Folketingets Sundhedsudvalg har den 2. februar 2011 stillet følgende spørgs-mål nr. 413 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed be-svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt(SF).Spørgsmål nr. 413:’’Ministeren bedes redegøre for forskellen på lægers og psykologers tavs-hedspligt samt begrænsningerne i denne.”Svar:For at kunne redegøre for forskellen på lægers og psykologers tavshedspligter det nødvendigt at sondre mellem psykologer, der udfører opgaver eftersundhedsloven, og psykologer, som udfører opgaver på andet grundlag. Detteer nemlig afgørende for, hvorvidt den pågældende psykolog er omfattet afsundhedslovens særlige tavshedspligtsregler.For så vidt angår psykologer, som udfører opgaver efter sundhedsloven, vildisse være at anse for omfattet af sundhedslovens § 6 og dermed sundheds-personer i sundhedslovens forstand.Lovens § 6 har således følgende ordlyd:

§ 6.

Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lov-givning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.

Det bemærkes, at autorisation som psykolog meddeles af Psykolognævnet,som henhører under Socialministeriet, i medfør af psykologlovens § 2, stk. 2,jf. lbkg. nr. 132 af 27. februar 2004.Sundhedslovens regler om tavshedspligt samt videregivelse og indhentning afhelbredsoplysninger m.v. er indeholdt i lovens kapitel 9. Medmindre andet eranført, gælder bestemmelserne i dette kapitel for alle sundhedspersoner, her-under læger såvel som psykologer.Efter § 40, stk. 1, har en patient krav på, at sundhedspersoner iagttager tavs-hed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodningom angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortroligeoplysninger, jf. dog reglerne i kapitel 9.

Efter sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 1-5, kan en sundhedsperson dog – udenpatientens samtykke – i nogle særlige situationer videregive oplysninger i for-bindelse med behandling af patienter.Sundhedslovens § 41 har i sin helhed følgende ordlyd:

§ 41.

Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andresundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre for-trolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre pati-enter.Stk. 2.Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykkeske, når1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videre-givelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæse-net, til patientens alment praktiserende læge eller den praktiserende speciallæge, derhar henvist patienten til sygehusbehandling,3) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på privatejetsygehus, klinik m.v., til de i nr. 2 nævnte læger, når behandlingen er ydet efter aftalemed et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i henhold til denne lov4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesseeller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetagesine interesser, sundhedspersonen eller andre eller5) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virkersom stedfortræder for denne.Stk. 3.Patienten kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1-3, videregives.Stk. 4.Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidtvideregivelse efter stk. 2 er berettiget.Stk. 5.Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 4, skal den, oplysningen an-går, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindreorientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private in-teresser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.Stk. 6.Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse afhelbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens omfang ogom gennemførelsen heraf.

Som det fremgår af bestemmelsens stk. 3 og 4, kan patienten frabede sig vi-deregivelse efter stk. 2, nr. 1-3, ligesom det er den sundhedsperson, som er ibesiddelse af en fortrolig oplysning, som afgør, om videregivelse efter stk. 2 erberettiget.Også til andre formål end behandling af patienter kan en sundhedsperson vi-deregive helbredsoplysninger m.v. om en patient uden dennes samtykke, jf.sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1-3, omend udgangspunktet efter bestemmel-sens stk. 1 er, at også denne form for videregivelse forudsætter samtykke frapatienten.Efter § 43, stk. 2, nr. 1, kan de nævnte oplysninger videregives uden patient-samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, atoplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at være af væsentligbetydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Til eksempel kannævnes retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, hvorved det dog forudsættes, atden myndighed, som ønsker oplysningerne videregivet, har indhentet samtyk-ke fra borgeren.Det følger af § 43, stk. 2, nr. 2, at helbredsoplysninger m.v. kan videregivesuden samtykke, når det er nødvendigt til berettiget varetagelse af en åbenbaralmen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen el-ler andre. Dette er en såkaldt værdispringsregel. Eksempelvis kan det efter

omstændighederne være berettiget for sundhedspersonen at videregive op-lysninger til de pårørende om patientens helbredstilstand eller oplysninger omalvorlig kriminalitet til politi- og anklagemyndighed.Endelig følger det af § 43, stk. 2, nr. 3, at videregivelse kan finde sted, når deter nødvendigt for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopga-ver.Som ved videregivelse i forbindelse med behandling af patienter er det densundhedsperson, som er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, omvideregivelse efter § 43, stk. 2, nr. 1-3, er berettiget, jf. lovens § 43, stk. 3.For så vidt angår psykologer, som udfører opgaver på andet grundlag end ef-ter sundhedsloven, har jeg indhentet følgende bidrag fra Socialministeriet,hvortil jeg kan henholde mig:”Efter psykologloven er det kun personer med kandidateksamen i psykologi el-ler dermed ligestillet eksamen, som kan anvende stillingsbetegnelsen psyko-log.Om en psykolog har en lovbestemt tavshedspligt og i givet fald efter hvilke be-stemmelser afhænger af, om den pågældende psykolog er autoriseret ellervirker i eller uden for offentlig tjeneste.Psykologer med autorisation er omfattet af straffelovens § 152b, stk. 1, omtavshedspligt for personer, som udøver eller har udøvet virksomhed eller eterhverv i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse. Dette indebærerbl.a., at autoriserede psykologer har tavshedspligt med hensyn til oplysninger,som er fortrolige af hensyn til private interesser, og som de har fået kendskabtil gennem deres arbejde.Psykologer, der virker eller har virket i offentlig tjeneste er derudover omfattetaf straffelovens § 152 og forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v., oghar som følge heraf tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, somde har fået kendskab til gennem deres arbejde.”