Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 8. december 2010stillet følgende spørgsmål nr. 104 (Alm. del) som hermed besvares. Spørgsmålet er stil-let efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).

Spørgsmål 104:

”Kan ministeren bekræfte, at EU's fiskeriaftaler med blandt andre visse lande i Afrikablandt andet bygger på princippet i FN's havretskonvention artikel 62, stk. 2, der kangive andre stater adgang til overskuddet af den tilladte fangstmængde i de pågældendelandes eksklusive økonomiske zoner, og kan ministeren nævne i hvilke fiskeripartner-skabsaftaler han mener, at der er bevis for, at EU's flåde fisker på et overskud?”

Svar:

Gennem fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande opnår EU-fiskerfartøjer mulighed foradgang til fiskeri i de pågældende tredjelandes eksklusive økonomiske zoner påressourcer, som landene ikke kan fiske eller foretrækker at stille til rådighed modbetaling til EU eller andre lande.De fleste af EU’s fiskeripartnerskabsaftaler med sydlige lande vedrører udelukkendefiskeri efter tun, hvor de tilladte fangstmængder er fastsat efter aftale inden for regionalefiskeriforvaltningsorganisationer, baseret på videnskabelig rådgivning om bestandensbiologiske tilstand.Aftalerne danner i disse tilfælde de retlige rammer for adgangen til disse ressourcer, somallerede er tildelt på internationalt plan. Det er i denne sammenhæng, at hver aftalefastlægger den mængde tun, der kan fanges i det pågældende lands farvande og det antalfartøjer, som får tilladelse til at fiske.

I de tilfælde, hvor der også indgår andre bestande i aftalerne, skal fiskerimulighedernefastlægges på grundlag af den bedste, til rådighed værende videnskabelige rådgivning.Der er alene tale om meget få aftaler, hvori andre bestande end tun indgår.Forud for indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale eller en ny fiskeriprotokol (og efterudløbet af dennes løbetid) skal der normalt gennemføres en evaluering blandt andetindeholdende en vurdering vedrørende bestandene.Desudenkandettilføjes,atEU-fiskerfartøjer,derfiskerunderfiskeripartnerskabsaftaler, normalt ikke har tilladelse til at fiske inden for 12-milezonen,der er forbeholdt den lokale fiskerflåde. Dette er medvirkende til at sikre, at der alenefiskes på ressourcer, der ikke er interessante for lokale fiskere.