SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 435: Spm. om oversendelse af talepapiret fra samrådet fra 10. februar 2011 om forskel behandling hos speciallæger, til indenrigs- og sundhedsministeren

[Samrådsspørgsmål AF]Ministeren bedes redegøre for, hvilke tiltag han vil tage for at gøre op med for-skelsbehandlingen i det offentlige sundhedsvæsen, hvor patienter med en privatsundhedsforsikring kan blive undersøgt i speciallægepraksis i løbet af få dage,mens patienter uden en privat sundhedsforsikring må vente i flere uger eller måne-der (jf. Jyllands-Posten, 11. januar 2011).[Svar]Jeg vil gerne indlede med at fastslå, at jeg ikke på baggrund af den konkrete pres-seomtale ser grund til at iværksætte nogen form for tiltag over for de praktiserendespeciallæger. Tværtimod kan jeg konstatere, at speciallæger, som arbejder mereend fuld tid for den offentlige sygesikring, derudover også overkommer at behandleyderligere et antal private patienter i deres fritid. Det bør efter min mening ikke føretil fordømmelse, men derimod til ros og anerkendelse.Jeg ved derfor ikke hvad Sophie Hæstorp Andersen ønsker at opnå med ”tiltag” pådette område, medmindre en begrænsning af patienternes adgang til behandling iDanmark er et mål i sig selv.[Overenskomsten og etiske retningslinjer]Jeg kan oplyse, at det fremgår af speciallægeoverenskomsten, at en fuldtidsprakti-serende speciallæge skal have sin primære beskæftigelse inden for overenskom-sten. Og at beskæftigelse ved siden af overenskomstopgaverne ikke bør havehverken tidsmæssige eller indholdsmæssige konsekvenser for udøvelsen af opga-ver under overenskomsten.Samtidig har overenskomstparterne – altså Regionernes Lønnings- og Takstnævnog Foreningen af Speciallæger – fastsat et sæt etiske retningslinjer for speciallæ-gepraksis. Heraf fremgår det, at speciallægen er forpligtet til at informere patien-terne fyldestgørende om deres behandlingsmuligheder, hvis de f.eks. finder vente-tiden i speciallægepraksis for lang. Og han eller hun må ikke kun oplyse om mulig-hederne hos speciallægen selv eller på privathospitaler, hvor speciallægen selvarbejder. Der skal også informeres om muligheder for behandling andet sted i detoffentlige sundhedsvæsen eller via det udvidede frie sygehusvalg.Der skal ikke være nogen tvivl om, at disse retningslinjer skal overholdes. Det harjeg påpeget, det har Foreningen af Speciallæger påpeget, og det har formandenfor Danske Regioner påpeget. Og hvis der er konkrete speciallæger, som ikkeoverholder reglerne, så skal der selvfølgelig sættes ind over for dem.

Jeg kan i øvrigt forstå, at det vil indgå i takstnævnets overenskomstforhandlingermed de praktiserende speciallæger, om disse krav og retningslinjer skal synliggø-res i højere grad end de er i dag.[Aktivitet i speciallægepraksis]Men inden vi accepterer sensationsjournalistikkens overskrifter om, at speciallægersystematisk parkerer offentlige patienter på sidelinjen og sætter himmel og jord ibevægelse for forsikringspatienter, så lad os lige se på, hvordan det ser ud i denvirkelige verden.Det er rigtigt nok, at der i overenskomsten er fastsat en øvre omsætningsgrænse,hvorefter speciallægens honorar reduceres med 40 pct., altså den såkaldte ”knæk-grænse”. Rationalet er selvfølgelig her, at en praksis med en meget stor omsæt-ning må have nogle stordriftsfordele, som også det offentlige bør have en rimeligandel af.Knækgrænsen er i pressen gjort til den helt store synder, som angiveligt fører til, atspeciallægerne slet ikke gider behandle offentlige patienter. Men det er rent udsagt forkert. For der er også fastlagt minimumsgrænser for omsætning i de flestepraksisspecialer. Det betyder, at en praktiserende speciallæge er forpligtet til athave en årlig aktivitet for det offentlige svarende til mellem ca. 800.000 og 2 mio.kr. afhængigt af speciale.Og i realiteten er aktiviteten langt højere. Den gennemsnitlige offentligt finansiere-de omsætning hos en praktiserende speciallæge var i 2008 på over 3 mio. kr. omåret. Det svarer sådan ca. til, at speciallægerne i snit leverer dobbelt så megetaktivitet, som de rent faktisk har pligt til i medfør af overenskomsten.Og dertil kan jeg oplyse, at overenskomstparterne har opgjort den gennemsnitligeugentlige arbejdstid – vel at mærke for det offentlige – til 43 timer om ugen. Det ermere end en normal fuldtidsbeskæftigelse – også mere end bare 12 minutter eks-tra om dagen.Så når der i pressen tales om, at private patienter med sundhedsforsikringer,kommer foran i køen, så har man ikke øje for, at disse patienter jo nødvendigvismå blive behandlet uden for speciallægens normale arbejdstid.Hvis en speciallæge i fuldtidspraksis kun arbejdede 20 timer om ugen for det of-fentlige, så var det jo en helt anden sag. Men det gør lægerne ikke. Og derfor erhele præmissen for samrådsspørgsmålet – nemlig at der foregår forskelsbehand-ling i det offentlige sundhedsvæsen – vildledende.[Praktiserende speciallæger er private erhvervsdrivende]Og helt grundlæggende, så synes jeg, det er urimeligt, at man hænger læger ud forat udføre det arbejde, som de nu engang er uddannet til, nemlig at behandle pati-enter.Og jeg har svært ved at se samrådsspørgsmålet som andet end et ønske om atforbyde privatpraktiserende læger at have andre kunder end de offentligt betalte.

Hvis de praktiserende speciallæger var offentligt ansatte, kunne de utvivlsomt va-retage bijobs i deres fag uden for arbejdstiden. Den frihed kan vel ikke være min-dre, når de nu driver en privat virksomhed, som de jo gør. For speciallægerne kandet f.eks. være behandling af patienter med sundhedsforsikringer, hvilket jo sparerbåde erhvervslivet og staten penge.En analyse fra efteråret 2010 viser således, at sundhedsforsikringerne medfører ennettobesparelse for det offentlige på 300 mio. kr. årligt på grund af aflastning af deoffentlige sygehuse og færre udgifter til sygedagpenge. Og heri har man altså ogsåmedregnet udgifter for staten i form af mistede skatteindtægter.Derfor er det ikke blot formålsløst, men direkte destruktivt, at drive klapjagt på dem,som yder mere end det, de er forpligtede til.Og så bemærker jeg for god ordens skyld, at der også er praktiserende speciallæ-ger, som – ud over deres overenskomstopgaver – behandler offentlige patientervia det udvidede frie sygehusvalg. Skal de også bebrejdes det?[Afslutning]For at runde af, så kan jeg konstatere, at:-De praktiserende speciallæger leverer i gennemsnit dobbelt så meget aktivitetfor det offentlige, som de er forpligtet til i medfør af overenskomsten.De praktiserende speciallæger arbejder mere, end hvad der svarer til en fuld-tidsbeskæftigelse for det offentlige sundhedsvæsen.De praktiserende speciallæger har herudover også overskud til at behandleandre patienter i deres fritid til gavn for samfundet som helhed.