Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen anmodet Justitsministeriet om et bidrag. Justitsministeriet harom de to afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol oplyst følgende:”I afvisningsafgørelse af 7. marts 2000,T.I. mod Storbritannien,havde klageren, som var sri-lankansk statsborger, og som gjorde gældende, at han havde været udsat for tortur i sithjemland, søgt asyl i Tyskland. Ansøgningen blev afslået af de tyske myndigheder, og klage-ren tog herefter til Storbritannien for at søge asyl. Under henvisning til Dublin-konventionennægtede de britiske myndigheder at behandle ansøgningen og traf beslutning om at sendeklageren tilbage til Tyskland.Klageren indbragte herefter sagen for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, atStorbritannien – ved at sende ham tilbage til Tyskland, hvorfra han ville blive udsendt til SriLanka – ville overtræde bl.a. Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Menneskerettig-hedsdomstolen afviste klagen som åbenbart grundløs bl.a. under henvisning til, at der iTyskland var tilstrækkelige processuelle garantier til stede til beskyttelse af klageren, og atder derfor ikke var en reel risiko for, at han ville blive udsendt til Sri Lanka i strid med Men-neskerettighedskonventionens artikel 3.

Dommen viser, at en stat ikke generelt er fritaget for ansvar i forhold til Menneskerettigheds-konventionens artikel 3, når den i overensstemmelse med en konvention om behandling afasylansøgninger sender en asylansøger tilbage til en stat, hvor vedkommende allerede harfået afslag på asyl. En stat kan således ifalde ansvar i en sådan situation, hvis der er en reelrisiko for, at asylansøgeren vil blive videresendt til en stat, hvor vedkommende risikerer atblive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.Det vil i den forbindelse være afgørende, om der i den stat, hvor asylansøgeren har fået af-slag på asyl, er tilstrækkelige processuelle garantier til stede til beskyttelse af asylansøgerenmod at blive udsendt i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3.I dom af 11. januar 2007,Salah Sheekh mod Nederlandene,havde klageren, som var soma-lisk statsborger, og som gjorde gældende, at han havde været udsat for forfølgelse i sithjemland som følge af sit tilhørsforhold til en minoritetsgruppe, søgt asyl i Nederlandene.Ansøgningen blev afslået af de nederlandske myndigheder navnlig under henvisning til, atde overgreb, som klageren havde været udsat for, ikke var begrundet i hans personlige for-hold, men var et udtryk for den generelt ustabile situation i Somalia. Endvidere kunne klage-ren henvises til at tage ophold i et af de områder i Somalia, der var klassificerede som rela-tivt sikre af de nederlandske myndigheder.Klageren indbragte herefter sagen for Menneskerettighedsdomstolen og gjorde gældende, atdet ville udgøre en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3 at udsendeham til Somalia. Menneskerettighedsdomstolen gav klageren medhold heri, idet det fandtesgodtgjort, at han tilhørte en minoritetsgruppe, som var udsat for forfølgelse, navnlig i de rela-tivt usikre områder i Somalia, som han kom fra, og at der var en reel risiko for, at han villeblive tvunget til at flytte til et af disse områder, selvom han blev udsendt til et af de relativtsikre områder i Somalia.Dommen viser, at en stat ikke kan udsende en person til et sikkert område i oprindelseslan-det, hvis der ikke er sikkerhed for, at personen kan bosætte sig dér uden risiko for at ende iusikre områder. Dommen viser endvidere, at Menneskerettighedsdomstolen foretager enmeget indgående bedømmelse af, om der er risiko for, at en asylansøger vil blive udsat fortortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i sit hjemland.Bedømmelsen kan indebære en tilsidesættelse af de nationale myndigheders bedømmelseaf de faktiske omstændigheder i sagen.”Det fremgår af udlændingelovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises, overføres ellertilbageføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overens-komst eller et hertil svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lan-de i tilslutning til Dublinforordningen.Dublinforordningen er en værnetingsregulering. Forordningens grundlag bygger på det fak-tum, at medlemsstaterne, herunder Grækenland, i Dublinforordningens præambel har be-kræftet, at man overholder FN’s Flygtningekonvention og forbuddet mod refoulement.

Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., at en afgørelse om overførsel ellertilbageførsel (efter § 29 a, stk. 1) kun må finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk re-spekterer flygtningekonventionen, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure, samtat udsendelse ikke må finde sted til et land, hvor udlændingen vil være i risiko for dødsstrafeller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling ellerstraf, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.Udlændingemyndighederne har som også tidligere nævnt pligt til at inddrage hensynet til in-ternationale konventioner og forpligtelser, når der træffes afgørelse, herunder forbuddet modrefoulement.

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 65,

alm.del. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Astrid Krag (SF).

Spørgsmål nr. 65:

Svar: