Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 117:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbedre tilbuddene på landets voldtægtscentre.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak. Det forslag, vi nu skal behandle, opstiller seks punkter, hvor voldtægtscentrenes virksomhed skal styrkes. Forslagsstillerne har ret i, at det er vigtigt at sikre behandling og omsorg til personer, der har været udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt. De står i en hård situation, hvor behovet for tryghed, omsorg og hjælp bør imødekommes i videst muligt omfang. Ofrenes pårørende kan også have behov for vejledning i en sådan svær situation.

Voldtægtscentrene varetager den specialiserede og samordnede indsats mellem sundhedsvæsen, politi, socialvæsen og Retsmedicinsk Institut i den akutte fase. Det sker på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder. Den er fra 1999. Formålet med vejledningen er, at der tilbydes akut omsorg, retslægelige undersøgelser, rådgivning og behandling til kvinder, der har været ofre for seksualiseret vold.

Det er regionernes ansvar, at der etableres et fungerende beredskab i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning, ligesom det også er et regionalt ansvar, at der afsættes ressourcer til centrene for voldtægtsofre. Inden for vejledningens rammer kan hver region således fastlægge sit serviceniveau, og der er forskelle på serviceniveauet på de seks voldtægtscentre. Det drejer sig bl.a. om tilbud om psykologbistand, hjælp fra socialrådgivere og inddragelse af pårørende. Det drejer sig også om tidsgrænserne for at modtage behandling på centrene – her er der forskelle imellem de seks voldtægtscentre.

Sundhedsstyrelsens vejledning fastsætter ikke en bestemt tidsfrist, men omhandler den akutte fase. Oplysningerne fra regionerne viser, at tidsfristerne administreres forskelligt i de fem regioner. Visse steder er der en frist på 72 timer, andre steder er fristen 7 dage, mens voldtægtscenteret i Kolding allerede har en frist på 6 måneder.

Jeg vil gerne understrege, at de lokalt administrerede frister ikke betyder, at ofre for voldtægt ikke tilbydes den nødvendige behandling i sundhedsvæsenet efter fristen. Som andre med fysiske eller psykiske behandlingsbehov kan de søge hjælp i sundhedsvæsenet ved at gå via de praktiserende læger ligesom andre patienter med behandlingsbehov. På den måde kan der bl.a. gives tilskud til psykologbehandling.

Jeg synes, at beslutningsforslaget indeholder flere gode ideer til, hvordan den nuværende indsats kan forbedres. Jeg er åben over for at arbejde videre med at styrke voldtægtscentrenes arbejde. I den forbindelse synes jeg, at det er vigtigt at få belyst problemstillingerne på et solidt fagligt grundlag, og jeg vil derfor foreslå, at Sundhedsstyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe, der med afsæt i den gældende vejledning fra 1999, de foreslåede initiativer i beslutningsforslaget og oplysninger fra regionerne kan udarbejde anbefalinger for at styrke indsatsen på området. Det kan tænkes at munde ud i et forslag til en revideret vejledning på området med nye tiltag, f.eks., som det også foreslås i beslutningsforslaget, gruppeterapi eller en ændret tidsgrænse.

Men vi må være klar over, at det jo vil medføre øgede offentlige udgifter, og derfor må også dette indgå i en prioritering og stilles over for andre formål i sundhedsvæsenet. Jeg tror derfor også, at vi må være klar over, at ikke alle forslagene i beslutningsforslaget kan gennemføres. Ud fra faglige betragtninger skal de måske heller ikke gennemføres præcist som beskrevet. Det er derfor, jeg foreslår, at arbejdsgruppen som udgangspunkt fokuserer på behandling af ofrene og inddrager alle de elementer, jeg har nævnt.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men vil meget gerne arbejde videre med ideerne i beslutningsforslaget, som jeg netop har beskrevet.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren kommer mig lidt i møde og siger, at han vil nedsætte et udvalg, som skal kigge lidt på det her. Men jeg har brug for at vide specifikt, hvad det er, udvalget vil fokusere på, og hvad det er, udvalget ikke vil fokusere på af de elementer i beslutningsforslaget her. Altså, hvad er det, ministeren mener der ikke skal medtages i det udvalgsarbejde?

Så er det ministeren.

Som jeg sagde, skal arbejdsgruppen tage udgangspunkt i den gældende vejledning og i de initiativer, som man kan finde i beslutningsforslagets forslag til initiativer, og så skal arbejdsgruppen naturligvis indhente oplysninger fra regionerne for at blive klar over tingenes tilstand. Derudfra kan man så udarbejde anbefalinger for at styrke indsatsen.

Det synes jeg er en naturlig måde at gennemføre det på, og jeg synes ikke, at min modtagelse af forslaget bare er forholdsvis venlig. Jeg synes, at den er meget venlig. Jeg siger jo, at arbejdsgruppen bl.a. skal studere de initiativer, der er nedfældet i det forslag, vi behandler. Det synes jeg faktisk er så venligt, som det næsten kan være. Det betyder jo også, at jeg er åben over for at arbejde videre med voldtægtscentrenes arbejde i det hele taget.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men ministeren har jo allerede indhentet oplysninger fra regionerne om, hvad de enkelte regioner tilbyder, og konstateret, at der faktisk er rigtig, rigtig stor forskel – det afhænger af, hvilken bopæl man har i landet, om man kan få en ordentlig hjælp og oprejsning som voldtægtsoffer efterfølgende.

Så vil jeg høre: Er der nogle af de her elementer, som ministeren umiddelbart er uenig i er gode at indføre for ofrene? Jeg mener, at der er et klart behov for at anerkende ofrene for voldtægt meget mere. Det er et særdeles indgribende overgreb, og vi ved, at rigtig mange af de her sager aldrig når en domstol. 15-20 pct. af alle anmeldelser fører rent faktisk til en dom, så der er rigtig mange ofre, der står med håret i postkassen bagefter. Jeg synes, at det mindste, vi kan gøre som samfund, er at anerkende dem som ofre og give dem den hjælp, de har brug for, for at komme over de her krænkelser.

Så er der nogle elementer i det her forslag, som ministeren er fuldstændig uenig i at vi bare kan indføre? Jeg kan oplyse, at forslaget koster 10 mio. kr. ifølge vores beregninger, og det synes jeg ikke er en særlig stor slat penge for at hjælpe en meget udsat gruppe.

Så er det ministeren.

Jeg synes, jeg har været meget åben og positiv, når det gælder de forslag, der er rejst. Jeg vil bede Sundhedsstyrelsen nedsætte en arbejdsgruppe, og den vil jeg ikke lægge i stramme rammer, for jeg er ikke ekspert, og jeg er altså indenrigs- og sundhedsminister på den måde, at hvis der er noget, der ikke er godt nok, så vil jeg gerne bidrage til, at det bliver bedre. Men hvordan man præcis skal lægge snittet, vil jeg gerne indhente den højeste sagkundskab til at hjælpe os med.

Så jeg vil ikke her stå og sætte plusser og minusser ved de forskellige forslag. Men jeg konstaterer, at der er forskel på de tidsfrister, man har sat i regionerne. Jeg har tilføjet, at man jo altid straks kan gå til den praktiserende læge, men det er ikke sikkert, at vi skal stille os tilfredse med det, og det er en af grundene til, at jeg nedsætter et udvalg. Det ville jeg jo ikke gøre, hvis jeg mente, at der var en ensartet og fremragende praksis alle steder. Det er jo netop, fordi man åbenbart nogle steder er mere omhyggelige med den vigtige opgave end andre steder. Det er jo derfor, jeg beder om, at vi nedsætter en arbejdsgruppe.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Mange tak. Vi har jo ofte hørt, at man gerne nedsætter udvalg. Nogle gange er det, fordi man bare ønsker at putte beslutninger ned i en syltekrukke, og jeg kunne da godt lidt frygte, at det var tilfældet her. Vi har jo rigtig mange gode erfaringer ude fra den praktiske verden, og der er også rigtig mange gode forslag i det her beslutningsforslag fra SF.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre ikke kun om et udvalg, men også om ministerens holdning til, om man i Tønder og i Kolding, hvor jeg jo bor, også skal kunne få den samme behandling, hvis man bliver udsat for en voldtægt, som man får i København.

Så er det ministeren.

Jeg har jo lige sagt i det tidligere svar, at det netop er den betydelige forskel, der er, fra center til center, der gør, at jeg nedsætter et udvalg. Derfor er mit svar, at udvalget bl.a. skal finde frem til bedste praksis ud fra de oplysninger, der hentes hjem fra regionerne, og så skal vejledningen fra 1999 justeres, sådan at den fremmer en bedre og dermed jo også mere ensartet praksis.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Men vi ved jo allerede, at der er succes med døgnåben modtagelse med faciliteter til akut lægeundersøgelse for voldtægtsofre. Vi ved, at der er succes, hvis man kunne få mulighed for overnatning; hvis der er sygeplejepersonale i døgnvagt og også psykologer og socialrådgivere knyttet til en ordning.

