Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 108:

Forslag til folketingsbeslutning om en ny ansvarsfordeling for håndtering af elskrot.

Af Benny Engelbrecht (S) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2011).

Forhandlingen er åbnet. Miljøministeren.

Med det beslutningsforslag, som vi skal behandle nu her, foreslår Socialdemokraterne, at regeringen udformer en ny ansvarsfordeling for håndteringen af elektronikaffald fra husholdninger. Forslaget går ud på, at producenter som noget nyt skal pålægges at finansiere den del af indsamlingen, som kommunerne står for i dag.

I dag er fordelingen mellem kommuner og producenter sådan, at kommunerne står for at sikre, at borgerne kan aflevere deres elektronikaffald. I alle kommuner kan man aflevere sit elektronikaffald på en genbrugsplads. Nogle kommuner har så derudover lavet afhentning af f.eks. elektronikaffaldet hos borgerne, f.eks. sammen med andet storskrald.

De omkostninger, som kommunerne har til deres elektronikaffaldsordninger, indgår i øjeblikket i det affaldsgebyr, som borgerne betaler. Producenternes opgave er at hente elektronikaffaldet på de kommunale genbrugspladser, og så stå for håndteringen af affaldet herfra.

Den eksisterende model, som jeg lige præcis har beskrevet, blev vedtaget i foråret 2005 med et bredt flertal. Det var centralt dengang, at man forventede den største indsamling af elektronikaffald, hvis borgerne kunne blive ved med at aflevere elektronikaffald til de kommunale indsamlingsordninger. Og jeg er enig med forslagsstillerne i, at kommunerne er rigtig gode til at indsamle elektronikaffald. At kommunerne så skal finansiere deres del af opgaven gennem affaldsgebyret, er jo en del af den aftale, der blev vedtaget i bred enighed tilbage i 2005.

Der er så et nyt, revideret WEEE-direktiv under forhandling. Det forventes at blive vedtaget i slutningen af i år eller i hvert fald i første halvdel af 2012, så vi skal altså i løbet af forholdsvis kort tid her i Folketinget til at se på de nationale regler for elektronikaffald og producentansvaret i tilknytning til WEEE-direktivet. Så når det skal implementeres, vil det være naturligt samtidig at se på, om der er ønske om og behov for andre justeringer i de danske regler end dem, som følger af direktivændringerne. Det sikrer samtidig, at vi kan have den nødvendige, grundige drøftelse af, hvilke justeringer vi ønsker. Sådan som jeg forstår beslutningsforslaget, skal det tages som udtryk for, at der er en frustration i kommunerne over det samarbejde, der er med producenterne og deres operatører i forhold til at få hentet elektronikaffald på de kommunale indsamlingssteder.

Den kritik har jeg hørt tidligere. Nogle kommuner og producenter har nogle steder haft svært ved at blive enige om, hvor tit og hvornår producenterne så er forpligtet til at hente elektronikaffald på de kommunale pladser. Det var baggrunden for, at jeg så i 2010 lavede en ændring af bekendtgørelsen. Snitfladen, som var vedtaget af Folketinget, var selvfølgelig uændret, men med den her nye bekendtgørelse blev der vedtaget klare og detaljerede regler for producenternes forpligtelser over for kommunerne. Ændringerne af bekendtgørelsen blev udarbejdet med en intensiv inddragelse af parterne.

Manglende weekendafhentning nævnes i beslutningsforslaget som et problem, og det undrer mig, fordi der netop med den nye bekendtgørelse blev indført en klippekortordning, hvor kommunerne kan bestille weekendafhentning et bestemt antal gange om året. Derfor mener jeg faktisk, at parterne med udgangspunkt i den nye bekendtgørelse har fået skabt nogle gode rammer for samarbejdet.

Det fremføres i forslaget, at der skal ske en ændring for at fremme producenternes incitament til at udvikle mere miljøvenlige produkter. Den målsætning er jeg helt enig i. For selvfølgelig er det vigtigt, at det udstyr, der kommer på markedet, er så miljøvenligt som muligt, men jeg mener dog ikke, at det fremsatte forslag nødvendigvis bidrager til det.

Hvad har jeg så gjort for at sikre mere miljøvenligt design? Jamen i forhandlingerne om RoHS-direktivet, som handler om, hvad elektronikudstyr må indeholde, blev der vedtaget nye stramninger, som vi fra dansk side var med til at sikre. Derudover synes jeg, at det er spændende, om man netop ved hjælp af reglerne om producentansvar yderligere kan fremme miljørigtigt design af elektronikprodukter. Derfor er Miljøstyrelsen faktisk ved at gennemføre et projekt, der skal forsøge at finde incitamenter til, hvordan der kan udvikles mere miljøvenlige elektronikprodukter.

Så fremføres det endvidere i forslaget, at forslaget vil løse den verserende traktatkrænkelsessag, som Kommissionen har anlagt mod Danmark. Sådan står der i forslaget. Der kan jeg altså oplyse, at regeringen har besvaret Kommissionens begrundede udtalelse tilbage i december 2009, og Kommissionen er ikke vendt tilbage siden. Kommissionen anfægtede ikke den eksisterende finansieringsmodel, hvor kommunerne finansierer deres del af indsamlingen. Derfor er det ikke rigtigt, når forslagsstillerne siger, at det her forslag vil bidrage til at løse den verserende traktatkrænkelsessag.

