Udenrigsudvalget 2010-11 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt

27. januar 2011

Responsum vedrørende Group 4 Securicor A/S’ aktiviteter i

Østjerusalem og Vestbredden og aktiviteternes forenelighed med

folkeretten.

Udarbejdet af Professor, dr. jur. Hjalte Rasmussen.

I. Baggrund

Group 4 Securicor A/S (i det følgende benævnt ’G4S’) har primo januar 2011 ved sinGeneral Counsel, Søren Lundsgaard, anmodet mig om at udarbejde et juridiskresponsum, hvori jeg foretager en vurdering af foreneligheden af koncernensforskelligartede aktiviteter i Østjerusalem og på Vestbredden (i det følgende benævnt’de besatte områder’) med folkeretten.

Anmodningen ligger i forlængelse af Group 4 Falck A/S’ lignende anmodning i 2002om at modtage en retlig vurdering af foreneligheden med de folkeretligemenneskerettigheder og krigens regler af G4S’ daværende tilstedeværelse i de besatteområder i form af sin ejerandel i Hashmira Corp.. Sidstnævnte selskab leveredemangeartede sikkerhedsydelser til israelske og palæstinensiske kunder. En enkeltserviceydelse var konkret omdiskuteret, nemlig en sikkerhedsydelse bestående ilevere selvbevæbnede vagter til et antal israelske bosættelser på Vestbredden. Denkontrakt opsagde G4S, efter at jeg havde besvaret 2002-anmodningen med etresponsum af den 1. oktober 2002 (i det følgende benævnt ’2002 responsum’).

Firmaet opsagde kontrakten omfattende de bevæbnede vagter, skønt jeg i 2002-responsumet konkluderede, at der næppe påhvilede Group 4 Falck A/S en folkeretligpligt til at bringe nogen del af sin tilstedeværelse på de besatte områder til ophør.Kort tid efter meddelte G4S, at koncernen ikke desto mindre havde besluttet at udfasealsin bevæbnede vagtvirksomhed i de pågældende bosættelser.

Mine undersøgelser og vurderinger i nærværende responsum af 27. januar 2011, somfølger over de følgende godt 35 sider, har jeg samlet i et 3½ siders ”Resumé afkonklusioner og begrundelser” af samme dato. Af begge dokumenter fremgår medmeget betydelig sikkerhed, at ”[d]er derfor ikke påhviler G4S en folkeretlig pligt til atbringe sine under alle omstændigheder selv-begrænsede aktiviteter på de besatteområder til ophør. Det er afslutningsvis heller ikke min opfattelse, at der på nogentænkelig måde skulle kunne være grundlag for at gøre G4S civilretligt ansvarlige foraktiviteterne på de besatte områder. Mine undersøgelser efterlader ikke tvivl om denfolkeretlige lovlighed af G4S’ aktiviteter på de besatte områder.”

Centrale dele af nærværende responsum fandtes ifølge sagens natur også i min 2002-analyse. Der er imidlertid også mange nye, navnlig folkeretlige momenter, som jeginddrager i responsumet.

G4S har den 29. december 2010 modtaget en Legal Opinion fra sin israelske advokat,Gilead Sher, om lovligheden af aktiviteterne på de besatte områder. Dette dokumenthar jeg haft adgang til og har studeret det nøje. Kvaliteten af dette arbejde er megethøj, hvilket naturligvis ikke udelukker, at mine analyser på en række vigtige punkterfører mig til at drage andre konklusioner.

Til brug for udarbejdelsen af dette responsum opholdt jeg mig i Israel fra den 22. –25. januar 2011, hvorunder jeg tilbragte et par dage med den lokale ledelse af G4S.

Jeg fik ved den lejlighed tillige mulighed for at møde hr. Gideon Sher og drøfte hansLegal Opinion med ham. Ved selvsyn beså jeg de typer af aktiviteter, som G4Sudfører i Østjerusalem og på Vestbredden. Jeg så bl.a. en række banker ogsupermarkeder i Østjerusalem, og et indkøbscenter i Maale Adumin, en omdiskuteretbosættelse på Vestbredden, hvor G4S har kontrakter med en række butikker. Jeg fikogså lejlighed til udefra at se en grænseovergang mellem Israel og Vestbredden, hvorG4S leverer teknologisk udstyr. Det skal understreges, at den lokale ledelse af G4Sunder hele mit besøg var eksemplarisk åbne og kommunikerende og besvarede ivrigtog villigt alle mine spørgsmål.

Dette responsum er bygget op som følger. Umiddelbart neden for redegøres der forde faktuelle forhold, der ligger til grund for den folkeretlige analyse (afsnit II). Detdrejer sig om henholdsvis den israelske tilstedeværelse på de besatte områder ogG4S’ aktiviteter i Østjerusalem og på Vestbredden. Dernæst redegøres der for detrelevante folkeretlige retsgrundlag, der finder anvendelse på den israelsketilstedeværelse på de besatte områder (afsnit III), og for Danmarks folkeretligeforpligtelser i den henseende (afsnit IV). Herefter vurderes G4S’ folkeretlige ansvar(afsnit V). Der rundes af med en kort konklusion (afsnit VI).

II. Faktum

Palæstina var oprindeligt en del af det Ottomanske Rige, men efter afslutningen påFørste Verdenskrig blev området udlagt som et mandatområde forvaltet afStorbritannien i henhold til artikel 22 i Folkeforbundets Pagt. Mandatsystemet varbl.a. baseret på et princip om ’ikke-annektering’ (’non-annexation’), se DenInternationale Domstols udtalelse iInternational Status of South West Africa, I.C.J.Reports 1950, s. 131.De territoriale grænser for mandatet Palæstina blev fastsat i enrække retlige instrumenter, der blev indgået mellem først og fremmest Storbritannien

og det daværende Transjordanske emirat, og spørgsmålet om områdets fremtid blevefter afslutningen på Anden Verdenskrig forelagt De Forenede Nationer, hvisGeneralforsamling nedsatte en særlig komité – Ad Hoc Committee on Palestine(UNSCOP) – der skulle drøfte spørgsmålet. Et flertal i komiteen foreslog, atPalæstina blev delt i en arabisk og en jødisk stat med Jerusalem som fællesinternationaliseret område under FN administration. Til trods for arabiske protesterblev dette forslag vedtaget ved Generalforsamlingensresolution 181 af 29. november1947.

I 1947 bekendtgjorde Storbritannien, at det ville trække sig ud af mandatområdet den1. august 1948 – en deadline der siden blev rykket til den 15. maj 1948 – og den 14.maj 1948 erklærede staten Israel under påberåbelse af Generalforsamlingsresolution181 sin selvstændighed. Som et resultat heraf udbrød der krig mellem Israel og detsarabiske nabostater (Egypten, Syrien, Libanon og Jordan). Ved krigens afslutning i1949 var der sket en opdeling af det territoriale grundlag, der i resolution 181 vartiltænkt en arabisk stat. Israel kontrollerede således et større territorium endoprindelig tiltænkt i resolutionen, mens Jordan var i besiddelse af Vestbredden afJordan-floden, herunder Østjerusalem, og Egypten af Gaza-striben.

Efter bindende pålæg fra FN’s Sikkerhedsråd, seSikkerhedsrådsresolution 62 af 16.november 1948,indgik de stridende parter ved krigens afslutning en rækkevåbenhvileaftaler med FN’s mellemkomst, hvoraf især aftalen mellem Israel ogJordan er særlig relevant for den retlige vurdering af Israels tilstedeværelse iØstjerusalem og på Vestbredden. På Rhodos underskrev Israel og Jordan nemlig den3. april 1949 en våbenhvileaftale, seJordanian-Israeli General Armistice Agreement,der trak en linje mellem de to staters væbnede styrker, og som foreskrev, at:

“No element of the land, sea or air military or pare-military forces of eitherParty, including non-regular forces … shall advance beyond or pass overfor any purpose whatsoever the Armistice Demarcation Lines…”

Den linje, der blev trukket på Rhodos mellem de israelske og jordanske styrker, ersiden blevet benævnt ‘Den Grønne Linje’.

Under seks-dageskrigen i juni 1967 besatte Israel Gaza-striben og Vestbredden,herunder Østjerusalem, samt Sinai og Golanhøjderne. I november samme åranmodede et enstemmigt Sikkerhedsråd i FN, seSikkerhedsrådsresolution 242 af den22. november 1967,imidlertid Israel om at trække sine styrker ud af ’territoriesoccupied in the recent conflict’, og rådet betonede ved samme lejlighed ’theinadmissibilty of acquisition of territory by war’. Israel ignorerede anmodningen.

Som led i Camp David-aftalerne mellem Egypten og Israel blev der imidlertid iseptember 1978 opnået enighed om tilbagegivelse af Sinai til Egypten, og Israelafsluttede sin tilbagetrækning af militære styrker og installationer og civile bosætterei 1982. De øvrige områder er fortsat under israelsk kontrol.

Israel har siden slutningen af 1960’erne, og i særdeleshed efter valget af MenachemBegin i 1977, fremmet en politik gående ud på, at israelske statsborgere flytter frastaten Israel til nye israelske bosættelser oprettet i først og fremmest Østjerusalem ogpå Vestbredden, seDavid Kretzmer, The Occupation of Justice, The Supreme Courtof Israel and the Occupied Territories, State University of New York Press, 2002, s. 8og 76.Mest markant har disse bestræbelser været for så vidt angår Østjerusalem, somIsraelde factohar annekteret. Det er i dag, selv med detailkort i hånden, svært aterkende, hvornår man bevæger sig fra Vest-til Østjerusalem/retur – med det blotte øjeer det helt umuligt.

FN’s Sikkerhedsråd har imidlertid ved flere lejligheder slået fast, at de israelskeforsøg på at ændre Østjerusalems status ikke har nogen folkeretlig gyldighed, og iseptember 1971, seSikkerhedsrådsresolution 298 af 25. september 1971,bekræftederådet, at:

”all legislative and administrative actions taken by Israel to change thestatus of the City of Jerusalem, including expropriation of land andproperties, transfer of populations and legislation aimed at theincorporation of the occupied section, are totally invalid and cannot changethat status.”

I 1980 vedtog det israelske parlament – Knesset – ikke desto mindre en lov, dergjorde Jerusalem til Israels ‘complete and united’ hovedstad, seBasic Law af 30. juli1980.FN’s Sikkerhedsråd reagerede ved at erklære, at den nye israelske lov var istrid med folkeretten, ligesom rådet gentog, at de israelske bestræbelser på at ændreØstjerusalems status er ugyldige, se Sikkerhedsrådsresolution478 af 20. august1980.Den israelske højesteret har på trods heraf i en række sager anerkendt 1980-lovens gyldighed i Israel, se bl.a.HCJ 256/01, Rabah et al. V. Jerusalem Court forLocal Matters et al., 56 (2) PD 930.

