Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 124:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilsager.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 05.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Efter det her beslutningsforslag, som vi nu skal drøfte, skal regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår – så skal vi skynde os – fremsætte lovforslag om en ændring af straffeloven, der indebærer, at forældelsesfristen i sager angående seksuelle overgreb mod mindreårige skal afskaffes. Forslaget skal også sikre, at forældelsesfristen i incestsager bortfalder.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget bliver der som begrundelse for forslaget henvist til de forskellige gode grunde, der navnlig kan være til, at et forhold om seksuelt misbrug først bliver anmeldt mange år efter, at krænkelsen har fundet sted. Der henvises også til den betydning, som en retsforfølgning af krænkeren kan have for offerets helingsproces og for forebyggelsen af, at samme gerningsmand gentager sine ugerninger.

Det synes jeg som sagt er gode grunde, som det er værd at tage med i sådan en samlet overvejelse, og jeg vil også gerne slå fast, at regeringen selvfølgelig ser på sager om seksuelt misbrug af børn med den allerstørste alvor. Derfor har jeg naturligvis også stor sympati for forslagsstillernes ønske om at retsforfølge personer, som har begået seksuelle overgreb, og sikre, at de personer ikke får mulighed for at gentage deres overgreb på andre børn. Jeg har også fuld forståelse for, at politianmeldelse og retsforfølgelse af krænkeren er et vigtigt led for offeret i processen med at kunne komme videre.

Efter de gældende bestemmelser i straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristen som udgangspunkt af strafferammen for den pågældende forbrydelse. Begrundelsen for den sammenhæng, altså sammenhængen mellem forældelsesfristen og lovovertrædelsens grovhed, er, at jo grovere lovovertrædelsen er, desto større behov vil der typisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at lovovertrædelsen er begået, og desto svagere vil de hensyn være, der kan tale imod en sådan forfølgning.

Derudover følger det af straffelovens § 94, at forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra den dag, den strafbare handling er ophørt. Dog regnes forældelsesfristen for bl.a. en række sædelighedsforbrydelser, herunder seksuelt misbrug af børn og incest, dog tidligst fra den dag, hvor den forurettede fylder 18 år. Den regel blev indført i 2000 efter forslag fra Børnerådet og indebærer, at personer, der som børn har været udsat for seksuelt misbrug, som voksne, hvor de jo bedre vil være i stand til at varetage egne interesser, har mulighed for at reagere over for det misbrug, som de har været udsat for.

De gældende regler er altså udtryk for en samlet afvejning af på den ene side hensynet til offeret og samfundets interesse i, at de forbrydelser så vidt muligt bliver genstand for en retsforfølgning, og så på den anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforskning af sager, der ikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkelige beviser.

Det er altså sådan, at det ofte vil være vanskeligt at klarlægge de faktiske omstændigheder i en sag, hvor forholdet er begået for meget lang tid siden, og det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor der ikke er tekniske beviser, men hvor beviserne i det væsentlige eller udelukkende består af vidneforklaringen fra den forurettede. Det vil ofte være tilfældet i sager om seksuelt misbrug af børn, der først anmeldes længe efter gerningstidspunktet. Jeg må i den forbindelse fremhæve, at en eventuel afskaffelse af forældelsesfristen jo ikke samtidig vil indebære en ændring af kravene til bevisets styrke.

Derudover kan man anføre, at den forurettede formentlig vil opleve det som en yderligere krænkelse, hvis politiet er nødt til at opgive en sag på grund af manglende beviser eller gerningsmanden bliver frifundet, hvis beviserne efter lang tids forløb ikke rækker til en domfældelse. Som det fremgår af beslutningsforslaget, er der imidlertid løbende konkrete sager fremme i medierne, som giver anledning til en politisk og offentlig debat – og en berettiget debat – om forældelsesfristerne i pædofilisager. Derfor er det efter min opfattelse også sådan, at der er behov for at overveje, om de gældende regler om forældelse fortsat er fuldt ud tidssvarende.

Som bekendt har Justitsministeriet anmodet Straffelovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og i forbindelse hermed overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former for seksuel krænkelse af børn. Det følger af Straffelovrådets kommissorium, at rådet i forbindelse med gennemgangen af straffelovens kapitel 24 kan overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest, og Straffelovrådet vil derved bl.a. have mulighed for at overveje spørgsmål om forældelse i relation til incest. Det er min opfattelse, at eventuelle lovgivningsinitiativer på området bør afvente Straffelovrådets arbejde.

Sammenfattende kan jeg sige, at regeringen har stor sympati for intentionerne bag beslutningsforslaget, men at regeringen af de grunde, jeg har nævnt, ikke kan støtte forslaget, da vi som sagt vil afvente Straffelovrådets arbejde.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg siger tak til justitsministeren for gennemgangen af regeringens holdning til forslaget. Det er klart, at vi ikke er enige i, at det ikke bør være sådan, at man ikke kan føre sager, hvis forløb ligger længere tilbage. Som vi påpeger i forslaget, er det meget ofte sådan, at når kvinder, der har været udsat for misbrug i en ung alder, får børn, kommer de i tanker om de forfærdelige ting, de selv har været udsat for, da de var små. Derfor lægger vi meget vægt på, at regeringen kigger på det her fordomsfrit, selv om man tidligere har været modstander af at ændre ved reglen.

Det, som jeg vil spørge justitsministeren om, er, om ikke ministeren kan eller vil være opmærksom på, at det jo meget ofte er sådan, at selv om man måske ikke kan komme med fysiske beviser på det misbrug, der har fundet sted, er det under alle omstændigheder sådan, at det for den person, der vil være med til at føre en sag, kan være en del af en helingsproces at kunne være aktiv deltager i en sådan sag.

Ministeren.

Jo, det er jeg opmærksom på og enig i. Jeg tror også, at jeg nævnte, at det også skal tages med som en af de grunde, der taler til fordel for at ophæve forældelsesfristen, det at det kan være en helingsproces. Over for det står så de problemer, det vil give, hvis det så ikke lykkes at løfte bevisbyrden. Det kan så på den anden side måske endda skade den helingsproces, så der er nogle forskellige modstående hensyn, hvorfor jeg ikke mener, det er så ligetil bare at sige ja til forslaget. Og det er derfor, jeg mener, vi skal afvente den gennemgang, Straffelovrådet nu laver af de forskellige hensyn, der er, og de forslag, som de kommer med.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes bare, at man her skal være opmærksom på, at selv om ministeren da kan have ret i, at det nok slet ikke er alle sager af den her karakter, som vil kunne vindes, fordi der mangler beviser, så vil det jo være sådan, i givet fald man fører en sag, at politiet i en sådan sag vurderer, at der er beviser til stede, og at det er derfor, sagen så bliver ført. I dag er den juridiske tilstand jo så bare, at der kan være kvinder eller mænd, som har været misbrugt som små, og som overhovedet ikke kan føre en sag alene på grund af den her forældelsesfrist.

Det er derfor, jeg efterlyser et klart svar fra regeringen på, om det ikke er en uholdbar situation. For det er jo en dybt krænkende handling, og det er noget, der kan påvirke dem, der bliver udsat for det, resten af livet. Derfor er det uholdbart, at man afskærer nogle – og sådan set også myndigheder, der måske kan se et systematisk misbrug, hvis det måtte ske – fra at føre den slags sager.

Ministeren.

Jeg er sådan set enig i de grunde. Det er nu engang bare sådan, at der er sager, hvor der både er noget, der taler for, og noget, der taler imod, noget, der taler i den ene retning, og noget, der taler i den anden retning. Det er ikke altid sådan, at tingene er sorte eller hvide, og derfor må man foretage en nuanceret vurdering af, hvad det er, der skal til.

Det er rigtigt at politiet, hvis der ikke er de fornødne beviser, så kan nå frem til, at der ikke er grundlag for at rejse en sag. Men det kan jo også være dybt frustrerende for den, som er blevet krænket og ved, at vedkommende er blevet krænket, at politiet så afviser at føre sagen, på grund af at der ikke er beviser. Det ville være den rigtige beslutning fra politiets side, men det kan jo også føre til dyb frustration eller det, der er værre, hos den, som så ikke af politiet får medhold i, at der kan rejses en sag, der kan prøves ved domstolene. For politiet må jo vurdere, om der overhovedet er grundlag for at rejse en sag og dermed, om der er bevismateriale for det. Det er bl.a. det, der gør, at det er kompliceret at sige enten ja eller nej til det her.

