Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 129:

Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser).

Af Kamal Qureshi (SF) m.fl.

(Fremsættelse 07.04.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Med det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, og i øvrigt også med den behandling, vi skal have af forespørgsel nr. F 27 senere på dagen, ja, der behandler vi faktisk et meget vigtigt tema, nemlig hele spørgsmålet om at sikre et tilstrækkeligt værn mod, at borgerne udsættes for chikane i form af f.eks. trusler, vold, hærværk m.v. på grund af deres religiøse tilhørsforhold eller deres politiske ståsted eller på grund af deres seksualitet eller handicap m.v. Med dette beslutningsforslag lægges op til forskellige tiltag i form af bl.a. en taskforce hos Rigspolitiet, bedre afdækning af motivet bag forbrydelser og en bedre registrering af den form for forbrydelse, der her er tale om, de såkaldte hadforbrydelser.

Som forslagsstillerne selv er inde på, er beslutningsforslaget jo identisk – stort set i hvert fald – med beslutningsforslag nr. B 50, som vi behandlede i sidste samling, og derfor tror jeg heller ikke, det kommer bag på nogen, at regeringen, ligesom sidst vi behandlede forslaget, ikke kan støtte det. Og jeg vil lige om lidt komme ind på, hvorfor regeringen så ikke kan støtte dette beslutningsforslag, men først vil jeg gerne slå fast, at det er et grundlæggende princip i det danske samfund, at ingen må udsættes for forskelsbehandling eller forbrydelser på grund af deres etniske tilhørsforhold, tro, politisk overbevisning, seksuelle orientering eller lignende. Og derfor er det naturligvis fuldstændig uacceptabelt, når nogen bliver udsat for disse hadforbrydelser.

Regeringen har derfor også i de senere år iværksat en lang række tiltag med henblik på at sikre en hårdere straf for den slags forbrydelser og med henblik på, at myndighederne har den fornødne opmærksomhed på disse forbrydelser.

Første del af beslutningsforslaget pålægger jo regeringen at sikre, at politiet indskærpes pligten til at undersøge motivet i forbindelse med potentielle hadforbrydelser. Som også min forgænger gjorde rede for i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslag nr. B 50 i sidste folketingssamling, har regeringen allerede iværksat en række tiltag, som skal styrke politiets indsats over for netop hadforbrydelser. Et af disse tiltag er politiets nye sagsstyringssystem, som vi forventer er indført i alle landets politikredse i løbet af sommeren 2012. I dette sagsstyringssystem får man et særligt felt til registrering af mulige hadforbrydelser, og det felt skal være med til at sikre, at hver enkelt sagsbehandler hos politiet og anklagemyndigheden husker at overveje, om gerningen har et særligt motiv og eventuelt udgør en hadforbrydelse.

Det er også i en meddelelse fra Rigsadvokaten til anklagemyndigheden udtrykkeligt fastsat, at anklagemyndigheden, hvis der er grundlag for det, under en straffesag skal fremhæve omstændigheder, der taler for, at der er begået en hadforbrydelse, og dermed omstændigheder, som kan begrunde en skærpet straf efter bestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6.

Så der er altså allerede i dag en række tiltag, der skal sikre, at både politiet og anklagemyndigheden er opmærksomme på mulige hadforbrydelser. Men selvfølgelig er det vigtigt konstant at være opmærksom på, om der bør gøres mere. Det er også grunden til, at jeg i november sidste år rettede henvendelse til Rigsadvokaten og bad Rigsadvokaten om at sikre, at man hos anklagemyndigheden fortsat har fokus på hadforbrydelser. I den forbindelse har jeg også anmodet Rigsadvokaten om at overveje behovet for yderligere tiltag på området, herunder hvordan der sikres en fuld opmærksomhed på netop straffelovens § 81, nr. 6. Jeg forventer, at Rigsadvokatens overvejelser er færdiggjort, så resultatet foreligger senest den 1. juli i år.

Forslagsstillerne foreslår i lighed med sidste år også, at der bliver oprettet en særlig taskforce under Rigspolitiet, som orienteres og om nødvendigt inddrages i alle tilfælde, hvor der muligvis er tale om hadforbrydelser. Og som jeg også redegjorde for ved besvarelsen den 10. november 2010 her i salen af spørgsmål nr. S 333, er det for mig at se afgørende i politiets indsats mod hadforbrydelser, at alle relevante medarbejdere i landets politikredse er opmærksomme på forhold, som tyder på, at der er tale om en hadforbrydelse. En central forankring af et sagsområde kan nogle gange være en god idé, når der tales om sådan nogle mere komplekse former for kriminalitet; det kan være menneskehandel eller økonomisk kriminalitet, hvor en særlig politifaglig ekspertise kan være afgørende for efterforskningen.

Hadforbrydelser kan imidlertid give sig udtryk i en lang række forskellige forbrydelser, som har det tilfælles, at de er motiveret af offerets etniske oprindelse, seksuelle orientering m.v. Der kan være tale om f.eks. vold, hærværk eller trusler, hvis håndtering jo ikke kræver nogen særlig politifaglig ekspertise, men som fuldt ud kan håndteres lokalt af politi og anklagemyndighed. På den baggrund er det altså regeringens opfattelse, at indsatsen mod hadforbrydelser bør forblive forankret og integreret i de enkelte politikredse, og derfor kan regeringen fortsat ikke støtte, at der oprettes en sådan særlig taskforce under Rigspolitiet.

Beslutningsforslaget indeholder så også et forslag om en forbedret registrering af hadforbrydelser, og der foreslås i den forbindelse, at der oprettes registre over alle hadforbrydelser. Formålet er at få et mere præcist billede af omfanget og karakteren af hadforbrydelser. Regeringen anerkender naturligvis vigtigheden af, at der indsamles så meget information som muligt om hadforbrydelser. Men jeg synes dog også, at det er vigtigt at holde sig for øje, at en egentlig politiindsats ikke bliver overskygget af nye registrerings- og indberetningsordninger ved siden af de ordninger, vi allerede har.

I den forbindelse vil jeg pege på, at Politiets Efterretningstjeneste allerede i dag kortlægger omfanget og karakteren af hadforbrydelser i den såkaldte årlige RACI-rapport, og denne rapport udarbejdes for at sikre overblik over udviklingen på området, så der i tide kan sættes ind over for negative tendenser. RACI-rapporten bygger på en ordning, hvor alle kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund bliver registreret af PET, altså af Politiets Efterretningstjeneste. Ordningen har siden 2009 omfattet alle forhold med ekstremistisk baggrund, herunder forhold, som er motiveret af spørgsmål vedrørende race, tro, politik eller seksuel orientering.

Hvor der før gjaldt en indberetningsordning for politikredsene, har PET siden 2009 selv indhentet oplysninger direkte fra politiets sagsstyringssystem. Formålet med det er at sikre en så høj grad af ensartethed som muligt, og ordningen vil dermed også give et mere dækkende og mere nuanceret billede af hadforbrydelser i Danmark. Der eksisterer altså allerede en ordning, hvorefter hadforbrydelser registreres centralt hos politiet, og som er blevet forbedret og udvidet i de seneste år.

Regeringen skal efter forslaget også have pligt til undersøge en model for, hvordan man kan styrke rådgivningen og vejledningen af personer, som udsættes for hadforbrydelser, herunder i samarbejde med relevante organisationer. Formålet er at sikre en højere grad af indrapportering af hadforbrydelser. Det kan meget vel være sådan, at et stort antal hadforbrydelser ikke anmeldes til politiet. Bl.a. for at få belyst, hvorfor politiet så forholdsvis sjældent registrerer hadforbrydelser, bevilgede Justitsministeriets forskningspulje forrige år midler til, at Institut for Menneskerettigheder kunne udarbejde en udredning. Denne udredning er offentliggjort tidligere i år, og den indeholder en række anbefalinger. En af disse anbefalinger er, at der bør gøres en indsats for at fremme anmeldelse af hadforbrydelser.

I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at politiet har igangsat forskellige tiltag, som bl.a. skal sikre, at hadforbrydelser enten af den forurettede eller af eventuelle vidner bliver meldt til politiet. Vi har jo alle sammen et ansvar for at sige fra, hvis vi oplever, at medborgere bliver udsat for hadforbrydelser, og ofrene skal vide, at politiet og det øvrige samfund tager sådan nogle sager alvorligt. Derfor er det også vigtigt, at vi alle sammen netop påtager os det ansvar.

I august 2010 indledte Københavns Politi i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og Københavns og Frederiksberg Kommuner kampagnen »Stop Hadforbrydelser«. Formålet er at skabe opmærksomhed omkring hadforbrydelser og at få ofre og vidner til at anmelde hadforbrydelser til politiet. Kampagnen består af en lang række tiltag, herunder en plakatkampagne, temaundervisning i kommunernes 8. klasser, en Facebookgruppe og en hjemmeside med oplysninger om hadforbrydelser.

I forlængelse af kampagnen »Stop Hadforbrydelser« vil Politiets Efterretningstjeneste i samarbejde med andre centrale aktører opsamle, evaluere og bearbejde erfaringerne fra kampagnen med henblik på at udbrede erfaringerne til alle politikredse. Projektet skal altså bl.a. bidrage til at udbygge dialogen mellem politiet, lokale myndigheder og ngo'er samt ofre for hadforbrydelser. Projektet skal samtidig medvirke til at styrke politikredsenes indsats med henblik på at registrere, forebygge og efterforske hadforbrydelser.

Så kan jeg også nævne, at regeringen i juli 2010 fremlagde en ny handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte. Handlingsplanen har bl.a. fokus på at styrke mulige ofres kendskab til deres rettigheder og klagemuligheder, og det fremgår således, at der skal skabes mulighed for, at personer, der føler sig udsat for diskrimination på grund af deres etniske oprindelse, kan få hjælp på deres lokale medborgercenter. Det initiativ er under udmøntning.

Der er altså allerede iværksat en række initiativer, som har til formål at rådgive og vejlede både potentielle ofre for hadforbrydelser og også befolkningen som sådan om hadforbrydelser, herunder mulighederne for at anmelde dem.

Beslutningsforslaget indeholder et forslag om, at der gives mulighed for, at sager om hadforbrydelser som supplement til domstolsbehandling behandles i et konfliktråd. I januar 2010 indførtes en permanent og landsdækkende ordning om anvendelse af konfliktråd i straffesager. Konfliktråd kan anvendes ved alle typer straffesager, deriblandt sager om hadforbrydelser, hvis betingelserne for konfliktråd i øvrigt er opfyldt, herunder at begge parter ønsker at deltage, og at gerningsmanden i det væsentlige har tilstået. Så på dette punkt lægger beslutningsforslaget altså heller ikke op til noget nyt.

Ifølge beslutningsforslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag, så offerets køn, alder eller handicap tilføjes til straffelovens § 81, nr. 6, om forhold, som i almindelighed kan tillægges skærpende vægt ved strafudmålingen. Med hensyn til den del af forslaget, som drejer sig om at tilføje ordet køn til straffeloven § 81, nr. 6, er det anført i bemærkningerne, at det er medtaget særlig med henblik på transkønnede. I den forbindelse kan jeg oplyse, at en fortolkning af straffelovens § 81, nr. 6, med baggrund i bestemmelsens forarbejder medfører, at bestemmelsen allerede omfatter transkønnede, selv om det ikke særskilt er nævnt i bestemmelsen. Så for mig at se tilføjer forslaget ikke nogen reel ændring på dette punkt.

I øvrigt kan jeg om spørgsmålet om rækkevidden af § 81, nr. 6, også henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 2 og 7, som Retsudvalget stillede i forbindelse med udvalgsbehandlingen af B 50 i sidste samling. Straffelovens § 81, nr. 6, omfatter ikke alder og handicap, men hvis motivet for en forbrydelse har baggrund i offerets alder eller handicap, vil dette kunne tillægges betydning i medfør af straffelovens paragraf 81, nr. 11. Ifølge den bestemmelse skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse tilstand, og en sådan tilstand kan f.eks. foreligge på grund af høj eller lav alder eller handicap. Straffeloven giver altså allerede i dag mulighed for at lægge vægt på, at en forbrydelse er motiveret i offerets alder eller handicap. Derfor er det fortsat regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at ændre bestemmelsen som foreslået.

Forslagsstillerne ønsker som det sidste element i beslutningsforslaget, at der udarbejdes materiale til, at man i folkeskolen diskuterer opfattelser af køn, seksualitet og etnicitet ud fra et diskriminations- og ligestillingsperspektiv. Jeg vil gerne slå fast, at oplysning, information og diskussion uden tvivl er et af de mest effektive midler til at opnå en større tolerance og bekæmpe diskrimination og fordomme i vores samfund. Jo tidligere, vi sætter ind med den indsats, jo bedre.

I den forbindelse kan jeg oplyse, at Undervisningsministeriet allerede i 2006 udgav materialet »Undervisning i demokrati« til grundskoler og ungdomsuddannelser. Materialet omhandler emner som grundlæggende demokratiske værdier og ekstremisme og anvendes af både grundskoler og ungdomsuddannelser. Undervisningsministeriet udgav endvidere i oktober 2009 undervisningsmaterialet »Udsigt til indsigt – om køn og etnicitet og ligestilling«, der fokuserer på børns roller og forståelse i forhold til køn, etnicitet og ligestilling. Det materiale henvender sig til elever og lærere på 4.-6. klassetrin og er lagt ud til fri afbenyttelse på Danmarks Undervisningsportal.

Derudover kan jeg nævne, at regeringen på baggrund af regeringens handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte, som jeg allerede har omtalt, i samarbejde med dansk Institut for Internationale Studier er i gang med at videreudvikle og fremme anvendelsen af eksisterende undervisningsmaterialer om bl.a. racisme og diskrimination. Den indsats, forslagsstillerne efterspørger på dette punkt, er så også efter min mening allerede i fuld gang.

Så jeg skal bare kort sammenfatte her til sidst, at det er regeringens opfattelse, at det er en grundlæggende rettighed i det danske samfund, at man ikke udsættes for forbrydelser på grund af ens etniske tilhørsforhold eller seksuelle orientering. Og regeringen tager bekæmpelsen af hadforbrydelser meget alvorligt. Regeringen kan imidlertid ikke støtte beslutningsforslaget; ikke fordi regeringen grundlæggende er uenig med forslagsstillerne om, hvad der skal til for at bekæmpe hadforbrydelser – tværtimod, kan man næsten sige – men fordi regeringen allerede har taget en lang række initiativer på området, der dækker langt de fleste af de forslag, som er indeholdt i beslutningsforslaget.

Der er foreløbig to, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Mogens Jensen.

Tak. Jeg kan høre på justitsministeren, at justitsministeren er meget tilfreds med den indsats, der laves i København af Københavns Politi på det her område, og jeg giver ministeren fuldstændig ret i, at det arbejde, der udføres på det her område i København, virkelig er bemærkelsesværdigt og påskønnelsesværdigt. Det er nok også der, man har de fleste eksempler og dermed også praksis, man kan tage udgangspunkt i. Så jeg vil spørge ministeren: Kunne man ikke udvide den indsats og lade den indsats og de erfaringer, der gøres med den indsats, brede sig til de øvrige politikredse? Vil ministeren gå foran og implementere nogle af de tiltag, man også rent praktisk gør i Københavns Politi, til de øvrige politikredse og pålægge Rigspolitichefen det?

Det andet, jeg vil spørge ministeren om, er: Hvis ministeren vil være med til at fremme, at vi får anmeldt hadforbrydelser, hvorfor vil ministeren så ikke være med til at sikre, at der ved anmeldelsen spørges ind til, om der eventuelt kunne foreligge en hadforbrydelse, hos dem, der anmelder? Det er jo i første led, man kunne få den information først, men det forstår jeg ministeren ikke vil være med til.

Så er det justitsministeren.

Jeg er glad for, vi er enige om, at det er en god kampagne, man kører i København, og jeg er også enig i, at det nok er der, man ser den største koncentration af forbrydelser med den motivation. Om det skulle udvides til øvrige dele af landet eller til hele landet, synes jeg må bero på behovet for det. Det kræver jo ressourcer at lave kampagner, og hvis man kan se, at der er områder – det kunne være andre store byer – hvor der er et behov, og hvor der er en udvikling, der er kritisk på det her område, ja, så kan man da bestemt tage ved lære af den indsats, der gøres i København, og på den måde lave tilsvarende kampagner andre steder. Men jeg synes, det må udspringe af konkrete vurderinger af, hvor stort behovet er for at gøre den indsats.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Mogens Jensen.

Ja, så svarede ministeren så ikke på den anden del af spørgsmålet, der handlede om, om der ikke var en idé i, at der allerede, når der blev indgivet en anmeldelse, spørges ind til, om offeret mener, at der kan være tale om en hadforbrydelse. Grunden til, at jeg spørger om det, er igen, at Københavns Politi har udviklet en god praksis og udsendt en vejledning til de enkelte dele af politiet, hvor man i den spørgeguide, som politiet altså får udleveret, bl.a. angiver, at man skal stille åbne spørgsmål om personens opfattelse af motivet og årsagen til forbrydelsen og også spørge ind til personens nationalitet, etniske tilhørsforhold, tro, religion, seksuelle orientering. Det er altså den praksis, man bruger i København. Hvorfor har ministeren noget imod, at det er noget, man indfører generelt, når man anbefaler det fra politiets side?

Så er det ministeren.

Jeg har bestemt ikke noget imod, at man fra politiets side spørger ind til det. Nu er det jo ikke, hver gang der begås en forbrydelse, relevant overhovedet at spørge ind til den problemstilling, men hvor det er relevant at spørge ind til den problemstilling, har jeg ikke noget imod det. Det er jo, som jeg netop fremhævede, sådan at man har et særligt felt i det nye registreringssystem, hvor man kan afkrydse, om det er en sådan problemstilling, der gør sig gældende. Jeg har jo også netop rettet henvendelse til Rigsadvokaten, bl.a. fordi jeg er interesseret i at sikre mig, at der er den tilstrækkelige opmærksomhed på muligheden for at bruge de skærpede regler, der er i § 81, når der er tale om forbrydelser, der netop er motiveret af de forhold, som vi diskuterer her.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Tak. Jeg takker også ministeren for besvarelsen og siger endnu en gang tak for, at der i hvert fald – hvad skal man sige? – er enighed om, at der altså her er et område, som der skal gøres noget særligt ved. Der, hvor jeg tror uenigheden opstår, er, når ministeren ud fra sin besvarelse punkt for punkt kan afvise, at der skal laves ændringer, for som tingene er, går det jo godt nok, og der er taget hånd om alting. Virkeligheden er bare en anden. Virkeligheden er jo, at Politiets Efterretningstjeneste melder om en markant stigning i antallet af hadforbrydelser, ud fra det, som politiet har registreret.

Hvis vi kun kigger på de sager, de har registreret, og ikke kigger på de mange, som ikke bliver registreret, kan vi se, at der er 309 sager, hvor offeret er blevet overfaldet med baggrund i etnicitet, hudfarve, race, nationalitet eller andet. Hvis vi ser på tallene fra 2007, kan vi se, at der kun er ti sager, der kommer for retten. Så der er da i hvert fald et markant misforhold, og der er jo undersøgelser fra Justitsministeriet, der viser, at der må være mere end 10.000 sager.

Så kan ministeren synes, at det er tilfredsstillende, at det kun er ti sager, der er kommet for retten, når der er så mange mennesker, der bliver forurettet?

Så er det ministeren.

Jamen altså, jeg er jo i hvert fald fuldstændig enig i, at det, hvis der er tale om hadforbrydelser, så er vigtigt, at man anvender de strafskærpende muligheder, der er i straffeloven, sådan at man rent faktisk sikrer, at man i straffesagen benytter sig af at dømme hårdere, fordi der er tale om forbrydelser, der er motiveret af de grunde, som er opregnet i § 81, nr. 6.

