MPU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om at få fremsendt Europa-Kommissionens Meddelelse om forberedelserne til Rio+20-konferencen, til miljøministeren, kopi til klima- og energiministeren og udviklingsministeren

I juni 2012 vil alles opmærksomhed være rettet mod Rio de Janeiro, hvor stats- ogregeringscheferne tyve år efter det første verdensmiljøtopmøde vil deltage i FN's andenkonference om bæredygtig udvikling1(UNSCD eller "Rio+20"). Rio+20 kommer til at byggevidere på tidligere globale topmøder: De Forenede Nationers konference om det menneskeligemiljø i Stockholm (1972), De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling("verdensmiljøtopmødet") i Rio de Janeiro (1992) og verdenstopmødet om bæredygtigudvikling i Johannesburg (2002). Topmødet er også en opfølgning på De Forenede Nationersmillenniumtopmøde i 2000 og fastsættelsen af årtusindeudviklingsmålene (MillenniumDevelopment Goals–MDG).Rio+20 er en enestående mulighed for i vores indbyrdes afhængige verden at nå frem til etfornyet politisk engagement for bæredygtig udvikling. På topmødet vil man vurdere defremskridt, der er opnået, og se på mangler i gennemførelsen og nye udfordringer. Detkommer til at ske inden for rammerne af to indbyrdes forbundne temaer: "en grøn økonomiinden for rammerne af bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse" og "den institutionelleramme for bæredygtig udvikling".Rio+20 kan blive indledningen på en fremskyndet og dybtgående verdensomspændendeovergang til en grøn økonomi – en økonomi, der genererer vækst og skaber arbejdspladser ogudrydder fattigdom, ved at man investerer i og bevarer de naturressourcer, som er enforudsætning for planetens overlevelse på lang sigt. Det kan også blive indledningen på dennødvendige reform af de internationale styringsformer for bæredygtig udvikling.Kommissionen er fast besluttet på at yde sit til, at Rio+20 bliver en succes. Denne meddelelseer tænkt som et grundlag for yderligere dialog med EU-institutioner, civilsamfundet,erhvervsliv og lande i hele verden, og indeholder Kommissionens indledende synspunkter omde konkrete resultater, som Rio+20 kan føre til. Den bygger på EU's forskelligepolitikområder, som vedrører bæredygtig udvikling og Europa 2020-strategien, og imeddelelsen tages også hensyn til den offentlige høring, som indledtes i februar 20112.

I de seneste årtier har man kunnet se aftegningerne af en række positive globaleudviklingstendenser. Det ses tydeligst i forhold til indkomstudviklingen, hvor mellem 2000 og2005 mere end 120 mio. mennesker nåede op over "en dollar om dagen"-grænsen. Adgangentil uddannelse, sundhedsvæsen og vand er også blevet forbedret.De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og konventionenom den biologiske mangfoldighed (CBD), som blev søsat i Rio i 1992, har vist, hvad der ermuligt gennem verdensomspændende handling. Klimaforhandlingerne i Cancún i 2010 bragtefremskridt mod en ny måde at styre klimaændringerne på globalt set og mod målet om atholde den af klimaændringerne fremkaldte temperaturstigning på under 2 �C. Ligeledes blevder gjort betydelige fremskridt på topmødet om biologisk mangfoldighed Nagoya i 2010. Derforeligger nu også væsentlig flere videnskabelige oplysninger, og offentligheden er merebevidst om miljøspørgsmål, især klimaforandringen, og inddragelsen af civilsamfundet i denglobale politiske beslutningsproces har ikke mindst takket være forbedretinternetkommunikation været voksende.I de sidste tyve år er en række udviklingslande nu blevet vigtige økonomiske og politiskeaktører. Som følge heraf ses konturerne af en ny balance mellem magt og indflydelse, og detindebærer nye roller, som også kommer til at kræve accept af nye ansvarsområder.Trods den positive udviklingstendens er der imidlertid store mangler i gennemførelsen, og derer udfordringer, som kommer til at være en del af Rio+20-agendaen. Omkring 1,4 mia.mennesker lever stadig i ekstrem fattigdom (en stor del af dem i Afrika syd for Sahara ogSydasien), og en sjettedel af verdens befolkning lider af underernæring. Mange afårtusindeudviklingsmålene (MDG) er langt fra at være opfyldt. Hvad angår f.eks. MDG-måletfor sanitære forhold, er det kun halvdelen af befolkningen i udviklingslandene, som har fåetadgang til forbedret sanitet. Fremskridt med hensyn til MDG-målene er geografisk set megetulige fordelt, og nogle regioner halter bagefter andre. Ikke ét eneste MDG-mål er opnået iudsatte stater. Arbejdet med at løse disse problemer har været besværliggjort af den nyligeøkonomiske krise og stigende fødevarepriser, som har øget antallet af mennesker, der lever ifattigdom.Mange miljøproblemer er endnu ikke blevet løst og er i stedet blevet endnu merepåtrængende. Den stigende efterspørgsel efter ressourcer (som f.eks. landområder, vand,skove, økosystemer) har ført til tiltagende udtømning og forringelse af disse ressourcer, ogbiodiversitetstabet og afskovningen fortsætter med alarmerende hast. Knaphed påråstofressourcer og adgang til disse ressourcer bliver også i stadig stigende grad et spørgsmålaf global betydning. De globale drivhusgasemissioner, som drives af stigende efterspørgselefter fossile brændstoffer, fortsætter med at stige. Desuden kan indvirkningerne afklimaændringerne (f.eks. ændrede nedbørsmønstre og stigende vandstand) føre til, at deeksisterende miljøproblemer mangedobles yderligere. Udtømning og forurening afvandressourcer og havmiljøet udgør et stigende og alvorligt problem, og i 2025 vil entredjedel af verdens befolkning kunne være ramt af vandknaphed. Ørkendannelse ogjordforringelse har konsekvenser for en række udviklingslande, hvis økonomier i stort omfangberor på landbrug og selvforsyningslandbrug. Eksponering for farlige stoffer (f.eks. pesticiderog farligt affald) udgør trods fremskridt i gennemførelsen af internationale konventioner

