Spørgsmål nr. 232 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra AmnestyInternational om behovet for et reelt eftersyn af den danskeanti-terrorlovgivning jf. REU alm. del - bilag 53, herunderbesvare de stillede spørgsmål i henvendelsen.”

Svar:

1.

Det er min grundlæggende opfattelse, at lovgivningen til enhver tid måindeholde de nødvendige redskaber i indsatsen mod terror. Samtidig erjeg naturligvis helt enig i, at vi også i forbindelse med indsatsen mod ter-ror skal være fuldt opmærksomme på at varetage retssikkerhedsmæssigehensyn.I forbindelse med indførelsen af de to anti-terrorpakker i 2002 og 2006var der i høj grad fokus på at skabe en lovgivning, som kunne sikre eneffektiv terrorbekæmpelse uden at kompromittere borgernes grundlæg-gende rettigheder.De efterfølgende erfaringer giver efter Justitsministeriets opfattelse ikkeanledning til ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn at overveje ændringeraf den lovgivning, der blev gennemført med de to anti-terrorpakker. Derkan herved henvises til Justitsministeriets redegørelse om erfaringernemed lovgivning indført i forbindelse med anti-terrorpakke I fra 2002 oganti-terrorpakke II fra 2006. Redegørelsen blev sendt til udvalget vedbrev af 14. september 2010.

2.

Amnesty International rejser i henvendelsen blandt andet spørgsmåletom, hvor mange gange Politiets Efterretningstjeneste har indhentet per-sonlige og rent private oplysninger om borgere fra andre læger, psykiate-re og andre offentlige myndigheder uden anden begrundelse, end at dervar tale om oplysninger, som kunne være af betydning for tjenestens ar-bejde efter straffelovens kapitel 12 og 13.Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til bestemmel-sen i retsplejelovens § 116, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan PolitietsEfterretningstjeneste indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndig-heder, i det omfang oplysningerne må antages at have betydning for vare-tagelse af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskningaf overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.2

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 (anti-terrorpakke II). Baggrunden for vedtagelsen af bestemmelsen var at etab-lere et særligt lovgrundlag for Politiets Efterretningstjenestes indhentelseaf oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder til brug for forebyggel-se og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.Forud for vedtagelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 116, stk. 2, varPolitiets Efterretningstjenestes indhentelse af oplysninger fra andre for-valtningsmyndigheder reguleret af de almindelige bestemmelser om ud-veksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder i forvaltnings-loven og persondataloven. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelo-vens § 116, stk. 2, at den nærmere konkrete vurdering, som efter denævnte bestemmelser skulle foretages ved Politiets Efterretningstjenestesindhentelse af fortrolige oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder,i almindelighed – navnlig som følge af karakteren af tjenestes opgaver –ville føre til, at de pågældende oplysninger lovligt kunne videregives tilPolitiets Efterretningstjeneste. Det fremgår endvidere, at formålet med atindføre § 116, stk. 2, var at give Politiets Efterretningstjeneste adgang tilat indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder, uden at der ihvert enkelt tilfælde skal foretages en nærmere konkret vurdering i for-hold til den enkelte oplysning med de usikkerhedsmomenter og det tids-forbrug, som en sådan vurdering måtte indebære. Der peges i den forbin-delse på, at det ofte vil være forbundet med problemer for Politiets Efter-retningstjeneste, hvis tjenesten til brug for foretagelsen af denne skøns-mæssige vurdering skal stille (dele af) sine efterforskningsmæssige op-lysninger til rådighed for den pågældende myndighed.Med hensyn til Politiets Efterretningstjenestes brug af retsplejelovens §116, stk. 2, kan Justitsministeriet henvise til ministeriets redegørelse omerfaringerne med lovgivning indført i forbindelse med anti-terrorpakke Ifra 2002 og anti-terrorpakke II fra 2006 (afsnit 3.2.1). Som det fremgårheraf, anvender Politiets Efterretningstjeneste løbende bestemmelsen.Efterretningstjenesten har navnlig indhentet oplysninger hos skattemyn-dighederne, uddannelsesinstitutioner og de sociale myndigheder vedrø-rende personer, som indgår eller har indgået i efterretningstjenestens stør-re efterforskninger, herunder Glasvej-sagen. De oplysninger, der er ind-hentet, omhandler typisk indtægtsforhold, sociale ydelser, uddannelses-og ansættelsesforhold, regnskaber samt told- og skatteforhold.Herudover har Politiets Efterretningstjeneste indhentet oplysninger fraØkonomi- og Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Er-3