Israel har siden 1980’erne indgået en række aftaler med såvel sine arabiske nabolandesom Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation – PLO – om de besatte områdersfremtid. I Oslo indledtes i 1993 en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der påsigt skulle bane vejen for etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat. I Oslo-aftalen enedes parterne bl.a. om at inddele Vestbredden og Gaza i tre typer afområder, hvori Israel overlod forskellige grader af selvstyre til et nyt palæstinensiskselvstyre – PA. De tiltænkte endelige forhandlinger om områdets fremtid faldt

imidlertid til jorden i Camp David i 2000. Siden har der til trods for flere forsøg ikkefundet succesrige forhandlinger mellem Israel og de palæstinensiske organisationer –i hvert fald ikke hvis man måler på, hvad offentligheden får kendskab til.Etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat ligger derfor måske stadig etstykke ud i fremtiden.

I marts 2002 købte Group 4 Falck A/S halvdelen af et israelsk vagtselskab –Hashmira Corp. – der udførte en række sikkerhedsrelaterede opgaver for en rækkeisraelske bosættelser i de besatte områder. Hashmira Corp. havde bl.a. et antalbevæbnede vagter ansat til at patruljere ved bosættelserne og langs afspærringer. Dervar endvidere vagter, der stod for adgangskontrollen ved bosættelserne, se2002responsum s. 2.Jeg har fået oplyst,atde daværende kontrakter med de israelskebosættelser er blevet opsagt,atkoncernen derfor ikke længere leverervagtvirksomhed for bosættelserne, ogatG4S ikke i dag har kontor på Vestbredden.Under mit ophold i Israel har jeg ikke hørt eller set noget, som blot antyder, at deoplysninger, jeg modtog, ikke står for fuldt troende.

Ifølge de oplysninger, jeg har modtaget fra G4S’ lokale ledelse, så har G4S i dagfølgende aktiviteter i Østjerusalem og på Vestbredden:

G4S har for det første kontrakter med en række store kommercielle

kunder, såsom banker, supermarkeder og tøjkæder, om levering af vagter tilkundernes filialer og butikker efter kundernes ønske. De pågældende filialer ogbutikker er for langt hovedpartens vedkommende beliggende i Israel, men G4Ser også kontraktligt forpligtet til at levere vagter til de filialer eller butikker, derrent undtagelsesvis er placeret øst for ’Den Grønne Linje’, konkret iØstjerusalem eller på Vestbredden. Den konkrete vagtvirksomhed, som G4Sleverer i disse filialer og butikker, er at sammenligne med den vagtvirksomhed,

som koncernen leverer for kommercielle kunder i andre stater, såsom i Englandeller Danmark.

G4S har for det andet enkelte kontrakter om levering af vagter til

kommercielle kunder, der eskorteres rundt på Vestbredden.

G4S leverer for det tredje en lang række forskelligartede teknologiske

ydelser i form af levering og servicering af overvågningskameraer, scannere,detektorer, tyverialarmer, brandalarmer, CCTV osv. for et stort antalkommercielle kunder og private borgere i hele Israel og på de besatte områder.Det drejer sig typisk om overvågning og anden elektronisk udstyr til hotellereller private hjem. Også disse ydelser er at sammenligne med destandardydelser, som G4S leverer for kommercielle kunder og borgere i andrestater, såsom i Danmark.

G4S leverer for det fjerde tilsvarende teknologiske ydelser tiloffentlige

israelske institutioner, såsom regeringskontorer, politistationer, fængsler,grænseovergange, posthuse, uddannelsesinstitutioner, skoler og børnehaver.Samme type ydelser leveres til offentlige institutioner i andre stater, herunder iEngland og Danmark.

G4S har endelig for det femte indgået en aftale med det israelske

ministerium for intern sikkerhed om at levere ydelser i forbindelse medministeriets system for ’electronic offenders monitoring’. Der er i praksis taleom en form for ’fodlænker’, som G4S påfører og servicerer på en person, somved dom afsagt af en israelsk domstol er blevet pålagt at bære en sådanmekanisme, som anses for at være en mindre drastisk sanktion end afsoning affængselsstraf. Som dele af en landsdækkende kontrakt monteres og serviceres

langt størstedelen af disse mekanismer på kriminelle med bopæl i Israel, menG4S er også kontraktligt forpligtet til undtagelsesvis at montere og serviceremekanismer på fanger med bopæl i Østjerusalem og på de dele af Vestbredden,der ligger tæt på Jerusalem. Helt tilsvarende mekanismer, hvis strømforbrug erpå batteriniveau, anvendes aldeles uden problemer i andre stater, herunder iDanmark.

III. Den folkeretlige retstilstand på de besatte områder

Det folkeretlige forbud mod territoriel erobring ved brug af magt

FN Pagten forbyder alle stater i FN at true med eller at gøre brug af magt mod nogenstats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde,der er uforenelig med de Forenede Nationers formål, seFN Pagtens artikel 2, stk. 4.Det fremgår endvidere af FN’s Generalforsamlings ’venskabsdeklaration’ fra 1970, at’no territorial acquisition resulting from the threat or use of force shall be recognizedas legal’, seGeneralforsamlingsresolution 2625 (XXV) af 24. oktober 1970.DenInternationale Domstol har udtalt, at FN Pagtens regulering af brug af magt og detderaf følgende princip om ulovligheden af territoriel erobring er udtryk for folkeretligsædvane, se henholdsvisParamilitary Activities in and against Nicaragua, ICJReports [1986] 14, pr. 187-190,ogThe Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 87.

Den folkeretlige regulering af interstatslig magtanvendelse, og det afledte forbud modterritoriel erobring ved brug af magt, har fået FN’s Sikkerhedsråd til at kræve, atIsrael rømmer ”besatte områder”, seSikkerhedsrådsresolution 242 af 22. november1967;og mere herom nedenfor.

Det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse

Der er til trods for de hidtidige forhandlinger mellem Israel og de palæstinensiskeorganisationer (endnu) ikke et folkeretligt grundlag for at antage, at der eksisterer enpalæstinensisk stat.

Folkeretten anerkender imidlertid en ret til selvbestemmelse for visse folk, herunderførst og fremmest folk i tidligere kolonier og på besatte områder. Denne ret tilselvbestemmelse indebærer mulighed for det pågældende folk til at vælge at danne enny stat på sit territorium eller alternativt at slutte sig sammen med en eksisterende statuden nogen form for ekstern indblanding.

Menneskerettighedserklæringen fra 1948 nævner ikke retten til selvbestemmelse,men retten genfindes ikke desto mindre flere steder i folkeretten. Det drejer sig fordet første om FN Pagten, hvor retten til selvbestemmelse opregnes som et af FN’sformål, seFN Pagtens artikel 1, stk. 2.Retten genfindes også i en række resolutionerfra FN’s Generalforsamling, herunderresolution 1514 (XV) af 14. december 1960ogvenskabsresolutionen 2625 (XXV) af 24. oktober 1970,der anses som udtryk forgældende folkeret. Retten til selvbestemmelse opregnes også i de to FN konventionerom henholdsvis civile og politiske rettigheder (ICCPR) og økonomiske, sociale ogkulturelle rettigheder (ICESCR), sekonventionernes fælles artikel 1:

”All peoples have the right to self-determination. By virtue of that rightthey freely determine their political status and freely pursue their economic,social and cultural development.

The State Parties to the present Covenant … shall promote the realizationof the right to self-determination, and shall respect that right, in conformitywith the provisions of the Charter of the United Nations.”

Både Danmark og Israel er parter i FN’s menneskerettighedskonventioner.

Den Internationale Domstol har udtalt, at retten til selvbestemmelse er en rettighed afsåkaldterga omneskarakter, og at retten er ’one of the essential principles ofcontemporary international law’, seEast Timor, ICJ Reports [1995] 90, pr. 29.

De fleste stater anerkender, at det palæstinensiske folk har en ret til selvbestemmelse,herunder en ret til at vælge at blive en selvstændig stat. FN’s Generalforsamlinganerkendte iresolution 2532/B (XXXIV) af 10. december 1969’the inalienable rightsof the people of Palestine’, ligesom Generalforsamlingen iresolution 2672/C (XXV)af 8. december 1970ogresolution 3236 (XXIX) af 22. november 1974fastslog, at detpalæstinensiske folk er ’entitled to equal rights and self-determination, in accordancewith the Charter of the UN’ bestående i ’(a) The right to self-determination withoutexternal interference’, og ’(b) The right to national independence and sovereignty’.Det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse udgør i øvrigt et fast punkt påGeneralforsamlingens dagsorden hvert år, og resolutioner, der bekræfter denne ret,vedtages næsten enstemmigt. Den seneste resolution blev vedtaget med 171 stemmerfor, herunder Danmark, og 6 imod (Israel, Marshall-Øerne, Mikronesien, Nauru,Palau og USA), seGeneralforsamlingsresolution 64/150 af 26. marts 2010.

Det skal understreges, at Generalforsamlingens resolutioner ikke i sig selv erbindende for staterne, men de tages i almindelighed som udtryk for deresbedømmelse af den foreliggende situation, hvorved de naturligvis også tager hensyntil gældende folkeretlige normer.

Den Internationale Domstol afgav i 2004 en vejledende udtalelse om forenelighedenmed folkeretten af den israelske regerings konstruktion af en sikkerhedsbarrieremellem Israel og Vestbredden. I udtalelsen udtalte domstolen følgende om detpalæstinensiske folks eventuelle ret til selvbestemmelse, seThe Wall, ICJ Reports[2004] 136, pr. 118:

“As regards the principle of the right of peoples to self-determination, theCourt observes that the existence of a ’Palestinian people’ is no longer inissue.”

Domstolen konkluderede endvidere i sin udtalelse, at den del af den israelskesikkerhedsbarriere, der konstrueres på Vestbredden – øst for ’Den Grønne Linje’ –’severely impedes the exercise by the Palestinian people of its right to self-determination’, og følgelig krænker Israels forpligtelse til at respektere dennerettighed, seThe Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 122.

På den ovenfor gengivne baggrund er jeg dels af den opfattelse, at detpalæstinensiske folk har en ret til selvbestemmelse. Dels at det kan forekommefristende at slutte, at det palæstinensiske folk som en konsekvens heraf på flererelevante punkter kan sidestilles med en stat; men at det må erkendes, at PalestinianAuthority ikke offentlig har udråbt sig som ledelse af en selvstændig stat, at de toparter forhandler intenst om, hvilket format en kommende stat skal gives, samt atrelativ få stater har anerkendt eksistensen af en palæstinensisk stat.

Militær besættelse og spørgsmålet om de israelske bosættelser

Den Internationale Domstol konkluderede i sin udtalelse i 2004 endvidere, at denisraelske tilstedeværelse øst for ’Den Grønne Linje’ på Vestbredden, herunder iØstjerusalem, har karakter af militær besættelse (’belligerent occupation’) ifolkeretlig forstand,The Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 78.

