være, at borgmesteren på Bornholm havde været mindst lige så glad, hvis det var blevet det socialdemokratiske forslag om, at man vil til at detailregulere, bestemme, at der kun må købes økologisk frugt i kommunens daginstitutioner på Bornholm. Det ville nok også give en anden form for bureaukrati for borgmesteren på Bornholm, så der kunne vi måske få en anden hilsen her til Folketinget. Men jeg vil gerne spørge, om det argument med, at det her er et lille afbureaukratiseringsforslag, er nok til, at man fra Socialdemokraternes side bare vil sige nej tak. Altså, en lille afbureaukratisering er vel også en afbureaukratisering?

Værsgo til ordføreren.

Nej, jeg synes egentlig, at jeg listede en række problemer op. Man kan sige, at hvis det så bare var afbureaukratisering, men det, som jeg sagde i min tale, og som jeg håber at hr. Hans Kristian Skibby hørte, var, at jeg sådan set kunne frygte, at det her vil føre til væsentlig mere bureaukrati, når kommunerne skal pålægges opgaven med at skulle vurdere, hvem det egentlig er, der repræsenterer listen osv., osv. Så jeg er bekymret for, at det her overhovedet ikke vil være et afbureaukratiseringsforslag, men tværtimod et bureaukratiseringsforslag.

Så spørger hr. Hans Kristian Skibby, om ikke vi skulle kigge på muligheder frem for begrænsninger, og det vil vi meget gerne være med til, men jeg vil sige, at i forhold til nogle af de spørgsmål, som jeg listede op i min tale, er der en hel del, som forslagsstilleren skal svare meget grundigt og måske også en lille smule overraskende på, hvis vi skal kunne støtte det her forslag. Vi vil meget gerne være med til at kigge på, om vi kan lave afbureaukratisering på alle mulige andre måder og også gerne i forhold til valgloven, det er da helt sikkert, men vi synes bare ikke lige, at det her forslag er specielt godt, beklager.

Hr. Hans Kristian Skibby for anden korte bemærkning.

Det kan jeg da så kun beklage. Jeg har hørt fra i hvert fald en enkelt socialdemokratisk borgmester – jeg skal nok lade være med at nævne navnet, for vedkommende skulle jo nødig komme i klemme – der synes, at det her faktisk var et meget fornuftigt forslag, men det skal selvfølgelig ikke skille os ad her.

Jeg vil da tage ordføreren på ordet og sige, at lad os dog prøve at kigge på det under udvalgsarbejdet og se, om der er andre måder at gøre det på. Jeg tror nemlig stadig væk på, at de detailproblemer, som ordføreren beskriver, er nogle, som vi sagtens let og elegant og praktisk kan indskrive i den her valglov, således at man selvfølgelig ikke skal sidde nede på rådhuset og kigge på hver enkelt kandidat, som skal komme ind ad døren til borgmesteren og have et stempel osv. Man behøver slet, slet ikke den form for styring af det. Det, det drejer sig om her rent konkret, er jo bare, at de enkelte partier, som bliver repræsenteret i et byråd, selvfølgelig ikke skal ud at indhente stillererklæringer ved de kommende valg. Det synes vi er sund fornuft, og naturligvis er det også en afbureaukratisering.

Ordføreren.

Igen må jeg bare sige, at det jo ikke vil være meget afbureaukratisering. Hvis vi forestiller os den situation, at der er en lokalliste, som er blevet indvalgt med to – mænd eller kvinder – i kommunalbestyrelsen, og de to så bliver uenige efter noget tid og går hver til sit, hvordan skal man så afgøre, hvem af de to, det nu er, der tegner listen? Man kunne forestille sig en hel masse lignende situationer, og derfor er jeg altså faktisk bange for, at det forslag, som hr. Hans Kristian Skibby mener er den store afbureaukratiseringsguldgrube, tværtimod vil give mere bøvl.

