Folketingets Sundhedsudvalg har den 27. januar 2011 stillet følgendespørgsmål nr. 397 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som her-med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jonas Dahl (SF).Spørgsmål nr. 397:’’Hvad er baggrunden for at livstestamentet på nettet ikke bruges af det offent-lige?”Svar:Jeg har forstået spørgsmålet således, at der ønskes en forklaring på, hvorforsundhedspersonalet ikke kontakter Livstestamenteregisteret i behandlingssi-tuationer, hvor det er relevant og aktuelt.Indledningsvis må jeg slå fast, at sundhedspersonalet – i tilfælde, hvor detovervejes at indlede eller fortsætte livsforlængende behandling af en uafven-deligt døende patient, der ikke kan udøve sin selvbestemmelsesret – har enforpligtelse til at kontakte Livstestamenteregisteret. Denne pligt fremgår ud-trykkeligt af sundhedslovens § 26, stk. 4. Samme pligt til at kontakte Livste-stamenteregisteret gælder efter bestemmelsen også, såfremt livsforlængendebehandling overvejes i tilfælde, hvor sygdom, fremskreden alderdomssvæk-kelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at pati-enten vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.Lovens § 26 har i sin helhed følgende ordlyd:

§ 26.

Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige for-hold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. Ilivstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvisvedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kanudøves af patienten selv.Stk. 2.I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvende-ligt døende, og2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden al-derdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær invaliditet, at testatorvarigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.Stk. 3.Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til hel-bredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.Stk. 4.Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at ud-øve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af enuafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i en situationsom nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregisteret, jf.§ 27, med henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.Stk. 5.Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, me-dens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennesovervejelser om behandling.

Der kan være flere årsager til, at kontakten er så sparsom, som for nylig oplysttil dagspressen af Livstestamenteregisteret, ligesom det ikke er ensbetydendemed, at patientens ønske i dennes livstestamente ikke tilgodeses.For det første vil den lægefaglige norm ofte indicere, at behandling af en uaf-vendeligt døende patient ikke skal fortsættes. Det fremgår af bemærkningernetil § 17 i lov om patienters retsstilling (nu sundhedslovens § 26). Lægen vilmed andre ord som udgangspunkt ikke iværksætte eller fortsætte livsforlæn-gende behandling. I den situation er der slet ikke noget behov for at kontakteLivstestamenteregisteret i og med, at patientens ønske i et eventuelt livste-stamente om ikke at få livsforlængende behandling jo stemmer helt overensmed lægens hensigt om ikke at iværksætte en sådan behandling. Det betydermed andre ord, at patientens ønske i livstestamentet på forhånd typisk vil blivetilgodeset i praksis.Det fremgår dog tillige af bemærkningerne til ovennævnte bestemmelse, atden lægefaglige norm med hensyn til behandling af svært invaliderede vil tilsi-ge, at behandling fortsættes, da døden for disse patienters vedkommende ikkeer umiddelbart forestående. I sådanne tilfælde skal livstestamenteregistret der-for altid kontaktes for at konstatere, om patienten har forhåndstilkendegivet, atbehandling ikke ønskes. I givet fald er dette ønske vejledende, men ikke bin-dende, for sundhedspersonen, jf. sundhedslovens § 26, stk. 5.For det andet vil sundhedspersonalet ofte spørge patienten – i det omfang pa-tienten er i stand til at give sin mening til kende – i forbindelse med indlæggel-sen, om patienten har oprettet et livstestamente, hvad den pågældende i såfald har tilkendegivet, og om dette fortsat er udtryk for patientens vilje. Det skali den forbindelse nævnes, at jo mere livstruende patientens helbredstilstander, jo mere nærliggende er det at rejse spørgsmålet over for patienten eller ef-ter omstændighederne de pårørende om, hvorvidt patienten har et ønske omat frasige sig livsforlængende behandling.For det tredje er der den mulighed, som ligeledes fremgår af Sundhedsstyrel-sens vejledning nr. 158 af 15. september 1998 om lægers forpligtelser i relati-on til indholdet af livstestamenter, at en patient, som på et tidligere tidspunkthar tilkendegivet sine ønsker i et livstestamente, udtrykkeligt tilbagekalder livs-testamentet mundtligt over for sundhedspersonalet i forbindelse med en aktuelindlæggelse. Gør patienten det, er tilbagekaldelsen bindende for lægen, somderfor ikke skal kontakte Livstestamenteregisteret.