Fru Marlene Harpsøe.

Pædofili, altså seksuelle krænkelser af børn, er jo meget, meget groft og meget krænkende. Jeg er heller ikke i tvivl om, at justitsministeren er fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i netop det. Men så må justitsministeren jo også være enig i den realitet, at hvis man som barn er blevet krænket seksuelt, kan der gå utrolig mange år, før man er nået til det sted i sit liv, hvor man er klar til at fortælle om det overgreb, man har været udsat for, og dermed også anmelde det til politiet. Vi taler ikke bare om 10, 15 eller 20 år, der kan gå endnu længere tid. Mener justitsministeren vitterlig, at man skal være afskåret fra at kunne få den der retfærdige undersøgelse og efterforskning af sin sag hos politiet, når man nu endelig er klar til at gå til politiet?

Ministeren.

Jeg har jo sagt, at jeg har fuldstændig forståelse for de gode grunde, der er til at ophæve forældelsesfristerne i de her sager, og derfor er jeg sådan set enig i de grunde, som fru Marlene Harpsøe anfører her. Men som sagt er der også noget, der taler imod det og i hvert fald gør, at vi skal overveje det grundigt, inden vi skrider til den ændring af straffeloven, at man ændrer på forældelsesfristerne eller eventuelt helt ophæver dem. Det er den samlede overvejelse, jeg gerne vil have fra Straffelovrådet, inden vi tager endelig stilling til det her i Folketinget og eventuelt gør det, som der bliver bedt om i beslutningsforslaget. Jeg vil da ikke udelukke, at det ender der.

Fru Marlene Harpsøe.

Så må justitsministeren bare love, at Straffelovrådet ikke bliver en sovepude for regeringen på det her punkt. Altså, det er vigtigt, at vi konkret handler for at sikre, at ofre for seksualforbrydelser får en bedre retsstilling, end de har i dag.

Det, der også optager Dansk Folkeparti, er, at alt imens man så ikke kan få efterforsket sin sag, fordi forældelsesfristen er overskredet, så er der rent faktisk også forbrydere, som kan fortsætte med deres adfærd. De har jo også en bevidsthed om, at der kan gå rigtig mange år, før en sådan sag vil kunne komme frem i lyset. Men man vil ikke kunne komme efter dem, fordi politiet ikke kan efterforske sagerne, når den her frist er overskredet. Så hvordan har ministeren det egentlig med, at forbryderen, selv om der vitterlig er sket nogle forbrydelser, som man så ikke kan efterforske hos politiet, endda også kan fortsætte med sine forbrydelser?

Ministeren.

Det er da dybt utilfredsstillende. Det er det i sådan nogle sager her, og det er det også i mange andre sager. Jeg må bare påpege, at her er der jo også tale om, at ofrene for krænkelserne, de krænkede, ifølge beslutningsforslaget skal have mulighed for at have længere tid til at afgøre, om de vil rejse en sag, og forberede sig på at rejse en sag. Så det her forslag vil kun betyde, at der i mange sager måske går længere tid, før forbryderen bliver stillet over for en anklage og vi måske ad den vej får bremset den pågældende. Så forslaget lægger jo ikke op til, at vi hurtigere gør op med det. Forslaget lægger op til, at man skal kunne vente længere tid med at rejse sagerne og dermed give forbryderen længere tid. Så jeg synes ikke, at det her forslag i sig selv imødekommer lige præcis det hensyn.

Men som sagt kan jeg udmærket se de gode grunde, der kan være til at gennemføre forslaget, og det er jo også derfor, jeg sådan set er meget imødekommende, men siger, at vi nu vil have en samlet vurdering af det fra Straffelovrådets side.

Fru Lone Dybkjær.

Det sidste, det her med, at der gik længere tid, var en lidt interessant bemærkning, synes jeg, men det skal jeg ikke komme ind på. Det, jeg gerne vil med det her, er at stille et spørgsmål om tidsrammen for Straffelovrådet, for den har forskudt sig, også fordi der kommer flere opgaver ind, og det er jo sådan en samlepakke efterhånden, som Straffelovrådet skal tage stilling til. Så jeg vil høre, om der overhovedet er noget nyt omkring tidsrammen for arbejdet.

Ministeren.

Det er jo korrekt, at der kommer mere til, og det er jo bl.a. også, fordi vi af gode grunde her i Folketinget har flere sager, som vi gerne vil have Straffelovrådet skal vurdere. Det gælder ikke mindst i den her sammenhæng, hvor der har været rejst flere delproblemstillinger, som vi så har bedt Straffelovrådet om at gå ind i. Jeg tør ikke sige præcis, hvornår Straffelovrådet er færdig med deres samlede gennemgang af det her kapitel, men det vil da i hvert fald ske inden for et års tid, tror jeg. Man kan eventuelt stille spørgsmål om det i udvalgsarbejdet.

Fru Lone Dybkjær.

Nu smuttede det for mig. Inden for et års tid? O.k., så er det jo altså også forskudt. Vi kan sagtens stille spørgsmål om det i udvalgsarbejdet, og det, man så kan prøve at spørge ministeren om, er, om det måske kan blive delt op på en hensigtsmæssig måde, så det ikke er alt, der ligesom bliver udskudt i ret lang tid.

Ministeren.

Ja, det kan man spørge om under udvalgsarbejdet.

Tak til ministeren. Hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Det beslutningsforslag, vi her har til behandling, berører jo nogle problemstillinger, som er meget, meget alvorlige. Det vedrører jo en form for overgreb, en form for kriminalitet, som vel er blandt de allerallergroveste, mest fornedrende og krænkende – og så oven i købet over for mindreårige børn.

Dansk Folkeparti skal have tak, fordi man fremsætter det her forslag, fordi det jo altså berører noget væsentligt og sætter fingeren på et ømt punkt, og vi har, som man næsten kan lytte sig til allerede nu, i Venstre forståelse og sympati for intentionerne i forslaget. Jeg må også henvise til, at justitsministeren netop har givet en meget grundig og, synes jeg, forstandig redegørelse for kompleksiteten i den her sammenhæng, og derfor er vi fra Venstres side, jeg havde nær sagt naturligvis, indstillet på, at den her sag skal undersøges og underbygges så godt som overhovedet muligt, og vi er derfor ikke indstillet på at ændre ved den nugældende retstilstand, før vi har set en vurdering fra Straffelovrådet. Vi er meget tilfredse med, at det her arbejde for længst er sat i gang i Straffelovrådet. Jeg vil også gerne sige, at vi, når vi har redegørelsen fra Straffelovrådet, vil være meget fordomsfrie i vores tilgang til den problemstilling, som rejses af Dansk Folkeparti.

Men enkelt er det jo ikke, og det sagde ministeren også tydeligt. I forvejen har vi jo her med en ganske forfærdende form for kriminalitet at gøre, som af gode grunde har en sen ikrafttræden for forældelsestidspunktet, nemlig først fra det fyldte 18. år. Men vi har jo også det problem, at vi jo ved, at jo ældre sager bliver, jo vanskeligere bliver det at finde dokumentation, finde beviser og rejse en sigtelse, som kan føre til dom, og som ministeren sagde, og jeg kan henholde mig til det, kan man jo sagtens tænke sig den situation, hvor en sådan manglende sigtelse og manglende domfældelse i en rejst sag kan komme til at gøre voldsomt meget, måske endnu mere ondt på den pågældende end det, at sagen slet ikke kunne rejses.

Noget andet, og jeg tror måske, at det var det, justitsministeren var inde på her til sidst i sin besvarelse til et par spørgere, og som fru Lone Dybkjær også berørte, er, at hvis ikke der er en forældelsesfrist, kan man jo frygte, at nogle, som i og for sig har i sinde at ville rejse en sag om overgreb, der fandt sted mod en for mange år siden, vil udskyde tidspunktet for, hvornår de rejser den, fordi de er vidende om, at der er masser af tid, da den ikke bliver forældet, og fordi det er en forfærdelig sag, der vil smerte og gøre ondt at skulle til at forholde sig til igen og at få ribbet op i. Måske tror vedkommende, at vedkommende er i en bedre livssituation om 5 eller 10 år, hvor vedkommende vil kunne magte at løfte det her, alt imens beviserne tynder ud og de retlige muligheder for at kunne føre en sag til doms svinder ind, alt imens en eventuel krænker, forbryder, går fri i længere tid uden at få rejst en sigtelse. Det er jo også en reel problemstilling, vil jeg sige til hr. Peter Skaarup, som jeg synes vi skal tage i betragtning i forbindelse med det her beslutningsforslag.

