Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 107:

Forslag til folketingsbeslutning om ventetidsgaranti for børn, der er visiteret til at få en insulinpumpe.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2011).

Forhandlingen er åbnet, og det er indenrigs- og sundhedsministeren, der får ordet først.

Forslagsstillerne ønsker, at regeringen skal fremsætte lovforslag, der giver en ventetidsgaranti, som sikrer, at børn under 6 år med diabetestype 1 tilbydes insulinpumpe fra starten af sygdommen, og at børn over 6 år tilbydes en insulinpumpe inden for 3 måneder. Sundhedsstyrelsen skrev i 2007 nogle anbefalinger for anvendelse af insulinpumper. I de anbefalinger blev der ikke skelnet mellem børn og voksne. Det fremgår dog, at stikkeangst blandt børn, altså angst for at blive stukket, kan være et argument for insulinpumpebehandling.

Efterfølgende har der både politisk og i sundhedsfaglige kredse været diskussion om denne insulinpumpebehandling, både om indikationerne og om, hvor mange personer der er med behov for insulinpumpe. Diabetesstyregruppen under Sundhedsstyrelsen har i flere omgange haft fokus på insulinpumpebehandling. Den er sammensat bredt af faglige eksperter, og den yder bred faglig rådgivning til Sundhedsstyrelsen på diabetesområdet og skal medvirke til en hensigtsmæssig udvikling og en stadig forbedring af kvaliteten. Diabetespumpebehandling har senest været drøftet i denne styregruppe i september 2010 og igen i marts i år.

Forud for mødet i september havde Sundhedsstyrelsen bedt regionerne om en status for insulinpumpebehandlingen blandt børn og voksne. Ud fra tilbagemeldingerne skønner Sundhedsstyrelsen, at ca. 20 pct. af børn under 15 år med diabetestype 1 er i behandling med insulinpumpe. Den tilsvarende andel af børn over 15 år skønnes at være 6 pct. Diabetesstyregruppen drøftede, om der er behov for at udarbejde nye kliniske retningslinjer for insulinpumpebehandling, herunder en beskrivelse af de særlige forhold ved behandling af børn, og på den baggrund rettede Sundhedsstyrelsen henvendelse til Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk Selskab for at få selskabernes faglige vurdering.

Tilbagemeldingen fra Dansk Endokrinologisk Selskab er, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007, for så vidt angår behandling af voksne med diabetestype 1, er fyldestgørende. Dansk Endokrinologisk Selskab finder derfor ikke anledning til at revidere anbefalingerne. Men Dansk Pædiatrisk Selskab, som har fokus på behandlingen af børn under 15 år, har over for Sundhedsstyrelsen tilkendegivet, at selskabet vurderer, at alle børn under 6 år med diabetestype 1 bør tilbydes behandling med insulinpumpe ved sygdomsdebut. Selskabets forslag er derved stort set identisk med det beslutningsforslag, som vi behandler nu. Dansk Pædiatrisk Selskab begrunder sit forslag med, at der blandt børn er en høj forekomst af lavt blodsukker, høj insulinfølsomhed og højere udsving i blodsukkerniveau, og det er jo også den samme begrundelse, forslagsstillerne har.

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der er behov for en nærmere redegørelse for evidensen, når det gælder de kriterier, som Dansk Pædiatrisk Selskab har fremført. Der var på Diabetesstyregruppens møde i marts enighed om, at der er behov for en nærmere uddybning af evidensen for de foreslåede indikationer, at der er brug for en uddybende beskrivelse af fordele og eventuelle ulemper ved at tilbyde børn under 6 år insulinpumpe fra sygdommens start, og at der er brug for en estimering af, altså et skøn over antallet af børn med behov for insulinpumpe. Sundhedsstyrelsen har på den baggrund bedt Dansk Pædiatrisk Selskab om en nærmere redegørelse for de foreslåede kriterier og også en beskrivelse af, hvad konsekvenserne vil være. Sundhedsstyrelsen forventer at få en redegørelse i løbet af de næste 3-4 uger.

