Spørgsmål nr. 105 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Vil ministeren redegøre for stigningen i antallet af langvari-ge varetægtsfængslinger i 2009 og forholde sig til faste tids-grænser frem for fravigelige for at nedbringe varetægtsfængs-lingerne.”

Svar:

For så vidt angår udviklingen i antallet af langvarige varetægtsfængslin-ger henvises der til Justitsministeriets svar af 15. oktober 2010 påspørgsmål nr. 1518 (Alm. del).Til brug for besvarelsen af den øvrige del af spørgsmålet har Justitsmini-steriet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, som har oplyst følgende:”For så vidt angår den del af spørgsmålet, der vedrører tidsgræn-ser for varigheden af varetægtsfængsling, bemærkes indlednings-vis, at retsplejelovens § 768 a indeholder frister for udstrækningenaf varetægtsfængsling. Det følger således af § 768 a, stk. 1, at va-retægtsfængsling ikke – medmindre retten finder, at der foreliggersærlige omstændigheder – må overstige et sammenhængende tids-rum på (1) 6 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse,som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller (2) 1 år, nårsigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medførefængsel i 6 år eller derover. Er arrestanten under 18 år, er fristernefor varetægtsfængsling henholdsvis 4 måneder og 8 måneder ogkan kun overskrides, hvis der foreligger helt særlige omstændig-heder, jf. § 768 a, stk. 2.Bestemmelsen i § 768 a blev indsat i retsplejeloven ved lov nr.493 af 17. juni 2008 og bygger på Strafferetsplejeudvalgets anbe-falinger i betænkning nr. 1492/2007.I betænkningen overvejede Strafferetsplejeudvalget særskilt, omder burde fastsættes en absolut og ufravigelig frist for varetægts-fængslingers samlede udstrækning.Et flertal i udvalget, herunder anklagemyndighedens repræsentan-ter, fandt ikke grundlag for at foreslå en sådan absolut overgrænsefor varetægtsfængsling. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på,at de sager, hvor varetægtsfængsling kommer på tale, er af vidtforskellig karakter, og at der – navnlig når det drejer sig om denmest alvorlige og komplicerede kriminalitet – af forskellige grun-de kan være et stærkt behov for varetægtsfængsling gennem læn-gere tid.

Flertallet lagde endvidere vægt på, at en absolut overgrænse, hvisden skulle fastsættes således, at den kunne få reel betydning, måt-te antages at ville ramme varetægtsfængslinger i meget alvorligesager. En sådan overgrænse måtte således nødvendigvis føre tilløsladelse – også i tilfælde, hvor det efter gældende ret vil fremståhelt åbenbart, at fængslingsbetingelserne, herunder også proporti-onalitetskravet, med styrke er opfyldt. Som eksempel herpå næv-ner flertallet kompliceret, grov bandekriminalitet, herunder nar-kokriminalitet, med internationale forgreninger og drabssagermed særligt tidskrævende undersøgelser.Flertallet fandt derimod, at der i retsplejeloven burde markeres ettidspunkt, hvor varetægtsfængsling enten bør være ophørt ellermå kræve en særlig begrundelse, og flertallet anbefalede derfor, atder i retsplejeloven blev indført fravigelige frister for, hvor længevaretægtsfængsling kan opretholdes. Den senere vedtagne be-stemmelse i retsplejelovens § 768 a er i overensstemmelse medflertallets forslag.Af de grunde, som flertallet anfører i betænkningen, er det fortsatmin opfattelse, at væsentlige hensyn, herunder hensynet til atkunne efterforske og retsforfølge alvorlig kriminalitet, taler imodat indføre faste øvre grænser for udstrækningen af varetægts-fængsling.”Jeg kan ligesom Rigsadvokaten tilslutte mig den argumentation modufravigelige tidsgrænser for varetægtsfængsling, som er anført af et fler-tal i Straffelovrådet i betænkningen fra 2007.Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 1518, vil jeg i øvrigttage stilling til, om der kan være behov for nye tiltag på området, nårRigsadvokaten fremlægger sin redegørelse for antallet af langvarige vare-tægtsfængslinger i 2009.