Vi vil gerne være med til at kigge på reelle afbureaukratiseringsforslag også i den her forbindelse, så lad os endelig snakke om det under udvalgsbehandlingen, men som det ligger her, er vi altså ikke voldsomt imponeret, og vi vil meget gerne have svar på nogle af de spørgsmål, som jeg har listet op. Det kan være, at ordføreren vil komme ind på det i sin tale til sidst.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til denne ordfører. Så vi fortsætter i talerrækken, og næste ordfører er fru Meta Fuglsang, SF.

Forslaget her vedrører jo stillerlister til kommunale og regionale valg, og når man kigger på det, virker det umiddelbart som et meget lille og meget enkelt forslag. Der ligger selvfølgelig en afbureaukratisering eller i hvert fald en mulighed for afbureaukratisering i det forslag, der ligger her, i og med at forslaget går ud på at fjerne nogle procedurer i forbindelse med de her stillerlister for lister, der allerede er repræsenteret i byråd eller regionsråd.

Det er jo ikke et voldsomt arbejde, der ligger i det her, så den afbureaukratisering, der ligger i det, er formentlig til at overskue, men man må også sige: mange bække små. Vi har jo tit været inde på, at man mangler at høste de lavthængende frugter, i hvert fald når det handler om afbureaukratisering, og så kunne man måske starte her.

Jeg kan godt høre på de indlæg, der har været indtil nu i debatten her, at spørgsmålet er, om der er en afbureaukratisering eller ej. Men det andet aspekt, som ligger i det her forslag, og som faktisk efter min mening er mere spændende, er diskussionen af den demokratiopfattelse, den demokratiske proces, der ligger i forbindelse med de lister, der er opstillet. Og det er jo sådan, at bureaukratiet og demokratiet nogle gange kan spænde lidt ben for hinanden, og jeg kan også godt høre, at det kan være det, der kommer i konflikt med hinanden her. Det, jeg synes er spændende i forslaget her, er bl.a., at de lister, som allerede er repræsenteret, jo har fået en legitimitet, i og med at de én gang har været stemt ind.

Jeg kunne også godt høre på ministerens bemærkninger her i indledningen, at demokrati er svært, og de forskellige scenarier, man kan opstille, kan gøre det vældig kompliceret at prøve at administrere demokratiet, men man skal selvfølgelig gøre forsøget alligevel. Men umiddelbart vil jeg sige, at når man har en liste, der er valgt ind i byrådet, så er der jo en demokratisk kontrol med det; vælgerne har mulighed for at følge med og afgøre, om man skal genvælges eller ikke skal det, og det, der må være afgørende, er, at borgerne, vælgerne følger med i, hvem der sidder i byrådet og regionsrådet, hvem det er, man gerne vil have til at sidde der igen, og hvem man dermed stemmer ind. Så den diskussion af demokratiopfattelse, den demokratiske diskussion af, hvordan vi håndterer det, synes jeg faktisk er den mest spændende debat i det her og ikke så meget selve afbureaukratiseringsdebatten.

Den legitimering synes vi er afgørende, så SF kan støtte forslaget, som det ligger her. Vi mener, at uanset om der er afbureaukratisering eller ej, ligger der i hvert fald en tilkendegivelse af, at når valget er sket, så er den proces, der pågår, at vælgerne holder øje med dem, der nu engang er valgt ind i byrådet og regionsrådet, holder øje med, hvad de laver, og også i forbindelse med det næste valg tager stilling til, om de skal vælges ind igen eller ej. Det må være det, der er den afgørende prøve for, om man skal kunne stille op til næste valg eller ej, og ikke så meget bureaukratiet. Bureaukratiet kan bruges til meget som undskyldning for både godt og skidt, men her synes jeg faktisk den anden diskussion er vigtigere og mere interessant at tage med. Men vi kan i hvert fald støtte forslaget, som det ligger.

