Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 121:

Forslag til folketingsbeslutning om fritagelse for modregning i kontanthjælp af erstatning for kritisk sygdom.

Af Eigil Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Nu blev jeg klar over, hvorfor ministeren har stået på spring. Det er nemlig beskæftigelsesministeren, der får ordet.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der nævnt to menneskeskæbner. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at de to menneskers situation er meget, meget besværlig, og kan også sagtens følge den tanke, at netop disse to mennesker burde have noget ekstra til at forsøde tilværelsen med. Den her regering sætter mennesket før systemet, men jeg vil alligevel sige, at vi skal passe på med ikke at destabilisere et velfungerende system på baggrund af enkeltsager, som rører os alle, og det gør det bestemt, når man ser sager som de her.

Det kontanthjælpssystem, som vi kender i dag, er karakteriseret ved, at det hjælper personer, som ikke kan forsørge sig selv. Hvis en person har 100.000 kr. i banken, kan vedkommende godt forsørge sig selv og behøver ikke bistand fra andre skatteydere. Det er og har altid været udgangspunktet, og det er et forholdsvis simpelt og ubureaukratisk system.

B 121 fra Socialistisk Folkeparti tager udgangspunkt i, at der er nogle, der har en privat forsikring. Det er en forsikring, som de ofte har via deres fagforening i form af en arbejdsmarkedspension, der indeholder en forsikring ved kritisk sygdom. Den slags forsikringer er indrettet på mange forskellige måder, og forsikringssummen udløses, hvis man fejler en af de sygdomme, der står i policen. Der er ikke nogen sammenhæng mellem sygdommens alvor og dækningen. Man kan sagtens fejle noget meget alvorligt og have en arbejdsmarkedspension, men ikke have ret til at få penge fra en forsikring.

Socialistisk Folkeparti søger at fremstille sagen, som om forsikringerne alene udbetales til personer, der har opgivet deres arbejdsliv, og det er ganske enkelt ikke korrekt. Der er også tale om en erstatning, der skal kompensere for en nedsat arbejdsevne. I så fald er pengene i de fleste tilfælde fredet i forhold til kontanthjælpen, og det skal de fortsat være efter min og regeringens mening.

Mange arbejder og lever videre med nogle af de sygdomme, som de er forsikret imod. Således dækker forsikringsselskaberne ud over de almindelige sygdomme lidelser som f.eks. blodprop i hjertet og også andre ting: bypassoperationer, ballonudvidelser og andet.

Det vil være meget tilfældigt, hvem der får disse ekstra forsikringspenge, der er lagt op til her i B 121, og man kan spørge sig selv, hvorfor undtagelsen alene skal begrænses til tilfælde, hvor kilden til pengene er en privat forsikring. Hvis de selv har sparet op og har pengene til at stå i aktier eller i banken, kan ejeren være nok så syg, men vil alligevel ikke kunne få kontanthjælp. De personer, der modtager kontanthjælp og hæver penge i et forsikringsselskab, skal altså stilles bedre end dem, der hæver penge i banken til samme formål. Jeg kan se for mig, at det næste beslutningsforslag fra Socialistisk Folkeparti vil gå ud på at undtage endnu flere, så det bliver en endnu større belastning også for landets økonomi, end vi alene ser med det her forslag.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at regeringen mener, det generelt er en dårlig idé at undtage private midler fra formuereglerne, uanset om kilden er en bank eller et forsikringsselskab. Regeringen indstiller på den baggrund, at forslaget forkastes.

Der en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det, som er det specielle her, er jo, at der er tale om penge, en erstatning ved kritisk sygdom, som man får, hvis man har en kritisk sygdom. Den vil ofte være livstruende, måske står man med det ene ben i graven, men det er korrekt, at det ikke er sådan, at alle, der får et beløb udbetalt, dør inden for en kortere periode. Det er korrekt. Men det er under alle omstændigheder en meget, meget svær tid for de pågældende langvarigt syge, uanset om det ender med døden eller ikke. Og de her penge er udbetalt med det formål at forsøde en så ufattelig vanskelig tid.