Samlet set er det derfor Sundhedsstyrelsens vurdering, at der på nuværende tidspunkt fortsat er uklarhed om de evidensbaserede indikationer for anvendelse af insulinpumpebehandling af børn med diabetestype 1. Sundhedsstyrelsen afventer Dansk Pædiatrisk Selskabs tilbagemelding. Når den kommer, vil Sundhedsstyrelsen drøfte området med Diabetesstyregruppen forud for en eventuel revision af anbefalingerne om insulinpumpebehandling, altså de anbefalinger, der blev udsendt i 2007, og som jeg startede med at beskrive.

Det er vigtigt, at vi sikrer, at ressourcerne i sundhedsvæsenet bruges bedst muligt. Derfor tror jeg, det vil være uhensigtsmæssigt, hvis vi fra politisk side gennemførte den foreslåede ventetidsgaranti for insulinpumpebehandling af børn, endnu mens Sundhedsstyrelsen er i gang med en vurdering af evidensen. Der er jo tydeligt nok uenighed mellem eksperterne. Løsningen må være, at der kommer stærkere belæg for, hvad der er det rigtige at gøre.

På den baggrund har regeringen svært ved at støtte beslutningsforslaget i talende stund, altså i øjeblikket, men vi vil nøje følge op på Dansk Pædiatrisk Selskabs tilbagemelding til Sundhedsstyrelsen og den videre drøftelse i Diabetesstyregruppen.

Jeg undskylder, at det er en meget speciel sag, jeg her beskriver, med mange faglige ord, og nogle vil måske undre sig over, at vi drøfter så specielle ting i Folketinget, men det er folketingsmedlemmers og partiers gode ret, og derfor måtte jeg svare, som jeg gjorde.

Det har formanden også stor forståelse for.

Så går vi til ordførerrækken, og det er fru Birgitte Josefsen først som ordfører for Venstre. Værsgo.

Igennem flere årtier er der arbejdet intenst med at udvikle nye behandlingsformer og nye medicinske og teknologiske hjælpemidler for at forbedre behandlingen af en række sygdomme, herunder diabetes. Og det er jo ikke mindst for at give patienten den bedste behandling og også øge patientens livskvalitet.

Når der eksisterer medicin og teknologi, skal vi selvfølgelig bruge begge dele, når det kan hjælpe den syge. Derfor er det også, når vi taler om diabetesområdet, godt at kunne konstatere, at her er den medicinske behandling forbedret år for år. Teknologien har nu også vist en mulighed for at forbedre behandlingen for diabetikerne, og jeg tænker her på insulinpumpen, som er det, der er sat fokus på i det beslutningsforslag, vi behandler lige nu.

Jeg tror, at vi alle med jævne mellemrum har modtaget beretninger om, hvordan den insulinpumpe har forbedret diabetikerens hverdag. Specielt børn med diabetes er jeg sikker på har stor glæde af insulinpumpen. Mange børn er eksempelvis meget angste for de mange daglige stik, der skal til, når man behandles med insulinpen. Mange børn lever et liv, hvor de pludselig er meget fysisk aktive og til andre tider stillesiddende, og det kan give store problemer med at dosere den rigtige insulinmængde, når der anvendes en insulinpen. Så derfor er der ingen tvivl om, at insulinpumpen vil være et godt værktøj i forhold til at regulere diabetes hos børn. For det skal helst være sådan, at børn, der er syge, også børn med diabetes, kan leve et liv på samme vis som deres venner.

Vi ved, at Dansk Pædiatrisk Selskab anbefaler, at børn tilbydes insulinpumper, men vi har også noteret os, at Sundhedsstyrelsen har bedt selskabet om en nærmere redegørelse for de af selskabet foreslåede kriterier, og hvilke konsekvenser det foreslåede vil have. Venstre finder det derfor fornuftigt, at vi afventer den redegørelse, inden vi tager stilling til, hvem der bør prioriteres med hensyn til insulinpumper. Vi tror på, at det her værktøj skal udbredes og tages mere i anvendelse, og derfor er det også med stor tilfredshed, vi har noteret os, at mindst én region har opprioriteret området og har sat ekstra penge af til at implementere insulinpumper til børn.

