SOU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om talepapir fra samrådet d. 2/11-10 vedr. samrådsspm. P-Q, til socialministeren

Spørgsmål P:”Vil ministeren venligst kommentere videofilmen"Danske plejehjem indfører besøgsrestriktioner" fra BerlingskeTidende, samt redegøre for hvilke fremadrettede initiativerministeren agter at iværksætte med henblik på at sikre pårørendeadgang til deres ældre familiemedlemmer, herunder kommendelovgivningsinitiativer?

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at det berører mig dybt,når jeg ser sådan et videoklip. Jeg kan levende forestille mig, at dethar været en svær og hård tid for de pårørende i sagen – ja for helefamilien – at skulle kæmpe med næb og kløer bare for at få lov til atse deres far, svigerfar og bedstefar i den sidste tid. Der er tale om enmeget ulykkelig situation. Og en uacceptabel situation.

Vi er her vidner til, hvor galt det kan gå ude i den enkeltekommune, når dialogen ophører, og samarbejdet går i hårdknudemellem de pårørende og plejepersonalet. Og vi ser også tydeligt, atdet største offer er den svageste part – nemlig den ældre. Situationersom denne skal for alt i verden undgås.

Derfor har det også været helt afgørende for mig hurtigst muligt atfinde en løsning på problemstillingen, så vi undgår lignende sagerfremover.

Mit klare udgangspunkt er, at det ikke bør være nødvendigt medbesøgsrestriktioner. Som jeg hele tiden har sagt, er det heltfundamentalt, at vi husker, at boligen er beboerens ”eget hjem”. Og

Der er ingen tvivl om, at man kommer langt med dialog ogsamarbejde mellem plejepersonalet og de pårørende. Det giver klartde bedste betingelser for god pleje og omsorg samt en tryg hverdagfor den ældre.

Men vi må også erkende, at der kan opstå helt særlige situationer,der ikke kan håndteres gennem dialog – først og fremmest fordi derogså er et hensyn at tage til de øvrige beboere og plejepersonalet.Jeg snakker ikke om tilfælde, hvor de pårørende er utilfredse medplejen, og personalet ikke gider at høre på dem – slet ikke. Jegsnakker om trusler, grov eller chikanøs adfærd og et vigtigt hensyntil andre beboere – fx demente ældre – som ikke kan håndtere formange indtryk.

Det spørgsmål var baggrunden for, at jeg nedsatte en arbejdsgruppe.Formålet har været at undersøge, hvordan vi i fremtiden kan undgåså ulykkelige situationer som i den konkrete sag.

Folketingets Ombudsmand har i sin udtalelse slået fast, at enkommune med hjemmel i den ulovbestemte retsgrundsætning omanstaltsforholdet kan træffe afgørelse om besøgsrestriktioner.

Jeg skal spare jer for den længere juridiske udredning, men oversattil almindelig dansk betyder det, at en kommune på baggrund af detnuværende – og vel at mærke uskrevne - retsgrundlag har adgang tilat træffe afgørelse om besøgsrestriktioner, hvis det er nødvendig forat få institutionen til at fungere.

Det vil i så fald være en afgørelse i forvaltningslovens forstand meddertil hørende krav om begrundelse, partshøring m.v. Afgørelsenmå heller ikke være mere indgribende end højst nødvendigt – manskal med andre ord søge problemet løst med mindre indgribendemidler om muligt.

På baggrund af sin behandling af sagen har FolketingetsOmbudsmand efterfølgende bedt Socialministeriet om en vurderingaf, om det vil være hensigtsmæssigt at lave en egentliglovregulering af området. Det hænger sammen med, atanstaltsforholdet – som nævnt - er uskreven ret, der er udviklet ipraksis og tilmed er et forholdsvis ukendt retsgrundlag forkommunerne.

