Miljø- og Planlægningsudvalget 2010-11 (1. samling)
MPU Alm.del
Offentligt
Jord & AffaldJ.nr. MST-706-00268Ref. bpc/pejoeDen 7. januar 2011
Notat om juridiske spørgsmål rejst af RenoSam i henvendelse om virksomheders adgang til
genbrugspladser og affaldsgebyrer
Hjemmel i miljøbeskyttelseslovenRenoSam giver udtryk for, at der efter foreningens opfattelse er betydelig usikkerhed om, hvorvidtder er hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at etablere en tilmeldeordning. Man peger herunder på,at det af bemærkningerne fremgår, at virksomheder skal betale for, at genbrugspladsen stilles tilrådighed, og at alle virksomheder som udgangspunkt skal betale affaldsgebyr.Reglerne om virksomheders adgang til genbrugspladserne og betalingen herfor fastsættes på bag-grund af bemyndigelsesbestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, nr. 3 og § 48, stk. 4(begge indsat ved L 152 - lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven – ny organisering afaffaldssektoren).Af § 45, stk. 2, nr. 3, fremgår at ”miljøministeren fastsætter regler om kommunale affaldsordninger,herunder om kommunalbestyrelsens pligt til at give adgang til genbrugspladser i kommunen, her-under pligten til at begrænse denne adgang, og foretage brugerundersøgelser”.Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a., at ministeren ”bemyndiges til at fastsætteregler om kommunalbestyrelsens pligt til at give virksomhederne adgang til genbrugspladser ikommunen mod betaling”. I bemærkningerne er omtale af en række forhold, som forventes regule-ret i forbindelse med bemyndigelsens udnyttelse, herunder begrænsninger i adgangen, udenland-ske virksomheders adgang, brugerundersøgelser mv.Af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4 fremgår, at ”miljøministeren kan fastsætte regler om princip-per for fastsættelse og opkrævning af gebyrer, herunder regler om fritagelse og dokumentation forgebyrets sammensætning”.Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a.: ”Udgangspunktet for gebyrbetalingen for atgenbrugspladsen stilles til rådighed forventes at blive, at husholdninger og virksomheder skal beta-le gebyrer, der dækker de omkostninger på genbrugspladserne, de hver især giver anledning til.”Videre hedder det i bemærkningerne: ”Udgangspunktet er, at alle virksomheder betaler affaldsge-byr. En undtagelse hertil er virksomheder, som overfor deres kommune kan dokumentere, at deeksporterer alt deres genanvendelige affald. For visse meget små virksomheder, som har adressesammen med en husholdning, gælder det, at aktiviteten i virksomheden er så begrænset, at derreelt ikke vil være en belastning af den/de kommunale affaldsordninger, udover hvad der alleredeer betalt for husholdningen. Disse virksomheder vil derfor generelt blive fritaget for betaling af er-hvervsaffaldsgebyr.”
Den centrale bestemmelse om kommunens forpligtelse til at sikre virksomhedernes adgang til gen-brugspladsen er § 45, stk. 2, nr. 3. Der er ikke, hverken i bestemmelsen eller i bemærkningernehertil, krav om en bestemt ordning for denne adgang. Af bemærkningerne til § 48, stk. 4, fremgårtydeligt, at ikke alle virksomheder skal betale for genbrugspladsen, idet der forudsættes indført enrække undtagelser.Efter Miljøstyrelsens opfattelse betyder dette, at der kan etableres forskellige ordninger, så længedisse overholder lovens grundbetingelser om, at kommunalbestyrelsen har pligt til at give virksom-heder adgang til genbrugspladser i kommunen, og at der skal betales herfor.Det er endvidere Miljøstyrelsens vurdering, at der med miljøbeskyttelsesloven, som ændret ved L152, eksplicit er taget stilling til, at der – i overensstemmelse med forureneren betaler princippet –ikke gælder et automatisk rådighedsprincip efter miljøbeskyttelseslovens § 48.Der er således hjemmel til eksempelvis at etablere den ordning, der er udmøntet i den nugældendeaffaldsbekendtgørelse, hvorefter virksomhederne som udgangspunkt skal betale for, at genbrugs-pladsen står til deres rådighed med mulighed for at søge om og opnå fritagelse efter bekendtgørel-sens bestemmelser, herunder fritagelse til virksomheder, som kan dokumentere, at de ikke anven-der genbrugspladsen. Og der er mulighed for, på et senere tidspunkt, at etablere en tilmeldeord-ning, idet lovens grundbetingelser om at give adgang til genbrugspladsen imod betaling i beggetilfælde er overholdt.Fritagelser af hensyn til EU’s konkurrencereglerEfter den eksisterende bekendtgørelse skal virksomheden fritages fra at betale genbrugspladsge-byr, hvis virksomheden kan dokumentere, at den ikke benytter genbrugspladsen. RenoSam udtryk-ker bekymring over, at Miljøstyrelsen begrunder denne regel med hensynet til EU´s konkurrence-regler, idet Konkurrencestyrelsen, hverken kan af - eller bekræfte dette.Hertil skal Miljøstyrelsen bemærke, at styrelsen forinden udarbejdelse af L 152, som er hjemmels-grundlaget for affaldsbekendtgørelsen, rådførte sig med Konkurrencestyrelsen. På baggrund afdrøftelser med Konkurrencestyrelsen konkluderede Miljøstyrelsen, at der vil være en væsentligrisiko for, at en obligatorisk rådighedsmodel uden mulighed for fritagelse vil kunne mødes med EU-retlige indsigelser, herunder at reglerne om varernes fri bevægelighed tilsidesættes.Under de politiske forhandlinger om den konkrete udmøntning af reglerne i affaldsbekendtgørelsen,blev det vurderet, at det ville være uhensigtsmæssigt at konstruere en regel, hvorefter virksomhe-der, som eksporterer deres affald, ikke skal betale for adgangen til genbrugspladsen, mens virk-somheder, som anvender private løsninger og derved heller ikke benytter genbrugspladsen, skalbetale et (rådigheds) gebyr.Dette var baggrunden for, at affaldsbekendtgørelsen, som trådte i kraft januar 2010, indeholdt enfritagelsesadgang for virksomheder, som kan dokumentere, at de ikke anvender genbrugspladsen.
2
