Forsvarsudvalget 2010-11 (1. samling)
FOU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Der er tale om et åbent samråd.
Spørgsmål T (stillet 15. april 2011):Mener ministeren, at en målsætning om at der skal ske regimeskift i Libyen, liggerinden for FN’s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1973?Spørgsmål U (stillet 15. april 2011):Støtter regeringen Sydafrikas og den Afrikanske Unions forslag om øjeblikkeligvåbenhvile og igangsættelse af en køreplan for fred i Libyen?Spørgsmål V (stillet 15. april 2011):Har NATO aktivt støttet Sydafrikas og Den Afrikanske Unions forslag om øjeblikkeligvåbenhvile i Libyen og opfordret oprørerne til at gøre det samme?Spørgsmål W (stillet 15. april 2011):Er det ministerens opfattelse, at det er en forudsætning for at opnå våbenhvile i Libyen,at Gaddafi bliver afsat eller træder tilbage?
Udenrigsministerens samlede besvarelse:
Tak for samrådsspørgsmålene. Jeg vil besvare spørgsmålene i ensamlet besvarelse. Samtidig vil jeg gerne henvise til en række andrespørgsmål, stillet af Enhedslisten i anden udvalgssammenhæng. Minbesvarelse vil derfor på visse områder være den samme som minetidligere besvarelser i disse sammenhænge.
1
[Spm. T: Er en målsætning om regimeskift indenfor SCR 1973?]
Lad mig først og fremmest understrege, at Sikkerhedsrådsresolution1973 fortsat er grundlaget for den danske og den internationaleindsats. Afsættelse af Gaddafi er ikke eksplicit en målsætning iresolutionen. Derimod sigter resolutionen på at sikre beskyttelse afcivilbefolkningen og på igangsættelsen af en politisk reformproces ioverensstemmelse med det libyske folks ønsker. Desværre harGaddafi-regimets handlinger efter resolutionens vedtagelse i stigendegrad vist, at han ikke har til hensigt at leve op til resolutionensmålsætninger. Med andre ord står det klart, at Gaddafi og hans støtterikke har nogen interesse i at beskytte deres egen befolkning, og at ensådan beskyttelse, håndhævet af det internationale samfund, er heltnødvendig. Det er på den baggrund, at den internationaleKontaktgruppe om Libyen på mødet i Doha den 13. april blev enigom, at Gaddafi har mistet enhver legitimitet og må gå af. Dette blevigen bekræftet på kontaktgruppemødet i Rom i sidste uge, hvor detinternationale samfund også sendte en klar besked om, at Gaddafisfortsatte tilstedeværelse er til hindring for en løsning på krisen.
2
[Spm. U: Støtter regeringen AU’s køreplan for fred?]
Danmark bakker op om det mandat, der i Sikkerhedsrådsresolution1973 er givet til FN og den Afrikanske Union (AU). Vi ser FN somdet naturlige knudepunkt for at koordinere mæglingsinitiativer og tagekontakt til begge sider. Det er i den forbindelse glædeligt, at der påkontaktgruppemødet i Rom den 5. maj var stor fokus på op opbakningtil FN og generalsekretærens særlige udsending Al-Khatibskoordinerende rolle i forhold til at finde en fredelig løsning påkonflikten. En styrket koordination er positivt, da det kan være med tilat forhindre Gaddafi i at fortsætte sin nuværende taktik medforskellige mæglingsfølere til forskellige lande med henblik på atspille lande ud mod hinanden og trække tiden ud. Det er vigtigt, at allemedlemslandes og regionale organisationers bestræbelser bliverforenet, og at alle sender de samme budskaber til parterne.
En delegation fra den Afrikanske Union (AU) ledet af densydafrikanske præsident Zuma mødtes med oberst Gaddafi den 10.april. Efter mødet meldte Zuma offentligt ud, at Gaddafi havdeaccepteret et mæglingsforslag, der sigter på 1) en øjeblikkelig3
våbenhvile; 2) uhindret levering af humanitær bistand; 3) beskyttelseaf udenlandske statsborgere, herunder afrikanske gæstearbejdere; samt4) dialog mellem parterne om en ’inklusiv transitionsperiode’ medhenblik på implementering af politiske reformer som vil fjerneårsagerne til den politiske krise. Den Afrikanske Union lagde også optil suspendering af NATO’s luftangreb.
Det lød måske umiddelbart besnærende, men planen indeholder altsåikke noget om beskyttelse af civile, eller om at Gaddafi skal trækkesine tropper ud af de byer og områder, han har erobret med brutalmagtanvendelse. AU’s mæglingsbestræbelser og den fremlagtekøreplan synes derfor ikke at være vejen frem. Troværdigheden ogbalancen blev ikke styrket af, at præsident Zuma på pressemødet, hvorplanen blev fremlagt, omtalte Gaddafi som ”our brother leader”.
