Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Tale til samråd i SOU om netværksanbringelser
Der er stillet tre spørgsmål, som jeg vil besvare her iden indledende tale.Det første handler om, hvilke initiativer der er tagetde seneste år, hvad angår netværksanbringelser,og hvordan kommunerne bruger denne anbringel-sesform.Det andet handler om, hvorvidt jeg er enig i, at net-værksanbringelser bør bruges mere.Det sidste spørgsmål går på, hvad jeg vil gørefremadrettet for at sikre, at flere børn og ungekommer i netværkspleje, når det er hensigtsmæs-sigt.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg mener, at fo-kus på de nære relationer er helt afgørende i indsat-sen over for udsatte børn og unge. Det offentlige sy-stem kan aldrig helt erstatte en familie og relationernetil netværket. Det er helt afgørende, at udsatte børnog unge har voksne omkring dem, der VIL dem, ogsom tager et medansvar for at løse de problemer,som barnet eller familien har.
2
Derfor er netværket selvfølgelig også utroligt vigtigt,når børn og unge har behov for særlig støtte. Det kanbåde være i form af samvær under en anbringelse, såman skaber kontinuitet i barnets liv, og så man sikrer,at barnet har et godt netværk, når det ikke længereskal være anbragt. Og her vil jeg gerne nævne, at vimed Barnets Reform har givet barnet ret til samværmed netværket, så barnet kan vedligeholde og styrkede relationer, det havde inden anbringelsen.
Men netværket kan også bidrage i form af en egentlignetværksanbringelse, som jeg mener, er en rigtig godløsning for de børn og unge, som har et netværk, derer stærkt nok til at træde til, når barnet skal anbrin-ges.
Hvis jeg skal starte med det første spørgsmål om ini-tiativer og brugen af netværksanbringelser, så vil jeggerne nævne den ret omfattende forskning, som SFIhar lavet som en del af evalueringen af Anbringelses-reformen. Resultaterne af denne forskning ligger pålinje med den internationale forskning, der også viser,at netværksanbringelser er meget stabile, giver tætterelationer og medfører god udvikling og trivsel hosbørnene.
3
Den seneste SFI-rapport om effekterne af slægtsple-je, som netop er offentliggjort, viser for eksempel, atde slægtsanbragte har et stærkere netværk både un-der og efter anbringelsen, og at de oftere har en tætrelation til deres plejeforældre end andre plejebørn.Rapporten viser også, at slægtsanbragte børn harfærre psykiske problemer end andre plejebørn. Ogdet gælder vel at mærke, selvom der er korrigeret forde forskelle, der var mellem børnene inden anbringel-sen.
Det giver os kort sagt et solidt fundament for at sige,at netværksanbringelser er rigtig positive for mangebørn.
Hvad angår brugen af netværksanbringelser, så harder cirkuleret nogle fejl-fortolkninger af tallene i medi-erne, som jeg gerne vil korrigere. Blandt andet harman kunne læse, at det har været en af målsætnin-gerne med Anbringelsesreformen, at 15 % af alle an-bringelser skulle være i netværket, og at kommunernekun har anbragt cirka 5 % af børnene i netværkspleje.
Det er ikke en korrekt udlægning af tallene. Da manindførte begrebet ”netværksanbringelser” med An-bringelsesreformen i 2006, lagde man op til, at om-
4
kring 15 % afbørn anbragt i familiepleje,skulle an-bringes i slægten eller i netværket. Målsætningen gikaltså på andelen af de familieplejeanbragte og ikke påandelen af alle anbragte, for det har aldrig været in-tentionen, at for eksempel meget behandlingskræ-vende børn, som ellers ville blive anbragt på instituti-on, skulle i netværkspleje.
Ifølge de seneste anbringelsestal fra Ankestyrelsen,er det pt. cirka 11 procent af de familieplejeanbragte,der er anbragt i netværkspleje. Vi kan også se af deseneste regnskabstal, at de kommunale udgifter tilnetværksanbringelser er steget markant de senesteår. Så vi kan helt klart se, at der er en god udvikling igang, og at kommunerne er kommet et rigtig langtstykke af vejen i forhold til de ambitioner, vi havdemed Anbringelsesreformen. Og her skal vi huske atde 11 pct. er et gennemsnitstal, der dækker over atnogle kommuner har flere netværksanbringelser ogandre færre.
Men som de fleste andre kulturændringer tager denslags tid. Og vi har taget en lang række initiativer forat understøtte en udvikling i retning af flere netværks-anbringelser. Blandt har vi i efteråret 2010 afholdt enstor netværkskonference for praktikere, forskere og
5
andre fagfolk på området for at udbrede de gode erfa-ringer og få drøftet såvel fordomme som udfordringeri forhold til arbejdet med netværksanbringelser.
Vi har også udgivet et inspirationshæfte sammen medKøbenhavns Kommune, der giver konkrete redskabertil kommunerne om inddragelse og aktivering af net-værket, herunder familierådslagning og netværksmø-der. Redskaberne kan bruges til at inddrage netvær-ket og til at undersøge, om netværket evt. kan god-kendes til at tage barnet i pleje, hvis barnet skal an-bringes. Inspirationsmaterialet har været meget efter-spurgt, og det fortæller mig, at der er stor åbenhed ikommunerne overfor at anvende netværket som an-bringelsessted.