Når det gælder spørgsmålet om, om der er en stigning, mener jeg, det er tvivlsomt, i hvilken udstrækning der sker en stigning eller ikke sker en stigning. For som jeg nu også tror, jeg redegjorde for, er der sket nogle ændringer i den opgørelsesmetode, som PET har, og derfor bliver det interessant at se, hvordan udviklingen er i de kommende år. For der vil være tale om en ensartet opgørelsesmetode fra år til år, hvor PET altså selv er inde i politiets sagsregistreringssystem at undersøge, om det er sådan nogle forhold, der gør sig gældende. Så når der er et spring i opgørelsens metode, kan man ikke undre sig over, at der er et spring i tallene. Det kan dække over, at der har været et mørketal tidligere, som så nu kommer frem i lyset.

Men det korte af det lange er, at der da er for mange forbrydelser, der er hadforbrydelser, og derfor er det vigtigt, at vi gør en indsats over for det.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Nu skal det her jo ikke gå hen og blive en diskussion om statistik alene, for Politiets Efterretningstjeneste skriver jo, at der er sket en markant stigning. Jeg går ud fra, at Politiets Efterretningstjenestes folk er klar over de statistiske ændringer, der er sket, så når de skriver, at der er sket en markant stigning, går jeg ud fra, at de ved noget om det.

Men under alle omstændigheder er det jo også Justitsministeriets egne undersøgelser, som peger på, at der er et meget, meget stort mørketal, som er sager, som ikke bliver anmeldt. En stor undersøgelse fra EU viser, at mere end 80 pct. af de somaliere i Danmark, der bliver udsat for hadforbrydelser, ikke ved, hvor de skal gå hen og få hjælp eller rapportere det. Så under alle omstændigheder kan man sige, at antallet af sager, der ikke kommer for retten eller ikke bliver opklaret, er markant større end de ti sager, der er kommet for retten. Det håber jeg i hvert fald at justitsministeren og jeg er enige om.

Så kan vi diskutere, om metoderne er gode nok, sådan som de foreligger, og om man skal bruge de metoder, vi anviser, eller andre, men det, der er problemet, er, at der er ti sager, der kommer for retten, på trods af at der er en viden om, at antallet af sager er markant større.

Så er det justitsministeren.

Vi er jo fuldstændig enige om, at sådan nogle sager skal anmeldes. Jeg gjorde også en del ud af at sige i mit indlæg, at sådan nogle sager bør anmeldes.

Så siger hr. Kamal Qureshi, vi nu ikke sådan skal hengive os til statistiske analyser og betragtninger over statistikkens mangler eller fortræffeligheder, men så fortsætter hr. Kamal Qureshi alligevel med at diskutere statistikken.

Det er rigtigt, at der er en stigning, men PET gør også selv opmærksom på, at der er sket nogle ændringer i de statistiske opgørelser, hvorfor de mener, at det lige nu er vanskeligt at sige noget sikkert om udvikling og tendenser på området. Det ved vi bedre, når vi har tal for 2010 og 2011, for så kan vi forholde os til flere år med samme opgørelsesmetode og se, om der reelt er tale om en stigning.

Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Tak. Og tak til justitsministeren for den tale, som ministeren fremførte. Noget af det, som vi i Dansk Folkeparti gentagne gange har oplevet, er, at der er jøder, specielt på Nørrebro, som har meget svært ved at gå helt almindeligt rundt på Nørrebrogade med en davidsstjerne rundt om halsen. Vi synes i hvert fald i Dansk Folkeparti, at den gruppe af ofre nogle gange bliver glemt, fordi det meget er fokuseret på homoseksuelle. Det har vi sådan set heller ikke noget imod det er, for vi skal selvfølgelig tage dyb afstand fra al slags hadkriminalitet. Men er ministeren enig i, at det her nye registreringssystem, som kommer, også meget målrettet vil gå ind og se på, hvad det er for nogle ikke kun gerningsmænd, men også ofre, vi har med at gøre?

Så er det ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at det naturligvis er helt uacceptabelt, hvis folk, som er jøder, ikke kan færdes frit og trygt på gaden på Nørrebro og alle mulige andre steder. Det er jo fuldstændig uacceptabelt. Alle skal kunne færdes frit på gaden uden at blive forfulgt eller generet på grund af deres religion, etnicitet, eller hvad det nu måtte være, de har af særkender.

Den opgørelse, som PET laver, opgør jo alle kriminelle forhold, hvor der er et ekstremistisk motiv, mens det tidligere var sådan, at den omfattede forhold, som havde en mulig racistisk eller religiøs baggrund. Men det betyder under alle omstændigheder – og sådan har det egentlig hele tiden været for den slags forbrydelser, som der refereres til her – at de forbrydelser vil være opregnet i opgørelsen.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Det synes jeg er positivt at høre. Men jeg vil også gerne stille ministeren yderligere et spørgsmål. Vi har jo i Dansk Folkeparti presset på for, at man via det nye Polsagsystem, som er politiets nye it-system, får oprettet en rubrik, som man skal sætte kryds i, hvis det er, at der er tale om en hadforbrydelse, sådan at registreringen bliver meget bedre, end den er i dag. Der mener vi jo i Dansk Folkeparti at det kunne være meget interessant, hvis man efter 1 eller 2, måske 3 år kunne sætte sig ned og se på, hvad det så er for nogle hadforbrydelser, der er kommet ind i løbet af de her år, og så igangsætte en handlingsplan. Det er ikke nødvendigvis Folketinget, der skal igangsætte en handlingsplan, men politiet og anklagemyndighed og andre relevante organisationer samlet. Er ministeren enig i, at det kunne være et positivt initiativ?

Så er det ministeren.

Jeg mener jo, at når man fører en statistik, herunder at man i det nye sagsstyringssystem har et særligt felt, hvor vi kan registrere mulige hadforbrydelser, ja, så er det jo kun fornuftigt, hvis det også er sådan, at man vil bruge de informationer, man dermed får adgang til, til noget. Og det må jo være at kunne vurdere omfanget, udviklingen, karakteren af de hadforbrydelser for om nødvendigt at sætte målrettet ind der, hvor der er en kritisk udvikling. Så naturligvis skal man kunne bruge de informationer til at gøre noget. Hvad det så er, man skal gøre, må jo afhænge af, hvad det er for en udvikling, man registrerer, og på hvilke områder man kan registrere den.

Tak til justitsministeren. Vi går i gang med den almindelige ordførerrække, og den første ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Kim Andersen.

Det spørgsmål, som her bliver rejst med beslutningsforslaget, er jo et på alle måder meget vigtigt spørgsmål, og når vi fra Venstres side ikke kan støtte forslaget, er det i og for sig ikke på grund af dets indhold. Vi opfatter som forslagsstillerne de her ting som meget alvorlige.

Det er klart, at vi i enhver henseende må tage afstand fra forbrydelser og kriminalitet, og det er jo i særklasse klart, at sådanne forbrydelser, som er begrundet i eller motiveret af offerets handicap, religiøsitet eller ikkereligiøsitet, seksualitet eller etnicitet, er ganske forfærdelige, og vi må helt klart tage afstand fra dem. Vi skal fra samfundets side gøre, hvad vi kan for at beskytte ofrene og gøre en rigtig stor indsats for at begrænse risici for disse forbrydelser og overgreb, som jo går under fællesbetegnelsen hadforbrydelser.

Når vi ikke kan støtte forslaget, selv om vi i og for sig er meget enige i mange af elementerne og helt klart også i intentionerne, så er det på grund af den meget udførlige og seriøse tale, som justitsministeren netop har holdt, som jo har anskueliggjort over for os alle, at regeringen igennem meget lang tid har taget netop disse spørgsmål meget, meget alvorligt og iværksat en lang række seriøse tiltag til at modvirke disse hadforbrydelser. Jeg skal henvise til ministerens grundige gennemgang af alle initiativerne, og jeg skal også hæfte mig ved, at der jo er mulighed for strafskærpelse i straffelovens § 81, når det er sådan, at en forbrydelse har et element af diskrimination eller racisme over sig.

Derfor kan vi ikke støtte det her forslag, men vi vil gerne appellere til, at vi hjælper hinanden og myndighederne med at slutte op om de mange rigtig gode tiltag, der er taget fra regeringens side, og så i øvrigt også, at vi medvirker til at begrænse det uden tvivl betydelige mørketal, der gør sig gældende inden for disse forbrydelser. Det kan være svært at anmelde et overgreb, og det kan i særdeleshed være svært på det personlige plan, når det er et overgreb, måske endda en decideret forbrydelse, som baserer sig på noget så personligt som ens religiøsitet, seksualitet eller handicap. Derfor kan jeg som andre befrygte, at der rent faktisk er mange af disse overgreb, som ikke bliver anmeldt til politiet, og som derfor ikke kommer til myndighedernes kendskab.

Det er jo med til at gøre indsatsen over for den slags kriminalitet og overgreb vanskeligere, også vanskeligere end nødvendigt, hvis vi kendte det reelle omfang. Derfor har vi alle sammen, synes jeg, som borgere en forpligtelse til at hjælpe med, at disse ting bliver anmeldt, og støtte de ofre, som er udsat for sådanne overgreb, og også støtte dem i at foretage en anmeldelse og det, der efterfølgende må hænde i den sammenhæng, herunder også i forhold til hjælp af både social karakter og rådgivningsmæssig karakter.

Det skal være sådan, at man i Danmark kan færdes frit på gaderne, til offentlige arrangementer, ja, i det hele taget færdes frit, uanset ens religiøsitet og handicap. Og det skal også være sådan, at man til enhver tid kan stå frem og stå ved, hvad man er i forhold til religiøsitet eller ikkereligiøsitet, handicap, etnicitet osv. Det er med til at karakterisere et frit og åbent og humant og demokratisk land, at man kan det, og det skal vi værne om. Det tror jeg der er meget, meget bred enighed om her i Folketinget og også i den danske befolkning. Det ses jo også i det meget omfattende katalog af initiativer, som regeringen har igangsat, og som ministeren netop har redegjort for at man følger ihærdigt op på. Tak.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Mogens Jensen.

