Spørgsmål nr. 718 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministeren bedes kommentere indlægget "Bevisbyrden børvære langt lempeligere i voldtægtssager" i Politiken 2. sekti-on side 7 den 17. februar 2010.”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:”1. I artiklen, der nævnes i spørgsmålet, er det anført, at anklage-myndigheden og domstolene bør anlægge langt lempeligere bevis-krav i voldtægtssager end i andre straffesager, idet alene den om-stændighed, at en kvinde anmelder sig voldtaget, i sig selv in-debærer en overvejende sandsynlighed for anmeldelsens rigtighed.I den anledning kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 96,stk. 1, at det er de offentlige anklageres opgave i forbindelse medpolitiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov. Ankla-gemyndigheden skal herved påse, at strafskyldige drages til ansvar,men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted, jf. § 96, stk.2.Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grund-læggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vig-tigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når ankla-gemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og in-debærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver om-stændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samtikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, attiltalerejsning vil føre til domfældelse.Det ville således ikke være i overensstemmelse med objektivitets-princippet, hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor dervar en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt tildomfældelse.Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt – udover den belastning, somdet medfører for den tiltalte – indebære en belastning for den foru-rettede, der skulle afgive vidneforklaring i retten, og som forment-lig i de fleste tilfælde ville opleve en efterfølgende frifindelse somen tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passerede ikkevar troværdig.

2.

Vurderingen af, om der er rimelig udsigt til domfældelse i en sagom voldtægt, beror på en helt konkret vurdering af samtlige sagensomstændigheder. Ud over en vurdering af både offerets og den sig-tedes troværdighed vil elementer som genetiske spor, tekniske spor,2

spor efter vold, den tidsmæssige faktor samt eventuelle vidnefor-klaringer om parternes adfærd før og efter overgrebet være elemen-ter, der kan indgå i vurderingen.På grund af voldtægtssagernes særlige karakter vil der dog i enrække tilfælde ikke være afgørende tekniske spor eller vidneforkla-ringer, der kan belyse forholdet nærmere, og sagens afgørelse vilderfor hovedsagelig bero på en vurdering af offerets og den sigte-des forklaringer om det passerede. Dette indebærer, at der vil kun-ne forekomme flere påtaleopgivelser og frifindende domme end iandre straffesager, hvor der også foreligger forklaringer fra andrevidner udover offeret og/eller tekniske beviser.

3.

Et andet spørgsmål er, om der helt principielt burde indføreslempeligere krav til beviset for tiltaltes skyld i voldtægtssager end iandre sager.En sådan ordning ville imidlertid efter min opfattelse være i stridmed grundlæggende straffeprocessuelle principper.

4.

I øvrigt bemærkes, at det er rigsadvokaturens bestemte indtryk,at sager om voldtægt af politi og anklagemyndighed betragtes medstor alvor og undergives en god og grundig behandling. Endviderehar politireformen medført, at sager om voldtægt nu behandles ipolitikredsenes advokaturer for personfarlig kriminalitet, og at dersom følge heraf opnås særlig erfaring og ekspertise hos de anklage-re, der tager stilling til tiltalespørgsmålet.Det er endvidere bl.a. på baggrund af rigsadvokaturens behandlingaf sager om voldtægt min opfattelse, at der ikke er grundlag for enantagelse om, at anklagemyndigheden er for forsigtig med at rejsetiltale i sager om voldtægt.På den anførte baggrund er der efter min opfattelse ikke grundlagfor at indføre en særlig regel om lempeligere beviskrav i voldtægts-sager end i andre straffesager.Der henvises i øvrigt til min tidligere udtalelse af 24. februar 2009til brug for besvarelsen af bl.a. spørgsmål nr. 420 fra FolketingetsRetsudvalg (Alm. del).”Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført af Rigsadvokaten.Det kan endvidere oplyses, at en analyse af de voldtægter mod kvinder,der blev anmeldt til politiet i perioden 2000-2002, viser, at falsk anmel-delse udgør 100 af 1.364 sager, dvs. 7,3 pct.1En tilsvarende undersøgelse