TALEPAPIRDet talte ord gælder

Tilhørerkreds:

Anledning:

Folketingets Sundhedsudvalg, åbent samråd

Samråd BI om lægekonsulentudtalelser, herunder

patientklageadgang

Taletid:

Tid og sted:

Dok nr.:

Omkring 10 minutter

Torsdag den 18. august 2011, kl. 9.05

621700

Samrådsspørgsmål BI:”Ministeren bedes redegøre for, hvilken retsgyldighed lægekonsulenters udtalelser ogvurderinger har i forhold til autorisationsloven, og hvor patienter kan klage over en afgørelse.Ministeren bedes endvidere oplyse, hvorvidt ministeren finder, at den nuværende ordningmed kommunale lægekonsulenter er tilfredsstillende i forhold til patienters retssikkerhed.”

Tak, formand.Jeg forstår baggrunden for spørgsmålet sådan, at der søges en afklaring af,hvorvidt den nuværende ordning med kommunale lægekonsulenter ydertilstrækkelig retssikkerhed i forhold til de borgere, hvor lægekonsulenternedeltager i kommunernes behandling af de pågældende borgeres sager.Det korte svar er, ja. Ordningen med kommunale lægekonsulenter indeholder defornødne retssikkerhedsmæssige garantier for de berørte borgere.Det vil jeg gerne uddybe.

Dette samråd er indkaldt på baggrund af den debat, der har vært i tilknytning tilkommunernes brug af lægekonsulenter i behandlingen af sager vedrørendeblandt andet sociale- eller arbejdsmarkedsmæssige forhold.I forhold til denne debat om kommunale lægekonsulenter må man have sig forøje, at lægekonsulenter også anvendes som led i flere andre myndighederssagsbehandling. Det er simpelthen hensigtsmæssigt for en række myndigheder athave tilknyttet lægekonsulenter som fagligt bindeled mellem de behandlendelæger og de administrative medarbejdere, der skal træffe afgørelser.

Der er ansat lægekonsulenter i centraladministrationen i for eksempelSundhedsstyrelsen og Ankestyrelsen, ligesom lægekonsulenter også bistår desociale nævn og beskæftigelsesankenævnene. Det samme gælder lægeligekonsulenter, der udarbejder vurderinger til brug for stillingtagen til klage-,tilsyns-ogerstatningssageriPatientombuddet,Retslægerådet,

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet.De kommunale lægekonsulenter, som spørgsmålet omhandler, har typisk tilopgave at bidrage til afklaring af betydningen af de behandlingsansvarligelægers undersøgelser, diagnoser, behandlinger og erklæringer.

En lægekonsulent må derimod ikke efterprøve andre lægers oplysninger ved selvat foretage undersøgelser, ligesom lægekonsulenten ikke må ændre andre lægersdiagnoser eller stille nye. Der består således ikke et læge-/patientforhold mellemlægekonsulenten og den borger, hvis sag kommunen behandler og træfferafgørelse i.[kommunale lægekonsulenters ansvar]

En kommunal lægekonsulent er således ansat i en kommune som administrativmedarbejder med særlig sundhedsfaglig indsigt. Lægen sidestilles derfor med deandre medarbejdere i den del af kommunens forvaltning, der har medvirket vedbehandlingen og afgørelsen en given sag.

Kommunale lægekonsulenter er ligesom andre offentligt ansatte underlagt enrække forpligtelser som led i udøvelsen af deres virksomhed. Først og fremmestgælder, at kommunale lægekonsulenter er underlagt et krav om saglighed somled i deres virke i kommunen. De skal derfor være omhyggelige med deresarbejde, og de skal holde sig til de retningslinjer, der gælder for deres arbejde iden kommunale forvaltning. Det kan være egentlig lovgivning ellerbekendtgørelser, men det kan også være generelle vejledninger fra for eksempelBeskæftigelsesministeriet eller konkrete tjenestebefalinger udstedt inden forkommunen.Lægekonsulenten arbejder således – ligesom de øvrige administrativemedarbejdere, der har deltaget i sagsbehandlingen – under ansvar for deresarbejdsgiver, kommunen.

En borger, der mener, at en lægekonsulent ikke har overholdt sine forpligtelsersom led i sin ansættelse i kommunen, kan naturligvis altid rette henvendelseherom til kommunen som arbejdsgiver, der om nødvendigt vil kunne tageansættelsesretlige redskaber i brug.[klage over en afgørelse hvor lægekonsulenter har deltaget]

Herudover vil der normalt også for den berørte borger være mulighed for atpåklage en kommunal afgørelse vedrørende sociale- ellerarbejdsmarkedsmæssige forhold inden for det administrative klagesystem.Typisk til Beskæftigelsesankenævnet eller Det Sociale Nævn. Dette gælder ogsåfor kommunale afgørelser, hvor en lægekonsulent har deltaget som administrativmedarbejder som led i sagsbehandlingen.

Det kan for eksempel være en kommunal afgørelse om førtidspension, hvor enlæge ansat i kommunen har ydet sagkyndig bistand i tilknytning til forståelse afen udtalelse fra en speciallæge om den berørte borgers helbred.Det er med andre ord kommunens afgørelse som sådan, borgeren kan klage overi det almindelige administrative klagesystem – ikke den enkelte lægekonsulent.Som led i det administrative klagesystem kan det påses, om kommunen haroverholdt almindelige sagsbehandlingsregler. For eksempel om en kommune harbegrundet en afgørelse om førtidspension tilstrækkeligt. Det kan også påses, omkommunen har oplyst en given sag tilstrækkeligt i forhold til den afgørelse, derskal træffes.