Den israelske regering og de israelske domstole anerkender da også, at Israel er enbesættelsesmagt i henhold til folkeretten på Vestbredden, se bl.a.HCJ 393/82,Ja’amait Ascan v. IDF Commander in Judea and Samaria, 37 (4) PD 785, s. 792.Israel anerkender imidlertid ikke, at de også er en besættelsesmagt i Østjerusalem,som Israel som allerede sagt har annekteret.

Det er min opfattelse, at det på baggrund af bl.a. Den Internationale Domstolsudtalelse iThe Wallmå lægges til grund, at Israel folkeretligt er en besættelsesmagtpå hele Vestbredden øst for ’Den Grønne Linje’, herunder i Østjerusalem.

Militær besættelse reguleres i folkeretten i den del af krigens regler, der handler ominternationale væbnede konflikter, der udkæmpes mellem to eller flere stater. Denfolkeretlige regulering af besættelse findes først og fremmest i landkrigsreglementetvedhæftet den fjerde Haagerkonvention om regler og vedtægter for krig til lands af18. oktober 1907, og i den Fjerde Geneve-konvention om beskyttelse af civile i krigaf 12. august 1949. Reguleringen er endvidere på en række punkter udbygget i førstetillægsprotokol af 12. december 1977 til Geneve-konventionerne af 1949 vedrørendereguleringen af internationale væbnede konflikter.

Israel anerkender langkrigsreglementet fra 1907 som udtryk for folkeretlig sædvane,der binder alle stater, se hertil også Den Internationale Domstols udtalelse iNuclearWeapons, ICJ Reports [1996] 226, pr. 75.Israel er herudover part i Fjerde Geneve-konvention, men den israelske regering anser sig ikke forde jureforpligtet af

konventionen på de besatte områder, se hertil bl.a.HCJ 769/02, Public Committeeagainst Torture in Israel et al. v. Government of Israel et al., pr. 20.Israel støtter sig iden forbindelse til ordlyden af andet led i konventionens artikel 2, der foreskriver, atkonventionen finder anvendelse i alle tilfælde af hel eller delvis besættelse af ’theterritory of a High Contracting Party’. Da det er tvivlsomt, om de besatte områder ikraft af deres specielle historie i nyere tid har været underlagt nogen ’HighContracting Party’, argumenterer den israelske regering, at konventionen ikke finderanvendelse.

Den Internationale Domstol har ikke fulgt den israelske fortolkning, menkonkluderet,atkonventionenfinderanvendelsepåsamtligedebesatte

palæstinensiske områder, seThe Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 101.Denisraelske regeringens fortolkning af rækkevidden af konventionen er i øvrigt hellerikke antaget af flere israelske folkeretseksperter på området, se bl.a.Yoram Dinstein,The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, 2009,s. 20-25,ogDavid Kretzmer, The Occupation of Justice, The Supreme Court of Israeland the Occupied Territories, State University of New York Press, 2002, s. 34.

Israel er ikke part i første tillægsprotokol fra 1977 til Geneve-konventionerne, menIsrael anerkender ikke desto mindre at være bundet af de dele af protokollen, der erudtryk for folkeretlig sædvane, seHCJ 769/02, Public Committee against Torture inIsrael et al. v. Government of Israel, pr. 20.

Jeg lægger i overensstemmelse med ovennævnte til grund, at Israel er bundet aflangkrigsreglementet fra 1907, Fjerde Geneve-konvention fra 1949, samt afbestemmelserne i første tillægsprotokol fra 1977.

Det fremgår af artikel 42 i landkrigsreglementet fra 1907, at territorium anses for atvære besat, når ’it is actually placed under the authority of the hostile army’.

Militær besættelse er af natur påtvungen magtudøvelse og besættelsesmagtensfolkeretlige beføjelser over det besatte område udgår ene og alene frabesættelsesmagtens evne til at opretholde effektiv kontrol over området. Som en af defremmeste folkeretseksperter på området bemærker:

”An occupied territory is not entrusted in the hands of the OccupyingPower. The latter wrests control over the land from the displaced sovereignand wields power in it – as a war-related measure – energized by themilitary capability to do so.”Yoram Dinstein, The International Law ofBelligerent Occupation, Cambridge University Press, 2009, s. 36.

Den folkeretlige regulering af militær besættelse er baseret på et grundlæggendeprincip om, at besættelsen ikke ændrer på suveræniteten over det besatte område iden forstand, at besættelsesmagten alene har det besatte område i sin midlertidigebesiddelse uden at kunne erhverve adkomst. Der er med andre ord ikke ’an atom ofsovereignty in the authority of the Occupying Power’, seL. Oppenheim, The LegalRelations Between an Occupying Power and the Inhabitants, Law Quarterly Review,vol. 33, 1917, s. 364.Dette princip genfindes bl.a. i artikel 4 i første tillægsprotokolfra 1977, der i overensstemmelse med folkeretlig sædvane bl.a. foreskriver, at’besættelse af et territorium’ ikke ’skal påvirke det pågældende territoriums retligestatus’.

I overensstemmelse hermed er FN’s Sikkerhedsråds resolution 478 af 20. august1980 og resolution 497 af 17. december 1981, hvor rådet tog afstand fra Israelsforsøg på at annektere henholdsvis Østjerusalem og Golanhøjderne. Og det er i det

lys, at vi skal forstå Den Internationale Domstols kategoriske afvisning af, at denisraelske ’annektering’ af Østjerusalem ændrer på det forhold, at Israel folkeretligtfortsat er at anse som besættelsesmagt i området, seThe Wall, ICJ Reports [2004]136, pr. 78.

De israelske domstole anerkender – med undtagelse af Golanhøjderne ogØstjerusalem – at Israelikkei kraft af sin militære besættelse af palæstinensiskeområder kan få adkomst til områderne, se bl.a.Civ.A. 1432/03, Yinon Production andMarketing of Food Products Ltd. V. Qaraan et al., 59 (1), PD 345, s. 355-6.Da debesatte områder kun er i midlertidig israelsk besiddelse, har den israelske højesteretafvist, at de dele af den israelske sikkerhedsbarriere, der er opført på besat territoriumpå Vestbredden, kan have karakter af en egentlig politisk grænsedragning mellemIsrael og en fremtidig palæstinensisk stat, seHCJ 2056/04, Beit Sourik VillageCouncil et al. V. Government of Israel et al., 58 (5) PD 807, s. 829-30.

Den nærmere folkeretlige regulering af besættelse afspejler en afvejning afbesættelsesmagtens interesser over for de interesser, der tilkommer lokalbefolkningenog det palæstinensiske folk, der fortsat har adkomst til området, men som midlertidigthar mistet besiddelsen.

En central bestemmelse er artikel 43 i Haagerkonventionens landkrigsreglement, derforeskriver:

”The authority of the legitimate power having in fact passed into the handsof the occupant, the latter shall take all the measures in his power torestore, and ensure, as far as possible, public order and safety [l’ordreet lavie publics[sic.]], while respecting, unless absolutely prevented, the lawsin force in the country.”

På baggrund af denne bestemmelse anførte en britisk appeldomstol allerede i 1947 atbesættelsesmagtens administration udstrækker sig til ’the whole social, commercialand economic life of the country’, seGrahame v. Director of Prosecutions (1947), 14Annual Digest 228, s. 232.

Det primære formål med artikel 43 er at beskytte civilbefolkningen på det besatteområde mod udbrud af generel lovløshed og en markant nedgang i sikkerhed somfølge af besættelsen. Civilbefolkningens dagligdag skal kunne fortsætte så stabilt oguhindret som muligt efter besættelsesmagtens overtagelse af administrationen af detbesatte område, og besættelsesmagten kan derfor ikke bare se passivt til, menslovløsheden breder sig og truer civilbefolkningens dagligdag. Artikel 43 bemyndigerog forpligter besættelsesmagten til at foretage, hvad der under iagttagelse affolkeretten er nødvendigt for at opretholde lov og orden på det besatte område, seYoram Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, CambridgeUniversity Press, 2009, s. 93.De sikkerhedsserviceydelser, G4S leverer, en del af detstore kompleks af handlinger, som opfyldelsen af denne pligt til at drage omsorg forbefolkningens sikkerhed udgør.

Landkrigsreglementet i Haagerkonventionen er først og fremmest fokuseret påbeskyttelse af ejendomsret, og det fremgår af reglementets artikel 46, stk. 2, at privatejendom ikke kan konfiskeres, ligesom artikel 55-56 begrænser besættelsesmagtensbrug af offentlig ejendom. Mere detaljerede regler for militær besættelse findes i denFjerde Geneve-konvention, der på mange måder udvider beskyttelsen afcivilbefolkningen. Et væsentlig formål med denne er at tilvejebringe rimeligbeskyttelse af ’protected persons’, hvilke i henhold til artikel 4 omfatter personer, derikke er statsborgere i besættelsesmagten eller en neutral stat, der har diplomatiskeforbindelse med besættelsesmagten. Det fremgår af konventionens artikel 6, stk. 3, at

hovedparten af reglerne forbliver i kraft for hele besættelsesperioden uanset krigensophør. Så vidt vides, blev der ved reglernes udformning ikke blev taget hensyn til, atbesættelser kan strække sig over mange år. Der er derfor formentlig et vist behov for,inden for rammerne af den generelle afvejning af de involverede interesserundertiden, at fortolke de anvendelige regler under hensyntagen hertil.

Mærkes bør herved tillige artikel 49, stk. 6, i Fjerde Geneve-konvention, derforeskriver:

”The Occupying Power shall not deport or transfer parts of its own civilianpopulation into the territory it occupies.”

Modsat artikel 49, stk. 1-2, der vedrører flytningen af lokalbefolkningen i det besatteområde, er forbuddet i stk. 6 mod flytning af besættelsesmagtens egen befolkning indi det besatte område absolut. Bestemmelsen udgår fra et ønske om at hindregentagelser af navnlig den tyske praksis under Anden Verdenskrig, hvor store dele afden tyske befolkning blev flyttet til besatte områder af politiske eller racemæssigegrunde – eller for at ’kolonisere’ – med betydelig økonomisk, ejendomsretlig oganden skade til følge for lokalbefolkningen, seJean Pictet (red.), Commentary toGeneva Convention IV, 1958, s. 283.Det primære formål med forbuddet er således atstyrke beskyttelsen af lokalbefolkningen på det specielle punkt, som det udgør, atbesættelsesmagten forsøger at ændre den demografiske sammensætning af det besatteområde.

Forbuddet i artikel 49, stk. 6, genfindes i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, iRomstatutten for den Internationale Straffedomstol, der kriminaliserer:

“The transfer, directly or indirectly, by the Occupying Power of parts of itsown civilian population into the territory it occupies, or the deportation ortransfer of all or parts of the population of the occupied territory within oroutside this territory;”

Ordlyden af artikel 49, stk. 6, i Fjerde Geneve-konvention og artikel 8, stk. 2. litra b,nr. viii, indikerer, at forbuddet kun gælder for besættelsesmagtens flytning af sineegne statsborgere (’own civilian population’), men eftersom det primære formål medbestemmelserne som berørt er at hindre demografiske ændringer fortolker nogleautoriteter det som tillige en hindring for, at en besættelsesmagt flytter andrestatsborgere ind på et besat område, se for eksempelYoram Dinstein, TheInternational Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, 2009, ses. 239.