Kan man forstå ministeren på den måde, at ministerens hjerte banker for de her mennesker, men at hun ikke vil gøre noget for, at de kan få lov til at beholde deres erstatning? De skal spise den op, når de er på kontanthjælp.

Så er det ministeren.

Nu er jeg generelt modstander af at få udlagt mine holdninger af et medlem fra Socialistisk Folkeparti, fordi jeg sjældent fuldstændig kan genkende det, jeg skulle have sagt, så derfor vil jeg selvfølgelig gerne selv have lov til igen at sige, hvad det er, jeg egentlig også sagde i talen, og det er, at jeg synes, det generelt er problematisk at gøre op med de principper, som vi normalt læner os op ad på det her felt.

Derudover er det sådan, at der også er et element af lotterispil, med hensyn til om man får penge udbetalt eller ej, fordi det er begrundet i, hvad der lige præcis er oplistet i forsikringspolicen. Derfor mener jeg ganske enkelt ikke, at det her forslag hænger sammen.

Det er grunden til, at vi ikke bakker op om det her forslag. Vi vil altså ikke gøre op med et princip, som vi normalt hylder, når det gælder kontanthjælpssystemet. Det er årsagen til, at vi ikke bakker op om det forslag, som Socialistisk Folkeparti har fremsat.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Der er efter min mening forskellige ting, der bliver blandet sammen her. Om man får sådan et beløb udbetalt ved kritisk sygdom eller ej, er et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte har en sådan forsikring eller ej. I nogle tilfælde er det et kollektivt spørgsmål på en arbejdsplads, i andre tilfælde er det en individuel beslutning. Men det er jo noget, den enkelte tager stilling til.

I det øjeblik man så har en sådan ordning, mener jeg, det retfærdige ville være, at den pågældende person kunne få lov til at forsøde en alvorlig sidste tid, præget af en kræftsvulst i hjernen eller noget andet uhyggeligt, med f.eks. at rejse lidt eller gøre noget andet, som giver en nogle oplevelser. Der er det bare, jeg siger: Har jeg ikke forstået det rigtigt, at ministerens hjerte banker for disse mennesker, men at ministeren ikke ønsker at hjælpe dem med at undgå, at deres kontanthjælp bliver sat i stå, så de skal spise erstatningen op?

Så er det ministeren.

Jeg har bare på en, synes jeg selv, ret nuanceret vis forsøgt at forklare, at der er mange ting, der skal tages hensyn til, når vi kigger på et forslag som det her. Jeg vil sige til hr. Eigil Andersen, at vi begge to kan være enige i, at når man ser to menneskeskæbner som dem, der er blevet fremvist her i forbindelse med beslutningsforslaget, så er det noget, der berører os alle, men vi har også en forpligtelse til som folketingsmedlemmer at sætte tingene i et større perspektiv og også se på, hvilke konsekvenser det her ville kunne få på længere sigt. Der kan man sige, at de grundlæggende principper, som vi normalt læner os op ad, ville blive brudt med vedtagelse af det her beslutningsforslag.

Derudover har jeg bare tilladt mig at påpege, at Socialistisk Folkeparti jo forsøger at fremstille den her sag, som om forsikringerne alene udbetales til personer, der ikke længere har et aktivt arbejdsliv, og det er ganske enkelt ikke korrekt. Ud over det er der også, som jeg også har peget på tidligere, et lille element af lotterispil i det, fordi det kommer an på, om den sygdom, som man har, er opført på listen over kritiske sygdomme.

Tak til ministeren. Så er det ordførernes tur, og den første ordfører er fru Ulla Tørnæs som ordfører for Venstre.

Forslaget fra SF, som vi behandler her, er stort set en identisk genfremsættelse af et tilsvarende beslutningsforslag fra folketingssamlingen 2009-10. Dengang afviste Venstre forslaget, og vi har faktisk ikke ændret holdning siden da. Venstre kan således ikke støtte beslutningsforslaget om, at man skal fritages for modregning i kontanthjælp af erstatning ved kritisk sygdom.

Så vil jeg i øvrigt gerne understrege, at jeg er fuldstændig enig i ministerens bemærkninger i ordvekslingen med hr. Eigil Andersen i forbindelse med de konkrete personsager, som jeg forstår er den aktuelle løftestang for genfremsættelsen af beslutningsforslaget.