Som allerede nævnt er beslutningsforslaget her en genfremsættelse af B 50, som vi behandlede i Folketinget i samlingen 2009-10, og Socialdemokraterne støtter forslaget, som vi også gjorde dengang. Hadforbrydelser er modbydelige, og vi skal selvfølgelig gøre alt for at forebygge og forhindre, at det sker, og når det sker, skal vi selvfølgelig have fat i og også straffe gerningsmændene.

Siden vores drøftelser sidst her i salen er Institut for Menneskerettigheder fremkommet med en udredning om hadforbrydelser, som lige præcis peger på de indsatser, som beslutningsforslaget her omfatter, og peger på, at de faktisk bør gennemføres. Det handler om at skaffe mere viden og datagrundlag for at kunne håndtere hadforbrydelser. Det handler om en indsats for at sikre, at hadforbrydelser rent faktisk anmeldes, og at ofrene også får mere at vide om deres rettigheder og klagemuligheder. Det handler om en styrket politiindsats i hele landet ledet af Rigspolitichefen. Det handler om at sikre en bedre permanent indberetning og en bedre registrering ved domstolene og en langt bredere oplysnings- og forebyggelsesindsats. Lige præcis det fremgår af udredningen fra Institut for Menneskerettigheder, og lige præcis det er jo meningen med det her beslutningsforslag.

Som det også fremgår af forslaget, er de offentlige tal for registrerede hadforbrydelser uforholdsmæssigt lave i Danmark i forhold til f.eks. Sverige. Og det betyder helt konkret, at gerningsmænd bag hadforbrydelser går fri på grund af manglende anmeldelse, eller at de modtager en straf for simpel vold, uden at der sker en skærpelse for hadforbrydelsen.

Justitsministeriets egen offerundersøgelse fra maj 2009 viser, at 14 pct. af alle voldsofre pegede på racisme eller homofobi som den direkte årsag til overfaldet, og samtidig indberetter Politiets Efterretningstjeneste – som det også er nævnt – årligt kun omkring 100 hadforbrydelser i Danmark. Så det er altså en absolut nødvendighed, at regeringen sikrer, at vi fremover får registreret hadforbrydelser, så vi kan få mindsket den store afstand, der er i dag mellem de registrerede hadforbrydelser og så de mange anonyme tilsagn, som vi ved indløber på f.eks. Københavns Kommunes hjemmeside, hvor man registrerer diskrimination.

Justitsministeren har sagt her i dag, at det nye politisagsbehandlingsystem vil kunne løse en del af det her registreringsproblem, da det vil bede sagsbehandleren hos politiet om at udfylde et særligt felt til registrering af mulige hadforbrydelser. Nu nævnte ministeren, at vi får det i 2012 – tror jeg – og vi startede den her debat i 2008-09, og så håber jeg, det kommer i 2012, for det er savnet udeomkring; det ved jeg i hvert fald at det er hos Københavns Politi. Og det er fint, at det initiativ nu kommer, men vi ønsker stadig et svar på det spørgsmål, der handler om, hvorfor man ikke kan søge at sikre anmeldelserne, ved at man direkte spørger der, hvor man kunne have mistanke om, at der forelå en hadforbrydelse. Det kunne man ved anmeldelsen direkte spørge det enkelte offer om. Som sagt er det jo en praksis, som politiet i København selv anvender og selv har udsendt en vejledning om, og jeg kan ikke forstå, at man ikke kan indføre det generelt i hele landet – også i form af at det fremgår direkte af de anmeldelsesblanketter, som politiet anvender. Det vil jeg godt anmode justitsministeren om at overveje nok en gang.

Det er også vigtigt, at politifolk bliver trænet i at være særlig opmærksomme på såvel direkte som indirekte indikationer på hadforbrydelser, og derfor er det også en god idé, at man laver en særlig taskforce i politiet, hvor man kan samle viden op, samle erfaringer og praksis på det her område op og bruge det som grundlag for at lave en god indsats i hele landet. Der er i det hele taget behov for, at Rigspolitiet breder sin indsats ud til hele landet og bruger de gode erfaringer, som man har i København på området.

Socialdemokraterne støtter også det fokus, der er i beslutningsforslaget på indsatsen i forhold til ofrene, dels gennem anvendelse af konfliktråd, som ministeren nu nævnte kan anvendes i dag, dels gennem en forbedret vejledning. Vi mener bare, at der skal lægges meget mere vægt på forebyggelse i forhold til at modarbejde racisme og homofobi. Vi har også set eksempler på, at det har bredt sig til handicappede grupper. Det er selvfølgelig også helt uacceptabelt, og det må vi også have fokus på i den kommende tid.

Men som det fremgår, støtter Socialdemokraterne forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Marlene Harpsøe.

Det er fuldstændig uacceptabelt, når mennesker udsættes for forbrydelser som f.eks. voldelige overfald, og det selvfølgelig uanset motivet bag. Da beslutningsforslaget her omhandler de såkaldte hadforbrydelser, vil jeg selvfølgelig også gerne ved den her lejlighed understrege, at forbrydelser, hvor motivet er had på grund af f.eks. offerets seksualitet, religion eller hudfarve, på ingen måde er noget, vi kan acceptere i Danmark, og det kan vi ikke i Dansk Folkeparti. Og i Dansk Folkeparti ønsker vi, at man slår hårdt ned på den slags forbrydere.

Forslagsstillerne skriver, at der skal ske initiativer allerede i denne samling. Rent lovgivningsmæssigt er det nok lige lovlig optimistisk at tro, at vi kan nå det nu. Og jeg siger det med et glimt i øjet, for når det så er sagt, mener vi i Dansk Folkeparti, at forslaget rent faktisk er sympatisk. Når Dansk Folkeparti alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, hænger det sammen som følger:

Der foreslås bl.a. en ordentlig registrering af hadforbrydelser. Det er Dansk Folkeparti fuldstændig enig i, og den registrering er på Dansk Folkepartis initiativ faktisk allerede på vej. Politiet får i løbet af sommeren 2012 et helt nyt i it-system implementeret, og her skal alle tilfælde af hadforbrydelser registreres.

Som jeg hørte det fra hr. Mogens Jensen, der var heroppe tidligere for Socialdemokratiet, kunne jeg i hvert fald fornemme, at man synes, det ikke har været hurtigt nok på vej. Men man kan sige, at det at lave et helt nyt it-system hos politiet og så efterfølgende implementere det altså tager sin tid, og Socialdemokratiet har jo også haft mulighed for at præge den her udvikling, i og med at man jo sidder med i forligskredsen bag politiforliget. Men i Dansk Folkeparti har vi i hvert fald gjort vores indsats gældende. Vi har gjort, hvad vi kunne, for vi mener, hadforbrydelserne skal registreres separat, så man kan finde ud af, hvem gerningsmændene er, og hvordan man målrettet kan iværksætte en indsats mod de her hadforbrydelser. Med registrering af hadforbrydelserne, deres art, deres omfang og gerningsmændene, men også af, hvem der er ofre, er det langt nemmere at forebygge hadforbrydelser.

Derudover foreslår forslagsstillerne, at der oprettes en såkaldt taskforce, som skal rådgive politiet. I Dansk Folkeparti mener vi imidlertid ikke, at der bør oprettes en sådan taskforce, for det er Dansk Folkepartis holdning, at politiet selv bør tage sig af det. Det er langt bedre, at politiet selv er klædt på til at håndtere hadforbrydelserne, og i det omfang det er nødvendigt, har vi i Dansk Folkeparti tillid til, at politiet selv opsøger mennesker, som er eksperter på området, og som har de rette kompetencer.

I Dansk Folkeparti mener vi som sagt, det er utrolig vigtigt med en konsekvent indsats og straf over for hadforbrydelser. Vi har jo bl.a. i Dansk Folkeparti været med til at skærpe lovgivningen omkring udvisningsdomme, og det betyder, at man f.eks. for et simpelt overfald kan blive udvist af Danmark, og det betyder også, at hvis man f.eks. udøver hadkriminalitet i form af et voldeligt overfald mod en homoseksuel eller en jøde eller andre på grund af vedkommendes seksualitet, hudfarve eller lignende, ja, så kan man altså blive udvist af Danmark, hvis man ikke er dansk statsborger. Det er vi i Dansk Folkeparti rigtig glade for, for sådan nogle personer skal selvfølgelig ikke have lov til at være i Danmark, hvis de ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og har den slags forfærdelige syn på andre mennesker.

I Dansk Folkeparti har vi gentagne gange hørt om jøder, som har svært ved at gå i fred på gaden på Nørrebro, og som ligefrem blive fordrevet fra boligområder, fordi de går med en davidsstjerne om halsen. Det er fuldstændig uacceptabelt. Vi hører bl.a. også om, at der i flere tilfælde har været tale om muslimer; det er selvfølgelig ikke alle, men der har været eksempler på muslimer, som har et så forskruet syn på vores åbne samfund her i Danmark, at de tyer til chikane og til vold mod bl.a. jøder og homoseksuelle. Det er meget ubehageligt, og det er et meget forvrænget og nedværdigende menneskesyn, som vi ikke bifalder i Dansk Folkeparti.

Der bliver her fra talerstolen også talt om forebyggelse, og i Dansk Folkeparti mener vi bl.a., at indsatsen skal lægges i folkeskolen. Forslagsstillerne er selv inde på noget om undervisningsmaterialer, men i Dansk Folkeparti mener vi, man skal gå skridtet endnu videre, og det er selvfølgelig at sikre, at de grundsten, der er i folkeskolen, er i orden. Der skal fokuseres på danskhed, og de danske værdier skal styrkes, sådan at børnene og de unge meget tidligt lærer, at ytringsfrihed, frihed, ligestilling og demokrati er meget vigtige grundværdier i det danske samfund. På den her måde vil vi komme det til livs.

Men i Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Vi synes, det er sympatisk, men som sagt er der, som justitsministeren også har været inde på, en hel del i det her lovforslag, som rent faktisk allerede er iværksat, og det er bl.a. på Dansk Folkepartis initiativ.

Der er foreløbig to korte bemærkninger, først er det hr. Kamal Qureshi.

Tak. Jeg synes jo altid, det lyder sådan lidt sært, når det er, Dansk Folkeparti taler om ligestilling og danske værdier på den facon.