I forbindelse med fortolkningen af forbuddet i artikel 49, stk. 6, melder sigspørgsmålet, om det alene omfatter selve flytningen af befolkning ind i det besatteområde, eller om det også omfatter den efterfølgende opretholdelse af bosættelsermed videre. En tekstfortolkning kan tale for en snæver udlægning af forbuddet, sehertil ordene ’deport og transfer … into the territority it occupies’. Mens det forbuder, hvad staterne kunne blive enige om at anse for gældende ret, rækker hensynet til athindre besættelsesmagten i at ændre den demografiske sammensætning af det besatteområde naturligvis videre. Det tale for at udstrække forbuddet til at omfatte ikke blotflytningen men tillige, i forlængelse heraf, bosættelsen af besættelsesmagtensstatsborgere og andre på området. Der synes derfor at være belæg for at anse ogsåbosættelser for omfattede af forbuddet.

Forbuddet mod flytning af egen befolkning ind på besat område er relevant forspørgsmålet om foreneligheden af israelske bosættelser på de besatte områder med

folkeretten. Således har FN’s Sikkerhedsråd ved en række lejligheder formuleretresolutioner og derved tilkendegivet, at de israelske bosættelser er ulovlige, sesikkerhedsrådsresolution 446 af 22. marts 1979, sikkerhedsrådsresolution 452 af 20.juli 1979, og sikkerhedsrådsresolution 465 af 1. marts 1980.Sådanne resolutioner ernok retligt forbindende, men ikke forpligter staterne til at foretage sig bestemtehandlinger.I sidstnævnte resolution, vedtaget under Pagtens Kap. VI, bemærkede rådetfølgende:

”5.Determinesthat all measures taken by Israel to change the physicalcharacter, demographic composition, institutional structure or status of thePalestinian and other Arab territories occupied since 1967, includingJerusalem or any part thereof have no legal validity and that Israel’s policyand practices of settling parts of its own population and new immigrants inthose territories constitute a flagrant violation of the Geneva Conventionrelative to the Protection of the Civilian Persons in Time of War and alsoconstitute a serious obstruction to achieving a comprehensive, just andlasting peace in the Middle East.”

Af endnu lavere rangorden i det folkeretlige hierarki er tilsvarende udtalelser i talrigeresolutioner fra FN’s Generalforsamling, se bl.a.resolution 2851 (XXXVI) af 20.december 1970ogresolution 32/5 af 28. oktober 1977.De israelske bosættelser på debesatte områder er – ligesom spørgsmålet om det palæstinensiske folks ret tilselvbestemmelse – forblevet et fast punkt på forsamlingens dagsorden. Iresolution64/93 af 19. januar 2010,der blev vedtaget med 167 stemmer for, herunderDanmark, og 7 imod (Israel, Marshall-Øerne, Mikronesien, Nauru, Palau, Panama ogUSA) blev anført:

“Awarethat Israeli settlement activities involve, inter alia, the transfer ofnationals of the occupying Power into the occupied territories … contraryto international law,…Expressing grave concernabout the continuation by Israel, the occupyingPower, of settlement activities in the Occupied Palestinian Territory, inviolation of international humanitarian law, relevant United Nationsresolutions and the agreements reached between the parties, and concernedparticularly about Israel’s construction and expansion of settlements in andaround occupied East Jerusalem ……Deploringsettlement activities in the Occupied Palestinian Territory,including East Jerusalem, and in the occupied Syrian Golan and anyactivities involving the confiscation of land, the disruption of the livelihoodof protected persons and the de facto annexation of land,…1.Reaffirmsthat the Israeli settlements in the Palestinian territory,including East Jerusalem, and in the occupied Syrian Golan are illegal andan obstacle to peace and economic and social development;2.Calls uponIsrael to accept the de jure applicability of the GenevaConvention relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War,of 12 August 1949, to the Occupied Palestinian Territory, including EastJerusalem, and to the occupied Syrian Golan and to abide scrupulously bythe provisions of the Convention, in particular article 49;3.Also calls uponIsrael, the occupying Power, to comply strictly with itsobligations under international law, including international humanitarianlaw, with respect to the alteration of the character, status and demographic

composition of the Occupied Palestinian Territory, including EastJerusalem;4.Reiterates its demandfor the immediate and complete cessation of allIsraeli settlement activities in all of the Occupied Palestinian Territory,including East Jerusalem, and in the occupied Syrian Golan, and calls inthis regard for the full implementation of the relevant resolutions of theSecurity Council, including resolution 465 (1980);”

Langt vigtigere er, at Den Internationale Domstol i sin udtalelse om den israelskesikkerhedsbarrieres forenelighed med folkeretten konkluderede, at:

”… the Israeli settlements in the Occupied Palestinian Territory (includingEast Jerusalem) have been established in breach of international law.” SeThe Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 120.

De israelske domstole har historisk været tilbageholdende med at efterprøvelovligheden af de israelske bosættelser på de besatte områder, seHCJ 4481/91 etc.,Bargil, Director of the ’Peace Now’ Movement et al., Government of Israel et al., 47(4) PD 210, s. 215-217,og genereltDavid Kretzmer, The Occupation of Justice, TheSupreme Court of Israel and the Occupied Territories, State University of New YorkPress, 2002, s. 99.Da den Fjerde Geneve-konvention ikke er inkorporeret i israelskret, har de israelske domstole stedse måttet afholde sig fra at tage stilling til, om deisraelske bosættelser på de besatte områder er i strid med konventionens artikel 49,stk. 6, se bl.a.HCJ 606/78 etc., Ayub et al., v. Minister of Defence et al., 33 (2) PD113, s. 122.I stedet vurderer de israelske domstole (kun), om bosættelserne erforenelige med landkrigsreglementet i Haagerkonventionen, der i henhold til artikel46 forbyder konfiskation af privat ejendom, men i henhold til artikel 52 tilladerrekvisitioner, hvis dette måtte være militært nødvendigt. Den israelske regering har i

øvrigt generelt afstået fra at opføre civile bosættelser på privat jord, siden den tabteen vigtig principiel sag i 1979, seHCJ 390/79, Dweikat et al., v. Government ofIsrael et al., 34 (1) PD 1.I stedet opføres civile bosættelser i dag på offentligpalæstinensisk jord, der inddrages af de israelske militære styrker, seDavidKretzmer, The Occupation of Justice, The Supreme Court of Israel and the OccupiedTerritories, State University of New York Press, 2002, s. 89.

De israelske domstole har dog, som allerede anført, ved flere lejligheder slået fast, atde israelske bosættelser på de besatte områder (med undtagelse af Østjerusalem ogGolanhøjderne), i sagens natur ikke kan være permanente al den stund, at bosætternejo har fået tildelt råderetten over jorden af det israelske militær, der sombesættelsesmagt blot har området i midlertidig besiddelse og ikke har adkomst hertil,se bl.a.HCJ 1661/05 etc., Gaza Coast Local Council et al., v. The Knesset et al., 59(2) PD 481, 584.

Det er min opfattelse på baggrund af det anførte, dels at den israelske politik med atetablere israelske bosættelser på Vestbredden øst for ’Den Grønne Linje’, herunder iØstjerusalem, ikke er forenelig med kravene i artikel 49 i Fjerde Geneve-konventionog folkeretten. Og dels, at den efterfølgende opretholdelse af dem i sig selvformentlig konstituerer en overtrædelse af folkeretten.

Tre væsentlige forbehold skal dog knyttes til min lige anførte opfattelse. Det er fordet første, at forbuddet mod bosættelser i artikel 49 kun finder anvendelse, når der eren vis grad af involvering fra besættelsesmagtens side. Derfor falder uden forforbuddet bosættelser, der i det hele oprettes og opretholdes på rent privat initiativ oguden støtte, opmuntring eller anden involvering fra besættelsesmagtens side. Det er iden forbindelse værd at bemærke, at en del israelske bosættere faktisk har taget boligpå de besatte områder på eget initiativ – undertiden endda i strid med den officielle

israelske politik på området. Israel overtræder næppe artikel 49 i Fjerde Geneve-konvention for så vidt angår oprettelsen og opretholdelsen af disse bosættelser.

For det andet skal det med, at mange af de israelske bosættere på de besatte områderhar erhvervet en legitim adkomst til deres jord. Det drejer sig om de bosættere, derhar haft retmæssig adkomst til deres jord lige siden Palæstina var et britisk mandat,og om dem, der har købt jorden på almindelige markedsvilkår af de retmæssige ejere– ofte palæstinensere – der frivilligt har valgt at sælge deres jord til israelskestatsborgere. Det er ikke hold i at anse, at artikel 49, stk. 6, i Fjerde Geneve-konvention forbyder denne type bosættelser på de besatte områder. Det er derfor ogsåvanskeligt at være uenig med den israelske folkeretsekspertYoram Dinstein,dergenerelt bemærker følgende om fremtiden for denne type af bosættere:

”If individual Israeli settlers have gained ownership of real estate in theWest Bank, their private transaction should not have any impact on anyfinal status agreement regarding the future of the area. Once the occupationis over, these settlers – if they choose to remain in the formerly occupiedterritory (and if the final status agreement allows them to do so) – mayhave to live under a new flag. In principle, there should be a symmetribetween Israel and its neighbours. Israel has a large Arab minority thatenjoys civil rights within it. Why shouldn’t Jews be allowed to live inneighbouring Arab countries?”Yoram Dinstein, The International Law ofBelligerent Occupation, Cambridge University Press, 2009, se s. 241-2

Det skal for det tredje og afslutningsvis bemærkes, at Israel af egen drift i 2005 valgteat trække sine styrker ud af Gaza-striben og ved samme lejlighed fjerne deeksisterende israelske bosættelser.

De internationale menneskerettigheders anvendelse på de besatte områder

Israel er part i begge FN konventioner om henholdsvis civile og politiske rettighederog økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Den Internationale Domstol har ved flere lejligheder udtalt, at mens krigens reglerkun regulerer forhold i krigstid, er anvendelsesområdet for de internationalemenneskerettighedskonventioner ikke begrænset til fredstid, se bl.a.NuclearWeapons, ICJ Reports [1996] 226, pr. 24-25, The Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr.105ogArmed Activities, ICJ Reports [2005] 000, pr. 216. Domstolenhar tilsvarendeudtalt, at deres anvendelsesområde ej heller nødvendigvis er begrænset til dekontraherende staters eget territorium, seThe Wall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 111,ogArmed Activities, ICJ Reports [2005] 000, pr. 178-180 og 216.