Forslagsstillerne fokuserer alene på økonomi mellem producenter og kommuner. Det er selvfølgelig et centralt element i forbindelse med reglerne, som jeg så vil komme tilbage til om lidt, men inden da vil jeg også gerne lige fokusere lidt på miljøet. For vi har i Miljøudvalget tidligere drøftet, om indsamlingen af specielt småt elektronikaffald er god nok.

Vi ved, at kommunerne har forskellige serviceniveauer, men vi ved ikke, om og i givet fald hvad det betyder for indsamlingen. Det er jo altså alt andet lige dårligt for miljøet, hvis folk smider deres elektronikaffald i den almindelige skraldespand. Det betyder, at elektronikaffaldet slet ikke bliver affaldsbehandlet på den miljømæssigt rigtige måde. Derfor har Miljøstyrelsen igangsat en undersøgelse af betydningen af den service, som borgerne tilbydes. Hvor let er det ganske enkelt at komme af med småt elektronikaffald, eksempelvis mobiltelefoner? Skal man til genbrugspladsen, kan man aflevere det til storskrald, eller er der andre former for husstandsindsamlinger?

Det resultat af den undersøgelse får vi lige efter sommerferien, og når den undersøgelse er gennemført, kan vi så der på baggrund af den vurdere, om der er et grundlag for at stille yderligere krav til den kommunale indsamling for at opnå en endnu højere indsamlingsprocent. Hvis man pålægger producenterne at finansiere kommunernes opgave, er man dog nødt til at tage en drøftelse af, hvad det er, kommunerne skal have finansieret. Er det alene ydelsen for de omkostninger, der vedrører aktiviteterne på genbrugspladserne, eller er det også den yderligere service, som nogle kommuner yder?

Det synes jeg så ikke vi har et tilstrækkeligt grundlag for at diskutere nu. Der vil jeg ikke være med til at foreslå ændringer, hvis de ikke er fagligt underbygget – og heller ikke i forhold til i det hele taget at have en politisk beslutningsproces, som er fuldt oplyst.

Forslaget lægger så op til en model, hvor kommuner og producenter lokalt skal udarbejde aftaler, der kompenserer kommunerne. Uanset at der lægges op til en forhandlingsløsning mellem parterne, kræver det en lovændring, hvis producenterne skal pålægges at betale for kommunernes indsamling. På affaldsområdet er der en lang tradition for, at større ændringer sker efter en grundig høring og med inddragelse af både parterne og selvfølgelig også politikerne. Den tradition mener jeg ikke der er særlig grund til at fravige her.

Samlet set er det altså min anbefaling, at vi venter med at ændre lovgivningen på det her område, til vi ved, hvordan WEEE-direktivet lander. Derudover er det altså min holdning, at der ikke bør ske ændringer, uden at der har været en grundig høring. Jeg er sikker på, at store dele af branchen også vil være enig med mig i det synspunkt, så derfor stemmer regeringen altså imod beslutningsforslaget. Men jeg ser frem til en konstruktiv drøftelse af, hvilke elementer det vil være interessant at undersøge i forbindelse med forberedelsen af en eventuel lovændring, når det nye WEEE-direktiv skal implementeres.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Tak til ministeren for nogle meget positive tilkendegivelser. Det vil jeg gerne skynde mig at understrege, fordi jeg synes langt hen ad vejen, at de tilkendegivelser, der er kommet, har været ret positive, og det giver selvfølgelig også anledning til at få en god debat.

Ministeren peger på behovet for at kigge nærmere på de ordninger, vi har på nuværende tidspunkt, inden direktivet skal implementeres næste gang. Der vil jeg godt pege på et element, der var i den betænkning, der blev lavet over den nuværende lovgivning, nemlig dette, at ministerens forgængers forgænger – må det blive – skrev:

Jeg anser det derfor for hensigtsmæssigt, at der senest 3 år efter ordningens ikrafttræden – dvs. i 2009 – gennemføres en evaluering af, hvordan ordningen har fungeret i Danmark, altså med henvisning til producentansvar som styringsmiddel.

Der vil jeg blot høre, om man i ministeriet har gennemført en sådan evaluering, og i givet fald hvad resultatet har været af det.

Ministeren.

Det er det, jeg kalder et rigtig godt spørgsmål. Jeg kigger hen til embedsmandslogen for at se, om der er nogen, der vil nikke eller ryste på hovedet i forhold til, hvad svaret er på det spørgsmål.

Jeg vil sige til hr. Benny Engelbrecht, at jeg ikke på stående fod kender svaret på, hvad der har været af evalueringer tilbage i 2009, men det vil jeg meget gerne finde svaret på, og jeg vil sørge for, at det tilfalder udvalget.

Hr. Benny Engelbrecht.

I hvert fald må man sige, at uanset om der har været gennemført en evaluering eller ikke har været gennemført en evaluering, er jeg faktisk enig med ministeren i, at der er et behov for at skabe et oplyst grundlag. Naturligvis skal vi nok følge op på det skriftligt; det er ganske oplagt.