Der er lige en enkelt kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Det var, fordi jeg hæftede mig ved, at ordføreren syntes, hele debatten om demokratiopfattelse var interessant, også i forhold til hvordan man indretter valgretsloven.

Der vil jeg bare høre, om det også er en del af demokratiopfattelsen set med ordførerens øjne, at man overlader det at foretage et skøn til en offentlig myndighed frem for at lade borgerne være dem, der berigtiger, hvorvidt en liste også er den liste, der skal repræsentere de mennesker, der står på, og det parti, som de så tegner. Det er jo konsekvensen af det, at det skøn går fra at være på borgerniveau til at være hos en kommunal myndighed.

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at det, der er det vigtigste for borgerne og for vælgerne, er, at man forholder sig til eller kan tage stilling til dem, som man har valgt ind, og til, hvordan de har gjort det i valgperioden, og de valg, de har truffet. Så jeg tror ikke, at demokratiopfattelsen kun går på det ene eller på det andet, men at demokratiopfattelsen her går på den direkte mulighed for at vælge nogen ind, som én gang har været inde.

Jeg kan godt se problemstillingen i det, som fru Sophie Løhde rejser her, altså om det er administrationen, der tager stilling til, hvem der så repræsenterer listen, men jeg mener ikke, det er det afgørende for, om det er demokrati eller ej.

Fru Sophie Løhde for den anden korte bemærkning.

Jeg er helt enig i, at det ikke er det, der er afgørende for, om noget er demokrati eller ej. Det kræver mange andre spørgsmål og elementer.

Men jeg synes jo, det er lidt interessant, om man synes, det er en vigtig del af ens demokratiopfattelse som parti, at man overlader det at tage stilling til, hvem der tegner et parti – det skønsspørgsmål, det vurderingsspørgsmål – til nogle, som ikke selv står til ansvar for det skøn, i den forstand at det er en offentlig myndighed og ikke borgerne som en aktiv del af en valghandlingssituation. Det synes jeg jo er interessant at vide. Ligger det skøn bedst i hænderne på borgerne eller på administrative myndigheder?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, der er to forskellige ting i spil her. Det ene er skønnet om, hvem der repræsenterer en liste, og det andet er, om vælgerne synes, man skal sidde der eller ej.

Jeg tror, de færreste vælgere i den situation, hvor man skal stemme til et kommune- eller regionsvalg, har de teoretiske overvejelser over, hvem der repræsenterer den originale liste. Det, man tager stilling til, er, hvem man gerne vil have der. Og jeg tror, det er vigtigt, at de diskussioner bliver lagt hos vælgerne, også i forbindelse med de lokale valg, så man bevarer en interesse i, hvad det er, der skal ske.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Den næste i talerrækken er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti, værsgo.

Jeg vil sådan set give den socialdemokratiske ordfører ret i, at det selvfølgelig ikke er verdens største afbureaukratisering. Der var selvfølgelig større ting, som vi kunne beskæftige os med herinde. Den time, vi bruger på at behandle det her beslutningsforslag, bliver Danmark forgældet med 9 mio. kr., fordi vi har et galoperende statsunderskud. Så selvfølgelig burde vi bruge tiden på at afskaffe efterlønnen og andre mere vigtige ting, men der skal også være plads til at diskutere de her mindre forslag.

Jeg har faktisk stor sympati for forslaget, for jeg er selv kommunalpolitiker i Københavns Kommune, og jeg kender godt den problemstilling, at man skal rundt og hente 150 underskrifter. Det kan være temmelig besværligt, og det er jo ubelejligt op til en kommunal valgkamp, hvor der er så meget pres på de lokale kommunalpolitikere, at man også skal løse den opgave. Så jeg og mit parti har sådan set stor sympati for forslaget og synes også, det virker lidt overflødigt, at man egentlig skal ud og bevise, at man har en legitimitet til at stille op, når man i forvejen har modtaget et mandat til at sidde i en kommunalbestyrelse.

