Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Tale til samråd i Socialudvalget d. 14. oktober 2010
- spørgsmål BL, BM og BN -[Det tale ord gælder]Jeg besvarer spørgsmålene i umiddelbar forlængelse af hin-anden:
[spørgsmål BL:Hvad vil ministeren gøre for at løse de stigende problemer medbørnefattigdom i udsatte boligområder, hvor andelen af fattige børn fra 2003til 2007 er mere end tredoblet i Gellerup, så hver fjerde barn nu lever i fattig-dom, og andelen af fattige børn er steget fra 7 til 20 procent i Vollsmose isamme periode, jf. analysen "Børnefattigdommen i storbyernes ghettoer ereksploderet på få år" fra AE-rådet den 16. august 2010?]
Lad mig begynde med at slå fast, at langt de fleste børn iDanmark har det godt!
Blandt andet viser en EU-undersøgelse fra 2008, at Danmarksammenlignet med andre lande i EU har færre problemermed børnefattigdom, ligesom en UNICEF-undersøgelse fra2005 viste, at Danmark havde den laveste andel af børn i lav-indkomstgruppen af alle OECD-lande. En anden UNICEF-rapport fra 2007 viser, at Danmark ligger på en samlet tredje-plads blandt 21 industrialiserede lande, hvor børns trivsel erundersøgt inden for seks forskellige hovedkategorier, som ermateriel velstand, sundhed og sikkerhed, trivsel i skolen, for-hold til familie og venner, risikoadfærd samt børnenes egenvurdering af deres trivsel. SFI har også som led i deres bør-neforløbsundersøgelse i 2008 undersøgt de 11 åriges hver-dagsliv og trivsel og har i den forbindelse konkluderet, atlangt de fleste 11 årige heldigvis trives og har det godt.
2
Vi har i Danmark et rigtigt godt velfærdssystem, som trædertil, når f.eks. børn ikke får den omsorg i hjemmet, som de harbrug for. Det skal vi være glade for og stolte af.
Men vi må ikke glemme, at det desværre ikke erallebørn,der har det så godt, som man kunne ønske. Og mange afdebørn bor med deres familie i de udsatte boligområder – ighettoerne. Men om børn har det godt, handler ikke udeluk-kende om deres forældres indkomstniveau. Det handler ogsåom familiernes sociale og kulturelle ressourcer.
Derfor har jeg - inden vi går videre – også nogle bemærknin-ger til analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – somdanner grundlag for spørgsmålet. Jeg mener ikke, den giveret retvisende udgangspunkt for at diskutere fattigdomspro-blemerne i ghettoområderne.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anvender en relativ fattig-domsgrænse, som efter min opfattelse giver et forsimplet ogmisvisende billede af virkeligheden. Den stempler alle, somhar en indkomst, der er mindre end halvdelen af landets mid-terste indkomst som værende fattige. Det er jeg ikke enig i, atde er – men det er klart, at vi skal være opmærksomme på,at netop disse mennesker ikke havner i en udsat situation.
Den relative fattigdomsgrænse siger ikke noget om, hvorvidtfolk i de udsatte boligområder rent faktisk har fået færre pen-ge til rådighed. Den siger heller ikke noget om årsagerne til,
3
at nogle mennesker havner i en situation, hvor de oplever ik-ke at have råd til de fornødenheder, som andre anser forselvfølgelige, eller ikke har de menneskelige ressourcer tilf.eks. at tage tilstrækkeligt vare på deres børn.
Lad mig give et eksempel: Hvis de 10.000 rigeste personerforlod Danmark, så ville der, ifølge den metode som Arbej-derbevægelsens Erhvervsråd anvender, blive færre fattige iVollsmose og Gellerup. Men vi kan vist alle sammen bliveenige om, at det ikke hjælper ikke beboerne i Vollsmose ogGellerup, hvis de 10.000 rigeste personer flytter ud af landet.
Beregningsmetoden er forsimplet og giver et alt for forenkletbillede af, hvordan virkeligheden ser ud. Og vi risikerer atsætte ind med forsimplede løsninger. Det vil jeg gerne undgå.
Arbejderbevægelsens Erhversråd vælger at beskrive den hi-storiske udvikling i de sociale boligområder på baggrund af etenkelt parameter, som trækker i en bestemt retning, uden atredegøre for de øvrige positive udviklingstendenser i de ud-satte boligområder, som f.eks. de stigende indkomster ogden stigende beskæftigelse.
Ser man isoleret på indkomstudviklingen i de udsatte bolig-områder, har der samlet set været en real stigning i den gen-nemsnitlige bruttoindkomst fra 2002 til 2008 på 6,1 pct.
