SOU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 487: Spm. om talepapir fra samrådet den 17/6-11 vedrørende samrådsspørgsmål AÅ og BA (Brønderslevsagen), til socialministeren

Der er stillet to spørgsmål. For det første er jegblevet bedt om at kommentere på Brønderslev-sagen efter domsafsigelsen. For det andet er jegblev bedt om at vurdere det nuværende regelsæt,særligt i forhold til at sikre en sammenhængendeindsats over for de såkaldte nomadefamilier.

For en god ordens skyld skal jeg gøre opmærksompå, at jeg ikke synes, vi skal bruge tiden i dag på atgå i detaljer med sagen. De har været rigeligt blot-lagt i mediedækningen af sagen. Jeg synes hellere,vi skal fokusere på sagens generelle aspekter.

Brønderslev-sagen er en meget ulykkelig sag. Deter forstemmende at tænke på, hvad de børn hargennemlevet og været udsat for. Og set udefrafremstår det ufatteligt, at der ikke har været grebetind langt tidligere.

For at finde ud af, hvad der var gået galt, bad jegsidste forår - da vi første gang fik kendskab til sa-gen - Ankestyrelsen om at undersøge de involve-rede kommuners behandling af sagen. Ankestyrel-sens gennemgang af sagen viser med al ønskeligtydelighed, at der er begået ganske alvorlige fejl iflere af de involverede kommuner.

Ankestyrelsen konkluderede blandt andet,oAt der ikke er blevet reageret rettidigt på selvalvorlige underretningeroAt børnene ikke er blevet hørt i tilstrækkeligtomfangoAt der ikke er blevet foretaget ordentlige fagli-ge vurderinger af familiens problemer, ogoAt der ikke har været tilstrækkelig systematikog dokumentation i sagsbehandlingen.

Alt sammen noget, der har ført til, at der først alt forsent er grebet ind over for de forfærdelige forhold,som børnene har levet under. Fejl, der har kostetbørnene dyrt.

Vi har i Danmark knap 13.000 anbragte børn ogunge under 18 år. Der er i størrelsesordenen 3000afgørelser om nye anbringelser om året. Af alle an-bragte børn er de knap 1.800 anbragt uden sam-tykke – svarende til knap 14 %.

Heldigvis er sager som Brønderslev-sagen undta-gelsen. I langt de fleste kommuner og langt de fle-ste sager gøres der et vigtigt og stort stykke arbej-de for at sikre, at børnene og deres familier får denstøtte, som de har behov for. Det er vigtigt at havedette for øje – selv når vi taler om så alvorlige en-keltsager som den fra Brønderslev.

Det er vigtigt, at kommunerne lærer af hinanden,og at de gode eksempler udbredes. Derfor har jegnedsat et ekspertudvalg, der skal drøfte og udbre-de gode erfaringer med for eksempel håndtering afunderretninger, organisering af tværfagligt samar-bejde og sikring af den tidlige indsats. Ekspertud-valget skal selvfølgelig også inddrage det, vi harlært af Brønderslev-sagen.

Én sag – hvor ulykkelig den end er – må ikke føretil, at vi taber besindelsen og laver alting om, alenefordi vi føler, vi må gøre noget. Det vil ingen væretjent med.

Men når det er sagt, så skal vi selvfølgelig drageved lære af sager som Brønderslev-sagen, hvortingene går galt.

Med udgangspunkt i Ankstyrelsens undersøgelseaf sagen og efterfølgende anbefalinger til kommu-nerne, er det min klare konklusion, at det ikke erlovgivningen, den er gal med.

Vi ved fra Ankestyrelsens undersøgelse, at pro-blemet i sagen var, at den gældende lovgivningnetopikkeblev fulgt i hverken Lolland eller Brøn-derslev. Reglerne giver faktisk de nødvendige mu-ligheder.

Jeg har da også hæftet mig ved, at både eksperterog kommuner i for eksempel DR’s dokumentar omsagen bakker op om de nuværende regler.

heder for at sætte ind også selvom forældrene ikkevil samarbejde, der er krav om børnesamtale, derer krav om opfølgning osv.

Problemerne i Brønderslev skyldes et mangelfuldtkendskab til de eksisterende lovgivningsmæssigemuligheder, for lav faglighed og berøringsangstover for forældrene i en lukket familie.

Jeg vil sørge for, at der nu kommer to pjecer rettetmod de kommunale sagsbehandlere, som vedrørernogle af de centrale læringsaspekter fra Brønders-lev-sagen. En pjece om underretninger mellemkommuner og én om, hvordan man kan komme indi familier, der ikke vil samarbejde.

Brønderslev-sagen har med al ønskelig tydelighedvist, hvor vigtigt det er, at de mellemkommunaleunderretninger fungerer. Og den viser, at kommu-nerne har brug for mere viden om, hvordan manarbejder med lukkede familier. Det får de nu.

Herudover er specialrådgivningsenheden SISO,der rådgiver om seksuelle overgreb, blevet styrketmed flere midler. Og der er blevet iværksat uddan-nelse for frontpersonale, som lærere og pædago-ger, i at spotte signaler fra udsatte børn. Ligesomefteruddannelsen for socialrådgivere er blevet styr-ket med kursus i børnesamtalen.