Vi mangler desværre alligevel et realistisk bud på, hvordan man ellers skulle strikke systemet sammen på en rimelig måde, og jeg er især bekymret ved det, som også ministeren og Venstres ordfører lagde vægt på, med, hvordan man skal bestemme, hvem der har retten til at opstille, såfremt lister bliver delt eller der kommer udbrydere osv. Derfor mener vi ikke, at vi kan stemme for beslutningsforslaget, selv om vi har stor sympati for hensigten med det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Johs. Poulsen, Det Radikale Venstre, værsgo.

Tak. Ligesom hr. Rasmus Jarlov har vi også fra Radikale Venstres side stor sympati for forslaget, som jo i sit sigte handler om at fjerne noget, der måske af rigtig mange opleves som noget administrativt bøvl og et eller andet sted som noget overflødigt i forbindelse med valghandlingen. Det er da også den indgangsvinkel, som vi har indtaget efter drøftelserne i vores gruppe, at vi er positivt indstillet over for beslutningsforslaget, medmindre der skulle komme meget tungtvejende og principielle argumenter ind i billedet for det modsatte.

Nu møder jeg jo somme tider ude i landet det synspunkt: Jamen lytter I nogen sinde til hinanden inde i Folketinget; hvis der kommer gode argumenter frem, kan man så ikke ændre synspunkt eller bøje sig i forhold til dem? Og derfor bliver jeg jo nødt til at tilstå, at jeg rent faktisk synes, at ministeren havde en række gode argumenter for, hvorfor man måske lige bør tænke over, om man også skal gennemføre forslaget her – selv om vi som udgangspunkt syntes, det var rigtigt. Derfor vil jeg forbeholde mig min endelig stillingtagen til den videre behandling og til de argumenter, der måtte komme frem i udvalgsarbejdet, af den simple grund at vi faktisk mente, at ministeren havde nogle rigtig gode argumenter for sin sag her fra talerstolen.

Så jeg har forsøgt at lytte til, hvad der blev sagt i debatten, og vil muligvis endda også lade det få indflydelse på, hvordan vi endeligt skal trykke på knapperne.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke andre partiers ordførere i salen, så næste taler er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Man kan da i hvert fald starte med at konkludere, at det sidste svar, der kom fra De Radikale, var et rigtig radikalt svar. Der var så at sige opbakning til forslaget, men alligevel ville man også gerne lytte til ministeren. Jeg vil da sige, at Dansk Folkeparti selvfølgelig også gerne vil lytte til ministeren, men jeg synes godt, at ministeren måske somme tider burde lytte lidt til Dansk Folkeparti, i hvert fald når det drejer sig om de her forslag, som jeg synes der er sund fornuft og ræson i at komme med.

Jeg synes, at de argumenter, jeg har hørt, for, at man ikke kan støtte forslaget, mest har grobund i, at man har kigget på nogle begrænsninger, som jeg mener man klart og nemt og utvetydigt kan skrive sig ud af i en ny revision af den kommunale valglov. Jeg synes ikke, at man har fokuseret på mulighederne, og jeg synes faktisk, at jeg vil rose SF's ordfører, fru Meta Fuglsang, for den måde, som det blev grebet an på, for selvfølgelig kan der også være problemer med den måde, som man vurderer det til at ville foregå på i praksis. Jeg tror personligt heller ikke på, at der vil blive en situation, hvor den enkelte byrådskandidat vil skulle valfarte hen og stå i kø henne på borgmesterkontoret for at få et rødt eller et blåt stempel. Jeg tror altså på, vi har rimelig uddannet personale osv. i vores organisation her i Danmark til, at man sagtens kan tilrettelægge en valglov, som tager hånd om de rent faktuelle proceduremæssige udfordringer, som er forbundet med den her eventuelle revision af valgloven.

