Sundhedsudvalget 2010-11 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
963879_0001.png
963879_0002.png
963879_0003.png
963879_0004.png
963879_0005.png
963879_0006.png
963879_0007.png
963879_0008.png
963879_0009.png
963879_0010.png
963879_0011.png
963879_0012.png
963879_0013.png
963879_0014.png
963879_0015.png
TALEPAPIRDet talte ord gælder

Tilhørerkreds: Folketingets Sundhedsudvalg

Anledning: Besvarelse af samrådsspørgsmål AH, AI og AJ

Taletid: Ca. 11 minutter

Tid og sted: Onsdag den 23. februar 2011 kl. 15.00 i vær. 2-080

Tak for det.Jeg vil besvare alle tre spørgsmål under ét.
2
[samrådsspørgsmål AH]Grundlaget for at svare på det spørgsmål er, hvilke beføjelser og hvilke pligterlægen har i forhold til forudgående at fravælge genoplivningsmuligheder, sommå anses for udsigtsløse.Det har Sundhedsstyrelsen for godt to uger siden – den 8. februar – sendt enorientering til alle 5 regioner om. Og den orientering har jeg i forbindelse medmin besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 355 sendt til udvalget.[lægens beslutningskompetence]
3
Udgangspunktet for genoplivning af patienter er helt klart: Medmindre patientenudtrykkeligt har frabedt sig genoplivning,

skal

der altid iværksættesgenoplivende behandling.Men der kan være helt særlige omstændigheder, hvor et lægeligt skøn tilsiger, atgenoplivning