stadig et problem i udviklingslande og vækstøkonomier. Mange af disse miljøproblemerforekommer ikke isoleret, men er indbyrdes forbundne og hænger tæt sammen.Den fremtidige økonomiske vækst vil sandsynligvis ske hurtigst i vækstøkonomierne og vil,såfremt den forvaltes rigtigt, kunne være med til at hjælpe mennesker ud af fattigdom.Alligevel vil bevarelsen af det nuværende forbrugs- og produktionsmønstre i mange landeverden over føre til højere forbrug af naturressourcer og fremskynde ødelæggelsen af miljøetog forværre klimaændringerne. Miljøbelastningerne og -indvirkningerne vil blive forværret pågrund af befolkningsvæksten (den forventes at stige til mindst 9 mia. i 2050), urbanisering ogsociale ændringer (f.eks. stigningen i "middelklassebefolkningen" i vækstøkonomierne medyderligere 1,2 mia. mennesker).2.2.Bæredygtig udvikling i EU

I det forgangne tiår er bæredygtig udvikling blevet fremmet gennem en række forskellige EU-politikker. For eksempel har EU i forbindelse med EU's emissionshandelsordning vedtagetbindende klimamål og gennemført en række retsakter vedrørende biodiversitet,affaldshåndtering og vand- og luftkvalitet. Det har ført til fremkomst af en miljøindustri i EU,som i øjeblikket tegner sig for over 2,5 % af EU's BNP og giver arbejdspladser til mere end3,4 mio. beskæftigede. I 2001 vedtog EU en EU-strategi for bæredygtig udvikling, som blevfornyet i 2006.Siden den seneste rapport om EU's strategi for bæredygtig udvikling fra 2009 er der gjortfremskridt i retning af virkeliggørelsen af bæredygtighed på forskellige måder, herunder iform af bæredygtighedsindikatorer og Det Europæiske Miljøagenturs rapport om miljøetstilstand. Disse publikationer viser, at til trods for at der er sket fremskridt, er der fortsat mangeudfordringer, især når det gælder om at gøre væksten mere bæredygtig.En vigtig politisk udvikling var vedtagelsen af Europa 2020-strategien i 2010. Dens sigte er atforvandle EU til en vidensbaseret, ressourceeffektiv økonomi med et lavt kulstofforbrug ogvære et bæredygtigt svar på de udfordringer, som EU står over for frem til 2050. Strategiengår ud på at integrere og forstærke bæredygtighedens rolle i udformningen af politikker ved atfastsætte gensidigt forstærkende prioriteter forintelligent, bæredygtig og inklusivvækst, somligger til grund for de fem overordnede mål og syv flagskibsinitiativer (se bilag).Mange af disse flagskibsinitiativer har direkte relevans for denne meddelelse. F.eks. tagerflagskibsinitiativet vedrørende ressourceeffektivitet sigte på at adskille ressourceforbruget fraøkonomisk vækst og bebuder en række nye foranstaltninger, herunder tiltag, som vedrørerråstoffer, energieffektivitet, biodiversitet og køreplaner for afkarbonisering af økonomien,energiområdet og transportsektoren. Derudover slås der til lyd for at fremskynde anvendelsenaf markedsbaserede instrumenter, gradvis at afvikle tilskud, der har negative miljøvirkninger,og at gøre skattesystemer "grønnere".Fremskridt i forbedringen af ressourceeffektivitet og de øvrige mål og flagskibsinitiativer vilblive overvåget inden for rammerne af Europa 2020-strategien og "det europæiske halvår".Derved samles bidrag fra forskellige rådssammensætninger, medlemsstaternes nationalereformprogrammer, Kommissionens synspunkter og Det Europæiske Råds konklusioner. Detvil resultere i en forbedret mekanisme til at skabe større integration og politisk sammenhængtil gavn for miljøet og bæredygtig udvikling.

Her tyve år efter Rio-topmødet står verden stadig over for to store og indbyrdes forbundneudfordringer: at opfylde kravet om et bedre liv for en verdensbefolkning, der forventes at stigemed en tredjedel frem til 2050, og at mindske miljøbelastningen, som, hvis det ikke sker, vilundergrave verdens mulighed for at efterkomme disse krav.Svarene på disse udfordringer er ikke at bremse væksten, men i stedet at fremme denretteform for vækst. Der er tvingende grunde til grundlæggende at omtænke den konventionellemodel for økonomiske fremskridt: Kun at arbejde i yderkanterne af et økonomisk system, somfremmer en ineffektiv anvendelse af naturkapital og ressourcer, er ikke tilstrækkelig til atændre den nuværende tilstand. Der er behov for en økonomi, som sikrer vækst og udviklingog samtidig forbedrer menneskers velfærd, giver anstændige arbejdsvilkår, mindskeruligheder, bekæmper fattigdom og beskytter den naturkapital, som vi alle er afhængig af. Ensådan "grøn" økonomi er en effektiv måde til at fremme bæredygtig udvikling, udryddefattigdom og tackle nye udfordringer og bestående mangler i gennemførelsen.Overgangen til en grøn økonomi kræver, at de vigtigste naturressourcer beskyttes, og at derinvesteres i disse ressourcer. Dette er vigtigt for alle økonomier, men gælder i særdeleshedudviklingslande, som har mulighed for at få deres økonomier til at vokse ved bæredygtigudnyttelse af deres naturlige kapital. Det kræver også, at der anvendes kulstoffattige ogressourceeffektive løsninger, og at indsatsen øges for at fremme bæredygtige forbrugs- ogproduktionsmønstre. Alt dette forudsætter tilvejebringelse af de rette retlige rammer, skabelseaf tungtvejende incitamenter for markeder og innovation, tilvejebringelse af finansielle midlerog fremme af iværksætterånd og større inddragelse af den private sektor. Der skal ogsåforetages en korrekt værdiansættelse af naturlig kapital og mere generelt en genovervejelse af,hvordan vækst og fremskridt måles.I en grøn økonomi kan mange udfordringer omsættes til økonomiske muligheder, ikke kunved at vende den negative miljøudvikling, men også ved at sætte gang i vækst ogbeskæftigelse. Således har erfaringen vist, at markedsbaserede tilgange som f.eks.emissionshandel ud over at være omkostningseffektive værktøjer til at håndteremiljøproblemer også er en kilde til investeringer.En grøn økonomi rummer muligheder forallelande uanset udviklingsniveau og økonomiskstruktur. Mens investeringer i overgangen til en grøn økonomi i mange tilfælde kan føre tilkortfristede dobbeltgevinstløsninger, vil det i andre tilfælde være nødvendigt med et