Jeg synes, det er på tide, at vi tager hånd om en så lille og relativt beskeden ændring som den, der lægges op til her. Det er da rigtigt, som flere ordførere har sagt, at vi kunne finde andre afbureaukratiseringsforslag, som kunne være mere givende rent tidsmæssigt i kommuner og regioner. Men omvendt synes jeg jo ikke, at man kan retfærdiggøre, at man bare lader tingene blive ved at være de samme, bare fordi man synes, at det er småting. Hvis man har mulighed for at lave en revision, som gør, at det bliver nemmere og mere praktisk, og uden at det går ud over det demokratiske folkestyre, hvorfor så ikke i det mindste gøre forsøget?

Den konservative ordfører var inde på, at det havde kostet ca. 9 mio. kr. at bruge en time på det her forslag. Det kan man selvfølgelig sige, hvis man synes, at det skulle være sjovt, men omvendt kan man sige, at det jo koster penge for hver time, der går med den recession, der er, og de økonomiske udfordringer, som Danmark har. Jeg synes ikke, at det har så meget med det her forslag at gøre overhovedet.

Jeg tog i mine første bemærkninger udgangspunkt i spørgsmålet om Københavns Kommune, for jeg synes, at det er en af de kommuner, som har de største udfordringer, i og med at der er så mange håbefulde partier, der stiller op, altså Pærepartiet og Hampepartiet og Kærlighedspartiet og sågar Indkøbslisten var på ved det seneste byrådsvalg i november 2009. De fik så ikke stemmer nok til at blive valgt ind, og de skal så ud og gøre forsøget igen med at indhente de her stillererklæringer. Men jeg synes, det er lidt at gøre grin med folkestyret, når valgte partier som Socialdemokraterne og SF og Dansk Folkeparti og Venstre osv. gang efter gang skal ud at indhente så mange vælgererklæringer for bagefter at sætte kommunale medarbejdere til at krydstjekke de enkle vælgerlister for at se, om der er nogle, der har skrevet dobbelt under på flere forskellige partiers lister, eller om nogle sågar har skrevet under på tre forskellige stillerlister.

Oven i det ved partierne også, at de er nødt til at indhente et ekstra antal stillere, således at de har råd til at miste nogle af stillerne, hvis disse bliver sorteret fra ved det her krydstjek eller tredobbelte krydstjek. Så der er altså en vis form for administration ved det, og jeg synes, at vi skulle prøve at gøre forsøget med at få det gjort meget mindre bureaukratisk i de her tilfælde.

Jeg vil takke for de tilkendegivelser, der er kommet. Jeg synes, at der, hvad skal man sige, har været en blød afvisning fra dem, der har afvist det, hvor man siger, at det er gode intentioner, der ligger bag. Det er der altid, når Dansk Folkeparti kommer med forslag her i Folketinget. Vi havde selvfølgelig blot ønsket en lidt større opbakning til netop det her beslutningsforslag.

Men nu lader vi sagen gå videre i Kommunaludvalget, og så må vi jo se, hvad vi kan blive enige om fremover.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Maja Panduro.

Det glæder mig, at ordføreren anerkender nogle af de problemer, som kan være forbundet med det her. Han gør det så ved at sige, at man jo klart og nemt vil kunne skrive sig ud af de problemer, som nogle af os har listet op. Det ærgrer mig bare, at ordføreren glemmer at sige, hvordan man vil kunne løse de problemer her, for jeg mener ikke, at det nødvendigvis er så nemt og åbenlyst. Forslaget er jo relativt kortfattet og ikke så detaljeret, og det er fair nok, men kan ordføreren så ikke her fortælle os, hvordan han mener man skal løse problemet med, hvordan vi kan bestemme, hvem det er, der tegner stillerlisten? Hvordan mener ordføreren man undgår det, at kommunerne skal sidde og vurdere, hvem der tegner stillerlisten, og hvem der ikke gør? Det bliver et bureaukratisk helvede langt, langt ud over det bureaukrati, der måtte være forbundet med, at man f.eks. for Københavns Kommunes vedkommende i dag skal administrere stillerlister med op til 150 stillere for en lidt større gruppe af partier. Det gælder trods alt for en kommune med 1 mio. indbyggere, mens det for de fleste kommuners vedkommende altså vil dreje sig om 25 stillere på relativt få lister.

Tak for det spørgsmål. Så er det ordføreren.

Nu er det jo altså sådan, at det her er et beslutningsforslag, og det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke vil stå heroppe og i detaljer redegøre for, hvordan de enkelte lovændringer skal foregå. Det, jeg blot kan sige, er, at det her er et beslutningsforslag, som tager udgangspunkt i den eksisterende valglov, og vi tror altså på, at det er muligt at skrive sig ud af de her relativt få udfordringer og begrænsninger, som der er givet udtryk for, bl.a. i spørgsmålet om, om et parti har flere lokale vælgerforeninger, som stiller op i en given kommune. Vi tror på, at vi faktisk har kompetent juridisk personale, som kan skrive det ind i en revision af den eksisterende valglov. Jeg vil ikke til at gøre mig klog på, hvordan det skal gøres rent konkret i de enkelte problemformuleringer.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Så det vil sige, at ordføreren for forslagsstillerne sådan set ikke har noget bud på det? Det synes jeg er en lille smule bekymrende. Noget af det, som Valglovsudvalget beskæftigede sig med, og som de sagde kunne være en måde at løse det på, var, at det kun skulle være de store landsdækkende partier, der havde mulighed for at slippe for stillerlisterne, for der ville man ligesom have en autoritet at gå til, nogle, man kunne spørge, om det er dem, der repræsenterer partiet.

Hvis det er den model, hr. Hans Kristian Skibby forestiller sig, så må jeg sige, at det harmonerer utrolig dårligt med, at man ellers i alle mulige andre sager slår sig op på at være udkantsområdernes parti og den lille mands parti. Grunden til, at vi ikke vil være med på den model, er, at vi, selv om den ville være meget belejlig for mit eget parti, da vi er et stort og landsdækkende parti, synes, det er urimeligt, at man på den måde skal forfordele de små lokallister, som vi jo heldigvis har mange af, og som der er rigtig mange danskere der stemmer på til de lokale valg.

Så er det ordføreren.

Man må jo bare konkludere, at hvis fru Maja Panduro er så bekymret over det her beslutningsforslag, så tegner det lidt skidt for fremtiden for fru Maja Panduro i et folkestyre, for det er altså ikke normalt, at man med et beslutningsforslag kommer med et detaljeret lovændringsforslag til, hvordan man tager hånd om de enkelte udfordringer, der er beskrevet i et beslutningsforslag. Det er ganske enkelt ikke det, man gør ved en førstebehandling.

Det her er et forslag, som er lagt frem, og hvis der er sympati for ideen, går man videre med at lave en udformning af en lovtekst. Sådan fungerer det altså i virkeligheden.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Prehn.

Det er jo altid herligt, når Dansk Folkepartis ordfører kan fortælle os andre her i Folketinget, hvordan man plejer at gøre, hvordan det hele hænger sammen og fortælle, at sådan skal man ikke stille spørgsmål osv. Det, der undrer mig, når jeg sidder og lytter til debatten her, er, at man fra Dansk Folkepartis side kan tale om, at der er afbureaukratisering i det her, og så er det, man i virkeligheden står og svarer på talerstolen, når man får nogle spørgsmål om, hvordan det hele skal hænge sammen, og hvordan det skal administreres, at det har man ikke nogen bud på, det må nogle kloge jurister tage sig af. Ender det her i virkeligheden ikke med at blive et kæmpe stort bureaukratisk cirkus, hvor Dansk Folkeparti så vil have endnu flere jurister i kommunerne til at sidde og døje med det her i stedet for på helt almindelig traditionel vis at samle nogle stillere sammen? Det har man gjort i 100 år, skulle jeg til at sige. I mange, mange år har man samlet ind på den her måde og fået det til fungere; et godt, gedigent demokratisk princip. Det vil Dansk Folkeparti så lave om på, men skaber det i virkeligheden ikke bare endnu mere bureaukrati?