Derfor tror jeg, at det er bedst, at vi afventer en grundig gennemgang fra Straffelovrådet og så vender tilbage til det her spørgsmål, når vi har det bedst tænkelige beslutningsgrundlag at vurdere det på. Så kan jeg til gengæld sige, at vi fra Venstres side vil være meget fordomsfrie og positive over for at vurdere det reelt.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg siger tak for den forholdsvis positive modtagelse hos Venstres ordfører af Dansk Folkepartis forslag om at fjerne forældelsesfristen i de her sager. Det er glædeligt, hvis forslaget i hvert fald kan være begyndelsen på, at man får den forældelsesfrist fjernet, for det er et problem, ved vi fra samtaler med foreninger, der organiserer kvinder og mænd, der har været udsat for de her ting, at de altså ikke kan få afsluttet den helingsproces, som de er i gang med, for at komme over det, der er sket.

Jeg synes ikke, at hr. Kim Andersen behøver at være så nervøs for det nej til en eventuel domfældelse, som en retssag kan medføre. Jeg tror helt sikkert, at selve det, at man har muligheden for at få sagen prøvet – det er ikke engang sikkert, at sagen behøver at blive prøvet – er ekstremt meget bedre end den nuværende situation, hvor man ikke har muligheden.

Derfor vil jeg spørge hr. Kim Andersen, om Venstre vil være med til at skubbe på, for at Straffelovrådet, som åbenbart er det helt afgørende spørgsmål også for Venstre, skal blive færdig med den her undersøgelse før end om et år, for det er godt nok lang tid at vente. Hvis vi først skal vente et år og derefter lave lovgivning, så kan der jo gå et år mere.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at hr. Peter Skaarups indlæg viser endnu et element af, hvor mange nuancer der er i den her problemstilling. Hr. Peter Skaarup nævner, at alene det, at der er en mulighed for at rejse sin sag, derved at der ikke er en forældelsesfrist, for nogle kan medvirke til en helingsproces og dermed være en hjælp videre i livet. Jeg anerkender, at sådan vil det sikkert kunne føles af nogle.

Modsat tror jeg også, at hr. Peter Skaarup kan følge det, jeg fremdrog, nemlig at det for nogle vil være endnu en krænkelse, hvis man først indleder en sag med alle de traumatiske, psykiske oplevelser, jeg kunne forestille mig, det kunne give, og at man så risikerer, at det ender med et tiltalefrafald, eller at der ikke kan ske domfældelse. Det må hr. Peter Skaarup også erkende kan være et problem, lige så vel som jeg nævnte problemet med, at en udskydelse af at tage en sag op, samtidig med at en eventuel skyldig går fri, også er et problem.

Vi vil gerne skynde på. Modsat er det seriøse ting, vi har med at gøre, og jeg tror, at Straffelovrådet gør det så hurtigt, det kan.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg tror ikke, vi bliver helt enige, vil jeg sige til hr. Kim Andersen, for jeg må sige, at jeg ikke deler, at det er et problem, som det kan være, at sagen så ikke bliver vundet. For det første er det jo sådan, at anklagemyndigheden skal tro på, at der er nogle beviser til stede, før der bliver tale om en sag ved domstolene. Så allerede på det tidspunkt finder man jo ud af fordele og ulemper ved at prøve en sag, fordi anklagemyndigheden altså i givet fald skal have nogle beviser, hvis der bliver en sag, der tyder på, at man kan vinde.

For det andet er den her slags sager jo ikke anderledes end andre retssager, for der er jo altid en risiko for at tabe. Der er jo, ligegyldigt hvad vi diskuterer her i Folketinget, ligegyldigt hvad der foregår omkring retssager, altid en risiko for at tabe på grund af sagens stilling, manglende beviser, eller hvad det nu er, der er det springende punkt, for at det, som mange vil synes er en oplagt sag, ikke bliver vundet. Sådan er spillets regler, når der føres retssager. Det ved alle borgere i det her land, at med den retssikkerhed, vi kender, er der den risiko.

Så det, vi egentlig taler om, er at give mulighed for, at der kan føres en sag, og jeg kan ikke forstå, at man ikke finder det oplagt, at der skal være den mulighed under alle omstændigheder.

Ordføreren.

Vi kan jo prioritere de forskellige argumenter og scenarier forskelligt, og vi kan vægte de forskellige hensyn forskelligt. Det, som jeg personligt lægger meget vægt på, og som jeg tror vi kan blive enige om, hr. Peter Skaarup og jeg, er, at vi under alle omstændigheder skal sørge for, uanset hvilke argumenter vi vægter mest, at vi har det bedst mulige beslutningsgrundlag. Det synes jeg at vi skylder lovgivningen, i særdeleshed i et så vanskeligt og ømtåleligt spørgsmål som det, vi her behandler.

Man når det så er sagt, kan det jo godt være, at vi ikke bliver enige og ikke ser ens på det. Det bekræfter hr. Peter Skaarup mig måske i virkeligheden lidt i med det sidste, han siger, nemlig at det her så er en retssag som alle andre, og at enhver i det her land ved, at man har en risiko for at tabe, når det kommer for en dommer.

Ja, der er det nok, vi så bliver lidt uenige, for jeg er ikke sikker på, at jeg betragter det her som en retssag som alle mulige andre. Jeg tror, at de her retssager typisk er så ondskabsfulde, så komplicerede, at de for den involverede betyder så meget i livet og gør så ondt i sjælen, at de er noget ganske andet, end de fleste andre sager i øvrigt vil være.

Tak til ordføreren. Fru Karen Hækkerup som ordfører for Socialdemokraterne.

For et par måneder siden var der nogle mennesker, der havde inviteret til høring i Brønshøj om seksuelt misbrug. Der var en hel masse mennesker til stede i salen, som var kommet for at høre nogle forskellige politikere herinde fra Folketinget, herunder mig selv, og rigtig mange af de mennesker, der var til stede i salen, var selv ofre. De rejste sig på skift op og tog ordet og bad os om at ændre loven, som de fandt meget urimelig.

Jeg havde på det tidspunkt den holdning og det synspunkt, at det ikke ville nytte noget at ændre loven, fordi man ikke ville kunne føre retssagerne. Men de tilstedeværende gjorde det meget klart, at det, der var vigtigt for dem, sådan set bare var, at de fik muligheden for at indgive en anmeldelse.

Jeg gjorde efterfølgende det, at jeg stillede et spørgsmål til justitsministeren, hvor jeg bl.a. spurgte til, hvornår Straffelovrådet ville være færdig. Nu hørte jeg før en henvisning til, at man kunne stille et spørgsmål om det, men det behøver man ikke at gøre, for det er for meget kort tid siden blevet besvaret, og svaret var, at Straffelovrådet vil være færdig med sin vurdering af reglerne inden for det her område inden udgangen af 2011.

Men noget af det, som jeg har tænkt over, og som jeg har talt med flere om ved den høring om seksuelle krænkelser, er, hvad man gør, hvis der er tekniske beviser. Vi står jo en situation, hvor der ikke kan rejses en sag, medmindre anklagemyndigheden finder, at der er beviser, der vil kunne føre til en domfældelse, men hvad gør man i de tilfælde, hvor der rent faktisk findes billeder eller videoklip, der dokumenterer, at overgrebene reelt har fundet sted, men hvor fristen er overskredet?

Derfor vil jeg sådan set gerne sige, at jeg ligesom ministeren og Venstres ordfører også afventer Straffelovrådets vurdering – jeg synes, at vi skal have den med, inden vi foretager ændringer.

Men jeg vil gerne sige på vegne af Socialdemokraterne, at vi er villige til at gå ind i det her for at se på, om der er nogle af reglerne, der skal udformes på en anderledes måde, sådan at vi imødekommer de mange forskelligartede hensyn og de mange, mange svære aspekter, der er i den her sag, og som både justitsministeren og Venstres ordfører redegjorde for der er.