mellemlangt perspektiv, hvor der vil skulle afsættes overgangsomkostninger og gennemføresforanstaltninger, som er rettet mod fattige. Selvom der ikke findes én model, som passer alle,er der fælles udfordringer og løsninger, og landene vil kunne drage fordel af udveksling aferfaringer og bedre internationalt samarbejde.Samtidig starter overgangen til en grøn økonomi ikke helt forfra. Der er allerede en rækkestrategier, som landene kan bygge videre på, f.eks. strategier med henblik på klimaændringer,biodiversitet, bæredygtig forbrug og produktion, forskning og innovation, som alle kanbidrage til at muliggøre en grøn økonomi. Fremtidige nationale og internationale strategier foren grøn økonomi kan bygge på disse strategier og styrke dem, hvilket sker i Europa 2020-strategien og for nylig i køreplanen for overgangen til en konkurrencedygtig kulstoffattigøkonomi frem til 2050.Internationale organisationer herunder De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) ogOrganisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er i øjeblikket ved atudvikle strategier for grøn økonomi og grøn vækst. Den Internationale Arbejdsorganisation erved at udvikle programmer for grønne, anstændige arbejdspladser. G8 og G20 engagerer sigogså i stadig stigende grad i en grøn økonomi. I Cancún blev parterne i De ForenedeNationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) enige om, at alle lande skaludarbejde kulstoffattige udviklingsstrategier, som er forenelige med bæredygtig udvikling.Med ovennævnte initiativer for øje skal vi arbejde med tre indbyrdes forbundne politiskedimensioner for at klare overgangen til en grøn økonomi:(1) investeringer i bæredygtig forvaltning af nøgleressourcer og naturkapital ("hvad")(2) fastlæggelse af de rette markeds- og reguleringsbetingelser ("hvordan")(3) bedre styring og større inddragelse af den private sektor ("hvem").I næste afsnit vil disse tre dimensioner som rammer for målrettede foranstaltninger bliveanalyseret mere indgående.3.2.Investering i bæredygtig forvaltning af vigtige ressourcer og naturkapital

Ressourcer som vand, energi, land, skove samt råstoffer udgør grundlaget for alle økonomier– og især den grønne økonomi. Mange menneskers levebrød verden over er baseret på dem,især i udviklingslande, hvor den manglende adgang til ressourcer af høj kvalitet ogutilstrækkelig viden om, hvordan disse ressourcer forvaltes på bæredygtig vis, er vigtigeunderliggende årsager til fattigdom. Der findes mange klare eksempler på, hvordan adgang tilbæredygtigt forvaltede ressourcer kan løfte mennesker ud af fattigdom. De ressourcer, dernævnes i det følgende, kan blive de vigtigste vækstmarkeder for den grønne økonomi ogunderstøtte fremtidig økonomisk udvikling, skabelsen af arbejdspladser og udryddelsen affattigdom i især udviklingslande.Vander en af de mest værdifulde ressourcer, som ikke kun er en forudsætning for liv ogsundhed, men også for vækst inden for mange økonomiske sektorer som landbrug,fremstillingsvirksomhed og energiproduktion. I indsatsen for at udrydde fattigdom spillerbæredygtig forvaltning af vandressourcer en central rolle, eftersom fattige menneskers liv ertæt forbundet med adgangen til vand og vands mange anvendelsesformål og funktioner.Endvidere er vand af stor betydning for regionale forbindelser, fred og sikkerhed. Der er ingen