Så er det ordføreren.

Nu er der jo mange her i salen, som tydeligt husker netop hr. Rasmus Prehns indgangsvinkel til, hvordan man laver afbureaukratisering i kommunerne og ændringer i den eksisterende valglov. Forslaget fra Socialdemokraterne for noget tid tilbage var jo f.eks., at alle opstillede byrådskandidater ved kommunalvalget i København skulle have billede på stemmesedlen. Det betød så, at der skulle laves en stemmeseddel med billeder på 291 kandidater, og der skulle også sættes logoer på for alle de 21 partier, som stillede op. Det endte jo faktisk med, ifølge den beregning vi fik her i salen, at det blev en ganske lang stemmeseddel, der skulle til. Så med hensyn til afbureaukratisering skal man passe på ikke at flage så kraftigt, at man mister jordforbindelsen.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Rasmus Prehn.

Det er jo en helt urimelig sammenligning. Dansk Folkepartis ordfører ved udmærket godt, at det, vi foreslog, var i forbindelse med elektroniske valg at lave en foranstaltning, der kunne imødekomme de mange ordblinde vælgere, vi har, som i dag føler sig ekskluderet i forhold til valgdeltagelse. Det synes vi faktisk er et meget sympatisk forslag fra socialdemokratisk side, at vælgergrupper, der på grund af forskellige handicap ikke kan læse en almindelig stemmeseddel, får mulighed for at være med.

Her er der altså tale om, at Dansk Folkeparti tilsyneladende har problemer med at skaffe stillere nok. Så skal det gå ud over hele det danske folkestyre, så skal det laves om, og man skal til at have ansat jurister i kommunerne, der skal sidde og døje med at få lavet nogle regler, der kan hænge sammen. Er det ikke uhyre bureaukratiskabende, bare fordi Dansk Folkeparti har problemer med at stille en stillerliste?

Så er det ordføreren.

Det, der kom fra hr. Rasmus Prehn, var jo det, vi, ovre hvor jeg kommer fra, kalder en gang bladawer. Mange af os, som har en fortid og en fremtid i Dansk Folkeparti, husker, at vi for mange år siden faktisk havde en sag kørende, hvor lokale DSU'ere ovre i Jylland tog alle navnene på Dansk Folkepartis stillerlister og hængte dem op på plakater rundtomkring på gader og stræder, så folk i byen kunne se, hvem det dog var, der kunne finde på at være stiller for det der tåbelige parti, Dansk Folkeparti, som netop var blevet stiftet. Det var virkeligheden, vil jeg sige til hr. Rasmus Prehn. DSU gik ud og misbrugte et andet partis stillere og satte deres navne på plakater, så folk kunne se, hvad det dog var for nogle mennesker, der kunne finde på at være stillere for det nye tåbelige parti.

Det kunne måske være et godt argument for netop at få fjernet de her ordninger, hvor folk skal gå ud unødigt og lave stillererklæringer, når partierne får folk valgt ind i borgerrepræsentationen, i Regionsrådet eller i kommunalbestyrelser og byråd. Det er simpelt hen sund fornuft, vil jeg sige til hr. Rasmus Prehn. Og så nytter det ikke, at man bare ryster på hovedet og siger, at det ikke passer, for det er altså virkelighedens verden, vi tager som udgangspunkt, og den siger altså, at vi har en uhensigtsmæssig måde at håndtere det her på. Det giver ikke nogen mening, at man skal indhente alle de her stillererklæringer.

Tak for det svar.

Da der ikke er flere, der har ønsket ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.