Vi ved, der er rigtig mange initiativer, der allerede virker derude. Så hvorfor tilkendegiver ministeren ikke mere positivt og imødekommende, at man meget gerne vil ind at kigge på nogle mere konkrete tiltag? Der kan jo gå lang tid, før de her mange voldtægtsofre får den behandling, der skal til. Så før et udvalg bliver færdig med at arbejde, er det jo bare ærgerligt, hvis der er endnu flere ofre, der bliver ladt i stikken i f.eks. udkantsområderne. Mener ministeren ikke, at det er ærgerligt?

Så er det ministeren.

Det kan godt være, at fru Rademacher mener, at hun selv er så klog, at hun bare kan sætte sig hen på torsdag og skrive vejledningen. Så klog er jeg altså ikke, og det er der heller ikke nogen i ministeriet der er. Men vi har heldigvis nogle i Sundhedsstyrelsen, som bl.a. i kraft af den kontakt, de har til eksperter rundt i landet, vil være velegnede til at vurdere de succeser, som her bliver nævnt, med den hensigt at få dem skrevet ind i vejledningen, hvis de vel at mærke er succeser.

Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er Venstres ordfører, og det er fru Sophie Løhde.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at vi i Venstre er helt enige med forslagsstillerne i, at ofre for voldtægt eller for voldtægtsforsøg naturligvis skal sikres kompetent og hurtig behandling. At have været udsat for en voldtægt eller forsøg på voldtægt må være noget af det mest modbydelige og menneskeligt hårde, som man overhovedet kan blive udsat for. Derfor siger det naturligvis også sig selv, at vi fra samfundets side skal slå hårdt ned på den slags forbrydelser og ikke mindst gøre, hvad vi kan for at sikre hurtig hjælp, omsorg, rådgivning og behandling til de især kvinder, der er ofre for seksualiseret vold.

På den baggrund er vi også enige i intentionerne i det fremsatte beslutningsforslag. Som ministeren redegjorde for i sin tale, er det i dag regionernes pligt og ansvar, at der etableres det fornødne beredskab i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens gældende vejledning, ligesom det også er et regionalt ansvar, at der afsættes og prioriteres ressourcer til centrene for voldtægtsofre.

De forskelle, der i dag er i tilbuddene til ofre for voldtægt eller for voldtægtsforsøg, vil vi i Venstre gerne medgive er store, også for store på nogle området – eller som forslagsstillerne jo også selv bemærker i bemærkningerne til forslaget, så skiller f.eks. Region Sjælland sig markant ud ved ikke at have et voldtægtscenter i regionen, hvilket betyder, at voldtægtsofre i stedet henvises til Rigshospitalet.

Set i det lys bidrager beslutningsforslaget med flere gode og konstruktive ideer til, hvordan indsatsen kan forbedres og styrkes. Vi synes bare også samtidig, at det er vigtigt, at arbejdet og udviklingen sker på et solidt fagligt grundlag, og på den baggrund vil vi jo gerne kvittere for ministerens meget positive forslag om, at Sundhedsstyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe, der med afsæt i den gældende vejledning, de foreslåede initiativer i beslutningsforslaget her og oplysninger fra regionerne kan udarbejde anbefalinger for at styrke indsatsen på området. Det synes vi der er behov for, og det synes vi er en rigtig god idé. Vi vil gerne på den baggrund anbefale, at vi måske i den videre udvalgsbehandling i Sundhedsudvalget arbejder sammen om udarbejdelse af en fælles beretning.

På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget direkte, men vi kan støtte det indirekte i den forstand, at vi håber, at de øvrige partier i Folketinget vil være med til at tage imod ministerens forslag, herunder arbejde sammen om udarbejdelse af en fælles beretning i Folketingets Sundhedsudvalg på en konstruktiv måde.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil selvfølgelig også gerne takke Venstre for den store velvillighed over for forslaget, men jeg synes, jeg trænger til at få en forklaring på, at Venstre ved retsordfører hr. Kim Andersen i januar var ude at sige, at nu skulle der indføres 5 års straf for voldtægt. Hvordan hænger det sammen, at man på den ene side synes, at straffen skal hæves, men på den anden side ikke er klar til at give en hjælpende hånd og træde til og sige, at selvfølgelig skal ofrene anerkendes som ofre, selvfølgelig skal de have adgang til gratis psykologhjælp og til behandling på voldtægtscentrene, når de har brug for det?

Der er jo ret få af de her voldtægtssager, som rent faktisk ender i retten, som rent faktisk ender med en dom, så det ville være en kæmpe håndsrækning til ofrene, at de i det mindste kunne blive anerkendt som ofre. Hvor er det, der er sammenhæng i Venstres retspolitik, når man siger, man vil hæve straffene, men samtidig siger, at vi lige skal vente på, at et udvalg kommer med nogle konklusioner om, hvordan vi kan give den støtte, som vi inderligt ved ofrene har brug for?

Så er det ordføreren.

For Venstre er der ikke noget modsætningsfyldt forhold imellem på den ene side at slå hårdt ned på modbydelige forbrydelser og på den anden side også sørge for at gøre en stor indsats for at sikre den fornødne omsorg, rådgivning og behandling til de overvejende kvinder, som er udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt.

Vi vil gerne begge dele, og derfor kan jeg ikke forstå, at der skal være en konflikt imellem, om man vil det ene eller det andet. Et godt samfund skal vel kendetegnes ved, at man på den ene side gerne vil gøre nogle ting bedre for dem, der er ofre for en forbrydelse, men også at man på den anden side ikke har en, set med vores øjne i Venstre, slap retspolitik, hvor der ikke bliver slået hårdt ned på dem, der begår modbydelige forbrydelser.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan så bare ikke forstå, hvorfor de to ting ikke følges ad. Der er jo ikke en slap retspolitik på det her område. Strafferammen er helt op til 12 år. Problemet er ikke straffen, problemet er at få fat på gerningsmændene. Det kan ikke løfte bevisbyrden. Mange af de her sager bliver aldrig nogen sinde ført. Så en strafskærpelse vil måske i bedste fald glæde 100 mennesker, for det er det antal domme, der rent faktisk bliver afsagt på området i Danmark. Samtidig er der et antal fra 400 – det er de resterende anmeldelser – og op til 2.600, som man tror er voldtægter, der foregår i Danmark, og ofrene for dem er man ikke klar til give en håndsrækning.

Regeringen har jo siddet på sine hænder i årevis på det her område. I årevis har der været forskel på den behandling, man kan få, og det afhænger af, hvor man bor i landet. Hvorfor kan man ikke bare sige, at det, der er brug for, er alle de her forslag, som faktisk er gennemevalueret, og som er det, vi trænger til?

Så er det ordføreren.

Jeg ved ikke, om man forsøger at skabe en eller anden konflikt, som jeg ikke rigtig synes findes. Jeg vil gerne understrege, at for Venstre er der ikke noget modsætningsfyldt forhold, mellem på den ene side, at man gerne vil have strengere straffe på et område, og på den anden side, at man gerne vil medvirke aktivt til at sikre, at den behandling, vi tilbyder, er god, ikke kun i den ene ende af Danmark, men også i den anden ende, og dermed sørge for, at regionerne alle steder leverer en god indsats på det her område.

Det er jo sådan set også derfor, vi i dag rækker hånden ud til det her forslag. Vi tager imod ministerens udstrakte hånd om at nedsætte en arbejdsgruppe, hvor man netop kan tage udgangspunkt i nogle af de forslag, som ordføreren jo selv er kommet med, og arbejde videre ud fra det, i forhold til hvordan vi så kommer videre i landets regioner. Der er behov for, at der ikke er så store forskelle på de tilbud, der bliver tilbudt regionerne imellem. Det er jo derfor, vi også i dag forsøger konstruktivt at bidrage positivt til, hvordan vi kan arbejde videre på det her område. Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi kunne have en god og konstruktiv dialog om det, medmindre det bare skal handle om at være uenige for uenigheden skyld. Men det kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, ikke mindst fordi man befinder sig i Folketingssalen.