Samtidig har der været et markant fald i andelen af beboere,der er uden for arbejdsmarkedet. Fra 2003 til 2009 er ande-
4
len af beboere i de udsatte boligområder, der er uden for ar-bejdsmarkedet, faldet fra 50 pct. til 41 pct., svarende til etsamlet fald på 18 pct.
Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at der er familier,som af forskellige årsager har svært ved at klare hverdagenog skabe en god og stabil opvækst for deres børn - uansethvor meget de end ønsker det.
Det kan f.eks. være familier, hvor en eller begge forældre be-finder sig på kanten af eller helt udenfor arbejdsmarkedet,uden uddannelse og med en uoverskuelig økonomi. Eller detkan være familier, hvor mor eller far, f.eks. på grund af fysiskeller psykisk sygdom eller misbrugsproblemer, ikke magter atdække deres børns grundlæggende behov for omsorg, op-bakning og opmærksomhed.
Problemstillingerne i de familier er ofte komplekse. Derfor sy-nes jeg, at vi skal se på fattigdomsproblematikken på en langtmere nuanceret og retvisende måde.
Og derfor har regeringen også iværksat et arbejde med atudvikle retvisende fattigdomsindikatorer, der afspejler fattig-dom som et komplekst og sammensat problem.
Ved at udvikle indikatorerne på den rigtige måde og med til-strækkelig omtanke, vil de blive et vigtigt redskab i den vi-densbaserede sociale indsats, som vi sætter i værk for rent
5
faktisk at løse udsatte medborgeres grundlæggende proble-mer - så de også på lang sigt, får et bedre liv.
Men udviklingen af fattigdomsindikatorer er langt fra regerin-gens eneste fokusområde i forhold til udsatte boligområderog de familier, som bor der.
Regeringen har gennem de sidste ni år konsekvent iværksaten lang række omfattende initiativer, der støtter socialt udsat-te grupper. Lad mig blot nævne ”Detfælles ansvar” og ”Detfælles ansvar 2”, ”Nye veje til arbejde”, ”Ny chance til alle”,behandlingsgaranti til alkohol- og stofmisbrugere, ”Lige mu-ligheder”,to omfattendepsykiatriaftaler, ”Hjemløsestrategienog senestBarnets Reform.Dertil kommer projekter somf.eks.Fritidspasogsommerferiehjælp.
Og efter efterårsferien fremlægger regeringen en ny samletghettostrategi. Strategien skal først og fremmest bryde denisolation som landets ghettoer befinder sig i. En isolation derforhindrer, at børn i ghettoerne reelt har samme mulighedersom andre børn. For børn har ikke lige muligheder når deresforældre ikke arbejder, når der i hjemmet ikke er de rette for-udsætninger for at bakke op om deres skolegang, og når delever i et område med bander og heraf følgende kriminalitet.
Regeringen har allerede sat gang i mange indsatser overforghettoiseringen. Og det har virket. Den skæve udvikling erblevet bremset og nogle steder også vendt. Med den nye
6
samlede ghettostrategi vil vi tage endnu et skridt, så vi ende-gyldigt kan få vendt udviklingen.
Det er et klart mål for regeringen at bekæmpe fattigdom ogskabe lige muligheder for alle - voksne som børn.
Vi har haft fokus på det længe, og vi bliver ved med at havefokus på det.
[spørgsmål BM:Vil ministeren afvise de eksperter, der gentagne gange harpåpeget stigende problemer med børnefattigdom i udsatte boligområder someksempelvis Jesper Nygaard, formanden for KAB, der udtaler til Politiken den16. august 2010 at ”I mit arbejde er det synligt, at der er kommet flere fattige ide udsatte områder, og at der opstår en håbløshed, som påvirker børnenesforhold til deres familie og øvrige netværk. De mister simpelthen selvtillid”?]
I samrådsspørgsmål BM bliver jeg spurgt om jeg vil afviseeksperter. Nej, jeg kunne ikke drømme at afvise eksperter.Jeg lytter altid gerne til mennesker med en særlig indsigt ogviden.
Det gælder uanset om der er tale om Jesper Nygaard, som eradministrerende direktør for KAB, eller der er tale om frivilligeeller boligsociale medarbejdere, der yder en meget betydeligindsats i de udsatte boligområder. Det er klogt at lytte til så-danne menneskers erfaringer.
Det er jo netop derfor, at jeg og en række af mine ministerkol-legaer i forbindelse med arbejdet med ghettostrategien harbesøgt nogle af de store udsatte boligområder i Tåstrupgård,i Tingbjerg, i Gellerupparken og på Nørrebro.
7
Vi har afholdt ikke mindre end fire vidensmøder, ligesom jegogså har besøgt Aalborg Øst. Her har vi fået værdifulde ideerog gode råd fra dem, der ved allermest om udfordringer ogproblemer i de udsatte boligområder. Vi har både mødt eks-perter, medarbejdere i områderne og beboere. Og det afspej-ler sig også i strategien. Og faktisk skal jeg i eftermiddag påbesøg i Askerød bebyggelsen, hvor jeg håber at få endnu fle-re gode ideer og input.