Det fremsatte forslag er særdeles positivt, og vi bakker helt op om de intentioner, der ligger i det. Der ligger imidlertid en økonomisk udfordring i forslaget, og der ligger også det, at vi kan se, at Sundhedsstyrelsen afventer Dansk Pædiatrisk Selskabs redegørelse. Derfor er det vores forslag, at vi i Sundhedsudvalget drøfter det videre forløb af behandlingen af beslutningsforslaget.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Så er det fru Karen Klint som ordfører.

Man må jo sige, at fru Liselott Blixt har et ret godt talent for at finde de sager, som går ind i hjertekulen på os alle, og at de så også kommer på dagsordenen på en dag, hvor vi ikke skal drøfte til sent om aftenen. Det synes jeg faktisk er ret godt. I forhold til den forrige sag om ufrivillig vandladning er det virkelig vigtigt, at vi kommer ud over rampen og snakker om det, og her er det jo også vigtigt, at vi kommer til at tale om børn, der får en kronisk lidelse, som kan gøre dem handicappede på en helt urimelig måde, hvis de ikke får de hjælpemidler, de har brug for. Så derfor er det også vigtigt, at vi får det ud over rampen, altså at vi får italesat, at der er nogle andre muligheder end de gammeldags metoder, og at merudgiften så faktisk også er relativt lille, nemlig 358 kr. om måneden. Dem kan man jo selvfølgelig også godt købe noget andet for, men det er ikke nogen stor udgift i det offentlige system.

Så det er ikke selve udgiften, der forskrækker mig som socialdemokrat. Men når vi ikke sådan umiddelbart kan sige, at vi skal skynde os at stemme ja til det her, så er det, fordi vi synes, der stadig væk er nogle ting, der lige skal kortlægges, og at vi også skal have en grundig drøftelse af, hvor stor præcedens det vil skabe, hvis man i forhold til ret mange diagnoser skal ned i detaljen med hensyn til, hvornår nogen skal have så og så lang ventetid på noget. Er det så et konkret anliggende for Folketinget, eller skal vi have en rammeaftale og en holdning til det, der faktisk siger, at man selvfølgelig ikke skal vente på noget, der hjælper en?

Altså, hvis man er visiteret til en insulinpumpe, skulle den jo gerne komme i morgen og ikke først om 6 måneder eller noget andet. Selvfølgelig kan der være en indkøringsperiode, men det kan der jo også være for børn med astma, når de skal have deres inhalator. Der havde vi jo dengang en debat herinde, og det gjorde da, at man fik ens mundstykker, så man ikke skulle til at skifte præparat, alt efter om prisen kørte op eller ned, fordi mundstykkerne var forskellige. For er der noget, små børn ikke kan finde ud af, er det jo, når tingene bliver forskellige, og så bliver de mere syge end det, deres sygdom gør, fordi der så også bliver en kamp mellem barn og forældre om, hvordan man skal håndtere sygdommen, så barnet bliver så rask som muligt og lever et liv som andre raske børn med den vildskab og den glæde, som hører til.

Så vi synes egentlig, man skal folde det lidt mere ud og så snakke om, hvordan man får det her gjort. Og lad os da også – vi kan jo bruge det fine udtryk igen, som hr. Per Clausen kom med – opmuntre ministeren til at sige, at det ikke gør noget, hvis det går lidt hurtigt med at få det, vi venter på fra den gruppe, der er klogere på området, end vi er her som politikere. For det, der er problemet med hensyn til børn, der venter, er jo, at de bliver så forholdsvis meget ældre, hvis de venter. Det gør ikke så meget, at en voksen venter i 3 måneder eller en voksen venter i 6 måneder, men er man kun 3 år og venter i ½ år, så er man altså pludselig 3½ år, inden man får hjælp, og der sker så meget i udviklingen på et halvt år hos små børn. Så derfor skal man, synes jeg, sætte den her ventetid i proportion til den udvikling, som børn har, og den udvikling, som de mister, når en sygdom belaster og stjæler af deres tid.