Så er der en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Jeg kan godt forstå, at Venstres ordfører plæderer for konsensus her i Folketingssalen i dag. Men det, der jo bare er tilfældet, er, at man nu har siddet ved magten i 10 år, at Venstre har haft 10 år til at gøre noget mere for mange af de ofre, der desværre er hver eneste uge i Danmark på grund af voldtægter. Så kan det godt være, at man gerne vil sætte straffen op, men det, som forslaget her handler om, er at hjælpe ofrene. En voldtægt er noget af det mest forfærdelige, en kvinde – eller en mand, hører jeg udenrigsministeren hviske – overhovedet kan blive udsat for. Voldtægtsofre skal tilbydes en retsmedicinsk undersøgelse i rimelig tid, og de skal også have krav på opfølgende psykologbehandling. Det mener jeg da er logik for burhøns, at vi i Danmark burde tilbyde det til ofre, der bliver udsat for en så forfærdelig hændelse.

Så mit spørgsmål lyder kort: Hvor lang tid skal der gå, og helt konkret hvor mange voldtægtsofre skal der til, før Venstre tager sig sammen og stiller nogle konkrete forslag her i Folketingssalen for at hjælpe ofrene?

Så er det ordføreren.

Den sidste bemærkning vil jeg undlade at kommentere. Jeg synes, at der må være et vist niveau her. Jeg synes ikke, det er rimeligt at sige, at der ingenting er sket de sidste 10 år. Jeg ved godt, at oppositionen synes, at det er den bedste måde at male et billede af, at samfundet bare har stået stille, eller også at det kun er rykket i den forkerte retning. Det er jo ikke rigtigt. Tilbuddene på også det her område er blevet forbedret. Der er mennesker, der dagligt yder en enorm fantastisk indsats i bl.a. centrene for voldtægtsofre.

Så er der så rum og plads til, at tilbuddene på nogle områder godt kunne blive bedre, at nogle af de regioner, som gør det bedst, kunne sørge for, at nogle af de regioner, som gør det mindre godt, kommer med, så man lærer af de bedste, og så man gør brug af hinandens erfaringer. Og vi skal sikre, at vi får nogle nationale standarder, så der bliver et ordentligt tilbud på tværs af alle landets regioner. Det er det, vi rækker en udstrakt hånd ud til i dag og gerne vil arbejde konstruktivt videre for.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Det er rigtigt, som ordføreren for Venstre siger her, at der er mange, som hver eneste dag arbejder hårdt for at hjælpe ofrene. Jeg tager også hatten af for dem, der allerede har mulighed for netop at give den hjælp på et voldtægtscenter, eller hvor man nu møder op. Det, der jo er udfordringen, og det fremgår netop også af det her forslag, er, at der er nogle steder i landet, hvor det ikke er tilfældet. Hvorfor er det, at man ikke nu kan imødekomme de udmærkede initiativer, vi allerede ved virker, og handle her og nu?

Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål fra sidst og spørge helt kort og konkret: Hvor mange ofre for voldtægt skal der til, før Venstre handler?

Så er det ordføreren.

Jeg vil igen gerne understrege, at tilbuddene er blevet forbedret. Men jeg siger også i min tale, at der er store forskelle nogle af regionerne imellem. Jeg bemærker jo bl.a., at forslagsstillerne i bemærkningerne selv har fremhævet Region Sjælland, som skiller sig ud ved ikke at have et center, hvorfor ofrene bliver henvist til Rigshospitalet. Det er derfor, vi sådan set rækker en udstrakt hånd ud til, at der nu nedsættes den her arbejdsgruppe, som netop med afsæt i den gældende vejledning og de input, der er kommet med det her beslutningsforslag – altså de foreslåede initiativer – arbejder videre sammen med regionerne for at lave nogle anbefalinger, som kan styrke indsatsen på området, ikke kun i én region, men i alle regioner, så man sørger for at lære af dem, der gør det bedst, og dermed får udbredt de gode erfaringer til de regioner, som måtte halte bagefter.

Tak til Venstres ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Julie Rademacher som ordfører for Socialdemokraterne.

Mange tak. En voldtægt er noget af det værste, man overhovedet kan blive udsat for som menneske. Jeg kan huske en veninde, der blev udsat for voldtægt, da jeg var teenager, og det gøs i os alle sammen ved tanken om, hvordan det måtte være at blive udsat for noget, der er så forfærdeligt for både krop og sjæl. Jeg tænkte: Hvad gør man egentlig, hvis det forfærdelige sker for en? Og jeg kan huske, at min mor fortalte, at noget af det værste er bagefter at skulle bearbejde hændelsen, undgå at blive traumatiseret og igen kunne stole på og turde give sig hen i et samliv med et andet menneske.

I Danmark har vi tilbud om mange behandlinger, og jeg tror, at vi alle er enige om, at der også for voldtægtsofre skal være de bedste muligheder for at få den bedst mulige behandling. Derfor hilser Socialdemokraterne SF's forslag om mere ensartede og forbedrede tilbud til ofre for voldtægt eller voldtægtsforsøg i hele landet meget velkommen. Det er et utrolig godt og gennemarbejdet forslag, som vil give voldtægtsofre i hele Danmark langt bedre muligheder for både akut behandling og opfølgende behandling efter en voldtægt. Og der er, så vidt jeg har forstået, fundet en reel finansiering af forslaget.

Lad mig her kort opridse relevante udpluk fra forslaget: Vi mener, at voldtægtsofre, som henvender sig inden for 6 måneder efter hændelsen, skal kunne få behandling på et center for voldtægtsofre. Vi mener, det er rimeligt, at voldtægtsofre skal tilbydes en retsmedicinsk undersøgelse inden for rimelig tid, uanset om der er sket anmeldelse til politiet. Voldtægtsofre har krav på akut opfølgende psykologbehandling ud fra deres behov samt tilbud om gruppeterapi. Det må være helt rimelige krav, når man er blevet udsat for noget så forfærdeligt. Samtidig mener vi også, at man som offer skal tilbydes hjælp fra socialrådgivere, der er knyttet direkte til centeret. Der oprettes også med det her tilbud til de pårørende om hjælp til at håndtere egne reaktioner og til at kunne støtte offeret igennem en svær periode. Ligeledes tager forslaget højde for, at der kan mægles i gråzonesager, da voldtægtssager kan være meget vanskelige.

Disse initiativer skal gerne i modsætning til i dag, hvor der er sporadiske tilbud om behandling, afhængigt af hvor man bor i landet, være tilgængelige, så man, uanset om man bor i Tønder eller Esbjerg, Kolding eller København, kan få tilbuddene. Socialdemokraterne mener, at det er afgørende for et voldtægtsoffer, at der er en hurtig og professionel behandling for på sigt at kunne leve et lykkeligt liv uden for store traumer. Alt for mange ofre lever med et tabu om hændelsen og med blandede følelser mellem skyld, skam, vrede og ydmygelse. Alt for mange ofre efterlades og får måske ikke bearbejdet hændelserne, hvilket i alt for mange tilfælde også fører til lidelser som posttraumatisk stress-syndrom.

Derfor hilser vi forslaget meget velkommen og vil gerne bakke op om, at der indføres voldtægtscentre i hele landet, så man, uanset hvilken region man bor i, kan få en ordentlig behandling. Procedurerne for modtagelse, undersøgelse og behandling bør være de samme, og dette imødekommer forslaget netop ved krav om døgnåben modtagelse med faciliteter til akut lægeundersøgelse, lokale til politiafhøring, mulighed for overnatning, sygeplejepersonale i døgnvagt, psykolog og socialrådgiver tilknyttet ordningen og læger i tilkaldevagter. Dette er et udpluk af noget af det, som man med dette forslag vil hjælpe voldtægtsofre med.

Jeg sagde i starten af ordførertalen, at en voldtægt er noget af det værste, man overhovedet kan blive udsat for som menneske. Jeg kan huske en veninde, som blev udsat for voldtægt, da jeg var teenager, og jeg kan huske, hvordan det gøs i mig over, hvilke konsekvenser det kan få for både krop og sjæl. Hvis nogen skulle være i tvivl: Socialdemokraterne støtter forslaget om at hjælpe voldtægtsofre.

Jeg vil her til slut komme med en klar appel til Dansk Folkeparti: I sidste uge kunne vi erfare, at Dansk Folkeparti mener, at straffen for voldtægt skal sættes op. Her i dag har medlemmerne af Folketinget altså en mulighed for at støtte et fremragende forslag for at hjælpe ofrene for voldtægt. Derfor håber jeg også, at vi i dag hører fra Dansk Folkeparti, at de stiller sig positivt over for dette forslag, for jeg håber så sandelig ikke, at Dansk Folkeparti sætter ofrene for voldtægt i anden række ved udelukkende at prioritere højere straffe. Hermed vil jeg forvente, at ikke kun Socialdemokraterne og SF vil støtte dette forslag, men at Dansk Folkeparti også vil være med til at hjælpe ofrene for voldtægt.

Der er en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg forstår på ordføreren, at ordføreren faktisk er helt skuffet over ikke at være medforslagsstiller på forslaget, som jeg også synes er et rigtig, rigtig godt forslag. Nu er det jo sådan, at jeg kan forstå, at ordføreren nærmest synes at vide, at de her forslag med de forskellige punkter, der ligger, er det fuldstændig korrekte.

