Spørgsmål nr. 1053 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke problemer det kanmedføre, at der nu er indført lovgivning med en 3-årig foræl-delsesfrist vedrørende civile krav, hvis de civile krav er rela-teret til straffesager, i situationer hvor efterforskningen ellerafgørelse om påtale ikke er afsluttet inden den 3-årige foræl-delsesfrist udløber, og hvor politiets akter vil være af afgø-rende betydning for de civile krav, herunder redegøre for be-tydningen af, at politi og anklagemyndighed generelt afviseraktindsigt til anmelder i alle akter i sådanne situationer. Her-under bedes ministeren redegøre for, om ministeren vil frem-sætte forslag til lovændringer for at tage højde for sådanne si-tuationer.”

Svar:

1.

Justitsministeriet kan oplyse, at krav på erstatning eller godtgørelse ianledning af strafbart forhold som udgangspunkt er omfattet af forældel-seslovens almindelige forældelsesfrister.Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, der for fordringer på erstatningeller godtgørelse regnes fra skadens indtræden, jf. lovens § 3, stk. 1,sammenholdt med lovens § 2, stk. 4. Har fordringshaveren været ube-kendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen dogførst fra den dag, da fordringshaver fik eller burde have fået kendskabhertil, jf. lovens § 3, stk. 2.Desuden fastsætter forældelsesloven, at der for fordringer på bl.a. erstat-ning eller godtgørelse i anledning af strafbart forhold gælder en absolutforældelsesfrist, således at forældelsen – uanset tidspunktet for 3-års fri-stens begyndelse – indtræder senest 10 år (ved personskade dog 30 år)efter det skadeforvoldende forholds ophør, jf. forældelseslovens § 3, stk.3.

2.

Forældelsesloven indeholder i § 13 en særlig tillægsfrist, der finderanvendelse, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den al-mindelige forældelsesfrist for erstatningskravet, jf. pkt. 1 ovenfor. Be-stemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 13.

Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, atdet under en straffesag, hvor tiltalte findes skyldig, kan på-lægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til foruret-tede i anledning af det strafbare forhold. En sådan fordring2

kan også gøres gældende under et særskilt søgsmål, der an-lægges inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, hvortiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerensvedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion.”Bestemmelsen angår alle former for erstatning eller godtgørelse i anled-ning af strafbart forhold, herunder f.eks. erstatning eller godtgørelse forpersonskade og dødsfald. Det er uden betydning, om der er tale om enstraffelovsovertrædelse eller en overtrædelse af særlovgivningen. Be-stemmelsen omfatter både offentlige straffesager og privatpåtalte straffe-sager (f.eks. injuriesager).Det er efter forældelseslovens § 13, 1. pkt., en betingelse, at der er gen-nemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig under straffesagen.Hvis skyldneren frifindes, eller hvis sagen afvises, kan bestemmelsenikke anvendes. Ud over fældende straffedomme omfatter bestemmelsenrettens tildeling af en advarsel, tiltaltes indenretlige vedtagelse af at beta-le en bøde eller at underkaste sig konfiskation samt rettens godkendelseaf vilkår for tiltalefrafald.Efter forældelseslovens § 13, 2. pkt., kan et krav på erstatning eller godt-gørelse i anledning af strafbart forhold endvidere gøres gældende underet særskilt (civilt) søgsmål, der anlægges inden 1 år efter endelig afgørel-se i en straffesag, hvor tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efterskyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Det erikke i den forbindelse en betingelse, at erstatningskravet er gjort gælden-de under straffesagen.

3.

Der er på den anførte baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikketilstrækkeligt grundlag for at overveje en ændring af de gældende reglerom forældelse af erstatningskrav mv., der udspringer af strafbart forhold.