Jeg synes, at ministeren er inde på noget andet meget væsentligt, nemlig incitamentet, og der håber jeg, at ministeren er enig med mig i, at det ikke er hensigtsmæssigt, at man yder en stor indsats, som man gør i i hvert fald en række kommuner, hvor man jo bl.a. er tvunget til at opdele det indsamlede elektronikaffald i en række fraktioner, som så bliver afhentet af forskellige aktører på området, og man ser meget ofte – det er faktisk reglen – at disse fraktioner køres ud til forbehandling, som basalt set er det, man kalder en shredder, altså en maskine, som nærmest makulerer elektronikaffaldet i småbitte stykker. Det er i hvert fald ikke noget, der er et incitament for kommunerne til at synes, at det er interessant. Det svarer lidt til, at jeg selv derhjemme skulle lave en affaldssortering og så så det hele lande ude i en affaldsindsamlingsbil, der bare smækkede det hele op i det samme rum.

Ministeren.

Men det billede, som hr. Benny Engelbrecht nu maler af, at al elektronikaffald så at sige bare ryger ned i den store kværn, har jeg svært ved at genkende. For alene hele diskussionen om ressourceudnyttelsen og knappe ressourcer, som vi jo alle sammen ved er indgået i produktionen af elektronikaffald, fordrer jo lige præcis netop den miljømæssigt forsvarlige behandling af elektronikudstyret, når det bliver til affald, således at vi netop opnår de høje genanvendelsesprocenter, som alle alt andet lige har en interesse i.

Tak til miljøministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Eyvind Vesselbo.

Det er jo nogle gange sådan, at man, når der kommer nogle beslutningsforslag fra oppositionen, siger til sig selv, at det egentlig er meget fint, at vi får en debat om det emne. Det kan vise lidt om, at oppositionen også interesserer sig for naturen og miljøet. Det kan f.eks. være et godt forslag, som sætter fokus på det, og det kan også være nogle ændringer af noget lovgivning, hvor det ligesom giver mening, at man får det drøftet på et sagligt grundlag. Men når jeg ser det her beslutningsforslag, hvor man ønsker at sikre en samfundsøkonomisk og miljømæssigt optimal indsamling af elektronikaffald – man ønsker en ny drøftelse af ansvarsfordelingen mellem kommunerne, affaldsselskaberne og producenterne, og man ønsker i stigende grad at vælte økonomien over på producenterne – må jeg sige, at jeg har lidt svært ved at se det relevante i det.

For vi har jo faktisk for en del år siden, i 2005, efter meget, meget grundige diskussioner og forhandlinger lavet en ordning, hvor vi både har givet mulighed for, at folk kunne komme af med elektronikaffaldet, og også lavet en fordeling af arbejdsopgaverne og den økonomiske opgave mellem kommunerne, affaldsselskaberne og producenterne. For det er jo enormt værdifuldt, at kommunerne er med i det her – kommunerne, som har myndighedsopgaven på affaldsområdet – men også at producenterne er med, fordi det netop er dem, kan man sige, der er skyld i, at der er elektronikaffald, fordi de producerer noget, folk smider væk. Så derfor nåede vi efter mange drøftelser simpelt hen frem til en løsning, hvor kommunerne gav deres bidrag med det, som var indholdet af den kommunale opgave, og hvor producenterne gav deres bidrag med det, som ligesom kunne være producenternes andel af den her problemstilling.

Så derfor har jeg svært ved at se, at der skulle være nogle sådan store og grundlæggende problemer i de beslutninger, der blev truffet for nogle år siden. Jeg vil da medgive, at det altid kan være sådan, når man har vedtaget en lovgivning og det kører, at man så ligesom siger: O.k., der er noget, der skal justeres i den her lovgivning. Det er helt klart, det kan der jo tit være, og det mener jeg faktisk at der kunne være grund til med en lang række love, også på miljøområdet. Men lige her synes jeg egentlig, altså sådan som jeg har opfattet det, at det fungerer på en rimelig god måde. Der bliver indsamlet elektronik på den måde, som vi nu har vedtaget det, ved at man afleverer det på genbrugsstationerne, og ved at økonomien, som jeg har sagt, er fordelt på en meget fornuftig måde.

Det skal ikke tages, som at Venstre ikke vil diskutere de her ting. Vi vil meget gerne diskutere, om der er noget, der kan laves bedre. Men når nu vi har en proces, hvor vi også skal implementere et direktiv, det såkaldte WEEE-direktiv, altså på et tidspunkt, hvor vi ligesom i relation til bl.a. batterier – der kommer også andre områder – skal lave en implementering af WEEE-direktivet med hensyn til producentansvar, så kan man jo lige så godt bruge den lejlighed, altså når man skal have det ind på banen, til samtidig at tage den problemstilling, som nu det her beslutningsforslag drejer sig om. Så hvorfor ikke tage det hele i en pakke og få drøftet tingene igennem? Jeg mener også, at det var det, ministeren sagde. Lad os tage det her, når den generelle diskussion om implementeringen af WEEE-direktivet bliver aktuel, og det gør den jo ganske snart.

På den baggrund, at vi egentlig synes, at det kører udmærket – der bliver indsamlet elektronikskrot, og der kommer ganske snart en proces, som gør, at man kan tage fat i nogle af de problemer, som beslutningsforslaget her drejer sig om – kan vi ikke stemme for forslaget, som det ligger her, men er meget villige til at drøfte, om der er nogle ting, som vi, når tid er, skal lave om på. Så sådan er vores holdning til det.