Så vi afventer ligesom de øvrige Straffelovrådets vurdering, men vil gerne være med til at se på, hvad man kan gøre, sådan at de mennesker, der har været udsat for forbrydelser, og som er kommet ind i deres voksenliv, inden de tør se det i øjnene, inden de måske selv opdager det, også kan føle, at de bliver mødt med retfærdighed.

Der er ikke nogen tvivl om, at ofrenes liv bliver påvirket og i nogle tilfælde fuldstændig ødelagt. De oplever, at de ikke kan hænge sammen i deres familierelationer, eller at de ikke kan være på arbejdsmarkedet; de har behov for psykologhjælp.

Noget af det, vi jo bl.a. også kunne se på, var, hvad vi kan gøre for at hjælpe de her ofre. Udover at snakke om, at man skal kunne anmelde til politiet, hvad kan vi så i virkeligheden give af hjælp til de mennesker, der har været udsat for de her meget forfærdelige forbrydelser? Det kan vi jo godt gøre, selv om vi venter på Straffelovrådet. Vi kunne jo godt gå i gang med at se på psykologordningen, hvor jeg bl.a. synes, det er forargeligt, at man kun kan få 10 timer, og at man så endda skal have en egenbetaling op af lommen, før man kan få lov at få hjælpen.

Mange af de her mennesker vil jo havne i vores sociale system, og flere af dem, jeg talte med ved høringen, fortalte, hvordan de skal møde op og forklare, hvorfor de ikke er i stand til at have et arbejde, og at de så skal igennem det ene og det andet, selv om det i virkeligheden er dem, der er ofrene. Vi kan godt blive bedre til at tage os af de her mennesker, som har været udsat for noget, der er så invaliderende, som seksuelle overgreb i barndommen er.

Socialdemokraterne afviser altså i første omgang det her beslutningsforslag med den begrundelse, at vi afventer Straffelovrådets vurdering, men vi er meget interesserede i at finde en løsning. Vi tror, at der skal ændringer til, og det arbejde vil vi gerne gå konstruktivt ind i, når Straffelovrådet er kommet med sin vurdering.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg takker da for den principielle støtte til forslaget, som jeg fornemmer det fra Socialdemokraterne, men jeg må så indrømme, at jeg ikke forstår det næste, der bliver sagt, fordi hvis man støtter forslaget, hvorfor afviser man det så? Og hvad er det, der er så vigtigt, at Straffelovrådet skal vurdere det? Hvis man er overbevist om, at det skal være muligt efter det 28. år at kunne føre en sag om seksuelt misbrug, og det forstår jeg at vi er enige om, hvorfor er det så vigtigt at afvente Straffelovrådet, som jo egentlig bare rent teknisk måske skal diskutere det frem og tilbage, og hvad nu hvis de når frem til, at det er en dårlig idé? Man skal lige huske på, at skolen inden for Justitsministeriet og Folketinget jo igennem mange år nu har været at afvise det her forslag. Hvad er det, der skulle få Straffelovrådet til at vende om og sige, at det pludselig er en god idé? Altså, det, jeg rent ud sagt er bange for, er, at man parkerer sin beslutningskompetence hos Straffelovrådet.

Ordføreren.

Det, jeg synes er så svært ved de her sager, er, at der jo kan være tale om forbrydelser, der har fundet sted 20, 30, 40 år tilbage i tiden. Der kan også være tale om, at forbrydelsen slet ikke har fundet sted, og at gerningsmanden eller den påståede gerningsmand aldrig har begået det, han eller hun er blevet anklaget for. Der er altså en retssikkerhed både i forhold til offeret og i forhold til gerningsmanden i de her sager, og så er der problemstillingen om, hvad det, at der er en forældelsesfrist, betyder i forhold til det, som Venstres ordfører nævnte, nemlig, om der i virkeligheden er en boble, hvor man kan sige, at nu begynder ofrene at melde sig, for de ved godt, at hvis de ikke gør det nu, får de aldrig mulighed for det. Findes den boble? Det vil jeg egentlig gerne have belæg for.

Jeg vil gerne vide noget mere om det, men jeg synes, at jeg principielt må sige, at så kan vi ikke acceptere, hvis vi står i en situation, hvor der eksempelvis kan være videobilleder af et overgreb, og hvor vi så alligevel får at vide, at vi ikke kan føre sagen, fordi den er forældet. Derfor synes jeg, at vi skal have gjort noget ved det. Jeg vil bare rigtig gerne finde ud af, hvordan det skal skrues sammen, og der tror jeg, at Straffelovrådet med den kompetence og den ekspertise, de har inden for det her område, vil kunne hjælpe os til at gøre det på den rigtige måde.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg vil da ikke afvise, at der kan være nogle tekniske, juridiske ting, som man skal have hjælp til. Nu er det her jo et beslutningsforslag, som så fører frem til at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag. Men når det så er sagt, synes jeg da, at det er galt at lægge alle vores æg hos Straffelovrådet og så sige, at det må de finde ud af. Det er da oplagt, at der er en hel masse problemstillinger, i det øjeblik der bliver mulighed for at føre en sag.

Problemet er bare, at muligheden ikke er der for at føre en sag, når man er over de 28 år i dag, og det er jo det, der virker helt grotesk. Også på den høring, vi deltog i sammen, var der mange mennesker, der havde været udsat for de her ting, eller kender nogle, der havde været udsat for det, og den helingsproces, som der ligger i, at man kan få lov til at føre en sag, er der ikke; den har samfundet så at sige udelukket en fra. Så samfundet er i virkeligheden en modpart her i stedet for en medpart, som de jo burde være for at kunne hjælpe på den helingsproces, som de mennesker forhåbentlig er godt i gang med.

Ordføreren.

Jeg er jo enig med hr. Peter Skaarup i det, der bliver sagt om ofrene: Vi skal give dem al den støtte og al den opbakning og al den forståelse og al den hjælp, vi kan. Det, vi taler om nu, er selve lovændringen, og det, der står i Dansk Folkepartis beslutningsforslag, er jo, at Folketinget skal pålægges inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag, og det kan vi ikke nå. Vi kan ikke nå at høre Straffelovrådet, vi kan ikke nå at få de vurderinger, vi kan ikke nå at finde ud af, hvordan det i givet fald ville skulle ændres, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Men Straffelovrådet har ifølge det svar, jeg har fået fra justitsministeren, meddelt, at de vil være færdige med deres arbejde med at se på de her områder inden udgangen af 2011, og så står det jo frit for, når der har været et folketingsvalg, når vi starter igen i oktober, uanset hvem der har vundet, at vi sætter os ned sammen og ser på, hvad der er kommet fra Straffelovrådet, og så må vi finde nogle løsninger i fællesskab. Det tror jeg godt vi kan.

Tak til ordføreren. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for SF.

I fredags havde jeg et møde med landsforeningen, som arbejder for seksuelt misbrugte. De havde en lang ønskeliste med, og der er ingen tvivl om, at der er en række områder, hvor vi godt kunne forbedre tingene herinde fra Folketingets side. Det synes jeg vi skal være meget lydhøre over for, for det er ganske voldsomt at have været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Der er mange, der lever med det resten af livet, og det popper op i alle mulige livssammenhænge og er yderst belastende for den pågældende. Jeg har i hvert fald set nogle meldinger om, at hver tiende barn i Danmark i en eller anden udstrækning har været udsat for en uønsket seksuel kontakt, ikke nødvendigvis et seksuelt overgreb som sådan, men en uønsket kontakt. Det synes jeg at vi skal tage meget alvorligt. Det betyder, at der vil være en stor skare mennesker, som til enhver tid kunne have behov for støtte og behandling, rådgivning og vejledning.

Et af de meget store ønsker fra den her forening er, at man bliver anerkendt som offer. Det handler måske ikke nødvendigvis om adgang til at kunne føre en sag, som fru Karen Hækkerup også sagde, men om på en eller anden måde at kunne blive anerkendt i systemet. Det handler bl.a. om adgangen til at kunne få erstatning eller i det mindste få sin sag registreret hos politiet. Jeg kan forstå, at man i Norge, Finland og Irland har en lidt anderledes lovgivning på det her område, hvor der er en mulighed for at få en erstatning, selv om sagen ikke nødvendigvis bliver ført i et retssystem, fordi det kan være rigtig svært at samle det fornødne bevismateriale.