Vi vil også gerne bede ministeren om at kigge lidt længere ind i fremtiden – hvis man kan det på det her område – altså hvad den sidste nye teknologi er. Er det alene insulin, vi skal kigge på, eller er der også noget på glukoseområdet? Er der nogen glukosemålere undervejs, som vi også skal til at kigge på? For det her handler jo ikke kun om, at børn får deres medicin og deres behandling, det handler i dag også meget om, om de har levevilkår og en levevis, der ikke er så restriktive som i gamle dage. For kan man håndtere deres behandling, også selv om de får et glas cola eller en burger, så er det måske det, der er med til at give dem en hverdag, der er så normal som muligt, også selv om det koster en ekstra lille streg på medicinen, eller hvordan man nu skal sige det.

Så vi vil gerne være med til at opmuntre ministeren til, at vi i fællesskab får styr på det her, og for min skyld kan det også igen være i en beretning, sådan at vi i dag holder hinanden fast på og giver hinanden nogle løfter om, at det skal løses, men ikke nødvendigvis løses ved en konkret lovgivning.

Tak til fru Karen Klint. Så er det fru Vivi Kier som ordfører.

Det er jo sådan en helt hyggelig dag i dag her i Folketingssalen. Vi er så positive alle sammen. Jeg vil starte med at sige, at der med hensyn til insulinpumper heldigvis sker rigtig meget nyt inden for sundhedssektoren og i behandlingen. Det er jo en ny teknik, som indtil videre lover rigtig, rigtig godt for visse sukkersygepatienter. Især har den lovet rigtig godt for mindre børn med behov for insulin. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi prøver at sige, at en insulinpumpe ikke er løsningen for alle, men vil være løsningen for rigtig, rigtig mange.

Som det også tidligere er nævnt, er der faktisk en redegørelse på vej. Den er lige på trapperne, sådan som jeg har forstået det. Den skulle komme her i starten af juni måned. Den redegørelse synes jeg vi bør afvente og se, hvad den siger, før vi tager stilling til ønsket om den her ventegaranti. Jeg må sige, at jeg så også mangler et svar på økonomien i det her forslag. Nu hørte vi, at den forrige ordfører, fru Karen Klint, sagde, at det vist kostede i omegnen af 385 kr. Det er faktisk bare om året, men det er ikke for insulinpumpen. Det gælder jo i forhold til målingen af ens blodsukkerværdier. Så jeg må sige, at med baggrund i, at vi mangler den redegørelse, og at jeg gerne vil se noget vedrørende økonomien, så kan jeg ikke stå og sige ja til det her forslag, som det ligger nu.

Jeg får så lyst til at pege på en anden problemstilling, som ikke er nævnt i det her beslutningsforslag. For der er heldigvis nogle patienter og nogle børn, som har fået den her insulinpumpe, og for hvem den fungerer rigtig godt. Med den kan man også få et nyt måleinstrument. Det er en lille nål, som sidder fast inde i maveskindet, og frem for at man skal stikke sig 10, 14 eller 16 gange om dagen med et lille prik på sin finger og måle på en strimmel, er det sådan, at måleinstrumentet selv siger til, når brugeren skal have noget mere insulin eller noget. Det er rigtig, rigtig smart for især børn, for man ved jo aldrig helt, hvilke dage de løber rundt, og hvilke dage de sidder stille.