hvervs- og Byggestyrelsen samt Finanstilsynet til brug for indsatsen modterrorfinansiering og indsatsen for at hindre ukontrolleret spredning afprodukter og viden, der kan anvendes til fremstilling af masseødelæggel-sesvåben.Politiets Efterretningstjeneste har ikke gjort brug af den mulighed, sombestemmelsen giver for at indhente oplysninger om alle personer, der in-den for et givet tidsrum har rettet henvendelse til bestemte myndigheder.Der kan ikke herudover i en folketingsbesvarelse redegøres nærmere forPolitiets Efterretningstjenestes anvendelse af retsplejelovens § 116, stk.2.Jeg kan i øvrigt oplyse, at det fremgår af Justitsministeriets instruks af 7.december 2009 til chefen for Politiets Efterretningstjeneste, at der skalfastsættes retningslinjer for Politiets Efterretningstjenestes anvendelse afretsplejelovens § 116, stk. 2. Det fremgår bl.a. af de fastsatte retningslin-jer, at efterretningstjenesten efter nærmere behov og mindst hvert kvartalorienterer Wamberg-udvalget om Politiets Efterretningstjenestes anven-delse af bestemmelsen, således at udvalget kan kontrollere, at PolitietsEfterretningstjenestes indhentelse af oplysninger ligger inden for derammer, der følger af bestemmelsen.Det følger endvidere af de nævnte retningslinjer, at der skal indhentes enforudgående godkendelse hos chefen for Politiets Efterretningstjenesteeller efterretningstjenestens juridiske chef i tilfælde, hvor der er spørgs-mål om at indhente oplysninger om alle personer, der inden for et giventtidsrum har rettet henvendelse til bestemte myndigheder.Wamberg-udvalget udarbejder i øvrigt en årlig, skriftlig redegørelse tiljustitsministeren, således at denne rapport kan fremsendes til Folketin-gets Udvalg vedrørende forsvarets og politiets efterretningstjenester(Kontroludvalget). Endvidere giver chefen for Politiets Efterretningstje-neste årligt udvalget en overordnet orientering om efterretningstjenestenspraktiske anvendelse af bestemmelsen om indhentning af oplysningerefter retsplejelovens § 116, stk. 2, jf. udvalgets beretning af 13. septem-ber 2006.

3.

Amnesty International anfører i henvendelsen, at Wamberg-udvalgetmødes nogle få gange om året. Amnesty International stiller spørgsmåls-tegn ved, om det er nok.4

Det kan herom oplyses, at Wamberg-udvalget selv tilrettelægger udval-gets arbejde, og at udvalget som led heri selv beslutter, hvor mange mø-der der skal afholdes. Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at Wam-berg-udvalget i 2009 mødtes 6 gange, og at udvalget i 2010 mødtes 7gange.

4.

