Spørgsmål AJ

Mener ministeren, at det er acceptabelt, at kommunerne laderudtalelser fra religiøse ledere indgå i undervisningen forkommunernes kontrolgrupper om afsløring af socialt bedra-geri og som baggrund, når kommunerne træffer afgørelse isociale sager, sådan som Information kunne berette bl.a. erpraksis i Holbæk Kommune, jf. artiklen ”Sharialoven bliverbrugt mod borgerne i sociale sager” fra Information.dk den13. marts 2011?

Svar:

Jeg vil indlede med at sige, at det er regeringens opfattelse,at socialt bedrageri er uacceptabelt. Regeringen mener, at so-cialt bedrageri svækker sammenhængskraften i vores sam-fund.Sociale ydelser skal alene udbetales til dem, der har ret til ogbehov for hjælpen. Derfor er der behov for at have fokus påat bekæmpe socialt bedrageri.Spørgsmålet for samrådet i dag drejer sig om kommunernessagsbehandling i sager om socialt bedrageri. Der henvises ispørgsmålet til en artikel i dagbladet Information, der omta-ler, at kommunerne i deres undervisningsmateriale skullehenvise til udtalelser fra en imam om forskellige religiøseleveregler. Information henviser i artiklen til, at en borger ien konkret sag skulle være frataget en række sociale ydelsertil enlige med henvisning til de pågældende religiøse udtalel-ser.

Jeg vil gerne slå helt fast, at religiøse normer og tilhørsfor-hold er helt uden betydning for borgernes ret til sociale ydel-ser efter de love og regler, der gælder her i landet. Alle bor-gere skal behandles ud fra ensartede kriterier.En generel udtalelse om religiøse sædvaner kan således ikkeudgøre en nødvendig eller tilstrækkelig dokumentation i sa-ger om socialt bedrageri.Det er kommunerne, der træffer afgørelse i sager om borger-nes ret til sociale ydelser, herunder særlige ydelser til enligeforsørgere som fx børnetilskud. Kommunernes afgørelser omret til en række sociale ydelser kan påklages til de socialenævn.Jeg har ikke grundlag for eller kompetence til at gå ind i en-keltsager eller i en vurdering af det undervisningsmateriale,som kommunerne benytter ved efteruddannelse af personale.Helt generelt er det sådan, at det er kommunernes pligt atsikre sig, at en sag om udbetaling af sociale ydelser er til-strækkeligt oplyst. En række sociale ydelser som fx børnetil-skud og friplads i daginstitution udbetales på grundlag af, omen borger har status som enlig forsørger.Kommunerne kan ikke nægte udbetaling af sociale ydelseruden at overholde almindelige forvaltningsretlige principper.Kommunernes skal bl.a. høre parten i sagen og begrunde denafgørelse, der træffes ud fra de kriterier, som gælder i lovreg-lerne på området.Derfor har kommunerne pligt til at reagere, hvis kommunenbliver bekendt med oplysninger om en borgers forhold, derkunne tyde på, at borgeren ikke er reelt enlig. Det kan væreoplysninger om mange vidt forskellige forhold, fx oplysnin-ger om, at borger, der er fraskilt, får yderligere børn med entidligere ægtefælle.2

Der kan også være oplysninger om andre forhold, fx om aty-piske samlivsforhold eller boligforhold eller vandforbrug,som gør, at kommunen indhenter yderligere oplysninger ogdata i en sag.Man kan sige, at mange forskellige oplysninger om atypiskeforhold kan bruges som en slags løftestang for, at kommu-nerne finder grundlag for at indhente yderligere oplysninger ien sag.I den videre vurdering af sagen kan en række forskellige fak-torer inddrages i kommunens vurdering af, om en borger erenlig.Det kan være spørgsmål om, hvorvidt parterne har fællesøkonomi, fælles husholdning, gensidig hjælp til husholdning,omstændigheder omkring sygdom, fællesbørn og en rækkeandre forhold.Samtidig skal parternes egen beskrivelse af forholdet indgå ivurderingen. Borgerens egne oplysninger kan være yderstforskellige. Og borgernes forklaringer er altid væsentlige forden samlede vurdering.Det er først, når sagen er fuldt og tilstrækkeligt oplyst, atkommunen har et grundlag for at træffe afgørelse, om hvor-vidt en borger har ret til sociale ydelser.Som nævnt er opgaven for kommunerne at træffe afgørelseom ret til sociale ydelser ud fra de love og regler, der gælderpå de pågældende områder. Der er tale om en kompleks vur-dering, og forhold vedrørende enligstatus kan være vanskeli-ge at afdække. Derfor støtter jeg op om, at kommunernesamarbejder, udarbejder undervisningsmateriale, udvekslererfaringer og viden, og at kommunerne får koordineret prak-sis på grundlag af de administrative afgørelser, som træffes ide sociale nævn og i Ankestyrelsen.3