Som det også fremgik af mit svar til det første spørgsmål, lig-ger det mig meget på sinde at hjælpe de familier og ikkemindst de børn i de udsatte boligområder, som har det svært.
Derfor har regeringen nu også i en årrække gjort en massivog målrettet indsats for at styrke børnenes muligheder for atskabe sig en bedre fremtid, bl.a. ved at iværksætte initiativer,som forbedrer deres opvækstvilkår her og nu.
Regeringen har fra 2006 – 2010 afsat ikke mindre end 2,2mia. kr. i Landsbyggefonden til boligsociale indsatser i lan-dets udsatte almene boligområder. Rigtig mange af de pengegår til børnene og de unge, som nu tilbydes sportsaktiviteter,væresteder og lektiehjælp. Mange steder arrangeres som-merferieaktiviteter, til stor glæde for de børn, som ikke ople-ver så meget sammen med deres forældre. Der er også satind for at styrke familierne ved at tilbyde familiekurser og job-søgningskurser.
8
Udover de historisk høje beløb der er afsat i Landsbyggefon-den, er der i de sidste tre satspuljeaftaler afsat omkring 200mio. kr. til forebyggelse, kriminalitetsbekæmpelse, fritidstilbudog udvikling. For uro og kriminalitet er, som vi alle ved des-værre et stort problem i de boligområder, vi taler om her.
For eksempel er der i 2010 afsat 137 mio. kr. til en helheds-orienteret gadeplansindsats. Pengene er i april måned i årfordelt til 17 boligområder i 12 kommuner. Jeg er overbevistom, at de mange penge kommer til at gøre en forskel for ligenetop de børn og unge, som er i risiko for at havne i kriminali-tet.
Derudover har vi – som jeg tidligere har nævnt - afsat mereend 80 mio. kr. til fritidspas til udsatte børn i blandt andet ud-satte boligområder, så de også får råd til at deltage i de fri-tidsaktiviteter, der kan holde dem væk fra kriminalitet.
[Spørgsmål BN:Hvad er ministerens holdning til, at regeringens eget udvalg,Programbestyrelsen for dialog og balance i udsatte boligområder, i sin afrap-portering fra 2008 skriver, at ”indsatserne har ikke grundlæggende løst deomfattende fattigdoms- og integrationsproblemer i de udsatte boligområder”(side 22), og mener ministeren på den baggrund ikke, at der bør ske en helhjer-tet indsats for at løse de omfattende fattigdomsproblemer i de udsatte boligom-råder, som regeringens eget udvalg påpeger?]
Og så er der Programbestyrelsen, som det sidste spørgsmålhenviser til.
Jeg er naturligvis bekendt med Programbestyrelsens afslut-ningsrapport rapport og den række af forslag, som man lagdefrem. Der er mange gode forslag imellem – og vi har da ogsåallerede igangsat en række af de relevante forslag.
9
Vi har – i et godt samarbejde med ikke mindst de Radikale ogDansk Folkeparti - gjort meget. Og vi fortsætter som sagt ind-satsen med en ny samlet ghettostrategi med effektive red-skaber, der skal bryde ghettoerne ned og fortsat sikre dennødvendige bevågenhed.
Men vi er ikke nået i mål. Når det handler om problemer, derhar fået lov til at udvikle sig siden 1970erne, skal man ikkeregne med at løse alt på et par år. Det kræver et langt sejttræk.
Med boligaftalerne for 2002, 2005 og 2006 har regeringensikret, at der er sat historisk mange penge af i Landsbygge-fonden til renoveringer - en investeringsramme på ikke min-dre end 21 mia. kr. fra 2003 til 2012.
Attraktive boligområder er en forudsætning for at undgå enfortsat isolation af ghettoområderne. Derfor skal jeg nu ogsåtil at forhandle en ny boligaftale hjem, der med udgangspunkti den nye ghettostrategi skal muliggøre de nødvendige foran-dringer.
Senest gennemførte regeringen med boligaftale for 2009 enstyringsreform af den almene sektor. Boligorganisationer ogkommuner har med styringsdialogen fået mulighed for lokaltat aftale, hvor der skal sættes ind så det passer til de lokaleproblemer og får den største effekt. Med den aftale er de an-
10
dre redskaber der skal forbedre vilkårene i de udsatte bolig-områder også forbedret.
På den baggrund kan jeg kun erklære mig enig i, at der erbehov for en helhjertet og helhedsorienteret indsats i de ud-satte boligområder. Det er netop det, regeringen har tilstræbt– og det er det, vi vil lægge op til i regeringens nye ghetto-strategi.
