SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 185: Spm. om at oversende talepapir W fra samrådet den 24/11-2010, til indenrigs- og sundhedsministeren

Samrådsspørgsmål W:Finder ministeren i forlængelse af SUU alm. del - spørgsmål 98 og 99, at der er mangler i deneksisterende lovgivning, der hindrer at svært psykisk syge kan få den fornødne bistand i egethjem, herunder bedes oplyst, om ministeren vil tage initiativ til at give adgang til en slags "dag- eller døgnanbringelse uden personligt samtykke " i en kommunal døgnbolig på linje medden adgang, der findes for svært demente personer, enten som en midlertidig foranstaltningeller som en mere permanent boligløsning.

[INDLEDNING]Jeg vil indledningsvist slå fast, at jeg naturligvis ikke kan gå ind i de konkretesager, som ligger til grund for spørgsmålet.Men det er klart, at når man møder historier om mennesker, som’går ihundene’,så giver det anledning til at spørge, om vi som samfund kan gøre merefor disse borgere.Det spørgsmål har udvalget så naturligt nok stillet til både socialministeren ogmig – og jeg vil som sundhedsminister indlede med at redegøre for demuligheder, der indenfor sundhedslovgivningen er, for at hjælpe psykisk sygemennesker, der ikke kan tage vare på sig selv.

[Generelt om anvendelse af tvang]Det bedste ville selvfølgelig være, hvis patienten kan overtales til frivilligt attage imod den nødvendige, psykiatriske behandling.Vi har alle sammen en praktiserende læge. Den praktiserende læge kender sinepatienter. Egen læge er den første og nærmeste sundhedsperson til at motiveresin patient. Men vi ved også, at nogle patienter kan være svære at motiveretilogfastholdeirelevant behandling Og nogle psykisk syge henvender sig ikke tilderes praktiserende læge for at få hjælp. Eller for den sags skyld tilnogen-overhovedet.

Derfor illustrerer sager som disse med stor tydelighed den meget svære balancemellem på den ene side at respektere personers selvbestemmelsesret og på denanden side at sikre at psykisk syge får behandling, når de ikke frivilligt opsøgerog tager imod nødvendig behandling.Den enkelte patients selvbestemmelsesret er en heltgrundlæggenderettighed isåvel sundhedsloven som psykiatriloven. Det er udtrykt gennem kravet om, atbehandling kun må indledes, når patienten har givet informeret samtykke.Psykiatriloven giver imidlertid også hjemmel tili visse tilfældeat anvendetvang, når alle muligheder for at opnå patientens frivillige medvirken erudtømte.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at tvang er etmegetalvorligt indgreb i denpersonlige frihed, og anvendelse af tvang skal være den absolutte undtagelse.Når det så er sagt, er det vigtigt for mig at understrege, at vi selvfølgelig hellerikke skal være bange for at anvende den tvang som er nødvendig: Ellers svigtervi patienten. Og vi svigter pårørende og naboer, som kan være både voldsomtbekymrede og bange ved situationen. Manglende anvendelse af tvang kan irealiteten komme til at udgøre et reeltomsorgssvigtoverfor patienten.[Konkret om tvangsforanstaltninger]For netop at give mulighed for med tvang at drage omsorg for en patient, somikke kan tage vare på sig selv, indeholder psykiatriloven bl.a. regler omtvangsindlæggelse og tvangsbehandling. Fælles for disse regler er, at der er

opstillet strenge betingelser for anvendelse af tvangen, og det er etgrundlæggende princip i loven, at der altid skal anvendes det mindst indgribendetvangsmiddel, og at indgrebet ikke må vare længere end højst nødvendigt.Kort sagt vil tvangsindlæggelse af en patient kræve, at patienten er sindssyg, ogat det vil være uforsvarligt ikke at indlægge og behandle patienten. Enten fordidet vil betyde en væsentlig forringelse af muligheden for at patientens tilstandkan bedres eller fordi, patienten er til væsentlig fare for sig selv eller andre.Tvangsbehandling kan kun foregå på sygehuset. En tvangsbehandling er såledesafhængig af, at patienten forinden er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, ogbetingelserne for tvangstilbageholdelse skal være opfyldt – det betyder, atpatienten skal være sindssyg, og det skal være uforsvarligt at udskrive patienten.

Nogle patienter vil – efter deres udskrivelse fra psykiatrisk afdeling - ikke søgeden behandling eller de sociale tilbud, som er nødvendige. Når lægerne vedudskrivningen vurderer, at det er tilfældet,skalder laves en udskrivningsaftaleeller en koordinationsplan. Desuden kan patienten også – som led iudskrivningsaftalen - ordineres opsøgende behandling ved et udgåendepsykiatriteam.I nogle tilfælde ender patienterne imidlertid med at blive så dårlige, at de – påtrods af udskrivningsaftale og ordineret opsøgende behandling ved et udgåendepsykiatriteam - gang på gang bliver tvangsindlagt.

Det var netop for at hjælpe disse patienter, at vi tidligere i år vedtog reglerne omtvungen opfølgning efter udskrivning, som giver mulighed for at fastholde disseallersvageste patienter i behandling efter udskrivning fra psykiatrisk afdeling.[Afslutning]Det ligger mig meget på sinde, at vores fokus er at hjælpe de psykisk syge mestmuligt uden brug af tvang, men også at vi ikke skal være blinde over for, atanvendelse af tvang i nogle tilfælde kan være nødvendig – og faktisk et udtrykfor omsorg.Regioner og kommuner skal efter sundhedsloven indgå aftale om indsatsen formennesker med sindslidelser. De mennesker – som har givet anledning tilsamrådet i dag – er mennesker, der lever isoleret og kummerligt, og som har

brug for hjælp men ikke selv opsøger den. Netop disse mennesker kalder på enindsats fra flere. Og dermed på behovet for aftaler og samarbejde mellem egenlæge, kommunen og den regionale psykiatri.Og jeg mener, at der med sundhedsloven og psykiatriloven på mit område er delovgivningsmæssige rammer, der skal til, for at handle.Regeringen har i netop i sin ’Handlingsplan for psykiatri’ sat fokus på ensammenhængendeogkoordineretindsatsmellemdenregionale