Kommunaludvalget 2010-11 (1. samling)
KOU Alm.del
Offentligt
Folketingets KommunaludvalgChristiansborg1240 København K
BeskæftigelsesministerietVed Stranden 81061 København KT 72 20 50 00E [email protected]www.bm.dkCVR 10172748EAN 5798000398566
Kommunaludvalget har i brev af 22. marts 2011 stillet følgende spørgsmål nr. 113(KOU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra LineBarfod (EL).
12. april 2011J.nr. 2011-0005151
”Hvad vil ministeren foretage sig for at stoppe kommunernes ulovlige overvågningaf borgerne og sikre, at borgernes sociale retssikkerhed ikke bliver overtrådt, jf. ar-tiklen ”Kommunernes kontrolgrupper overvåger borgere ulovligt” i Informationden 20. marts 2011: http://www.information.dk/263005?”
Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har grundlag for eller kom-petence til at kunne vurdere kommunernes brug af observationer i konkrete sagerom sociale ydelser.Borgere, som mener, at kommunen ikke overholder reglerne eller træffer afgørelsepå et forkert eller utilstrækkeligt dokumentationsgrundlag, har mulighed for at kla-ger over afgørelsenGenerelt er det min klare forventning, at kommunerne ikke går ud over deres befø-jelser, når de skal undersøge, om en borger modtager en social ydelse med uretteog i ond tro.Spørgsmålet om kommunale myndigheders adgang til at overvåge en borger er ty-pisk aktuelt i sager efter den sociale lovgivning, hvor det skal vurderes, om en bor-ger, der modtager en social ydelse som enlig, reelt har et ægteskabslignende for-hold med en anden, og derfor enten slet ikke har ret til ydelsen, eller skal modtageydelsen efter reglerne for samlevende.I almindelighed må overvågning betragtes som en politimæssig opgave. Er der be-grundet mistanke om, at der er tale om socialt bedrageri, bør kommunen derformelde borgeren til politiet, som derefter foretager den videre efterforskning i over-ensstemmelse med retsplejelovens regler.En kommune er imidlertid ikke helt udelukket fra at kunne observere en borger, dermodtager sociale ydelser. Kommunen skal i den forbindelse bl.a. iagttage den for-valtningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet be-tyder, at myndigheden - ved vurderingen af på hvilken måde en sag skal oplyses -
skal vælge det mindst indgribende middel. Vurderingen af om observationer er enuproportional fremgangsmåde, afhænger derfor bl.a. af hvilken type sag, kommu-nen er ved at undersøge.Der kan i den forbindelse henvises til, at det fremgår af Beskæftigelsesministerietsvejledning til lov om børnetilskud, at overvågning af borgere, der modtager børne-tilskud, ofte vil være en uproportional fremgangsmåde. Det skyldes, at overvågninger en meget vidtgående måde at skaffe sig oplysninger om borgere på.Herudover vil kommunen skulle iagttage straffelovens regler om bl.a. forbud modkrænkelse af privatlivets fred.Observationer af en borgers (”samlevers”) færden vil ofte være en uproportionalreaktion i sager, hvor en borger formodes at leve i et ægteskabslignende forhold ogsamtidig modtager fx ordinært og ekstra børnetilskud.Dertil kommer, at oplysninger som fremskaffes via observationer, ofte vil have enubetydelig bevisværdi, fordi kommunen altid skal fremskaffe en lang række andreoplysninger til brug for den konkrete og individuelle vurdering af, om en borgerskal betragtes som reelt enlig.Tilsvarende vurderes det i vejledningen til Socialministeriets lov om retssikkerhedog administration på det sociale område, at det som udgangspunkt vil være upro-portionalt, at kommunen anvender observationer i forhold til borgere, der modtagerydelser efter den sociale lovgivning.Hvis en borger mener, at kommunen i en sag efter den sociale lovgivning har fore-taget observationer i strid med proportionalitetsprincippet, kan borgeren klage overkommunens afgørelse om tilbagebetaling til Det Sociale Nævn.I artiklen henvises også til brugen af observationer efter CPR-loven, selv om derefter det oplyste i artiklen ikke er truffet afgørelse efter CPR-loven i den nævntesag.Det kan derfor tilføjes, at en kommune efter CPR-loven kan rejse en adressesagvedrørende en persons registrering af bopæl i CPR. Hvis kommunen har behandleten sag om den formodede ”samlevers” bopæl efter CPR-loven, kan kommunen ef-ter de almindelige forvaltningsretlige regler inddrage oplysningerne fra adressesa-gen i den samlede vurdering af, om en anden person på samme adresse er enlig el-ler samlevende efter den sociale lovgivning.Afslutningsvis kan det oplyses, at det fremgår af Indenrigs- og Sundhedsministeri-ets vejledning om folkeregistrering, at der ikke kan gøres brug af systematiske ob-servationer i en sag efter CPR-loven om en persons registrering af bopæl i CPR.Der kan således alene gøres brug af enkeltstående observationer i forbindelse medverifikation af faktiske oplysninger eller helt tilfældige observationer.
2
Klage over en kommunes afgørelse i adressesager efter CPR-loven kan påklages tilIndenrigs- og Sundhedsministeriet.
Venlig hilsen
Inger Støjberg
3