Amnesty International bemærker, at Justitsministeriets redegørelse omerfaringerne med lovgivning indført i forbindelse med anti-terrorpakkerne fra 2002 og 2006 ikke indeholder oplysninger om, hvormange der er blevet aflyttet efter reglerne om kendelse på person i rets-plejelovens § 783, stk. 2. Amnesty International anfører i den forbindel-se, at Politiets Efterretningstjeneste efter retsplejelovens § 783, stk. 2,kan nøjes med én retskendelse på en konkret terrormistænkt, og at Politi-ets Efterretningstjeneste med en sådan retskendelse kan aflytte en ube-stemt kreds af venner, naboer, familie, kollegaer, som har relation til denterrormistænkte.Det kan hertil oplyses, at det fremgår af retsplejelovens § 783, stk. 1, atindgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse. I ken-delsen anføres de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser,som indgrebet angår. Efter retsplejelovens § 783, stk. 2, kan der – hvisefterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13eller en række andre alvorlige forbrydelser – i rettens kendelse ud overbestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (dvs.den mistænkte). En sådan retskendelse ”på person” giver politiet mulig-hed for – inden for den periode, som retskendelsen omfatter – at iværk-sætte aflytning af alle de telefonnumre, som der er bestemte grunde til atantage, at den mistænkte benytter.Muligheden for at opnå retskendelse ”på person” blev indført ved lov nr.542 af 8. juni 2006 (anti-terrorpakke II). Ved lov nr. 497 af 12. juni 2009blev muligheden for at opnå en sådan kendelse udvidet til – ud over sagerom overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 – også at omfatte enrække andre alvorlige forbrydelser.Med indførelsen af muligheden for at opnå kendelse ”på person” er derikke ændret på betingelserne for, hvornår der kan foretages indgreb imeddelelseshemmeligheden, herunder om der kan ske indgreb i forholdtil andre end den mistænkte. Betingelserne for, hvornår der kan foretages5

indgreb i meddelelseshemmeligheden, er reguleret i retsplejelovens §§781 og 782.Således skal bl.a. betingelsen i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, om, atder skal være bestemte grunde til at antage, at der på den pågældendemåde gives meddelelser til eller fra den mistænkte, og proportionalitets-kravet i retsplejelovens § 782, stk. 1, være opfyldt.Der kunne også før indførelsen af adgangen til at opnå kendelse ”på per-son” foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden over for en terror-mistænkts venner, familie, naboer eller kollegaer, hvis betingelserne iretsplejelovens § 781 og 782 var opfyldt, herunder hvis der var bestemtegrunde til at antage, at der via f.eks. disse personers telefoner blev givetmeddelelser til eller fra den mistænkte.Det bemærkes i den forbindelse, at hvis der efter retsplejeloven ikke varmulighed for at aflytte f.eks. telefoner, der tilhører andre end den mis-tænkte, ville den mistænkte kunne undgå telefonaflytning blot ved at an-vende telefoner, der ikke tilhører den pågældende selv.Det bemærkes herudover, at politiet efter retsplejelovens § 783, stk. 2,snarest muligt efter udløbet af den periode, som retskendelsen ”på per-son” omfatter, i givet fald skal underrette retten om de telefonnumre, somindgrebet har været rettet imod, og som ikke er anført i kendelsen. Hvissærlige forhold taler for det, skal underretning ske senest 24 timer efterindgrebets iværksættelse. Underretningen skal indeholde en angivelse afde bestemte grunde, der er til at antage, at der med de pågældende tele-fonnumre gives meddelelser til eller fra den mistænkte. Retten skal heref-ter underrette den beskikkede advokat, som har mulighed for at indbringespørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten.Om Politiets Efterretningstjenestes generelle erfaringer med anvendelsenaf retsplejelovens § 783, stk. 2, kan der henvises til Justitsministerietsredegørelse om erfaringerne med lovgivning indført i forbindelse medanti-terrorpakkerne fra 2002 og 2006 (afsnit 3.2.2).Som det fremgår heraf, anvender Politiets Efterretningstjeneste efter enkonkret vurdering navnlig retsplejelovens § 783, stk. 2, over for personer,som er hovedmål for efterretningstjenestens efterforskninger, og som an-vender eller forventes at anvende en flerhed af kommunikationsmidler.6

Det er Politiets Efterretningstjenestes erfaring, at de personer, der er in-volveret i terrorvirksomhed, i væsentlig grad søger at udnytte den tekno-logiske udvikling inden for tele- og internetkommunikation til at undgåovervågning fra myndighedernes side. Det er således meget normalt, atefterretningstjenestens målpersoner løbende udskifter mobiltelefoner el-ler SIM-kort, eller at de benytter sig af flere telefoner på samme tid.Politiets Efterretningstjeneste har positive erfaringer med at anvendekendelse på person. Kendelse på person har bl.a. været anvendt i efter-forskningen af terrorsagerne fra Vollsmose og Glasvej.Der kan ikke herudover i en folketingsbesvarelse redegøres nærmere forPolitiets Efterretningstjenestes anvendelse af retsplejelovens § 783, stk.2.