ikke

skal forsøges. Det kan for eksempel være tilfældet med enuafvendeligt døende kræftpatient med en hjernesvulst, som ikke kan opereres.
De bestemmelser, vi har i sundhedsloven, om det såkaldte informeredesamtykkeindebærer,atpatientenkanacceptereellerfravælge
behandlingsforslag, som lægen fremsætter ud fra sin lægelige vurdering afpatienten. Men kravet om informeret samtykke indebærer omvendt ikke nogen
4
ret for patienten til også at stille krav om, at en bestemt behandling – f.eks.genoplivning – iværksættes. En beslutning om ikke at iværksætte en bestemtbehandling ligger alene hos den ansvarlige læge. Det er vigtigt at holde fast i.Men skal der informeres? Ja, det skal der.[medinddragelse af patienten]
Det vil være manglende omhu og samvittighedsfuldhed, hvis lægen ikke leverop til den forpligtelse, som enhver læge har, til at udvise respekt for patienten ogtil at give patienten information om dennes helbredstilstand og om relevantebehandlingsmuligheder, herunder risiko for komplikationer og bivirkninger.
5
Det gælder vel at mærke også information om genoplivningsmuligheder, somder måske – efter lægens samlede vurdering af patientens tilstand – ikke ergrundlag for at tage i anvendelse.Det er lægens pligt, og det er patientens ret, at patienten medinddrages i sådannetilfælde. Behandlingsovervejelser og behandlingsmuligheder skal drøftes medpatienten.Og lægen skal lytte til patienten. Og lægen skal udvise respekt og forståelse forpatienten, ligesom patientens ønsker skal indgå i lægens vurdering af forsvarligebehandlingsmuligheder.Hvis lægen anser den behandling, som patienten ønsker iværksat, for at væreudsigtsløs og måske endda for at kunne føre til unødig lidelse for patienten, så
6
må lægen informere patienten om den lægefaglige begrundelse for ikke ativærksætte den ønskede behandling.Også i tilfælde, hvor patienten ikke har tilkendegivet noget ønske om en bestemtbehandling, skal lægen – når det er aktuelt og relevant – på samme mådeinformere patienten.
[journalføring]Hvis lægen har truffet beslutning om, at genoplivning ikke skal iværksættes itilfælde af hjertestop eller lignende, så skal der i patientens journal indføres
7
oplysninger om beslutningen og om den lægefaglige begrundelse forbeslutningen.Det skal også fremgå af patientjournalen, hvilken information der er givet tilpatienten, hvilke tilkendegivelser patienten er kommet med i den anledning, oghvordan lægen har reageret på det.Der er ikke i sig selv noget til hinder for at anvende koder og lignendeforkortelser, så længe de kun bruges som et supplement til et journalnotat.Her skal man huske på, at patientjournalerne primært er et arbejdsredskab forsundhedspersonalet, som ind imellem – og navnlig i tilfælde af hjertestop – skalreagere inden for meget kort tid.
8
[skriftlige instrukser]Det er også vigtigt, at der på det enkelte sygehus findes skriftlige instrukservedrørende genoplivning og anden livsforlængende behandling.Det enkelte sygehus må således gøre alt, hvad man kan, for at skabe den størstmulige sikkerhed for, at der ikke er uklarhed eller opstår tvivl hos de ansatte omansvars- og kompetenceforhold, og om hvilke procedurer, der skal følges. Det eri sidste ende sygehusledelsens ansvar at sikre.[retten til ikke at vide]
9
Det, jeg har sagt indtil videre, gælder situationer, hvor patienten selv kanvaretage sine interesser og ønsker at få information og at blive medinddraget ilægens beslutning om at undlade genoplivning.Men det er jo som bekendt ikke altid tilfældet.Der findes formentlig mange eksempler på patienter, som ikke ønsker at fåinformation. Patienter, som foretrækker at lægge alle beslutninger i hænderne påden behandlingsansvarlige læge – i fuld tillid til, at lægen handler i patientensbedste interesse. Og patienter, som ikke ønsker at blive konfronteret medubehagelig og nedslående information om deres helbredstilstand.
10
I forhold til sådanne patienter er det af stor vigtighed, at patienterne på forhåndhar fuld klarhed over deres ret til at frabede sig information, så patienten i videstmuligt omfang ikke får information, som den pågældende ikke ønsker at få.Jeg har tillid til, at lægerne ude på den enkelte sygehusafdeling i den konkretesituation formår at håndtere denne problemstilling med tilstrækkelighensynsfuldhed og forsigtighed. Også i forhold til den patient, som måskealligevel ikke ønsker information, selvom vedkommende ikke har benyttet sinmulighed for på forhånd at frabede sig information.[praksis på sygehusene]Hvordan håndterer de behandlingsansvarlige læger så i praksis informationen tilpatienterne om genoplivningsmuligheder, som på forhånd er fravalgt?
11
Dertil kan jeg sige, at Sundhedsstyrelsen – samtidig med udsendelsen af sinorientering til regionerne for godt to uger siden – har bedt hver enkelt region omat oplyse, hvilken praksis man følger. Det samme har jeg i øvrigt også orienteretudvalget om i min besvarelse af spørgsmål nr. 355.Regionerne skal også oplyse om deres praksis med hensyn til brug af koder ellerforkortelser i forbindelse med journalføring af beslutninger om ikke atgenoplive. Og så skal regionerne endelig oplyse, hvad de agter at foretage sig pådette område med hensyn til information og journalføring.Sundhedsstyrelsen regner med at have svar fra regionerne en af de nærmestedage. På det grundlag laver Sundhedsstyrelsen en sammenfatning af regionernesoplysninger.
12
Og den sammenfatning vil jeg selvfølgelig orientere udvalget om.[samrådsspørgsmål AI]Så har udvalget også spurgt mig, hvordan jeg som minister vil sikre, at de ældrekroniske patienter kan genvinde tilliden til sundhedsvæsenet.Jeg er naturligvis helt enig i betydningen af, at patienterne har tillid tilsygehusbehandlingen. Det gælder ikke kun ældre kroniske patienter, menallepatienter. Man skal kunne være helt tryg ved at lade sig indlægge på et sygehus.De initiativer, som på baggrund af denne sag er sat i værk fra mit ministerium ogfra Sundhedsstyrelsen, mener jeg også viser med al tydelighed, at vi harreageret..
13
Men jeg er ikke sikker på, at der hos patienter i almindelig er mangel på tillid tilsundhedsvæsenet, men det kunne man frygte, hvis vi ikke gjorde noget.Det mener jeg ikke man kan sige som et generelt billede. Det strider mod alt,hvad vi ved fra de senere års patienttilfredshedsundersøgelser, som viser stortillid til personalets faglige arbejde.[samrådsspørgsmål AJ]Endelig har udvalget ønsket at få at vide, om jeg som minister mener, atsundhedspersonalet kan, skal og bør vurdere patienternes behandling ud fra, omden enkelte patient er såkaldt ”yder” eller såkaldt ”nyder” i samfundet.
14
Jeg må indrømme, at jeg ikke bryder mig om sådanne betegnelser formedborgere, og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge lang tid på at besvarespørgsmålet.For svaret er NEJ.Alle patienter har krav på den behandling, som de efter et sundhedsfagligt skønharbehovfor.Ogsåenbeslutningomforudgåendefravalgaf
genoplivningsmuligheder, der må anses for udsigtsløse, skal naturligvis træffesuden nogen form for skelen til, om patienten er – som det fremgår afspørgsmålet – ”yder eller nyder”.
15
Jeg går ud fra, at spørgsmålet skyldes oplysninger om, at man i konkrete tilfældehar indhentet oplysninger om en kronisk patientsforudgående funktionsniveauiforbindelse med en beslutning om intensiv behandling. Men patientensfunktionsniveau inden den aktuelle indlæggelse kan meget vel være særdelesrelevant for de kliniske beslutninger.At antyde, at læger lader patienter dø, fordi de bruger hjemmesygepleje, synesjeg, man skal være varsom med uden solid dokumentation. Det har jeg i hvertfald ikke har set.Så – endnu en gang – svaret er NEJ. Alle patienter har krav på den behandling,som de efter et sundhedsfagligt skøn har behov for – uanset om man er entrækhest, som er til gavn for samfundet, eller hvad man kunne kalde en byrde.