SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 177: Spm. om placering af lægeligt ansvar for medicinering, til indenrigs- og sundhedsministeren

Folketingets Sundhedsudvalg har den 24. november 2010 stillet følgendespørgsmål nr. 177 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som her-med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jonas Dahl (SF).Spørgsmål nr. 177:”Hvordan vil ministeren sikre, at der placeres et entydigt lægeligt ansvar formedicinering, herunder bedes ministeren oplyse, om han eventuelt er indstilletpå at iværksætte en undersøgelse af omfanget af problemet på landsplan?Der henvises til den i artikel i Berlingske Tidende den 20. november 2010 om-talte rapport fra Københavns Kommune om medicinhåndtering i hjemmeple-jen. Rapporten konkluderer, at ”Rapporten viser samtidig, at der ikke blandt deordinerende læger kan fastlægges et entydigt ansvar for at have et opdateretoverblik over borgerens samlede medicinering. Den formelle ansvarsplaceringhos ”sidst ordinerende læge” fungerer således ikke i praksis. Dermed er forud-sætningerne for en rigtig medicinering fraværende.”Svar:Enhver læge har kun ansvaret for den behandling, herunder medicinering,som han/hun iværksætter. Af Sundhedsstyrelsens Vejledning om ordination oghåndtering af lægemidler fremgår, hvorledes lægens forpligtelse i medfør afautorisationsloven til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed skal forstås iforhold til medicinordination. Heri anføres, at ved ordination af medicin har denbehandlende læge ansvar for vurdering af indikation, kontraindikationer og ri-siko for bivirkninger samt for at tage stilling til mulige interaktioner med den øv-rige medicin, som patienten får. Lægen skal i forlængelse heraf sikre sig pati-entens samtykke til behandling med den ordinerede medicin. Sundhedsstyrel-sens tilsyn i medfør af autorisationsloven omfatter også lægers ordination afmedicin. Der er derfor et entydigt ansvar i forbindelse med ordination af medi-cin til borgerne.For så vidt angår en landsdækkende undersøgelse, finder jeg jævnfør oven-stående ikke grundlag herfor. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke tager rappor-ten fra Københavns Kommune, og de problemer den påpeger alvorligt. Det,der gør indtryk på mig, er, at der for mange ældre i Københavns Kommune ik-ke er overblik over medicineringen, hvilket kan udgøre en risiko for deres hel-bred. Imidlertid har det længe været erkendt, at bedre og mere hensigtsmæs-sig deling af medicinoplysninger er til gavn for patientsikkerheden, herunderisær ved sektorovergange. Dette er netop baggrunden for, at programmet DetFælles Medicinkort (FMK) er udviklet. FMK-programmet er under implemente-ring på sygehusene, og de praktiserende læger forventes at følge efter. Her-udover skal kommunerne også på sigt anvende programmet.