Hr. Benny Engelbrecht en kort bemærkning.

Tillad mig lige at citere ordføreren: Det kører udmærket. Citat slut. Jeg kunne godt forstå det, der blev sagt, ingen tvivl om det, men så er jeg måske lige en lille smule i tvivl om, om ordføreren så også mener, at der rent faktisk er et behov for at lave en evaluering. Det var det, jeg hørte komme ud af ordførerens mund hen imod slutningen af ordførertalen. Det var faktisk også det, jeg hørte komme fra ministeren, som dog var lidt mere imødekommende i forhold til dette.

Altså, er der er en problemstilling? Er der noget, der skal undersøges nærmere? Kunne man f.eks. forestille sig, at det er et tegn på, at systemet ikke er så sundt, hvis det viser sig, at der er nogle af de organisationer, som håndterer elaffaldet, elskrotten, som eksempelvis har meget store formuer af indsamlede midler stående passivt hen? Kunne det være nogle ting, som kunne tyde på, at systemet måske ikke kører helt gnidningsfrit?

Ordføreren.

Nu har jeg det jo ikke sådan med her fra talerstolen bare at ville jorde andre partiers forslag. Jeg var faktisk imødekommende, og jeg mener, at ordføreren skulle være glad for, at vi får en debat, hvor man ikke bare siger, at det vil man ikke stemme for, fordi det er oppositionen, der kommer med det, men hvor man faktisk er åben og siger, at det her kører egentlig meget fornuftigt.

Men jeg vil godt sige, at det da godt kan være, at der er nogle ting, som hen ad vejen skal justeres i det her, og så sagde jeg, at så gør vi det, når tid er, sammen med implementeringen af WEEE-direktivet. Det mener jeg da er en meget klar tilkendegivelse af, at vi er åbne over for at diskutere det her. Men selv om man kunne mene, at der var nogle ting heri, som kunne justeres, er det jo ikke sikkert, at man synes, det er en god idé at stemme for et beslutningsforslag, som rummer fire elementer, som der måske ikke er behov for at gå så drastisk til værks med, som det her forslag gør.

Hr. Benny Engelbrecht.

Men bare for at være på den helt sikre side vil jeg spørge – nu var jeg ved at sige ministeren, det skulle naturligvis have været ordføreren, undskyld til hr. Eyvind Vesselbo – om hr. Eyvind Vesselbo faktisk mener, at det kunne være nyttigt at kigge på f.eks. de affaldsindsamlingsorganisationer, der findes, som jo har meget forskellige måder at håndtere indsamlingen på, og som i øvrigt også har meget forskellige måder at håndtere behandlingen af det indsamlede affald. Det kan måske også være nyttigt at kigge på den praksis, man har i forhold til at opdele noget elskrot i fragmenter, i enkeltdele, og om det er det mest hensigtsmæssige, hvis det alligevel lander i en shredder.

Ordføreren.

Det kan jo være nyttigt at diskutere de her ting og se, om der er nogle ting, man kan gøre bedre. Man kan altid gøre ting bedre. Men dér, hvor jeg helt fundamentalt har et problem med det her beslutningsforslag, er, at det her arbejde jo er noget, der foregår ude i kommunerne, og skulle vi ikke igen i den her sag, ligesom i andre sager, når kommunerne har myndighedsopgaven på det her område, lade kommunerne klare det, der er deres opgave, så kan vi klare de ting, der er vores opgave herinde. Men altså, sådan en centralistisk paraply ned over en udmærket måde at få indsamlet tingene på, som det her er, mener jeg er unødvendig, og derfor kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det faktisk ordføreren for forslagsstillerne, hr. Benny Engelbrecht, som har bedt om at dele sin taletid i to, og det her skulle så være de første 5 minutter. Hr. Benny Engelbrecht.

Tak, formand.

Vi har fremsat dette forslag for at bringe ansvarsfordelingen for håndtering af elskrot i Danmark på linje med producentansvaret i andre lande og for at undgå fremtidige gebyrstigninger for borgerne. Som det er i dag, betaler alle borgere via affaldsgebyret for at få indsamlet elskrot af kommunerne, hvorefter kommunerne overdrager elskrottet til producenterne. Dog har det vist sig, at der opstår en række problemer i snitfladerne mellem kommunernes håndtering af skrottet og producenternes. De henvendelser, der er kommet til udvalget fra forskellige aktører, og de meldinger, der har været i medierne og i debatten i det offentlige rum, tyder også på, at vi her har at gøre med et i forvejen konfliktfyldt område. Det behøver ikke at betyde, at vi har berøringsangst i forhold til at gå ind i det.

Socialdemokraterne har valgt at anskue situationen, således at hvis der ikke gøres noget for at løse de føromtalte problemer, risikerer borgerne at skulle betale endnu mere end i dag i fremtiden, og det er ikke rimeligt, især fordi vi på europæisk niveau er enige om, at det finansielle ansvar bør ligge hos producenten. Det bør være forureneren, dvs. producenterne, der betaler ved at lade omkostningerne til kommunernes indsamling indgå i de samlede produktionsomkostninger.