5.

Amnesty International spørger endvidere i henvendelsen om, hvem derkontrollerer, hvilke personoplysninger Forsvarets Efterretningstjenesteog Politiets Efterretningstjeneste udveksler med fremmede staters efter-retningstjenester, og hvordan det sikres, at oplysninger om borgere iDanmark ikke går via Politiets Efterretningstjenestes og Forsvarets Efter-retningstjenestes samarbejdspartnere i f.eks. USA til torturstater, sommisbruger oplysningerne til at bekæmpe politiske modstandere.Det kan i den anledning oplyses, at det følger af Justitsministeriets in-struks til chefen for Politiets Efterretningstjeneste af 7. december 2009,punkt VII, at chefen for Politiets Efterretningstjeneste skal fastsættenærmere retningslinjer for tjenestens videregivelse af oplysninger tiludenlandske myndigheder. Videregivelse af personfølsomme oplysningertil udenlandske myndigheder vil i alle tilfælde kræve forudgående god-kendelse af Politiets Efterretningstjenestes juridiske chef eller dennesstedfortræder.Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at Politiets Efterretningstjenestessamarbejde med udenlandske samarbejdspartnere foregår i overensstem-melse med dansk og international ret. For så vidt angår udveksling afpersonfølsomme oplysninger gælder navnlig reglerne om tavshedspligt istraffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om videregivelseaf personfølsomme oplysninger er berettiget. Ved vurderingen af, omvideregivelse af oplysninger til en udenlandsk myndighed er berettiget,7

vil bl.a. forholdene i modtagerlandet kunne tillægges betydning, herunderhvordan oplysningerne i praksis må antages at blive anvendt i det pågæl-dende land. Der må også lægges vægt på, hvilken karakter de pågælden-de oplysninger har, herunder risikoen for at oplysningerne eventuelt mis-bruges.Hvis den helt ekstraordinære situation skulle opstå, at der er grundlag forat antage, at personfølsomme oplysninger skal danne grundlag for an-vendelse af tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigendebehandling eller straf, vil det ikke være berettiget at videregive oplysnin-gerne i henhold til de omtalte bestemmelser i forvaltningsloven og straf-felovenDet er endvidere almindelig praksis i efterretningstjenesten, at man i for-bindelse med videregivelse af oplysninger til udenlandske samarbejds-partnere udtrykkeligt anfører, at oplysningerne kun må anvendes til efter-retningsmæssig brug, og at de ikke uden samtykke fra Politiets Efterret-ningstjeneste må videregives til andre myndigheder, herunder myndighe-der i tredjelande.

6.

Amnesty International spørger i henvendelsen endvidere om, hvordandet sikres, at oplysninger, som Politiets Efterretningstjeneste får fra andreefterretningstjenester og benytter i sager mod danske terrormistænkte,ikke er indhentet ved hjælp af tortur.Justitsministeriet kan oplyse, at det følger af artikel 15 i FN-konventionen af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umen-neskelig eller nedværdigende behandling, at udtalelser, der er afgivet un-der tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen retssag, bortset fra sagerhvor udtalelsen skal bruges som bevis for, at der har været udøvet tortur.Oplysninger, der er fremkommet under tortur, vil således ikke kunne an-vendes som bevis ved en dansk domstol, medmindre der er tale om enstraffesag mod en person, der er tiltalt for at være ansvarlig for torturen.Der er derimod ikke regler om tilsvarende begrænsninger i politiets –herunder Politiets Efterretningstjenestes – anvendelse af oplysninger somled i deres efterforskningsarbejde.Politiet skal imidlertid naturligvis overholde kravet i Den EuropæiskeMenneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur mv.8

