Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
[Det talte ord gælder]Dererstillet2spørgsmåltilmigpåbaggrundaf
Godhavnsrapporten. Jeg besvarer spørgsmålene samlet.
[Indholdet af rapporten]Rapporten om Godhavnsdrengene er meget trist læsning. Denfortæller om børn, der har haft en rigtig dårlig opvækst, mens de harværet under statens forsorg. En opvækst som ligger meget langtfra, hvordan vi i dag synes, børns opvækst skal være.
Rapporten viser bl.a., at:
Børnene har været udsat for fysisk vold af personaletAt der har været psykisk vold, trusler og nedværdigendebehandling
At der har været seksuelle krænkelser – primært børneneimellem
At der sandsynligvis har været tale om eksperimentelmedicinsk behandling, men ikke at børnene blev brugt tilmedicinske forsøg
At drengene blev mødt med følelsesmæssig kulde ogmanglende omsorg
At de voksede op isoleret fra det omgivende samfund
Statens tilsyn var - efter nutidens målestok - meget sporadisk indtilslutningen af 1960´erne. Børnene blev sjældent interviewet, ogheller ikke de ansatte synes at være blevet interviewet af destatsligeinspektører.Kunforstanderenhavdedialogmed
inspektørerne til op i tresserne. I dag ville det selvfølgelig være etutilstrækkeligt tilsyn. For eksempel blev det personrettede tilsynmed det enkelte barn først skrevet tydeligt ind i Serviceloven i 1998.
Tilsynet blev dog efterhånden heldigvis bedre, selvom det ikke vartilstrækkeligt set med nutidens øjne. Indtil 1958 var der treinspektører, der skulle besøge samtlige hjem to gange årligt. Fra1958 til 1976 var der seks inspektører samt en række lokaltplacerede børneværnskonsulenter.
Udsagn fra lærere, elever og den yngste tilsynsførende fra dengangtyder på, at forholdene på Godhavn blev rettet op i løbet afslutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.
Udviklingen af Statens Tilsyn med børnehjemmene afspejlerudviklingen i samfundets værdisæt. Lovgivningen blev løbendeændret i takt med, at holdningerne til udsatte børn og ungeændrede sig. Nu skulle man til at behandle børn og unge bedre.Bedre tilsyn, ophævelse af revselseslovene og oprettelse af
uddannelsen af pædagoger var i høj grad med til at forbedreforholdene på børnehjemmene.
Jeg tvivler ikke på, at isolation fra det øvrige samfund og fysisk ogpsykiskvoldsomopdragelsesmiddelharfundetstedpå
børnehjemmene. Og der er ingen tvivl om, at en række børn harhaft en urimelig dårlig barndom på datidens børnehjem præget affølelsesmæssig kulde og omsorgssvigt.
Jeg anerkender fuldt ud det, som står i Godhavn rapporten – at deter sket. Og jeg synes, det er dybt beklageligt og føler med dem,som det er gået ud over.
[Vi skal lære af socialhistorien]Men selvom det flere årtier siden, så er det vigtigt, at vi nu har fåetkortlagt, hvad der skete. Både af hensyn til de børn, som voksedeop under de forfærdelige forhold, og som nu er voksne. Flere demhar givet udtryk for, at de mener, at det er vigtigt, at det bliverdokumenteret, hvad der er sket.
Men også af hensyn til os andre - for vi skal lære af de fejltagelser,som er begået i fortiden.Og det kræver, at vi kender vores
socialhistorie - både for det gode og for det mindre gode.
Når vi kender fortiden, så har vi bedre mulighed for at gribe ind overfor nutidens fejl og mangler. Derfor har regeringen også ønsket atdække udgifterne til Godhavnsundersøgelsen, så vi kan få kortlagtfortiden. Det skylder vi de mennesker, der var udsat for disseforhold.
[Hvorfor der ikke kan siges undskyld]Der er blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke vil give en undskyldning tildem, som voksede op under de her forhold. Jeg er ked af, atdebatten udelukkende er kommet til at handle om et enkelt ord. Fordet fjerner fokus fra dét, jeg mener, er det væsentlige – nemlig,hvordan vi kan sikre, at vi i dag hjælper anbragte børn bedst muligt.
Den opvækst, som de børn i rapporten har haft, har været barsk ogforfærdelig. Der er enkeltpersoner, som har gjort grusomme tingmod børnene. De personer burde være blevet stillet til ansvar for dehandlinger, som de har begået. Det anerkender jeg fuldt ud. Og jegsynes, at det er dybt beklageligt, at det har været sådan.
Det skete for 40 år siden i en tid, hvor man ikke havde samme synpå beskyttelse af børn og sikring af børns rettigheder, som vi har idag. Det kan være svært at forstå i dag – for det er svært at vurderefortiden med nutidens briller.
I dag ved vi, at det skader at slå børn. Men indtil 1954 var det tilladtat bruge spanskrøret som opdragelsesmiddel, og op til 1968 var dettilladt at bruge lussinger som pædagogisk redskab på børnehjemog i skoler. Og først i 1997 blev revselsesretten i hjemmet afskaffet.
Jeg finder det personligtdybtbeklageligt, at disse børn har væretudsat for det, de har. Og jeg medgiver fuldt ud, at de har haft enurimelig dårlig barndom på datidens børnehjem.
Men jeg kan ikke sige undskyld for handlinger, som enkeltpersonerhar begået for 40 år siden. Og for et statsligt tilsyn, som ikke varindrettet efter nutidens lovgivning.