Israel har konsekvent afvist, at staten skulle være bundet af sine menneskeretligeforpligtelser på de besatte områder (bortset fra i Østjerusalem). Imod dette udtalte, isin udtalelse om den israelske sikkerhedsbarriere har Den Internationale Domstol,sig tydeligvis til fordel for, at en sådan bundethed består, seThe Wall, ICJ Reports[2004] 136, pr. 111-113.Domstolens konklusion ligger i forlængelse af en langrække tilsvarende rekommandationer fra diverse FN institutioner og komiteer, se bl.a.ConcludingObservationsoftheHumanRightsCommittee,Israel,

CCPR/C/79/Add.93, af 18. august 1998, pr. 10.

Det er herefter formentlig rettest at antage, at Israel er bundet af sine menneskeretligeforpligtelser i henhold til de to ovennævnte FN konventioner på de besatte områder,herunder i Østjerusalem.

Anvendelsesområderne for de internationale menneskerettigheder og krigens reglerhar historisk vidt forskellige baggrunde og gælder som udgangspunkt for de førstevedkommende altid og for de sidstnævntes vedkommende i krigstid. Fælles for demer dog grundtanken at værne om det enkelte menneskes værdighed. I løbet af detseneste halve århundrede har fortolkningen og anvendelsen af de to forskelligeregelsæt tenderet mod at konvergere. Der er derfor et ubestemt antal situationer, hvorbegge regelsæt gør krav på at gælde. Vanskelighederne består i praksis i atdeterminere, hvilket af de to regelsæt som skal tillægges forrang, hvis indholdet af deto regelsæt er forskellige.

Disse spørgsmål er blandt de mest omdiskuterede i folkeretten i dag. DenInternationale Domstols antagelse er, at krigens regler konkret tillægges forrang. Detsker med henvisning til det ældgamle retsprincip omlex specialis derogat lexgenerali[oversat: den specielle regel går forud for den generelle], seNuclearWeapons, ICJ Reports [1996] 226, pr. 25.Der vil derfor under militær besættelsevære en klar formodning for, at reguleringen i krigens regler, herunderHaagerkonventionen og Fjerde Geneve-konvention, konkret fortrænger eventuellemodstridende reguleringer i internationale menneskerettighedskonventioner.

Den Internationale Domstols udtalelse om den israelske sikkerhedsbarriere illustrererdog, at den endelige vurdering vil være konkret. Skønnet afhænge af en lang rækkeforskellige, konkrete forhold. Udfaldene er derfor ofte vanskelig at forudsige, seTheWall, ICJ Reports [2004] 136, pr. 106.Se hertil ogsåYoram Dinstein, TheInternational Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, 2009, s.88ogAndersHenriksen,KrigensFolkeret–oginternationalvæbnet

terrorbekæmpelse, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2010, s. 278-9.

IV. Danmarks folkeretlige forpligtelser

Jeg konkluderede i foregående afsnit,atden israelske besættelse krænker detpalæstinensiske folks ret til selvbestemmelse,atIsrael er besættelsesmagt på debesatte områder, herunder på Vestbredden og i Østjerusalem, ogatde israelskebosættelser på de besatte områder øst for ’Den Grønne Linje’, herunder iØstjerusalem, der er blevet sket med de israelske myndigheders involvering elleropmuntring, er opført i strid med folkeretten. Det rejser det spørgsmål, hvadDanmarks folkeretlige forpligtelser på den baggrund er.

Retten til selvbestemmelse er som berørt anerkendt som en såkaldterga omnesrettighed, hvis overholdelse alle stater har en retlig interesse i, seICJ BarcelonaTraction, ICJ Reports [1970] 3, pr. 34,ogICJ East Timor, ICJ Reports [1995] 90,pr. 29.

Stater har endvidere en pligt til ikke udtrykkeligt eller på anden måde, herundergennem egne handlinger, at anerkende en faktisk tilstand, der er opstået som følge afbrud på folks ret til selvbestemmelse, seICJ Namibia, ICJ Reports [1971] 16, pr.119-127.Den Internationale Lovkommission nedsat under FN’s Generalforsamlinghar i artikel 41 i sit udkast til bestemmelser om statsansvar af 9. august 2001sammenfattet retsstillingen for så vidt angår brud på præceptive regler.Bestemmelserne blev enstemmigt anbefalet af Generalforsamlingen til staterne, sebl.a.resolution 59/35 af 2. december 2004,og de anses som udtryk for enkodifikation af gældende folkeret. Det følger af bestemmelserne, at staterne gennemlovlige midler skal samarbejde om at bringe brud på præceptive regler til ophør, og atingen stater skal anerkende som lovlig en situation, der er opstået som følge af etalvorligt brud eller yde bistand eller assistance til opretholdelse af en sådan situation.

Danmark er således på den baggrund forpligtet til ikke at yde Israel nogen form forbistand med hensyn til bosættelserne på de besatte områder.

Forpligtelsen genfindes bl.a. i Sikkerhedsrådsresolution465 af 1. marts 1980,derbl.a. lyder:

”7.Calls uponall States not to provide Israel with any assistance to be usedspecifically in connexion with settlements in the occupied territories.”

De israelske bosættelser på de besatte områder, der er oprettet med den israelskeregerings involvering, er som berørt ikke blot i strid med det palæstinensiske folks rettil selvbestemmelse, men også opført i strid med Fjerde Geneve-konvention.Konventionen fastsætter i den forbindelse i artikel 1:

”The High Contracting Parties undertake to respect and ensure respect forthe present Convention in all circumstances.”

Denne bestemmelse fortolkes almindeligvis i den retning, at de enkelte stater ikkeblot selv skal afstå fra at overtræde konventionen, men også skal søge at bevirke, atandre stater iagttager konventionen, seJean Pictet, Commentary to GenevaConvention IV (1958), s. 15f.

Danmark er på den baggrund antagelig forpligtet til at forsøge at påvirke Israel til atbringe sine bosættelser til ophør.

En ting er imidlertid, at Danmark ikke selv må yde Israel nogen bistand i forbindelsemed bosættelserne. Noget andet er, om der også påhviler Danmark en forpligtelse tilat forhindre danske borgere og danske virksomheder i at gøre det samme.

Den særlige session af FN’s Generalforsamling om de besatte områder har iresolution ES-10/2 af 25. april 1997anført:

”8.Recommendsto the States that are the High Contracting Parties to theGeneva Convention Relative to the Protection of Civilian Persons in Timeof War to take measures, on a national or regional level, in fulfilment oftheir obligations under article 1 of the Convention, to ensure respect byIsrael, the Occupying Power, of the Convention.”

Iresolution ES-10/3 af 15. juli 1997blev endvidere anført:

”6.Recommendsto Member States that they actively discourage activitieswhichdirectly contribute to any construction or development of Israelisettlementsin the Occupied Palestinian Territory, including Jerusalem, asthese activities contravenes international law” (kursiver tilføjet af mig).

Den præcise folkeretlige rækkevidde af disse resolutioner og udsagn er ubestemt mentendensen formentlig klar. Staterne har nemlig i henhold til artikel 1 i Fjerde Geneve-konvention ikke blot pligt til at ’respect’ men også ’ensure respect’ for konventionen’in all circumstances’. Disse ordvalg indikerer, at Danmark kan have en almindeligholdt pligt til at forhindre danske statsborgere og danske virksomheder i at handle istrid med konventionens bestemmelser. Denne tendens forstærkes af, atkonventionens artikel 146, stk. 3, pålægger de kontraherende stater at tage ’measuresnecessary for the suppression of all acts contrary to the provisions of the presentConvention’. Samme forpligtelse findes i artikel 86, stk. 1, i første tillægsprotokol fra1977, som Danmark er part i.

Da det herefter må lægges til grund, at en stat som Danmark formentlig bør søge atopnå, at dens borgere eller virksomheder ikke involverer sig i en adfærd påVestbredden og i Østjerusalem, som ’direkte bidrager til oprettelsen og udviklingenaf israelske’ bosættelser. En adfærd, som kan indebære en overtrædelse af den FjerdeGeneve-konvention.Af helt central relevans for dette responsums forhold bliver herefterbesvarelsen på spørgsmålet, om G4S faktisk foretager sig eller er forpligtet til atforetage handlinger, som kan siges at være i strid med Fjerde Geneve-konvention.

V. G4S’ folkeretlige forpligtelser

Vurderingen af G4S’ aktiviteter for den israelske regering og israelske virksomhederog almindelige borgere på de besatte områder, og dermed af virksomhedens forholdtil den Fjerde Geneve-konvention, må deles i to. Jeg sondrer i det følgende mellem etmuligt strafferetligt og et muligt civilretligt ansvar.

Strafferetligt ansvar

Krænkelser af krigens regler, herunder krænkelser af Geneve-konventionerne, kanhave karakter af krigsforbrydelser. Sådanne er i henhold til folkeretten ofte pålagt etindividuelt straffeansvar. Som udgangspunkt gælder reglerne om krigsforbrydelserkun i fuldt omfang i tilfælde af internationale væbnede konflikter – og ikke i internevæbnedekonflikter(desåkaldteborgerkrige),sehertilpraksisfra

krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, såsomProsecutor v. Tadic,Jurisdiktion, 1995, pr. 80-84 og 126.

Militær besættelse har karakter af en international væbnet konflikt, og som de øvrigeGeneve-konventioner opstilles der i artikel 147 i Fjerde Geneve-konvention – der

som berørt bl.a. regulerer militær besættelse – en række kategorier af ’groveovertrædelser’ (’grave breaches’) af konventionen, som de kontraherende stater efterartikel 146 har pligt til at kriminalisere i national ret og retsforfølge. Danmark har påden baggrund udvidet anvendelsesområdet for straffelovens almindelige regler, sestraffelovens § 8, nr. 5.

En af kategorierne af ’grove overtrædelser’ i artikel 147 er ’unlawful deportation ortransfer or unlawful confinement of a protected person’, men denne kategori omfatternæppe den israelske bosættelsespolitik al den stund, at bestemmelsen omhandlerflytning af civilbefolkningen på det besatte område – ikke besættelsesmagtensflytning af sin egen befolkning ind på det besatte område.

Første tillægsprotokol til Geneve-konventionerne udvider imidlertid i artikel 85, stk.4, litra a, kategorien af ’grove overtrædelser’ af krigens regler til også at omfatte:

”[t]he transfer by the Occupying Power of parts of its own civilianpopulation into the territory it occupies, or the deportation or transfer of allor parts of the population of the occupied territory within or outside thisterritory, in violation of article 49 of the Fourth Convention.”

Israel er som nævnt ikke part i tillægsprotokollen og bestrider også, at bestemmelsenskulle være udtryk for gældende folkeret. Siden 1977 har bestemmelsen imidlertidvundet anerkendelse som udtryk for netop almindelig folkeret, der binder alle staterog individer også i mangel af udtrykkelige traktatforpligtelser.