Det er også en fantastisk ny teknik. Men der løber vi jo ind i den problemstilling, at lige nøjagtig den her nye type målemetode altså kræver, at der er noget instruktion og noget oplæring. Det er ikke så ligetil. Derfor foregår det i sundhedsregi. Men hvis man får insulin på den gammeldags måde med en pen og ved at stikke sig i fingeren, er det pludselig blevet et hjælpemiddel, og det foregår i hjælpemiddelregi og ovre i Socialministeriet. Så oplever vi jo, at vi en gang imellem ser nogle artikler, og for patienten er udgiften stort set den samme, men patienten kommer til at falde mellem to stole. Det synes jeg er helt urimeligt, og derfor vil jeg gerne ikke bare opmuntre, men også opfordre sundhedsministeren til at gå i tæt dialog med socialministeren.

Så synes jeg personligt, men jeg lægger det gerne op til en debat om, hvordan vi kunne gøre det, at vi skal flytte den del ovre fra socialministerens ressortområde over i sundhedsregi, og så må man sige, at patienten altid skal have den bedste behandling. Er det en insulinpumpe og den måler, som er godt for vedkommende, så er det det, der skal tilbydes, og er det den anden type, får patienten jo bare sine ting til det. Så jeg synes, at den del er lige så vigtig, og den er ikke med i beslutningsforslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fru Karen Klint.

Ja, det er ganske rigtigt, at det er en kort bemærkning og ikke så meget et spørgsmål. Jeg synes nemlig, at det er rigtigt, at vi skal passe på med, hvor mange forvaltningsspring vi får, når man skal hjælpe mennesker med nogle kroniske lidelser og vurdere, hvornår det er en social udfordring, og hvornår det er en sundhedsmæssig udfordring. Det er bare for at kvittere for det og sige, at den krølle vil vi også gerne slå på det, også hvis det skal være i form af en beretning.

Ordføreren.

Jeg takker og vil selvfølgelig gerne have det med i en beretning. Men jeg synes, at det her var et område, som skulle flyttes rigtig, rigtig hurtigt. Det må være enkelt og ligetil. Men tak for de positive ord.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Jeg skal også takke for, at vi har fået det her beslutningsforslag. Jeg vil sige, at vi i Enhedslisten er positive over for indholdet i beslutningsforslaget. Jeg synes måske, at der en enkelt ting i det, som er sagt i debatten af ministeren og de øvrige ordførere, som er lidt uklart for mig, for beslutningsforslaget går ud på, at man skal sikre, at børn, der er visiteret til at få en insulinpumpe, ikke skal vente. Jeg gad i grunden godt se den udredning, der måtte nå frem til det resultat, at når et barn var visiteret til at få insulinpumpe, skulle barnet vente.

Altså, jeg mener sådan set, at man snakker lidt udenom, når man i forhold til det her beslutningsforslag anfører, at der er behov for en lang række undersøgelser, og at der er ting, der er uklare. Jeg er helt med på, at der kan være diskussion om, hvorvidt en insulinpumpe er det rigtige i forhold til det konkrete barn, og hvad der skal bruges i den konkrete situation, og det tror jeg også ligger langt uden for mit kompetenceniveau og formentlig også Folketingets at tage stilling til. Så jeg er helt med på, at der kan være grund til at afvente et udredningsarbejde osv.

Men hvis man vil argumentere for, at det er en god idé – eller at det kan være fornuftigt eller ræsonnabelt – at der, efter at et barn er visiteret til at få en insulinpumpe, er en ventetid, så kan jeg ikke forstå det. Der kan være økonomiske grunde til det, der kan være ressourcemæssige grunde til, at det ikke kan være anderledes, men jeg tror ikke, at det bliver muligt at præsentere en udredning, der når frem til, at det sådan ud fra en lægefaglig eller anden begrundelse er fornuftigt.

Så derfor vil Enhedslisten sådan set ikke have noget imod at støtte beslutningsforslaget, som det foreligger, for det er jo beslutningsforslagets tekst, vi forholder os til, og ikke de udmærkede betragtninger, der er i bemærkningerne. Men hvis vi kan lande det her på den måde, at vi i udvalget kan have en fornuftig snak om det og så måske lave en beretning, der på nogle områder er en lille smule mere præcis, end ministeren lagde op til, så ville det være helt tilfredsstillende for os.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fru Karen Klint.