Da AU fremlagde planen for oprørerne var budskabet fra oprørerneogså klart: Gaddafi skal gå af som en forudsætning for våbenhvile. Sålænge AU’s udspil reelt åbner op for, at Gaddafi kan bevare sinmagtposition i forbindelse med en politisk transitionsproces, er det
4
usandsynligt, at udspillet vil kunne finde opbakning blandt det libyskefolk. Jeg kan godt forstå, at der er libyske civile, der ikke vil føle sigtrygge, hvis Gaddafi fortsat er ved magten. Det er næppe op til dendanske regering aktivt at støtte et fredsinitiativ, der klart afvises af denene part. Derimod vil vi fortsætte med at bakke op om bestræbelsernefor at finde en politisk løsning under FN’s koordination.
Det sagt, så er det selvfølgelig klart, at AU fortsat har en mulighed forat kunne bidrage til en løsning på konflikten. På kontaktgruppemødet iRom blev regionale aktørers potentiale til at bidrage til en fredeligløsning også understreget. Det er også derfor, jeg har taget skridt til atopmuntre AU til at gøre mere for at støtte sine medlemslande ift.overholdelse af UNSCR 1973. Det gælder bl.a. om at sikre, atvåbenembargoen overholdes, at lejesoldater ikke rejser til Libyen, ogat sanktionsregimet med rejseforbud og indefrysning af aktiveropretholdes.[Spm. V: Har NATO aktivt støttet Sydafrikas og Den Afrikanske Unions forslag omøjeblikkelig våbenhvile i Libyen og opfordret oprørerne til at gøre det samme?]
5
NATO’s opgave er at fortsætte den militære indsats indtil der ikkelængere er systematiske angreb og trusler mod civile. Det blev senestmarkeret ved mødet den 14. april i Berlin med NATOs udenrigs-ministre og de operationelle partnere i den NATO-ledede OperationUnified Protector (OUP) om gennemførelse af UNSC Resolution 1973om Libyen. Mødet udtrykte beklagelse over de fortsatte overgreb fraGaddafi regimet imod dets egen befolkning og konstaterede, atregimet ved sine fortsatte krænkelser af UNSCR 1970 og 1973 harmistet al legitimitet.
Mødet gav i sin erklæring et ultimatum til Gaddafi, hvor man fastslog,at det nuværende høje operative tempo med hensyn til at engagerelegitime mål vil fortsætte, indtil følgende betingelser er opfyldt :
1. Alle angreb og trusler imod civile er standset2. Alle militære styrker er trukket tilbage til kasernerne, herundersnigskytter, lejesoldater og andre paramilitære styrker herunderfra en række navngivne byer, som Gaddafi-loyale styrker harindtaget med magt eller belejret.
6
3. Omgående, sikker fuld og uhindret humanitær adgang til allenødlidende i Libyen.
Endelig understregede erklæringen, at kun en politisk løsning villekunne bringe konflikten til afslutning og man anerkendteKontaktgruppens rolle i forhold til at give politiske retningslinjer forden internationale indsats i Libyen.
Sagt på en anden måde, den igangværende militære indsats underNATO’s ledelse har til formål at beskytte civilbefolkningen modfortsatte overgreb. Det er netop det, som Sikkerhedsrådsresolution1973 giver bemyndigelse til. Formålet er således ikke at støtte den eneeller den anden part i konflikten eller aktivt at støtte et forslag, derklart afvises af den ene part.[Spm. W: Er en forudsætning for våbenhvile at Gaddafi bliver afsat eller trædertilbage?]
I forhold til indgåelse af en våbenhvile er parterne desværre fortsatlangt fra hinanden i forhold til at nå til enighed om præmisserneherfor. Det er rigtigt, at TNC knytter en våbenhvile sammen med enpolitisk proces uden Gaddafi og hans familie. Det skyldes bl.a. at man7
frygter, at en våbenhvile uden Gaddafis afgang vil føre til en muligopdeling af landet, og til at regimet vil benytte anledningen til atreorganisere, opruste sig militært og fortsætte den blodige udrensningaf regimets modstandere i de Gaddafi-kontrollerede områder. Gaddafier på sin side fortsat fast besluttet på selv at være i spidsen for enpolitisk dialogproces.
Det er klart, at det er vanskeligt at bygge bro mellem dissesynspunkter, men FN under al-Khatib gør en stor indsats og harjævnlige møder med begge parter. Vi skal fortsat bakke op om dettearbejde.
Samtidig må vi være realistiske. De seneste ugers udvikling pegerdesværre på, at Gaddafi fortsat vælger ikke at respektere FN’ssikkerhedsrådsresolutions krav om indstilling af overgreb modcivilbefolkningen og øjeblikkelig iværksættelse af en våbenhvile.Meget peger jo på, at TNC har ret i deres bekymring, om at deforskellige forhandlingsfølere, vi har set fra Gaddafi, er et forsøg på atskaffe ham rum til at afgøre situationen militært.
8
Jeg kan derfor ikke se en langsigtet løsning, der åbner op for entroværdig politisk reformproces og sikrer beskyttelse afcivilbefolkningen, samtidig med at Gaddafi og hans nærmestefamiliemedlemmer bevarer en politisk rolle. Dette er også blanktblevet afvist af oppositionen – og var som allerede nævnt et afbudskaberne fra kontaktgruppemøderne i Doha den 13. april og Romden 5. maj.
9