Den Internationale Lovkommission har således i artikel 22, stk. 2, litra b, i en såkaldtDraft Code of Crimes against the Peace and Security of Mankindfra 1991 anført:

”For the purposes of this Code, an exceptionally serious war crime is anexceptionally serious violation of principles and rules of international lawapplicable in armed conflict consisting of any of the following acts:…(b) establishment of settlers in an occupied territory and changes of thedemographic composition of an occupied territory.”

Lovkommissionen har hertil bemærket, at ’establishing settlers in an occupiedterritory constitutes a particularly serious misuse of power, especially since such anact could involve the disguised intent to annex the occupied territory’, seYearbook ofthe International Law Commission, 1991, vol. 2, part 2, s. 105.

I en senereDraft Code of Crimes against the Peace and Security of Mankindfra 1996anføres der på tilsvarende vis følgende i artikel 20, litra c:

”Any of the following war crimes constitute a crime against the peace andsecurity of mankind when committed in a systematic manner or on a largescale:…(c) any of the following acts committed wilfully in violation ofinternational humanitarian law:(i) the transfer by the Occupying Power of parts of its own civilianpopulation into the territory it occupies.”

Der henvises i bemærkningerne til bestemmelsen til artikel 49 i Fjerde Geneve-konvention, seYearbook of the International Law Commission, 1996, vol. 2, part 2, s.55.

Som allerede berørt er en besættelsesmagts flytning af egen civile borgere ind på etbesat territorium også eksplicit nævnt i Rom-Statutten for Den InternationaleStraffedomstol som en forbrydelse, som er underlagt domstolens jurisdiktion, seartikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii. Som såkaldte ’elements of crime’ i statuttens artikel 9anføres der følgende om artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii:

”The perpetrator:(a)Transferred, directly or indirectly, parts of its own population into

the territory it occupies; or(b)Deported or transferred all or parts of the population of the occupied

territory within or outside this territory.2.The conduct took place in the context of and was associated with an

international armed conflict.3.The perpetrator was aware of factual circumstances that established

the existence of an armed conflict.”

Danmark er part i Statutten, der trådte i kraft i 2002. Israel, derimod, har ikkeunderskrevet eller ratificeret statutten, og Israel protesterede under forhandlingerneimod formuleringen af artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii.

På trods af de israelske protester må det formentlig antages, at bosættelse af egnestatsborgere på et besat område er en krigsforbrydelse, der også i mangel af særligtraktathjemmel kan pålægges individuelt strafansvar.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvilke personer der kan straffes forkrigsforbrydelser i forbindelse med etableringen og opretholdelsen af bosættelser.

Jeg skrev i mit 2002-responsum, at det klare udgangspunkt er, at ingen juridiskperson kan straffes for krigsforbrydelser. Den opfattelse står jeg ved og kan i dagtilføje, at ingen af de internationale tribunaler eller domstole er blevet givetjurisdiktion til at retsforfølge og straffe juridiske personer.

Der har dog i de senere år været særdeles vedholdende bestræbelser i først ogfremmest miljøet af ikke-statslige organisationer på at ændre ved denne retstilstand.Der er således blevet forsøgt kørt en lang række sager mod virksomheder, der haraktiviteter i konfliktzoner for påståede meddelagtighed i krigsforbrydelser ogovertrædelser af de internationale menneskerettigheder, og Caterpillar er bl.a. blevetforsøgt sagsøgt i USA for at have leveret bulldozere til det israelske militær, derbenyttede disse bulldozere til at nedrive palæstinensiske huse, seCorrie v.Caterpillar, Inc., 403 Supp. 2d 1019 (W.D. Wash. 2005).

Bestræbelserne på at udvide et strafferetligt ansvar til juridiske personer har indtilvidere været forgæves (se dogDoe I v. Unocal Corp., 395 F.3d 932 (9th Cir. 2002),hvor en virksomhed af en amerikansk underret (’district court’) blev dømt for at havesamarbejdet med den burmesiske regering om konstruktionen af en gasledning). Enamerikansk føderal appelret (’appeals court’) konkluderede så sent som i september2010, at juridiske personer, såsom multinationale virksomheder, ikke i henhold tilgældende folkeret kan retsforfølges for internationale forbrydelser for amerikanskedomstole. Appelretten udtalte i den forbindelse:

”…the principle of individual liability of violations of international law hasbeen limited to natural persons – not ’juridical’ persons such ascorporations – because the moral responsibility for a crime so henious andunfounded so as to rise to the level of an ’international crime’ has restedsolely with the individual men and women who have perpetrated it.”

United States Court of Appeals for the Second Circuit, Kiobel v. RoyalDutch Petroleum, Nos. 06-4800-cv, 06-4876-ca (2d Cir. Sept 17, 2010), s.7.

Skønt den amerikanske afgørelse er afsagt af en af landets øverste domstole, har isærikke-statslige organisationer kritiseret den. Kun disse ved, om de vil fortsættebestræbelserne på at få at retstilstanden ændret.

Det er i den forbindelse værd at hæfte sig ved, at FN’s Generalsekretær har udpegeten ’Special Representative on the issue of Human Rights and TransnationalCorporations and Other Business Enterprises’. Denne, som skal identificere ogafklare virksomheders forpligtelser på området, har dog endnu blot formået atudsende nogle ret uklare signaler om omfanget af juridiske personers ansvar, se bl.a.Report of the Special Representative of the Secretary-General on the Issue of HumanRights and Transnational Corporations and Other Business Enterprises, JohnRuggie: Business and Human Rights: Mapping International Standards ofResponsibility and Accountability for Corporate Acts, delivered to the Human RightsCouncil, U.N.Doc. A/HRC/4/35 (Feb 9, 2007).

Mens juridiske personer, og altså også G4S, således uden for enhver tvivl ikke kanblive stafansvarlige, er der ligeledes ingen tvivl om, at fysiske personer kan straffesfor krigsforbrydelser. Herved mærkes, at individuelt straffeansvar både kan pålæggessoldater og andre, der retligt eller faktisk virker i en krigsførende stats tjeneste, samt -efter omstændigheder, som jeg gennemgår nøje i det følgende – virksomhedsledereog andre ansatte i virksomheder. Således anførte det amerikanske militærtribunal iNurnberg iIn re Flick and Others, 1947, 14 Annual Digest 266, s. 269,i en sag modledende tyske industriledere:

”International law, as such, binds every citizen just as does ordinarymunicipal law. Acts adjudged criminal when done by an officer of theGovernment are criminal also when done by a private individual.”

Der er heller ikke tvivl om, at det er såvel personer, der som hovedaktører udfører enstrafbar handling som fysiske personer, der medvirker til en krigsforbrydelse, somkan ifalde strafansvar. Det helt afgørende spørgsmål handler herefter om, hvad derskal til for at en handling kan kvalificeres som strafbelagt medvirken til enkrigsforbrydelse. Uklarheden består navnlig i, om det kun er en person, som har hafttil formål at begå en krigsforbrydelse, som kan straffes? Eller om også den person,som har haft viden om, at hans/hendes handling var/kunne blive en del af enkrigsforbrydelse, som kan idømmes straf?

Domstolene har øjensynligt været i tvivl. Nogle domme har anvendt et bredt begrebom medvirken, se fra det amerikanske militærtribunalIn re Altstotter and Others(Justice Trial), 1947, 14 Annual Digest 278, s. 287,der vedrørte strafansvar efterfolkeretten for dommere, der havde håndhævet regler indført i de af Tyskland besatteområder. I de fleste sager efter Anden Verdenskrig var det således tilstrækkeligt medviden,se ogsåTrial of Otto Ohlendorf and Others (Einsatzgruppen), 4 Trials of WarCriminals before the Nurnberg Military Tribunals under Council Law No. 10, 572.IDen Internationale Lovkommissions ovennævnte udkast fra 1996 anføres i artikel 2,stk. 3, litra d, om medvirken, at en person er ansvarlig for en af de opegnedeforbrydelser, hvis denne (blot) ’knowingly aids, abets or otherwise assists’.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien har anlagt en tilsvarendetilgang, seFurundzija, Case No. IT-95-17/1-T, pr. 249:

”Themens rearequired is the knowledge that these acts assist in thecommission of the offense.”

Andre domme har krævet såvel konkret viden som formål eller hensigt til at begå enforbrydelse for at statuere strafansvar, se bl.a.United States v. Von Weizsaecker (TheMinistries Case), 14 Trials of War Criminals before the Nuremberg Tribunal underControl Council Law No. 10, 308, 622.

På linje med de sidstnævnte synes Rom-statutten for Den InternationaleStraffedomstol at bestemme, at en person kun kan straffes for medvirken, hvis dennemed sin handling havde til formål at begå en forbrydelse, se artikel 25, stk. 3, litra(c):

”In accordance with this Statute, a person shall be criminally responsibleand liable for punishment for a crime within the jurisdiction of the Court ifthat person:…(c)For the purpose of facilitating the commission of such a crime, aids,

abets or otherwise assists in its commission or its attempted commission,including providing the means for its commission.”

Hvad der er rigtig gældende ret, er således uafklaret. Imidlertid, skulle mankonkludere, lyder konklusionen efter min mening, at en person kun bliverstrafansvarlig, hvis han/hun havde til hensigt at begå en krigsforbrydelse. For ensikkerheds skyld lægger jeg i det følgende desuagtet til grund, at viden efteromstændighederne kan være tilstrækkeligt til at statuere et internationalt ansvar formedvirken til krigsforbrydelser, se ogsåNorman Farrell, Attributing Criminal

Liability to Corporate Actors, Some Lessons from the International Tribunals,Journal of International Criminal Justice, vol. 8, 2010, s. 889.

Med ’for en sikkerheds skyld’ mener jeg, at der ikke er god grund til at afslutteanalysen med en konklusion, som baserer sig på en antagelse om, at G4S ikke havdetil formål eller hensigt at medvirke til en krigsforbrydelse. Det er at foretrække atundersøge de foreliggende data, som med stor styrke sandsynliggør, at G4S (1) kunnehave fuld tillid til, at deres medkontrahenter ikke foretog sig andet strafbart end atvære besættere. Alternativt (2) kan man imod alle forhåndenværende beviser, igen foren sikkerheds skyld, antage det modsatte. Dvs, at medkontrahenten faktisk handledepotentielt strafbart, samt at G4S kunne have viden herom. For at konkludere, at selvunder disse imaginære forestillinger om, hvordan virkeligheden ser ud, er G4S’medvirken så minimal, marginal og uvæsentlig, at strafansvar for personer allerede afden grund under ingen omstændigheder kan komme, eller bør komme, på tale.

Diskussionen kan derfor fortsætte med at konstatere, at autoriteterne på området erenige om, at kun væsentlig medvirken kan pådrage et strafansvar. Det er udtrykt som,at strafansvar for medvirken forudsætter, at den konkrete medvirken til enkrigsforbrydelse har haft væsentlig betydning for forbrydelsen, seNorman Farrell,Attributing Criminal Liability to Corporate Actors, Some Lessons from theInternational Tribunals, Journal of International Criminal Justice, vol. 8, 2010, s.891.