Forslaget betyder, at der skal laves aftaler mellem producenter og kommuner, som kompenserer kommunerne for deres indsats. Borgerne vil fortsat skulle bruge det system, de er bekendt med, og som hidtil har resulteret i store mængder indsamlet elskrot. Vi vil selvfølgelig også gerne anerkende, at vi har en høj indsamlingsprocent. I en række af de andre EU-lande pålægges producenterne allerede at betale for større del af indsamlingen. Det gælder bl.a. i Spanien, Sverige og Grækenland. I forhold til disse lande møder producenterne i Danmark ekstraordinært favorable infrastrukturelle og ikke mindst økonomiske forhold.

Producenter og importører af elartikler har over for Miljøudvalget givet udtryk for, at Danmark har en klar og velfungerende lovgivning på området, og at grænsefladen mellem kommunalt ansvar og producentansvar håndteres uden problemer i dagligdagen. Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi den formelle lovgivning er på plads, fungerer tingene så i praksis. I en henvendelse til Folketingets Miljøudvalg den 23. september 2010 gør RenoSam da også opmærksom på, at producenterne eller rettere de kollektive organisationer, som har til formål at håndtere producentansvaret i Danmark, vælter opgaver og dermed omkostninger over på kommunerne. Ifølge RenoSam understøttes denne tendens i den nye affaldsbekendtgørelse.

Nu kan man jo sige, at dette er et partsindlæg i sagen, men ikke desto mindre tegner det et billede af, at situationen ikke er så velfungerende, som producenten har fremført. Det er blevet fremført, at forslaget ikke imødekommer en traktatskrænkelsessag, som EU-Kommissionen i 2009 begrunder over for regeringen. Ifølge kritikerne handler sagen om definition af producenter og importører. Nu er sådan en henvendelse jo fortrolig, men i et svar af 26. november 2010 påpeger ministeren, at Kommissionens begrundelse for sagen er, at de ikke kan se, hvordan det sikres, at en producent sørger for finansieringen af bl.a. indsamling af egne produkter.

Derfor er vores vurdering, at en ny især finansiel ansvarsfordeling vil være et klarere svar på Kommissionens kritik nu, men ikke mindst i fremtiden. Vi er jo også nødt til at forholde os til, hvordan virkeligheden ser ud, og når vi kan konstatere, at omkostningerne, som tilsyneladende ikke er rimelige, pålægges kommunerne, bliver vi selvfølgelig nødt til at forholde os til den virkelighed. RenoSam, sammenslutningen af kommunale affaldsselskaber, vurderer, at en ny ansvarsfordeling vil kunne spare kommunerne og derfor borgerne for omkostninger på 40-60 mio. kr.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvor stort eller hvor lille det beløb er, det er igen et partsindlæg, men ikke desto mindre er det interessant, at det i hvert fald er et beløb, som ligger inden for de beløbsrammer, som man også diskuterede, da loven første gang blev behandlet i 2005, så der er en god sandsynlighed for, at det ligger inden for dette prisleje. Det er omkostninger, som jo altså ifølge producentansvar burde ligge hos producenterne, og, som tilfældet er i dag, bliver spredt ud over alle borgere.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jørn Dohrmann.

Affald er noget, der altid kan give store diskussioner. Noget af det, som Dansk Folkeparti selvfølgelig gerne vil diskutere, er jo hele affaldsområdet, men ikke mindst affaldet i forbindelse med elektronik, som vi godt ved kan give diskussioner med hensyn til, hvem der egentlig skal betale regningen. For når hr. Benny Engelbrecht nu siger, at der her skal spares nogle penge i kommunerne, eller han spørger, om det er affaldsselskaberne, der skal betale, eller det er importøren, eller hvem det er, må man spørge: Hvornår er noget importeret?

Er det også, når den enkelte borger kører ned til det område, hr. Benny Engelbrecht kommer fra, og kører til Tyskland og handler noget ind i grænsehandelen? Er de enkelte borgere så også blevet importører, og hvordan kommer de til at bidrage til hele systemet? Ja, der er mange forskellige spørgsmål, som kan rejses undervejs.

Jeg er helt sikker på, at de fleste ude omkring godt kender til genbrugspladserne, hvor de har de forskellige containere, hvor man sætte sin gamle brødrister eller kaffemaskine hen, hvor den så bliver indsamlet, og det er så et producentansvar. Der kan man sige at der i de enkelte kommuner også er andre ordninger, altså at der er nogle kommuner, der har organiseret det sådan, at de faktisk kommer ud til de enkelte borgere og henter deres skrald, ikke bare det, de har i skraldeposen, men også elektronikskrald, batterier, eller hvad der end kunne være for nogle ordninger.

Hvem skal betale for, at den enkelte kommune måske har en ekstra service på det område? Det kan man sige at der er mange gode bud på, og jeg tror på, at hr. Benny Engelbrecht, hvis vi spørger ham, så vil sige, at det selvfølgelig bare er producenten, der skal betale for den ekstra service, som den enkelte kommune så vurderer at der lige nøjagtig skal være i den kommune. Men jeg mener, og Dansk Folkeparti mener, at det her er et område, som man jo er ved at diskutere, når man skal lave det nye WEEE-direktiv. Når vi revurderer hele området her, så må vi ligesom lave en samlet plan for, hvordan vi skal håndtere det.