Nu siger Dansk Folkeparti, at de gerne vil have, at der skal slås hårdt ned på de her forbrydelser, samtidig med at de afviser en bedre registrering og afviser, at der skal oprettes en taskforce hos politiet, og alt det andet, som i øvrigt ligger i forslaget. Jeg kunne forstå det, hvis man sagde, at der var elementer af det her, der allerede var igangsat, at man gerne ville støtte det, at man vidste, det var på vej, eller noget lignende. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan støtte det.

Det eneste, man kan komme med forslag om, er, at man kan smide folk ud. Altså, mere end 90 pct. af dem, der begår de her hadforbrydelser, er danske statsborgere. Hvad vil Dansk Folkeparti gøre med dem? Hvor er det så, de skal smides ud henne? Det kan godt være, vi kunne gå hen og blive enige om, at det er en forbrydelse, der er så voldsom, at folk burde smides ud, men det kunne være ret interessant at høre, hvor det er, vi smider folk ud henne, hvis de i øvrigt er danske statsborgere, men samtidig begår de her voldelige overgreb.

Undersøgelser viser jo også, at når det eksempelvis handler om overgreb mod de homoseksuelle, er det hovedsagelig etniske danskere, der begår de forbrydelser. Det ved fru Marlene Harpsøe også godt, hun har læst de samme undersøgelser, som der bliver refereret til.

Så er det ordføreren.

Jeg må nok indrømme, at jeg mener, det er hr. Kamal Qureshi og Socialistisk Folkeparti, der her er helt ude på et skråplan. Først og fremmest siger man fra Socialistisk Folkepartis side, at det er mærkeligt, at jeg taler for ligestilling og danske værdier, men det er netop det, det handler om. Altså, det handler om, at vi alle sammen skal være her i landet uanset vores tro, uanset vores hudfarve og uanset vores seksualitet. Det er for mig ligestilling, og det er en af grundværdierne i det danske samfund, så selvfølgelig taler jeg for det, for jeg ønsker ikke det danske samfund afskaffet.

Så siger hr. Kamal Qureshi, at jeg afviser registrering. Jamen det er jo noget vrøvl, og jeg synes bare, at hr. Kamal Qureshi skulle have hørt, hvad det var, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at der netop er en bedre registrering på vej, og det er jo Dansk Folkeparti, der har været med til at sikre, at det sker. Det bliver implementeret i politiets kommende it-system, som gerne skulle være implementeret senest i sommeren 2012.

I forhold til det med, at vi gerne vil smide folk ud, vil jeg sige: Ja, vi vil gerne smide folk ud, som f.eks. begår voldelige overfald. Som jeg også sagde i min ordførertale, handler det jo om mennesker, som ikke er danske statsborgere, og dem kan vi smide ud. Det er derfor, at jeg gerne lige vil rette hr. Kamal Qureshi i det, han sagde.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Nu spurgte jeg sådan set fru Marlene Harpsøe om, hvad man vil gøre med den langt overvejende del af dem, der begår de her hadforbrydelser, som jo er danske statsborgere, og som man ikke kan smide ud. Altså, Dansk Folkepartis universalmiddel til at løse problemet er jo at smide folk ud. Det kan godt være, at det kunne være interessant at eksperimentere med den idé, men hvor er det så, man skal smide de folk hen, som er danske statsborgere, og som begår de her forbrydelser? Hvad gør vi ved dem?

Det er korrekt, at der skal være plads til folk i det danske samfund – derom er Dansk Folkeparti og jeg og SF fuldstændig enige – men jeg synes, det er underligt at høre, for pointen er bare, at det ikke lige er det, som Dansk Folkeparti sædvanligvis plejer at mene. Men det er fint nok. Der er ikke nogen grund til at være uenig de steder, hvor vi ikke er uenige.

Men det, jeg godt vil høre, er: Hvis vi nu tog det her med it-systemet ud og siger, at nu efter regeringen og Dansk Folkeparti i 10 år har siddet med magten, bliver der så indført et it-system, som kan lave den her registrering i 2012, det vil sige ca. 11 år efter, at Dansk Folkeparti og regeringen fik magten – hvis vi nu piller det ud, kan Dansk Folkeparti så støtte alt det andet, der ligger i forslaget?

Så er det ordføreren.

Hr. Kamal Qureshi spørger om, hvad man i Dansk Folkeparti vil gøre i forhold til de personer, som er danske statsborgere, og som begår hadforbrydelser. Nu er det jo sådan, at vi har et retssystem i Danmark, der gør, at hvis man f.eks. begår et voldeligt overfald som led i hadkriminalitet, bliver man forhåbentlig smidt i fængsel – altså, det er der, hvor vi vil smide dem hen. Som hr. Kamal Qureshi så rigtigt siger, kan man jo ikke smide danske statsborgere til udlandet, det kan man ikke. Man kan jo ikke udvise danske statsborgere – jo, til Danmark.

I forhold til it og det, som hr. Kamal Qureshi til sidst sagde, må jeg indrømme, at jeg lige kort har glemt, hvad han bed mærke i der, men måske kan det gentages meget kort.

Forretningsordenen giver mulighed for, at hr. Kamal Qureshi lige gentager det sidste spørgsmål, men kun det sidste.

Nu skal jeg se, om jeg kan fange det sidste. Jeg tror, at det, jeg spurgte om, var: Hvis nu vi tog det her med it-systemer ud, men beholdt resten af forslaget, kunne Dansk Folkeparti så være med til at støtte den del af det?

Så er det ordføreren.

Tak for påmindelsen, det er nogle gange svært at huske det hele.

Jamen jeg synes som sagt, at der er mange positive ting i forslaget. Sagen er bare den, at de sådan set allerede er iværksat. Der er undervisningsmaterialer.

Socialistisk Folkeparti foreslår også øget brug af konfliktråd i den her slags sager. Det støtter vi i Dansk Folkeparti, og det har vi været med til at støtte her i Folketingssalen. Jeg var selv ordfører på det pågældende lovforslag, da vi fik indført det som en permanent ordning – og sådan kunne jeg blive ved. Det er i hvert fald mit svar.

Det er et sympatisk forslag, men når det er sådan, at vi allerede har indført en lang række initiativer, som netop lever op til det, som beslutningsforslaget meget gerne vil have at vi indfører, så synes jeg, at man i stedet for at fremsætte beslutningsforslaget, som har en lang række initiativer, der allerede er sat i gang, måske skulle have gennemgået sit beslutningsforslag igen med henblik på at sikre, at de ting, vi rent faktisk har gennemført, så er udeladt af beslutningsforslaget.

Så er det hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er glad for, at Dansk Folkepartis ordfører ligesom jeg selv har været meget optaget af det her med politiets registrering af hadforbrydelser. Vi har jo også været fælles om at stille nogle spørgsmål og om at få udvirket, at der nu kommer et felt i politiets nye sagsbehandlingssystem, hvornår det så måtte komme. Men det er jo et felt, der ikke bliver udfyldt i forbindelse med selve anmeldelsen, det sker under den efterfølgende behandling af anmeldelsen.

Derfor vil jeg spørge Dansk Folkepartis ordfører, om ikke det kunne være godt, at man allerede fra begyndelsen spurgte eventuelle anmeldere om det her. Det fremgår, at det er noget, som Københavns Politi anbefaler deres betjente at gøre, når de modtager en anmeldelse; de skal dels spørge om offerets opfattelse af motivet, dels om personens nationalitet, etniske tilhørsforhold, tro, religion og seksuelle orientering. Det skal de for selvfølgelig at prøve at få så mange oplysninger som muligt, der kan danne baggrund for at vurdere, om der er tale om en hadforbrydelse. Var det ikke noget at støtte, at vi indfører det?

Så er det ordføreren.

Jeg er helt enig i, at politiet selvfølgelig skal gøre, hvad de kan for at få så mange oplysninger om forbrydelsen som muligt. For det er jo klart, at det også sikrer, at politiet har nemmere ved at opklare forbrydelsen og altså få fat i den gerningsmand, som har begået et voldeligt overfald. Derfor synes jeg også, det er udmærket.

Men spørgsmålet er, om vi her i Folketinget skal lovgive om, at politiet skal sidde og spørge en anmelder i telefonen: Er du homoseksuel, tror du, det er det, der er motivet bag, at du er blevet overfaldet? Det kan måske godt for nogle, der ringer og anmelder, være at træde ind på et følelsesmæssigt område, og det er noget, man i hvert fald skal være meget påpasselig med.

Jeg har både tillid til politiet og til, at dem, der anmelder, oplyser om alt det, som er utrolig vigtigt for politiet at få at vide, for at forbrydelsen kan blive opklaret. Det ville jeg i hvert fald selv gøre, og det er jeg ret sikker på at alle her i salen ville gøre. Hvis man er udsat for en forbrydelse, kontakter man politiet, og så fortæller man politiet alt, hvad man ved om forbrydelsen, og også eventuelt, hvad der kan være motivet bag. Så den tillid har jeg i hvert fald.

Så er det hr. Mogens Jensen for yderligere en kort bemærkning.

Jo, men når Dansk Folkeparti, ligesom vi er det, er gået i detaljer med, at man vil have, at der i politiets sagsbehandlingssystem skal være en rubrik, hvad mærkeligt er der så i at sige – det kan være i form af en instruks eller i form af en vejledning, der bliver sendt ud – at når man er ved kilden, det vil sige i anmeldelsessituationen, så sørger man også for at få spurgt ind til det her? Det skal selvfølgelig ske på en ordentlig måde, og det har jeg også tillid til at politiet kan gøre. Hvad kunne problemet være i at sende det signal, eventuelt ved at sende en vejledning ud generelt til alle politikredse med udgangspunkt i det, Københavns Politi har gjort? Det tror jeg faktisk kunne være med til, at vi fik styrket anmeldelserne, og jeg kan slet ikke se problemet i det. Det tror jeg faktisk heller ikke Dansk Folkepartis ordfører kan. Derfor vil jeg bare opfordre til noget samarbejde om måske at prøve at sikre, at vi også på det her felt får skabt bedre muligheder for, at vi får en ordentlig registrering af de her ting og i øvrigt får mulighed for at forfølge forbryderne.