Der var også et interessant forslag om, at man kunne få de her sager registreret ved politiet, og så kunne der over tid måske dukke flere registreringer op på den samme person. Så kunne politiet måske ane et mønster, og så ville der blive en adgang til på et tidspunkt at sige, at nu er der så mange sager på den pågældende person, at det må være en indikation på, at der er noget om snakken, så der på den måde kunne samles beviser til at kunne føre en sag. Det synes jeg er et interessant forslag, som jeg håber vi kan arbejde videre med.

Men det, det handler om her i dag, er jo at afskaffe tidsfristen i de her sager om seksuelle overgreb. Vi har stillet os positive over for at se på det i en erkendelse af, at det i rigtig mange år har været et tabu at tale om det, og mange ofre finder først nu det fornødne mod til at stå frem med de oplevelser, de har haft. Særlig i forbindelse med sagerne i den katolske kirke har vi set, at ofre er stået frem efter mange år og har et behov for på en eller anden måde at få sat gang i de sager. Det har så ikke været muligt.

Derfor synes vi faktisk principielt, at man bør afskaffe forældelsesfristen, men vi anerkender også, at vi faktisk allerede fra Folketingets side har tilkendegivet, at det her er et vigtigt område. Vi har sat Straffelovrådet i gang med det, og jeg kan i hvert fald ikke personligt overskue, hvad det vil sige at fjerne forældelsestidsfristen helt. Der kan jo være ting, som vi ikke lige har kunnet forudse herindefra. Derfor synes jeg faktisk, det er fornuftigt, at vi afventer, hvad Straffelovrådet kan komme med på det her område.

Jeg synes, det er fint, at vi har tilkendegivet, at vi synes, at der skal ses på det her fra Folketingets side, men jeg vil også godt sige, at der er behov for at arbejde videre i en retning, hvor vi i det mindste i de sager, som aldrig vil kunne føres, får givet den rette hjælp til de her ofre, så de kan komme over krænkelsen. Det synes jeg ikke at vi er gode nok til endnu i Danmark.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Seksuelle overgreb på børn er meget forfærdelige og meget voldsomme krænkelser. Der er tale om noget, som påvirker enormt, og som skader helt ufatteligt. Derfor er det meget, meget vigtigt, at vi til stadighed ser på, om vi ikke kan gøre det her lidt bedre. Kan vi gøre det her på en lidt anderledes måde, sådan at vi i endnu højere grad og endnu bedre bliver i stand til at hjælpe ofrene, uanset hvor lang tid der er gået? For de, der er ofre, er ofre, uanset hvilke juridiske spilleregler vi har. Det er meget vigtigt at se på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre i forhold til ofrene.

Det er også vigtigt, at vi ser på – uanset de juridiske regler, der er for forældelse osv. – hvordan vi kan få standset krænkeren. For selv om der kan være gået år, kan der jo godt være behov for, at der bliver taget hånd om de mennesker, der har krænket. Det er ikke sikkert, de gør det længere, men det er muligt, at de stadig væk gør det. Det er vigtigt, at vi på en eller en måde får taget hånd om den situation.

Der synes jeg, det er interessant – det, som nogle efterhånden begynder at omtale – at man vistnok i andre lande har nogle andre muligheder og metoder; der er vistnok noget, man kan nogle steder. Det synes jeg kunne være rigtig interessant at få set på.

Jeg synes også, det kunne være interessant at få diskuteret lidt mere fagligt-juridisk problemstillingen og det dilemma, som vi er i i forhold til forældelsesfristerne. Der er jeg jo meget tilfreds med, at regeringen har bedt Straffelovrådet om at se på hele den her problemstilling og se på, om vi kan gøre det her på en lidt anderledes måde, på en bedre måde, på en måde, hvor vi i endnu højere grad kommer ofrene til hjælp, og hvor vi på en måde ikke nødvendigvis skal komme efter dem, der har krænket, for det er ikke sikkert, man kan det, men en eller anden måde, hvorpå vi kan komme også krænkerne til hjælp. Typisk er det jo det, der er tale om, nemlig at der er behov for, at også de får en hjælp til at komme videre uden fortsat at være krænkere.

Så det er mange forskellige elementer, der spiller ind, og vi er meget tilfredse med, at Straffelovrådet er blevet bedt om at se på det. Det, som vi især kommer til at se på med interesse, er jo de dilemmaer, som opstår, når vi taler om de her tidsfrister. I dag har vi jo en udvidet forældelsesfrist i de her sager. Normalvis ville forældelsesfristen være 10 år, men præcis når vi taler om seksuelle overgreb på børn, starter 10-års-forældelsesfristen først, fra offeret bliver 18 år. Det vil sige, at der jo sådan helt teoretisk er en 28-års-forældelsesfrist i de her sager.

Så vi har allerede en længere forældelsesfrist end i andre tilsvarende sager og i det hele taget, bortset fra nogle få tilfælde, hvor der slet ikke er nogen tidsbegrænsning, og det er jo typisk i drabssager. Men der opstår nogle dilemmaer i forhold til seksuelle overgreb på børn, hvis vi bare fjernede den tidsbegrænsning, der er på, hvornår man kan komme og anmelde en forbrydelse. Dilemmaerne opstår ved, at hvis man har været krænket, er det jo i sig selv en meget voldsom belastning, men jeg tror også uden præcis at vide det, at det for dem, der er ofre – og som skal gøre op med sig selv, om de vil ribbe op i hele sagen en gang til, gå til myndighederne og anmelde det, skulle afhøres igen og komme til retsmøder, hvor de skal sidde og forklare sig, og det bliver påstand mod påstand – vil blive meget opslidende. Der tror jeg at rigtig mange, hvis ikke der var en forældelsesfrist, ville have en tilbøjelighed til at sige: Nej, ikke i dag, jeg venter lige lidt endnu. Og hvis man bliver ved med at sige det, kan der til sidst være gået så lang tid, at der overhovedet ikke er nogen, der kan huske, hvad det egentlig var, der skete på det pågældende tidspunkt, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Der kommer det andet dilemma så ind i billedet: Jo længere tid, der er gået, efter at en forbrydelse er sket – især, hvis der ikke er nogen konkrete beviser på, at der er sket en forbrydelse – desto mere vil det være sådan, fordi det jo er udgangspunktet i vores retspleje, at enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode, at man kan komme i den situation, at beviserne simpelt hen bliver så tynde, eller det bliver så meget påstand mod påstand, at man simpelt hen er nødt til at frafalde sagen, eller at domstolene simpelt hen er nødt til at kende den pågældende tiltalte uskyldig. Det tror jeg i sig selv også kan være en ret voldsom belastning for dem, der er ofrene.

Så skal vi heller ikke glemme – og det synes jeg måske nok man har en tendens til, fordi det er så ubehagelige sager, vi taler om – at den tiltalte jo altså også har en retssikkerhed. Det, at man er mistænkt, det, at man er tiltalt, er jo ikke ensbetydende med, at man har gjort det. Det er ensbetydende med, at der er nogle, der påstår, at man har gjort det. Men der kan jo også være tale om, at det rent faktisk ikke forholder sig på den måde, og der er det vanskeligt, hvis man er blevet tiltalt for noget, der skete for 30 eller 40 år eller længere tid siden, at huske, præcis hvad det var, der skete. Derfor kan det også være svært at bevise sin uskyld. Den del synes jeg også vi skal tage med.

Men vi er fra konservativ side som sagt meget opsatte på at prøve at finde nogle løsninger på, hvordan vi kan komme de her dilemmaer til livs og gøre det på en lidt bedre måde i fremtiden. Det er vi meget opsatte på.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

De tidligere ordførere for De Konservative og Venstre har meget godt redegjort for en række af de dilemmaer, der er i forbindelse med den her slags sager, og selv om man godt kan være meget positiv over for forslaget – og det er vi sådan set fra Det Radikale Venstres side – er der selvfølgelig også nogle negative sider ved at forlænge uendeligt. Derfor er vi også tilfredse med, at det er et emne, som Straffelovrådet har taget op, og så kan vi senere få en drøftelse af det.