Det leder mig frem til det andet spørgsmål, nemligspørgsmålet om min holdning til udbredelsen af net-værksanbringelser. Jeg er af den klare holdning, atnetværksanbringelser selvfølgelig skal bruges i allede tilfælde, hvor det vurderes at være hensigtsmæs-sigt. Det understøtter både forskningen og de kom-munale erfaringer med denne form for anbringelser.Og netværksanbringelser kan nogle ting, som andreanbringelses former har svært ved at give de anbrag-
6
te børn – fx det ejerskab og engagement, der ligger ifamiliebåndet i slægtsanbringelser.
Men det er også vigtigt, at netværksanbringelse ikkeanvendes blindt. Kommunen skal som myndighed al-tid sikre, at netværksanbringelse alene anvendes i desituationer, hvor netværket faktisk kan løfte opgaven.
Derfor skal vi også passe på ikke at stirre os blindepå de føromtalte 15 %. For de 15 % er jo ikke en ma-gisk grænse for antallet af børn i netværkspleje.
Det, som er det afgørende for mig, er, atmulighedenfor en netværksanbringelse altid undersøges nøje, ogat alle ressourcer i familien og netværket afdækkes,aktiveres og inddrages, når man skal finde den rettestøtte til udsatte børn og unge. Det kan fx være viafamilierådslagninger, netværksmøder eller lignende.
Og i mange tilfælde er jeg sikker på, at netværket kantræde til, selvom de ikke har ressourcer til at havebarnet boende, fx som kontaktpersoner, aflastnings-familie eller gennem samvær, som jeg tidligere varinde på.
7
I den børnepakke, som regeringen og DF blev enigeom sidste år, er der netop et projekt, hvor der bliversat fokus på brugen af netværksfamilier som aflast-ningssted. Jeg er sikker på, at den slags projekter ermed til at sætte fokus på vigtigheden af altid at ind-drage netværket, når udsatte børn og unge har behovfor støtte.
Men vi skal samtidig ikke tro, at netværket altid rum-mer en mirakelløsning på nogle ofte rigtig svære pro-blemstillinger.
Derfor vil jeg også gerne nævne, at vi med BarnetsReform har givet alle plejefamilier – herunder ogsånetværksplejefamilier - ret til efteruddannelse og su-pervision, så de løbende bliver klædt på til at håndte-re de udfordringer, der også følger med det at værenetværksplejefamilie. For det ER svært at skulle vare-tage omsorgen for et udsat barn, og det kræver ogsåstøtte og opfølgning, når man for eksempel skal gåfra at være mormor til at være den daglige omsorgs-person for barnet.
Derudover vil jeg gerne slå fast, at børn og unge kunskal anbringes i netværket, hvis der er de fornødneressourcer og det overskud, der skal til for at tage sig
8
af den daglige omsorg for et anbragt barn. Det harkommunerne ansvaret for at sikre, ligesom det ogsåer helt afgørende, at de kommunale myndighedersætter rammerne for netværksanbringelserne og ikkeoverlader hele ansvaret til familierne selv.
Så hvis jeg skal opsummere mit svar på spørgsmålnummer to, så er det, at jeg er meget stor tilhængeraf, at netværket bruges i de tilfælde, hvor det kanmedvirke til, at barnet får den støtte, det har behovfor.
Hvad angår det sidste spørgsmål om de fremadrette-de initiativer, så mener jeg, at vi med Barnets Reformhar lavet så stor og ambitiøs en reform på anbringel-sesområdet, at vi skal afvente implementeringen afden, før vi sætter for mange nye skibe i søen.
Plejefamilieområdet, og herunder også netværksan-bringelser, stod helt centralt i Barnets Reform, og jeger sikker på, at de lovændringer, vi allerede har lavet,vil medvirke til, at der bliver endnu mere opmærk-somhed på, hvor vigtigt det er at udsatte børn og un-ge har nære og stabile relationer, og at de udvikler ogbevarer deres netværk, når deres mor og far ikke er istand til at tage sig af dem.
9
Samtidig er der en udvikling i gang i kommunerne,hvor mange kommuner i stadig stigende grad anven-der netværksanbringelser.
Afslutningsvis vil jeg derfor også gerne nævne detekspertudvalg om udsatte børn og unge, som jeg harnedsat, blandt andet med det formål at se på effekt-fulde indsatser over for udsatte børn og unge – ikkemindst på anbringelsesområdet. Jeg vil bede udvalgetom også at have et særligt fokus på brugen af net-værksanbringelser og på, hvad der kan være af barri-erer, der skal overvindes, for at denne anbringelses-form kan blive endnu mere udbredt i de tilfælde, hvordet er den bedste løsning for barnet.
For vi har efterhånden så meget forskning og viden,der peger i retning af, at netværksanbringelser bringerbørnene i god udvikling og trivsel, og det er jo netophele formålet med den sociale indsats over for udsat-te børn og unge.