Hvordan skal vi fordele regningen? Hvordan skal vi sørge for, at affaldsselskaberne ikke er uenige om, hvad for en regning der egentlig kan sendes videre til producenten? For vi er jo alle sammen enige om, at vi gerne vil have affaldet samlet ind. Vi ønsker ikke, at der er forskellige niveauer for indsamlingen, vi ønsker, at vi har en effektiv ordning. Om det så er ude i butikkerne, eller om det er sådan, at borgerne selv kommer hen på genbrugspladsen, må vi så ligesom tænke videre ind i forhold til hele affaldsområdet. For det er ikke kun elektronikskrot, der er problemer med. Der er jo alt muligt andet affald, som man skal af med – det er måske træaffald, eller hvad ved jeg – der ligger og flyder rundt, også på de danske landeveje; det kan man se, når man kører rundt. Det er ikke særlig godt, men nogen skal jo betale for, at det her kommer væk, og hvis det ikke er producenten, ja, så er det brugeren, der kommer til at betale.

Men vi er i hvert fald tilfredse med, at vi nu får en diskussion om, om man ikke kan gøre det her bedre, og at vi ligesom kan arbejde videre med, at vi får alle de her ting belyst og indarbejdet i den nye plan og dermed får det forbedret på længere sigt. Men der er, som vi ser det, en del uafklarede spørgsmål, der er ikke nogen enkel løsning, og derfor ser vi frem til udvalgsbehandlingen og til den videre diskussion om, hvordan man får den helt rigtige løsning på det her område. Tak.

Hr. Benny Engelbrecht. Kort bemærkning.

Tak til hr. Jørn Dohrmann for at imødekomme, at det her er en vigtig diskussion. Jeg skal blot høre ordføreren – ud over at det selvfølgelig er væsentligt, at vi har en høj indsamlingsprocent i Danmark, at vi får elektronikskrottet indsamlet, i øvrigt alt affald naturligvis indsamlet i så høj grad som overhovedet muligt – om det ikke også er relevant at se på, at vi netop med hensyn til elektronikaffaldsdelen har en så høj grad af genanvendelse af de ressourcer, de kostbare ressourcer, som der kan være af elektronikaffaldet. Det er altså ikke blot plastik og andre delkomponenter, men også i høj grad metal. Kobber ser vi jo er så eftertragtet, at der er nogle, der oven i købet går ud og stjæler køreledninger, og hvad ved jeg. Der er jo i høj grad netop kobber i elektronikaffald og i øvrigt en lang række andre vigtige råstoffer. Så blot en indikation fra ordføreren, om ikke også genanvendelsen er et vigtigt element.

Ordføreren.

Det er netop derfor, at vi gerne vil diskutere det her. Vi ser det ikke bare, som at det her er et spørgsmål om penge og om, hvem der skal betale regningen. Vi er nødt til at se hele affaldsområdet igennem for at få den størst mulige genanvendelse. Vi kan også sige omkring niveauerne, at hvilket niveau skal vi ligge på, hvilken indsamlingsprocent er den bedste, og hvordan får vi indsamlet mest muligt? Er det den ordning, hvor det er, at man kører ud til borgeren og siger, at man tager dennes brødrister med, hvis den ligger ude ved skraldespanden, eller skal han hen på genbrugspladsen? Det har også noget med genanvendelsesprocenten at gøre.

Vi kan også sige, at der er nogle metoder i pvc-branchen, hvor det er, at man går ind og siger, at der giver man en afgiftslettelse, hvor det er, at man altså ligesom giver nogle andre incitamenter til, at branchen er med til at løfte de her opgaver. Jeg synes, at vi skal se på hele paletten og se, hvad for nogle instrumenter virker bedst, for at vi får løst opgaven, og for at vi får den største genanvendelsesprocent.

Men det mener jeg ikke at forslaget her løser, så derfor vil vi meget gerne diskutere det videre både i udvalget, og også når det er, at vi ser på hele – man kan kalde det – revurderingen, som kommer.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, hr. Steen Gade.

Tak. Vi synes, at forslaget er rigtigt i sin tanke om, hvordan vi fremover skal klare betaling på det her område, så vi er positive over for, at der i fremtiden, når vi laver en ny ordning, bliver en lidt anden omkostningsfordeling end den, der er. For at det så virkelig skal være med til at være et skridt fremad, hvordan vi håndterer elskrot, tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi så ikke bare siger, at vi fortsætter, som vi gør det i dag, for det foregår efter min opfattelse ikke helt tilfredsstillende i forhold til genanvendelse og i forhold til at få affaldsstrømmene så adskilte, som de faktisk bør være på det her område. Det er jo ikke helt tilfældigt, at elektronikaffald er noget af det, vi nogle gange ser i Afrika og andre steder. Det er jo, fordi der er mere rod på det her område, end vi egentlig ønsker os.

I den forbindelse vil jeg også gerne sige to ord til det, som miljøministeren sagde, for jeg synes faktisk, at det er vigtigt at kombinere diskussionen om betalingsdelen med, hvordan vi får et mere miljørigtigt design på det her. Det mener jeg faktisk at vi skal løse samtidig, for at det kommer til at virke. Ministeren nævnte også småelektronik, og det var jo noget af det, vi havde diskussionen om, da vi vedtog det nuværende regime på det her punkt. Der stillede vi faktisk et ændringsforslag om, at netop mobiltelefoner skulle behandles særskilt, så jeg er glad for, at ministeren har sagt, at på det her område kommer der en rapport til september. Så jeg ser frem til, at vi faktisk får belyst de her ting i udvalgsarbejdet, og så altså en positiv tilkendegivelse i forhold til økonomifordelingen, når vi skal vedtage et nyt system.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen indtegnet i talekøen, så vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Tage Leegaard, værsgo.