Jeg kan i forbindelse med forslaget godt undre mig lidt over – men det gælder såmænd så mange forslag, der bliver fremsat – at man absolut vil have en regering til at fremsætte et forslag inden for ingen tid, for så er man da i hvert fald helt sikker på, at det ikke bliver gennemført. Men det er åbenbart en skrivemåde, man benytter sig af, men det indebærer jo ikke, at man ikke skulle se at komme af med den skrivemåde med, at det skal være gennemført og fremsat inden udløbet af dette folketingsår. Det er nu en skønhedsdetalje, så skidt med det.

Det, jeg synes er vigtigt, er, at det her spørgsmål bliver drøftet, men altså bliver drøftet på en saglig måde, og at det derfor er et arbejde, som Straffelovrådet tager sig af.

Så er jeg i øvrigt enig i det, der er blevet sagt om, at der også kan være andre ting i det. Det var den socialdemokratiske ordfører, der nævnte ordet psykologhjælp, og der er i hvert fald en ting, der er helt sikkert, og det er, at med alt det, vi foreslår her i Folketinget, er der såmænd ikke psykologer nok. Der er jo altså mange områder, som godt kunne fortjene noget mere psykologhjælp, men det er jo igen et spørgsmål om, hvad samfundet generelt mener man kan stille til rådighed af penge på det her område. Men principielt er jeg da enig i, at der er behov for psykologhjælp; jeg bliver bare også nødt til at sige, at jeg kender en lang række områder, der er lige så vigtige, og hvor der altså også kan være behov for psykologhjælp. Så det er selvfølgelig en eller anden form for afvejning.

Så er der endelig også det, synes jeg, at det er værd at undersøge, hvad man gør i andre lande, men selvfølgelig også, om der er andre måder, man kan gøre det på. Og her er vi på linje med andre partier jo optaget af, om der er nogle konfliktmetoder, som kan anvendes her; man kan måske finde nogle løsninger, hvor offeret og den krænkende bliver konfronteret med hinanden, og måske kan det føre til det, der er nødvendigt, for at offeret reelt kan komme videre med sit liv. Men alt det kan vi jo se på, når Straffelovrådet er kommet med sin redegørelse for sagen, og så kan vi tage det derfra.

Tak til ordføreren. Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg siger tak for de forholdsvis rosende bemærkninger til forslaget minus åbenbart det med, hvornår det skulle træde i kraft. Jeg synes egentlig ikke, at det ville være helt uoverstigeligt, at det kunne træde i kraft i den her folketingssamling, altså ved at regeringen bliver pålagt at fremsætte et lovforslag. Det er jo en kendt sag, at fra at man fremsætter sådan et forslag, går der noget tid, inden det kommer på dagsordenen, og der er altså gået en del tid her, og dermed vil regeringen jo være vidende om, at et sådant forslag ligger der.

Dertil kommer så, vil jeg sige til fru Lone Dybkjær, at det jo ikke er noget, som Straffelovrådet lige i går er blevet bedt om at kigge på. Det er en problemstilling, vi har diskuteret herinde i Folketinget rigtig, rigtig mange gange. Vi har diskuteret den på møder, vi har diskuteret den i offentligheden mange gange, så det kommer ikke bag på nogen, at vi har den her diskussion, og derfor er det heller ikke uoverstigeligt at tage stilling til, om vi allerede nu kunne give ofrene den mulighed, som de altså ikke har i dag, efter de er fyldt 29 år.

Ordføreren.

Der er for en gangs skyld faktisk ikke gået så sindssygt længe, fra forslaget blev fremsat, til det er kommet til behandling, for det er jo faktisk fremsat så sent som den 5. april. Jeg synes, at det gælder mange forslag, at de kommer senere. Jeg har i hvert fald nogle gange oplevet, at de er kommet senere til behandling end i det her tilfælde. Det er så en ting.

Den anden ting er, at jeg faktisk synes, at det er meget fornuftigt, nu da vi har sat Straffelovrådet i gang, at høre dem. Så kan jeg også høre til dem, der synes, at der går lidt lang tid, men det er så, hvad det er. Det skal jeg ikke sådan kommentere i detaljer. Jeg kunne godt have ønsket, at det var noget før, de blev færdige, men når nu det arbejde er sat i gang, synes jeg faktisk også, at man i respekt for det skal afvente at høre, hvad Straffelovrådet mener. For det er jo ikke en sag, der er så enkel, at man kan sige, at bare man ophæver forældelsesfristen, er alt lykkeligt. Men jeg er positiv over for at kigge på det, for jeg synes, at der er noget rigtigt i det. Jeg vil dog gerne lige høre, hvad der bliver sagt fra Straffelovrådets side.

Hr. Peter Skaarup.

Som sagt er jeg da tilfreds med, at fru Lone Dybkjær kan se, at der er noget rigtigt i det, men problemstillingen er jo bare, at vi har nogle ofre, der i dag ikke har den mulighed, og hvis fru Lone Dybkjær mener, at det kan være vigtigt, at de får den mulighed, hvad jeg fornemmer, så skal jeg bare lige fortælle fru Lone Dybkjær, at hvis vi skal lægge vores beslutningskompetence sådan mere eller mindre hos Straffelovrådet og afvente deres udspil, så har ministeren sagt, at der formentlig vil gå et år, før Straffelovrådet er færdige med et udspil.

Det betyder, at hvis der skal laves lovgivning efter det – for Straffelovrådet kan jo ikke lave loven, det skal Justitsministeriet eller regeringen i givet fald gøre – kan vi forvente, at der måske går 2 år, før det er en realitet, at man som 29-årig kan få lov til at føre en sådan sag, som er meget vigtig for den pågældende. Det betyder altså, at vi har et antal sager over de næste 2 år, der bliver forældet. Så er det bare spørgsmålet, om De Radikale synes, at det er rigtigt. Ja, det gør de måske. Det synes vi ikke det er i Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Nej, vi synes for så vidt ikke, at det er særlig rart, at der går et stykke tid. Justitsministeren har givet et svar om, at Straffelovrådet skulle have færdiggjort arbejdet inden udgangen af det her år. Det er et skriftligt svar på et spørgsmål, har jeg forstået fra spørgeren. Det tager så lidt tid, men jeg synes også, at vi har været ude for en hel del lovgivning, som er blevet jappet igennem i løbet af ingen tid, og som har været meget uhensigtsmæssig. Så man kan altid tage en enkelt sag frem, og hr. Peter Skaarup ved, at det er lige så sagligt eller usagligt, som den slags nu er. Det er altid slemt for den enkelte, men det behøver ikke at betyde, at det er klogt, at vi laver en generel lovændring uden at have tænkt os om.

Jeg kan nævne adskillige lovgivninger, som jeg ved Dansk Folkeparti har stået fadder til, og som jeg bestemt synes kunne have tålt en lidt længere sagsbehandling, end de har fået. Det har sikkert ikke ændret sig, for Dansk Folkeparti sidder jo med magten i en lang række sammenhænge og i en lang række situationer – jeg er da meget spændt på, i hvilket omfang vi skal til at have grænsebomme og den slags nu – som gør, at de kan få de mest absurde ting igennem. Respekt for det, det er dygtig forhandlingsteknik og -taktik.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Sager om seksuelle overgreb mod børn er jo nogle af de værste sager, vi overhovedet har, og vi er alle sammen optaget af, hvad vi kan gøre for at forebygge dem – det må jo være den allervigtigste opgave for os. Men vi er jo også optaget af, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, der bliver ofre for forbrydelserne.

Det er det, som Straffelovrådet sidder og arbejder med. Jeg er enig i, at det tager lang tid. Det kunne være, vi en dag skulle have en snak om Straffelovrådets bevillinger, og om der er nogle muligheder for, at man måske ved at tilføre lidt mere sekretariatsbistand kunne gøre, at Straffelovrådet kunne arbejde lidt hurtigere, end vi oplever de gør i nogle sager, når der er nogle ting, som vi har behov for at få afklaret, og hvor vi har brug for den ekspertviden, som de sidder med. Men jeg er enig i, at vi er nødt til at vente på det arbejde, som vi har bedt dem om at gå i gang med, og se på, hvad de kommer med.

