Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Det talte ord gælderSpørgsmål Æ:Ministeren bedes redegøre for, om ministeren vil tage initiativ til at ud-vide og styrke kommunernes tilsyn med eksterne leverandører af hjælp efter service-lovens § 96 (BPA). Jf. ”Operation X: I kørestol og Lamborghini” om HandiHelp sendtpå TV2 den 13. januar 2011.
Spørgsmål Ø:Ministeren bedes redegøre for, om ministeren vil tage initiativ til at ind-føre en godkendelsesordning for eksterne leverandører af hjælp efter servicelovens §96, f.eks. med udgangspunkt i godkendelsesreglerne på området for personlig ogpraktisk hjælp, som Københavns Kommune har foreslået socialministeren, jf. SOUalm.del – bilag 156.
Da der er stor sammenhæng mellem de to sam-rådsspørgsmål, som jeg skal besvare i dag, viljeg gerne besvare spørgsmål Æ og Ø samlet.Jeg tror, at vi alle er enige i, at det er dybt bekla-geligt, hvis en virksomhed tilsyneladende mis-bruger ordninger, der udelukkende er lavet meddet formål at give forældre til børn med handicapog BPA-modtagere en bedre hverdag. Det erødelæggende for så vigtigt et område som han-dicapområdet, der netop bygger på en solidariskfinansiering.Jeg er selvfølgelig meget opmærksom på, omder er behov for at justere i reglerne, så kommu-1
nerne har de bedst mulige redskaber til at sikre,at skatteydernes penge bruges efter hensigten.Når det er sagt, så mener jeg, at kommunernekan mere, end de tror. Det er og bliver en kom-munal opgave at føre tilsyn med, at borgeren fården hjælp, som de er visiteret til, og om borge-ren tilrettelægger ordningen på en hensigts-mæssig måde. Det omfatter også tilsynet med,om tilskuddet bruges efter formålet.Jeg er ikke enig i, at kommunerne ikke har mu-lighed for føre kontrol med disse ordninger.Kommunen kan i forbindelse med gennemførel-sen af tilsynet anmode borgeren om at fremskaf-fe f.eks. oplysninger om antallet af hjælpere, derer ansat, arbejdstidsskemaer eller lønsedler.Med disse oplysninger har kommunen mulighedfor at vurdere, om der er mistanke om problemeri ordninger, f.eks. om samme hjælper tager formange vagter, eller om virksomhedens afreg-ning med kommunen ikke stemmer overens meddet faktiske forbrug.2
Kommunen har således mulighed for at intensi-vere tilsynet med ordningen, hvis man vurderer,at der er mistanke om problematisk adfærd eller,hvis der sendes meget store regninger fra virk-somheden.Kommunerne kan – i forbindelse med den lø-bende afregning – også bede borgeren attestereforbruget, fx af vikartimer, eller udgifter til lønunder sygdom, inden regningen sendes til kom-munen. Borgeren vil her blive ansvarliggjort iforhold til den virksomhed, de har indgået aftalemed.Samtidig vil jeg gerne understrege, at vi, da viindførte reglerne, efter tæt dialog med både Mu-skelsvindfonden, DH og ordførerne indførte § 16i udmålingsbekendtgørelsen, som giver kommu-nen hjemmel til at kræve tilbagebetaling af til-skud, der ikke er anvendt til formålet med BPA.Det var for at forebygge snyd og bedrageri.
3
Københavns Kommune nævner både i Operati-on X-udsendelsen og i deres brev af 13. januar,som også er sendt til Socialudvalget, at en god-kendelsesordning, som vi kender den for leve-randører af personlig og praktisk hjælp, kan sik-re bedre kontrol med virksomheder og forenin-ger, der leverer BPA.Jeg kan godt være bekymret for at indføre engodkendelsesordning i stil med den, der eksiste-rer på området for personlig og praktisk hjælp.Der er kun omkring mellem 2.000 og 2.500 bor-gere, der har en BPA-ordning efter §§ 95 eller96. Heraf er en stor del fortsat selv arbejdsgiverfor deres hjælpere. Der er derfor tale om en heltanden volumen end i forhold til personlig ogpraktisk hjælp.En godkendelsesordning kan blive en meget storadministrativ belastning for både kommuner ogvirksomheder og foreninger.Hvis vi følger Københavns Kommunes forslag,vil en virksomhed eller en forening således kun-ne risikere at skulle forholde sig til 98 forskellige4
godkendelsesordninger, da det er den enkeltekommunalbestyrelse, der bestemmer kvalitets-kravene.Som I ved, har mange kommuner også væretlænge om at udmåle et tilskud til BPA, så bor-gerne reelt set ikke har haft muligheden for atindgå aftale med en virksomhed eller en for-ening. Jeg kan godt frygte, at en kommunal god-kendelsesmodel kan betyde endnu længeresagsbehandlingstid for borgere, der allerede harventet længe. Og det er ikke hensigtsmæssigt.Et andet forslag, som Danske Handicaporgani-sationer har rejst, er en certificeringsordninggennem en central myndighed.Umiddelbart lyder det jo som et sympatisk for-slag. Det sikrer, at leverandører kun skal gen-nem én godkendelsesproces – og at der ikkestilles mange forskellige krav til leverandører afBPA – men det fjerner samtidig noget af ansva-ret fra kommunerne.
5
Et yderligere spørgsmål er desuden, hvordan engodkendelses- eller certificeringsordning skalforholde sig til borgere, der selv vælger at værearbejdsgiver. Så der er altså nogle problemstil-linger, som vi er nødt til at forholde os til inden vifx indfører en godkendelses- eller certificerings-ordning.Jeg tror også, at vi skal være meget forsigtigemed at tro, at en godkendelsesordning eller encertificeringsordning kan sikre os imod snyd; så-danne ordninger kan alene på forhånd udelukkevirksomheder og foreninger, der ikke lever op tilde krav, der stilles.Store virksomheder kunne sikkert godt opfyldecertificerings- eller godkendelseskravene i kom-munerne, men det er ingen garanti for, at snydikke kan forekomme efterfølgende.Her skal vi også være opmærksomme på, athvis der foregår bedrageri, så er det en sag, poli-tiet må efterforske, og anklagemyndigheden måvurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale.6
Som I ved, vil jeg nu bede om parternes syns-punkter på problemstillingen, så vi kan få belystalle aspekter. Når deres tilbagemeldinger fore-ligger, vil jeg foreslå, at parterne bag BPA drøf-ter forslagene, så vi i fællesskab kan overveje,hvordan vi også fremadrettet balancerer ønsketom at sikre borgerens selvbestemmelse medkommunernes mulighed for at kontrollere an-vendelsen af midlerne brugt til BPA-ordningen.
7
8