tvivl om, at der er behov for styrkede foranstaltninger for at forbedre adgangen til vand,vandkvalitet og vandeffektivitet.Adgangen tilenergitjenesterer en grundlæggende forudsætning for social og økonomiskudvikling. Adgang til energi er også en afgørende faktor ved fattigdomsbekæmpelse. Iudviklingslandene har mere end 1,4 mia. mennesker ikke adgang til elektricitet, og 2,7 mia.mennesker anvender traditionelt biomasse ved madlavningen. I mange regioner i disse landeer der et enormt potentiale forvedvarende energi,især i områder, hvor udvidelse afelektricitetsnettet ikke er økonomisk rentabelt. Udvikling af vedvarende energi bør gå hånd ihånd med foranstaltninger til at forbedreenergieffektivitetenog mindske afhængigheden affossile brændstoffer.Marine ressourcerer en kilde til levnedsmidler og økonomisk velstand. Fiskerisektoren er afcentral betydning for økonomisk udvikling og for millioner af menneskers udkomme verdenover, især i udviklingslandene.Oceaner og haveer en væsentlig bestanddel af jordensøkosystem og spiller en vigtig rolle i modvirkningen af klimaændringerne. Koralrev ogmangroveskove er ikke kun kulstoflagre og kilde til biodiversitet, men beskytter ogsåkystområder mod oversvømmelse og mindsker dermed faren for katastrofer. Havmiljøet erimidlertid truet fra flere sider: udtømning af fiskebestande, tab af biodiversitet, affald i havetog forurening f.eks. i form af forsuring. Mange problemer er grænseoverskridende og skalbehandles på internationalt plan.Landbrugetsstørste udfordring er at kunne brødføde 9 mia. mennesker i 2050 uden yderligereforringelse og forurening af landarealer. Bæredygtig landanvendelse og landbrug bliver enhjørnesten i den grønne økonomi. De nuværende produktionsmetoder i landbruget tager over70 % af verdens ferskvandsressourcer og bidrager til over 13 % af drivhusgasemissionerne.Bæredygtig landbrug kan på især små bedrifter føre til en betydelig udbytteforøgelse. Tiltrods for at der findes mange bæredygtige landforvaltningsmetoder, investeres der ikke i dissei tilstrækkelig omfang. Jordforringelsen er direkte koblet til landbruget og har direktekonsekvenser for omkring 1,5 mia. mennesker, herunder 42 % af verdens fattigste.Forringelsen af jorden er et globalt tema, som ikke kun vedrører tørre og halvtørre regioner,og kræver en løsning på globalt plan. Gode styringsformer er nødvendige for at løse disseproblemer gennem respekt for jordrettigheder og ejendomsret, selv fra lokalsamfunds ogindfødtes side. Alle disse aspekter skal behandles for at kunne sikre en bæredygtigfødevareforsyning.Skoveudgør livsgrundlaget for millioner af mennesker, hvoraf mange lever i troperne ogtilhører samfundets fattige grupper. Skove er endvidere en væsentlig bestanddel af jordensøkosystem og har funktioner som jordbeskyttelse, vand og biodiversitet. Den globaleafskovningshastighed er stadigvæk alarmerende høj og har betydelig indvirkning på denglobale klimaændring og biodiversitet. Emissioner fra rydning af tropisk skov og beskadigelseaf skov- og tørveflader tegner sig skønsmæssigt for 15 % af de globale CO2-emissioner. Skovene vil få voksende betydning i den grønne økonomi som f.eks. kilde til nyeråstoffer som bioplast og i strategier for vedvarende energi. I denne sammenhæng er bevarelseog bæredygtig forvaltning af skove afgørende.Bæredygtig landanvendelse, landbrug, skove, vand og oceanerne er baseret påøkosystemerog biodiversitet,som er bestemmende for miljøets langsigtede modstandsdygtighed ogsundhed. Der er en voksende erkendelse af de fordele, som økosystemet skaffer virksomheder

og samfundet generelt3, og hvilket potentiale investering i naturkapital rummer for den grønneøkonomi.Affald kan være en værdifuld ressource, som, hvis den ikke forvaltes rigtigt, kan udgøre enmiljø- og sundhedsrisiko. Godaffaldshåndteringminimerer miljøpåvirkningerne, som f.eks.drivhusgasemissionerne, fremmer en effektiv udnyttelse af ressourcer og er en ny kilde tilmaterialegenbrug. Det økonomiske potentiale i affaldshåndtering tager til i mange regioner iverden og skaber vigtige virksomheds- og beskæftigelsesmuligheder. Det er af afgørende atsikre, at der er tale om anstændigt arbejde, især hvad angår arbejdsbetingelser. I takt med atudviklingslandene oplever økonomisk vækst, stiger også kravet om bedre affaldshåndteringog økonomiske muligheder. Farligt affald og kemikalier er også et område, der kalder påsærlig bevågenhed på nationalt og globalt plan.Overgangen til en global grøn økonomi kommer til at kræve forbedrede globaleforanstaltninger, der bygger på disse områder, og Rio+20 bør være en platform for at opnådette.3.3.Skabelse af de rette markedsvilkår og regler

Der bør indføres en række markedsvilkår og regler for at muliggøre vækst inden forovennævnte områder. Disse vilkår er ikke kun vigtige for at fremme miljømål, men også for atsikre forudsigelighed og fælles spilleregler for virksomhederne. De giver også et stabiltgrundlag for investeringer og fremme af miljøinnovation gennem nye teknologier og nyearbejdsmåder.Reguleringsinstrumenterkommer til at spille en vigtig rolle både nationalt og internationalt ien grøn økonomi. Reguleringsinstrumenter bør kombineres medmarkedsbaseredeinstrumenter(som f.eks. skatter, omsættelige tilladelser og miljøstøtte), som er fleksible ogomkostningseffektive redskaber, der kan bidrage til at opnå en kombination af økonomiske,sociale og miljømæssige mål. Skattereformer, der flytter skattebyrder fra arbejdskraft tilmiljøpåvirkninger og energi, kan indebære fordele for både beskæftigelsen og miljøet på énog samme tid. Lofts- og handelsordninger (cap and trade) som f.eks. EU'semissionshandelsordning har vist sig at være virkningsfulde markedsinstrumenter. Andrevirkningsfulde ordninger omfatter skatteincitamenter for smv'er, vandafgifter, miljøafgifter ogafregningstariffer. Betaling for økosystemtjenester anvendes allerede i nogle lande ogafspejles i de igangværende forhandlinger om reduktion af emissionerne fra skovrydning ogskovforringelse (REDD).Miljøskadelige støtteordningerer en stor hindring for en grønnere økonomi. De er med til atfastholde ikke-bæredygtig praksis og leder finansielle midler væk fra nødvendige grønneinvesteringer. Der er nu ved at blive truffet foranstaltninger til at afskaffe dem. I 2009forpligtede G20 sig til at rationalisere og afvikle støtte til ineffektive fossile brændstoffer, somopmuntrer til unødvendigt forbrug. Denne forpligtelse vil blive behandlet igen i 2011. I 2010forpligtede parterne i biodiversitetskonventionen sig til senest i 2020 at fjerne, afvikle ellerreformere støtteordninger, der er skadelig for biodiversiteten.For at gøre overgangen til en global grøn økonomi mulig skal der mobiliseresomfattendefinansielle ressourcer.Det kommer til at kræve foranstaltninger fraallelande, internationale