Nu kan jeg ikke i forslaget læse noget om økonomien, og jeg har egentlig prøvet at læse det meget grundigt. Men jeg synes, at jeg hørte ordføreren i sin tale sige, at økonomien også er lagt frem.

Så jeg vil gerne spørge: Hvis vi skulle gøre de tiltag, som står i det her forslag, hvad ville det så koste?

Så er det ordføreren.

Nu er det jo altid spændende, hvordan De Konservative forholder sig til økonomi. Man regner med, at de skattelettelser, man nu uddeler, vil give 5½ mia. kr. i statskassen, og det kan man selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved.

Men hvad angår økonomi, så er der finansieret 10 mio. kr. til forslaget, og det er finansieret i S og SF's samlede økonomiske plan. Så fru Vivi Kier kan helt trygt støtte forslaget og måske også være med til at arbejde for en socialdemokratisk regering efter næste valg, så vi kan få handlet frem for kun at snakke om, at vi skal hjælpe voldtægtsofrene.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg synes jo, det er rigtig, rigtig trist, at vi her igen ser Socialdemokraterne stå og love guld og grønne skove, og vi ved, at planen ikke hænger sammen økonomisk. Det vil sige, at vi igen ser et ufinansieret løfte. Det er modsat vores skattelettelser, som faktisk er fuldt finansieret.

Men jeg ville godt prøve at spørge til et enkelt punkt blandt de her punkter, som Socialistisk Folkeparti har foreslået. De har bl.a. foreslået, at fristen for at kunne henvende sig skal være 6 måneder. Så vil jeg gerne spørge: Hvorfor er det lige, at 6 måneder er den rigtige skæringsdato? Kunne det ikke være 9 måneder eller 12 måneder, som i virkeligheden var det rigtige tilbud? For det kan være rigtig, rigtig svært for et voldtægtsoffer at henvende sig. Hvorfor er det lige, at de 6 måneder præcist er den rigtige skæringsdato? For jeg forstår, at ordføreren er meget, meget vidende på det her område.

Så er det ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi i dag diskuterer et forslag om at hjælpe voldtægtsofre ved at indføre voldtægtscentre i hele landet, og at man netop kan erfare, at noget af det, som hjælper de steder, hvor man har et tilbud, også kan udbydes i resten af landet. Det mener jeg ville være fuldt ud rimeligt. Derfor synes jeg også, det er rigtig ærgerligt, at fru Vivi Kier nu holder en eller anden valgtale om, at Socialdemokraternes økonomiske budskaber ikke skulle hænge sammen. Det synes jeg ærlig talt er ærgerligt, og jeg vil blot sige og forholde mig til, at jeg meget gerne vil være med til at hjælpe ofrene for voldtægt. Der er rigtig mange mennesker, der bliver udsat for det her. Vi har det finansieret. Og jeg tror på, at det kan betale sig at investere i mennesker. Jeg tror på, at det kan betale sig at hjælpe ofre, uanset hvor de bor i landet. Det håber jeg da også at fru Vivi Kier et eller andet sted mener.

Så er der en kort bemærkning fra Lone Dybkjær.

Først vil jeg overordnet sige, at jeg mener, der er behov for yderligere støtte på det her område. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Så vil jeg sige, at når man siger, at det her koster 10 mio. kr., synes jeg, det er lidt ærgerligt, at det overhovedet ikke er antydet i det her forslag, hvordan man forestiller sig pengene anvendt. Men det, jeg egentlig tager ordet for, er for at sige, at mener fru Julie Rademacher virkelig, at det – med al respekt for voldtægtsofre – at blive voldtaget er det værste, der kan overgå et menneske? Det var sådan set det, fru Julie Rademacher sagde. Det vil jeg da bare gerne høre om fru Julie Rademacher mener, for så må det jo indgå i diskussionerne om alle andre ting, der kan ramme mennesker.

Så er det ordføreren.

Jeg kan imødekomme den radikale ordfører med, at jeg også beklager, at finansieringen ikke var nævnt i det konkrete forslag sort på hvidt. Jeg har så snakket med bl.a. SF om netop at finde finansieringen for det i vores plan, og det har vi gjort. Når det er sagt, vil jeg også forholde mig til den sidste del, som fru Lone Dybkjær nævner. Jeg tror, at jeg ret udtrykkelig sagde, at voldtægt er noget – noget – af det værste, et menneske kan komme ud for. Det vil jeg stadig væk fastholde, og jeg kan forestille mig, hvor store konsekvenser det kan have for ens liv og også ens samliv ud i fremtiden.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Nu har vi ikke hørt det i den socialdemokratiske ordførertale, så vi ved ikke, hvordan man forestiller sig de der 10 millioner, men lad det være. Det, som jeg bare vil sige, er: Skulle vi ikke prøve at sætte tingene lidt i perspektiv? Der er mange slemme ting, der kan ramme mennesker. Jeg kan nævne rigtig mange ting, men det vil jeg faktisk ikke gøre i dag, for jeg synes ikke, det skal være en diskussion om, hvem der rammes hårdest, jeg synes bare, vi skal være utrolig forsigtige.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er frygteligt at komme ud for en voldtægt. Jeg er ikke i tvivl om, at det påvirker omgivelserne, jeg er ikke i tvivl om, at det kan være svært at komme videre med sit liv, men jeg vil vove at påstå, at det er muligt. Der er formodentlig en lang række mennesker, som har betydelig sværere ved at kunne håndtere deres liv, fordi de rammes af noget, der måske er meget værre.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, ordføreren taler meget for sig selv. Jeg er meget enig i, at vi ikke i dag behøver at stå og tage en diskussion om, hvor forfærdelige ting man kan komme ud for som menneske, men jeg vil blot understrege, at jeg mener, at en voldtægt virkelig er noget groft, og at jeg også håber, at vi derfor kan hjælpe ofrene for voldtægter.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

I Dansk Folkeparti har det ligget os meget på sinde at sørge for, at man får nogle ordentlige vilkår og en ensartethed over hele landet i behandlingen til de mennesker, som bliver udsat for voldtægt. Vi har også stillet forslag til regeringen om det, og der er også blevet sat ressourcer af på området. Det, at man som menneske, barn eller voksen, mand eller kvinde, bliver udsat for et overgreb af den karakter, er ikke noget, man blot kan vifte af. Ofte er det noget, man får krænget på sig, og som man skal leve med resten af sit liv, og som vil påvirke en på mange måder. Det er det mest usle overgreb, man kan tænke sig, nemlig på den måde at misbruge et andet menneske og udvise en ligegyldighed over for en anden.

Derfor har det da også været en del af vores aftale, at voldtægtsforbrydere netop skulle straffes hårdere. Det kan jeg så forstå på andre talere at de ikke synes er lige så vigtigt, men jeg ved også, hvad det gør ved en kvinde, der er blevet voldtaget, at skulle komme ud ret kort tid efter og møde den voldtægtsmand, som har ødelagt hende for resten af livet. Det er i hvert fald et af de steder, hvor vi kan slå hårdt ned.

Forslaget kommer med seks punkter om tilbud, som skal være landsdækkende. Voldtægtsofre skal kunne henvende sig på et center og få behandling inden for 6 måneder efter hændelsen. De skal tilbydes en retsmedicinsk undersøgelse inden for en rimelig tid. De skal have akut og opfølgende psykologbehandling i forhold til det konkrete behov samt tilbud om gruppeterapi. De skal tilbydes hjælp fra socialrådgivere, der er knyttet direkte til centeret. Parterne skal tilbydes mægling i egnede »gråzonesager«, og der skal oprettes tilbud til pårørende om hjælp til at håndtere egne reaktioner og til at støtte offeret.

Det er seks punkter, som vi i Dansk Folkeparti sagtens kan tilslutte os. Blot bør man, som vi også har hørt tidligere, have en finansiering på plads. Jeg kan høre, at ministeren er imødekommende i forhold til forslaget, og vi er da også interesseret i at arbejde sammen om det her.

Havde der været en finansiering, kunne vi tage stilling til det. Hvis man tager det af satspuljen, vil vi støtte det, og vil man lave en beretning, er vi også med på det. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jo, det lyder rigtig godt, men hvordan vil Dansk Folkeparti stemme, hvis det her kommer til afstemning? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Ordføreren siger: Jeg ved, hvad det gør ved den kvinde, der efter kort tid møder sin gerningsmand på gaden igen.

Jeg ved, hvad det gør ved den kvinde, som dels ikke får den hjælp, den kvinde har brug for, dels får en spand koldt vand i hovedet, når hun opdager, at sagen ikke kan føres. For det største problem her er, at rigtig mange sager ikke kan føres. Det er et sted imellem 400 og 2.600 sager om året, som ikke bliver anmeldt, og det mindste, vi kan gøre, er at anerkende de her mennesker som ofre.