Gennem de seneste 30 år har der med mellemrum været pres for,at staten skulle undskylde for ulykkelige forhold, der er sket ifortiden. Det gælder både i forhold til sagen om de grønlandskebørn, som blevflyttet til Danmarki 50’erne,sagenom
tvangssterilisation af svagtbegavede osv. Fælles for disse er – velat mærke på tværs af skiftende regeringer med forskellig partifarve– at en officiel statslig undskyldning meget sjældent bliver brugt. Ogden er kun brugt i de situationer, hvor et egentligt regeringsansvarklart er slået fast – fx ved dom.
Det siger jeg ikke for at forklejne de ting, som børn, der har væretanbragt på børnehjem gennem tiden, har været udsat for. Men fordijeg mener, at det vigtige i denne her sag er, at vi lærer af historien,og sikrer, at børn, der er anbragt, har bedre forhold i dag.
Mit ansvar som socialminister og dermed som den, der har detøverste politiske ansvar for socialområdet i dag, er, at arbejde for,at historien ikke gentager sig. Og at anbragte børni dagvokser opunder trygge og omsorgsfulde forhold.
Vi skal lære af fortiden og arbejde målrettet for at forbedre vilkårenei dag. Poul Nyrup Rasmussen sagde i 1998 om bogen, derbeskriver det såkaldte ”eksperimentet” om tvangsflytningen afgrønlandske børn til Danmark, at”Bogen sætter et værdigt punktumfor en uværdig historie”.
Det
synes
jeg
også
er
tilfældet
med
den
rapport,
som
Godhavnsdrengene har fået udarbejdet. Den har dokumenteret deforfærdeligheder, som er begået. Historien kan ikke ændres, men viskal arbejde målrettet for, at den ikke gentager sig.
[Fremadrettede initiativer]Historisk er der heldigvis sket rigtig mange ting for at sikre, atudsatte børn hjælpes bedst muligt. Måske vigtigst af alt har synet
på børn og børns rettigheder heldigvis ændret sig meget. BarnetsReform er et godt udtryk for dette, da det af reformen fremgår klart,at der skal tages udgangspunkt i barnets bedste.
Der er også sket væsentlige skærpelser af tilsynet med bådeanbringelsesstederne og med børnene. Det er for mig rigtig vigtigt,at vi prioriterer tilsynet med de anbragte børn, for det er ét af deredskaber, der er, til at sikre, at de anbragte børn vokser op underordentlige forhold.
[1. Barnets Reform]Tilsynet var vi allerede enige om at forbedre i forbindelse medBarnets Reform, hvor vi jo blandt andet sikrede, at:Der skal foretages mindst ét uanmeldt tilsyn årligt medanbringelsesstedet, og atDer skal føres mindst 2 årlige tilsyn med de anbragte børn. Ogi den forbindelse skal tilsynet tale med barnet uden atpersonalet på anbringelsesstedet er til stede, og det er måskedet allervigtigste.Herudover blev vi også enige om at sænke klagealderen fra 15år til 12 år, så børn fra 12 år kan klage over det, hvis de ikkebryder sig om at være der, hvor de er anbragt.
Vi har øget Ankestyrelsens muligheder for at gå ind i sager afegen drift.Vi har skærpet reglerne om underretningspligten.Og vi støtter Børns Vilkårs bisidderordning, så de anbragtebørn kan få hjælp og støtte, når de er til møder på kommunen.Endelig udarbejder vi i forlængelse af Barnets Reforminformationsmateriale til alle anbragte børn, så de fårkendskab til deres rettigheder.
Vi kan aldrig sikre os fuldstændigt mod, at overgreb kan finde sted.Men med de her tiltag, er vi kommet meget tættere på. Vi har gjortsikkerhedsnettet under udsatte børn langt mere fintmasket.
[2. Undersøgelse af anbragte børns syn på anbringelsen]I forlængelse af Godhavnsrapporten har jeg bedt Børnerådet om atforetage en undersøgelse af vilkårene for børn, som er anbragt idag. Børnerådet skal tale med op til 100 børn, som er anbragt pådøgninstitutioner og opholdssteder og i plejefamilier.
De skal tale med børnene om, hvordan de oplever dét at væreanbragt – og hvad de mener, vi kan gøre, for at forbedre anbragtebørns hverdag. Vi kan ikke gøre noget, der mindsker den sorg, somdet kan være for et barn, ikke at kunne vokse op i eget hjem hosegne forældre. Men vi kan arbejde for at give dem de bedst mulige
vilkår: Omsorgsfulde og nære voksne, som engagerer sig i dem ogvil dem, et trygt og hjemligt miljø, fritidsliv, god skolegang osv.
Vi skal have et indtryk af, hvordan børneneselvoplever det at væreanbragt. Og hvad,demener, er vigtigt for en god anbringelse. Viskal høre børnene selv.
Og det input, vi får fra Børnerådets undersøgelse, kan vi blandtandet bruge til at forbedre tilsynet. Sådan at både dem, der førertilsyn med selve anbringelsesstedet, og dem, der fører tilsyn meddet enkelte anbragte børn, er opmærksomme på de forhold, sombørnene selv mener, er vigtige.
[3. Det socialhistoriske projekt]Vi har også her i Socialudvalget besluttet at få udført etsocialhistorisk projekt, som handler om at sikre viden og erfaringerfra efterkrigstiden frem til bistandsloven i 1976 og særforsorgensudlægning i 1980.
Der skal i den forbindelse tilrettelægges en formidlingsindsats overfor studerende og børn og unge, så de kan få viden om, hvordansamfundet behandlede de svage og udsatte voksne og børn iperioden efter 2. verdenskrig. Projektet skal også bidrage til, athistorien ikke gentager sig.
Vi har altså sat mange ting i gang for at forbedre indsatsen overforde anbragte børn i dag. For jeg mener, at vi skal se fremad og på,hvad vi kan gøre for, at vi lærer af historien, så fortiden aldriggentager sig.
Godhavns-sagen er for alvorlig til andet.
Benedikte Kiær
