Spørgsmål nr. 715 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Hvilken vurdering skal Folketingets Ombudsmand lægge tilgrund ved beslutningen om at behandle en modtaget klagesageller ikke, er det et kriterie, at ombudsmanden kun kan tageklager op, som ”man kan få noget ud af”?”

Svar:

Folketingets Ombudsmands kompetence er nærmere reguleret i om-budsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombuds-mand som ændret ved lov nr. 556 af 24. juni 2005 og lov nr. 502 af 12.juni 2009).Ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til un-dersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1.Ombudsmandslovens § 16 blev indsat ved lov nr. 473 af 12. juni 1996. Ibemærkningerne til § 16 i lovforslaget (lovforslag nr. 57 om FolketingetsOmbudsmand, som blev fremsat den 2. november 1995) er anført bl.a.følgende:”Ifølge § 6, stk. 4, i den gældende lov afgør ombudsmanden, om en klagegiver tilstrækkelig anledning til undersøgelser.Ombudsmandsinstruksens § 6, stk. 1, bestemmer, at ombudsmanden –hvis ombudsmanden finder, at en klage, der henhører under ombudsman-dens virksomhed, er ”grundløs”, eller at de påklagede forhold er ”af uvæ-sentlig betydning” – snarest meddeler klageren, at ombudsmanden ikkefinder grundlag for at foretage sig noget i sagen.Lovforslaget indebærer, at ombudsmanden fortsat kan afvise at iværksæt-te undersøgelse af en klage, selv om klagen er rettidig, en eventuel klage-adgang udnyttet og klagen vedrører et forhold, der er undergivet om-budsmandens virksomhed.I praksis har ombudsmanden benyttet beføjelsen dels til at afvise en ræk-ke sager, dels til at begrænse prøvelsen af sager, der er optaget til reali-tetsprøvelse. Se i øvrigt de almindelige bemærkninger 2 h, 2.Det er hensigten, at beføjelsen fortsat skal kunne anvendes, som om-budsmanden finder mest hensigtsmæssigt.”

”2. Lovforslagets § 16 afløser den gældende lovs § 6, stk. 4, samt instruk-sens § 6, stk. 1. Ifølge § 16 afgør ombudsmanden, om en klage giver til-strækkelig anledning til undersøgelser. Bestemmelsen er principielt me-get betydningsfuld, idet den – i modsætning til, hvad der gælder for re-kursinstanser og domstolene – giver ombudsmanden ret til at afvise atbehandle klager, som opfylder lovens processuelle betingelser. Hervedfår ombudsmanden mulighed for at koncentrere sig om de problemer iden offentlige forvaltning, der – bedømt ud fra de retssikkerheds- og be-skyttelseshensyn, der er ombudsmandsinstitutionens ideologiske grund-lag – er mest betydningsfulde, og for at samle sig om spørgsmål, hvor derer en særlig grund til at tro, at ombudsmandens udtalelser vil have gen-nemslagskraft.I praksis har bestemmelsen været benyttet dels til helt at afvise en rækkesager, som formelt har været omfattet af ombudsmandens kompetence,dels til at begrænse ombudsmandens undersøgelse og prøvelse af sager,som har været optaget til realitetsbehandling.Praksis er beskrevet side 269 ff i betænkningen.Det er i lovforslagets § 16, stk. 1, fastslået, at ombudsmanden fortsat skalhave ret til at afvise klager, selv om de almindelige forudsætninger for atindgive klage i øvrigt måtte være opfyldt.Bestemmelsen angiver ingen betingelser for ombudsmandens anvendelseaf beføjelsen. Ombudsmanden kan således fortsat anvende bestemmelsen,som ombudsmanden finder det mest hensigtsmæssigt.”