Det indebærer en risiko for, at hensynet til de ældresselvbestemmelsesret ikke varetages i tilstrækkeligt omfang, og atder meddeles besøgsrestriktioner, som rent ud sagt ikke er i orden.Enten fordi der ikke er grundlag for dem, eller fordi man ikkeoverholder de forvaltningsretlige regler i forbindelse med dem.

Jeg har nu fået et udspil fra arbejdsgruppen, og det vil bliveoversendt til Folketingets Socialudvalg som opfølgning på samrådether. På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger har jeg besluttetmig at foretage en egentlig lovregulering af kommunernes adgangtil at træffe afgørelse om besøgsrestriktioner.

Jeg er helt grundlæggende enig med ombudsmanden i, at der erbehov for klare regler om, hvornår og i hvilke situationer sådanneindgreb eller reguleringer helt undtagelsesvis kan finde sted. Det erganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal sikre den ældresselvbestemmelse og de pårørendes retssikkerhed. Og det er netopdet primære formål med reguleringen, som vil gælde beboere iplejehjem og andre boformer til personer med behov for omfattendehjælp og pleje.

Udgangspunktet er igen, at boligen er beboerens ”eget hjem”,hvilket betyder, at beboeren selv kan bestemme, hvem der skalkomme og hvornår. Det skal respekteres af plejepersonalet og depårørende. Derfor er det klare udgangspunkt, at der ikke bør træffesafgørelse om regulering af konkrete besøgendes adgang i den del afboligen, som er beboerens eget hjem.

Men som sagt må vi erkende, at der også er en anden side af sagen.Der kan fx opstå situationer, som er uacceptable og uholdbare forde øvrige beboere og plejepersonalet. Det beror selvfølgelig på enkonkret vurdering i den enkelte situation, men formålet medlovforslaget er også at sætte rammerne for, hvad det er for en type

adfærd, som kan nødvendiggøre restriktioner – og i hvilkesituationer.Lad mig komme det lidt nærmere:

Det kan fx være nødvendigt med begrænsninger i situationer, hvorpersonalet yder personlig og praktisk hjælp, og hvor konkretepårørende har en så chikanerende og truende adfærd over forplejepersonalet og/eller beboeren, at hjælpen ikke kan udføresforsvarligt, når de pårørende er til stede.

Man kan også forestille sig en situation, hvor pårørende gentagnegange har forstyrret en frokost i en spisestue på et plejehjem, hvorder sidder en gruppe demente beboere og spiser frokost. Depårørende klager over den mad, der bliver serveret, samtidig med atde højlydt kritiserer plejepersonalet og måske endda har en adfærd,der virker truende.

De demente beboere bliver forvirrede og bange over situationen ogglemmer alt om at spise. I sådan en situation vil der hurtigt kunneherske en meget kaotisk stemning.

Det her handler naturligvis på ingen måde om, at de pårørende ikkemå gøre opmærksom på fejl og mangler - for det har de så afgjortret til! Det handler blot om, at der også er et hensyn at tage til deøvrige beboere på stedet samt det plejepersonale, der skal sikre, atalle beboerne kan spise uforstyrret.

Men det er klart, at hvis de pårørende skaber uro hos de øvrigebeboere og efter gentagne forsøg ikke vil acceptere en henstilling,

men i stedet fortsætter med deres chikanerende adfærd – ja, så kandet i sidste ende blive nødvendigt at træffe afgørelse om enbesøgsrestriktion. Den kan f.eks. gå ud på, at de pårørende ikke måkomme på fællesarealerne på bestemte tidspunkter eller opholde sigbestemte steder af hensyn til de øvrige beboere og plejepersonalet.

Der kan altså være situationer, hvor der er behov for at regulerekonkrete pårørendes færden i plejeboliger i de tilfælde, hvor derudvises ekstreme tilfælde af voldelig, truende eller groft chikanøsadfærd.

Formålet med en lovregulering er at give retningslinjer for, hvilketyper og grader af adfærd, der betragtes som så uacceptabel, at dekan føre til regulering af enkelte besøgendes tilstedeværelse, nårbetingelserne herfor er opfyldt.