organisationer og banker. Det Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) skønner, at der itidsrummet frem til 2050 vil være behov for årlige investeringer i størrelsen 2 % af detglobale BNP. Det vil kræve et paradigmeskift i finansieringstilgangen, så landene fårmulighed for at gøre brug af innovative offentlige og private løsninger. Det vil ikke væretilstrækkeligt kun at forlade sig på offentlige midler - de offentlige finansieringsmidler vilskulle stimulere og være løftestang for endnu flere private investeringer. Der skaltilvejebringes incitamenter, der tilskynder til private grønne investeringer, og muligheder forat lede aktiekapital, forsikrings- og pensionsfonde i retning af bæredygtig udvikling kan bliveanvendt i endnu større omfang. Samtidig vil både den nationale offentlige sektor og deninternationale offentlige finansiering have en vigtig opgave med at fastlægge betingelserne forat mindske risikoen for private investeringer og at sikre redelige og retfærdigeinvesteringsløsninger. Yderligere er adgangen til finansieringsmidler og risikokapital ikombination med et gunstigt reguleringsmiljø vigtig forfremme af miljøinnovation,miljøteknologi og grønne smv'er.Uden de nødvendigefærdigheder og den nødvendige knowhowkan overgangen til en grønøkonomi ikke lade sig gøre. Det skal samtidig sikres, atnye arbejdspladserbliver anstændigejobs, som omfatter garantier med hensyn til arbejdsrettigheder, social beskyttelse og socialdialog. Den økonomiske politik bør ledsages af en arbejdsmarkedspolitik for at udrustearbejdstagere med nye færdigheder og skabe nye beskæftigelsesmuligheder. Af deskønsmæssigt 211 mio. arbejdsløse i verden i 2009 var næsten 40 % mellem 15 og 24 år, ogder må træffes en række foranstaltninger for at tilbyde beskæftigelsesmuligheder for unge.Dertil kommer, at mange af de hindringer, der står i vejen for overgangen til en grøn økonomiog en mere bæredygtig fremtid, kun kan fjernes gennem bedresamarbejde inden forvidenskab og forskning.Bæredygtige udbuds- og efterspørgselsmønstre på internationalt plan kan støttes ved at styrkegensidig understøttelse af handel og bæredygtig udvikling.Det kræver, at der opretholdes etåbent, ikke-diskriminerende multilateralt handelssystem, og at det sikres, at intet land hindresi at træffe foranstaltninger til fremme af bæredygtig udvikling, såfremt disse foranstaltningerikke udgør vilkårlig eller uberettiget diskrimination eller en skjult internationalhandelshindring. Gensidig støtte kan også fremmes ved at sænke eller fjerne told- og andrebarrierer for miljøprodukter, -teknologier og -tjenester og for miljøvenlige produkter ellerfairtrade-produkter. I takt med at bæredygtighedssikringsordninger og bedste praksisvedrørende virksomheders sociale ansvar tager til, kan udviklingen af internationaleretningslinjer og standarder, godkendelsessystemer og -kendetegn medføre økonomiske,miljømæssige og sociale fordele. Internationale foranstaltninger til bekæmpelse af illegalhandel med miljømæssigt udsatte varer (som f.eks. vilde dyr og planter, farlige stoffer ognaturlige ressourcer) skal skærpes. Det er de frivillige partnerskabsaftaler, som EU forhandlerinden for rammerne for initiativet retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel påskovbrugsområdet(FLEGT),etglimrendeeksempelpå.Optagelsenafbæredygtighedsbestemmelser i multilaterale og bilaterale handelsaftaler bør også fremmes.Tilsikring og måling af fremskridtkræves sammenlignelige målemetoder og indikatorer.Flere organisationer, herunder OECD, har arbejdet på at udarbejde forskellige former forindikatorer, som kan give et billede af miljøets og naturkapitalens tilstand og velvære oglivskvalitet. Disse indikatorer bør anvendes sideløbende med bruttonationalproduktet (BNP).Imidlertid er kun nogle af disse hidtil blevet anvendt i stort omfang til at videregive politiskebehov som f.eks. CO2-intensitet og indeks over menneskelig udvikling (Human DevelopmentIndex). Inden for rammerne af Agenda 21 er regeringerne allerede blevet anmodet om atudvikle indikatorer for bæredygtig udvikling og miljøregnskaber. Der er imidlertid kun sket

Styrings-strukturer spiller en afgørende rolle i forhold til at opnå bæredygtig udvikling, gøreøkonomien grønnere og udrydde fattigdom. Der er dog udbredt enighed om, at det ernødvendigt med en gennemgribende reform af de nuværende styrings-strukturer. Dennereform skal foregå inden for fire områder.Der er behov for at forstærke og integrerestyringsformer for bæredygtig udviklinginden forrammerne af FN-systemet, bl.a. ved at øge sammenhængen og den politiske integreringmellem de aktiviteter, som foregår inden for de tre søjler (den økonomiske, den sociale og denmiljømæssige). I FN pågår der i øjeblikket en række bestræbelser, bl.a. forbedring afkoordineringsmekanismer mellem agenturerne eller som led i "Delivering as One"-initiativet,som skal føre til sammenhæng i FN-systemet inden for udvikling, humanitær bistand ogmiljø. Også overordnede temaer såsom klimaændringer bør integreres bedre. Sådanneprocesser bør styrkes. Det er vigtigt at forbedre internationale styringsformer for bæredygtigudvikling, men der skal også fokuseres på de tilsvarenderegionale, nationale og lokalestrukturer.Sammenlignet med globale økonomiske strukturer erden internationale miljøstyringsvag.Det har sin forklaring i institutionel opsplitning, manglende ansvarlighed for gennemførelse afvedtagende politikker, fraværet af en markant og autoritativ stemme i de globalestyringsformer samt utilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer. Endvidere ervækstøkonomiernes rolle og ansvarsområder ikke tilstrækkelig defineret. I de sidste ti år erder blevet gjort forsøg på at forbedre den internationale miljøstyring – senest inden forrammerne af den rådgivende gruppe på højt plan under FN's handlingsplan forMiddelhavsområdet (UNEP) (Nairobi-Helsinki-processen) – men hidtil har det væretvanskeligt at opnå konkrete fremskridt.Internationale økonomiske og sociale styringsformerer et emne, der behandles af en rækkeinstitutioner. De internationale finansinstitutioner (såsom Verdensbankgruppen og DenInternationale Valutafond) og de regionale udviklingsbanker (såsom Den AsiatiskeUdviklingsbank, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank,Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og Den Europæiske Investeringsbank)spillerencentralrolleiverdensøkonomiskepolitikogaktiviteter.Verdenshandelsorganisationen spiller en vigtig rolle i reguleringen af verdenshandelen.Derudover spiller institutioner som Den Internationale Arbejdsorganisation og andre FN-organer en rolle i udformningen af beskæftigelsespolitiske og sociale spørgsmål. Alle disseorganisationer vil skulle medvirke til at gøre den globale økonomi grøn.I Agenda 21 og i gennemførelsesplanen fra Johannesburg understreges, atikke-statsligeaktører(de såkaldte "større grupper") spiller en vigtig rolle. Hertil hører de oprindelige folk,kvinder, børn og unge, arbejdstagere, landbrugere, lokale regeringer, den videnskabeligeverden, virksomheder og industri og ngo'er. Deres rolle og deres indflydelse har væretbegrænset og bør styrkes. Først og fremmest er det vigtigt at styrkevirksomhedernesinddragelse.Mange virksomheder har allerede forpligtet sig på at gøre deres aktivitetergrønnere, som f.eks. inden for fødevarer, drikkevarer og kemisk industri. Disse tiltag skalvidereudvikles gennem mere dynamiske offentlig-private partnerskaber og nye

