Spørgsmål nr. 716 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministerenbedeskommentereudsendelsenhttp://front.xstream.dk/tvmv/?id=4630 et indslag fra TV MidtVest den 6. marts 2011 og redegøre for baggrunden for at deter muligt at anlægge en civilretslig erstatningssag omkring etforhold som er afprøvet og afgjort ved såvel byret som lands-ret. Herunder bedes ministeren redegøre for - gerne med kon-krete eksempler- det rimelige i at en anklaget kan blive fri-fundet ved såvel byret som landsret men dømt civilretligt forsamme anklage.”

Svar:

I det pågældende indslag fra TV Midt Vest omtales en konkret sag, hvoren advokat på vegne af sin klient har udtaget stævning mod klientens farmed påstand om erstatning for en række seksuelle krænkelser, selv omfaren ved en tidligere straffesag i to instanser er blevet frifundet for straffor de samme forhold.Af principielle årsager finder jeg ikke at burde udtale mig om den kon-krete sag.Generelt kan jeg oplyse, at en afgørelse om, at betingelserne for at på-lægge strafansvar for en konkret hændelse ikke er opfyldt, ikke afskærerden, der mener at have krav på erstatning i anledning af hændelsen, fraefterfølgende at rejse et sådant krav.Dette skal bl.a. ses i lyset af, at de juridiske betingelser for at pålæggestrafansvar ikke er identiske med betingelserne for at pålægge erstat-ningsansvar. Herunder er kravene til bevisets styrke i civile sager normaltmindre end i straffesager.Som et eksempel herpå kan jeg nævne en dom i en civil erstatningssagafsagt af Højesteret den 16. april 2002. I den pågældende sag havde sag-søgte tildelt sagsøgeren et knytnæveslag i ansigtet, hvorefter sagsøgerenfaldt og slog baghovedet mod en fryser og et hyldearrangement. Ca. femkvarter efter overfaldet indtrådte en hjerneskade.I forbindelse med straffesagen var sagsøgte den 10. januar 1996 blevetidømt 30 dages fængsel i anledning af voldsudøvelsen. Retten fandt det iden forbindelse ikke bevist, at hjerneblødningen var forårsaget af sagsøg-tes slag.2

Under den efterfølgende erstatningssag udtalte Højesterets flertal, at detmåtte anses for mere sandsynligt, at sagsøgers hjerneskade, som indtrådtei nær tidsmæssig sammenhæng med sagsøgtes voldsudøvelse, ikke villevære indtrådt uden denne handling, end at hjerneskaden ville være ind-trådt også uden sagsøgtes handling. Flertallet anså derfor skaden for for-årsaget af sagsøgte, hvorfor sagsøgte blev dømt til at betale erstatning tilsagsøger.Spørgsmålet om at idømme erstatning, når tiltalte er frifundet for straf pågrund af bevisets stilling, har også været behandlet af Den EuropæiskeMenneskerettighedsdomstol i bl.a. tre sager mod Norge.Menneskerettighedsdomstolen har i den forbindelse ikke fundet det ude-lukket at idømme erstatningsansvar, selv om den dømte tidligere er ble-vet frifundet for straf for samme forhold. Derimod må retten i sådannetilfælde være særdeles omhyggelig med ikke at udtale sig på en sådanmåde, at frifindelsen for straf drages i tvivl eller forkastes.Har den forurettede i en dansk straffesag anmodet om, at et erstatnings-krav mod den tiltalte tages under påkendelse i forbindelse med selvestraffesagen, jf. retsplejelovens § 991, kan domstolene derimod ikke efterdansk ret tilkende den forurettede erstatning, hvis den tiltalte samtidigfrifindes for straf. I sådanne tilfælde skal domstolene således i medfør afretsplejelovens § 992, stk. 1, undlade at tage erstatningspåstanden underpåkendelse, hvorefter den forurettede i stedet kan rejse erstatningskravetpå ny under en efterfølgende civil sag, jf. § 992, stk. 2.