Jeg må derimod slå fast, at vi i Venstre ikke ønsker at ændre de eksisterende formueregler i kontanthjælpssystemet. Faktisk ønsker vi, at kontanthjælp fortsat skal være det underste økonomiske sikkerhedsnet, og at den enkelte fortsat som udgangspunkt skal være uden midler for at få ret til at oppebære kontanthjælp. Det vil sige, at kontanthjælp efter Venstres opfattelse fortsat skal være det økonomiske sikkerhedsnet, der sikrer modtageren et forsørgelsesgrundlag, når betingelserne for at modtage økonomisk hjælp er opfyldt. Disse betingelser skal efter Venstres opfattelse fortsat være, at modtageren ikke på anden måde har noget at leve af, om jeg så må sige, eller at man ikke forsørges af nogen anden.

Så er jeg i øvrigt ligeledes fuldstændig enig med ministeren i, at det med forslaget vil være meget tilfældigt. En særstilling af beløb fra private forsikringer, sådan som forslaget omtaler, vil efter min bedste overbevisning indebære en uhensigtsmæssig ulighed i forhold til midler, som er opsparet på anden vis, en ulighed, som jeg finder helt urimelig.

Venstre kan således ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Julie Rademacher som socialdemokratisk ordfører.

Det er et sympatisk og konstruktivt forslag, SF her har fremsat. Som jeg læser forslaget, er formålet med selve erstatningsbeløbet at give den alvorligt syge mulighed for at få nogle ekstra oplevelser og bedre vilkår i en truende og usikker situation, hvor vedkommende frygter for sit liv og eksistens. Når mennesker har en livstruende sygdom, som medfører, at de skal igennem en meget svær periode, hvor det er meget usikkert, om de overlever, så får mange udbetalt et beløb – det kan være 50.000 eller 100.000 kr. – fra arbejdsmarkedspensionen eller en tilknyttet gruppelivsordning i forbindelse med kritisk sygdom.

Men desværre får ikke alle mulighed for at bruge disse penge til det, der er formålet. Ikke alle får lov til at beholde og benytte dem i overensstemmelse med formålet med erstatning ved kritisk sygdom. Det har bl.a. haft konsekvenser for Hans Jensen fra Vejle, der fik en erstatning på 50.000 kr. på grund af kritisk sygdom. Hans kontanthjælp blev standset, idet Vejle Kommune henviste ham til at anvende de 40.000 kr. af erstatningen til at dække almindelige leveomkostninger i en periode. Formålet med erstatningen opnås så ikke, hvis den langtidssyge bliver frataget sine sygedagpenge og i stedet får kontanthjælp, da mange kommuner efter reglerne netop kan betragte sådan en erstatning som formue. I så fald bliver kontanthjælpen stoppet i en periode, idet kontanthjælpsmodtagere kun må have en formue på 10.000 kr.

Er det nu rimeligt? Det mener Socialdemokraterne ikke det er. Socialdemokraterne mener derfor, at forslaget her er ovenud sympatisk, og vi er enige i den overordnede pointe, som vi gerne vil imødekomme. Vi har stillet os kritisk over for finansieringen af forslaget, men hvis det drejer sig om 10 mio. kr., hjælper vi gerne med at finansiere det gennem satspuljen. Vi har også stillet os kritisk over for, om en stor erstatning på f.eks. 500.000 kr. eller 1 mio. kr. også skal modregnes, og vi kan se, at der i SF's forslag er sat en grænse, således at en formue på op til 100.000 kr. ikke skal modregnes. Det mener vi er fuldt ud rimeligt i tilfælde, hvor man står i en situation, hvor man måske snart skal dø.

Vi ved, at ankenævnet har gjort opmærksom på sagen, da modregning måske ikke er i tråd med loven, og det ønsker vi også afklaret i behandlingen af dette forslag.

Så med disse enkelte knudepunkter, som jeg vil se frem til at få opklaret under den videre behandling af forslaget, vil jeg hermed meddele, at Socialdemokraterne er positivt indstillet over for forslaget, og vil umiddelbart tilkendegive, at vi stemmer for forslaget ved tredjebehandlingen, hvis svarene på de spørgsmål, vi har rejst, ligger inden for de rammer, jeg har udstukket.