En køreplan for en grøn økonomi kan sikre et fortsat engagement, når Rio+20-topmødet erforbi, og derved sikre, at de aftalte visioner og mål systematisk vil blive fulgt. Man kan ikøreplanen udarbejde en række internationale, regionale og nationale foranstaltninger meddelmål, indikatorer og mål og mekanismer til at overvåge de overordnede fremskridt.En køreplan for en grøn økonomi kan hjælpe alle lande med at fremskynde processen i retningaf en grøn økonomi ved at bygge videre på bestående initiativer og respektere nationaleforskelle. Fastlæggelsen af strategier for en grøn økonomi som led i landenes overordnedeøkonomiske og udviklingsrelaterede politikker og planer vil være afgørende. Disse strategier– som bør udformes nedefra og op – bør indeholde mål og frister for foranstaltninger pånationalt og i givet fald på regionalt plan. Foranstaltningerne bør bygge på løbendebestræbelser og kan indarbejdes i nationale økonomiske og udviklingsrettede strategier ogogså forene lavemissionsstrategier og planer for bæredygtig forbrug og produktion. Hvor deter nødvendigt, kan donorlande og internationale organisationer under iagttagelse af nationaleudviklingsstrategier bistå hermed. Ved udformningen af de specifikke tiltag kunne landenestøtte sig til et katalog over bedste metoder for politiske strategier.Men de enkelte landes indsats rækker imidlertid ikke til at gøre den globale økonomigrønnere. Eftersom mange af udfordringerne kræver globale og regionale løsninger, børkøreplanen for en grøn økonomi også omfatte foranstaltninger på globalt og regionalt plan.Til overvågning af fremskridt i retning af en grøn økonomi skal der indkredses og udviklesnøgleindikatorer og et globalt anerkendt system for miljøregnskaber og sociale regnskaber tilat supplere de nuværende økonomiske regnskaber. Det skal bygge på igangværende initiativersom det integrerede miljøøkonomiske regnskabssystem (SEEA), De Forenede Nationersindeks for menneskelig udvikling (UNDP) og OECD's projekt "Måling af samfundenesfremskridt". EU's planlagte lovgivningsramme for miljøregnskaber kan også tjene someksempel.

På Rio+20 bør forpligtelsen til at fremme bæredygtig vandforvaltning fornys. Det kan opnåsved at opretteinternationale partnerskaber for vand.De kan bygge videre på og udvide EU'svandinitiativ, som har bidraget til en forbedret vandforvaltning og vandstyring, men bør læggestørre vægt på økonomiske aspekter og større inddragelse af virksomhederne. Forvaltningenaf internationale vandopløbslande skal også have større opmærksomhed, især inden forrammerne af grænseoverskridende flodkommissioner.Der kan også indledes partnerskaber for atforbedre adgangen til energi ogenergiforsyningssikkerheden og fremme vedvarende energi og energieffektivitet.De kanbygge videre på eksisterende foranstaltninger såsom EU-Afrika-partnerskabet (AEEP), EU'sregionale investeringsfaciliteter, EU-trustfonden for infrastrukturer i Afrika, energifacilitetenfor AVS-landene og Verdensfonden for Energieffektivitet og Vedvarende Energi (GEEREF),som med deres erfaringer kan mobilisere private investeringer for sådanne partnerskaber.For at sikre en bedre beskyttelse afhavmiljøet og oceanerne børde stater, som endnu ikkehar ratificeret FN's havretskonvention (UNCLOS), opfordres til at gøre det. For beskyttelsenog bevarelsen af områder uden for national jurisdiktion ("åbent hav og dybhavets bund") børder iværksættes nye initiativer, f.eks. i form af en gennemførelsesaftale inden for rammerne afUNCLOS. For at bevare biodiversiteten i disse områder bør der gennem en aftale indføresbeskyttede havområder, som har flere funktioner, og sikre adgangen til genetiske og andreressourcer og en redelig og retfærdig fordeling af gevinster fra deres udnyttelse. Aftalen børogså indeholde overvågnings- og håndhævelsesmekanismer. Særlig opmærksomhed bør rettesmod udarbejdelse af et globalt handlingsprogram til bekæmpelse af affald i havet ogforurening.Der bør gennemføres foranstaltninger til fremme afbæredygtigt landbrug, landanvendelse ogfødevareforsyningssikkerhed.Det bør omfatte en styrkelse af de bestående initiativer forbæredygtigt landbrug, som bygger på multilaterale tiltag (f.eks. FAO), regionale tiltag (f.eks.økologisk landbrug) og virksomhedsinitiativer. Derudover kan der indføresinternationalepartnerskaber for fødevarerfor at gøre fødevareforbruget og -produktionen mere bæredygtig.Eftersom landbruget afhænger af jordkvaliteten, bør indsatsen øges for at forbedrejordkvaliteten og bekæmpe ørkendannelse. Det kan omfatte indførelse af en global økonomiskvurdering af omkostninger og fordele ved at forbedre jordkvaliteten. Det kan også omfatteinitiativer, der sætter fornyet skub i FAO-initiativet "Global Soil Partnership", oggennemførelse af tjenester for global overvågning af landanvendelsen som led i det globalejordobservationssystem af systemer (GEOSS).Partnerskaber med regeringer, civilsamfundet og den private sektor kan også bidrage til atfremmebæredygtig skovforvaltningog bekæmpe skovrydning. Sådanne partnerskaber kanbygge videre på den succesrige strategi FLEGT (retshåndhævelse, god forvaltningspraksis oghandel på skovbrugsområdet) og på de første erfaringer inden for rammerne af REDD+-aftalen (reduktion af CO2-udledning fra skovrydning og skovnedbrydning).Tiden er moden til en mere vidtrækkende og sammenhængendeinternational ordningvedrørende kemikalier og farlige stoffer,og Rio+20 kan indlede en proces, der bygger påtidligere forpligtelser såsom den strategiske tilgang til international kemikalieforvaltning