Det er sådan set for at rette en misforståelse, for jeg forsøgte i hvert fald at understrege i min ordførertale, at børn faktisk ikke skal vente, når de er visiteret til et hjælpemiddel eller til et værktøj i forbindelse med sygdom – så skal de helst have det udleveret med det samme. For det her findes jo, og der burde jo ligge nok på lager. Så jeg synes faktisk ikke, at vi skal lovgive om, at børn skal vente enten 3 eller 6 måneder – de skal da have det med det samme. Og så må vi finde ud af at få det skattefinansieret.

Ordføreren.

Jeg skal beklage, hvis jeg kom til at udtrykke mig på en så generaliserende måde, at det rammer alle ordførere. I virkeligheden var det ministeren, jeg refererede til, som jo havde gang i de udredninger, der skulle gennemføres, før man kunne tage stilling til det her, og det mener jeg er unødvendigt. Jeg er enig med den socialdemokratiske ordfører. Og jeg er også enig med den socialdemokratiske ordfører i, at det næppe kan være nødvendigt at vedtage et beslutningsforslag for at opnå det, vi gerne vil opnå her. Jeg er sikker på, at det kan klares i forbindelse med udvalgsarbejdet, enten ved at vi laver en beretning, eller ved at vi kalder sundhedsministeren i et samråd. Så svarer han sikkert fornuftigt på det, og så er vi kommet så langt, at vi kan gå glade hjem også den dag, og så er der 2 dage, vi har opnået at gå herfra med en lille smule glæde i sindet. Og det er jo meget godt klaret med den nuværende regering.

Tak til hr. Per Clausen, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt.

Jeg vil jeg give hr. Per Clausen evig ret i, at det her handler om dem, der er visiteret til en insulinpumpe, og det vil sige, at de børn, der er visiteret til en insulinpumpe, er blevet det af en lægefaglig person, for der er altså nogle kriterier, der skal være opfyldt, før de tilbydes en insulinpumpe. Man skal have en dårligt reguleret diabetes med et langtidsblodsukkertal, der er højere end 7,5 pct. – nu går vi ind i noget med teknik, men det er bare for at sige, at der er utrolig mange ting, der gør, at man kan få en insulinpumpe. Patienten skal trods en optimeret behandling inklusive en dosissøgning af insulin opleve at have mange og uforudsigelige hypoglykæmitilfælde, dvs. for lavt blodsukker, hvilket for et barn kan betyde, at det får hjerneskader og det kan faktisk dø af det.

Jeg takker for alle de positive ting, der er blevet sagt, men igen vil jeg sige, at jeg ikke kan forstå, at man ikke går ind i det her med noget mere entusiasme og siger, at der skal være en ventetidsgaranti, når der er det på så mange andre områder.

Ministeren var inde på, at der skal foreligge evidens, og så vil jeg da lige spørge om, hvad det er for en evidens, vi har på fedmeoperationer, som der også er garanti på; der gøres åbenbart forskel, afhængigt af hvilken sygdom man lider af.

Men hvad er det ved sygdommen diabetes, der gør, at man ikke tager den lige så alvorligt som psykisk sygdom og sygdom, der kræver kirurgiske indgreb, som der også er ventetidsgaranti på? Vi taler om forebyggelse, og lige præcis om det her kan man sige, at det virker fra dag et, og er man i tvivl, bør man gå ud og spørge en familie, hvis barn har fået en insulinpumpe, og de kan fortælle, at det hjælper med det samme. Barnets gennemsnitlige blodsukkerniveau daler meget hurtigt, efter det har fået en insulinpumpe, og det kan ses på bare en uge, at blodsukkerniveauet ligger på en helt anden måde, end når insulinen er givet med den pen, som de er vant til at bruge.

Det her forslag lægger ikke op til, at alle børn med diabetes skal have en insulinpumpe, nej, det skal de børn, som efter en lægefaglig vurdering lever op til de strenge krav, som jeg bare nævnte et par stykker af, og det er de børn, der står på venteliste i dag.