Jeg skal ligeledes i Det Radikale Venstres fravær meddele, at de også støtter forslaget med samme forbehold og i overensstemmelse med den linje, jeg hermed har udstukket. Mange tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken med hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti. Og det er helt korrekt: Beslutningsforslag skal kun til to behandlinger.

Det er altid godt med en serviceoplysning.

Det forslag, som SF er kommet med her, synes vi da i Dansk Folkeparti er positivt, altså at der bliver set på den problematik. Vi ved, at der kan være noget uretfærdighed i den måde, erstatninger bliver modregnet på. I det her tilfælde, hvor det er meget kritisk sygdom, er spørgsmålet, om det er rimeligt, at man faktisk mister alt det, man får. Der er ikke noget ekstra at gøre godt med. Der er ikke noget ekstra til måske at kunne afhjælpe den situation, man er i, fordi kontanthjælpen forsvinder.

Derfor synes vi i Dansk Folkeparti, at man skal se positivt på det her. Men alligevel har vi svært ved at sige ja til beslutningsforslaget, for inden vi tager endelig stilling, vil vi gerne have undersøgt, hvor mange det drejer sig om. Hvor meget vil det her koste? Hvordan skal det finansieres? Det er foreslået, at det skal finansieres over satspuljen. Jamen vi har lige haft et forslag, hvor vi her i efteråret så, at SF ikke ville være med til at finansiere det over satspuljen. Det var det her med transport til kontanthjælpsmodtagere. Det skulle ud. Og hr. Eigil Andersen ved også godt, at vi har meget få penge i satspuljen at gøre godt med. Så spørgsmålet er, om det er det rigtige sted at finansiere det.

Men som sagt: Inden vi i Dansk Folkeparti tager endelig stilling til det her, vil vi gerne have undersøgt, hvor mange personer det drejer sig om. Hvor meget vil det koste at ændre det og følge beslutningsforslaget, så erstatning i forbindelse med kritisk sygdom ikke skal modregnes i kontanthjælpen? Jeg tror, hr. Eigil Andersen kan se, at der er noget fornuft i, at man får helt styr på omfanget af det.

Så på nuværende tidspunkt vil vi ikke træffe nogen endelig beslutning om det. Vi vil gerne se nogle faktuelle oplysninger om, hvor mange personer det drejer sig om, hvor stort et beløb det drejer sig om, og hvor finansieringen skal findes henne. For som sagt kan jeg ikke lige nu se, at der er nogen midler i satspuljen til at finansiere det. Der er jo ikke noget ved at pålægge, at det skal finansieres over satspuljen, hvis ikke der er penge til det alligevel. Så er der jo nogle andre gode ting, der så ikke kan finansieres.

Men som sagt: Vi kan ikke støtte forslaget på nuværende tidspunkt, og før vi træffer endelig beslutning, skal der flere undersøgelser af, hvor stort omfanget er.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

At belyse, hvor mange det omfatter, mener jeg da bør gøres. Vores fornemmelse siger os, at det er noget, der måske vil koste 2 eller 4 mio. kr. om året. Men lad os få det belyst. Jeg tror, det er et meget beskedent beløb, vi her taler om, men til gengæld vil det hjælpe de her meget syge mennesker utrolig meget. På den måde er jeg glad for den positive indfaldsvinkel.

Så er der spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. Vi har med vilje brugt den meget forsigtige formulering, at forslaget vil kunne finansieres af satspuljemidler, og dermed menes, når det er formuleret så forsigtigt, at der også kunne være tale om andre ting, altså at det blev finansieret over den almindelige finanslov, hvor alle skatteydere er med til at betale. Det kan være, Dansk Folkeparti har et forslag om noget helt tredje. Det er vi åbne over for. Så forstår jeg det rigtigt, at Dansk Folkeparti godt vil indgå i sådan en dialog om, hvad den rigtige finansiering kunne være?

Så er det ordføreren.