(SAICM) og på erfaringer fra EU's tilgang til kemikalieforvaltning. Denne ordning –eventuelt i form af en rammekonvention – bør være indrettet efter det mål, der blev aftalt iJohannesburg, som indebærer, at fra 2020 skal kemikalier anvendes og være fremstilletsåledes, at de ikke forårsager betydelige negative virkninger på menneskers sundhed ogmiljøet. Ved ordningen skal tages hensyn til "Global Chemicals Outlook", som De ForenedeNationers Miljøprogram (UNEP) i øjeblikket arbejder på, og til igangværende arbejde medfinansieringsmuligheder for at hjælpe udviklingslande med at imødegå de udfordringer, derfølger af en stadig mere globaliseret kemikalie- og affaldsindustri. Ordningen bør omfattekriterier for identificering af kemikalier og stoffer, der er problematiske, og rammer forvurdering af stoffer.Løsningen på alle disse udfordringer kræver et hidtil uset omfang afvidenskabelig ogteknologisk samarbejdepå globalt plan, og der bør igangsættes en mekanisme forforskningssamarbejde i sociale forandringer af global betydning (f.eks. ressourceknaphed,klimaændringer, oceaner).4.3.Tilvejebringelse af økonomiske instrumenter og finansiering og investering imenneskelig kapital

Rio+20 bør opfordre lande, først og fremmest industrialiserede lande og vækstlande, til atindføre nationale og regionaleemissionshandelsordningerfor at sænke emissioner til lavestmulige omkostninger og som byggesten for et kommende internationalt CO2-marked.Sådanne instrumenter vil også kunne spille en vigtig rolle med hensyn til at skabe innovativefinansieringsmidler.Rio+20 bør desuden iværksætte en række koordinerede foranstaltninger for at indkredse ogafviklemiljøskadelige støtteordningerledsaget af mål og tidsfrister. G20-forpligtelsen til atafvikle tilskud til fossile brændstoffer kan tjene som et specifikt eksempel. For et sådantinitiativ bør der fastsættes retningslinjer og eksempler på god praksis, der viser, hvordanskadelige støtteordninger på vellykket vis tidligere har kunnet afskaffes.For at kanalisere og mobilisere midler til en grøn økonomi bør Rio+20 anbefale at konsolidereogstyrke bestående finansieringsstrategier og -facilitetereller indførenye offentlig-privatefinansieringsordninger,hvor der er behov for det. Udviklingsorganisationer (som DeForenede Nationers Udviklingsprogram (UNDP)) og internationale finansieringsinstitutioner(som Verdensbanken og andre multilaterale udviklingsbanker, Den EuropæiskeInvesteringsbank, den globale miljøfacilitet (GEF) bør spille en førende rolle og forpligte sigtil at fastlægge finansieringsstrategier for en grøn økonomi, som kan føre til målbareresultater. Private banker, forsikringsselskaber og pensionsfonde bør også løfte deres del afopgaven. Disse finansieringsfaciliteter og -ordninger bør især fokusere på at støtte de mindstudviklede lande og SMV'er.I udviklingslande vil offentlig udviklingsbistand fortsat være en vigtig investeringskilde. EUvil fortsat arbejde for at hæve støtten til 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2015. Iøjeblikket tegner EU sig for omkring 58 % af den globale udviklingsbistand. Offentligudviklingsbistand vil fortsat være tilgængelig og kan bidrage til, at partnerlandes nationale ogregionale strategier for en grøn økonomi gennemføres inden for rammerne af deres nationaleudviklingsplaner. I denne sammenhæng kan programmer som f.eks. EU SWITCH, som harfremmet bæredygtigt forbrug og produktionsfremgangsmåder i Asien, indgå som et element ien global indsats for bæredygtigt forbrug og produktion.

Rio+20 bør fastsætteuddannelsesprogrammer for grønne kvalifikationerinden forprioriterede områder som energi, landbrug, bygge- og anlægsvirksomhed, forvaltning afnaturressourcer, affald og genindvinding. Eftersom overgangen til en grøn økonomi vil skabenye arbejdspladser og erstatte bestående arbejdspladser, vil det være nødvendigt medomskoling af den eksisterende arbejdsstyrke. Det kan omfatte ordninger til beskyttelse afarbejdstageres interesser, tilvejebringelse af social beskyttelse og formalisering af uformeltarbejde, som f.eks. bygger på Den Internationale Arbejdsorganisations arbejde med at sikre ensocial retfærdig overgang.Det er også nødvendigt med uddannelsesprogrammer for unge.Disse programmer bør gennem specifik uddannelse lette overgangen fra skole til arbejde ogopmuntre til, at nationale undervisningsplaner på sekundærtrinnet omfatter grønnekvalifikationer.4.4.Bedre styring