Og så må vi jo ikke glemme, at der er blevet iværk-sat en række tiltag med Barnets Reform, som førsttrådte i kraft den 1. januar i år. Blandt andet er dergivet mulighed for at lave en børnefaglig undersø-gelse uden forældrenes samtykke. Og det er slåetfast, at der skal iværksættes akut støtte, uanset atder endnu ikke er lavet en børnefaglig undersøgel-se. Vi har styrket den tidlige indsats ved at tydelig-gøre reglerne om underretningspligt og ved at åbneop for, at fagpersoner kan drøfte bekymringer omudsatte børn - den såkaldte SSD-model.

Vi har også udviklet DUBU, som understøtter ensystematisk sagsbehandling, og dermed sikrergrundlaget for den fagligt rigtige indsats. 43 kom-muner er med allerede – Og jeg er sikker på, at re-sten nok skal komme det.

Og så det, som måske er allervigtigst: Vi har satmassivt ind med uddannelsestiltag: Grunduddan-nelsen er ved at blive revideret – og der kommerblandt andet mere fokus på udsatte børn. Vi har la-vet et kursuskatalog med en række målrettede kur-ser for sagsbehandlere, leverandører mv. Vi harigangsat en diplomuddannelse, som er meget po-pulær. Og vi har igangsat en masteruddannelse forat sikre, at der er – med Karin Kildedals ord – fagli-ge fyrtårne i kommunerne.

Flere har nævnt, at det skulle være økonomien,som har gjort, at kommunerne ikke handlede i den-ne sag. Det tror jeg ikke. Hvis der var nogen, somhavde vidst, hvilke konkrete overgreb de her børnvar udsat for, så er jeg ikke i tvivl om, at de var ble-vet anbragt straks. Problemet var, at man simpelt-hen ikke kom til bunds i sagen og fik afdækket,hvad der foregik.

Sagsbehandlerne i Brønderslev Kommune benyt-tede sig ikke af de muligheder for at komme ind ilukkede familier, som loven giver. På grund afukendskab til reglerne, på grund af lav faglighed ogmåske på grund af berøringsangst.

Vi har alle et stort ønske om at forhindre lignendesager. Men det er vigtigt, at vi bruger vores godehensigter på den rigtige måde. Og jeg mener, atdet handler om at sikre implementeringen af demange tiltag, som vi allerede har iværksat.

Og jeg er overbevist om, at vejen frem er at fort-sætte det massive fokus på at understøtte en fagligkompetent sagsbehandling i kommunerne, som viallerede har sat i gang. Mange af tingene har vi sati gang sammen i satspuljekredsen. Andre ting harder desværre ikke været tilstrækkelig opbakning til.

Det gælder fx DUBU. Det ærgrer mig selvfølgeligmeget. Både fordi jeg sådan set opfatter DUBUsom svaret på mange af de ønsker, som ikkemindst oppositionen har fremsat. Men også fordiDUBU ville have haft et endnu bedre udgangspunktmed bred politisk opbakning i ryggen.

Og kvaliteten i sagsbehandlingenerutroligt vigtig.Sagen viser tydeligt, at signaler fra børnene er ble-vet overset, og at der ikke har været styr på, hvor-dan underretninger skulle håndteres.

Vi skal derfor understøtte implementeringen af reg-lerne, så vi sikrer, at alle kender mulighederne ogkravene i loven. Og vi skal styrke fagligheden.

Løsningen på sager som denne er ikke mere lov-givning. Vi har allerede iværksat en række initiati-ver. Vi har vedtaget Barnets Reform, vi har iværk-sat massive uddannelsestiltag, og DUBU er påtrapperne. Alt sammen initiativer, som vil styrkeindsatsen markant.

Og der er vejledningsmateriale på vej til kommu-nerne om lukkede familier og nomadeproblematik-ken, og ekspertudvalgets arbejde afsluttes i efter-året.

Det er helt klart nødvendigt, at kommuner har mu-lighed for at få rådgivning i komplicerede børnesa-ger. Derfor skal vi sørge for, at de kender til mulig-hederne. VISO rykker gerne ud til kommunen ogyder rådgivning i denne slags sager – og de gørdet oven i købet gratis. Det er det, de er der for.Heldigvis kan man konstatere en stigende op-mærksomhed om VISOs virke. Sidste år havde demere end 3000 henvendelser.

Desuden vil jeg sikre, at kommunerne er opmærk-somme på de fejl, som Ankestyrelsen har fremhæ-vet, der blev begået i sagen, og som fik betydningfor, at problemerne ikke blev opdaget i tide.

Og så mener jeg, at der er behov for at kortlæggesagsbehandlernes kompetencer og se, hvor dethalter. Det vil jeg se på sammen med KL. For deter min klare opfattelse, at det ikke mindst er her,skoen trykker.

Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at denne sager en rigtig forfærdelig sag, og heldigvis ikke nogetvi ser hver dag.

Besvarelse af samrådsspørgsmål AÅ-BA på sam-

råd d. 17. juni 2011