Ved fastlæggelsen af grænserne for adfærd, der er så uacceptabel, atbesøgsrestriktioner kan komme på tale, skal der tages hensyn til påden ene side den enkelte beboers selvbestemmelsesret - og på denanden side hensynet til de øvrige beboeres pleje og tryghed samtplejepersonalet, der skal kunne udføre de nødvendigeomsorgsopgaver.Der skal dog være proportionalitet mellem den indgribenderestriktion og baggrunden for, at den tages i anvendelse, og det skalsikres, at andre løsninger er forsøgt anvendt uden resultat.

Det er selvfølgelig også afgørende for mig, at en afgørelse ombesøgsrestriktioner ledsages af de sædvanlige forvaltningsretligekrav om begrundelse, partshøring osv., ligesom der skal gives

klageadgang for både beboeren og de pårørende. Igen fordi det altsåer en meget indgribende afgørelse.

Spørgsmål Q:”Vil ministeren venligst komme med sin vurderingaf samfundsudviklingen med særlig fokus på ældresektoren, når dertilsyneladende er en stigende tendens til at indførebesøgsrestriktioner, og vil ministeren oplyse om KommunernesLandsforening har særlige initiativer over for deres medlemmermed henblik på at sikre et bedre samarbejde mellem plejehjem,beboere og pårørende?”

Jeg vil i min besvarelse af spørgsmål Q gerne starte med at slå fast,at arbejdsgruppens undersøgelser har vist, at omfanget afkommunernes brug af besøgsrestriktioner ikke er så stort, som mankunne få indtryk af efter pressens omtale. Der er oftest tale omenkeltstående tilfælde, hvor den konkrete kommune har følt, derikke har været andre udveje.

Socialministeriet har foretaget en rundringning til 12 af dekommuner, som overfor Berlingske Tidende har oplyst, at deanvender besøgsrestriktioner. Det tyder på, at der ikke er tale om, atkommunerne generelt anvender besøgsrestriktioner. De adspurgtekommuner har oplyst, at de ikke har indført generellebesøgsrestriktioner, og at konkrete besøgsrestriktioner kunanvendes som den absolut sidste udvej.

Socialministeriet kontaktede endvidere yderligere 10 kommuner,som ikke havde været omtalt i Berlingske Tidende. Heller ikke idisse tilfælde var der tale om generelle besøgsrestriktioner. Ogingen af de adspurgte i denne gruppe havde kendskab til enkeltsagermed besøgsrestriktioner.

Jeg har endvidere rettet henvendelse til KL og spurgt, om man fraKL’s side er i gang med initiativer, der kan sikre samarbejdetmellem plejehjem, beboere og pårørende.

KL har i den anledning oplyst, at der ikke er iværksat særligeinitiativer over for deres medlemmer med henblik på at sikre etbedre samarbejde mellem plejehjem, beboere og pårørende. KL harendvidere oplyst, at dette skyldes, at KL generelt oplever, at der eret godt og tillidsfuldt samarbejde mellem plejehjem, beboere ogpårørende. Det er KL’s opfattelse, at der kun i yderst få tilfældeopstår problemer i samspillet, som ikke kan løses via almindeligdialog.

Derudover har jeg modtaget en række tilkendegivelser i forbindelsemed den senere tids omtale af kommuners brug afbesøgsrestriktioner, og jeg synes, der er mange gode forslag til,hvordan man kan styrke kommunerne fremover. Bl.a. nævneskonflikthåndtering som en oplagt mulighed. Det er selvfølgeligogså noget, jeg synes, man kan arbejde videre med.

Afslutning:Jeg er overbevist om, at det er i alle parters interesse, at vi findernogle ordentlige løsninger, der fremover kan sikre, at kommunerne

bliver bedre rustet til at håndtere sager, hvor samarbejdet går ihårdknude. Besøgsrestriktioner er og skal være absolut sidste udvej.Dialog og samarbejde er vejen frem.