Vi vil gerne indgå i en dialog om, hvor mange personer det drejer sig om, hvor stor finansiering der skal til, og hvor man kan finde finansieringen. Det vil vi slet ikke afvise. Vi vil gerne være med til at se på det. Men at sige ja til beslutningsforslaget her og nu, før det er undersøgt, kan vi ikke.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Helle Sjelle som ordfører for De Konservative.

Det er jo ikke første gang, som andre har også været inde på, at vi drøfter principperne i det her forslag. Hvis jeg skal sige det helt kort, er problemet med det nu som tidligere, at det vil have store økonomiske konsekvenser og skabe ulige forhold mellem dem, som beskytter sig mod sygdom ved privat forsikring, og dem, som beskytter sig ved aktier eller en bankkonto.

Vores kontanthjælpssystem har et højt ydelsesniveau for de personer, der ikke kan forsørge sig selv. Sådan skal det være og bør det være. Det tror jeg er et system, som vi alle værdsætter højt. Men hvis vores kontanthjælpssystem skal vedblive at have et højt ydelsesniveau, så forudsætter det, at det kun er de svageste, som har krav på ydelsen. Derfor er lovgivningen også tilrettelagt således, at de mennesker, som har en større formue, bør benytte sig af den, før de kan gøre krav på kontanthjælp. Det princip ønsker vi Konservative ikke at rykke ved, og derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at det her forslag forsøger at underminere lovgivningen.

Angående det fremsatte forslag vil jeg pointere to vigtige misforståelser: For det første gælder det allerede i dag, at ifald man rammes af en kritisk sygdom, som hæmmer ens arbejdsevne, så vil man i mange tilfælde ikke blive trukket i sin kontanthjælp. Derfor imødekommer den gældende lovgivning mange af de problemer, som Socialistisk Folkeparti fremhæver. For det andet er det billede, som Socialistisk Folkeparti forsøger at male frem, misvisende. De såkaldte kritiske sygdomme, som forslaget omhandler, er et meget vidtfavnende begreb. Det dækker langtfra kun sygdomme, hvor – og lad mig her citere fra bemærkningerne til forslaget – det er meget usikkert, om man overlever. Derimod gælder det, at mange, der får udbetalt disse erstatninger, arbejder videre umiddelbart efter sygdommen, og det er da glædeligt.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er min grundopfattelse, at det er meget vigtigt at belyse problemer ved lovgivningen. Lovgivningen berører mange menneskers liv, og derfor skal vi naturligvis være opmærksomme på, om loven fungerer som tiltænkt. Men omvendt synes jeg også, det er ærgerligt at kritisere på baggrund af nogle enkeltsager. God lovgivning er ikke alene bygget på enkelte sager. Vi frygter, at det her forslag vil koste mange penge og primært bygge på nogle enkelte sager, og derfor støtter vi ikke forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det er jo rigtigt nok, at der er forskellige grupper af langtidssyge mennesker, som får udbetalt sådan et beløb ved kritisk sygdom. Der er nogle, der er i arbejde. Der er også nogle, der er på sygedagpenge. Der er også nogle, som er arbejdsløse. Ingen af de her grupper bliver modregnet i deres indtægt, men lige præcis kontanthjælpsmodtagerne bliver modregnet – på nær 10.000 kr., som de får lov til at beholde.

Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører: Er det retfærdigt, at hvis man har en løn, hvis man har sygedagpenge, hvis man har arbejdsløshedsdagpenge, bliver der ikke modregnet for sådan en erstatning, men det bliver der lige præcis, hvis man er på kontanthjælp? Er det retfærdigt?

Så er det ordføreren.

Jeg synes, det er rimeligt nok, at man sørger for at have et system, som tilgodeser de allersvageste mennesker her i vort samfund, men hvis ikke vi sørger for, at det også er de allersvageste, det system tager hånd om, hænger det jo ikke sammen, slet ikke økonomisk, og det er jo derfor, vi synes, at det system, som vi har nu, grundlæggende er fornuftigt. Så tror jeg altid, at man kan finde enkeltsager, hvor man tager sig til hovedet, og hvor man siger, at det her godt nok kunne være bedre, eller at det godt nok er skrækkeligt for det enkelte menneske. Så må man selvfølgelig se på, om det er noget, som berettiger, at man så ændrer en hel lovgivning. Der er det altså bare ofte således, at man må se sig selv i øjnene og sige: Nej, det er det ikke.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Tak for det. Kan den konservative ordfører forestille sig nogen, som er svagere end et menneske, som er langtidssyg, som er på kontanthjælp, som lider af en måske livstruende sygdom? Jeg kan næsten ikke forestille mig nogen, der er svagere, og derfor er det, jeg mener, at der burde samfundet træde til og sørge for, at man ikke skal spise sådan en erstatning op.

