Socialministerens talepapir i forbindelse med besva-relse af samrådsspørgsmål W i Sundhedsudvalgetden 24. november 2010.

Samrådsspørgsmål W

Finder ministeren i forlængelse af SUU alm. del -spørgsmål 98 og 99, at der er mangler i den eksiste-rende lovgivning, der hindrer at svært psykisk sygekan få den fornødne bistand i eget hjem, herunderbedes oplyst, om ministeren vil tage initiativ til at giveadgang til en slags " dag- eller døgnanbringelse udenpersonligt samtykke " i en kommunal døgnbolig pålinje med den adgang, der findes for svært dementepersoner, enten som en midlertidig foranstaltning ellersom en mere permanent boligløsning.

Når vi er samlet her i dag, så er det jo med afsæt i tosager fra Vejle og Guldborgsund Kommune, som harværet fremme i medierne. Det er komplicerede sagermed dilemmaer, som udfordrer os på det socialpoliti-ske værdisæt, der afspejler sig i den gældende lov-givning.

Det er dilemmaer, der berører de grænser, vi har satfor samfundets mulighed for at overskride det enkelteindivids selvbestemmelsesret, og som sætter fokuspå det ansvar, og de muligheder, vi som samfund harfor at hjælpe mennesker, som har brug for hjælp, mensom giver udtryk for, at de ikke ønsker at blive hjulpet.

Når det er sagt, så er det helt centralt for mig, at vidrøfter sagen her i dag med udgangspunkt ihelegrundlaget for socialpsykiatrien, hvor der arbejdes udfra, at:den enkelte skal have mulighed for at leve et livpå egne præmisserder arbejdes for inklusion i samfundet med egenbolig, uddannelse og et aktivt familie-, fritids- ogarbejdsliv.princippet om mindste indgriben i indsatsen.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg mener, atkommunerne i den sociale lovgivning har de nødven-dige redskaber i forhold til at give mennesker med ensindslidelse den nødvendige hjælp i egen bolig.

Serviceloven fastslår kommunernes omsorgspligtover for mennesker, der ikke kan tage vare på deresegne interesser. Kommunerne har en omsorgspligt

uanset, om der foreligger et samtykke fra den enkelte.Det fremgår dog samtidig helt eksplicit af servicelo-ven, at kommunerne ikke kan bruge fysisk tvang, nårde skal leve op til deres omsorgspligt.

Fraværet af muligheden for at benytte fysisk tvang iden sociale indsats er helt central, for det skærpernødvendigheden af, at kommunerne arbejder målret-tet for at få den nødvendige kontakt med borgeren ogfå skabt en relation baseret på tillid. Det er nemlig he-le forudsætningen for det sociale arbejde med sinds-lidende.

Hvis der ikke er tillid, så er det svært at skabe motiva-tion, og hvis man ikke er motiveret, så er det svært atflytte sig.

Og lad os være helt ærlige. Fysisk tvang er ikke denbedste start på et tillidsfuldt forhold og bør være sid-ste udvej.

Kan man så aldrig bruge tvang over for sindslidende ihenhold til serviceloven? Man kan ikke bruge tvang,men man kan bruge magtanvendelse i nogle særligesituationer, hvor det kan være nødvendigt med fast-holdelse og lignende for, at borgeren ikke gør skade

på sig selv. Magtanvendelse og andre indgreb i selv-bestemmelsesretten skal dog begrænses mest mu-ligt, og må aldrig erstatte den nødvendige omsorg,pleje og socialpædagogiske bistand.

I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge tvang iforhold til helbreds- og livstruende situationer, angiversundhedslovgivningen nogle meget præcise rammer,som sundhedsministeren har redegjort for.

Det betyder også, at der altid skal gøres mest muligtfor, at den enkelte medvirker frivilligt, så det ikke bli-ver nødvendigt at anvende magt. Den magt, der an-vendes, skal altid stå i et rimeligt forhold til det, manønsker at opnå. Magtanvendelse skal altid anvendesså kortvarigt og skånsomt som muligt, og der skal ta-ges størst muligt hensyn til den sindslidende.

Her vil jeg gerne slå fast, at det ikke er muligt at lovgi-ve i detaljer om mellemmenneskelig kontakt og om,hvordan balancen skal være mellem den enkeltesselvbestemmelse og omsorgspligten.

Det, vi kan sørge for som politikere, er at sikre, at lov-givningen afspejler de rammer og de værdier, vi somsamfund ønsker at sætte for den sociale indsats over

for sindslidende. At lovgivningen udstikker de nød-vendige pejlemærker for de ansvarlige kommunalepolitikere og myndigheder.

Derfor mener jeg heller ikke, at dag- eller døgnan-bringelse uden samtykke er den rigtige løsning på deudfordringer, vi står med. Det risikerer nemlig at bliveden nemme løsning, den hurtige løsning, men til gen-gæld også den forkerte løsning og dermed et skridttilbage for socialpsykiatrien. Det vil betyde et indgreb iselvbestemmelsesretten og en forringelse af retssik-kerheden for borgerne, og den vej er jeg som social-minister ikke parat til at gå.

Så spørger I muligvis, hvilken vej jeg så vil gå. Jeg vilstarte med at pege på et projekt, vi satte i gang medden seneste psykiatriaftale for 2007-2010 om isolere-de sindslidende i egen bolig. Det projekt kaldes også”isbryderprojektet”, og det er et meget godt billede påde udfordringer, den enkelte medarbejder står med.Hvordan bryder man isen, når en borger, som harbrug for hjælp, konsekvent afviser hjælpen? Projektetsætter fokus på opsporing og tidlig indsats og på,hvordan man får oprettet en fornuftig og bæredygtigkontakt, som kan danne rammen for en løsning påborgerens problemer.

Projektet slutter ved årsskiftet, og jeg forventer, atevalueringen er færdig til foråret næste år. Når denforeligger, vil jeg sende den til sundhedsudvalget ogsocialudvalget.

Et andet fokuspunkt, som, jeg mener, kan lede os pårette vej, er samarbejdet mellem behandlingspsykia-trien og socialpsykiatrien. Det er ekstremt vigtigt medet tæt samarbejde, hvor den ene hånd ved, hvad denanden gør – og hvor den ene hånd tager over, nården anden giver slip.

Det handler fx om at sikre, at bostøtten har en nemog sikker adgang til behandlingspsykiatrien i de sa-ger, hvor det er nødvendigt. Og det handler om, atder bliver fulgt op i socialpsykiatrien, når behand-lingspsykiatrien giver slip.

Vi ser jo, når vi taler om de her meget kompliceredesager, at der ofte er tale om længere forløb, hvor derløbende er blevet arbejdet målrettet med at få skabtden nødvendige kontakt og få borgeren til at erkendesin egen situation.

Det er ofte et langt sejt træk, der rummer alle de ud-fordringer, som kan være i det sociale arbejde. Der ersjældent lette løsninger eller genveje.

Derfor er det også vigtigt, at vi løbende overvejer, omden lovgivningsmæssige ramme er dækkende for deopgaver, som kommunerne har.

Det giver dagens samråd selvfølgelig også anledningtil. Og det er som sagt min opfattelse, at rammerne erpå plads - hvis vi ikke vil ændre drastisk på afvejnin-gen i forhold til det enkelte individs selvbestemmel-sesret på dette område.

Samrådsspørgsmål W

Samrådstale