Så hvorfor er det, at Dansk Folkeparti ikke lige så hurtigt har pungen oppe af lommen, når det handler om hjælp til de her ofre, som når det gælder om en højere straf til de 12 overfaldsvoldtægter, der foregår om året? Hvorfor er det, at Dansk Folkeparti ikke bare klart siger: Vi støtter det her forslag, fordi det er en forbedring for ofrene. Der er vi helt klart med, og det stemmer vi ja til?

Så hvordan vil Dansk Folkeparti stemme til det her?

Så er det ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke kan forstå den retorik, SF's ordfører lægger for dagen, og at hun er så gal over, at man faktisk går ud og giver en dom til voldtægtsmanden, for det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg mener, det er to sider af samme sag. Jeg har stået og sagt, at vi gerne vil være med til det her, men ordføreren må da forklare, hvordan man går med til noget, der er finansieret af en pulje, som vi ikke engang ved hvordan er.

Jeg kan ikke stå – det må ordføreren da også vide – og sige ja til et beløb grebet ud af luften, taget et andet sted fra – og fra hvem? Det kan man da ikke politisk.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nej, det er lige præcis rigtigt. Det ene udelukker ikke det andet, og derfor kunne Dansk Folkeparti sige: Ja, selvfølgelig stemmer vi for den her forbedrede hjælp.

Man vil bruge 717 mio. kr. på en tryghedspakke, på flere fængselspladser, men 10 mio. kr. til hjælp til ofrene, som udgør den største part af dem, som ikke vil kunne få ført deres sager, men som har brug for oprejsning og hjælp, kan man ikke finde. Er det det, Dansk Folkeparti står og siger her, nemlig at man simpelt hen vil stemme imod, fordi man ikke vil være med til at finde 10 mio. kr. til lige præcis de her ofre?

Så er det ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke har sagt noget om, at vi stemmer imod. Jeg har sagt, at vi ikke kan stemme for, fordi vi ikke kan finde den finansiering, som ordføreren mener der er. Og jeg mener stadig væk, at jeg bliver nødt til at vide, hvor pengene er, hvor man tager dem fra. Skal man tage dem fra den pakke, som vi bruger til at prøve at få fat i voldtægtsmændene og dermed give folk en tryghed?

Jeg mener, at forebyggelse også har en berettigelse, så vi sikrer, at dem, der begår de voldtægter, kommer bag lås og slå, så de ikke begår den næste voldtægt og den næste voldtægt og den næste.

Så er der en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Så kan jeg bare sige, at det er jeg fuldstændig enig med Dansk Folkepartis ordfører i, men det, der er spørgsmålet her, er, om man ønsker at hjælpe ofrene for voldtægt. Jeg er også meget interesseret i at vide, hvorfor man ikke, når man kan finde 717 mio. kr. til tryghedspakken til bl.a. at sende 12 forbrydere i spjældet om året, kan finde knap 10 mio. kr. til at hjælpe ofrene for voldtægt. Når det er, at man er så indigneret og gerne vil have smidt de her forbrydere bag lås og slå, hvorfor er man så ikke lige så indigneret, når det gælder om at hjælpe dem, der er ofre for voldtægt?

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan Dansk Folkeparti har tænkt sig at stemme og stille sig til det her forslag.

Så er det ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om det er hørelsen hos ordførerne, der er noget galt med, for jeg har jo netop sagt, at vi er positive. Vi har sagt, at vi gerne vil gå ind i det her forslag, så jeg forstår slet ikke, at man stiller de samme spørgsmål. Og jeg synes, det er lidt søgt, hvis man bruger det her som en valgkampstrategi og bruger nogle ofre i det her forslag til bare at køre sin politik på den her måde. Jeg har jo netop sagt: Vi vil gerne arbejde for det her, kan vi gøre noget sammen? Men det lyder mere, som om der blev sagt: Basta, døren er lukket, og det gør vi ikke, enten I vil eller ej. Og så kan man gå udenfor og skrige, at vi ikke vil være med.

Vi siger, det her er positivt. Jeg ser gerne et center i Region Sjælland, men jeg vil også finde ud af, hvordan vi gør det. Vi giver i øjeblikket 5 mio. kr. om året til voldtægtscentrene, penge, som vi alle sammen har været med til at give, så lad være med at sige, at vi ikke gør noget. Vi gav 20 mio. kr. i 2008, og det er til og med 2012, så vi skal snart til at forhandle. Hvad med at få sat nogle penge af fra satspuljen, hvor vi alle kan sidde og blive enige?

Jeg står og siger, at vi er med, og så bliver man ved med at stille de samme spørgsmål. Jeg forstår det ikke.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Jeg forstår, hvad det er, ordføreren for Dansk Folkeparti siger. Jeg vil så bare meget gerne have at vide: O.k., hvis man kan finde finansiering for så mange andre forslag, og Dansk Folkepartis ordfører kommer selv med nogle bud her, kunne man så ikke også godt tilkendegive at støtte det her forslag, der kun koster op imod 10 mio. kr., men som vil kunne hjælpe i hundredvis af ofre for voldtægt i årene frem?

Så er det ordføreren.

Jeg har tilkendegivet, at jeg støtter forslaget, men jeg er ikke finansordfører, og jeg kan ikke finde penge i en pulje, som jeg ikke er herre over. Jeg kan sidde og være med i en satspuljeaftale, hvor jeg kan være med til at finde penge, og det tilkendegiver jeg også. Hvor meget mere vil man have?

Der kom i sidste sekund et ønske om en enkelt kort bemærkning mere fra fru Lone Dybkjær.

At det var i sidste sekund, skyldes de sidste udtalelser. Det er begrundelsen for, at jeg ikke markerede noget før, for jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet. Det er kun et spørgsmål om diskussionen om satspuljen. Jeg synes, det er fint, at ordføreren er positiv over for forslaget, men det er jo ikke noget, der kan satspuljefinansieres, bare for en ordens skyld, fordi det ikke ligger inden for satspuljens rammer. Det, der finansieres inden for satspuljen, og som vi i øjeblikket laver, begrundes jo med, at det er forskning, ny formidling og den type ting, men ikke behandling.

Derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om ikke ordføreren vil være villig til at drøfte den her sag med sin finansordfører, sådan at det kan indgå i nogle af de meget store pakker, som DF jo under alle omstændigheder får igennem. Vi kan diskutere, om vi synes, det er finansieret eller ej, eller om vi synes, det er rimelig finansiering, det kan være ligegyldigt, men det er temmelig mange millioner, de kommer igennem med, og der kunne man godt sige, om ikke ordføreren kunne prøve at snakke med sin finansordfører, om ikke der lige kunne findes 10 mio. kr. – jeg ved ikke, om det er 10 mio. kr., det har vi jo faktisk stadig ikke set; det er noget, de to partier påstår, men lad os bare sige, det er i omegnen af 10 mio. kr.

Så er det ordføreren.

Jamen det er helt sikkert noget, jeg gerne vil videreføre til finansordføreren og spørge, om ikke vi kunne finde nogle penge på området. Men som fru Lone Dybkjær også var inde på tidligere, er der mange områder, vi har med at gøre. Vi har kræftsyge patienter, vi har børn med sjældne sygdomme – vi har mange områder, hvor der er brug for penge. Men jeg mener også, det her har sin berettigelse, og jeg vil selvfølgelig arbejde på, at der bliver sat nogle penge af.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Det er rigtigt, at der overordnet set bør være tale om en prioritering, og derfor er det jo også vigtigt at høre, hvordan de enkelte partier prioriterer. Men vi skal bare ud af den vildfarelse, at vi kan blive ved med at belaste satspuljemidlerne med det her, for det kan vi ikke. Det er sådan set formentlig regionernes opgave. Det kan vi diskutere, men satspuljen har været med til at vise, hvor det nytter at gøre noget, og så er det jo, om jeg så må sige, finansloven som sådan, der skal tage over. Derfor kom jeg med min opfordring til ordføreren om at tage kontakt til sit partis finansordfører, som jo er en ganske magtfuld mand.

Så er det ordføreren.

Det vil han blive glad for at få at vide. Nu har jeg det sådan med satspuljen, at jeg faktisk helst så den nedlagt, men det vil andre partier ikke være med til. Derfor vil jeg hellere give pengene til nogle steder, hvor man ved pengene går til det rigtige. Så om det er til voldtægtsofre, eller om det er til nye projekter, er for mig ikke det, der har den store betydning.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Egentlig kan man blive helt bekymret ved at skulle starte den her debat om et beslutningsforslag, hvor jeg indtil nu kun har hørt positive ordførertaler, men det kan jeg forstå sådan set også er ret slemt – man bliver angrebet ret meget.