Så er det ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at der er nogle mennesker, som har det rigtig, rigtig svært i vores samfund, og det er jo også til de mennesker, at vi sørger for netop at have et system, der kan tage hånd om dem. Jeg synes, det system, vi har på nuværende tidspunkt, grundlæggende er, som det skal være, men som jeg sagde før, kan man selvfølgelig altid finde nogle tilfælde, hvor man siger: Er det her nu rigtigt? Kunne det ikke være anderledes? Men jeg synes altså, at vi grundlæggende set har et system, som der ikke er grund til at lave om.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

I virkeligheden ligger kernen i det problem, som det her forslag forsøger at løse, vel lidt et andet sted, nemlig at vi er i den absurde situation, at mennesker, der er syge, ender på kontanthjælp efter at have været syge og fået sygedagpenge i en periode. De er ikke raske, de er alvorligt syge i varieret grad. Jeg vil sige, at når man har en kritisk sygdom, er man som regel alvorligt syg. Altså, det er ikke sådan, at man får erstatning for alt muligt pjat – det tror jeg rolig jeg kan sige – for det ville man ikke have råd til i de pensionskasser, fagforeninger og andre steder, hvor man har den slags forsikringsordninger, altså hvis det var sådan, det var.

Så der er altså tale om alvorlig sygdom, og at disse mennesker ender på kontanthjælp, er i grunden i sig selv en absurditet, for vi har jo tit diskuteret kontanthjælp og kontanthjælpsproblemer her i Folketingssalen, og det har ofte været et tilbagevendende synspunkt fra borgerlige politikeres side, at man jo ikke var syg, når man var på kontanthjælp, for så ville man være på en anden ydelse. Nu har der vist bredt sig den erkendelse, at der er syge mennesker, som er på kontanthjælp, fordi der ikke er andre ydelser, de er berettiget til. Og der burde man måske i virkeligheden gå ind og se helt grundlæggende på, om vi har indrettet de øvrige ydelser på en hensigtsmæssig måde, når folk kan ende på kontanthjælp, selv om de stadig er syge, udelukkende fordi de af den ene eller den anden bureaukratiske grund ikke længere er berettiget til en anden ydelse.

Det er jo de mennesker, vi snakker om her, altså mennesker, som er endt på kontanthjælp, selv om de formentlig stadig ikke er raske. Det er jo dem, der kan komme i betragtning i forhold til det her. Det er jo ikke mennesker, der er gået i gang med at arbejde igen, for de får deres erstatning og lægger den oven i lønnen. Hvis man er på arbejdsløshedsdagpenge, er det det samme, og hvis man er på sygedagpenge, er det det samme. Det rammer kun kontanthjælpsmodtagere, som jo altså i forvejen er ret dårligt stillet. Og selv om man jo godt kan have den opfattelse, at det danske kontanthjælpssystem er godt og gavmildt, vil jeg bare sige, at de fleste mennesker, jeg kender, som går fra arbejde over sygedagpenge til kontanthjælp, oplever, at der sker et fald i indtægten, når de ryger på kontanthjælp. Så det er jo altså ikke, fordi de ikke, selv om de er på kontanthjælp, har store vanskeligheder. Så jeg synes, man skal afgrænse det til den gruppe, det handler om.