Det indebærer bl.a., at Politiets Efterretningstjeneste selvsagt ikke underafhøring må anvende metoder i strid med bestemmelsen. Ligeledes måPolitiets Efterretningstjeneste naturligvis heller ikke opfordre til elleranmode andre om at udøve tortur for at fremskaffe oplysninger til brugfor Politiets Efterretningstjeneste.Endvidere vil Politiets Efterretningstjeneste ikke anmode en udenlandsksamarbejdspartner om oplysninger, hvis efterretningstjenesten i en kon-kret situation vurderer, at en person derved vil blive udsat for tortur.Det kan herudover oplyses, at når Politiets Efterretningstjeneste modta-ger oplysninger fra en udenlandsk efterretningstjeneste, gennemføres derefter omstændighederne en nærmere undersøgelse med henblik på atkunne vurdere troværdigheden af oplysningerne. Oplysningerne vil i denforbindelse blive sammenholdt med den viden, som efterretningstjene-sten allerede måtte være i besiddelse af, eller som efterretningstjenestenkan tilvejebringe ved andre undersøgelser, ligesom det kan være relevantat søge oplysningerne yderligere belyst gennem henvendelser til efterret-ningstjenestens samarbejdspartnere.Der vil herudover ofte være anledning til, at der rettes fornyet henvendel-se til den efterretningstjeneste, som har videregivet oplysningerne, medhenblik på at få oplysningerne yderligere præciseret, herunder med hen-blik på at søge klarlagt, hvordan oplysningerne er tilvejebragt. Det be-mærkes dog i den forbindelse, at efterretningstjenester af hensyn til kil-debeskyttelsen sædvanligvis er meget tilbageholdende med at udtale sigom, hvordan oplysninger er tilvejebragt, og at et udtrykkeligt spørgsmålom, hvorvidt oplysninger eventuelt måtte være fremkommet under an-vendelse af tortur eller ved hemmelige fængslinger, ikke kan forventesbesvaret.Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af 29. april 2009 afspørgsmål nr. 643 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

7.

Amnesty International rejser i henvendelsen spørgsmålet, hvor græn-serne for brugen af diplomatiske forsikringer går.Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3,at ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende be-handling eller straf. Lignende bestemmelser er indeholdt i FN’s konven-9

tion mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende be-handling eller straf samt FN’s konvention om civile og politiske rettighe-der.Dette indebærer bl.a., at ingen deltagende stat må udvise eller udlevereen person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, atpersonen vil være i fare for at blive underkastet behandling i strid meddisse bestemmelser.I overensstemmelse med disse internationale forpligtelser følger det afudleveringsloven, at der ikke må ske udlevering, hvis der er fare for, atden pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller andenumenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Justitsministe-riet er således i forbindelse med en beslutning om at udlevere en personforpligtet til konkret at vurdere, om der er vægtige grunde til at antage, atpersonen vil være i fare for at blive underkastet tortur eller nedværdigen-de behandling eller straf i det land, hvortil personen søges udleveret.I nogle tilfælde opstiller Justitsministeriet betingelser for en konkret ud-levering, som myndighederne i det land, hvortil personen søges udleve-ret, skal erklære at ville overholde, f.eks. at personen skal have uhindretadgang til at kontakte danske repræsentationer i landet, og at danskemyndigheder skal have uhindret adgang til at besøge personen. Sådanneerklæringer betegnes undertiden som diplomatiske forsikringer.Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager haftlejlighed til at udtale sig om brugen af diplomatiske forsikringer i udleve-rings- og udvisningssager, hvor den udleverende eller udvisende stat harmodtaget en erklæring fra modtagerstaten om, at den pågældende udlæn-ding ikke risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskeret-tighedskonventions artikel 3.Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, atdiplomatiske forsikringer ikke i sig selv er nok til at sikre tilstrækkeligbeskyttelse, hvis det fremgår af pålidelige kilder, at myndighederne an-vender eller tolererer praksis, som er åbenbart i strid med Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventions principper, jf. dom af 1. april 2010,Klein mod Rusland.Domstolen foretager en samlet vurdering, hvor derbåde lægges vægt på oplysninger om de generelle forhold i det land,hvortil personen søges udleveret, og oplysninger om de specifikke for-hold, der gør sig gældende i den konkrete sag.10