I de senere år har vi mange gange talt, skrevet og diskuteret om diabetes. Antallet af personer med sygdommen diabetes er hastigt voksende, og sygdommen bliver i fremtiden en af de største folkesygdomme, vi vil få. Blot er det ofte type 2-diabetes, som vi diskuterer, når vi taler om livsstilssygdomme, og jeg er en gang imellem bange for, at man glemmer de mennesker, som har eller får en type 1-diabetes, som også kaldes den insulinkrævende diabetes. Denne diabetesform kan optræde hos både børn og voksne, og desværre ser vi også her en stigning, selv om det ikke er en livsstilssygdom, og for hvert år stiger antallet af tilfælde på børneområdet med 3 pct.

Der er ikke nogen helbredelse for den form for sukkersyge, men man kan med omhyggelig og korrekt behandling af sukkersygen få en næsten normal tilværelse. Hvis blodsukkeret holdes på et næsten normalt niveau med insulinbehandling, vil risikoen for sendiabeteskomplikationer være væsentlig lavere, end hvis blodsukkeret er permanent forhøjet.

Man skal stikkes med en insulinpen, der ligner en kuglepen, når man skal tage sin insulin. Det er heldigvis ikke som i gamle dage, hvor man havde store kanyler, men alligevel er det ikke sjovt for et barn først at skulle måle sit blodsukker og dernæst at skulle stikkes for at få insulinen. Og det er netop her, den nye teknologi kan gøre en forskel med en insulinpumpe, som er et lille apparat, man har siddende i linningen eller har i lommen, og med en lille nål siddende i underhuden kan den automatisk give den mængde insulinen, som man har brug for.

Formålet med en insulinpumpe er at tilføre kroppen insulin på en måde, der ligner den normale måde så meget som muligt, så personen, der bruger pumpen, får så flot en blodsukkerkontrol, som det er muligt. Med hensyn til diabetesbørn ved vi, at der kan opstå problemer, specielt når de er i skole, og når de er ude at lege; de vil gerne være som alle andre børn, lave sjov og ballade, og glemmer tiden indimellem. Samtidig er det påvist, at deres koncentrationsevne er meget bedre, når de får insulinen regelmæssigt, ligesom de heller ikke får de samme senskader eller -følger, som fremkommer, når blodsukkeret er ustabilt.

Børn, der ikke får insulin, når de har behov for det, kan få hjerneskader, og i værste tilfælde kan de dø af det. Det er almen lægefaglig viden, og det er også derfor, at alle lægefaglige samt patientforeningerne bifalder, at disse børn får en insulinpumpe. Samtidig bør vi indtænke, som også andre ordførere har været inde på, glukosesensorer, for når vi taler om ny teknologi og diabetes, så er vi ikke langt fra at have opfundet den kunstige bugspytkirtel, som faktisk kan klare det hele selv. Det er ikke sket endnu, men med en glukosesensor kan man se, hvordan ens blodsukkerniveau svinger igennem hele døgnet, og dermed kunne insulinpumpen stilles meget mere præcist, og derved ville man få meget færre komplikationer. Det er da forebyggelse om noget.

Små børn med diabetes har store udsving i blodsukkerniveauet, hvilket dels skyldes deres variable hverdag, dels en meget forskellig appetit og forskellige aktivitetsmønstre. Små børn har høj forekomst af alvorlig hypoglykæmi og er i risiko for udvikling af blivende hjerneskader i forbindelse med det. Små børn er insulinfølsomme og har et lille insulinbehov. Det kan være umuligt at dosere med forhåndenværende insulin, og derfor kan det være nødvendigt at fortynde insulinen. Det vil medføre en ikke ubetydelig risiko for regnefejl og dermed give en langt større doseringsusikkerhed. Små børn har mange akutte infektioner, hvor en pumpe på meget kort tid vil kunne ændre den injicerede insulindosis. Det er ikke muligt ved en penbehandling.