Der skal bedre og mere virkningsfuld global styring til for at fremskynde den globale indsats iretning af en grønnere og mere bæredygtig økonomi og udrydde fattigdom. Det bør indebæremuligheder for alle aktører for at medvirke og yde et bidrag.Der er flere muligheder for atforbedre miljøstyringeninden for rammerne af FN. En afmulighederne er at lade FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) spille en større rolle iforhold til bæredygtig udvikling og tillægge hver enkelt søjle, den økonomiske, den sociale ogden miljømæssige, samme vægt. En alternativ tilgang kan være at gøre FN's Kommission forBæredygtig Udvikling (CSD) til et mere permanent organ med udvidede ansvarsområder. Derbør gøres mere ihærdige bestræbelser på at sikre, at alle relevante FN-organer lægger endnustørre vægt på bæredygtig udvikling. I nogle tilfælde kan forbedringer også opnås inden forrammerne af de nuværende mandater.Ifølge anbefalingerne fra UNEP's Nairobi-Helsinki-process, hvis sigte var atstyrke deninternationale miljøstyring,bør UNEP selv styrkes. Det kan ske på forskellige måder: i)styrkelse af UNEP inden for rammerne af dets nuværende mandat, ii) styrkelse af UNEPgennem nye opgaver og ansvarsområder, iii) oprettelse af en global multilateralmiljøorganisation, f.eks. ved at omdanne UNEP til en særorganisation under FN (som DenInternationale Arbejdsorganisation). Sidstnævnte mulighed, som medfører vedtagelse af enretligt bindende traktat, vil være den mest lovende løsning i forhold til at forbedremiljøstyringen og være et fremskridt i retning af global bæredygtig udvikling. Samtidig stårdet klart, at alle muligheder rummer fordele og ulemper, som vil skulle drøftes mereindgående.Som led i forbedringen af den internationale miljøstyring bør arbejdet med at strømline ogforbedre systemet med multilaterale miljøaftaler fremskyndes. Det vil uden at berøreautonomien i hver enkelt multilateral miljøaftale være muligt at strømline deres forvaltning ogmindske omfanget af overlapninger. Derved skabes en bedre platform for meresammenhængende og målrettet politisk opsyn og styring, ligesom det er med til at skabegunstige forudsætninger for grøn vækst.FN bør gøre mere for atøge kapacitetsopbygningen på miljøområdet.Det kan bl.a. ske ved atforbedre ekspertisen på miljøområdet og bevidstgørelsen om grøn økonomi i FN'slandegrupper, så dette område indarbejdes i landeprogrammerne, udvide omfanget af denekspertviden, der er i FN/UNEP-regionalkontorer, og udvikle en ramme i hele systemet forkapacitetsopbygning til gennemførelse af multilaterale miljøaftaler. Endvidere bør kapacitetentil overvågning af det globale miljø også udvides.

Selvom der siden topmødet i Rio de Janeiro i 1992 er sket fremskridt i retning af bæredygtigudvikling på nogle områder, står vi stadig over for store globale miljømæssige, økonomiskeog sociale udfordringer. Denne meddelelse indeholder Kommissionens foreløbigesynspunkter som led i den forberedende proces op til Rio+20.Rio+20 er en vigtig lejlighed til at fremrykke bæredygtig udvikling i hele verden, menkonferencen må ikke kun indskrænke sig hensigtserklæringer. Der skal konkreteforanstaltninger til for at sikre, at Rio+20 bliver en vigtig milepæl i overgangen til en grønøkonomi og bedre styring. EU er åben for drøftelser med alle lande og aktører om, hvordandenne agenda skal udformes i opløbet til Rio+20. Alle lande og aktører er nødt til atsamarbejde for at sikre, at resultaterne fra Rio+20 kan imødegå de globale udfordringer.Sammen skal vi sikre, at der træffes konkrete, virkningsfulde foranstaltninger, som kan føretil reelle og konkrete resultater i hele verden.

BilagEuropa 2020-strategi: Mål og flagskibsinitiativOverordnede mål(1) 75 % af befolkningen mellem 20-64 år skal være i beskæftigelse.(2) 3 % af EU's BNP skal investeres i F&U.(3) "20/20/20"-målene på klima- og energiområdet sigter mod, at drivhusgasemissionernereduceres med 20 %, at andelen af vedvarende energikilder udgør 20 % og atenergieffektivitetsforbedringen øges til 20 % (herunder en emissionsreduktion på 30 %, hvisbetingelserne er til stede).(4) Andelen af unge, der forlader skolen tidligt, bør reduceres til under 10 %, og mindst 40 %af den unge generation skal have en uddannelse på tertiært niveau.(5) Der skal være 20 millioner færre mennesker, som risikerer et liv i fattigdom.Flagskibsinitiativer(1) "Innovation i EU"for at skabe bedre rammer og finansiering for forskning og innovation,så det sikres, at innovative idéer kan omdannes til nye varer og tjenester, som skaber vækst ogbeskæftigelse(2) "Unge på vej"for at gøre uddannelsessystemerne mere effektive og gøre det nemmere forunge mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet(3)"En digital dagsorden for Europa"for at udbrede højhastighedsinternet og udnyttefordelene ved et digitalt indre marked for husholdninger og virksomheder(4) "Et ressourceeffektivt Europa",der skal bidrage til at afkoble økonomisk vækst fraressourceforbruget, støtte overgangen til en lavemissionsøkonomi, øge anvendelsen afvedvarende energikilder, modernisere vores transportsektor og fremme energieffektivitet(5) "En industripolitik for en globaliseret verden"for at forbedre erhvervsklimaet, navnligfor smv, og støtte udviklingen af en stærk og bæredygtig industribase, der kan konkurrereglobalt(6) "En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job"for at modernisere arbejdsmarkederneog sætte folk i stand til at udvikle deres kvalifikationer hele livet igennem for at øgeerhvervsfrekvensen og bedre matche udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft,herunder gennem arbejdskraftens mobilitet(7) "En europæisk platform mod fattigdom"for at sikre social og geografisk samhørighed,således at vækst og jobskabelse kommer så mange som muligt til gode, og således at folk, deroplever fattigdom og social udelukkelse, får mulighed for at leve i værdighed og tage aktivdel i samfundet.