Så vil jeg med hensyn til det her forslag sige, at jeg synes, at hvis der er en række ensartede sager, hvor man ud fra en rimelighedsbetragtning ikke kan argumentere for, at de mennesker skal have modregnet i deres kontanthjælp, må det jo være muligt at løse det problem. Jeg synes ikke, det er et argument for ikke at løse problemet, at man i nogle kommuner administrerer sådan, at problemet er løst. Det er sådan set heller ikke, synes jeg, nogen helt tilfredsstillende løsning, at mennesker, som kommer ud for den her situation, indimellem vinder nogle ankesager. For hvad er det, vi siger? Vi siger, at mennesker, som er syge, og som har været syge i lang tid og er endt på kontanthjælp, altså skal til at bruge tid på ankesager for at få deres penge tilbage.

Så jeg synes, problemet må kunne løses. Jeg føler mig sådan set også overbevist om, at hvis man går ind i sådan mere detaljerede studier af, hvad det her vil koste – netop fordi det jo er en forholdsvis afgrænset gruppe, som er endt i den her ulykkelige situation – vil det sikkert også vise sig muligt at skaffe finansiering til det. Det skal i hvert fald være helt klart, at Enhedslisten er positivt indstillet over for, at vi finder en løsning på det her problem, også fordi vi måske synes, at det der med nidkærheden med hensyn til at sikre, at der ikke er nogen kontanthjælpsmodtagere, der får for mange penge – for tænk nu, hvis de skulle have en lille smule ekstra penge, de kunne bruge til et eller andet fornuftigt, ved siden af kontanthjælpen, så er det meget, meget vigtigt at få grebet ind over for det – er drevet lidt vidt. Man vil jo vide, at vi i Enhedslisten i andre sammenhænge godt kan være ganske nidkære, så det er jo ikke så meget det, at man ikke skal være opmærksom på eventuelt misbrug af systemer, som vi er uenige i, men vi synes måske bare, at det meget bliver sådan noget med, at man skal være fuldstændig sikker på, at man her har helt styr på, at ingen mennesker får det for godt, når de først er endt på kontanthjælp.

Man kan jo ende på kontanthjælp af mange grunde, og man er i hvert fald i langt de fleste tilfælde helt uskyldig i, at man er endt der. Man kan jo i hvert fald rolig sige, at mennesker, der har været syge og har været på sygedagpenge og ikke er blevet raske og ender på kontanthjælp, fordi systemet ikke er i stand til at anvise dem et andet forsørgelsesgrundlag, i hvert fald er endt i den situation helt uforskyldt. Og derfor er der vel ikke nogen grund til at straffe dem yderligere ved – ud over at sende dem på kontanthjælp, som er den laveste ydelse, man kan få i Danmark, så længe man ikke har gjort sig fortjent til starthjælp og andre ubehageligheder – at de får modregnet den erstatning, de så får, i tilfælde af at det er en kritisk sygdom, de har.

Så vi synes sådan set i Enhedslisten, at det her er et problem, der skal løses, det er et problem, der kan løses, og derfor også et problem, der bør løses.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Eigil Andersen.

Jeg synes, at Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen, her til sidst gav et udmærket billede af, hvor svær en livssituation man i forvejen er i som kontanthjælpsmodtager, og dertil skal så lægges en meget, meget alvorlig sygdom. For nogen tid siden fik jeg en mail med en yderst tragisk historie. Det drejer sig om en ung mand fra Nordjylland, jeg tror, han er først i 20’erne, og han har fået en kræftsvulst i hjernen. Han har så fået udbetalt en erstatning for kritisk sygdom på 100.000 kr., som skulle have forsødet hans tilværelse lidt. Men han har ingen ekstra oplevelser fået ud af det, for kommunen har i stedet stoppet hans kontanthjælp, netop fordi man siger, at den unge mand nu har en formue. Han har altså ikke fået nogen oplevelser i en meget svær periode, og jeg mener, det er smadderuretfærdigt, når man tænker på, at det også kan være hans sidste levetid, selv om det ikke behøver at være det, det er vi helt enige om. Men selv hvis han overlever, er det en utrolig stor belastning at døje med det her, som jo står på i månedsvis, og for nogles vedkommende kan det stå på i flere år. Det er en meget svær periode, og vi ved alle sammen, at lidt ekstra penge nu aldrig skader, hvis man skal igennem en meget svær tid.

Når jeg hører om sådan et tilfælde som det her, må jeg helt ærligt sige, at jeg bliver meget vred. Det bliver jeg, fordi jeg synes, det er uretfærdigt, og jeg synes også, det her er umenneskeligt, og det er årsagen til, at det her punkt står på Folketingets dagsorden i dag.

