Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har i brev af 15. oktober 2010stillet følgende spørgsmål nr. 85 (alm. del), som hermed besvares.Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).

Spørgsmål nr. 85 (alm. del)

Ser ministeren muligheder i, at de principper, der gælder for etablering, driftog nedlukning af affaldsdeponier, kunne bringes til at gælde for alle virk-somheder set i lyset af de mange jordforureningssager, hvor forureneren ihenhold til loven ikke kan drages til ansvar?

Svar

Jeg går ud fra, at der med principper menes vilkår om sikkerhedsstillelse iforbindelse med godkendelse af deponeringsanlæg, hvor der er krav om, atder stilles sikkerhed for de forudsigelige omkostninger. Med forudsigeligeomkostninger menes de omkostninger, som omfatter slutafdækning og re-tablering af arealet, samt efterbehandlingsaktiviteter som bl.a. overvågningog kontrol af perkolat, overfladevand og grundvand. Beløbet til de forudsige-lige omkostninger dækkes af den betaling, ejeren af anlægget forlanger fordeponering af affaldet.Når vi taler jordforurening, er det umuligt at forudsige, om en virksomhed vilgive anledning til forurening, og i givet fald hvor meget. Erfaringerne frajordforureningssager er, at det oftest er meget svært at forudsige omkost-ningerne til undersøgelser og oprensning, ikke mindst hvis det forurenedeareal skal bringes tilbage til oprindelig tilstand.Jeg mener derfor, at en sikkerhedsstillelsesordning for jordforureningssagervil blive meget svær at regulere og ikke mindst at administrere.Samtidig har jeg svært ved at få øje på behovet for en sådan ordning, idetder siden vedtagelsen af det ubetingede ansvar i jordforureningsloven ikkeer sket jordforureninger i det omfang, vi så før loven trådte i kraft.Jeg har dog bedt Miljøstyrelsen om at undersøge, hvilke muligheder der erfor at sikre, at der ikke fremadrettet opstår nye Collstrup-lignende situatio-ner, hvor der ikke er en forurener, der kan betale.