Tak. Dette forslag lægger op til, at der skal udformes en ny ansvarsfordeling for håndtering af elektronikaffald, hvor det efter min opfattelse ser ud til, at producenterne skal pålægges en større del af regningen for at bortskaffe affaldet.

I dag er omkostningerne over affaldsgebyret altså i fin overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler. I 2005 var der et bredt flertal, der var enige om den nuværende konstruktion, for det er jo klart en god idé, at man får indsamlet elektronikaffaldet, og det giver god mening, at kommunerne står for håndteringen af privat affald og dermed sikrer, at affaldet sikres for genanvendelse. Kommunerne kan sikre sig ekstraordinær afhentning i spidsbelastningssituationer, en afhentning, som i alle tilfælde er for producenternes regning og ansvar.

I EU er man snart klar med et nyt WEEE-direktiv, og det kan derfor undre, at forslaget kommer nu, hvor en afklaring er på vej senere på året. Eftersom der er nye spilleregler undervejs, ser Det Konservative Folkeparti ingen grund til at påvirke den nuværende procedure på dette tidspunkt, selv om der aldrig må herske tvivl om, at affald skal indsamles på en god og ordentlig måde og selvfølgelig også genanvendes på den bedst mulige måde. Men lige nu kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Jeg kan se, at der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht, værsgo.

Det, der foranlediger mig til at bede om en kort bemærkning, er denne bemærkning, som ordføreren kom med, om ansvaret for affaldet, altså at det skulle være forbrugeren, som er forureneren i den her sammenhæng.

Kan vi ikke godt blive enige om, at når en forbruger går ned og køber et elektronisk produkt, en computer eller et tv, eller hvad det nu måtte være, så må forbrugeren også forvente, at man samtidig betaler for al den efterfølgende håndtering, al den stund at vi jo netop har et WEEE-direktiv? Så er det ikke faktisk sådan, at ansvaret i den her sammenhæng fordelt mellem forbruger og producent allerede afklares nede i butikken?

Værsgo til ordføreren.

Som jeg opfatter det her forslag, er der lagt op til, at en større del af ansvaret skal lægges over på producenterne, og det vil altså sige, at man her vil friholde kommunerne for et økonomisk ansvar. Jeg mener, at kommunerne er forbrugernes forlængede arm, og jeg anser forbrugerne, i det øjeblik de smider et stykke elektronikaffald væk – om det er et batteri, en computer, eller hvad det måtte være, de smider væk – for at være forurenere. Derfor synes jeg også, det er i god overensstemmelse med det princip, at hvis man skaffer sig af med affaldet på den måde, tager man også en del af regningen.

Hr. Benny Engelbrecht for anden korte bemærkning.

Kan vi ikke godt blive enige om, at finansieringen af kommunernes affaldshåndtering kan ske på to måder, enten ved at borgerne betaler et gebyr, eller ved at producenterne betaler en del af håndteringen? Det er den snitflade, som vi taler om her, så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt kommunerne skal til at have skattepenge op af kassen.

Så når vi taler om et ansvar i den her sammenhæng, handler det altså om, hvordan man finansierer det. Altså, det vil sige, at hvis hr. Tage Leegaards nabo køber utrolig mange elektroniske produkter, er hr. Tage Leegaard jo dermed med til at finansiere via et affaldsgebyr, at naboen kan komme af med sit elektronikaffald. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår den tankegang, som hr. Tage Leegaard er inde på.

Værsgo til ordføreren.

Som jeg sagde i min tale, er det gebyrfinansieret, og det finder jeg er i ganske rimelig overensstemmelse med, at det er forureneren betaler-princippet, der gælder, for ellers er man jo frit stillet, med hensyn til hvordan man skaffer sig af med sit affald. Der er et system, der håndterer det, og det tror jeg vi alle sammen er enige om at der skal være, så vi får samlet mest muligt ind, som hr. Benny Engelbrecht også var inde på.

Jeg synes, det er fint, at man gebyrfinansierer det, så forbrugeren er med til at betale regningen og man ikke bare umiddelbart, som det her forslag lægger op til, siger: Jamen producenterne af affaldet skal altså bære en endnu større del af omkostningerne, end de gør i forvejen.

Men som sagt ser jeg frem til, at de nye tiltag kommer, og så må vi også tage en snak om det i udvalget.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Johs. Poulsen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Radikale Venstre er enig i den tankegang, der ligger bag det her beslutningsforslag, og kan derfor også støtte tankegangen om producentansvar og om, at forureneren betaler. Det er jo i virkeligheden det bærende i det, der lægges frem, og det, der er argumentationen for, at man bliver nødt til at kigge på området.

Allerede i debatten i dag blandt ordførerne og i og for sig også i ministerens refleksion over beslutningsforslaget synes jeg imidlertid, der er en række gode argumenter for, hvorfor man bør tage det i forskellige tempi og få samlet op på de erfaringer, som forhåbentlig vil komme ud af en evaluering, og også få det koordineret med den revision, der i forvejen skal finde sted af WEEE-direktivet.