I lighed hermed anføres i ovennævnte udkast fra 1996 fra Den InternationaleLovkommission i artikel 2, stk. 3, litra d, om medvirken, at en person kun eransvarlig for en af de opegnede forbrydelser, hvis personen bistår ’directly andsubstantially’ i forbrydelsen. I sine bemærkninger til bestemmelsen anførteLovkommissionen, at ’the form of participation of an accomplice must entail

assistance whichfacilitatethe commission of a crime insome significant way,seYearbook of the International Law Commission, 1996, vol. 2, part 2, s. 21(kursivertilføjet af mig).

Selv om betingelserne om ’directly and substantially’ ikke genfindes eksempelvis iartikel 25, stk. 3, i Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, har bådekrigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien og tribunalet for Rwanda kunvillet straffe virksomhedsledere og deres medarbejdere i tilfælde, hvor deresmedvirken i den nævnte betydning har kunnet kvalificeres som væsentlig forforbrydelsens udførelse, se bl.a. jugoslavertribunalets dom i første instans iProsecutor v. Tadic, af 7. maj 1997, pr. 688,og appelrettens dom iBlaskic, IT-95-14-A, af 29. juli 2001, pr. 46,og fra tribunalet for Rwanda dom i første instans iProsecutor v. Akayesu, af 2. september 1998, pr. 477 og 484,samtjugoslavertribunalets fælles appelkammers domme af 19. juli 1999,Prosecutor v.Tadic, pr. 229.I sin dom af 20. februar 2001i Prosecutor v. Delalic et al., pr. 364,udtalte tribunalet:

”As already indicated above, the Appeals Chamber has concluded that agreater degree of involvement in the confinement of an individual isrequired to establish primary responsibility, and that, even in relation toaiding and abetting, it must be established thatthe accused’s assistance tothe principal must have a substantial effect on the commission of the crime.What will satisfy these requirements will depend on the circumstances ofthe particular case, but the Appeals Chamber would not accept that thecircumstance alone ofholding a position as a guard somewhere within acamp in which civilians are unlawfully detained suffices to render thatguard responsible for the crime of unlawful confinement of civilians.”(Kursiver tilføjet af mig).

Samme konklusion nåede tribunalet iFurundzija, IT-95-17/1, se pr. 364-65,hvor detogså bemærkedes, at ’havinga role in the system without influence would not beenough to attract criminal responsibilty’(kursiver tilføjet af mig).

Jeg lægger herefter klart til grund, at private personer kun kan straffes for medvirkentil krigsforbrydelser, hvis deres handlinger har været af væsentlig betydning forplanlægningen og udførelsen af forbrydelsen.

Strafferetligt ansvar og G4S

G4S er en juridisk person og kan, som anført, allerede af den grund ikke pålægges etstrafansvar efter folkeretten.

Spørgsmålet er herefter, om individuelle ansatte i G4S i kraft af koncernensaktiviteter på de besatte områder kan ifalde et strafansvar.

Det står fast, at de israelske bosættelser er opført i strid med Fjerde Geneve-konvention. Derforkanmedvirken til opførelsen og opretholdelsen af bosættelserneudgøre en krigsforbrydelse, der kan danne grundlag for individuelt strafansvar.Dersom G4S’ aktiviteter på de besatte områder på væsentlig måde medvirker til atopretholde bosættelserne, vil aktiviteterne følgelig i udgangspunktet også udgøre enkrigsforbrydelse, der kan danne grundlag for individuelt strafansvar.

Som berørt i afsnit II har G4S en række forskelligartede aktiviteter på Vestbredden,herunder i Østjerusalem, og G4S leverer bl.a. ydelser til kommercielle kunder, såsombanker, supermarkeder og tøjkæder, i form af vagter i kundernes filialer og butikker,der i enkeltstående tilfælde kan være beliggende på de besatte områder. Det er i den

forbindelse værd at hæfte sig ved, at G4S ikke kun har israelske men ogsåpalæstinensiske kunder, og at koncernen ikke diskriminerer mellem sine kunder. Alleborgere på de besatte områder nyder med andre ord godt af G4S’ ydelser.Virksomheden leverer faktisk på samme måde og i samme ånd vagter tilkommercielle kunder, der eskorteres rundt på de besatte områder, ligesom koncernenleverer en lang række teknologiske ydelser til private virksomheder og kunder, såsomovervågningskameraer, tyverialarmer, brandalarmer osv.

G4S’ ydelser til disse private virksomheder og borgere på de besatte områdermodvirker almindelig kriminel aktivitet, hvis ofre er både israelere og palæstinensere.Det er derfor vanskeligt at se, at leveringen af denne form for almindelig civilsikkerhed bidrager til at opretholde de israelske bosættelser, hvor ydelserne leveres.

Imidlertid, selv om man for argumentationens skyld lægger til grund, at G4S ved sineaktiviteter bidrager til at opretholde de israelske bosættelser, aktualiseresvæsentlighedsbedømmelsen. Og hertil er kun at sige, at G4S’ serviceydelser underalle omstændigheder af markant underordnet og helt perifer betydning i forhold tilopretholdelsen af bosættelserne. Herefter er det for mig at se meget oplagt, at G4S’virksomhed ikke kommer i nærheden af at kunne, eller burde kunne, være handlingerfor hvilke straf for medvirken kommer på tale. Jeg minder herved for god ordensskyld om, at jeg har tilbragt godt over halvandet, intensivt studie-døgn i marken, hvorde forhold findes, som nogle – efter min mening med megen urette - kritiserer.

Det må på tilsvarende vis afvises, at G4S opfylder betingelserne for at ifalde etstrafansvar i forbindelse med leveringen af teknologiske ydelser til offentligeisraelske myndigheder på de besatte områder. Og det gælder selvom G4S’ levering afsådanne ydelser selvsagt i nogen grad vil have karakter af en form for bistand til den

israelske besættelse al den stund, at de israelske myndigheder jo folkeretligt er at ansesom besættelsesmagten på området.

For det første skal det understreges, at G4S hverken har nogen form for indflydelsepå, hvor de pågældende ydelser leveres – det er ene og alene op til de israelskemyndigheder – eller noget særligt kendskab til, hvorledes ydelserne måtte bliveanvendt. G4S er alene ansvarlig for levering af ydelserne og eventuel efterfølgendevedligeholdelse, og ingen af ansatte anvender ydelserne i det daglige. G4S har medandre ord ’no influence in the system’, seFurundzija,citeret oven for.

For det andet er det oplagt, at også denne form for bistand til eller indflydelse på denisraelske bosættelsespolitik under alle omstændigheder er af særdeles marginal,underordnet karakter. De fleste af G4S’ offentlige kunder er i øvrigt posthuse,uddannelsesinstitutioner, skoler og børnehaver.

G4S leverer som berørt teknologiske ydelser til israelske fængsler, hvoraf et enkelt afdisse fængsler er placeret på Vestbredden tæt på Jerusalem. Dette kan imidlertid påingen måde begrunde en anklage om medvirken til opretholdelse af bosættelserneellerøvrigeanklagerommedvirkentilkrigsforbrydelsereller

menneskerettighedskrænkelser. Det skal i den forbindelse bemærkes, at detpågældende fængsel ikke er underlagt det israelske forsvarsministerium. De indsatteer derfor almindelige kriminelle. De er almindelige kriminelle i den forstand at væredømt af uafhængige, neutral og uafsættelige domstole for forbrydelser, ganske somindsatte i andre fængsler på israelsk jord er det. Alle er de enten er dømt til afsoningaf fængselsstraf i det almindelige israelske domstolssystem eller er underlagtalmindelig varetægtsfængsling. Der er ifølge det for mig foreliggende ingenanledning til at antage, at de indsatte skulle være blevet præventivt frihedsberøvet ihenhold til de militære forskrifter, der finder anvendelse på de besatte områder.

Men lad os alligevel lege med tanken om, at nogle få af de indsatte måtte værefrihedsberøvet i henhold til de militære forskrifter. Selv under den forudsætning, erdet meget svært at tro, at der på den baggrund skulle være grundlag for enstrafferetlig tiltale for medvirken til krigsforbrydelser for G4S. Den israelske politikfor tilbageholdelser af personer, der anses for at udgøre en fare for de israelskebesættelsesstyrkers sikkerhed, er forenelig med folkeretten, herunder de dele afkrigens regler, der regulerer militær besættelse. Det er her vigtigt at understrege, atreguleringen af frihedsberøvelse er anderledes i krigens regler end i de folkeretligeregler, der finder anvendelse uden for krigstid. Fjerde Geneve-konvention tilladereksempelvis i artikel 78 en besættelsesmagt at frihedsberøve (’internere’) en person iop til seks måneder ad gangen af hensyn til statens sikkerhed så længe grundlaget forfrihedsberøvelsenunderkastesperiodevisuafhængigprøvelse.Israels

tilbageholdelsespolitik overholder disse krav.

Jeg er i øvrigt heller ikke stødt på oplysninger af nogen art, der kan understøtte nogensom helst påstand om, at der skulle finde systematiske overgreb sted mod nogenfanger i israelske fængsler, endsige at der skulle finde overgreb sted i det enkeltefængsel, som G4S leverer ydelser til på Vestbredden. Herved mærkes generelt, at deisraelske efterretningsmyndigheder ikke længere opererer med retningslinjer, dertillader anvendelsen af ’moderat fysisk pres’ under afhøringer, seHCJ 5100/94 etc.,Public Committee against Torture in Israel et al. v. Government of Israel et al., 53(4), PD 830, se s. 846.

Det skal under alle omstændigheder erindres, at G4S alene leverer teknologiskeydelser i form af overvågningsudstyr, sensorer, CCTC og lignende til det enesteisraelske fængsel på besatte områder; samt at G4S som en privat virksomhed ikke haradgang til oplysninger til identiteten af de indsatte; samt at ingen af G4S’ ansatte på

nogen måde er involveret i den daglige håndtering af fanger eller i øvrigt har dagliggang i det israelske fængselssystem. Dette bemærkes uanset, at G4S’ bistand underalle omstændigheder er af perifer og uvæsentlig betydning.

G4S leverer som led i sine kontrakter med offentlige israelske myndighederteknologisk udstyr til en række grænseovergange mellem henholdsvis Israel og debesatte områder på Vestbredden og mellem de besatte områder på Vestbredden ogJordan. Det er tvivlsomt, om G4S herved i det hele taget kan siges at bidrage tilopretholdelsen af den israelske besættelse al den stund, at grænseovergangene joalene har til formål at kontrollere de besatte områders ydre grænser. Mange staterkontrollerer personer og varer, der ønsker at indrejse på statens territorium, og G4S’ydelser ved de israelske grænseovergange er i det hele at sammenligne med den typeelektronisk udstyr, der anvendes ved grænseovergange i lufthavne, indgange tilmuseer og lignende. G4S’s bistand er under alle omstændigheder også her af aldelesperifer og underordnet betydning.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at G4S alene leverer teknologisk udstyr til dissegrænseovergange og af politiske hensyn, som er nedfældede i G4Ss offentliggjorteetiske retningslinjer, har undladt at byde på de kontrakter, der vedrører bemandingenaf grænseovergangene. Grænseovergangene bemandes derfor i dag af andre privatesikkerhedsfirmaer end G4S.