Lad mig starte med at sige, at seksuelle overgreb er stærkt krænkende, og en voldtægt er en meget voldsom begivenhed at blive udsat for. Det er en meget krænkende begivenhed, og det er ofte også en begivenhed, som sætter sig spor resten af livet hos offeret, og derfor er det naturligvis også noget, som man både retspolitisk, straffemæssigt og sundhedsmæssigt skal se ganske, ganske alvorligt på. Derfor vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at have rejst debatten om ofres muligheder efter en voldtægt.

Jeg er ikke enig i alle de punkter, der er skitseret i forslaget, men jeg er helt enig i, at vi skal se mere generelt på, hvordan vi kan forbedre den nuværende indsats. Også jeg vil derfor gerne kvittere for ministerens meget positive tilkendegivelse – synes jeg – her fra talerstolen om at ville nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på hele området, på faglige input i forhold til den nuværende indsats og også på, hvordan vi kan forbedre indsatsen, og som tager udgangspunkt i de punkter, der er fremsat i dagens beslutningsforslag.

Her vil jeg også gerne sige, at som politiker er jeg meget åben for, om der skulle være nogle andre tiltag, som vi ikke lige har evnet at se, og som forslagsstillerne ikke har evnet at se – det er også vigtigt, at vi får dem med. For jeg tror, det er relevant, at vi får kigget på de store forskelle, vi jo kan se der eksisterer mellem de forskellige regioner, og det er især relevant, at vi får inddraget de erfaringer, der er gjort, siden man oprettede voldtægtscentrene tilbage i 1998. Jeg er meget optaget af de store forskelle i tidsfrister. Det kan som offer være meget svært at henvende sig hurtigt, og jeg ønsker især, at tidsfristen gøres ensartet og gerne meget lang. En del ofre henvender sig slet ikke til politiet som den første instans, de henvender sig heller ikke til landets voldtægtscentre, men landets offerrådgivninger får ofte henvendelser, især fra pårørende, og de meget, meget dygtige frivillige medarbejdere i alle landets offerrådgivninger henviser til de muligheder, der er, og til voldtægtscentrene. Og derfor er det rigtig vigtigt, at der er en meget lang tidsfrist, så offeret ikke føler sig – i gåseøjne – negligeret ved blot at blive henvist til egen læge. Selv om det så kan være svært at finde brugbare dna-spor efter få dage, må det ikke være det afgørende for, at offeret ikke kan modtage en særlig omsorgsfuld behandling.

Jeg synes derfor, det er meget vigtigt at få en faglig vurdering af de forslag, der er skitseret i det her beslutningsforslag, og af den hidtidige indsats. Men så må jeg nødvendigvis sige, at jeg altså også har brug for at få sat de faglige input i forhold til økonomien bag det her forslag, for jeg kan jo se, at det kræver nogle flere tiltag, og det ved vi koster penge. Og uanset hvad andre måtte synes, så er jeg medlem af et økonomisk ansvarligt parti, og jeg kan jo ikke sige ja til noget, før jeg har set økonomien bag det. Og er det ikke ærgerligt at stå og sige ja til 10 mio. kr., hvis det rent faktisk var 12 mio. kr., der ville gøre, at vi fik den helt store, fantastiske, forkromede indsats? Jeg forventer selvfølgelig, at ministeren, som har lovet at ville nedsætte en arbejdsgruppe, løbende orienterer os som politikere, så vi kan følge med i, hvad der sker.

Af de to grunde kan jeg så ikke stemme ja til forslaget, men jeg vil sige, at jeg synes, det er et meget, meget positivt forslag, og jeg synes, det er vigtigt, at vi tager hul på debatten. Og derfor vil jeg gerne til slut takke for dagens debat, for sådan en debat om at være udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg er jo også med til, at vi aftabuiserer hele området. Min slutbemærkning skal være denne opfordring: Alle, der har været udsat for voldtægt, skal snakke med nogen. Og hvis man ikke selv har overskud til at reagere, vil jeg kraftigt opfordre alle pårørende til voldtægtsofre til at henvende sig hos landets offerrådgivninger og voldtægtscentre, som findes i hele landet, for vi må og kan aldrig nogen sinde acceptere seksuelle overgreb.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er enig, vi må og kan aldrig acceptere seksuelle overgreb, men vi må og kan heller aldrig acceptere, at ofre ikke får den hjælp, de har behov for, og derfor kan jeg ikke forstå, at Det Konservative Folkeparti ikke bare siger: Selvfølgelig går vi med på det her, det er det, der er brug for i forhold til ofrene.

Hvordan har den konservative ordfører det egentlig med, at den daværende justitsminister, fru Lene Espersen, stod og lovede, at der virkelig skulle ske noget på det her område, og at økonomien ikke var en hæmsko, det måtte den i hvert fald ikke være? Det sagde hun i 2007. Siden er der ikke tilført en nickel til det her område, intet, man har intet gjort for at igangsætte noget, man har ingen flere penge skaffet, og det er stadig væk sådan, at ofre i dag ikke får den hjælp, de har brug for. Tidsgrænserne på voldtægtscenteret i Aarhus blev rykket, og det medførte, at omkring 20 pct. af henvendelserne ikke længere kom, og det vil sige, det er 20 pct. af ofrene, som nu står uden nogen som helst hjælp i dag.

Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti har siddet på hænderne i så mange år og ladet stå til på det her område, og nu er man ikke klar til at give den håndsrækning, det er, for det måtte jo ikke være et spørgsmål om økonomi?

Så er det ordføreren.

Som blot lige vil fortælle, at jeg ikke er fra Dansk Folkeparti, jeg er fra Det Konservative Folkeparti, men det kunne være, det var en fortalelse eller andet.

Så må jeg sige til ordføreren: Jeg synes, det er rigtig, rigtig trist, jeg står her og er vildt positiv, vil enormt gerne gå i dialog, vil gerne prøve at diskutere, om det nu er de rigtige ting, vi skal sætte i værk her, og så spørger jeg bare lige så forsigtigt og stille, hvad økonomien er i det her. Der er ikke nævnt et eneste ord om økonomien i det her, og så skal jeg angribes på, at jeg ikke vil finde pengene, men det har jeg ikke på noget tidspunkt sagt noget om, overhovedet ikke. Jeg har sagt, at jeg da er nødt til at se økonomien og beregningerne bag det. Og så tillader jeg mig blot at sige, at det godt kan være, at ordføreren er så vidende og klog, og at de her seks punkter er de rigtige punkter, og så virker alt godt, jeg prøver bare at sige, om ikke vi kunne tilslutte os den arbejdsgruppe og så få at vide, hvad det er, vi skal. Jeg har ikke sagt noget om, at jeg ikke vil finde pengene til det. Jeg synes, det er en dybt, dybt underlig retorik.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det her handler om at finde penge til en lille resterende del. Det vil sagtens kunne lade sig gøre, og det vil ikke koste ret meget. Jeg kan konstatere, at Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale med Dansk Folkeparti om, at man gerne vil hæve straffen for overfaldsvoldtægter, som er 12 voldtægter om året. Hvis man ganger op med de 2.000 kr., som det koster om dagen pr. indsat, så er vi nok nærmest oppe i noget, der ligner 12 mio. kr. om året. Det kan man finde pladser til, til 12 overfaldsvoldtægter, som man vil hæve straffen for, men med de ca. 10 mio. kr., det her forslag kommer til at koste, vil man ikke bare sige: Jamen selvfølgelig gør vi det.

Vi har faktisk gjort et kæmpestort stykke researcharbejde, vi har ringet til voldtægtscentrene, og vi har scannet det her område. Det her er det, der er behov for derude, og hvorfor kan Dansk Folkeparti ikke bare stå her i dag og sige: Jamen selvfølgelig gør vi det?

Hvis der skal mere til, er det fint, lad os få et udvalg til at kigge på det, det kan være, der kommer flere gode ting ud af det, men det kan vi så gennemføre bagefter. Hvorfor sætter vi ikke gang i det her nu, når vi ved, at noget af det, der i hvert fald skal til, er tidsgrænser?

Så er det ordføreren.

Som stadig væk hedder Vivi Kier, og som stadig væk repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Det vil jeg blot lige gøre opmærksom på.

Vi kan jo blive ved længe. Jeg synes, det er rigtig, rigtig mærkeligt, for når nu ordføreren er så vidende og ved, at det her forslag koster 10 mio. kr., hvorfor er det så ikke anvist i forslaget, og hvorfor har ordføreren ikke anvist, hvordan de vil finde pengene? Så skal jeg nok svare for mig.