Så er det ordføreren.

Der er vel ikke rigtig nogen, der kan være uenige i, at det er meget godt at have en vejledning i, hvordan man håndterer forskellige slags sager, uanset om det er dyreværnssager, eller om det er sager om hadkriminalitet. Jeg synes, vi skal prøve at spørge justitsministeren under udvalgsbehandlingen, om det er en vejledning, der findes i alle politikredse. Jeg siger så ikke – det vil jeg ikke stå og diktere heroppe fra Folketingets talerstol – at der skal stå i vejledningen, at man skal spørge, om den, der anmelder, er homoseksuel eller jøde eller lignende, for det mener jeg kan være et privat anliggende eller er et privat anliggende. Det synes jeg selv man skal fortælle, hvis det har relevans for den anmeldelse, man kommer med.

Men lad os spørge ind til det under udvalgsbehandlingen, og så vil jeg igen fastslå, at vi i Dansk Folkeparti tager det her meget alvorligt. Vi synes, at hvis man har begået en hadforbrydelse, uanset om det så er med baggrund i tro eller seksualitet, så skal man straffes hårdt for det. Heldigvis er det også en skærpende omstændighed i lovgivningen i dag, at hvis man begår den slags forbrydelser, jamen så får man en lidt højere straf end ellers.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Så er det den konservative ordfører, og det er hr. Tom Behnke.

Det Konservative Folkeparti tager naturligvis stærkt afstand fra hadforbrydelser, og vi er jo også enige om i hele Folketinget, at hadforbrydelser tager vi afstand fra. Det er også derfor, at Folketinget sådan set har lovgivet om det her. Man kunne godt undervejs i debatten få indtryk af, at der slet ikke findes nogen regler på det her område, men det gør der. Hadforbrydelser er kriminelle handlinger, hadforbrydelser er strafbart, og det er endda sådan, at det er strafskærpende, altså, hvis man begår en forbrydelse og det har bund i, at det er en hadforbrydelse, så er det strafskærpende.

De bestemmelser er jo lavet. Det vil sige, at ved det, at vi har love og regler, der anviser, at det er strafskærpende, så er det selvfølgelig også noget, som politi og anklagemyndighed skal være opmærksom på, når de modtager anmeldelser, og når de afhører vidner, implicerede, ofre og gerningsmænd – også i forbindelse med at sagerne skal føres ved domstolene. Der skal man være opmærksom på, om der kan være tale om en hadforbrydelse. Og det bliver man automatisk, i forbindelse med at man modtager anmeldelsen og afhører vidner og implicerede – altså laver efterforskningen. For det, der gør sig gældende, når politiet sidder og behandler de her sager, er jo, at man spørger meget detaljeret ind til, hvad det præcis var, der skete. For det, man skal have på det rene, inden det kan nå til domstolene, er: Hvad var grunden til, at det her skete? Hvad var motivet for forbrydelsen? Var der nogen strafskærpende omstændigheder, eller var der nogen strafformildende omstændigheder? Alt det skal på plads.

Hvis man f.eks. læser en politirapport i forbindelse med en voldssag, vil man opleve, at når man kommer til selve voldshandlingen, så bliver politirapporten så detaljeret, at den nærmest sekund for sekund beskriver, hvad der sker, så man efterfølgende kan lave et helt filmmanuskript og gengive, hvad det var, der skete den pågældende dag. Hvem gjorde hvad? Hvem sagde hvad? Hvad var sindstilstanden? Var han ophidset? Grinte han af det? Provokerede den ene? Hvem slog først? Hvad gjorde du så osv. osv.? Det bliver meget, meget detaljeret pindet ud i politirapporterne. Og deraf vil det jo fremgå, hvis en af de involverede giver udtryk for: Jeg sagde sådan, og det blev nok opfattet på den måde. Eller vedkommende giver udtryk for: Jeg blev provokeret af, at der blev sagt og gjort sådan. Og deraf får man jo afdækket, om der er tale om en hadforbrydelse. Så allerede i den grundlæggende uddannelse, som politifolk får her i landet, lærer man at afhøre og spørge ind til sagerne, hvad enten vi taler om vidner, den forurettede eller den, der er mistænkt. Og der kommer de her detaljer frem, og så kan man se, om der er tale om en hadforbrydelse.

Men det er jo ikke ensbetydende med, at man altid kan løfte bevisbyrden. Og det skal man måske også være opmærksom på. Fordi den ene af de involverede siger, at der var tale om en forbrydelse, er det jo ikke ensbetydende med, at det er rigtigt. Det er heller ikke ensbetydende med, at anklagemyndigheden kan løfte bevisbyrden og dermed få vedkommende dømt hårdere, end man ellers ville kunne. De ting skal man altså også nå at have med. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man siger, at det er en hadforbrydelse, så kan vi bare straffe fuldstændig fra en ende af, og at der så slet ikke er nogen begrænsninger på, hvad man kan gøre. Sådan er det jo ikke. Retssikkerheden gælder også i de her sager.

Der kommer så et nyt sagsbehandlingssystem, som jo viser, at det her område ikke bare ligger stille, men at der faktisk hele tiden bliver taget initiativer til at se på, hvordan vi kan gøre det her endnu bedre i forhold til at beskytte de grupperinger, vi her taler om. Med det nye system, som har været undervejs længe, og som skulle have været implementeret nu, men hvor det trækker lidt ud med at få det færdigt, vil det være sådan, at ud over at man skal spørge ind til de her ting, fordi det er en del af det, man lærer i afhøringsteknik, vil der simpelt hen være felter, som skal krydses af, og hvor man stadig skal tage stilling til det her. Altså, betjenten skal simpelt hen forholde sig til, om det kan være tilfældet eller ej, på samme måde som man skal forholde sig til, om den forurettede skal have beskikket en bistandsadvokat, eller om den tiltalte skal have beskikket en forsvarsadvokat. Alle de der ting skal man tage stilling til allerede i dag, og der er der i systemerne allerede i dag mulighed for, at man kan krydse det af. Og det nye bliver med det nye system, at der tager man også fat i det her. Og jeg vil tro, at man nok også har en række andre forbedringer af systemerne, når nu man alligevel er i gang.

Så der bliver taget hånd om det her, og der sker også noget fremadrettet, og derfor behøver vi ikke at vedtage beslutningsforslaget her i dag, som vi fra konservativ side således vil afvise.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Tak for en minutiøs gennemgang af, hvordan man skriver en politirapport. Man kan i hvert fald se, det er en person, der har indsigt i, hvordan man arbejder med det, og jeg synes, det er godt, at det nogle steder foregår så detaljeret. Problemet er – det håber jeg også at den konservative ordfører vil give mig ret i – jo sådan set, som det både bliver anført i Institut for Menneskerettigheders undersøgelse og reelt set også af en lang række af de politifolk, der er involveret i forsøget i København, at der er alt, alt for mange sager, som ikke når frem og bliver registreret. Politiets Efterretningstjenestes undersøgelse viser, at der ud af mere end 300 sager, hvis vi bare tager dem, der bliver registreret, kun er 10, der når frem til retssalene.

Justitsministeriets egen undersøgelse viser, at der sandsynligvis er mere en 10.000 tilfælde, hvis man sammenligner med tal fra andre lande, hvor man har en bedre registrering. Så det vil sige, at der er et hav af sager, som ikke når at blive registreret. Så hvis det var sådan, at der var en så detaljeret rapportskrivning, som hr. Tom Behnke anfører der er, ville problemet jo ikke være der; så ville der ikke være så mange sager, som ikke når ud i retssalene. Og det er jo lidt den problemstilling, vi sidder med.

Så er det ordføreren.

Helt grundlæggende blev der vel egentlig spurgt: Kan det gøres bedre? Og dertil er svaret: Ja, det kan godt gøres bedre. Jeg har jo også nævnt, og ministeren har nævnt, hvad det er for tiltag, man er i gang med for at kunne gøre det her bedre.

Men det vil være en misforståelse at tro, at fordi anmelderen siger, at der er tale om en hadforbrydelse, skal det registreres som en hadforbrydelse, for det behøver det jo ikke at være. Der kunne være mange andre grunde til, at forbrydelsen fandt sted. Det behøver jo ikke at være af en af de grunde, som ligger inden for rammen af det, vi kalder hadforbrydelser, det behøver det jo ikke at være. Så det, man skal passe på med, er at få det indtryk, at fordi man har et sted, hvor offeret anonymt kan angive, om der er tale om en hadforbrydelse, så er antallet af anonyme anmeldelser lig med det sande antal af forbrydelser, for det er det ikke nødvendigvis. Der kan være nogle, der tror , at de er blevet udsat for en forbrydelse, fordi de tilhører en gruppe med en bestemt religion, etnicitet eller seksualitet. Det kan godt være, de tror det, men det er jo ikke sikkert, det er rigtigt; det er ikke sikkert, det er det, der er tilfældet.

Så inden vi nu ligesom giver det indtryk, at hvis bare vi registrerer, vil alting blive bedre, vil jeg sige, at det væsentlige er, at politiet er opmærksomme på det her, og at man bruger det i forbindelse med retsforfølgningen af gerningsmanden, så han kan få en hårdere straf, for vi vil ikke have de her hadforbrydelser.

Så er det hr. Kamal Qureshi for yderligere en kort bemærkning.

Lad os nu lave den øvelse, at vi siger, at der var undersøgelser, der viste, at der blev begået mere en 10.000 voldtægter i det danske samfund og der var 10 af dem, der kom for retten, så er det jo ikke nødvendigvis sådan, at tallet behøver at være korrekt, men ikke desto mindre vil det jo være noget, der vil blive taget alvorligt, ganske alvorligt endda. Så jeg er da fuldstændig enig i, at en selvrapportering ikke nødvendigvis er et udtryk for en forbrydelse. Men det undrer mig, at det skal komme fra den konservative ordfører, som jo ofte reagerer på undersøgelser og kriminalitetsstatistikker vedrørende personer, der ikke er dømt, altså undersøgelser, der bygger på en kriminalitetsstatistik .

