Der er jo ikke nogen tvivl om, at den bedste situation, vi kan komme i, er, at kompensationsordningen aldrig bliver taget i anvendelse, fordi togene altid kører til tiden og der ikke sker nogen uregelmæssigheder.
Det ville jo klart være den største fordel.
Men af samme grund kan det måske være meget godt at have en kompensationsordning, for det ene er jo, at den sådan set sikrer de mennesker, der alligevel bliver udsat for forsinkelser, en eller anden form for kompensation, og det andet er jo, at det også, ved at det påfører det pågældende selskab en ekstra udgift, giver, kan man sige, en motivation, i forhold til at man sørger for, at tingene er i orden, så det altså er økonomisk bedre, end hvis de ikke er i orden.
Jeg vil godt sige, at vi i Enhedslisten er helt enige i, at den rejsetidskompensation, som man indførte for nogle år siden, var et rigtig stort fremskridt, og at der også er mange passagerer, som har oplevet det som et løft af serviceniveauet, at der blev givet den her kompensation.
Det, der så selvfølgelig er sket efterfølgende, er, at man har fundet, at der er en række problemer i den måde, ordningen er skruet sammen på.
Det er der bestemt ikke noget underligt i, for det er meget svært at lave et sæt regler for kompensation, hvor man har taget højde for alle tænkelige og utænkelige situationer.
Det kan man måske heller ikke, men alligevel bliver reglerne, når det handler om kompensation, som regel rimelig firkantede og bureaukratiske, for enten får man penge eller også får man ikke penge.
Derfor er det jo fornuftigt, at man efter at have ordningen kørende i nogle år så kigger på, hvordan ordningen kan forbedres.
Jeg vil da sige, at jeg jo sådan set synes, at det lyder fornuftigt nok, at man, inden man lægger sig fast på, hvordan den præcis skal være, afventer det arbejde, som ministeren har gang i.
Selv om vi jo i Enhedslisten synes, at vi har gjort et både godt og velunderbygget arbejde i samarbejde også med en række pendlergrupper og andre, da vi lavede det her forslag, så er der jo ikke nogen tvivl om, at man i processen selvfølgelig skal involvere alle relevante parter og selvfølgelig også jernbaneoperatørerne.
Der er nogle ting, som vi har fremhævet i vores beslutningsforslag som områder, hvor vi synes at der er behov for at skabe nogle forbedringer.
Jeg opfatter det på den måde, med den diskussion, der har været her i dag, og de indlæg, der har været, at der ikke – med undtagelse af måske et enkelt område – sådan er den store uenighed, men at man godt vil have mulighed for at kigge lidt mere på sagerne.
Det, som vi har fremhævet, er f.eks.
spørgsmålet om, at det skal omfatte samtlige jernbaneoperatører.
I dag er det sådan, at man i forhold til S-togs-nettet kun er omfattet af den her kompensationsordning, hvis det er sådan, at forsinkelsen sker i kombination med anden togrejse.
Vi synes i hvert fald, at man skal ind og sikre, at det omfatter samtlige.
Men det, som vi synes måske et af de værste og største problemer, er, at når man rejser på en måde, hvor man skal skifte undervejs, så risikerer man, at den største del af forsinkelsen, som i virkeligheden hænger sammen med, at man skal gå og vente på det næste tog, får man ingen kompensation for.
Man får kun noget for den forsinkelse, som toget har, når det kommer til den station, man skal skifte på, og så kommer man for sent til det tog, man skulle videre med, og bliver yderligere forsinket.
Vi synes i hvert fald, at det er vigtigt, at man prøver at kompensere folk for den reelle forsinkelse, de har fået – det synes vi faktisk er en vigtig diskussion.
Så er jeg helt med på, som hr.
Kim Christiansen siger, at det da godt kan være, at man skal diskutere force majeure-aflysninger.
Problemet er måske, at der er lidt for mange, som har oplevet, at der indtraf noget, som de ikke opfattede som noget særlig usædvanligt vejrlig, men så blev toget forsinket, og så kunne de ikke få nogen erstatning med henvisning til det.
Jeg er sådan set enig i, at hvis tilstanden er, som den var lillejuleaften sidste år eller andre tilsvarende situationer, så kan man godt sige, at her er noget, som ingen kan gøre noget hverken for eller imod.
Men hvis det er sådan, at der ligger blade på skinnerne om efteråret, så kan man jo godt sige:
Hvor meget force majeure er nu lige det?
Det er jo ikke nogen usædvanlig begivenhed.
Det er lige før, at man skulle have force majeure, hvis de ikke lå der, for så var der nogle klimaforandringer, som havde ført til nogle uheldige ting.
Så det synes jeg i hvert fald at man skal have mulighed for at gå ind og diskutere.
Så synes jeg også, at det er meget, meget vigtigt, at vi sikrer os, at de rejsende bliver orienteret om, hvordan ordningerne er skruet sammen, hvad man skal gøre osv.
Det er ikke altid, man oplever, når man er i den situation, at man er blevet forsinket af et tog, at de, som står for at skulle orientere om det, lige tænker på, at det måske er vigtigt at fortælle folk, at der altså er en kompensationsordning.
For én ting er, at man har siddet og konstateret på nettet 3 måneder tidligere, at det er rigtig godt, at der er sådan en kompensationsordning, en anden ting er så lige at huske det, når man står i den konkrete situation.
Så jeg tror også, at når det handler om at orientere om ordningen, kan man sagtens gøre det bedre, end man har gjort det.
Fra Enhedslisten side vil jeg sige, at når man tænker på, at alle partier har afvist dette beslutningsforslag, så er det dog trods alt positivt, at samtlige ordførere og sådan set også ministeren jo siger, at problemstillingen er relevant.
Der er elementer i Enhedslistens forslag, som er fornuftige, og derfor kan vi, hvis vi bare er en lille smule optimistiske, have en lille forventning om, at noget af det her vil blive genfundet i en kommende model for, hvordan man ændrer rejsetidskompensationsordningen.
Det ser vi frem til at drøfte nærmere i fremtiden.
Jeg tror, at der er rigtig mange ude i det danske land, som er glade for, at der er enighed i Folketinget om, at der er brug for igen at kigge på rejsetidskompensationen, for at gøre den bedre end det system, vi har i dag.