Spørgsmål nr. 421 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Hvordan kan man sikre, at de såkaldte "raske" kriminelle,der fejlagtigt har fået en behandlingsdom i stedet får konver-teret deres behandlingsdom til en almindelige fængselsstraf?Ministeren bedes i den forbindelse redegøre for mulige rets-sikkerhedsmæssige overvejelser i den forbindelse.”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentetudtalelser fra Rigsadvokaten og Retslægerådet.Rigsadvokaten har oplyst følgende:”1. Indledningsvis kan jeg om behandlingen af sager vedrø-rende psykisk afvigende kriminelle mere generelt oplyse, atdet følger af straffelovens § 16, at personer, der på gernings-tidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom ellertilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Hvis en til-talt frifindes for straf, kan retten i medfør af straffelovens §68 i stedet træffe afgørelse om anvendelse af andre foran-staltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderli-gere lovovertrædelser.Tilsvarende kan retten i stedet for at idømme straf fastsætteandre foranstaltninger, hvis gerningsmanden på gerningstids-punktet befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangel-fuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiskefunktioner, og som ikke er omfattet af § 16, jf. herved straffe-lovens § 69.Hvis en foranstaltning efter §§ 68 eller 69 medfører, at dendømte skal anbringes i institution, eller hvis foranstaltningengiver mulighed herfor, fastsættes en længstetid for foranstalt-ningen, jf. herved straffelovens §§ 68 a og 69 a. Er den dømtefundet skyldig i alvorlig personfarlig kriminalitet, fastsættesder i almindelighed ikke en længstetid. Anklagemyndighedener dog i disse tilfælde forpligtet til at indbringe spørgsmåletom ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen forretten 5 år efter afgørelsen.Det følger endvidere af straffelovens § 72, stk. 1, at anklage-myndigheden skal påse, at en foranstaltning efter §§ 68 eller69 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang endnødvendigt. En anmodning om ændring eller ophævelse af enforanstaltning skal af anklagemyndigheden indbringes for ret-ten. Anmodning om ændring eller ophævelse af foranstalt-ningen kan endvidere fremsættes af den dømte, bistandsvær-2

gen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen, jf. straffe-lovens § 72, stk. 2.Rigsadvokaten har i rigsadvokatmeddelelse nr. 5/2007 fastsatretningslinjer for anklagemyndighedens behandling af sagervedrørende psykisk afvigende kriminelle.I afsnit 4.1 i den nævnte meddelelse er der redegjort nærmerefor betingelserne for at iværksætte en mentalundersøgelse.Det fremgår heraf bl.a., at den sigtede skal underkastes enmentalundersøgelse, når dette har betydning for sagens afgø-relse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1. Dette vil navnlig væretilfældet, hvis der er tale om en sigtelse for alvorlig person-farlig kriminalitet, herunder f.eks. drab, grov vold eller vold-tægt, samt i sager, hvor den sigtede tidligere har modtagetpsykiatrisk behandling, eller hvor der i øvrigt kan være grundtil at formode, at sigtede er sindssyg.Det følger endvidere af afsnit 6 i meddelelsen, at mentalun-dersøgelsen i visse tilfælde skal forelægges for Retslægerå-det, herunder bl.a. i tilfælde, hvor sigtelsen angår personfarligkriminalitet, og den sigtede ifølge mentalerklæringen ersindssyg eller mentalt retarderet.Når anklagemyndigheden i straffesager nedlægger påstandom, at en tiltalt skal idømmes en foranstaltning efter straffe-lovens §§ 68 eller 69, sker dette derfor som det helt klare ud-gangspunkt på baggrund af en mentalerklæring og i en rækketilfælde tillige efter forelæggelse for Retslægerådet. Det ersåledes en lægelig afgørelse, om gerningsmanden har væretsindssyg på gerningstidspunktet.

2.

I de artikler, der er henvist til i spørgsmål nr. 420 fra Fol-ketingets Retsudvalg, er det anført, at raske kriminelle fejlag-tigt skulle være dømt til psykiatrisk behandling, herunder atraske kriminelle i visse tilfælde skulle ”snyde sig” til en be-handlingsdom ved at optræde som sindssyge.Hertil skal jeg indledningsvis bemærke, at en person, deridømmes en foranstaltning efter straffelovens §§ 68 eller 69,som nævnt ovenfor som altovervejende hovedregel vil værementalundersøgt, ligesom mentalerklæringen i mange tilfæl-de vil have været forelagt Retslægerådet inden sagens afgø-relse i retten. På den baggrund vil der efter Rigsadvokatensopfattelse efter afsigelse af en foranstaltningsdom efter straf-felovens §§ 68 eller 69 som det klare udgangspunkt ikke op-stå spørgsmål om, hvorvidt den domfældte på gerningstids-punktet har været omfattet af personkredsen i de nævnte be-stemmelser (sindssyg mv.). Ud fra de foreliggende oplysnin-ger må sådanne sager anses for at forekomme meget sjældent,jf. herved mit bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 422 fra3