Det, vi reelt set lægger op til, er jo ikke at antage, at fordi man siger, man har været udsat for det, så er det foregået sådan, men at bruge redskabet. Der kan også være situationer, hvor offeret ikke tror, der er tale om en hadforbrydelse, men hvor der rent faktisk er tale om en hadforbrydelse; sådan nogle situationer kan der sagtens være. Det kræver selvfølgelig, at politiet får de redskaber, man eksempelvis arbejder med i det forsøg, man har i København, og det, man har gjort i Stockholm og andre steder. Det er jo nogle redskaber, der er afprøvet; det er ikke et eksperiment, vi lægger op til her.

Så er det ordføreren.

Der er noget helt grundlæggende, principielt problematisk i den måde, som hr. Kamal Qureshi vender ordene på nu, nemlig at hvis man fik øjnene op for omfanget af det her, ville det blive taget alvorligt. Deri ligger altså, at hr. Kamal Qureshi mener, at politiet ikke tager det alvorligt i dag, at anklagemyndigheden ikke tager det alvorligt i dag, at regeringen ikke tager det alvorligt i dag, at Folketinget ikke tager det alvorligt i dag. Intet kan være mere forkert. Vi tager det meget alvorligt.

Vi vil til stadighed prøve at gøre noget ved det her område, fordi det er et område, hvor der desværre ser ud til at være en stigning. Så man skal ikke bare læne sig tilbage. Vi tager afstand fra hadforbrydelser, og det er også derfor, det er et prioriteret område. Det er også derfor, at Politiets Efterretningstjeneste er inde over det her område. Det er derfor, de nye it-systemer er indrettet på en sådan måde, at man kan fange det op og være helt sikker på, at hver eneste betjent her i landet er opmærksom på, at der kan være tale om en hadforbrydelse.

Så det er ikke sådan, at hvis bare vi kunne få noget mere statistik, ville vi tage det alvorligt. Det synes jeg er helt uhørt man siger her i Folketingssalen.

Tak til den konservative ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den radikale ordfører, og det er fru Lone Dybkjær.

Jeg synes altid, det er spændende at høre på den konservative ordfører, hr. Tom Behnke, i disse spørgsmål, for det er sådan en meget ren og perfekt verden, vi befinder os i, når vi hører på hr. Tom Behnke. Så i og for sig var jeg en lille smule glad for, at hr. Tom Behnke fik lejlighed til at svare på et spørgsmål, som viste, at han måske også er klar over, at der er tale om et problem. Jeg ved godt, at hr. Tom Behnke sagde, at vi alle sammen er imod hadforbrydelser, at vi alle sammen tager afstand, at det er strafbart i dag, og at det oven i købet er mere strafbart. Det er sådan set ikke den erkendelse.

Det, jeg synes ville være rart, er, at vi prøvede at diskutere, om det her er et problem, der vokser, eller om det ikke er et problem, der vokser. Jeg tror, mange af os, som måske ikke direkte er i centrum for det her, har en eller anden fornemmelse af, at det er et problem, der vokser, altså at der kommer flere hadforbrydelser i dag, at det ligesom er blevet mere acceptabelt at give voldeligt udtryk for ting, som man simpelt hen ikke bryder sig om. Det er jo det, der er meget vigtigt at få fat i, at få registreret på en eller anden måde. Er der tale om, at vi har en stigning i det her, eller er der ikke tale om en stigning? Det er sådan set det, der er det interessante ved registreringen, nemlig at vi kan få nogle fornuftige tal at forholde os til, sådan at vi kan se, hvor stort problemet er. Det er den ene side af forslaget, som jeg synes er vigtig. Så kan vi diskutere, hvilken metode der er, og om tingene er i gang og alt det her, men det er i hvert fald vigtigt på en eller anden måde at få kortlagt, om der er tale om en virkelig stigning.

Det andet, som jeg måske synes vi skal koncentrere os en lille smule mere om, er selve ofrene, og hvad vi kan gøre i forbindelse med ofrene. Jeg synes også, at spørgsmålet om konfliktråd, bedre vejledning og den slags kan være vigtigt, for det er jo på en eller anden måde ofrene, vi skal have fat, sådan at vi også kan finde ud af, hvor alvorligt problemet er. Føler man faktisk, at man i det danske samfund er blevet mere udsat, når man enten ikke er inden for den såkaldte heteroseksuelle normalitet eller ikke er såkaldt hvid dansker og den slags, og at det danske samfund er blevet et mere utrygt samfund at være i? Det er derfor, at den vigtige del af forslaget for mig er den, hvor vi får taget fat i ofrene og virkelig får sat mere fokus på det, brugt flere ressourcer på at få kortlagt de her ting. Så det er fint, at vi får diskuteret det.

Man kan sige, det er lidt ærgerligt, at det er fremsat så sent, for der er jo ingen jordisk chance for, at vi gør det færdigt på nogen form for seriøs måde, men vi får jo altså også lejlighed til at tage en ny drøftelse, når Rigsadvokaten kommer med sin redegørelse, som jeg forstår er den 1. juni, og det er jo så den allersidste dag i Folketinget. Men Folketinget går jo ikke på sommerferie, fordi der er mødefrit herinde, så jeg tror, ministeren kan glæde sig til en række samråd efter den 1. juni om det her spørgsmål.

Jeg kan se, at ministeren allerede glæder sig.

Vi går videre i ordførerrækken, og det er nu Enhedslistens ordfører, så det er fru Line Barfod, værsgo.

Enhedslisten kan bestemt også støtte forslaget. Det er jo desværre et nødvendigt forslag. Jeg kan ikke helt forstå den opfattelse, som regeringspartiernes ordførere og ministeren har af, at alt fungerer, som det skal. Jeg synes bestemt, at der er behov for at sætte ind over for det.

Jeg er ligesom fru Lone Dybkjær glad for, at forslaget også indeholder spørgsmålet om konfliktråd. Jeg tror, det er rigtig afgørende, at man får snakket sammen, og at man som offer får mulighed for at se, hvem der har begået den her forbrydelse, får set, hvad det er for et menneske, og får en snak om, hvad det egentlig er, der er foregået, og også får skældt ud, hvilket man ofte har et behov for.

Jeg tror i den forbindelse, at man måske også skulle se på, om vi kan lave noget materiale til børnene. Det er selvfølgelig også ældre, der begår de her forbrydelser, men det er i høj grad unge, som begår mange af hadforbrydelserne. Derfor tror jeg, det er væsentligt at se på det sprog, der bruges i skolerne, og lære vores børn og unge, at man altså skal tale ordentligt til hinanden. Det har en betydning, om man er vant til, at man kan kalde hinanden de værste ting, og om man har en opfattelse af, at det handler om at slå på dem, der er anderledes.

Jeg er helt enig i det fokus, der har været i dele af debatten, på, at der, hvor vi oplever nogle af de største problemer, er i forhold til folk med en anden seksualitet end den mest udbredte – det gælder både homoseksuelle, transseksuelle og andre – og i høj grad i forhold til dem, der har en anden etnisk oprindelse, især der, hvor man kan se det på dem. Det er virkelig et afgørende område at få sat ind på, for at der ikke er nogen, der bliver udsat for nogen former for hadforbrydelse.

Men jeg tror, at der er væsentligt, at vi også får set på, hvilket også har været lidt fremme i debatten, at det også sker for socialt udsatte. Der er hjemløse, der jævnligt bliver udsat for at blive slået på, og der begås hærværk mod deres herberg og væresteder. Derfor tror jeg, det er afgørende, at vi får en diskussion om, hvorvidt det også skal omfattes af den beskyttelse, vi har mod hadforbrydelser, og om det også skal med i den registrering, som jeg er enig i burde blive meget bedre; at det altså er et lige så stort problem, hvis man er hjemløs og derfor bliver slået ned, og at det skal vi også have stoppet og sat ind over for.

Så fra Enhedslistens side støtter vi bestemt forslaget, og vi håber på, at vi i Retsudvalget kan få skrevet en beretning, hvori vi kan prøve at lægge op til, at der bliver taget nogle flere af de tiltag, som forslaget lægger op til.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Kamal Qureshi.

Jeg takker for behandlingen, og jeg takker selvfølgelig især de partier, som bakker op om at tage hadforbrydelser alvorligt. Jeg synes egentlig, at det, at der er nogle mennesker, som har svært ved at gå på gaden, holde hinanden i hånden eller klæde sig, som de vil, og som oplever, at de bliver udsat for tæsk, bliver slået ned på gaden, er en meget alvorlig forbrydelse, for det går ikke kun ud over de pågældende personer. Det kan i sig selv være slemt nok, men det skaber også en frygt og utryghed, som gør, at andre mennesker, som kan have den samme religiøsitet, samme etnicitet, som hudfarve eller samme seksuelle orientering, kan føle, at deres frihed til at kunne gøre det samme, bliver indskrænket. Jeg tror, at man kan nævne og trække masser af sager frem, hvor personer oplever, at de ikke kan gå ned ad gaden sent om aftenen i weekenderne, at de ikke kan gå ned ad gaden på Nørrebro, som der blev nævnt, at de ikke kan rundt i dele af byen, fordi de kan risikere at få tæsk.

Så har vi diskuteret meget, om der er tale om 300 sager, 3.000 sager eller over 10.000 sager. Det synes jeg i hvert fald med al tydelighed viser, at der er brug for en bedre statistik. Det viser, at der er brug for en bedre registrering, sådan at vi, når vi diskuterer de her sager, ikke står og famler i blinde, sådan at vi ved, om der er tale om 300, eller om der er tale om 30.000, eller om der er tale om 10.000. Under alle omstændigheder kan man sige, at uanset om der er tale om 300 eller 10.000, er det helt, helt uacceptabelt, at der var 10 sager i 2007, der blev bragt for domstolen, og som havde at gøre med hadkriminalitet.

Der er ikke nogen her, tror jeg, der har benægtet, at tallet er markant højere end 10. Vi har diskuteret, hvorvidt PET’s registrering og stigningen har betydet nogle ændringer, men vi ved, at der er tale om markant flere sager end dem, der kommer for retten. Jeg kan ikke forstå, at repræsentanterne for regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som jo plejer at være dem, som påberåber sig at være på offerets side, kan stille sig herop og sige, at der ikke er grund til at gøre yderligere ud over det, der allerede gøres, og vente på, at noget sker, på trods af at man har siddet så mange år ved magten.