Jeg må sige, at hvis Socialistisk Folkeparti får magt, som de har agt, så bliver det rigtig, rigtig skidt for det her land, for man udsteder det ene ufinansierede løfte efter det andet. Jeg er så positivt indstillet, som nogen kan være, jeg har ikke sagt nej til at ville finde nogen som helst penge, men jeg spørger bare lige så forsigtigt, om vi kunne få en anvisning af økonomien, og om det gjorde noget, at vi fik et fagligt input i forhold til det skitserede forslag.

Jeg beklager dybt, men jeg har aldrig deltaget i en debat, hvor man, selv om man er så positiv, bliver angrebet så voldsomt og inderligt af et medlem, der end ikke ved, hvilket parti det er, der er repræsenteret på talerstolen.

Det var så den konservative ordfører, som der ikke er flere korte bemærkninger til. Så går vi til den radikale ordfører, og det er fru Lone Dybkjær.

Som jeg sagde i en tidligere bemærkning til en anden ordfører, er det et godt forslag, i den forstand at forslaget fokuserer på ofrene. Jeg synes, det er en god idé, at vi i højere grad gør det og også på det her område.

Jeg synes også overordnet set, at vi skal fjerne så mange tidsrammer som overhovedet muligt, men vi skal selvfølgelig gøre os klart, at hvis vi fjerner nogle af dem, kan det altså på et tidspunkt blive sværere at få en domfældelse i sagen. Men det er så en anden snak.

Jeg savner økonomien i det her. Jeg er udmærket godt klar over, at forslagsstillerne sammen med Socialdemokraterne siger, at de har fundet 10 mio. kr. til det, men hvordan skal de her 10 mio. kr. anvendes? Hvor putter vi penge hen? Hvad er det for nogen områder, der koster hvad? Det mangler totalt.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg også synes, at det er vigtigere at putte nogle penge i det her område end at udvide fængselskapaciteten, så overordnet set er der for mit vedkommende ikke tvivl om, at det er bedre at bruge nogle penge her, end det er at bruge nogle penge – og ret mange penge – på fængselskapaciteten, for slet ikke at snakke om grænsebomme, og hvad der nu er fremme i debatten.

Forslagsstillerne mener selv, at det er det eneste rigtige forslag, og de har foretaget en stor research, og det tager jeg hatten af for. Vi andre vil jo bare gerne vide en lille smule om, hvad de forskellige fagfolk har sagt. Jeg synes derfor, det vil være godt, hvis ministeren nedsætter en arbejdsgruppe, men jeg synes også, det er vigtigt at få at vide, at det ikke bliver en arbejdsgruppe, der skal sidde i 100 år og en sommer, og ministeren sagde altså ikke noget om, hvor hurtigt det her kan gå. Der er jo visse ting, man godt kunne gennemføre relativt hurtigt, f.eks. opfordre Region Sjælland til at få et center, for de har ikke noget, og gå ind i en dialog med dem om, hvorfor de ikke har et center. Men jeg synes godt nok, det ville være rart, hvis ministeren sagde, hvornår han kunne forestille sig, at sådan en arbejdsgruppe kunne være færdig med deres arbejde.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Jeg vil gerne kvittere for bemærkningerne fra den radikale ordfører, og jeg kan også forstå, at fru Lone Dybkjær har haft lidt det samme problem som os andre, nemlig at der var mange gode forslag og andet, som man så gerne ville have nogle videre faglige anbefalinger af, men at det var svært at gennemskue økonomien i det her.

Derfor vil jeg egentlig bare bede den radikale ordfører om at bekræfte, at de penge, som man påstår at have fundet, ikke er anvist hvor skal komme fra konkret. Og de er heller ikke anvist i en konkret prioritering i forhold til forslaget.

Så er det ordføreren.

Jeg gider ikke gå ind i en almindelig polemik mellem regeringen og oppositionen om finansieringerne generelt set, for jeg synes, det er en tåbelig diskussion. Man kan altså finde 700 mio. kr. lige pludselig til et eller andet forslag, som jeg er lodret imod, fordi man laver en aftale med Dansk Folkeparti. Men det er én side af det. Den der debat vil jeg slet ikke gå ind i.

Det, jeg konkret savner, er økonomi i det her forslag. Det forholdt jeg mig til. Jeg siger så, at jeg hørte S og SF sige, at det er 10 mio. kr. Det står der intet om i selve forslaget. Det er bare ærgerligt, for det gør, at vi ikke kan diskutere det.

Jeg vil også sige, at hvis vi skal gå ind i sådan et forslag, skal vi selvfølgelig vide, hvad det koster, når vi lige pludselig udvider til 6 måneder. Hvad koster det, når vi går de forskellige forslag igennem? Ved man det, eller siger man bare: Vi har en ramme på 10 mio. kr., og så vil vi gøre det bedst tænkelige inden for den ramme?

Det aner vi ikke noget om.

Der er ikke flere bemærkninger til den radikale ordfører. Så er vi nået frem til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for debatten, og jeg er selvfølgelig også glad for, at vi trods alt får et udvalg på det her område. For det betyder jo, at SF’s forslag i en eller anden udstrækning kommer videre. Det synes jeg da er en god ting for ofrene.

Jeg kan ikke forstå, at det her så meget bliver gjort til et spørgsmål om økonomi. Jeg mener også, at det lidt har et udgangspunkt i, at man har en holdning til, om ofrene skal have hjælp, eller om ofrene ikke skal have hjælp. Vi har selvfølgelig undersøgt økonomien i de her forslag. De forslag, som vi nævner, er jo projekter, der har været i gang. Derfor ved vi, hvad projekterne har kostet. Vi har set evalueringer af projekterne. De er positive og peger på, at det er den retning, vi skal gå i. Så selvfølgelig kan man sjusse sig frem til det her.

Den daværende konservative justitsminister, fru Lene Espersen, sagde, at det her ikke må være et spørgsmål om økonomi, for selvfølgelig skal ofrene have den hjælp, de har brug for. Siden er der så bare ikke rigtig sket noget.

Voldtægt er en utrolig krænkende oplevelse, men jeg tror, det er næsten endnu mere krænkende, når man oplever, at man ikke kan få den hjælp, man har brug for; at man ikke kan få den psykologhjælp, der skal til; at man ikke kan føre sin sag i retssystemet, fordi beviserne simpelt hen ikke kan bære sagen. Det mindste, vi som samfund kan gøre, er at anerkende de her mennesker. Og jeg kan ikke forstå, at man fra regeringens side ikke er sen til at hive pengepungen op af lommen, når der skal skaffes 717 mio. kr. til en tryghedspakke, mens man med hensyn til et så lillebitte forslag og så lillebitte en gruppe her ikke bare lige kan stå og sige, at vi selvfølgelig finder pengene til det.

Ministeren konstaterede, at der er forskel på centrene. Ja, det er der, og der er ofre, der i dag ikke kan henvende sig længere end 3 dage efter, at overgrebet er sket. Baggrunden for, at man i Region Syddanmark netop har udvidet grænsen til 7 dage, er, at der i op til 7 dage kan findes sædrester, som rent faktisk kan bruges i forbindelse med en eventuel retssag og efterforskning efterfølgende. Så det vil sige, at der også er en masse ofre, der faktisk mister muligheden for at kunne føre en sag efterfølgende, fordi de ikke kan henvende sig.

Jeg vil godt sige tak til Socialdemokraterne for opbakningen. Til Dansk Folkeparti vil jeg sige: Jeg synes, det er utroligt, at man synes, at der skal mere straf til 12 overfaldsvoldtægter, hvilket vil koste 12 mio. kr. i Kriminalforsorgen – jeg anfægter ikke, at straffen ikke kunne være højere – mens man ikke kan stå her og sige, at selvfølgelig finder vi 10 eller måske 12 mio. kr. til at realisere det her forslag. Det handler om en lille restgruppe, som skal garanteres psykologhjælp, som skal garanteres at kunne henvende sig, så vi kan oprette pårørendetilbud til de traumatiserede familier, og som er pårørende til en datter, der er blevet voldtaget.

Så står man fra talerstolen og siger, at det her bruges som en valgkampsstrategi. Nej, det er i hvert fald det sidste, jeg vil tillade mig at gøre på ofrenes vegne. Det synes jeg simpelt hen er så arrogant sagt. SF har villet det her i lang tid, og da vi fik det sidste lovforslag, som forbedrede retsstillingen for ofrene, var det ikke med Dansk Folkepartis mellemkomst. Det var S og SF, som havde fremsat beslutningsforslag om at styrke ofrene, og det førte rent faktisk til et lovforslag, som vi behandlede her. Så jeg vil bare sige, at al den snak om ofre, som Dansk Folkeparti ofte stiller sig op med, kan de godt pakke sammen, for det viser sig, at når det kommer til stykket, så er man slet ikke klar til at gøre det, der skal til.

