Spørgsmål nr. 258 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

” Kammeradvokaten - statens advokat - skriver i sin undersø-gelse af det digitale tinglysningsprojekt fra 14. september2010 på side 186-187 om den aftale, som Tinglysningsrettenmener at have indgået mellem Tinglysningsretten og finans-sektorens organisationer bl.a.: "Grundlæggende må det jo væ-re sådan i et retssamfund, at en regulering af et område skerved lov eller bekendtgørelse, mens aftaler mellem myndighe-den og borgerne eller disses repræsentanter ikke har nogenrigtig plads i retskildesystemet." og "Den aftale, der faktiskblev indgået, må således efter min opfattelse anses som ennødløsning, der er langt ringere end, hvis hjemmelsbestem-melsen i loven § 15, stk. 16, var udnyttet." Er ministeren enigi denne vurdering fra statens egen advokat?”

Svar:

Justitsministeriet er enig i Kammeradvokatens betragtning om, at en re-gulering af et område i forhold til borgerne som udgangspunkt bør skeenten ved lov eller bekendtgørelse, og at der ikke er tale om sædvanligfremgangsmåde, når en myndighed indgår en aftale om håndtering af ensærlig sagstype med borgerne eller disses repræsentanter.Justitsministeriet er endvidere enig med Kammeradvokaten i, at retsstil-lingen set fra Tinglysningsrettens side som udgangspunkt – når hjemlen i§ 15, stk. 6, ikke var udnyttet – var den, at det var en pligt forTinglysningsretten at konvertere alle papirbaserede pantebreve, som ret-ten modtog.Vedrørende udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsættekrav til anmeldelsen i forbindelse med konvertering af papirpantebrevefinder Justitsministeriet som anført af Kammeradvokaten, at: ”en udste-delse af en bekendtgørelse imidlertid nok ville have forudsat, atTinglysningsretten havde peget på, at dette kunne være ønskeligt.”Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 257 (alm.del) fra Folketingets Retsudvalg, var det bl.a. på baggrund af den æn-dring af loven om digital tinglysning, som blev gennemført med lov nr.504 af 12. juni 2009, forventningen, at banker og realkreditinstitutter ividt omfang ville foretage en omdannelse (konvertering) af de papirbase-rede pantebreve til digitale pantebreve frem for at sende pantebrevene tilTinglysningsretten til konvertering. Om baggrunden for at Justitsministe-riet i øvrigt ikke valgte at udnytte hjemmelsbestemmelsen i § 15, stk. 6, i2