Faktisk er det sådan, at forslaget, som det er blevet nævnt, blev fremsat sidste år. Det blev faktisk ikke debatteret, fordi man ikke kunne nå at få det på Folketingets dagsorden, da det blev fremsat for sent. Men vi debatterer det nu, og selvfølgelig er det sådan, at sådan en kontanthjælpsmodtager bør kunne beholde den erstatning på 50.000 kr. eller 100.000 kr., som vedkommende får. Det her forslag går som nævnt ud på at pålægge regeringen, at man skal kunne modtage et sådant beløb på op til 100.000 kr., uden at der sker modregning i kontanthjælpen, og forslaget går ud på, at regeringen skal fremsætte et lovforslag om det. Det skal i øvrigt også siges, at sådan et beløb for kritisk sygdom ikke behøver stamme fra en arbejdsmarkedspension eller fra en tilhørende gruppelivsordning, pengene ved kritisk sygdom kan også stamme fra forsikringer, der, som ministeren nævnte, er udbudt gennem en fagforening eller af privattegnede gruppelivsforsikringer. Det er selvfølgelig de beløb ved kritisk sygdom, der kan udbetales på forskellige måder, som det her forslag omhandler.

Som jeg nævnte, er det sådan, at hvis vi vender blikket mod en arbejdsløs, der er på dagpenge eller mod en sygedagpengemodtager, så sker der ingen modregning, hvis man får udbetalt en sådan erstatning. Så med det her forslag er det, der i virkeligheden vil ske, at kontanthjælpsmodtagerne på det her punkt vil blive ligestillet med arbejdsløse, med mennesker, der er på sygedagpenge, og med folk i arbejde.

Så er det blevet nævnt, at der er behov for at få belyst, hvor stor udgiften til det her er. Det er et yderst rimeligt krav, som jeg mener vi må arbejde videre med under udvalgsarbejdet, og vi må se på, om tallet for udgiftsstørrelsen kan fremskaffes. Som jeg nævnte det, er det vores fornemmelse, at det måske vil koste 2 mio. eller 4 mio. kr. om året. Jeg har fået kendskab til to eksempler på det her, og hvis det var sådan, at der var en masse eksempler, så ville jeg nok have fået besked om flere. Så jeg tror, at det måske kan dreje sig om 20 mennesker om året i Danmark, og dermed vil det blive et meget lille beløb, men det er fair nok at få det belyst.

Jeg vil også sige til ministeren, at det jo er fuldstændig rigtigt, at de her beløb ved kritisk sygdom også sagtens kan udbetales til folk, som stadig væk er på arbejdsmarkedet eller i hvert fald vender tilbage til arbejdsmarkedet, det er fuldstændig rigtigt, og jeg har intet som helst forsøg gjort på at beskrive situationen anderledes, og det kan man heller ikke se i det beslutningsforslag, som vi har lavet.

Jeg vil gerne sige, at jeg er glad for de positive toner, som er kommet fra Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten. Jeg er også glad for en vis grad af positivitet fra Dansk Folkeparti, der var også nogle men’er, der fulgte efter, og dem må vi prøve at arbejde videre med, men jeg er glad for, at der umiddelbart var en positiv stemning hos Dansk Folkeparti.

Så vil jeg så som det sidste sige, at ministeren i sit indlæg sagde, at Venstre går ind for, at man skal sætte mennesket før systemet. Det er et princip, Venstre har, og jeg har også før hørt det nævnt. Jeg vil i øvrigt sige, at det er et meget sympatisk princip, men det centrale er efter min opfattelse, at i den her sag sætter Venstre ikke mennesket over systemet, der sætter man et system over det hensyn, der burde tages til mennesker, som er utrolig meget på den, som det har været beskrevet i flere omgange, og jeg håber derfor, at man både fra Venstres og Konservatives side vil ende med at overveje situationen en gang mere og lade de menneskelige aspekter ved det her tælle mest.

Tak til hr. Eigil Andersen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget, hvis ingen protesterer.

Det er ikke tilfældet.