Jeg har også forstået det sådan på henvendelser til os, altså til de forskellige partier og til ordførerne, at der faktisk blandt parterne er en stor interesse for at få fundet en løsning, som rent faktisk lever op til de formål, der er intentionen bag beslutningsforslaget, og som jo også i høj grad reelt er bærende for direktivet, men hvor man bare i dag må konstatere, at det ikke fungerer, sådan som vi gerne vil have det skal gøre.

Det synes vi skal være afgørende for, hvordan man viderebehandler det her forslag. Vi skal selvfølgelig ikke give råd om, hvilken videre skæbne det skal have i udvalget, men som sagt bakker vi op om den tankegang, der ligger bag, men synes gerne, at vi må forholde os både til den evaluering, ministeren nævnte, og til en koordinering af det, der foregår i forhold til ændringerne i WEEE-direktivet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere til stede, så vidt jeg kan se. Så bliver det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Benny Engelbrecht. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for en god og konstruktiv debat. Der er ingen tvivl om, at emnet elektronikaffald er et emne, som vi har diskuteret med jævne mellemrum i Miljøudvalget, og som dette Folketing har beskæftiget sig med ad flere omgange, og som alle ordførere ganske tydeligvis også er interesseret i at finde konkrete og konstruktive løsninger på.

Jeg vil gerne indlede med at understrege, at det er utrolig positivt, synes jeg, at ministeren ud over de dele af den store elskrotindsamlingsmaskine og håndteringsmaskine, som vi er i gang med at se på her, også peger på, at indsamlingen selvfølgelig er en udfordring. Det synes jeg er meget positivt, og derfor anerkender jeg det naturligvis også, når ministeren siger, at ministeren ikke finder, at der er et tilstrækkeligt grundlag at træffe beslutninger på på nuværende tidspunkt. Derfor ser jeg naturligvis på Socialdemokraternes vegne også meget frem til, at ministeren aktivt er med til at skabe en sådan klarhed i forhold til de udfordringer, der er – ikke blot i forhold til det, som B 108 er et udtryk for, men altså hele systemet som sådan. Det er meget konstruktivt, og det vil jeg gerne anerkende.

Jeg vil godt i forhold til Venstres ordfører pege på, at jeg selvfølgelig er glad for, at man imødekommer de tanker, vi gør os, og i øvrigt også det konstruktive forslag, ministeren kom med. Men jeg deler ikke den opfattelse, at alting kører udmærket, og det synspunkt tror jeg heller ikke der er så mange andre ordførere i denne sal som deler.

Til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jørn Dohrmann, vil jeg gerne for det første sige, at der er en række interessante problemstillinger, som ordføreren fremfører i sin ordførertale, og for det andet, at jeg synes, det er meget væsentligt, at ordføreren påpeger, at vi er nødt til at se hele ordningen igennem for at sikre en så høj grad af genanvendelse af værdifulde ressourcer som muligt. Det er en god pointe, og det synes jeg også fortjener at blive fremhævet i denne debat.

Så er der selvfølgelig det element, som også SF's ordfører, hr. Steen Gade, var inde på, nemlig at vi altså skal sikre incitamenter til, at branchen producerer elektronikprodukter på en så hensigtsmæssig måde som overhovedet muligt. Ved tidligere lejligheder, hvor vi har diskuteret WEEE-direktivet, har vi jo også haft stor fokus på det princip, som professor Baumgart har formuleret, og som hedder cradle to cradle-princippet. Det er også er båret med til Bruxelles i forbindelse med behandlingen af WEEE-direktivet. Vi kunne nu godt tænke os, at dette princip fyldte endnu mere, og at der i endnu højere grad var sikret incitamenter, der gør, at de bedste producenter i branchen rent faktisk også får noget ud af at ligge langt over gennemsnittet.

Til SF's ordfører i øvrigt vil jeg sige tak for bemærkningerne og støtten til forslaget. Jeg vil også sige, som ordføreren helt rigtigt sagde, at der er mere rod på dette område, end vi kunne ønske os at se, når vi kigger ud i verden og ser de desværre uheldige dokumentarudsendelser, der fra tid til anden bliver vist fra bl.a. afrikanske lande, hvor elektronisk affald bliver håndteret ganske forkert. Som hr. Steen Gade også var inde på, må et mere miljørigtigt design fra elektronikproducenternes side være et absolut must.

Til De Konservatives ordfører vil jeg sige, at jeg ikke er overrasket over, at man er meget optaget af industriens interesser, men jeg har alligevel konstateret, at man også fra konservativ side følger den tankegang, der er fra miljøministerens side.

Til De Radikales ordfører, hr. Johs. Poulsen, vil jeg sige tak for en præcisering af, at der blandt aktørerne netop er en interesse i at finde løsninger på de udfordringer, som bl.a. B 108 indikerer, men også en række af de andre udfordringer, der er. Jeg er ganske enig i, at vi ikke alene kan se på de udfordringer, som vi har peget på i B 108.

I forhold til den videre proces i udvalget kan jeg allerede nu bebude, at vi selvfølgelig vil sikre, at vi får afklaret så mange af disse spørgsmål som overhovedet muligt, og hvis det er muligt at lave en beretning, vil vi selvfølgelig også forsøge at få lavet en sådan.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.