Hvis vi nu skal kigge på noget af det gode, der er, vil jeg sige, at det, jeg i hvert fald kan glæde mig til, er, at der kommer et etisk system – godt nok først til næste sommer – efter at vi har presset på i nu mere end 10 år. Det synes jeg er glædeligt. Det synes jeg er godt. Det bliver spændende at se, om det er tilstrækkeligt, om det giver de resultater, som vi håber på.

Så er jeg også meget spændt på at se den undersøgelse, som justitsministeren har iværksat, og som kommer fra Rigspolitiet den 1. juli, for at se, om det kommer til at betyde afgørende ændringer i måden at tackle det på, og om politiet foreslår nogle ændringer, som kan dæmme op for det meget store antal af hadforbrydelser, som går upåagtet hen, og hvor offeret ikke får oprejsning. Det synes jeg bliver spændende at se.

Så har vi den evige diskussion om, hvorvidt køn skal med, og hvorvidt de transkønnede, som jo er den gruppe af alle LGBT-folk, som er mest udsat for overgreb, som oplever konstant chikane og overgreb, er dækket af den eksisterende lovgivning. Det er der i hvert fald uenighed om, kan vi konstatere, for der er nogle jurister, der siger, at det er de ikke, og så er der nogle, der siger, at det er de. Men vi må jo bare kigge lidt nærmere på det og finde ud af, hvad vi skal gøre, for at sikre os, at de er dækket.

Så vil jeg sige, at det undrer mig, at der bliver sagt, at handicap og alder er dækket af den eksisterende paragraf, for man ser, at hvis der er tale om svage ældre, der bliver overfaldet, så giver det en yderligere strafforanstaltning. Men det behøver de jo ikke være. De behøver ikke nødvendigvis være svage, fordi de er ældre, men alligevel er de udsat for overgrebet på grund af deres alder, og noget tilsvarende gælder, hvis der er nogle, der har et handicap. Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at det sker, fordi de er et lettere offer så at sige, men ikke desto mindre kan overgrebet mod handicappede betyde, at mange andre i en lignende situation kan føle, at de ikke føler sig trygge nok til at kunne gå ud i byen. Jeg hører i hvert fald også fra mange handicappede, at de bliver udsat for chikane og overgreb, og at mange af dem ikke tør bevæge sig frit rundt i byen.

Så jeg synes, at en lang række af de problemer, som menneskerettighedscenterets store undersøgelse påpeger, og som det her forslag lægger op til at se på, bliver affejet, på trods af – som det også blev sagt af hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiets ordfører – at mange af de punkter, som menneskerettighedscenterets forslag lægger op til for at prøve at gøre noget ved de her problemer, fuldstændig ligner dem, som står i det her forslag. Alligevel bliver det affejet som noget, vi ikke behøver at gøre noget ved.

Jeg kan i hvert fald glæde mig over de små skridt, der bliver taget, og at der er en anerkendelse af, at det her er et problem. Jeg kan også glæde mig over, at der er en opbakning fra Enhedslisten, De Radikale og Socialdemokraterne til det her forslag, og det kan så forhåbentlig blive gennemført, hvis der kommer et nyt flertal efter det valg, som vi alle sammen venter på. Så jeg glæder mig over, at der sker noget på den korte bane, og har også en forhåbning om, at der kan ske noget mere tilbundsgående og mere grundlæggende om ikke så længe. Tak for debatten.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Tom Behnke.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at hr. Kamal Qureshi startede med at takke ordførerne, og så blev udtrykket »især dem, der tager hadforbrydelser alvorligt« brugt.

Jeg er nødt til at spørge, hvem af ordførerne under debatten her i dag, der ikke har taget hadforbrydelser alvorligt. Jeg vil bare lige høre det, for jeg har ikke hørt nogen, men der kan være en misforståelse der, som jeg synes hr. Kamal Qureshi skal have chancen for lige at få ryddet af banen.

Så er det ordføreren.

Jeg er egentlig lidt glad for, at hr. Tom Behnke bliver lidt indigneret eller irriteret over det her, og det synes jeg er fint nok. Min hensigt har ikke været at kritisere folk, for jeg synes sådan set, der er en forståelse for alvoren i det, men jeg må stadig væk sige, at jeg synes, at den hastighed, hvormed der bliver gjort noget ved det her problem, indikerer, hvor alvorligt man tager det. Så kan man selvfølgelig graduere, om man synes, det er alvorligt nok eller ej. Men at sige, at der bliver lavet et registreringssystem i politiets register til næste sommer, 11 år efter at regeringen er kommet til og sammen med Dansk Folkeparti har haft flertal i det her Folketing, synes jeg indikerer, at man ikke har taget det alvorligt nok.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Tom Behnke.

Det kan godt være, man har det indtryk, at det ikke bliver taget alvorligt, fordi leveringen af det it-system, der skal understøtte det her, af en masse komplicerede årsager har været forsinket. Men man har dog trods alt taget initiativ til at få det gjort. Men der bliver ikke svaret på det, jeg spørger om. Der blev sagt: Især dem – og der bliver der så refereret til ordførerne – der tager hadforbrydelser alvorligt. Det vil sige, at der altså er nogle ordførere her i salen, som hr. Kamal Qureshi mener tager det alvorligt, og så må der være nogle ordførere, der ikke tager det alvorligt. Vi taler ikke om politiets it-folk, vi taler ikke om alt muligt andet, men jeg spørger direkte: Hvem af ordførerne her i salen i dag tager ikke hadforbrydelser alvorligt? Jeg har hørt hver eneste ordfører tage afstand fra hadforbrydelser og i den grad sige, at det er noget, der skal tages hånd om, at det er noget, der skal gøres noget ved, at der kommer initiativer; vi gør det, de gør noget andet. Så hvem er det, hr. Kamal Qureshi refererer til? Ingen! Er det ikke det, der er sandheden? Sandheden er, at hr. Kamal Qureshi ligesom skal hæve sig op over alle os andre, for hvis ikke man er enig i beslutningsforslaget, tager man ikke hadforbrydelser alvorligt – det kan han ikke tillade sig at sige.

Så er det hr. Kamal Qureshi for den afsluttende korte bemærkning.

Regeringen og Dansk Folkeparti har haft magten i mere end 10 år, og i den periode er det her problem blevet taget op igen og igen. Når man ved, at antallet af hadforbrydelser langt overstiger det antal, der kommer for retten, når man ser den ene rapport efter den anden fra Justitsministeriets undersøgelser, fra Menneskerettighedscenteret, fra udenlandske undersøgelser, herunder fra europæiske undersøgelser under EU, som anfører, at Danmark ikke gør nok på det her område, som anfører, hvad der skal gøres, og som påpeger nogle af de ting, der skal gøres, og man så stadig væk ikke efter 10 år har gjort noget, vil jeg tillade mig at sige, at man ikke tager det her alvorligt.

Der er så yderligere en kort bemærkning, og det er fra fru Marlene Harpsøe. Værsgo.

Jeg vil gerne tage over der, hvor hr. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti slap, for i Dansk Folkeparti er vi da også meget forundrede over, at man på den her måde stiller sig op og siger, at resten af Folketingets partier ikke tager hadforbrydelser alvorligt. Det er åbenbart kun Socialistisk Folkeparti herinde, som tager hadforbrydelser alvorligt. Det er jo det, man hører fra ordførerens side, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er en smule pinligt, hvis ikke meget pinligt, nu, hvor vi bl.a. i Dansk Folkeparti har gjort en enormt stor indsats på det her område, bl.a. for netop at sikre, at hadforbrydelserne bliver registreret i politiets it-system.

Er hr. Kamal Qureshi ikke enig i, at nu, hvor Socialistisk Folkeparti netop sidder i den forligskreds bag politiet, som altså også sikrer det her nye it-system, og at anmeldelserne bliver registreret, kunne man selvfølgelig også der have gjort en indsats? Men jeg har ikke hørt et ord til de møder; jeg har ikke hørt et ord om, at Socialistisk Folkeparti tager det her alvorligt i forbindelse med de møder, der har været i politiforligskredsen. Det er da pinligt.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at man skulle have hørt meget dårligt efter, hvis man tolker det, at jeg siger, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti har haft magten de sidste 10 år og ikke har gjort nok, som et udtryk for, at jeg så siger, at alle Folketingets partier ikke har taget det her alvorligt nok. Det er jo ikke alle Folketings partier, der har siddet i regeringen, trods alt. Så det er absolut ikke min hensigt at sige, at alle Folketingets partier ikke tager det her alvorligt nok.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jeg da glad for at hr. Kamal Qureshi nu indrømmer, for hr. Kamal Qureshi sagde jo faktisk tidligere, at det var regeringen og Dansk Folkeparti, som samlet ikke havde gjort nok, og at vi jo havde haft magten i så og så mange år. Der vil jeg bare sige: Det passer simpelt hen ikke. Vi har netop sikret, at der er en meget konsekvent indsats, også over for hadforbrydelser, og at der også bliver det fremover.

Som jeg også har sagt under debatten i dag, vil Dansk Folkeparti, når den her registreringsordning har kørt i et par år, tage initiativ til, at vi får sikret, at der bliver lavet en handlingsplan på området, altså når vi ved noget mere om de her hadforbrydelser, for det er det næste skridt. Så i Dansk Folkeparti har vi gjort en stor indsats, og vi er slet ikke færdige.

Ordføreren.

Efter i 10 år at have siddet ved magten er det her så resultatet. Man anfører det, at man har fået lavet et it-system, der kommer i gang om et års tid, som et udtryk for, at man virkelig tager de her ting alvorligt. Det er fint nok, hvis Dansk Folkeparti mener, at det er et udtryk for, at man tager tingene alvorligt. Så må vi jo tillade os at være politisk uenige i vurderingen af det.

Tak til hr. Kamal Qureshi.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det er ikke tilfældet.

(Talen er under udarbejdelse)