Det her er alvorligt, og jeg mener ikke, at man tager det alvorligt, når man ikke kan se det problem, der er. Måske skulle man selv være vokset op i en familie, hvor der var diabetes. Jeg har adskillige tanter, fætre og kusiner, der har levet med den her sygdom og lever med den. Jeg har set de skader, som den medfører, specielt når man som ung eller som barn får diabetes. Dårlige nyrer og blindhed er nogle af de komplikationer, som mine familiemedlemmer har fået.

Hvad mon det koster samfundet i det lange løb, er der også mange, der har talt om i dag. I Ugeskrift for Læger bragte man en artikel, hvor man havde beregnet omkostningseffekten, hvis man brugte insulinpumpe. Konklusionen var klar, nemlig at insulinpumpebehandling giver bedre kliniske langtidsresultater på grund af en forbedret glykæmisk kontrol sammenlignet med en pen. Evalueringen af de økonomiske konsekvenser af insulinpumpebehandling versus en penbehandling viser sig at være god valuta for pengene.

Derfor ønsker vi i Dansk Folkeparti, at vi sikrer en ventetidsgaranti for børn, der er visiteret til at få en insulinpumpe. Ventetidsgarantien foreslås, så børn, der er yngre end 6 år, tilbydes en insulinpumpe fra debut, og at børn, der er ældre end 6 år, skal have tilbudt den inden for 3 måneder.

Der er ordførere, der har spurgt om, hvor det økonomisk står. Der er et antal børn, der står på listen, og samtidig har vi fået udmeldinger fra regionerne. Region Sjælland havde, da jeg sidste gang fik tallene at vide, 45 på venteliste. De lovede for 14 dage siden, at nu ville de ikke ligge i bunden mere, så de gør selv en indsats. Samtidig skal vi begynde at se på omkostningerne i et helt menneskelivs forløb, fordi der er det her netop en forebyggelse, der gør, at det vil give pengene igen i stedet for at være en udgift. Men skulle det være, at der var nogle omkostninger, så er vi også i Dansk Folkeparti indstillet på at gå ud og finde de penge. Vi har aftaler, hvor vi netop har nogle penge, som vi kan bruge, når det drejer sig om sundhedsfaglige ting, så der bør ikke være problemer med økonomien.

Jeg mener, at hvis man er i tvivl om, hvor god en insulinpumpe er, eller om, hvordan dem, der venter, har det, så kan jeg sige, at vi var nogle få politikere til diabetesforskerdag her sidste søndag. Vi så fire børn og unge stå og fortælle, hvad det havde gjort for deres liv. Det var nogle sunde, raske unge mennesker, som dyrkede utrolig meget sport. De kunne fortælle, hvordan det var, når man løb maraton og så havde svært ved at kontrollere, hvordan blodsukkeret var. Og vi taler så meget om, at vi skal dyrke motion, og at vi skal have forebyggelse og det ene og det andet.

Det hele går op i, at vi skal finde ud af, hvor meget cigaretter skal koste, eller hvor de må handles, i stedet for at se på, hvor man kan gå ind og gøre en aktiv indsats i dag . Det gør vi bare ikke. Vi diskuterer hele tiden de samme ting. Det er jeg lidt ked af. Jeg håber, at der kan være nogle i forløbet indtil næste behandling, som kan gå ind og stemme for. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt. Der er ønske om en bemærkning – går jeg ud fra at det er – fra ministeren.

For en ordens skyld vil jeg gerne understrege, at når regeringen tøver, er det, fordi Sundhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsens Diabetesstyregruppe mener, at der fortsat er tvivl om evidensen. Altså, man vil gerne have undersøgt begrundelserne for at realisere det, som forslagsstillerne ønsker, og det synes jeg er rimeligt, sådan skal man gøre inden for sundhedssektoren, før man sætter noget i værk. Specielt når det koster penge – og ikke ubetydelige beløb – skal der være en klar evidens, og det er blot det, jeg har sagt.

Jeg siger tak til ministeren og endelig tak til fru Liselott Blixt som ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, og det har Folketinget godkendt.