Om De Konservative kan jeg sige: Ja, de har siddet på deres hænder i 4 år uden at gøre noget ved det her område. Trods det at man har sagt, at det ikke måtte være et spørgsmål om økonomi, så er der ikke tilført noget yderligere, der er ikke sat nogen undersøgelser i gang, der er ingenting gjort for at sikre ofrene for voldtægt bedre.

Men mine afsluttende ord vil være, at jeg trods alt takker for, at der kommer et udvalg. Man må jo tage det næstbedste, når man ikke kan få det bedste, hvilket ville være at sikre ofrene og sige, at det er det, vi sætter i gang nu og med det samme.

Det bliver ikke de afsluttende ord, for der er to korte bemærkninger. Først er det fru Vivi Kier.

Det er godt nok en rigtig, rigtig trist tale, jeg lige har stået og hørt her fra en ordfører. Jeg har siddet og lyttet med på samtlige ordføreres indlæg; alle ordførere er kommet med deres opbakning, og den eneste, man kan takke, er Socialdemokraternes ordfører. Jeg må sige, at det virkelig er topmålet – det er arrogance, så det batter noget. Ordføreren siger, at det her jo ikke skal dreje sig om økonomi, og at det er pinligt, at vi skal stå og snakke om 10-12 mio. kr. – og samtidig vil ordføreren gerne bruge rigtig meget af sin taletid på at fortælle om, hvor mange penge der kan bruges på andre ting. Igen må jeg sige, at Socialistisk Folkeparti fremsætter et forslag, som er totalt ufinansieret. Man tror, at man bare kan fremsætte et forslag og så stå og sige fra talerstolen, at det nok koster 10-12 mio. kr. Og så skal alle vi andre bare stemme ja. Jamen sådan er virkeligheden ikke. Hvorfor er det ikke skrevet ind i forslaget, så vi havde kunnet tage stilling til det?

Så er det ordføreren.

Hvis jeg havde vidst, at det her blev så stort et problem for De Konservative, hvis jeg havde vidst, at De Konservative ville gøre det her til et spørgsmål om økonomi – hvad fru Lene Espersen engang stod og sagde at det ikke skulle være – havde jeg selvfølgelig skrevet det ind. Der ligger evalueringsrapporter, der har været projekter i gang, og derfor ved vi meget godt, hvad det her vil koste at udbrede. Og S og SF har valgt at finansiere det her i en ekstra pulje, som vi har skaffet, og derfor er der god grund til at antage, at det er korrekt, når jeg siger, at det her vil koste 10 mio. kr. Det handler om at sikre en lillebitte restgruppe et tilbud, så man får ensartet hjælp på alle voldtægtscentre i Danmark. Den konservative ordfører stod her og talte længe om, at tidsgrænserne i hvert fald skulle være ens. O.k., men hvorfor sørger vi så ikke for, at det sker med det samme?

Jeg minder om, at når man omtaler ministre – også selv om det er en tidligere ministerfunktion – så skal man omtale dem med deres ministertitel og eventuelt navnet, hvis man vil være helt sikker på, hvem det er, og ikke bare navnet.

Så er det fru Vivi Kier for yderligere en kort bemærkning.

Man bliver virkelig rystet, når man hører det svar, jeg lige har fået fra ordføreren: Økonomi skal ikke tælle noget, der skal ikke stå noget som helst tal, og vi andre er ynkelige! Jeg har ikke sagt, at økonomien er afgørende for, at jeg siger nej. Jeg står med et forslag, som vi har diskuteret i min gruppe, og som jeg har stået og kommenteret så positivt. Jeg har bare spurgt: Hvad er økonomien? Og så står ordføreren og slynger om sig med, at det jo bare er 10-12 mio. kr. Jamen jeg har ikke sagt nej til at ville finde pengene. Jeg har bare sagt: Jamen er det de rigtige penge? Og det viser bare, hvor farligt Socialistisk Folkeparti er. Det er ufinansierede løfter, det er guld og grønne skove: Her kommer vi, og man behøver ikke at skrive penge i nogen forslag! Uha, det lover ikke godt: Det bliver rigtig, rigtig farligt i fremtiden.

Så er det ordføreren.

Jeg har redegjort for økonomien flere gange, og jeg kan konstatere, at man hos Det Konservative Folkeparti i dag har den holdning, at det her udelukkende er et spørgsmål om økonomi. Man har simpelt hen ikke en holdning til, at ofrene skal have bedre hjælp, end de har nu. Men jeg må jo tage til efterretning, at det er De Konservatives tilgang til voldtægtsofre.

Så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jeg er overordnet set positiv over for forslaget, men jeg mener ikke, forslagsstillerne har redegjort for økonomien. Jeg beklager at måtte sige det. Og jeg går slet ikke ind i det her med, om tingene er ufinansierede, eller noget som helst. Det slagsmål, regeringen kører frem hele tiden, gider jeg ikke deltage i. Det, jeg bare siger, er: Hvordan når man helt konkret frem til 10 mio. kr.? Og nu beklager jeg: Jeg har ikke haft tid til at læse alle evalueringsrapporter og alt det der – det er jo også en af grundene til, at det ikke er os, der har fremsat sådan et forslag. Men hvordan når man frem til 10 mio. kr.? Det kan jo ikke bare være et sjus. Nu ved jeg godt, at ordføreren faktisk sagde, at man kan sjusse sig frem. Men jeg spørger sådan lidt overordnet: Hvad koster det f.eks., at voldtægtsofrene skal kunne henvende sig inden for 6 måneder, hvad koster det med alle de andre forslag, og hvordan når man frem til de 10 mio. kr.?

Så til det andet spørgsmål, som er: Der er nogle regioner, der allerede har det her tilbud, og andre regioner, der ikke har det. Skal de regioner, der ikke har villet prioritere det, så have tilført penge, og skal dem, der har prioriteret det, så ikke have nogen – eller hvordan forestiller man sig det skal foregå?

Så er det ordføreren for forslagsstillerne.

Vi har jo kigget på evalueringerne af de her projekter. Vi har regnet på, hvad det vil koste de steder, hvor man ikke har lige præcis de her tilbud, og vi har spurgt til, hvor meget man vurderer at der typisk skal til af psykologsamtaler. Så er det jo bare at tage antallet af henvendelser, sådan cirka, og gange op med det. Og så har vi lagt lidt til, for at være hundrede procent på den sikre side. Så økonomien i det her er sådan set gennemtænkt. Derfor kan man være fuldstændig tryg ved det. Der er to forskellige økonomiske planer, sådan er virkeligheden. S og SF har fremlagt en, og regeringen har fremlagt en anden. Og vi har finansieret det her i vores plan.

Fru Lone Dybkjær.

Jeg spørger overhovedet ikke om, hvordan S og SF har finansieret det; jeg spørger om, hvordan udgifterne er i det her forslag. Det er bare det, jeg beder om. Altså, hvordan når man frem til de 10 mio. kr. – eller de 8 mio. kr. plus 2 mio. kr.? Jeg gider slet ikke gå ind i den der overordnede diskussion med »Fair Forandring« kontra regeringens plan. Det har jeg prøvet at sige. Vi har vores plan – det er ikke det. Jeg vil bare gerne vide, hvad det så er, der koster hvad, hvis det her forslag gennemføres. Og hvad forestiller man sig så? Forestiller man sig, at der skal tilføres flere midler til Center-et-eller-andet, som ikke har lavet noget, eller hvad er det egentlig, man tænker? Man kunne også bare sige: Jamen de penge må de finde, og det må indgå i nogle andre overordnede betragtninger. Jeg beder bare om svar på: Hvad koster punkt et, hvad koster punkt to, hvad koster punkt tre osv.? Og da jeg forstår, at tallene foreligger, synes jeg, det ville have været rigtig rart, at de var indeholdt i forslaget, eller at vi kunne få dem.

Ordføreren.

Jeg har desværre ikke taget tallene med her i dag. Men når det f.eks. handler om psykologhjælp, har vi fundet ud af, hvilke centre der tilbyder hvad. Og derefter har vi fundet ud af, hvor mange ofre der er, og hvad det vil koste. Hvad koster en psykolog i timen, og hvad vil det koste, hvis man skal have det her gennemsnitlige tal udvidet til den ramme, som der er brug for? Og så har vi ganget op på den måde. Derudover er der en række projekter, som er evalueret, f.eks. pårørendetilbud. Det ved vi også hvad koster. Hvis alle centre, som ikke har pårørendetilbud i forvejen, skal have det, så vil det koste så og så mange penge. Men tallene har jeg ikke lige præcis med her, men jeg kan finde dem til fru Lone Dybkjær om nødvendigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til

folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det skete ikke.