SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 412: Spm. om, hvad der politisk var enighed om og hvilke rettigheder og erstatninger patienterne fik, jf. en henvendelse fra en patient, der blev skadet af behandling med LSD på Frederiksberg Sygehus tilbage i 1960'erne, til indenrigs- og sundhedsministeren

Folketingets Sundhedsudvalg har den 2. februar 2011 stillet følgende spørgs-mål nr. 412 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed be-svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).Spørgsmål nr. 412:’’På baggrund af en henvendelse fra en patient, der blev skadet af behandlingmed LSD på Frederiksberg Sygehus tilbage i 1960’erne, anmodes om en re-degørelse for hvad der skete i sagen den gang, hvad der politisk var enighedom og hvilke rettigheder og erstatninger patienterne fik.”Svar:I tidsrummet 1961-65 blev der på danske psykiatriske hospitaler anvendt LSDsom forsøg eller behandling af forskellige psykiatriske tilstande. Blandt andetblev der på Frederiksberg Sygehus i dette tidsrum udført forsøg og behandlingmed LSD på en større gruppe mennesker. LSD-forsøgene/-behandlingen blevindstillet, fordi reaktionerne hos visse patienter, der havde deltaget, var uheldi-ge.Med lov nr. 219 af 23. april 1986 om erstatning for skader ved LSD-behandlingblev der etableret en særlig erstatningsordning for personer, der er behandletmed LSD inden for det offentlige sundhedsvæsen. Loven blev vedtaget den18. april 1986 med 60 stemmer (S, SF, RV, VS og FP). 49 (KF, V, CD og KrF)stemte hverken for eller imod. Loven trådte i kraft den 1. juni 1986.Af loven fremgår, at staten ydede erstatning for psykisk og fysisk skade, somvar forårsaget af behandlingen med LSD inden for det offentlige sygehusvæ-sen, jf. § 1, stk. 1. For skader, som var eller kunne være forårsaget af behand-lingen med LSD, blev behandlingen anset for at være årsagen, medmindre detvar overvejende sandsynligt, at skaden havde en anden årsag, jf. lovens § 1,stk. 2.I lovens forarbejder er anført, at staten skulle være erstatningsansvarlig for så-vel fysiske som psykiske skader, som er forårsaget af en behandling medLSD. Psykiske skader omfattede tillige belastninger, som måtte ligge væsent-ligt ud over de ulemper, der normalt følger af lægelig behandling. Dette inde-bar, at den person, der ønskede erstatning, på en eller anden måde ved frem-læggelse af journal, førelse af vidner eller efterfølgende behandling hos lægeeller andre skulle sandsynliggøre, at den pågældende rent faktisk havde væretudsat for behandling med LSD. Med bestemmelsens stk. 2 blev det fastslået,at der skulle udbetales erstatning, medmindre staten godtgjorde, at det varovervejende sandsynligt, at skaden havde en anden årsag end behandlingen

med LSD; det vil sige, at der var en omvendt bevisbyrde ved bedømmelsen ef-ter stk. 1.Erstatningens størrelse skulle fastsættes afhængig af skadens omfang, og derskulle ved udmålingen tages hensyn til de ulemper i skadelidtes personligelivsførelse, som LSD-behandlingen måtte have medført. Erstatning kunnenormalt ikke overstige kr. 255.000, jf. lovens § 2, stk. 1. Erstatningen skulleudbetales som et kapitalbeløb. Det bemærkes, at erstatningen og afkast herafikke kunne medføre nedsættelse af ydelser, der i øvrigt måtte tilkomme denpågældende efter den sociale lovgivning, jf. lovens § 2, stk. 2.Af lovens forarbejder fremgår, at maksimumgrænsen blev foreslået, da det forden omhandlende gruppe personer ofte ville være svært at fastsætte tabet aferhvervsevne samt eventuelle varige mén.Lovens § 3, stk. 1, indeholdt en bestemmelse om, at det i forbindelse med af-gørelse om erstatning kunne bestemmes, at skadelidte havde ret til at modta-ge behandling eller optræning på offentlige sygehuse og institutioner. Samtidigkunne der ud over erstatning efter lovens § 2 ydes erstatning for udgifter tilbehandling hos privat praktiserende læge, behandler og psykolog i Danmarkeller udlandet samt til nødvendige hjælpemidler, jf. lovens § 3, stk. 2.Loven indeholdt endvidere en bestemmelse om, at socialministeren skullenedsætte et LSD-erstatningsnævn, der traf afgørelse om spørgsmål vedrøren-de tilkendelse af ydelser efter loven, jf. lovens § 4. Ansøgninger om ydelser ef-ter loven skulle være modtaget af nævnet senest den 1. juni 1988. Ved ud-gangen af 1988 havde nævnet truffet afgørelse i samtlige sager om erstatningefter lovens § 2 og om tilskud efter lovens § 3. Ved udgangen af 1988 havdenævnet givet erstatning til i alt 154 personer og tilskud til i alt 26 personer.Loven blev ophævet ved lov nr. 240 af 8. april 1992, der trådte i kraft 1. juli1992.Af ophævelseslovens § 3 fremgår, at såfremt nævnet i forbindelse med afgø-relse om erstatning efter § 3 havde bestemt, at skadelidte havde ret til behand-ling hos privat praktiserende læge, behandler og psykolog i Danmark eller ud-landet samt til nødvendige hjælpemidler, ville der også efter 1. juli 1992 kunneydes erstatning hertil. Arbejdsskadestyrelsen skulle træffe afgørelse herom.Det bemærkes, at Folketingets Ombudsmand havde tilkendegivet, at nævnetsvirksomhed ikke kunne anses for at være afsluttet for så vidt angik ansøgnin-ger om forhøjelse af erstatning efter lovens § 2 og tilskud til fortsat/yderligerebehandling efter lovens § 3.