Hvis den berørte borger er af den opfattelse, at der som led i en kommunesoplysning af en sag om for eksempel førtidspension er mangler ved delægefaglige oplysninger, kan klageinstansen også behandle dette spørgsmål iforbindelse med klagesagsbehandlingen. Klageinstansen vil i dennesammenhæng kunne inddrage den sundhedsfaglige ekspertise, somklageinstansens egne tilknyttede lægekonsulenter er i besiddelse af.[lægefaglig virksomhed læge-/patientforhold]

Læger kan altså i kraft af deres lægefaglige uddannelse og sagkundskab virke iforskellige arbejdsmæssige sammenhænge. Læger, der arbejder somlægekonsulenter, er administrative medarbejdere, og behandles – som jeg netophar redegjort for – som sådan. Man taler også om ”papirlæger”.

I langt de fleste tilfælde udnytter læger deres fagkundskab som led i egentligbehandling af patienter.En læges forpligtelser i forhold til sit sundhedsfaglige virke fremgår afautorisationslovens kapitel 5, der fastlægger autoriserede sundhedspersonerspligter. En central bestemmelse her er § 17, der forpligter lægen til at udviseomhu og samvittighedsfuldhed under udøvelse af sin virksomhed. Og vedudfærdigelsen af erklæringer skal lægen udvise omhu og ”uhildethed” – som dethedder i loven.Men forudsætningen – for at man kan tale om lægefaglig virksomhed iautorisationslovens forstand – er, at der består et læge-/patientforhold.

Det vil sige, at en læge deltager i eller har ansvar for patientbehandling i bredereforstand.Som omtalt ovenfor gør lægekonsulenter brug af deres lægefaglige kompetenceri tilknytning til funktioner, hvor den enkelte læge ikke anses for at udøvelægefaglig virksomhed i form af patientbehandling. Lægekonsulenter er derforikke bundet af kravet om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisationsloven.Det er en retsopfattelse, som ministeren flere gange har redegjort for ibesvarelser af spørgsmål fra Folketinget.Det er naturligvis vigtigt, at den klare grænse mellem de opgaver, somhenholdsvis de behandlingsansvarlige læger og lægekonsulenterne udfører, ogsåopretholdes i praksis.

Papirlæger skal altså ikke indlade sig på at afgive diagnoselignende udtalelser tilde borgere, som kommunerne behandler sager om. Eller tilsidesætte lægefagligeskøn i indhentede lægeerklæringer.Det skal overlades til de behandlingsansvarlige læger, der er under etsundhedsfagligt tilsyn af Sundhedsstyrelsen, og hvis faglige virksomhed kanpåklages til patientombuddet.[Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner]

Den omstændighed, at lægekonsulenter ikke har med patientbehandling at gøre,indebærer, at de ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn medsundhedspersoner efter sundhedsloven.

Sundhedsstyrelsens tilsyn er rettet mod sundhedspersoners, herunder lægers,sundhedsfaglige virksomhed. Sundhedsfaglig virksomhed som begrebforudsætter patientbehandling.I og med at lægekonsulenter ikke indgår i et konkret læge-/patientforhold, er dermed andre ord ikke grundlag for et sundhedsfagligt tilsyn som det,Sundhedsstyrelsen fører.[Patientombuddet kan ikke behandle klager over lægekonsulenter]

På samme måde kan lægekonsulenters dispositioner heller ikke påklages tilDisciplinærnævnet.Disciplinærnævnet kan udtale kritik af konkrete sundhedspersoner.

Der kan udtales kritik, hvis en sundhedsperson har udvist manglende omhu ogsamvittighedsfuldhed ved ikke at leve op til normen for almindelig anerkendtfaglig standard i sin behandling af en patient.Da fraværet af et læge-/patientforhold netop er kendetegnende forlægekonsulenter, kan de ikke bedømmes i patientklagesystemet. Det har dettidligere Patientklagenævn selv udtrykkeligt taget stilling til. Og det sammegælder for Disciplinærnævnet.[patienters retssikkerhed i forhold til lægekonsulentudtalelser]

Jeg kan derfor – som også nævnt indledningsvis – svare bekræftende påSundhedsudvalgets spørgsmål om, hvorvidt jeg finder den nuværende ordningmed lægekonsulenter tilfredsstillende i forhold til patienters retssikkerhed.

Jeg mener ikke, at det vil give mening at udvide Sundhedsstyrelsens tilsyn medog Disciplinærnævnets stillingtagen til, om en læge har udvist omhu ogsamvittighedsfuldhed ved at handle i overensstemmelse med normen foralmindelig anerkendt faglig standard, til også at omfatte lægekonsulentersadministrative virksomhed.Kernen i tilsynet og i klagesagsbehandlingen må fortsat være, om en læge i sinkonkrete behandling af en konkret patient, som lægen har haft etbehandlingsansvar for, har levet op til normen for almindelig anerkendt fagligstandard i patientbehandlingen.Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt at forsøge at fastlægge en norm foralmindelig anerkendt lægefaglig standard for denne administrative virksomhed.

Jeg vil i den forbindelse minde om, at selve grundlaget for lægekonsulentensadministrative opgave – altså de behandlingsansvarlige lægers undersøgelser,diagnoser, behandlinger og erklæringer – jo i forvejen er omfattet både afSundhedsstyrelsens tilsyn og klageadgangen til Disciplinærnævnet.Jeg anser det med andre ord for mest hensigtsmæssigt fortsat at betragtekommunale lægekonsulenters administrative virksomhed helt på lige fod medandre administrative funktioner i den kommunale forvaltning.