Folketingets Retsudvalg og Retslægerådets udtalelse vedrø-rende spørgsmål nr. 420 fra Folketingets Retsudvalg.Hvis der efter en endelig foranstaltningsdom – f.eks. i forbin-delse med oplysninger om, at den domfældte skulle have si-muleret sindssyg under mentalundersøgelsen – alligevel måt-te opstå en særlig begrundet tvivl om den lægelig vurdering isagen, vil den regionale statsadvokat, som fører kontrol medidømte foranstaltninger, kunne indhente supplerende lægeligeudtalelser i sagen. Det vil kunne dreje sig om en udtalelse fraden behandlingsansvarlige overlæge og afhængig af omstæn-dighederne og oplysningerne i sagen eventuelt yderligerepsykiatriske erklæringer, herunder en yderligere mentalun-dersøgelse, ligesom der kan opstå spørgsmål om på ny at fo-relægge sagen for Retslægerådet.Sagen kan i givet fald indbringes for retten efter straffelovens§ 72, hvorefter retten kan ændre eller ophæve en foranstalt-ning efter straffelovens §§ 68 eller 69.Det antages dog, at straffelovens § 72 ikke giver mulighedfor at ændre den idømte foranstaltning til en straf (bøde ellerfængsel), hvis det f.eks. måtte vise sig, at det er lykkedes dendømte at simulere sindssyg under mentalundersøgelsen, jf.Vagn Greve m.fl.: Kommenteret straffelov – almindelig del(9. udgave, 2009), s. 394.Skulle en sådan situation opstå, kan det afhængig af de kon-krete omstændigheder i sagen efter Rigsadvokatens opfattelseovervejes at søge straffesagen genoptaget efter reglerne iretsplejelovens § 976. Det følger således af denne bestem-melse, at der i en sag, hvor den tiltalte er blevet frifundet, kanske genoptagelse, når en række nærmere angivne betingelserer opfyldt. Afgørelse om genoptagelse træffes af Den SærligeKlageret.Det bemærkes, at det er uafklaret i den juridiske teori, omretsplejelovens § 976 kan anvendes i sager, hvor den tiltalteoprindelig er blevet frifundet på grund af utilregnelighed efterstraffelovens § 16 (om sindssyge mv.) og i stedet idømt enforanstaltning efter § 68, men hvor det senere viser sig, at denpågældende ikke var omfattet af straffelovens § 16 og burdehave været idømt en straf. Rigsadvokaten er endvidere ikkebekendt med retsafgørelser, der tager stilling til spørgsmålet.Som anført ovenfor må det antages, at der yderst sjældent vilkunne opstå spørgsmål om at ændre en allerede idømtforanstaltningsdom til en straf (bøde eller fængsel). Skulle ensådan situation imidlertid opstå, er det min opfattelse, at an-klagemyndigheden afhængig af omstændighederne i sagenmå søge den genoptaget ved Den Særlige Klageret. Det er i4

sidste ende Den Særlige Klagerets afgørelse, om der i dengivne situation kan ske genoptagelse. På den anførte bag-grund er der således efter Rigsadvokatens opfattelse ikkegrundlag for på nuværende tidspunkt at overveje særlige reg-ler på området.”Retslægerådet har oplyst følgende:”Af de grunde, der er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål420, finder Retslægerådet ikke, at der bør indføres bestem-melser om, at kriminelle, der er idømt en psykiatrisk særfor-anstaltning, jf. straffelovens § 68, skal kunne få ændret denidømte psykiatriske særforanstaltning til en (fængsels)straf.De gældende bestemmelser om, at personer, der på gernings-tidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom, ikkestraffes – som i princippet har været gældende siden straffe-loven af 1866 – er efter Retslægerådets opfattelse i fuld over-ensstemmelse med den lægelige opfattelse af sindssygdom-menes karakter, hvor den svigtende realitetssans, og hervedevnen til at handle fornuftsmæssigt, er det centrale kriteri-um.”Justitsministeriet kan henholde sig til det, som Retslægerådet og Rigsad-vokaten har oplyst.