Jeg synes egentlig selv, jeg holdt en fornuftig tale ved førstebehandlingen, men den kan jo altid gøres bedre, og der var ret mange ordførere, der var oppe at sige positive ting om det beslutningsforslag her.
Det, det handler om her, er jo, hvad vi skal leve af i fremtiden, og regeringen har jo indkaldt det mindst mulige flertal for at finde ud af den sag.
Men noget af det, de ikke har snakket om, er, hvad det virkelig er, vi skal leve af i fremtiden, og her har vi Dansk Industri og en lang række andre med os, for de siger, at der bliver mangel på maskinmestre.
Så har man i sin visdom i regeringen og hos Dansk Folkeparti ovre hos økonomi- og erhvervsministeren fundet frem til, at der nu skal lægges loft over det, vi skal leve af i fremtiden.
Det synes vi i oppositionen er direkte tåbeligt, for for det første er der rigtig mange unge mennesker, der er påbegyndt adgangskurset til optagelsen på uddannelsen, og for det andet har vi også rigtig mange, der er blevet ramt af ledighed, bl.a.
på eksempelvis Lindø og MAN Diesel i Frederikshavn, og de vil jo gerne uddanne sig i en periode, hvor de har svært ved at finde noget arbejde.
Men det kan de ikke komme til.
Jeg blev lidt inspireret, fordi Dansk Industri er kommet på banen nu her så sent som den 13.
maj, og det er deres forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, der har sendt alle erhvervspolitiske ordførere en hilsen, og dermed ved jeg også, at ministeren har fået den.
Jeg forsøgte virkelig at redegøre godt for det her ved førstebehandlingen, men jeg må sige, at jeg vil takke for den henvendelse, som Dansk Industri er kommet med, for den giver fuldstændig opbakning til synspunktet.
Ved førstebehandlingen var der en konservativ ordfører, der sagde, at forslaget her, vi kom med, var direkte usympatisk, og det ved jeg er faldet Dansk Folkeparti for brystet, og jeg vil gerne takke for de bemærkninger i den forbindelse, også for bemærkninger omkring, at vi kan lave en beretning, for det her problem skal vi have løst for fremtiden.
Det kan godt være, at der bliver uddannet ekstraordinært mange, og at der aldrig har været brugt så mange penge og alle de der historier, men det er jo lige fedt, hvis det er, at vi skal bruge de folk.
Det er sådan, at ud af de 8.800 maskinmestre, vi har, er der kun 20 pct., der arbejder ombord på et skib, resten arbejder med infrastruktur, offshoreaktiviteter osv., så vi har brug for mange flere af dem, når man spørger det blå Danmark, hvor mange der er brug for, og det er bare underligt, at ministeren ikke lytter til det.
Koster det her så nogle penge?
Ja, det kan man selvfølgelig sige, og vi er parat til at bruge globaliseringsmidler også, men sagen er den, at hvis de her mennesker, der er i gang med de her uddannelser, vælger at tage en uddannelse, hvor der ikke er adgangsbegrænsning, så koster det ikke 25 øre, overhovedet ikke, for så sparer man ingenting.
Ministeren har lavet et regnestykke, der viser, at han kan spare nogle penge på sit budget, men hvis de går i gang med at uddanne sig inden for andre områder, ingeniørområder, så skal staten jo bare betale.
Så det her er simpelt hen en ringe besparelse, økonomi- og erhvervsministeren og flertallet vælger at lave.
Hvis man vil lytte til noget, der er klogt, skulle man sørge for, at der ikke er nogen adgangsbegrænsning, for det er de folk, der vil uddanne sig, vi skal leve af i fremtiden.
Og jeg vil bare sige tak for, at Dansk Industri har været så klare i mælet og helt tydeligt siger, at de også håber, at vi kan få fjernet den adgangsbegrænsning, så de, der vil dygtiggøre sig, får mulighed for det.
Selv om der har været dårlige konjunkturer, som de også nævner i forbindelse med sidste periode, viser det sig, at de her folk har en af de allerhøjeste beskæftigelsesfrekvenser overhovedet i dette land, så det vil være rigtig, rigtig klogt, fordi de tjener valuta hjem til Danmark og mere end rigeligt betaler deres uddannelse tilbage igen.
Så det her er min sidste appel til det flertal, til at der kan blive opbakning til at finde en løsning inden sommerferien, således at de her mennesker ikke bliver afvist i det, der er et led i deres uddannelse.
Tak.