Men der er en anden del, som vi jo for så vidt ikke behøver at vente med, og som ikke er med i forslaget, desværre, nemlig det, der handler om psykologhjælp. Jeg forstår selvfølgelig godt fru Lone Dybkjærs overvejelser om, at det koster penge, men jeg tror jo helt generelt, at man på lang sigt sparer penge i samfundet, hvis vi behandler folk, når de har brug for behandling, i stedet for at de går i årevis og ikke får behandlet tingene og så får en masse andre sygdomme og en masse andre problemer.

På det fysiske område behandler vi jo også folk med det samme og giver dem den nødvendige behandling, så længe de har behov for behandlingen. Hvis de har et sår, der ikke vil hele, så bliver man ved med at give dem sårhelingsbehandling, indtil det faktisk er lykkedes at behandle dem. Hvis ikke man gjorde det, kunne det jo ende med at blive langt dyrere for samfundet, hvis de f.eks. så skulle have sat benet af.

På samme måde er det, når man ikke giver folk den nødvendige behandling til de sår, de har fået på deres psyke, for så kan det også komme til at koste samfundet langt, langt mere, end hvis vi gav dem den behandling, de har brug for, med det samme. Derfor synes jeg, at man godt kunne overveje at få sat den del i gang med det samme.

Så er der den del, der handler om, hvorvidt vi så skal have afskaffet forældelsesfristen. Det er om det, jeg er meget spændt på at se, hvad Straffelovrådet kommer med, og hvor jeg ligesom fru Lone Dybkjær mener, at man er nødt til også at se på andre måder end straffesager, for som mange har været inde på under debatten, så vil det være meget få sager, hvor man vil kunne føre tilstrækkeligt bevis, og det vil være meget få sager, der overhovedet bliver rejst for domstolene, fordi anklagemyndigheden normalt kun må rejse sagerne, hvis den regner med at få den, der er mistænkt for en gerning, dømt, og det vil være få sager, der så bliver ført.

Derfor er spørgsmålet: Skal vi se på nogle andre måder, hvor offeret faktisk kan få den mulighed, hvis offeret ønsker det, at blive konfronteret med den, man siger har begået overgrebet, og få sagt, hvad det egentlig har betydet for en, og komme af med den vrede, man har, og måske få nogle løfter om, at der ikke sker overgreb på andre. For det er jo den anden del af det, som jeg i hvert fald hører fra nogle af dem, der gerne vil have muligheden for at rejse sager, nemlig at de er bange for, at der bliver begået nye overgreb.

Derfor er det selvfølgelig også noget, vi skal have med i vores overvejelser, nemlig hvilke muligheder der er der. Og derfor synes jeg, at det er fornuftigt, som andre har været inde på, at se på de erfaringer, der er fra andre lande, om, hvad man kan gøre på forskellig vis.

Så vil jeg bare gerne afslutningsvis over for justitsministeren efterlyse, hvornår vi får gang i de børnehuse, som samtlige partier i Folketinget har ønsket vi skal have, og som giver mulighed for, at straks der er mistanke om et overgreb, kan barnet komme hen og blive undersøgt, og det kan blive afklaret. For hvis vi fik dem, ville vi også få opbygget en større viden om overgreb mod børn, og det kunne være, at der, hvis den viden bredte sig i samfundet, faktisk her var nogle steder, hvor man tog sig godt af børnene med det samme, så var der flere, der på mistanken henvendte sig, så man kunne få afklaret, om der var begået overgreb mod børnene eller ej. For jo hurtigere, vi får det afklaret – og hvis det viser sig, at der har været et overgreb, får hjulpet barnet – jo mindre bliver sandsynligheden for, at der kommer følger senere i livet, og jo mindre bliver sandsynligheden også for, at det barn senere, når barnet selv bliver stort, begår overgreb mod andre, hvilket vi desværre ser, at nogle få af dem, der har været udsat for overgreb, gør.

Så derfor håber jeg meget, at ministeren vil presse på, for at de børnehuse rent faktisk bliver oprettet, sådan som et enigt Folketing har besluttet man ønsker.

Tak til ordføreren. Det er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup.

Tak for en sådan set positiv modtagelse af Dansk Folkepartis forslag. Det er ikke sikkert, at det bliver vedtaget. Det kan man jo så begræde, samtidig med at man kan glæde sig over, at der rundtomkring var positive ord fra partierne til forslaget. Grunden til, at det så ikke bliver vedtaget, er, at der i dag har dannet sig en skole i Folketingssalen, der siger, at vi skal afvente Straffelovrådet og finde ud af, hvad de siger til det. Det bliver så, hvis man skal dømme efter det svar, der kommer fra justitsministeren, engang næste år, at vi kan debattere det, altså i 2012; for det kommer formentlig i løbet af 1 år, siger justitsministeren. Måske kommer det i slutningen af 2011, men det er jo så først i 2012, at vi måske – hvis Straffelovrådet vel at mærke siger, at de synes, det er en god idé at fjerne den her forældelsesfrist eller at forlænge den – kan komme til at diskutere, hvordan vi rent faktisk skal gøre det i form af lovgivning. Vi synes ikke, at det er tilfredsstillende, at der skal gå 1 år eller måske 2 år – hvis vi overhovedet får det gjort – før Folketinget kan handle i den her sag. Desværre er det for lang tid. Vi havde håbet på handling før.

Man kan så sige, at der inden for den skole så igen måske er to skoler. Der er nogle, der siger mere eller mindre håndfast, at de faktisk ønsker at fjerne forældelsesfristen, hvis Straffelovrådet siger, at det er en god idé. Og der er andre, der siger, at de vil lade det være helt op til Straffelovrådet; de har ligesom parkeret deres holdning hos Straffelovrådet, som absolut skal mene, at det skal være på en bestemt måde, og så vil man følge det fra de pågældende politikeres side.

Vi er i Dansk Folkeparti lidt kede af, at man i den grad deponerer sin holdning hos et råd, som ikke er folkevalgt. Det er jo et råd – og det kan der være tradition for – hvor vi lader komplicerede spørgsmål vurdere, altså i Straffelovrådet, men vi synes jo ikke, det bør være sådan, at vi politikere herinde i Folketinget, der er valgt af borgerne, deponerer vores holdning hos Straffelovrådet, der så kan sjakre rundt med, hvad det er, vi skal mene på det retspolitiske område.

Så jeg efterlyser, når jeg hører en debat som den i dag, at der er en lidt mere selvstændig holdning, og at man siger: Vi ønsker faktisk, at den her paragraf ændres. Og hvis man så ønsker det, skal man jo også være parat til at sige, at selv om Straffelovrådet måtte mene noget andet, så ønsker man det stadig væk. Og det kunne man meget vel gøre, synes jeg, set ud fra den tilstand, vi har i øjeblikket.

Vi var nogle medlemmer af Retsudvalget og Socialudvalget, der var til en høring for ikke så længe siden om netop det her spørgsmål. Og det var egentlig skræmmende at høre nogle af de beretninger, der kom frem, og nogle af os har også efterfølgende fået nogle af dem på skrift.

Et eksempel på den problematik, der er om forældelsesfristen, kommer fra en anonym kvinde, der har været i den situation, at hun blev seksuelt misbrugt, fra hun var 1 år, til hun var 13 år. Hun har så skriftligt meddelt, at hun først opdagede det her forhold som 40-årig. Hun havde altså været udsat for overgreb i barndommen, men opdagede det først som 40-årig. Så skriver hun videre:

Dette var, efter at jeg, da jeg var i 30'erne, havde haft en depression. Chokket efter det kom op til overfladen og skulle først bearbejdes på det tidspunkt. Da jeg overvejede at melde min krænker, var det dobbelt krænkende, at jeg ikke engang havde muligheden for at anmelde det. Min krænker har endda tilstået, og det har jeg optaget på bånd, og i dag har jeg ikke engang mulighed for at anmelde det, fordi jeg ikke kunne huske overgrebene, før jeg var fyldt 40 år.

Det er jo i virkeligheden situationen for mange af de kvinder og mænd, der i barndommen har været udsat for de her ting. Man er ikke sporet ind på, hvad det overhovedet var, man var udsat for, men det er først måske sent i 20'erne eller i 30'erne eller i 40'erne, at man egentlig finder ud af, hvad det var, man var udsat for, og hvem der gjorde det.