Endelig har G4S’ en kontrakt med det israelske ministerium for intern sikkerhed omat levere ydelser i forbindelse med ministeriets system for ’electronic offendersmonitoring’. Dette monitoreringssystem i form af – som allerede anført -monteringen af såkaldte ’fodlænker’ anvendes udelukkende på personer, der er blevetdømt for almindelige straffelovsovertrædelser ved almindelige israelske domstole, ogingen af disse personer har følgelig nogen forbindelse til de særlige regler om

frihedsberøvelse og andre former for sanktioner mod personer, der anses for atudgøre en fare for den israelske besættelsesmagt. Monitoreringssystemet er medandre ord målrettet almindelig kriminalitetsbekæmpelse, og det er umuligt at se,hvordan det skulle kunne bidrage til eller forlænge de israelske bosættelser.

Det må på det bestemte afvises, at G4S’ blotte tilstedeværelse på de besatte områder isig selv og under nogen omstændigheder skulle kunne begrunde en anklage ommedvirken til krigsforbrydelser mod ansatte i G4S.Uanset den anlagte synsvinkel, virkelig eller imaginær, er det minfuldstændig klare opfattelse, at samtlige G4S’ aktiviteter på de besatte områder er afså underordnet, perifer og marginal betydning for opretholdelsen af de israelskebosættelser, at G4S’ ansattes aktiviteter afgjort ikke er strafbare efter folkeretten.

Civilretligt ansvar

Strafansvar kan kun pålægges for visse overtrædelser af krigens regler, og medvirkenskal som berørt være væsentlig, før strafansvar kan pålægges.

Det kan overvejes, om medvirken til overtrædelse af blandt andet den Fjerde Geneve-konvention kan udgøre en overtrædelse af folkeretten, selvom den konkretemedvirken – som i G4S’ tilfælde – ikke har en sådan væsentlighed, at den kanstrafsanktioneres.

Der ville i bekræftende fald bestå en pligt til at bringe denne medvirken til ophør.

Hertil kommer muligheden for civilretligt ansvar. Individer kan formentligt ifalde etcivilretligt erstatningsansvar for overtrædelse af krigens regler, herunder forovertrædelser af Fjerde Geneve-konvention. Herfor taler blandt andet, at Den

Permanente Internationale Domstol i 1928 udtalte, at ”it is a principle of internationallaw, and even a general conception of law, that any breach of an engagementinvolves an obligation to make reparation”, seChorzów Factory (Merits) (1928),PCIJ Series A No. 17, s. 29.

Civilretligt erstatningsansvar kan formentlig komme på tale ved overtrædelser afkrigens regler, forudsat at der foreligger fejl eller andre forhold, som kan bebrejdesden pågældende person, og som påregneligt har forårsaget et økonomisk tab, se hertilogså den canadiske afgørelse iBil’in (Village Council) v. Green Park InternationalLtd, 2009, QCCS 4151,der vedrørte en sag om to canadiske virksomheder, der havdeværet involveret i konstruktionen af israelske bosættelser på besat område påVestbredden. I afgørelsens præmis 175 bemærkes, at en krigsforbrydelse er en’indictable offense. As such, it is an imperative rule of conduct that implicitlycircumscribes an elementary norm of prudence, the violation of which constitutes acivil fault’. Se ogsåDoug Cassel, Corporate Aiding and Abetting of Human RightsViolations: Confusion in the Courts, Northwestern Journal of International HumanRights, vol. 6, issue 2, 2008, s. 323.

Erstatningsansvar kan formentlig pålægges såvel individer som juridiske personer.

Civilretligt ansvar og G4S

Som berørt oven for er det min opfattelse, at kun ganske få af G4S’ aktiviteter mednogen berettigelse overhovedet kan siges at bidrage til de israelske bosættelser på debesatte områder. Dertil kommer, at de pågældende aktiviteter under alleomstændigheder er af en særdeles perifer og underordnet betydning forbosættelsernes opretholdelse.

Folkeretten betinger efter min opfattelse generelt i tilfælde af folkeretsbrud et ansvarfor medvirken af, at den konkrete medvirken er af en vis væsentlighed. Det skal i denforbindelseunderstreges,atetvæsentlighedskravikkeersæregentfor

krigsforbrydelser, men derimod antages at gælde generelt i forhold mellem stater, seogsåReport of the International Law Commission to the General Assembly 2001, s.156med bemærkninger til artikel 16 i Den Internationale Lovkommissions udkast af9. august 2001 til bestemmelser om statsansvar. Så meget desto mere måvæsentlighedskravet også gælde generelt for individers medvirkensansvar efterfolkeretten.

Spørgsmålet afhænger imidlertid ikke alene af et generelt medvirkensbegreb, menogså af en fortolkning af artikel 49 i Fjerde Geneve-konvention, der forbyder enbesættelsesmagt at flytte sin egen civilbefolkning ind på besat område.Bestemmelsens formål er som berørt tidligere at forhindre besættelsesmagten i atændre den demografiske sammensætning på det besatte område, men ikke at læggehindringer i vejen for opretholdelsen af almindelig civil sikkerhed og forebyggelse afalmindelige kriminelle handlinger mod civilbefolkningen på det besatte område. Dettilsiger klart, at G4S’ aktiviteter rettet mod forebyggelse af almindelige kriminalitetpå de besatte områder ikke er i strid med artikel 49 som en form for medvirken.

På den baggrund er det herefter for det første min vurdering, at der med betydeliggrad af sikkerhed ikke påhviler G4S en folkeretlig pligt til at bringe sine aktiviteter påde besatte områder til ophør. Og da der ikke består en sådan pligt kan koncernensfortsatte tilstedeværelse i området derfor heller ikke i sig selv begrunde en antagelseom et civilretligt erstatningsansvar.

Jeg er ikke stødt på oplysninger, der måtte kunne begrunde et civilretligt ansvar forenkeltpersoners handlinger under udførelsen af deres hverv.

Det skal i øvrigt bemærkes, at et civilretligt erstatningsansvar under alleomstændigheder forudsætter, at der er lidt et tab. Det er svært at se, at dette skullekunne være tilfældet al den stund, at opretholdelsen af bosættelserne på de besatteområder ikke afstedkommer et økonomisk tab for lokalbefolkningen eller for denbesatte stat. Der kan ikke antages at være et kollektivt ansvar for forvaltningen afbosættelserne generelt.

Et par generelle forhold er afslutningsvis værd at understrege. For det først er det mitklare indtryk efter mit besøg i Israel, at G4S Israel er meget påpasselige med, hvilkekontrakter de indgår med såvel israelske myndigheder, der er repræsenteret på debesatte områder, som kommercielle kunder og borgere på de besatte områder, og jeghar fået oplyst, at der er en række typer af kontrakter, som bevogtning afgrænseovergange og i bosættelser, som G4S – i modsætning til sine konkurrenter –ikke ønsker at indgå af hensyn til risikoen for, at koncernen kan beskyldes for at værefor tæt knyttet til den israelske besættelsesmagt. G4S lader med andre ord til at væreen af de eneste virksomheder i denne branche i Israel, der er opmærksomme på – ogindretter deres aktiviteter i overensstemmelse med – at den israelske besættelse erkontroversiel. Den lokale chef for G4S har i den forbindelse oplyst, at G4S Israeluden denne forsigtige ’politik’ formentlig kunne fordoble sin omsætning. Så megetmere paradoksalt er det naturligvis, at det netop er G4S, der for tiden er genstand forkritik for sine aktiviteter på de besatte områder.

For det andet leverer G4S ikke blot sine ydelser til israelere, men også tilpalæstinensiske kunder på de besatte områder og koncernen leverer bl.a. ydelser tilog servicerer en række palæstinensiske faciliteter, såsom hospitaler og andre formerfor sundhedsklinikker. Koncernen har endvidere mange ansatte med arabisk ogpalæstinensisk baggrund.

G4S aktiviteter på de besatte områder forekommer samlet set først og fremmest rettetmod at bidrage til at forebygge almindelige kriminelle handlinger mod borgerne påde besatte områder, og ikke mod at bistå den israelske regering med at opretholde deisraelske bosættelser.

VI. Konklusion

De israelske bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden er i strid med såvel detpalæstinensiske folks ret til selvbestemmelse som artikel 49 i Fjerde Geneve-konvention.

En stor del af de aktiviteter, som G4S udøver for sine kunder på de besatte områder,kan kun vanskeligt antages at bidrage til opretholdelsen af bosættelserne. Og deaktiviteter, der selv under denne betingelse måtte kunne forestilles at bidrage hertil, erefter min opfattelse af helt særdeles perifer og underordnet betydning foropretholdelsen af bosættelserne.

Det er min helt klare opfattelse, at der på ingen måde er grundlag for at anse G4Seller ansatte i koncernen for strafferetligt at have medvirket til opretholdelse afbosættelser, og selve koncernens tilstedeværelsen kan ikke begrunde anklager omkrigsforbrydelser.

Derfor påhviler der ikke G4S en folkeretlig pligt til at bringe sine under alleomstændigheder selv-begrænsede aktiviteter på de besatte områder til ophør.

Det er afslutningsvis heller ikke min opfattelse, at der på nogen tænkelig måde skullekunne være grundlag for at gøre G4S civilretligt ansvarlige for aktiviteterne på debesatte områder.

Mine konklusioner, som ikke efterlader tvivl om den folkeretlige lovlighed af G4S’aktiviteter på de besatte områder, stemmer i øvrigt overens med det forhold, at denforeløbige kritik af G4S aktiviteter udelukkende har været af politisk og ikke retligkarakter. Ingen har således så vidt vides endnu hævdet, at G4S skulle være retligtforpligtet til at bringe sine aktiviteter på de besatte områder til ophør. Der kan medandre ord være forskellige politiske holdninger til, hvorvidt G4S bør indgå kontrakterom levering af ydelser på de besatte område, men retligt er der intet at komme efter.Dertil bør jeg føje, at inden for ytringsfrihedens grænser er alle politiske ytringertilladte og ofte også nyttige for samfundenes udvikling. Efter at have set forholdene imarken nøje efter, har den tanke dog meldt sig i mit sind, at megen kritik ikke villekomme til orde, hvis flere kritikere havde hørt og set, hvad undertegnede har. Detminder lidt om, at man har villet rette bager for smed.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at ej heller den danske ambassade i Israel ifølgemine oplysninger på noget punkt skulle have givet G4S indtryk af, at deres aktiviteterskulle være i strid med folkeretten eller at koncernen på anden vis skulle væreforpligtet til at bringe sine aktiviteter til ophør.

København, den 27 januar 2011

Hjalte RasmussenProfessor, dr.jur.