Det, der i virkeligheden er det allermest skræmmende ved den nuværende regel, er, at man simpelt hen har afskåret mange af dem, der er blevet krænket, fra overhovedet at føre en sag over for deres krænker. Og ikke nok med det: Man har også afskåret samfundet fra at afsløre den krænker med henblik på at stoppe vedkommende, der måske vil begå nye krænkelser mod andre. For al erfaring viser nemlig, at en person, der kan finde på at misbruge børn seksuelt, også kan finde på at gøre det igen og igen og igen.

Derfor er det et dobbelt problem, at man i dag har en forældelsesfrist, der betyder, at det først er, når man er fyldt 18 år plus 10, altså 28 år, at man kan anmelde de forbrydelser, som man har været udsat for.

Så er der nogle, der spørger: Jamen skulle vi nu ikke lige afvente det her Straffelovråd, for det er altså vigtigt, at vi gør tingene på den rigtige måde? Og det er da rigtigt nok, at tingene selvfølgelig rent teknisk skal være strikket sammen på den rigtige måde. Men for dem, der ikke har fulgt den her debat, vil jeg dog lige sige, at vi i Folketinget har debatteret det her spørgsmål flere gange. Dansk Folkeparti har fremsat det her forslag flere gange. Vi har diskuteret det i offentligheden.

For 1 år siden, i april 2010, var der også en levende diskussion af det her spørgsmål i forbindelse med sagerne i den katolske kirke, hvor det viste sig – og det var der, hvor sagerne endte – at et antal sager simpelt hen var forældede, så de sager slet ikke kunne anmeldes, slet ikke kunne behandles af retssystemet, der jo ellers var begyndt at kigge på, om der var sket noget.

I forbindelse med det sagde Venstre i øvrigt, at man ville forlænge pædofilianmeldelsesmuligheden, altså ændre ved forældelsesfristen. Det var så i april 2010, og det var også i 2010, at man fik sat Straffelovrådet i gang med at vurdere de her ting. Men det arbejder jo altså ekstremt langsomt, som fru Line Barfod også var inde på i sin tale i dag.

Det er jo så ikke bare et problem i den her sag. Det er også et problem i andre sager, og det var måske noget, vi skulle kigge på i Folketinget, altså om den slags råd, som vi så i øvrigt for nogle partiers vedkommende åbenbart deponerer vores handlefrihed hos, skal tage så lang tid om sådan nogle sager. Men det er så et andet spørgsmål, som vi må tage op ved en anden lejlighed.

Der er nogle ordførere, der er inde på – og det synes jeg er korrekt at se på – om der så er nogle andre ting, vi kan gøre, mens vi venter på, at det her spørgsmål bliver afklaret: psykologbistand, bearbejdning i folkeskolen, advarselslamper i det hele taget i folkeskolen i forbindelse med ting, der ser ud til at pege i retning af, at der kan være tale om misbrug. Det er bestemt nogle af de overvejelser, vi skal have, og vi er i Dansk Folkeparti meget indstillet på at drøfte, også i forbindelse med udvalgsbehandlingen af det her forslag, om vi kan lave nogle ændringer, der gør det muligt at hjælpe ofrene bedre. For det er jo af hensyn til ofrene, at vi overhovedet har den her diskussion.

Umiddelbart er vi, som jeg sagde i indledningen, i Dansk Folkeparti glade for, at vi har haft en fornuftig debat om det herinde i salen i dag. Vi er kede af, at der skal gå så lang tid, men vi har forhåbninger om, at de ordførere, der har sagt, at der skal ske noget, også vil stå ved deres ord, uanset hvad Straffelovrådet i øvrigt måtte sige, når de nu fortæller os, hvad de mener om et halvt eller helt år, eller hvornår de nu gør det.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Det skal bare være til bemærkningen om, at der er nogle af os, der har deponeret vores holdninger i, hvad Straffelovrådet siger. Det er der ikke nogen der har sagt. Der er derimod nogle, der har haft de saglige betragtninger, som jeg føler det er, at når vi har bedt et råd om at komme med nogle betragtninger og eventuelle forslag til ændringer, så afventer vi også, hvad det råd siger. Det er ikke ensbetydende med, at vi har deponeret vores holdning og kommer med det forslag, som rådet kommer med, men det indebærer, at vi gerne vil høre en argumentation, inden vi fremsætter og inden vi har fastlagt vores endelige holdning til tingene. Og det er jo noget ganske andet. Det er jo i modsætning til Dansk Folkepartis generelle indstilling, så det undrer mig ikke, jeg synes bare ikke, man skal pådutte os, at vi har deponeret vores holdning et andet sted.

Ordføreren.

Men jeg må indrømme, at jeg jo ikke rigtig kan tolke det anderledes. Hvis man ikke er parat til at se allerede nu, at det er uholdbart, når mange mennesker får det problem, når de er fyldt 29 år eller mere, at de ikke kan føre en sag, og er villig til at sige, at det vil man ændre ved allerede nu, men hele tiden siger, at man lige må have Straffelovrådet til at se på det, og at man er meget spændt på, hvad Straffelovrådet siger til det og frem og tilbage, så kan jeg bruge et andet ord end deponere, men så vil man i hvert fald ikke tage stilling til det, før Straffelovrådet er færdig. Og der er det så bare, at jeg siger, at det, vi vil arbejde for under udvalgsbehandlingen, først og fremmest er at få Straffelovrådet til at arbejde hurtigere. Altså, vi skal ikke vente et år, som justitsministeren siger, eller knap nok, som der står i svaret fra Folketingets Retsudvalg, vi skal sørge for at handle hurtigt. Det er det ene. Og det andet er, at jeg må sige, at vi i Dansk Folkeparti ikke behøver Straffelovrådet til at vurdere, at man som 29-årige skal have mulighed for at kunne anmelde, ikke nødvendigvis vinde en sag, men anmelde et seksuelt forhold, hvor man er blevet misbrugt som barn.

Fru Lone Dybkjær.

Det undrer mig ikke, at Dansk Folkeparti ikke vil afvente Straffelovrådets arbejde, deri er der sådan set ikke noget nyt i. Jeg tog også bare ordet, fordi jeg ønskede at sige, at vi dog gerne vil høre nogle argumenter fra et råd, som vi selv har bedt om at arbejde med det. Det er jo det sidste, der er pointen.

Så vil jeg godt sige, at jeg synes, at en af delene, som fru Line Barfod også pegede på, i forbindelse med Straffelovrådet, er, om bevillingssituationen er god nok for Straffelovrådets arbejde. Hastigheden afhænger jo altså også af den sekretariatsbistand, der er, og er der nogen, der har ansvar for, hvor stor sekretariatsbistanden er, så er det Dansk Folkeparti, som jo er dem, der for alvor har indflydelse på finansloven – det praler de i hvert fald af i forskellige sammenhænge. Så man kan sådan set sige, at hvis man havde ønsket, at det her arbejde skulle gå hurtigere, skulle man have bevilget nogle flere penge.

Ordføreren.

Det kan man så have sin holdning til. Jeg tror ikke, at man kan sige, at Dansk Folkeparti i alle detaljer vedrørende alle råd eller nævn, eller hvad der måtte være her i kongeriget, har ansvaret for, om der er nogle, der mangler bevillinger eller ej. Men jeg skal meget gerne, og det kan vi måske være fælles om i forbindelse med udvalgsbehandlingen, spørge justitsministeren, som jo er den, der har det daglige ansvar for, hvad der foregår i de råd og nævn, der hører under justitsområdet, om der er et problem med bevillingerne, siden det tager så lang tid. Vi er i hvert fald enige om, at det tager frygtelig lang tid med ting og sager, når man beder Straffelovrådet og nogle af de andre råd om de her ting. Så det kan vi godt være enige om.

Men jeg synes ikke, man behøver at være så skeptisk over for, at ting kan ske, uden at Straffelovrådet er inde over. Jeg synes sagtens, man kan sige: Jamen vi ønsker, at man får mulighed for i en senere alder at kunne anmelde de her ting og at få ført sager ved domstolene, uanset at Straffelovrådet så sidder og skal vurdere det tekniske i det.

Men der er vi bare ikke enige, og sådan er det.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.